Napoléon krones til kejser i Notre-Dame kirken i Paris 1804 (Jacques-Louis David)
2021 markerer 200-året for Napoléon Bonapartes død.
Den franske kejser, der erobrede det meste af Europa og forsøgte sig både i Rusland og Egypten, døde som udstødt straffefange den 5. maj 1821 som 51-årig på den lille ø Sankt Helena. Englænderne havde deporteret ham til øen i Sydatlanten efter slaget ved Waterloo i 1815 for at være sikre på, at han ikke endnu engang skulle komme tilbage og forsøge at tage magten i Frankrig.
Siden bloggens start har jeg en enkelt gang været omkring Napoléon og hans arvtagere, da jeg opsummerede de tre Napoléon’er og deres indbyrdes relation.
Senere skrev jeg et blogindlæg om de franske republikker, hvor Napoléon Bonaparte spillede en ikke uvæsentlig rolle i den første af slagsen.
Napoléon er en gennemgående figur i litteraturen i første halvdel af 1800-tallet, hvor hans erobringskrige og soldaterne i den franske hær danner et baggrundstæppe i eksempelvis Stendhals Le Rouge et Le Noir eller i Balzacs Comédie Humaine. Særligt i Balzacs Le colonel Chabert, som jeg skrev om for nogle år siden.
Har du mon nogensinde spekuleret på modsætningsforholdet mellem Napoléons udstødelse og død som straffefange på en ø i Sydatlanten i 1821 og hans nuværende hædersplads i sarkofagen under Invalidekirkens kuppel? Hvordan gik det til, at folkestemningen vendte så meget i løbet af få årtier, at hans jordiske rester kom tilbage til Frankrig under stort ceremoniel i 1840?
Det skrev jeg en opgave om på universitetet i sin tid, og den er jeg ved at koge ned til et blogindlæg, som du får i næste uge.
God Bededagsweekend!
Seneste kommentarer