En anden af de tre nye ting (læs om den første her), vi havde på programmet i Paris denne gang, var Fondation Louis Vuitton. Men først tog vi RER A linien ud til den nye Triumfbue, som Kæreste aldrig havde været tæt på. Det endte med at blive en fin dagsudflugt til den vestlige del af Paris.
“Det er ikke der jeg bruger min tid når jeg er i byen”. Sådan lød en kommentar i et Paris-forum forleden, da en af administratorerne slog en billedserie op fra La Défense-kvarteret vest for Paris.
Lidt blasert, synes jeg. For hvis man holder af at gå langs aksen Louvre – Concordepladsen – Champs-Élysées – Triumfbuen, så bør man også, ihvertfald een gang, tage resten af aksen ud til den nye Triumfbue. Enten til fods eller med toget. Og se fra det moderne Paris ind mod det gamle.
La Défense er det moderne kvarter med højhuse vest for Paris, som man kan se helt inde fra Louvre. Kvarteret er en blanding af kontorbygninger og private boliger. De fleste kender kvarteret for La Grande Arche – den nye triumfbue, der er tegnet af den danske arkitekt Johan von Spreckelsen. Man kommer derud ved at tage RER A toget eller Metrolinie 1. Stationen ligger lige ved Triumfbuen, så når man kommer op fra undergrunden, står man ved dens fod.
La Grande Arche har været under renovering de seneste par år, men det er muligt at besøge tagterrassen og udstillingerne, ligesom restauranten også er åben. Lige til højre for den nye triumfbue, når man ser ind mod Paris, ligger Les 4 Temps, som er et gigantisk shoppingcenter. Her kan man snildt få det meste af en dag til at gå hvis det regner, og man ikke har lyst til at gå på museum.
Er det godt vejr, kan man spadsere tilbage til Seinen og, hvis man orker det, helt ind til den gamle triumfbue eller længere. La Défenses esplanade rækker hele vejen ned til Seinen, uden at man overhovedet møder en bil.
Fondation Louis Vuitton og Jardin d’Acclimatation
Vi er ikke så meget til shoppingcentre, så efter at have set den nye triumfbue udefra gik vi fra La Défense til Fondation Louis Vuitton i Bois de Boulogne – Boulogneskoven. Det tager en god halv time.
Fondation Louis Vuitton er et kunstmuseum, der blev indviet for blot fire år siden. Det er også en ganske usædvanlig og meget smuk bygning med en fantastisk udsigt ud til La Défense og ind til Paris fra terrasserne på 3. og 4. etage. Den usædvanlige bygning er tegnet af den canadisk-amerikanske arkitekt Frank Gehry, der blandt mange andre bygninger også har tegnet Guggenheim-museet i Bilbao – og såmænd Kræftens Bekæmpelses hus Hejmdal i Aarhus.
Selvom man måske ikke er interesseret i kunst, så er bygningen alligevel et besøg værd. De store sejl giver et indtryk af et skib, og indtrykket forstærkes af det store trappevandfald foran bygningen, der er omkranset af vand. Oppe på bygningens store terrasser får man et overvældende indtryk af bygningens struktur samtidig med en 360 graders udsigt.
Lige ved siden af Fondation Louis Vuitton – som i: LIGE ved siden af – ligger Jardin d’Acclimatation. Det er en forlystelsespark for børn og barnlige sjæle, med rutschebaner, karusseller, radiobiler, dukketeater, små både på en sø, trætopvandring, legepladser og meget andet. Vi var dog ved at være trætte, så efter en kold øl i det flotte oktobervejr begav vi os på vej tilbage mod det indre Paris. Efter endnu en gåtur på en god halv time var vi inde ved den gamle triumfbue på Place d’Étoile, hvor vi tog toget tilbage til Les Halles.
Man kan tage metrolinie 1 til og fra Fondation Lous Vuitton og Jardin d’Acclimatation. Vi holdt os til RER linie A, fordi der er elevatorer fra gadeniveau ned til perronen, og kun et lille trin på ca 10 cm for at komme ind i toget. Så har man kørestol eller klapvogn med, så giver det lidt ekstra gåtur. Men hvis det ikke regner, er det en god måde at få set den vestlige del af Paris på. Jo, man kan også tage en bus eller en taxa, men ofte er det lige så hurtigt – eller hurtigere – at tage toget og gå et stykke.
Kære Jette
Det er en dejlig artikel om det vestlige Paris, jeg viste ikke at la Defense var så handikap venlig, jeg vidste heller ikke at man kunne gå derfra til la fondation Louis Vuitton, det må jeg prøve. Altid en glæde at læse dine ” billets”
Kærlige hilsner
Charlotte
Kære Charlotte
Der er ikke de store problemer med at komme rundt med en kørestol derude, men på grund af renoveringen og stilladser omkring La Grande Arche fandt vi aldrig den kørestolsvenlige indgang. Ellers havde vi taget turen til toppen :)!
Hej. Sikke et fint indlæg om det vestlige Paris – det byder helt sikkert op til nysgerrighed omkring området og giver rejselyst. Vi har længe godt kunne tænke os at tage til Paris på en forlænget weekend, så dit indlæg er en rigtig god inspiration for os :-)
Hej Mia, tak for roser :) Du finder mange flere artikler om Paris i menuen øverst på siden. VH Jette