Québec – et stykke fransk Nordamerika

Québec City er en vanvittigt charmerende blanding af Frankrig før 1789 og moderne, nordamerikansk livsstil tilsat en stærk, fransk identitet og deres helt eget, kulturelle udtryk. Her er vores indtryk fra byen.

“Hold da op!” Vi sagde det nærmest i kor, da vi kørte rundt i Québecs gamle bydel for at finde en parkeringsplads. Gaden var så stejl, at gruppen af kinesere, der kom trækkende med deres kufferter, havde problemer med at trække dem op ad den stejle stigning. Da vi havde cirklet rundt i de ensrettede, stejle gader et kvarters tid uden held, blev vi enige om at køre ned til floden istedet.

Québecs ældste bydel består af et lavtliggende kvarter, hvor den oprindelige bosættelse fandt sted, da Samuel de Champlain koloniserede Québec i 1608. Bag det hyggelige kvarter, kaldet Petit Champlain, rejser en lodret klippevæg sig, og på plateauet ovenover knejser det karakteristiske Château Frontenac, omgivet af en nyere del af det historiske centrum.

Vi fandt et parkeringshus ved floden, og det viste sig at være perfekt placeret i forhold til at udforske den gamle, lavtliggende bydel først. Herfra kan man tage le Funiculaire, en næsten lodret elevator, op til promenaden for foden af Château Frontenac.

Provinshovedstaden i Canadas fransktalende provins har knap 550.000 indbyggere. Québec blev grundlagt, da Samuel de Champlain i 1608 besluttede, at det strategisk var det bedste sted langs Saint-Lawrencefloden at grundlægge en koloni.

Québecs historiske centrum, og især det lavliggende, oprindelige kvarter, kunne være hvor som helst i Frankrig. Den langsgående gågade, der binder Petit Champlain kvarteret sammen nedenfor den stejle klippevæg, gav os mindelser til Rocamadour i det sydvestlige Frankrig.

Kirken Notre-Dame-des-Victoires på Place Royale, den ældste del af byen.

Le funiculaire set fra Petit Champlain kvarteret.

Rue du Petit-Champlain, den langsgående gade nedenfor den stejle klippevæg.

Restaurant Le Cochon Dingue

Restaurant Lapin Sauté 

Men man skal ikke tage fejl. Vi er ikke i Frankrig.

Franskmændene mistede de nordamerikanske besiddelser kort før Revolutionen i 1789. Og hvor rigtigt mange referencer til l’Ancien Régime – tiden før revolutionen – blev fjernet i Frankrig i løbet af revolutions-tiåret, er de blevet bevaret i Québec. Gadenavne  og stednavne refererer til franske konger, kardinaler og adelige, iblandet navne på ledende nybyggere og founding fathers. Den franske lilje – selve symbolet på den franske kongemagt – ses i provinsflaget og mange andre steder. Det er vanvittigt charmerende!

Vi skal dog ikke længere end ud på den nærmeste hovedvej før vi bliver mindet om, at vi er i Nordamerika. Kæmpestore lastbiler og store privatejede Dodge Rams – nordamerikanernes foretrukne pickup trucks – dominerer bilparken, og variationen af trailere de hægter bagpå er tilsyneladende uendelig. Især campertrailerne gjorde indtryk. De mindste af slagsen var større end de største campingvogne, vi ser på vejene i Europa, de fleste af dem var på størrelse med en bus. Ordet Roadtrip giver pludselig mening, når man passerer en stor campingtrailer med Alaska-nummerplader og på størrelse med en gennemsnitlig dansk turistbus, og kun hr. og fru Nordamerika sidder på forsæderne i pickup-trucken.

“Jeg har en erindring om et grønt rækværk, som jeg står og læner mig op ad, mens jeg ser ud over floden”, fortalte jeg Kæreste, dengang vi planlagde turen i vinter og tvivlede på, om vi kunne nå både Québec og Montréal på vores tur. Jeg har været i Québec een gang før, for 35 år siden, hvor jeg som 18-årig var på min første, store udlandsrejse alene. “Jeg vil gerne se Québec igen og se, om vi kan finde det rækværk”, fortsatte jeg.  Jeg var også forbi Montréal dengang, men har ikke rigtig nogen erindring om det, og Kæreste har aldrig været i Canada før, så vi valgte at bruge nogle dage i Québec.

