Vichy er en sær oplevelse. Og en meget charmerende oplevelse. Der er både positive og negative erindringer forbundet med byens navn, men hvor dybt det stikker i byens selvopfattelse og hvor stort et paradoks det er at opleve, kom alligevel bag på mig.
“Det foretrækker vi ikke at tale om”.
Den venlige medarbejder ved turistinformationen i Vichy stod med et udfoldet kort over den navnkundige kurbys gamle bydel. Hun var ved at forklare os om de to ruter, man kunne gå til fods rundt i byen: Sparuten, der havde fokus på kurbadene, på kilderne og på Napoleon III, og den historiske rute, der ville føre os rundt til smukke, gamle bygninger, berømte bysbørns fødesteder, Napoleon IIIs tilholdssteder i byen, og den smukke park, han fik anlagt langs floden Allier.
Jeg havde formastet mig til at spørge, om der var noget fra 2. Verdenskrig at se i byen. Underforstået: Om der var spor efter Marskal Pétain og den tyskervenlige marionetregering, der havde sæde i byen fra 1940-1944.
Hun vævede først lidt om nogle monumenter rundt om i byen. Så sænkede hun stemmen en anelse og sagde:
“…men jeg kan sige, at her i turistinformationens lokaler lå dengang den restaurant, som le Maréchal frekventerede, og lidt oppe ad gaden ligger Hôtel du Parc, som han boede på. Men det er ikke noget, man ønsker at fremhæve her i byen”, fortsatte hun.
Vi lod hende forklare færdig om turene rundt i den gamle bydel, og takkede hende for hjælp og information.
Da vi kom ud på gaden igen, skulle jeg selvfølgelig straks hen og se bygningen.
Vichy-regimet er et sort kapitel i Frankrigs historie.
Under 2. Verdenskrig var Vichy hjemby for den marionetregering, der samarbejdede med nazisterne. Tyskland invaderede Frankrig i maj 1940 og i juli blev der indgået våbenhvile. I mellemtiden havde de franske ledere ikke kunnet blive enige om, hvorvidt man skulle kæmpe eller overgive sig. Charles de Gaulle, der på det tidspunkt var general i den franske hær, ville kæmpe, mens Marskal Pétain og hans støtter ønskede en våbenhvile. De Gaulle rejste til London for at få de allieredes støtte, og imens kuppede Pétain sig til magten. I juli 1940 indgik Pétain våbenhvile med tyskerne, og Frankrig blev delt i to – en besat del og en ‘fri’ del. Pétains regering og statsadministrationen tog sæde i Vichy i den ‘frie’ del af Frankrig, deraf navnet ‘Vichy-regimet’.
Den nazivenlige Vichy-regering var særdeles aktiv i samarbejdet med besættelsesmagten, og det er graden af det aktive samarbejde (antisemitiske love, jødedeportationer, anholdelser af modstandsfolk osv), der gør, at det ikke er noget, man ønsker at tale om. Og slet ikke i byen selv!
Vi sad i Parc des Sources midt i Vichys gamle bydel og spiste vores medbragte mad på en bænk. De store plataner gav en god skygge på den varme dag. Vi havde udsigt til to kiosques, de musiktribuner, hvor der i en svunden tid blev spillet orkestermusik. I dag er de omdannet til butikker. Parken er omkranset af et overdækket galleri, og nede for enden af parken kunne vi se operahuset. Alt omkring os i det søvnige solskin emmede af La Belle Epoque, og var det ikke for parkeringspladsen lige ved siden af, kunne man i et glimt forestille sig mænd i svalehaler, mørke benklæder, spadserestok og høje hatte promenere med kvinder i lange kjoler, store hatte og elegante parasoller.
Vichys gamle bydel er så kompakt at man kan gå rundt til det hele, og selvom den historiske rute ligger i den sydlige del af det gamle kvarter og sparuten i den nordlige del, så ligger det hele indenfor en radius af ganske få kilometer. Og selvom de to ruter har hvert sit tema, så er de fleste historiske bygninger relateret til spaindustrien, og de fleste spabygninger er historiske.
Vi besluttede os for at tage ruten rundt i den sydlige del af den gamle bydel, hvor man primært kommer forbi historiske bygninger. Men fordi der er så korte afstande og vi havde parkeret lige ved Parc des Sources, endte vi med også at få set det meste af sparuten.
Vichys kilder og deres velgørende virkning har været kendt helt tilbage til romertiden. I 1605, da Henri IV var konge, oprettede han et embede til overvågning af byens kilder og bade, og fra da af gik det stærkt med kildernes omdømme og ry som værende helbredende. Madame de Sévigné, berømt for sine litterære saloner, var i 1676 og 1677 på kurophold i Vichy. og tilbage blandt Paris’ bedste borgerskab kunne hun berette om kildernes helbredende virkning på en lammelse af sine hænder. Kongelige familiemedlemmer til både Ludvig XV og XVI var på kurophold, og i 1799 var Laëtitia Bonaparte, Napoléon I’s mor, på kurophold i byen.
Source des Célestins
Vichykilderne har i århundreder haft de kongeliges og det bedre borgerskabs bevågenhed, men det var under Napoléon III’s kejserdømme i 1850erne 0g 1860erne, at byens spaindustri virkelig voksede. Under hans utallige ophold i byen med hele sit entourage blev der bygget palæagtige chalets til ham og hans hof, bymidten blev udviklet, floden Alliers bredder blev tæmmet og han fik anlagt en stor park lige ved hans og hoffets huse, så de kunne promenere langs floden.
Men de mange kurgæster skulle også underholdes. Så i 1865, på Napoléon IIIs ordre, blev bygningen for enden af Parc des Sources, som vi havde udsigt til fra vores frokostbænk, bygget. Den indeholdt et kasino, en fest- og dansesal og et teater.
Festen og kuropholdene fortsatte i starten af 1900-tallet og la belle époque. Der blev bygget luksushoteller, nye spabygninger, palæer og et operahus. Byen var veludviklet for sin tid, og det var blandt andet på grund af indkvarteringsmulighederne og et på det tidspunkt udstrakt telefonnet, at Vichy blev valgt som regeringsby under besættelsen.
På et par timer kan man spadsere rundt i den gamle bydel og få set det meste. Vil du være sikker på at få det hele med, så slå et smut ind omkring turistinformationen og få et kort med de to ruter.
Har du ikke et par timer eller en eftermiddag, så er her tre ting, der giver et godt indtryk af stemningen i den gamle bydel, og som kan nås på en time:
- Parc des Sources med det 700 meter lange, overdækkede galleri, der omkranser det. Se Operahuset i den ene ende af parken og Le Hall des Sources i den anden ende.
- Source des Célestins. Omkring kilden er bygget det smukkeste aftapningssted, hvor man frit kan fylde sine vandflasker.
- Parc Napoléon III og de fem chalets, han lod bygge.
Vichys gamle bydel er søvnig provinsstemning, der emmer af La belle Epoque. Det er en boble fra en svunden tid, en verden af i forgårs, før verdenskrigene brød ud. Det er en meget charmerende stemning at opleve.
Men 2. Verdenskrig? Den foretrækker de ikke at tale om.
Meget fin og velskrevet artikel!
Tak, Jens Peder :)