(L’article en français en-dessous de l’article en danois :) )
Hvorfor lander en franskmand fra Paris i København og ikke alle mulige andre, eksotiske steder, hvad fik ham til at begynde at skrive, og hvordan fik han ideen til at iscenesætte et fremtidsDanmark som et diktatur, regeret af kristne ekstremister?
Samtale med Baptiste Boryczka, forfatteren til Korzen og Café Krilo.
Det er en af de første forårsdage. En stille og lun dag med solskin. Bladene på træerne endnu ikke helt udsprungne. Adressen, som Baptiste har givet mig, er på det indre Frederiksberg, kun et stenkast fra søerne, og langt fra det billigste kvarter i København. “Vi købte lejligheden som et håndværkertilbud, og jeg har selv sat det meste i stand, med hjælp fra min far”, fortæller Baptiste, da jeg senere får en rundvisning på de særdeles velindrettede kvadratmeter.
I stuen står døren ud til balkonen åben, og forårssolen strømmer ind ad de høje vinduer. Fra legepladsen udenfor høres barnestemmer. Baptistes hustru er til dans, og deres to børn leger på deres værelser. Alt ånder fred. Indendøre og udendøre.
Du ankom til Danmark med din hustru i 2003. Hvorfor besluttede I at flytte til Danmark, hvorfor ikke et andet nordisk – eller mere eksotisk – land?
“Vi besøgte Danmark allerede i februar 2002. Vi havde lejet et hus i Gilleleje i Nordsjælland, hvor vi tilbragte nogle dage, bare os to, ved kysten. Vi kunne virkelig godt lide det, det var koldt men smukt vejr, og vi synes at København var rolig og et rart sted at være”.
I 2003 skulle Baptistes hustru på et Erasmus-ophold i forbindelse med sine IT-studier. Inden man kommer afsted, skal man lave en prioriteret liste over de byer, hvor man gerne vil på udvekslingsophold. Og for Baptiste og hans hustru skulle det være et land, hvor han som engelsktalende kunne finde et job.
“Der er selvfølgelig England, Irland og så Skandinavien”, fortæller han. “Måske Holland, men det var for tæt på Frankrig for os, det havde vi ikke så meget lyst til. Så derfor var der for os kun Skandinavien og England tilbage. Vi havde ikke lyst til at tage til England eller Irland. Så vi lavede altså en liste, og satte København på som nummer et, og som nummer to havde vi skrevet Tampere i Finland, og som nummer tre Göteborg i Sverige. Og da min kone er en dygtig studerende, blev hun valgt til vores første prioritering, som var København.”
“Vi ankom til København og regnede med at blive de seks måneder, som et Erasmusophold varer. 2003 var en af de varmeste somre, vi har haft de seneste tyve år, og vi tilbragte hele sommeren på stranden. Det var så dejligt, så vi blev enige om at blive lidt længere. Vi blev vinteren over, og så fandt min kone sig en praktikplads, og jeg fandt et arbejde. Og så blev vi ret hurtigt enige om, at vi ville blive her nogle år og se tiden an. Og så fik vi børnene og har slået rod her.”
Hvilket arbejde fandt du her?
“Det er ret sjovt, for da jeg kom, startede jeg som avisbud i weekenden. Det var ikke, fordi vi havde brug for pengene, men jeg syntes det var godt at have noget at lave, at se andre mennesker. Så kom vinteren, og jeg fandt arbejde i en nystartet dansk virksomhed, der søgte nogen med kendskab til lyd- og videoteknikker – det er min uddannelse – og som talte fransk, fordi de havde samarbejdspartnere i Marokko.”
Lidt efter lidt fik Baptiste og hans hustru skabt sig en tilværelse i København, med danske venner, og de brugte byen som unge mennesker gør. Så kom børnene til, og med et smil siger han: “At have børn i Danmark er så meget bedre end i Frankrig.”
Har I ikke lyst til at vende tilbage til Frankrig?
“Nej, det tror jeg ikke. Vi har nogle gange fået jobtilbud i udlandet, og vi har nok også nogle gange været fristet, men hver gang har vi tænkt over det, lavet en plus/minus-liste. Engang fik vi et tilbud om at komme til Buenos Aires i Argentina, det fristede lidt, og en anden gang fik vi et tilbud om Californien, i San Diego, der også var interessant. For et år siden fik jeg et tilbud om at komme til New York, på Manhattan. Men altså, vi er alligevel blevet her.”
