Jeg har haft en god, lang påskeferie med et fantastisk forårsvejr, der har gjort det ualmindeligt svært at blive indendøre ved computeren. Men det har ikke skortet på indtryk og meldinger fra det franske, og jeg har samtidig været optaget af sommerferieplanlægning. Her er fem ting, der har optaget mig den seneste uge:
Branden i Notre-Dame
Der gik ikke lang tid fra branden brød ud mandag aften den 15. april før nyheden spredte sig verden over. Aftenen og natten igennem holdt alle vejret. Ville Paris’ næsten 900 år gamle kulturhistoriske ikon, katedralen der ‘altid’ har ligget der, brænde ned til grunden? Det lykkedes henved 500 brandfolk at få branden under kontrol ud på natten, murene og de to tårne blev reddet samt mange uerstattelige relikvier fra kirken. Nu bliver den – bien entendu – rekonstrueret og genopbygget. Præsident Macron vil have genopbygningen færdig inden for fem år. Det tidsperspektiv er der en del historikere, håndværkere og andet godtfolk med forstand på kulturhistoriske bygninger, der er uenige med præsidenten i. Men rekonstrueret, det bliver den!
Alle dem, der var i Paris i påskeugen
Påskeugen er et typisk tidspunkt for en storbyferie, og flere af jer læsere og nogle af mine bekendte var i Paris den forgangne uge. Mange blev øjenvidner til branden i Notre-Dame, der kunne ses fra det meste af byen, og det flød med billeder fra Paris i mit Facebook-feed hele ugen. Både af den brændende Notre-Dame, men også af fortovscafeer, museer, markeder, folk der løb Paris Maraton osv osv. En lind strøm af billeder fra byen i det smukkeste forårsvejr.
Marine le Pen besøger Danmark
I går torsdag havde Marine le Pen møde med Dansk Folkeparti på Christiansborg. Mødet er kommet i stand, efter at DF gik med i højrefløjsalliancen i Europaparlamentet for nylig. Mødet gik forbavsende nok ubemærket hen i løbet af torsdagens nyhedsudsendelser. Det kommer det til gengæld nok ikke til at gøre, når hun senere i dag deltager i et debatmøde arrangeret af Det Udenrigspolitiske Selskab og Berlingske.
Guilhem Gallart, også kendt i Frankrig som Pone
Gallart er tidligere musikproducer og rapper og var blandt andet en del af det Marseille-baserede hiphopband Fonky Family, der havde sin storhedstid i 90erne. Jeg havde aldrig hørt om ham, før han ramte mit franske nyhedsfeed i søndags. Gallart fik en ALS diagnose i 2015, og i dag komponerer han musik via sin øjenstyrede computer. Han har ligeledes sat sig for at oplyse franskmændene og alle andre, der tør gider læse med, om nervesygdommen Amyotrofisk Lateral Sclerose. Det gør han ganske grundigt på hjemmesiden La SLA pour les nuls, hvis engelske version selvfølgelig hedder ‘ALS for dummies’. Jeg synes han er megasej, og jeg håber, jeg også kan bevare mit positive og optimistiske syn på verden, når jeg kommer dertil.
Den franske kolonisering af Nordamerika
Fordi vi ikke skal til Frankrig på sommerferie i år men… TA-DAAAAA! til Canada! Og vi skal blandt andet forbi Quebec City. Så jeg har været ved at læse om Jacques Cartier, der i 1534 sejlede ud fra Bretagne og nåede Canadas vestkyst og Saint-Laurence floden, og på hans anden ekspedition i 1535 oprettede den første kolonisering på det sted, der i dag er Quebec City. Han var i øvrigt ikke den første på stedet, men den første til en varig kolonisering. Vikingerne, baskerne og islændingene havde været i området før ham, men primært for hvalfiskeri. Så kom englænderne, og så var der skærmydsler, både med de indfødte og med englænderne over blandt andet handlen med pelsværk. I kan nok høre, at jeg ikke er kommet til bunds i den historie, men det kommer!
God weekend :)!
Billedet er Jacques Cartier ved ankomsten til Gaspé (Canada) i 1534. Malet af Théophile Hamel (Wikipedia)
Seneste kommentarer