Kender du billedet ovenfor?
Det er Edgar Degas’ maleri af en kvinde på en café, der drikker et glas absinth.
De fleste, der har hørt om den grønne absinth, forbinder den med bohemerne i 1800-tallets Paris, og det er da også der, drikken fik sin store udbredelse. Men den stammer oprindeligt fra Schweiz, hvor den kan spores tilbage til slutningen af 1700-tallet. Oprindeligt blev den brygget som en urtemedicin. Da Frankrig i 1830 sendte soldater til Nordafrika for at kolonisere Algeriet, havde soldaterne absinth med. De brugte et par dråber i deres drikkevand for at tage de værste gener fra de tropesygdomme, de blev udsat for.
I sidste halvdel af 1800-tallet fik absinth sin store udbredelse i det parisiske selskabsliv og på caféerne, hvor poeter som Baudelaire og Verlaine, og malere som Toulouse-Lautrec, Van Gogh og mange andre skønånder foretrak den grønne alkohol på 50-75%, der blev fortyndet med vand og sødet med sukker. Efter sigende var det Oscar Wilde, der gav absinth tilnavnet La fée verte – den grønne fe.
Afholdskredse havde længe arbejdet på at få drikken forbudt, og de fik vind i sejlene med Émile Zolas roman l’Assommoir, hvor alkohol i almindelighed og absinth i særdeleshed blev lagt for had. Romanen er en socialrealistisk skildring af en arbejderfamilie i Paris i slutningen af 1800-tallet, der langsomt går til i druk og elendighed. l’Assommoir er oversat til dansk med titlen Faldgruben. (Den kan muligvis stadig findes i den danske oversættelse på biblioteker eller i antikvarboghandler, hvis man er heldig. Den seneste oversættelse af l’Assommoir er fra 1910 ifølge bibliografi.dk.)
I starten af 1. Verdenskrig havde soldaterne absinth med i skyttegravene, som det havde været tilfældet med franske soldater i tidligere krige. Men den 17. marts 1915 – i dag for 102 år siden – blev absinth forbudt, fordi soldaterne led for meget under dens (bi)virkninger. Drikken blev beskyldt for at give en anderledes rus med blandt andet hallucinationer og kramper. Absinth fremstilles traditionelt ved at lade malurt, fennikel og anis trække i alkohol, herefter destilleres det og tilsættes flere urter, der giver den grønne farve. Det er malurten, der indeholder det giftige stof thujon, men kemiske undersøgelser gennem tiden har dog påvist, at absinthen langt fra har indeholdt koncentrationer af thujon, der var høje nok til at kunne forgifte mennesker. Det har nok snarere været (dårlig) alkohol, der er grundingrediensen i absinth.
Keminørderne kan læse mere om thujon og absinth lige her.
Absinth er ikke længere forbudt, så hvis du hører til dem, der nu sidder tænker ”Dét skal vi da prøve!”, så findes der absinth-barer i for eksempel Paris, hvor man kan smage absinth serveret på den “rigtige” måde, med sukker, vand og den specielle absinth-ske. Jeg har aldrig selv smagt det, men det siges at smage anisagtigt, lidt som pernod eller pastis.
Prøv det for eksempel på restaurant La Fée Verte, 108 rue de la Roquette, 75011 Paris (Metro: Bastille/Oberkampf) eller baren på Hotel Royal Fromentin, 11 rue Fromentin, 75009 Paris (Metro: Blanche eller Pigalle).
Skål og god weekend :)
Billeder: Wikimedia Commons
Seneste kommentarer