“- Jeg tænker at vi bliver her”, tilføjer han, inden han tager en slurk af teen fra det musselmalede krus.
Og med alle de gøremål, hvordan opstod lysten til at skrive?
“Den kom meget hurtigt. Når man ankommer til Danmark som fremmed er der nogle ting, man fornemmer. Ikke negative ting, snarere morsomme forhold. Man er ikke en del af samfundet, så man er lidt udenfor. Jeg havde lyst til at beskrive de ting, men der gik vel 5-6-7 år, inden jeg besluttede at lave en historie ud af det. I starten havde jeg bare lyst til at skrive om følelserne i sig selv, og bagefter fik jeg virkelig lyst til at skrive om opfattelserne af immigration og integration, som jeg gør det i Korzen. I starten var det ikke med tanke på en roman, jeg skrev mere, hvad jeg følte.”
Var der nogle ting, der overraskede dig?
“Faktisk så var det ikke Danmark, der overraskede mig. Det, der overraskede mig, var at forstå, at når du er fremmed i et samfund, så er der nogle ting, det er nødvendigt at lære for at forstå folk. Der er ting, der forekommer normalt her, og som forekommer at være anormalt i Paris. Det er små detaljer. Ikke nødvendigvis negative, men ting der sker, som for eksempel hvad angår fester og alkohol. Vi var studerende, vi oplevede det sammen med vores danske venner. Det er meget forskelligt fra Paris, hvordan man fester, hvordan mennesker mødes.”
Så kan man sige, at relationerne mellem personerne i Korzen er spejlinger af dine første år her?
“Ja, jeg tænker at hovedpersonen Paul, følelsesmæssigt, det er virkelig mig, da jeg ankom. Bortset fra at jeg ankom med min kone, og Paul ankommer alene. Piotr, polakken, er mere en blanding,” forklarer Baptiste.
“Det er især det, min far oplevede, da han integrerede sig i Frankrig. Jeg tænker at det, som karakteren Piotr oplever er det, min far har følt.”
Du har lige udgivet din anden roman, Café Krilo, som er blevet flot modtaget. I den tegner du et fremtidsDanmark som et diktatur, der regeres af kristne ekstremister. Der er ingen elektricitet, ingen ejer en telefon undtagen den lokale præst, og der er meget vold udøvet af militserne. For dem, der ønsker at flygte ud af landet, som Lotte, er det nødvendigt at gå til fods mod Tyskland via Fehmernbroen. For danskerne er sådan et scenarie umuligt at forestille sig, ja endda absurd.
Hvordan fik du ideen til at beskrive Danmark i den tilstand?
“For mig er det lidt en provokation. Som udgangspunkt har jeg skrevet romanen til et fransk publikum, og i Frankrig, i medierne, betragtes Danmark som en samfundsmodel. Så for mig er det lidt en provokation at tage Danmark og vende samfundsmodellen og beskrive det modsatte af, hvad franskmændene forestiller sig om Danmark. Og der er ganske rigtigt en lang vej mellem Danmark som det ser ud i dag og Café Krilo, men der er en konjunktur, der er nogle tegn – ingen kan sige det modsatte – der viser os, at vores samfund går en smule tilbage på flere områder. I Danmark er kvinders rettigheder endnu ikke under angreb, det er rigtigt, det er der er endnu ingen tegn på, men der er meget stærke tegn på det i Polen, for eksempel, hvor man ser at kvinders rettigheder går den forkerte vej. Der er ligeledes nogle tegn på det i det franske samfund, forekommer det mig, omkring kvinders rettigheder. Hvad angår homoseksualitet, så er der i Danmark endnu ikke så mange tegn på en tilbagegang, men det er der i Frankrig, og i Polen er homoseksualitet noget der er blevet fuldstændig anormalt, i forhold til sidste århundredes polske kunstnere, hvor homoseksualitet i Polen var accepteret.”
