I 2014 udkom en rapport, bestilt af daværende premierminister Jean-Marc Ayrault og færdiggjort under Manuel Valls’ regering, med titlen ‘Hyper-ruralité’. Rapporten skulle i korte træk identificere de tyndest befolkede områder i Frankrig og bringe dem på niveau med de franske metropoler. Eller ihvertfald højne områdernes niveau socialt, uddannelsesmæssigt, infrastrukturelt osv… Hvis du har været i Auvergne eller Massif Central, ved du, hvad ‘hyper-ruralité’ er. Det er virkelig, virkelig langt ude på landet i Frankrig.
Den rapport får forfatteren Sylvain Tesson fingre i, da han ligger på hospitalet med alvorlige skader efter et fald på flere meter fra et hustag. Lægerne giver ham ikke mange odds for at genvinde sin mobilitet og foreslår ham at tage på et genoptræningsophold. Men manden, der tidligere har rejst verden rundt – også til fods – har fået en ide: Han vil genvinde sin førlighed ved at vandre ad det netværk af stier, som netop går igennem disse landlige, tyndt befolkede områder i Frankrig. En slags camino diagonalt i Frankrig fra grænsen til Italien, tværs gennem Massif Central til Cotentin-halvøen i Normandiet. Han vil hele sig selv fysisk og psykisk ved at vandre gennem de tyste landskaber langt ude på landet.
Så det gør han.
Den 24. august begynder han sin vandring på Col de Tende, på grænsen mellem Italien og Frankrig, og vandrer gennem Mercantour Nationalparken, passerer Mont Ventoux og fortsætter gennem Cévennes og Massif Central. Da han nærmer sig Tours og Laval, begynder civilisationen at trænge sig på igen. Sylvain Tesson beslutter sig for at gå langs den vestlige side af Cotentin-halvøen for, som han skriver, at kunne høre havet med det ikke-døve øre. Med Mont Saint-Michel i ryggen vandrer han hele vejen til det allernordligste punkt på Cotentin-halvøen, Nez Bayard, som han når 8. november efter 2½ måneds vandring.
Undervejs bruger han topografiske kort fra IGN i skala 1:25.000 (dvs 1cm er 250m), som han skal lære at læse for at finde ‘les chemins noirs’. De ukendte stier fremgår ikke tydeligt af kortene, de er skjulte, i modsætning til de ‘officielle vandreruter’, som turister og andet godtfolk typisk vandrer ad.
På vandringen møder han de lokale, der bor ude i de tyndt befolkede områder, og får sig en snak med dem. Han får også selskab af gamle venner, han tidligere har rejst med. Undervejs får vi beskrivelser af de landskaber, han vandrer igennem, og samtidig hans tanker og betragtninger om civilisationen, om regering og myndigheder, hans egne rejser verden over, og alt derimellem. Meget ofte med en snert af bidende sarkasme.
Man får lyst til at vandre ad den samme rute og se de samme landskaber, men man kan også bare bevæge sig ind i biografen. Bogen er blevet filmatiseret og er netop nu biografaktuel. Den spiller i både Grand i København og Øst for Paradis i Aarhus – og muligvis og andre biografer.
Sylvain Tesson Sur les chemins noirs. Gallimard, Collection Folio (2016). Jeg har fået mit eksemplar i julegave af mine børn.
Bogen er oversat til dansk og udgivet på Den franske Bogcafés Forlag.
Seneste kommentarer