I den franske forfatning er der indskrevet en artikel, der giver den franske præsident noget nær diktatoriske beføjelser i en krisesituation. Den 5. Republiks forfatnings artikel 16 er måske det tydeligste fingertryk fra De Gaulle, der er hovedarkitekten bag.
Tanken med artiklen var, at det aldrig mere skulle kunne lade sig gøre, at en fransk præsident ikke ville være i stand til at sikre republikkens overlevelse, som det var tilfældet i den 3. Republiks sidste dage i maj-juni 1940, da Marskal Pétain indgik et forsmædeligt samarbejde med den tyske værnemagt, og Frankrig reelt blev besat af Nazityskland. Efter 2. Verdenskrig, da de Gaulle deltog i arbejdet med den 4. Republiks forfatning, fik han det ikke som han ønskede og forlod fransk politik, fordi den 4. Republiks forfatning gjorde præsidentens rolle svag. Og da den 4. Republik brød sammen i foråret 1958 under Algierkrigen, og de Gaulle blev hidkaldt, fik han efterfølgende den forfatning og den stærke præsidentrolle, han ønskede.
Tanken med forfatningens artikel 16 er, at den franske præsident i en krisesituation skulle kunne tage tøjlerne og styre landet igennem alene og ved egne beslutninger i en 30 dages periode, dog efter at have konsulteret med premierministeren, præsidenterne for de to kamre og Forfatningsrådet. Altså nærmest diktatoriske beføjelser. Efter de 30 dage kan medlemmer af Parlamentet kræve en undersøgelse af, hvorvidt krisesituationen stadig er af en karakter, der berettiger at al magten samles hos præsidenten. Men lige præcis artikel 16 vil også kunne misbruges af en præsident, der ikke har den store respekt for de demokratiske processer.
Artiklen har kun været brug een gang i den 5. Republiks historie – af de Gaulle selv – under et militært kupforsøg i Algeriet i nogle dage i september 1961, mens landet var en fransk koloni.
Jeg ved ikke med dig, men alene tanken om at præsidentembedet på søndag skulle gå til en person, der ikke respekterer de demokratiske processer, får det til at løbe mig iskoldt ned ad ryggen…
Så vi kan blot håbe på, at den republikanske front – le barrage républicain – også fungerer på søndag. Den handler om, at franskmændene i 2. runde stemmer IMOD den værste af de to kandidater, så at sige. Det er det, vi ser optræk til i Frankrig i disse dage: At alle (nåja, de fleste ihvertfald…!) de slagne kandidater fra 1. runde går ud og anbefaler deres vælgere at stemme på Macron, som ikke nødvendigvis er fra deres eget parti, men hvor en stemme på ham vil dæmme op for Front National og Marine le Pen. Vi så det samme ske ved præsidentvalget i 2002, hvor Jacques Chirac og Jean-Marie le Pen mødtes i 2. runde. Ingen brød sig om Chirac, men han var dog trods alt et bedre valg end le Pen. Så derfor valgte de franske vælgere det mindste af to onder. Chirac blev kun valgt som præsident fordi Le Pen blev valgt FRA.
Derfor er det en valggyser af rang på søndag. Det er ikke bare Frankrig, som vi kender det, der er på spil. Det er hele Europa…
Seneste kommentarer