“Udenrigsministeriet har ændret rejsevejledningen”, sagde Ægtefælle ved morgenbordet. Vi var ankommet til ferieboligen i tyske Kehl, et stenkast fra den franske grænse ved Strasbourg dagen før, og min app var ikke blevet opdateret, da vi gik i seng om aftenen. Det var den nu. Udenrigsministeriet havde ændret rejsevejledningen til Frankrig fra orange til gul. Vi kunne køre ind i Frankrig og have rejseforsikringen i orden.
Da vi kørte hjemmefra havde vi indstillet os på, at vi nok skulle holde ferien i Tyskland. En uges ferie i Reims var aflyst, tilbage var en uge i Strasbourg, men på den tyske side af grænsen, cirka et kvarters kørsel fra Strasbourgs centrum. Det var dejligt at komme lidt hjemmefra, men samtidig vidste vi heller ikke helt, hvad vi kunne forvente af en amputeret sommerferie.
Allerede på den første tankstation i Tyskland var det på med mundbindet, da vi skulle tanke. Håndsprit alle steder. På restauranterne – selv McDonald’s – skal man udfylde en seddel med navn, adresse, telefonnummer og ankomsttidspunkt. Tjeneren – der bærer mundbind – udfylder bordnummer og tidspunktet når man forlader restauranten.
Det med sedlen bruger de ikke i Frankrig, men tjenere med mundbind, håndsprit og forholdsregler er der. Som gæst på restauranten bærer man ikke mundbind når man spiser, men så snart man bevæger sig væk fra bordet, f.eks. til toilettet, skal man tage mundbind på.
“Uh, så skal vi til at planlægge!”, sagde jeg. Vi havde undersøgt nogle ting på forhånd, men når ikke ret meget er givet i disse coronatider, så er det svært at lægge sig fast på noget. Vi havde dog en liste, der indbefattede Strasbourg, Château du Haut Koenigsburg, Colmar, les Vosges og La Route des Crètes, men vi havde også undersøgt nogle steder i Schwarzwald, blandt andet kurbyen Baden-Baden og et skovtårn à la det ved Rønnede på Sjælland.
Château du Haut Koenigsburg, der ligger på den østlige kant af Vogeserne, var lukket på grund af coronaen, og det var kun muligt at komme ind med forudgående reservation. Vi fik et indtryk af, hvor mange turister, der normalt var, da vi kørte næsten 1000 meter langs tomme parkeringspladser, før vi kunne parkere tæt ved borgens indgang. Der var kun ganske få andre turister den dag. Turen op ad bjerget var dog ikke forgæves. Vi havde den fabelagtige udsigt over det enorme fladland mellem Vogeserne og Schwarzwald for os selv. Midt på sletten løber Rhinen, der danner den naturlige, østlige grænse mellem Frankrig og Tyskland.
Colmar derimod var noget mere overrendt. Langt fra højsæsons-normale-tider overrendt, men nok til at vi følte os lidt utrygge. Det er alligevel utroligt, så hurtigt man vænner sig til at holde afstand til andre og samtidig føler sig utryg, når fremmede kommer for tæt på. Det var især galt i det historiske centrum langs kanalerne og det pittoreske kvarter La petite Venise. I bageriet, hvor vi købte bretzels, klagede ekspedienten over de manglende turister, men vi var glade for at der – trods alt – ikke var flere…
Vi havde mundbind og vores egen håndsprit med på ferien, og vi havde downloadet Udenrigsministeriets app Rejseklar. Butikker og restauranter havde håndsprit stående ved indgangen, og selv ved indgangen til Strasbourgs katedral sørgede personale for, at alle uden undtagelse havde mundbind på og fik sprittet hænder ved standeren, inden man gik ind i kirken.
Bortset fra nogle få øjeblikke i Colmars gamle bydel følte vi ikke på noget tidspunkt, at vi tog en risiko. Her halvanden uge efter hjemkomst kan vi også konstatere, at vi ikke har taget nogen form for smitte med hjem :).
Seneste kommentarer