BHV Marais ønsker ‘God Jul’

Som du måske allerede har set i forskellige medier, har stormagasinet BHV Marais i år haft et dansk juletema. Det er blevet til i samarbejde med den danske ambassade, Maison du Danemark og Visit Denmark, og blev åbnet af selveste prinsesse Marie tilbage i november.

Det var jeg selvfølgelig nødt til at se nærmere på, da Kæreste og jeg var i Paris i weekenden lige før jul.

Indenfor ved BHVs store hjørneindgang ud mod Rue de Rivoli blev vi mødt af en Christianacykel ophængt over et snelandskab, komplet med landsby og dansk flag i Lego. Længere inde i stueetagen var der en Carlsberg-bar med nogle fancy ølflasker i metal, som jeg ikke har set her i landet før.

På etagen med gavepapir, boghandel og kreative aktiviteter var der en lille pavillon, hvor man kunne klippe julepynt, men der var ingen flettede julehjerter eller julestjerner.

Et af de fineste indslag var dog alle de små – rigtige – juletræer, der var stillet op langs gangsarealerne på alle etager. Med guirlander, der sagde ‘God Jul’ og ‘Joyeux Noël’. Her fandt jeg de små, flettede julehjerter, som er så typisk danske. Dog i filt, men danske, det var de!

Allersmukkest var dog de pyntede udstillingsvinduer ud mod Rue de Rivoli, med fortolkninger af H.C. Andersens eventyr. Solen stod lige ind og gjorde det nærmest umuligt at tage billeder, men her er vinduet med eventyret om de vilde svaner.

Der kommer flere indlæg fra Paristuren i den kommende tid. Lidt forsinket måske, i forhold til julemåneden, men bedre sent end aldrig. :)