Gibert Jeune lukker – ikke helt…

Fra en begyndelse i de grønne boghandlerkasser langs Seinen i 1886 til seks boghandler i Paris’ Latinerkvarter. Den legendariske boghandel med de karakteristiske gule markiser, Gibert Jeune, lukker og slukker 135 år senere. Næsten.

Vi er mange, der blev kede af det, da nyheden om lukningen af den ikoniske boghandel i Paris, Gibert Jeune, dukkede op i de franske medier. Hver gang jeg har været i Paris de seneste mange år har jeg lige skullet omkring den store Gibert Jeune på Place Saint-Michel for at lede efter bøger, ofte gamle titler der ikke kunne fås andre steder længere.

Gibert Jeunes og Gibert Josephs historie går helt tilbage til 1886, hvor Joseph Gibert startede med fire grønne bogkasser langs Seinen. To år senere rykkede han indendørs, da han overtog lokalerne på Quai Saint-Michel nummer 23 og navngav sin boghandel Librairie Gibert. Hans speciale var skolebøger og genbrugsbøger, og forretningen blomstrede, da Joseph Gibert døde i 1915.

Joseph Giberts enke kørte boghandlen videre sammen med deres to sønner, indtil hun selv gik bort i 1929. De to sønner, Joseph og Régis, overtog, men ville i forskellige retninger med forretningen, så de delte den i to: Den ældste søn, Joseph, slog sig ned på Boulevard Saint-Michel nummer 30, omtrent overfor Musée Cluny, under navnet Gibert Joseph, med de blå markiser. Den yngste, Régis, fortsatte boghandlen på Quai Saint-Michel under navnet Gibert Jeune, med de gule markiser. Gennem årene udvidede begge brødre deres respektive forretninger. Gibert Joseph blev på Boulevard Saint-Michel og udvidede til de tilstødende bygninger og på etagerne over boghandlerne, men åbnede også Gibert Joseph boghandler i andre franske byer. Gibert Jeune blev i Paris, mere præcist i området ved Place Saint-Michel og kun med en enkelt afstikker til højre Seinebred, hvor boghandlen på Boulevard Saint-Denis blev indviet i 1934. Fra 1971 var det den store boghandel på Place Saint-Michel nummer 5, der var flagskibet i Gibert Jeune.

Coronapandemien har været hård ved mange forretninger verden over. Også de parisiske boghandlere. Men for Gibert Jeune er det ikke kun pandemien, der har taget livet af forretningen. I 2017 gik Gibert Jeune i betalingsstandsning og overlevede kun, fordi Gibert Joseph opkøbte boghandlerne.

Det er dog ‘kun’ fire af de seks Gibert Jeune boghandler med de gule markiser, der lukker. De to på Quai Saint-Michel 23 og 27, hvor det hele begyndte, fortsætter indtil videre. Og Gibert Joseph med de blå markiser på Boulevard Saint Michel fortsætter også.

Le Monde har i øvrigt en glimrende og meget uddybende artikel dateret den 24. februar 2021 om Gibert boghandlernes historie og nuværende økonomiske situation liggende online (for abonnenter).

Det franske kulturministerium har i øvrigt besluttet for nylig, at boghandler er en commerce essentiel på linje med dagligvarebutikker. Det undrer jo ikke det fjerneste med den rige litteraturtradition, Frankrig har.

Foto: Wikimedia Commons. Licensoplysninger.