Baptiste er ved at tale sig varm. Han tager benene op under sig og sætter sig i en lotuslignende skrædderstilling på den lave sofa. Karatetræningen fornægter sig ikke. Han er også karateinstruktør, og bag de venlige brune øjne gemmer der sig et sort bælte.
Han fortsætter: “Det er en provokation mod Danmark, men samtidig, hvis vi fortsætter med at tænke på samme måde i Europa, så tror jeg, der er en risiko for at vi virkelig ender i en temmelig ekstrem situation. Og ja, jeg tror at det forhold, at det kunne være i Danmark er stærk kost for franskmændene, for det [scenariet i Café Krilo. JOV] er virkelig det modsatte af det, medierne lovpriser Danmark for.”
Hvis Café Krilo bliver oversat til dansk, hvad tror du så, danskerne vil sige?
“Jeg tror, at der er en del af den danske befolkning, der ikke er tilfreds med Danmarks politiske drejning de senere år. Det er klart, at der er flere i de store byer, der ikke er tilfredse, end andre steder, men jeg tror, at en del af befolkningen er bevidst om risiciene ved den politiske drejning i Danmark. Romanen er et stærkt instrument til måske at nå nogle læsere, og give dem nogle tegn. Det, vi har i dag, er ikke noget, vi har for evigt. Der er masser af faktorer, der er masser af krige i verden i dag, der kan accelerere tilbageskridtet.”
Har du villet holde et spejl op for danskerne og sige til dem: ‘Her er, hvor vi ender, hvis I ikke tager jeres demokrati, jeres rettigheder og pligter, alvorligt’ ?
“Jeg synes, det er for barsk at sige. Jeg synes at danskerne, selvom der er blevet stemt en smule kontrært, trods alt har formået at bevare deres værdier. Ikke alle,” tilføjer han leende, “men jeg mener, at danskerne stadig har det. Men jeg er en smule bange, når jeg ser de unge i Danmark. Jeg er ikke nervøs for de voksne, for de har kendt til disse forandringer, men jeg frygter især for de unge generationer. I Frankrig stemmer de unge i dag på det ekstreme højre, og for mig er det ikke ungdommens rolle at stemme ekstremt til højre. Når man stemmer langt til højre, er det fordi man ikke forstår, fordi man er bange for fremtiden, når man ikke ved, hvad man skal gøre. I Danmark og i Frankrig er der en stemme langt til højre hos de unge. For mig er det et tegn på et problem.”
På spørgsmålet om, hvorvidt det er på grund af mangel på kendskab til historien hos de unge, svarer han, at det er muligt. Men fremfor at ville holde et spejl op for at forskrække danskerne, har han villet give situationen modsat fortegn. Han understreger:
“Hvis det skete for jer, nu, i sådan et samfund, ville I så ikke forsøge at tage afsted med jeres børn? Når vi ser hundrede år tilbage i tiden, så skete det for os. Det skete for polakkerne, det skete for irerne, selv for franskmændene under verdenskrigen, det skete også for danskerne. På hundrede år kan man have sådanne omslag i omstændighederne. Problemet ligger et andet sted. Det er nødvendigt at have et mere globalt syn på problemet. Det er nemt at sige, at det er syrerne, der er problemet. Vi bygger en mur, og så går alt godt bagefter. Men i virkeligheden fortsætter problemet : Vi lukker os inde, vi lukker os inde, vi lukker os inde,” siger han, næsten messende.
Lad os vende tilbage til Café Krilo: Det, der virkelig besnærede mig i romanen er, at du levendegør de nordiske guder, som Thor med sin hammer, Odin, lederen af modstandsbevægelsen, og Loke – der er på modstandsfolkenes side, men som også er strategisk placeret i den kristne regering. Hvorfor denne fremkaldelse af de nordiske guder?
“Der er to ting i det: I gør det meget i Danmark. Jeg synes, det kunne være sjovt bevidst at give alle modstandsfolkene i Café Krilo de nordiske guders navne. Det er ikke navne, der er meget brugt i Danmark. Der er nogen, der hedder Thor, selvfølgelig, men det er ikke almindelige navne. For det andet, så ligger vikingereligionen i traditionen. Man kan også hente styrke der for at komme fremad, og det er lidt denne tilbagevenden til historien, jeg har haft lyst til at vække med de nordiske guder. Men fremfor alt er det med et glimt i øjet til den nordiske mytologi, som jeg holder meget af.”
