Vores tur til Frankrig har på mange måder været en anderledes oplevelse denne gang.
Normalt har vi allerede booket – eller i det mindste planlagt – ferie allerede i starten af året. Det er typisk en ferielejlighed et sted i Frankrig, og en så tidlig booking giver os masser af tid til at planlægge, hvad vi skal se, og læse op på sagerne inden vi tager afsted. Og eventuelt bestille billetter til seværdigheder online på forhånd for at slippe for lange billetkøer.
Sådan har det ikke været denne gang.
Vi skulle jo have været til Singapore i august, men den tur blev aflyst ret sent. Så vi har faktisk været totalt på bagkant med det meste. Det eneste, der var på plads, da vi kørte på ferie, var vores overnatninger. Der var ingen ledige ferielejligheder, men det kan faktisk lade sig gøre at finde små, hyggelige franske hoteller i de små byer til samme døgnpris som en ferielejlighed eller et mobilhome på en campingplads. Selv i højsæsonen. Og vi oplevede det som mere fleksibelt, fordi man ikke er tvunget til at booke en uge ad gangen fra lørdag til lørdag. Vi har boet på tre forskellige hoteller på 12 dage.
Vi har haft en minimal planlægning af, hvad vi skulle se og opleve denne gang.
Det eneste, jeg på forhånd havde dikteret, var to slotte i Loiredalen og Monets have i Giverny. Og jo, Bretagne var også på programmet, men vi havde ikke på forhånd udset os, hvad vi skulle opleve. Det har givet plads til ture ud i det blå, hvor vi har pakket en frokostkurv og kørt afsted, uden på forhånd at vide, hvad dagen ville bringe. Det har givet plads til at sidde en eftermiddag i skyggen af en stort piletræ og bare betragte Loirefloden løbe forbi og en fiskehejre, der fangede fisk. Det har givet plads til at finde flere af de små, charmerende havne og marinaer i Morbihan-golfen. Det har også givet plads til at opdage steder, som vi måske ikke havde fundet, hvis vi havde fulgt turistbureauernes anbefalinger. Flere gange slog vi gps’en fra og kørte efter kort i stedet.
Vi har spist aftensmad på små restauranter, hvor de lokale også kommer. Det er altid en oplevelse, og noget vi som regel gør et par gange i løbet af en ferie, men ikke hver aften. Og det var, da jeg stod i Leclercs hypermarked i Vernon i sidste uge, at det gik op for mig, at selvom det har været dejligt at bo på hoteller og køre fra sted til sted uden den store planlægning, så har jeg savnet een ting denne gang:
Jeg har savnet at lave mad af alle de lækre råvarer, man finder på de franske markeder og i de franske supermarkeder. Jeg har savnet at stå ved slagteren og vælge et godt stykke kød, eller at have en overflod af grøntsager at vælge imellem. At finde en god ost, eller at vælge mellem ferskner, fire slags nektariner, friske kirsebær, abrikoser og andre eksotiske frugter til dessert. At kunne købe charcuterie til aperitiffen, eller vandre op og ned af tyve meter køledisk, fordi der er så mange yoghurter og desserter at vælge imellem.
L’embarras du choix, hedder det på fransk.
Jeg er stadig ved at sortere billeder og organisere noter, så hæng på og læs med den kommende tid. der kommer flere indlæg fra turen :)!
Seneste kommentarer