Franske film i biografen, maj 2019

Franske Film Mandage programmet kører på fuldt blus igen efter en stille april måned, og Cinemateket har flere klassikere på programmet. Det er blevet tid til månedens filmoversigt.

Franske Film Mandage

I dag, mandag den 6. maj, kan du se arbejderdramaet En guerre (I krig), instrueret af Stéphane Brizé. I hovedrollerne ses Vincent Lindon (La Loi du Marché, som Brizé også instruerede) og Mélanie Rover. Se den i Øst for Paradis i Aarhus og Grand Teatret i København.

Mandag den 13. maj er det La dernière folie de Claire Darling, der er på FFM programmet. Filmen er instrueret af Julie Bertuccelli og er baseret på Lynda Rutledges roman Faith Bass Darling’s Last Garage Sale. I den altoverskyggende hovedrolle ses Catherine Deneuve, godt bakket op af Chiara Mastroianni og Alice Taglioni. I Øst for Paradis og Grand Teatret.

Mandag den 20. maj er Amanda på plakaten. Filmen er instrueret af Mikhaël Hers, og i hovedrollerne ses Vincent Lacoste, Stacy Martin og Isaure Multrier. Se den i Øst for Paradis og Grand Teatret.

Mandag den 27. maj kan du se Double vies (Non-fiction), instrueret af Olivier Assayas. I de bærende roller ses Juliette Binoche, Guillaume Canet, Vincent Macaigne og Nora Hamzawi. I Øst for Paradis og Grand Teatret.

Premierer i maj

Det kan vel næppe kaldes en premiere, men i morgen, tirsdag den 7. maj, viser Øst for Paradis i samarbejde med Cinemateket musicalfilmen Les parapluies de Cherbourg (Pigen med paraplyerne) fra 1964. Musikken er skrevet af en af Frankrigs store komponister, Michel Legrand, der døde i januar i år. I hovedrollerne ses en meget ung Catherine Deneuve, Nino Castelnuovo, Anne Vernon og Marc Michel. Filmen er instrueret af Jacques Demy.

Cinemateket

Søndag den 12. maj og de følgende to weekender viser Børnebiffen Le ballon rouge (Den røde ballon) fra 1956, instrueret af Albert Lamorisse. Filmen foregår i Paris’ Ménilmontant-kvarter.

Tirsdag den 14. maj er der mindedag for den belgisk-franske filminstruktør Agnès Varda, der døde i marts måned, 90 år gammel. Arrangementet byder på kortfilm, fransk musik og café.

Søndag den 26. maj viser Cinemateket den romantiske klassiker Les amants du Pont-Neuf (De elskende fra Pont-Neuf) fra 1991, med Juliette Binoche og Denis Lavant i hovedrollerne. Filmen er instrueret af Leos Carax.

Mandag den 27. maj kan du se Mouchette – den voldtagne fra 1967, instrueret af Robert Bresson. I de bærende roller ses Nadine Nortier, Jean-Claude Guilbert, Paul Hébert og Marie Cardinal.

God fornøjelse i biografen :)!