Jeg følger tit nogle ting, jeg tidligere har skrevet om, for at kunne følge op, hvis der sker en udvikling.
I september 2016 begyndte der i fransk presse at florere en historie om et kærestebrev, der var blevet fundet under renoveringen af en bygning i Nice, der tidligere husede byens centrale postkontor. Dengang det hed Postes, Télégraphes et Téléphones – eller bare PTT – og var langt mere end blot breve og pakker. Centralpostkontoret i Nice fylder en halv blok ud mod Rue Foncet og en halv blok langs Rue de l’Hotel des Postes. Den tre etager høje bygning havde postkontor i stueetagen med indgang på hjørnet, (det er der stadig efter den omfattende renovering), og tidligere var der tjenesteboliger på tagetagen.
Det var under den omfattende renovering af den tidligere PTT bygning, der skulle forvandles til luksusboliger, penthouses og kontorer, at håndværkere fandt en gammel kiksedåse skjult i et forsænket loft. I dåsen lå et 94 år gammelt kærestebrev fra Toinette til Ernest. Det skrev jeg et blogindlæg om her: Når en renovering i Nice bringer mysterier for dagen.
Tilbage i september 2016 ville bygherren kontakte postmuseet, og der var en del, der ventede i spænding på, om mysteriet ville blive løst. Nogle mente dog, at man skulle lade fortiden ligge, det var jo tydeligvis et ulykkeligt kærlighedsforhold, og måske ønskede familien ikke, at historien kom frem. Hvis, naturligvis, det var noget de to elskendes familier kendte til, tilbage i 1922.
Jeg skrev til bygherren i foråret 2017, og jeg har netop igen skrevet til ham, for at spørge om de nogensinde fandt ud af, hvem Toinette og Ernest var. Ingen af gangene har jeg fået svar. Det tror jeg heller ikke de medier, der fulgte historien dengang, har fået. Der er ihvertfald intet opfølgende at finde nogen som helst steder på nettet…
I dag er den omfattende renovering afsluttet, og der er indrettet luksusboliger og kontorer i den gamle postbygning. Men hvordan det endte med Toinette og Ernest får vi sandsynligvis aldrig opklaret…
Hvis du har lyst til at læse en anden historie, der nok heller aldrig bliver opklaret, så finder du historien om dengang, jeg mistede min telefon i Paris her og her.
Seneste kommentarer