For godt et år siden postede en af mine Facebook-venner denne engelsksprogede artikel om et af de skjulte, magiske steder i Paris: Le Bureau des objets trouvés. Hittegodskontoret i Paris. Dengang prøvede jeg uden held at finde en vinkel på historien, så jeg kunne skrive et blogindlæg om det.
Le Bureau des objets trouvés har mere end 200 års historie bag sig. Det blev oprindeligt initieret af Napoléon I i begyndelsen af 1800-tallet, og har i alle årene ligget som en afdeling under Paris’ politipræfektur. Hittegodskontoret får mellem 600 og 700 tabte eller glemte genstande ind om dagen, og de kommer alle steder fra: Busser, tog, metro, gaden, byens parker. Og som på alle hittegodskontorer er det nogle gange de mærkeligste ting, folk glemmer eller taber. Ud over paraplyer, handsker, briller, laptops, telefoner og mange andre almindelige, dagligdags ting, har de på Paris’ hittegodskontor eksempler på, at nogen har glemt en hel pose med Reblochon-ost (kontorets medarbejdere husker stadig lugten…). En brudekjole med matchende sko. En urne med aske. Osv, osv…
Nu har jeg fået en mail fra dem.
De har fået indleveret min telefon.
Klonk sagde det, da min underkæbe ramte skrivebordet.
Jeg mistede jo min telefon, da vi var i Paris i oktober. I etuiet var også mit dankort, mit sygesikringsbevis, mit handicapkort og nogle få visitkort med blandt andet min mailadresse. Med andre ord: Alle mine kontaktoplysninger, hvis nogen fandt den og ville levere den tilbage.
Jeg opdagede indenfor 5-10 minutter at den var væk, og vi skyndte os tilbage ad den strækning, vi lige havde gået. Undervejs spurgte vi folk, om de havde fundet telefonen. Da vi nåede tilbage til Jardin d’Acclimatation, som vi kom fra, spurgte vi vagterne, om de havde fået indleveret min telefon. Hvem vi end spurgte, var svaret negativt. Så begyndte vi at ringe til den. Den blev taget to gange, hvorefter der blev lagt på efter 6-7 sekunder. Og så blev den slukket helt. Vi konkluderede at den, der havde fundet min telefon, ikke ønskede at tilbagelevere den, så jeg fik omgående spærret mine kort.
Det var den 13. oktober. Dagen efter fløj vi hjem, og de efterfølgende dage brugte jeg på at anskaffe ny telefon, nyt simkort, nyt dankort, nyt sygesikringsbevis, nyt handicapkort. Jeg kunne ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at den ville dukke op igen i en millionby som Paris, så jeg betragtede den som tabt.
Men så fik jeg en mail fra Paris’ legendariske hittegodskontor i onsdags. Mine telefon var blevet indleveret samme dag, en måned efter jeg mistede den, og tilsyneladende med alle mine kort i.
De kan/vil ikke sende den til mig, men jeg kan afhente den indenfor 3 måneder. Det skal jeg så lige have fundet ud af, hvordan jeg får gjort.
Kære Jette
Det var da fantastisk! Har flere venner i Paris som måske kan hjælpe, men du må jo lige finde ud af om du personligt skal hente den eller om du kan give fuldmagt?
De bedste hilsner,
Jens Peder
Kære Jens Peder, jeg kan få en anden til at hente den for mig med en fuldmagt. Er lige ved at undersøge en mulig løsning, men ellers skal jeg nok sige til :)