Der kommer ind imellem mails til bloggen om samarbejder. Mange af dem er ikke særlig opfindsomme, ofte er det tydeligt at mailen er sendt som spredehagl, tit vil man have mig til at omtale noget uden at tilbyde noget til gengæld.
Mit kriterium for den slags mails er altid: Hvad får Connaissances.dks læsere ud af det?
Forleden kom der endnu en mail.
Hos Filmlounge.dk har de spottet, at jeg jævnligt skriver om franske film. Jeg har en enkelt gang tidligere fået mail fra den nystartede hjemmeside, uden at der var noget, der fængede.
Det var der denne gang.
Filmlounge.dk er en dansk VOD (Video On Demand) streamingtjeneste, der gik i luften i november sidste år. Deres vision er ‘at gøre kvalitetsfilm og film med stærk kulturel og kunstnerisk værdi lettilgængelige i Danmark’.
Da jeg tjekkede for et par måneder siden, var der ikke rigtig noget, der sprang i øjnene for en frankofil filmelsker. Men hjemmesiden er ny, og der kurateres hele tiden nye film til tjenesten. De udvælger film på baggrund af anmeldelser fra danske og udenlandske nyhedsmedier, og tjenesten vil på den måde garantere film i topklasse, som de skriver i deres pressemeddelelse. Ambitionen er at være en moderne streamingtjeneste, der vil være nettets svar på en arthouse-cinema. Altså nettets svar på Øst for Paradis, Grand Teatret og de andre, mindre biografer, der viser smalle film.
Og hvad er der så i det for mig og jer læsere?
Jo.
De er ved at have så mange film på lager, at de er begyndt at lave playlister. De har en playliste med indtil videre 29 franske film. Adskillige er spritnye. Mange af dem kender vi fra Franske Film Mandage. De har også en playliste med indtil videre 10 film, der foregår i Paris.
Se, dét er noget, vi kan bruge, os frankofile filmelskere.
Du kan tjekke siden ud og gå på opdagelse i alle Filmlounge.dks film her. Både de franske og alle de andre.
God fornøjelse!
Seneste kommentarer