Nogle gange finder man et guldkorn, når man er faldet i et kaninhul på de sociale medier. Maëles Instagram-profil om Villa Alice er sådan et guldkorn. Jeg fandt hende, da hun og hendes mand var halvvejs med renoveringen af huset, og det skatkammer af tidligere ejeres efterladte ejendele var på vej til at blive den bog, I nu skal høre om.
I det tidlige forår 2020 var Maële og hendes mand, Renaud, på jagt efter et hus i Bretagne. Skæbnen ville, at midt i deres husjagt lukkede Frankrig ned på grund af covid-epidemien, og de fik 2 måneder i Finistère under nedlukningen. En dag skulle de have en fremvisning af et hus, men inden ejendomsmægleren nåede at dukke op, havde Renaud fundet ‘deres hus’ lidt derfra, bag ved landsbyens kirke. Huset var forladt, vinduerne var slået ind og haven var overbegroet, men det havde så meget sjæl, at de satte ejendomsmægleren til at finde ejeren.
Ret hurtigt fandt mægleren ejeren, en 97-årig pensioneret lærerinde, Alice, der boede i en lejlighed i Brest. Hun var enebarn og barnløs og havde arvet huset fra sine forældre. I mange år havde hun brugt det som sommerbolig, men efter en trafikulykke kunne hun ikke køre bil mere og havde ikke været i huset i mange år. Maële ringede til Alice, og de aftalte et møde i juli 2020. Mødet blev til flere, og mens et varmt venskab spirede frem mellem Alice og Maële under covid-nedlukningerne, var de ved notaren, der ordnede salgsdokumenterne.
Men tingene gik langsomt i den periode, og først i januar 2022 fik Maële og Renaud nøglerne til huset. Og så begyndte de fra en ende af, for huset var ikke blevet ryddet for inventar og personlige dokumenter. Det stod hurtigt klart, at alt indbo, løsøre og øvrige ejendele, der var i huset, var bevaringsværdigt. ‘Oprydningen’ antog karakter af katalogisering, det var en guldgrube af gammel familiehistorie. Fra begyndelsen registrerede og fotograferede Maële sideløbende med et omfattende renoveringsarbejde. ‘Håndværkertilbud’ er en fæl underdrivelse her!
Huset, de havde købt, var fikseret i en tidslomme, med flere familiemedlemmers ejendele og dokumenter helt tilbage fra slutningen af 1800-tallet, på loftet, i værelserne, i tilbygningerne, i garagen. Langsomt afdækker Maële familiens historie, og vi lærer ikke blot Alice at kende gennem de fundne dokumenter, men også hendes forældre, hvem Monsieur Page er, Louise, Anne, Marie-Corentine og onkler og tanter, der har boet i huset eller annekset gennem mere end et århundrede.
Undervejs lagde Maële små bidder, spørgsmål eller efterlysninger på sin Instagram-profil og oplevede, hvordan ukendte mennesker kunne bidrage med brikker til husets familiehistorie. Det er et af de smukkeste eksempler på, hvordan de sociale medier kan skabe et fællesskab og få ting til at gå op i en højere enhed.
Maële er en poetisk og nærværende fortæller, der har sin læser med fra første side. Bogen igennem udfolder hun de tidligere ejeres familiehistorie og tager os med på rejsen, fra de spredte brikker, hun og Renaud finder, da de overtager huset, gennem arkivbesøg, strejftog i Frankrigs og Bretagnes historie, indtil puslespillet – Alices families historie – næsten er lagt færdig. I slutningen af bogen besøger Maële, Renaud og deres to piger Alice på hendes 99-års fødselsdag og viser hende flere af de ting og fotografier, de har fundet i huset. Alices hukommelse svigter, men alligevel står nogle ting stadig lysende klart for hende. Det er så rørende.
—
Maële Vincensini: L’extraordinaire histoire de la Villa Alice. Éditions Locus Solus (2023). 35€.
For god ordens skyld skal jeg anføre, at jeg har fået mit eksemplar i julegave af mine børn.
Instagram: @villaalice.29 – Hvis man scroller helt ned i bunden af Maëles feed, kan man følge historien fra start.
Seneste kommentarer