Franske film i biografen, marts 2019

Der er mange franske film på programmet i marts. De fleste af dem spiller i København. Det er blevet tid til månedens filmoversigt.

Franske Film Mandage

I dag, mandag den 4. marts kan du se Le Grand Bain, instrueret af Gilles Lellouche og med blandt andre Guillaume Canet, Marina Foïs, Benoît Poelvoorde og Mathieu Amalrid i hovedrollerne. Filmen beskrives som en fransk pendant til The Full Monty (indsæt ‘synkronsvømning’ i stedet for ‘striptease’). Se den i Øst for Paradis i Aarhus og Grand Teatret i København.

Mandag den 11. marts er La Prière på programmet. I de bærende roller ses Alex Brendemühl, Anthony Bajon og Damien Chapelle. Filmen er instrueret af Cédric Kahn. BEMÆRK: Spiller kun i Grand Teatret.

Mandag den 18. marts vises dokumentarfilmen La Quête d’Alain Ducasse, om den franske mesterkok Alain Ducasse, ejer af 23 restauranter i hele verden og indehaver af 18 Michelin-stjerner. Dokumentaren søger at give svar på, hvad der driver en kok af den kaliber. Filmen er instrueret af Gilles de Maistre og kan ses i både Øst for Paradis og Grand Teatret.

Mandag den 25. marts er La Grand-Messe (Holy Tour) på plakaten. Det er en dokumentarfilm om Tour de France, nærmere betegnet de dedikerede fans, der følger feltet Frankrig rundt i deres autocampere og slår lejr på første række. Filmen er instrueret af Valery Rosier og Meryl Fortunat-Rossi. OBS: Vises kun i Grand Teatret.

Franske premierer i marts

Torsdag den 7. marts har Franske Film Mandages premierefilm, La Promesse de l’aube, ordinær premiere i Grand Teatret. Jeg var inde at se filmen på premiereaftenen, og du kan læse min anmeldelse her.

La Promesse de l’aube får muligvis også ordinær premiere i andre, mindre biografer. Tjek en biograf nær dig.

Cinemateket

Mandag 11. marts er der fransk dag med film og vin, når Cinemateket i forbindelse med Max Ophüls serien i marts viser filmen La Ronde fra 1950. I hovedrollerne ses Simone Signoret, Serge Reggiani og Danielle Darrieux.

Lørdag 16. marts er der temaeftermiddag om komponisten Olivier Messiaen med portrætfilm og live koncert. Messiaen virkede det meste af sit liv som organist ved Trinité-kirken i Paris.

Mandag 18. marts viser Cinemateket i samarbejde med den canadiske ambassade filmen Une Colonie fra 2018. Filmen er instrueret af Geneviève Dulude-De Celles, og i hovedrollerne ses Robin Aubert, Emilie Bierre og Irlande Côté. Filmen vises i anledning af Frankofoniens Dag, som fejres hvert år den 20. marts verden over.

Fra den 20. til den 31. marts løber den årlige CPH:DOX filmfestival af stablen, og fransk film er også repræsenteret.

Torsdag den 28. marts og igen søndag den 31. marts er den franske instruktør Cindy Coutants kortfilm Télédésir en af fire kortfilm, der vises i en samlet seance.

Lørdag den 30. marts er der gensyn med den franske instruktør Agnès Varda, når hendes film Varda by Agnès vises. Du kan i øvrigt se Vardas by Agnès allerede 20. marts i Grand Teatret, også i forbindelse med CPH:DOX.

God fornøjelse i biografen 😊