Lotte er romanens kvindelige karakter, og hun er en meget uafhængig kvinde. Hun flygter efter en episode med den lokale præst, men du holder os i spænding. Ender hun med at nå til Asien?
“Jeg er sikker på, at hun når til Asien. Jeg mener, at Lotte har en egenskab, der vedbliver at være vigtig for menneskeheden: Man skal vide, hvornår det er tid til at være lidt egoistisk. Hvis du vier dit liv til en sag, så dør du. Hvis du derimod tænker lidt på dig selv, tænker lidt på din fremtid, hvis du er en kvinde med ambitioner, talent, så går du fra borde på et tidspunkt. Det er også OK. Fordi hun har gjort mange ting, inden hun tager afsted, hun har forsøgt, og hvis samfundet ikke vil vide af dig, jamen så tager du afsted. Det var det, min familie gjorde, da de forlod Polen. Min familie tænkte på børnene, på familien, på sig selv. Men jeg ønskede ikke, at Lotte tog afsted af egen vilje, jeg ville virkelig, at hun blev tvunget til at tage afsted.”
Der er en del fremtidige projekter undervejs for Korzens og Café Krilos forfatter, men hvad angår en oversættelse til dansk af hans to romaner, er der ikke besluttet noget endnu. Ved siden af fuldtidsjobbet og familielivet skriver Baptiste især om vinteren i de lange mørke vinteraftner. Sommeren er mere til afslapning, til læsning og til at tilbringe tid i kolonihaven, som han og hustruen købte for nogle år siden. Et sted, hvor familien tilbringer meget tid om sommeren.
Det ser ud til, at for familien Boryczka er livet i Danmark den diamentrale modsætning til scenariet i Café Krilo.
Oversættelse: Jette Odgaard Villemoes
“Ce qu’on a aujourd’hui, c’est quelque chose qu’on n’a pas pour toujours”
Pourquoi débarquer à Copenhague et pas dans un autre pays plus exotique, pourquoi écrire des fables nordiques, et d’où vient l’idée de mettre en scène un Danemark du futur en état de dictature, gouverné par des extrémistes chrétiens?
Entretien avec Baptiste Boryczka, l’auteur de Korzen et de Café Krilo.
C’est une des premières journées du printemps. Une journée calme avec une température agréable. Les premières feuilles des arbres sont encore naissantes. L’adresse à Copenhague que Baptiste m’a donnée est dans le quartier de Frederiksberg, à deux pas des lacs du centre-ville et bien loin des ghettos. ”Nous avons acheté l’appartement très bon marché, parce qu’il y avait tant de choses à refaire, et j’ai fait la plupart moi-même, avec de l’aide de mon père” Baptiste me confie, quand plus tard il me montre l’appartement très bien aménagé.
Dans le salon la porte du balcon est ouverte, et le soleil printanier coule à flots à travers les grandes fenêtres. Depuis le terrain de jeux on entend des voix d’enfants. La femme de Baptiste est à la danse, et leurs enfants jouent dans leurs chambres. Tout respire le calme. Dedans et dehors.
Ta femme et toi, vous êtes arrivés au Danemark en 2003. Pourquoi avez-vous choisi de venir vous installer au Danemark – et pourquoi pas un autre pays nordique ou plus exotique ?
“On est venu au Danemark déjà en février 2002. On avait loué une maison à Nordsjælland, à Gilleleje, et on y a passé quelques jours que tous les deux au bord de la mer. On avait beaucoup aimé, il faisait froid mais beau, et on a trouvé Copenhague calme et agréable.”
En 2003, la femme de Baptiste a dû faire un échange d’Erasmus lors de ses études en sciences informatiques. Avant de partir pour l’étranger il faut faire une liste hiérarchisée des villes où l’on voudrait aller étudier. Et pour Baptiste et sa femme, il fallait être un pays où il pouvait trouver un travail en anglais.