Da vi kom ud af le funiculaire, der havde taget os fra den nedre bydel og de godt 60 lodrette meter op til den øvre del af det historiske centrum, var det første, der mødte os en kæmpe statue af Samuel de Champlain. Vi befandt os på Terrasse Dufferin, det kæmpestore promenadedæk der strækker sig 430 meter neden for Château Frontenac og helt hen til citadellet. Og dér var mit grønne rækværk og den fabelagtige udsigt ud over floden!

 

Château Frontenac

Den store statue af Samuel de Champlain.

Det grønne smedejernsrækværk langs Terrasse Dufferin. Ved havnefronten til højre i billedet lægger krydstogtskibe jævnligt til.

En af pavillonerne på Terrasse Dufferin.

Auberge du Trésor i den øvre del af det historiske centrum ved la Place d’Armes. De røde tage så vi flere steder i området.

Det historiske centrums øvre bydel er domineret af det store Château Frontenac, promenadedækket og lidt længere væk Citadellet og Les plaines d’Abraham. Lige bag Château Frontenac ligger la Place d’Armes og charmerende, små gader med restauranter, små butikker og hyggelige hoteller.

Château Frontenac er ikke, som man kunne forledes til at tro, en gammel fæstning, sådan som det dominerer udsigten til floden. Men det ligger stort set, hvor Fort Saint-Louis lå, som Samuel de Champlain lod opføre i 1620 som regeringssæde for Nouvelle France.

Château Frontenac er et fem-stjernet hotel. Intet mindre. Det blev påbegyndt i 1892 på de canadiske jernbaners initiativ, og var et hotel i en række af hoteller i de canadiske storbyer, der skulle gøre det attraktivt at rejse med tog. Château Frontenac er blevet udvidet adskillige gange siden, og det imposante hotel har i dag mere end 600 værelser.

Den regn, der havde truet hele dagen, begyndte at falde, så vi søgte ly inde i Basilikaen Notre-Dame-de-Québec, hvis opførelse begyndte i 1647.

Basilique Notre-Dame-de-Québec.

På trods af et engelsk overherredømme har Québec gennem århundrederne formået at bevar en meget stærk, fransk identitet. Når man kører over provinsgrænsen mellem Ontario og Québec, forsvinder de tosprogede fransk-engelske skilte, og alt er på fransk. Langt de fleste Québecois.es er dog flydende på begge sprog, og de skifter uden problemer mellem dem.

Québec-provinsens stærke, franske identitet har gennem tiden ført til et stærkt ønske om løsrivelse fra resten af Canada for at opnå selvstændighed. I juli 1967 var den aldrende franske præsident Charles de Gaulle på statsbesøg i Canada og kom (uforvarende?) til at kaste olie på det ulmende bål i en improviseret tale fra balkonen på Montréals rådhus. Han sluttede sin tale med ordene Vive le Québec libre !, hvilket vakte stormende jubel hos dem, der ønskede et selvstændigt Québec, mens den føderale canadiske regering og resten af det officielle Canada mildt sagt blev temmelig fortørnede. Det førte til en diplomatisk krise, og de Gaulle afkortede sit besøg og rejste hjem før tid.

I 1980 og igen i 1995 var indbyggerne i Québec-provinsen ved stemmeurnerne for at afgøre spørgsmålet om løsrivelse og selvstændighed. Begge gange blev det nedstemt, i 1995 endog med en meget smal margin på godt 1% til nej-siden.

Udsigt fra Citadellet opstrøms, det vil sige mod Lake Ontario, som Saint-Lawrencefloden forbinder med Atlanterhavet.

“Jeg forstår heller ikke, hvad de siger”, sagde vores tjener i hotellets restaurant, da vi var nået til Ottawa. På hans muntre snak med kollegerne kunne jeg med sikkerhed konstatere, at han var fransk og fra Paris. Under vores ophold i Québec havde jeg været temmelig frustreret over ofte ikke kunne forstå Québec-udgaven af det franske sprog, og det var en lettelse at få at vide, at det altså ikke var mit sprogøre, der pludselig var faldet af. “Nejnej”, forsikrede han os og fortsatte: “jeg forstår dem heller ikke altid”.

Québec er en charmerende blanding af Frankrig og Nordamerika, og alligevel har de deres helt eget kulturelle udtryk. Jeg er fan!