La rentrée littéraire
Naturellement. Efteråret er juletid for frankofile litteraturnørder, og i år prøver jeg at følge de 7 største bogjuryer ekstra tæt. Flere af dem er ude i 3 runder, inden de uddeler deres priser. Og de er kun halvvejs i den proces. Så skulle man jo tro, at de i første runde præsenterer en bruttobrutto-liste, der så bliver skåret til undervejs i udvælgelsen, så de ender med et snævert felt af finalister til årets pris. Men næh nej.
Renaudot-, Médicis- og Feminajuryerne har passeret deres 2. udvælgelsesrunde. Og det er kun Renaudot, der alene har elimineret titler fra deres første runde. Médicis har tilføjet en roman i deres 2.runde (La Bosco af Julie Mazzieri) og en række essays, mens Femina-juryen ganske vist også har elimineret en række romaner, men til gengæld også har tilføjet en række essays.
Først i starten af november begynder prisregnen.
Nos richesses af Kaouther Adimi
…som jeg er ved at læse i øjeblikket. Kaouther Adimis tredie roman ligger langt fremme i feltet hos flere af juryerne. Den er et eksempel på den exofiction trend, der er ret fremherskende i fransk litteratur i disse år. Jeg er ret besnæret af den autentiske fortælling om Edmond Charlots boghandel Les vrais richesses i 1930ernes franskkoloniserede Alger, spejlet i en fiktiv fortælling anno 2017. Jeg anmelder den selvfølgelig på bloggen, når jeg er færdig med at læse.
En juletur til Paris
Indrømmet. Jeg har endnu til gode at opleve et juleudsmykket Paris. Og det står altså ret højt på ønskelisten i år. Så vi tæller lidt på knapper om det skal være en decemberweekend i år, at vi springer på et fly.
Har du oplevet Paris i julemåneden? Hvad skal man se? Fortæl os gerne om det i kommentarfeltet :)!
Foto: Wikimedia Commons
Seneste kommentarer