“Il y a l’Angleterre évidemment, l’Irlande et puis la Scandinavie,” raconte Baptiste. “Hollande peut-être, mais c’était trop proche de la France pour nous, on n’avait pas très envie. Finalement, il nous restait que la Scandinavie et l’Angleterre. On n’avait pas envie d’aller en Angleterre ou en Irlande. Donc on a fait une liste, et on a mis Copenhague en premier, en deuxième on avait marqué Tampere en Finlande, et en troisième Göteborg en Suède. Et comme ma femme et une très bonne élève, elle a été prise pour cette première choix qui était Copenhague.”
“On est arrivé à Copenhague, et on pensait rester six mois, le temps de l’Erasmus. 2003 c’était l’un des étés les plus chauds qu’on a eu des vingt dernières années et on a passé tout l’été à la plage. C’était tellement agréable qu’on s’est dit qu’on va rester un peu. On y a passé l’hiver et puis ma femme a trouvé un stage et j’ai trouvé un travail. Et après on s’est rapidement dit on va rester ici quelques années et on verra. Et puis on a eu des enfants et on s’est enraciné.”
Qu’est-ce que tu as trouvé comme travail ici ?
“C’est assez drôle, parce que quand je suis venu, j’ai commencé par faire le porteur de journaux le weekend. Ce n’était pas parce qu’on avait besoin de l’argent, mais parce que je trouvais ça bien d’avoir une activité, d’avoir quelque chose à faire, de voir des gens. Puis l’hiver est arrivé, et j’ai trouvé un travail dans une start-up danoise qui cherchait quelqu’un qui connaissait les techniques de son, de vidéo, c’est mes études, et qui parlait français, parce qu’ils avaient des collaborateurs au Maroc.”
Peu à peu, Baptiste et sa femme se sont créés une vie à Copenhague, avec des amis danois, et ils profitaient de la ville comme des jeunes. Puis les enfants sont arrivés, et avec un sourire il remarque : “Avoir des enfants au Danemark c’est tellement mieux qu’en France !”
Et vous n’avez pas envie de retourner en France ?
“Ah non, je ne pense pas. On a eu quelques fois des propositions de travail à l’étranger, on a été tenté quelquefois peut-être, mais à chaque fois on a réfléchi, on a fait le positif/négatif. On a eu une fois une proposition pour Buenos Aires en Argentine, qui nous a un peu attiré, et une fois une proposition pour la Californie, à San Diego, qui nous a aussi intéressé. Il y a un an, j’ai eu une proposition pour New York, en Manhattan. Mais voilà on est resté quand même.”
“- Je pense qu’on ne partira pas,” ajoute-t-il avant de prendre une gorgée de sa tasse de thé avec le dessin bleu classique de Royal Copenhagen.
Et dans toutes ces activités, comment est venu le désir d’écrire ?
“C’est venu très vite. En arrivant au Danemark en tant qu’étranger il y a des choses qu’on ressent. Pas des choses négatives, mais des choses plutôt amusantes. On ne fait pas partie de la société, donc on est un peu à côte. J’ai eu envie à les décrire, mais il s’est bien passé 5-6-7 ans avant que je décide d’en faire une histoire. Au début j’avais juste envie d’écrire des sentiments comme ça, et puis après j’ai eu vraiment envie d’écrire sur les sentiments d’immigration et d’intégration, comme je fais dans Korzen. Au début je n’ai pas eu une démarche de roman, j’ai écrit un peu ce que je sentais.”
Est-ce qu’il y avait des choses qui te surprenaient ?
“En fait, ce qui m’a surpris ce n’était pas le Danemark. Ce qui m’a surpris c’était de comprendre que quand tu es étranger dans une société, il y a des choses qu’il faut apprendre pour comprendre les gens. Il y a des choses qui paraissent normales ici et paraissent anormales à Paris. Des petits détails. Pas forcément négatifs, mais des choses qui se passent, par exemple par rapport aux fêtes et l’alcool. Nous, on était des étudiants, on vivait ça avec nos amis danois. C’est très différent de Paris comment on fait la fête, comment les gens se rencontrent.”
Les relations entre les personnages dans Korzen, est-ce qu’on peut dire que ce sont des reflets de tes premières années ici ?
