For mange år siden, da børnene var små og vi skulle til at skabe vores egne juletraditioner, skulle vi for første gang holde juleaften i vores nye hus. Mine forældre havde hentet min mormor, børnenes oldemor, så vi var fire generationer den juleaften. Fordi det var vores første juleaften hjemme, og vi for første gang stod for julemiddagen, tænkte vi, at det var et fint tidspunkt til at blande nogle juletraditioner fra begge familier: min daværende mands og min.
Så i stedet for at lave ris à l’amande, som vi altid-altid-ALTID har fået i min familie, lavede vi risengrød, der blev serveret til forret med kanelsukker, smør og lunt hvidtøl til. Med den hele mandel i, selvfølgelig. Og mandelgave. For det var traditionen i den Esbjerg-familie, min eksmand kom fra.
Det faldt ikke i god jord hos oldemor, skulle jeg hilse og sige… “Rør blot ikke ved min gaaaamle jul…” stod malet i hendes furede ansigt. Jeg nåede lige at tænke, at nu bliver jeg nok gjort arveløs, men da anden, de brune kartofler og æblet med ribsgelé landede på hendes tallerken, tøede hun lidt op igen. Noget var dog, trods alt, som det plejede at være.
Den historie tænker jeg på hvert eneste år i december, når navnet på vores mest elskede juledessert begynder at dukke op i supermarkedernes tilbudskataloger, reklamerne for julefrokoster, restauranter og alle de andre steder, hvor talen er om julemiddag og -dessert. Risalamande /ris ala mande / ris allemande (nej, tyskerne har altså ikke noget med sagen at gøre…), der er mange kreative stavemåder for den dessert, som rigtig mange af os spiser juleaften. Fordi den har et fransk navn, og skrives med nogle af alle de der accenter, de har på fransk, og som rigtig mange danskere kløjes i…
Men trods det franske navn er det ikke en dessert, vi har importeret fra Frankrig. Faktisk er desserten ukendt i Frankrig. Den Gamle Bys juleinspektør Jens Ingvordsen fortæller her, hvordan grødris først blev almindelige i julegrøden i Danmark omkring år 1900, og hvordan det derefter kom på mode at tilsætte flødeskum og mandler og i stedet spise grøden til dessert. Risengrøden blev til Ris à l’amande – direkte oversat ris med mandel.
Der er bare det at ris hedder riz på fransk, så allerede her er der sket en fordanskning af det franske navn. Måske var ‘z’ alligevel lidt for eksotisk? Det er dog accenten og apostrofen i navnet, som de fleste danskere har det svært med. Accent aigu (é) og accent grave (à) på fransk vender hver sin vej, og det overser man nemt, når man ikke er vant til at bruge accenter. Og fordi amande (mandel på fransk) begynder med en vokal, sker der en sammentrækning mellem la og amande, der markeres med en apostrof, som er et vertikalt tegn. Ikke højrevendt eller venstrevendt som de to accenter. Og derfor er den helt rigtige måde at skrive navnet på
Ris à l’amande
Og så kan vi snakke om, hvorvidt ‘ris’ bør staves med s eller det mere eksotiske z…
Hvad får I til dessert juleaften?
… og når jeg siger det til franskmænd kalder jeg det “riz aux amandes”, for der er trods alt mere en én mandel i (med mindre man kun tæller den hele).
Jeg har engang siddet med et hold stædige (danske) familiemedlemmer, der belærte alle om den RIGTIGE historie om desserten: “Den blev opfundet af en kokkepige ved navn Amanda, derfor er det ris à la Amanda”… Jeg har aldrig hørt den historie hverken før eller siden, og jeg tror mere på den officielle historie, men det er da sjovt med en juledessertkonspirationsteori 😂
Jeg hører indimellem versionen med tyskerne, men den med Amanda har jeg alligevel aldrig hørt før :D! Jeg tror også, at juleinspektøren har fat i den rigtige version (men ikke den rigtige accent ;) )
Kære Jette.
Her i familien har det ltid været ris a l’amande. Jeg tror ikke jeg have giftet mig med en pige, hvor familiens tradition havde været risengrød. I øvrigt har jeg læst, at prins Henrik spiser risengrød og ikke ris a l’amande juleaften.
I øvrigt er ris a l’amande en spareret fra 2. verdenskrig. Det var svært at få ris, der skulle importeres, men ikke fløde, som vi jo selv stod for.