Det franske miljømærke – har du et bud?

Opdateret 30.03 2017 kl 19.35 – se nedenfor

Jeg har tidligere skrevet om det nye franske miljømærke, da det blev muligt at bestille det til køretøjer, der ikke er indregistreret i Frankrig. I går stillede Leif et spørgsmål om miljømærket i kommentarfeltet her, og jeg har valgt at tage det op i et blogindlæg, for I er garanteret mange, der skal på bilferie i Frankrig og kan bruge svaret – eller måske endda dele jeres erfaringer i kommentarfeltet.

Her er Leifs spørgsmål:

[…] Det drejer sig om de nye franske miljøzone mærker. Vi har 2 biler og jeg har bestilt og modtaget to mærker. Det ene i kategori 2 (Audi A3) og det andet i kategori 3 (Smart). Jeg kan ikke se, hvor meget – eller lidt – kat 2 og kat 3 begrænser kørslen i de forskellige byer. Vèd du om jeg f eks kan køre ind i Paris eller andre storbyer med kat 2 eller findes der en specifik “liste” over byer/mærke kat[egorier]?

Jeg har prøvet at læse ‘på tværs’ af et par officielle sider, og det ser ud til at myndighederne fra dag til dag, alt efter forureningsniveauet, kan begrænse kørslen i zonerne til de mindst forurenende køretøjer, altså en restriktion baseret på netop kategorierne. Så jeg vil mene at svaret er, at du som udgangspunkt kan køre med begge mærkater i zonerne, men du skal holde øje med lokalt, om der er indført en midlertidig, yderligere begrænsning pga øget forurening.
Prøv at se denne side om zonerne eller det franske miljøministeriums hjemmeside (der er også en engelsk version).

Hvis nogle af jer har erfaringer med miljømærket, så del dem meget gerne med os i kommentarfeltet!

Opdatering: Jeg tweetede spørgsmålet til FDM og den franske stats turistorganisation i Danmark, Rendez-vous en France, i formiddags. Se tråden og deres svar her. /Jette