“Oui, je pense que le personnage de Paul, dans les sentiments, c’est vraiment moi quand je suis arrivé. Sauf moi j’arrivais en couple, Paul il arrive seul. Le petit personnage de Piotr, le Polonais, c’est plus un mélange,” explique-t-il. “C’est surtout ce que mon père a ressenti en s’intégrant en France. Je pense que ce que ressent le petit Piotr c’est ce qu’a senti mon père.”
Tu viens de publier ton deuxième roman, Café Krilo, qui a été très bien reçu. Tu y esquisses un Danemark du futur, une dictature qui est gouvernée par des extrémistes chrétiens. Il n’y a plus d’électricité, personne ne possède des téléphones sauf le prêtre local, et il y a beaucoup de violence de la part des milices. Pour ceux ou celles qui veulent fuir le pays, comme Lotte, il faut aller à pied vers Allemagne et le pont de Fehmarn. Pour les Danois un tel scénario est inimaginable, voire absurde.
Comment est venue l’idée de peintre le Danemark dans un tel état ?
“Pour moi, c’est un peu une provocation. J’ai écrit ce livre pour un public français à la base, et en France dans les médias, on voit le Danemark comme un modèle sociétal. Donc pour moi c’est un peu une provocation de prendre le Danemark et de retourner le modèle sociétal et d’en faire l’inverse de ce que les Français imaginent du Danemark. Et c’est vrai qu’il y a un long chemin entre le Danemark aujourd’hui et le Café Krilo, mais il y a une conjoncture, il y a des signes – personne ne peut dire le contraire – qui nous montrent que notre société repart un petit peu en arrière sur plusieurs choses. Alors au Danemark, le droit des femmes il n’est pas encore attaqué, c’est vrai, il n’y a pas encore de signes, mais il y a des signes très forts en Pologne par exemple, on voit que le droit des femmes va dans le mauvais sens. Il y a quelques signes, il me semble, dans la société française également, sur le droit des femmes. En ce qui concerne l’homosexualité, au Danemark on n’a pas encore trop de signes de retour en arrière, mais en France il y en a, et en Pologne, l’homosexualité est quelque chose qui est devenue une chose complètement anormale, alors quand on voit les artistes polonais du siècle dernier, l’homosexualité en Pologne est acceptée.”
Baptiste s’anime en parlant. Il s’assit en tailleur, presqu’en position du lotus, sur le canapé bas. L’entraînement de karaté ne se nie pas. Il est aussi instructeur de karaté, et derrière les gentils yeux bruns se cache une ceinture noire.
Il continue : “C’est une provocation de faire au Danemark, mais dans un temps, si on continue à avoir la même philosophie en Europe, je pense qu’il y a une risque qu’on arrive vraiment à une situation assez extrême. Et oui, je pense que pour le public français, le fait que ce soit au Danemark c’est quelque chose d’assez fort, puisque c’est vraiment l’inverse de ce que les médias vantent du Danemark.”
Si Café Krilo serait traduit en danois, qu’est-ce que tu penses que les Danois vont dire ?
“Je pense qu’il y a un partie de la population danoise qui n’est pas contente du virage politique du Danemark ces dernières années. Évidemment, il y en a plus qui ne sont pas contents dans les grandes villes que dans d’autres endroits, mais je pense qu’une partie de la population est consciente des risques du virage politique du Danemark. Le roman est un instrument fort pour peut-être toucher quelques lecteurs et de leur donner des signaux. Ce qu’on a aujourd’hui, c’est quelque chose qu’on n’a pas pour toujours. Il y a pleins de facteurs, il y a pleins de guerres dans le monde aujourd’hui qui peuvent faire accélérer le retour en arrière.”
Est-ce que tu as voulu tendre un miroir aux Danois en leur disant ‘voilà où on arrivera si vous ne prenez pas votre démocratie et vos droits et devoirs au sérieux’ ?
“Je pense que c’est trop sévère de dire ça. Je pense que les Danois, même s’il y a eu un vote un peu contestataire, les Danois ont réussi quand même à garder leurs valeurs. Pas tout le monde,” il ajoute en riant, “- mais je que pense que les Danois ont encore ça. Mais j’ai un petit peu peur quand je vois les jeunes au Danemark. Je n’ai pas peur des adultes, parce qu’ils ont connu ces changements, mais j’ai surtout peur des jeunes générations. En France, les jeunes aujourd’hui votent à l’extrême droite, et pour moi ce n’est pas le rôle de la jeunesse de voter l’extrême droite. Le vote d’extrême droite, c’est quand on ne comprend pas, quand on a peur de l’avenir, quand on ne sait pas quoi faire. Au Danemark et en France il y a un vote d’extrême droite chez les jeunes. Pour moi, c’est un signe d’un problème.”
Sur la question si c’est à cause d’un manque de connaissance de l’histoire chez les jeunes, il répond que c’est possible. Mais plutôt que de tendre un miroir pour faire peur, il a voulu renverser la situation. Il souligne :
“Si ça vous arrive à vous, maintenant, dans une société comme ça, est-ce que vous n’essaierez pas de partir avec vos enfants ? Quand on regarde cent ans en arrière, ça nous est arrivé. C’est arrivé aux Polonais, c’est arrivé aux Irlandais, même aux Français pendant la guerre mondiale, c’est aussi arrivé aux Danois. En cent ans, on peut avoir des retournements de situations comme ça. Le problème est ailleurs. Il faut avoir une vision plus globale du problème. C’est facile de dire que le problème c’est les Syriens. On met un mur et tout va bien après. Mais en réalité le problème continue. Nous, on s’enferme, on s’enferme, on s’enferme,” il dit, presque chantant.
Revenons au Café Krilo : Ce qui m’a beaucoup intrigué dans le roman, c’est le fait que tu évoques les dieux nordiques, tels Thor avec son marteau, Odin, le leader de la résistance, et Loke – qui est du côté des résistants, mais qui est aussi placé stratégiquement dans le gouvernement chrétien. Pourquoi cette évocation des dieux nordiques ?
“Il y a deux choses : Au Danemark vous faites ça beaucoup. J’ai trouvé rigolo de faire exprès que tous les résistants dans Café Krilo aient des noms des dieux nordiques. Ce ne sont pas des noms qui sont beaucoup utilisés au Danemark. Il y a des Thor, bien sûr, mais ce ne sont pas des noms très communs. Deuxièmement, la religion des vikings c’est dans la tradition. On peut aussi s’y ressourcer pour avancer, et c’est un peu ce retour en arrière sur l’histoire que j’ai eu envie d’évoquer avec les dieux nordiques. Mais tout d’abord c’est un petit clin d’œil pour la mythologie nordique, que j’aime beaucoup.”
Lotte est le personnage féminin du roman, et elle est une femme très indépendante. Elle s’enfuit après un incident avec le prêtre local, mais tu nous laisses en suspense. Est-ce qu’elle arrivera en Asie, finalement ?
“J’en suis sûr qu’elle arrivera en Asie. Je pense que Lotte a une qualité qui reste importante dans l’humanité : Il faut savoir être un peu égoïste à un moment. Si tu dédies ta vie à une cause, tu meurs. Par contre, si tu penses un petit peu à toi, tu penses un petit peu à ton avenir, que t’es une femme avec des ambitions, des qualités, au bout d’un moment tu pars du bateau. C’est OK aussi. Parce qu’elle a fait pleins de choses avant de partir, elle a essayé, et puis si la société ne veut pas de toi, mais bon tu t’en vas. C’est ce qu’a fait ma famille en partant de Pologne. Ma famille pensait aux enfants, à la famille, à eux-mêmes. Je ne voulais pas que Lotte parte d’elle-même, je voulais vraiment qu’elle soit poussée à partir.”
Il n’y a pas mal de futurs projets en route pour l’auteur de Korzen et de Café Krilo, mais pour les traductions en danois de ses deux romans, il n’y a rien de fait pour le moment. À côté d’un travail à plein temps et sa vie de famille, il écrit surtout l’hiver, dans les longues soirées sombres du Danemark. L’été est plutôt pour se reposer, pour lire et pour passer du temps dans le ‘kolonihave’ – le jardin ouvrier – qu’il a acheté avec sa femme il y a quelques années, un endroit où la famille passe beaucoup de temps lors de l’été. Pour les Boryczka, il semble que la vie au Danemark est aux antipodes du scénario dans Café Krilo.
Seneste kommentarer