Le Relais des Halles

Jeg gør normalt en dyd ud af ikke at anbefale bestemte hoteller i Paris. Det gør jeg en undtagelse fra i dag.

For det hotel vi boede på, da vi var i Paris lige før jul, overgik, hvad vi indtil nu har prøvet af hoteller i byen. På flere parametre.

Beliggenheden i Rue Pierre Lescot kan nærmest ikke være mere central. Godt 100 meter fra Les Halles (og Paris’ togtrafikale knudepunkt), i gå-afstand til Seinen, med Rue Montorgueil lige om hjørnet og med restauranter i mange prisklasser i en radius af mindre end 5 minutters gang.

Det lille hotel med 19 værelser var indhyllet i charme fra kælder til kvist. Receptionen var ikke en traditionel reception men nærmere et stilfuldt arbejdsværelse, hvor portieren sad bag et skrivebord. De store vinduer ud mod gaden var indrammet af tunge gardiner med possementsnore, og bag skrivebordet var der indbyggede glasreoler. På to af hylderne stod Honoré de Balzacs samlede værker.

I den lillebitte kælderetage blev morgenmadsbuffeten serveret. Men selv i så lille et rum var der plads til 18-20 gæster ad gangen, og buffeten indeholdt flere forskellige slags brød, franske oste, æg og bacon, yoghurter og forskellige slags marmelader, pålæg, røget laks og en kaffeautomat, der kunne lave flere slags kaffe, chokolade og te.

Hotellet er nyrenoveret for få år siden, og selvom det ligger så centralt som det gør, så er forholdet pris/kvalitet helt i top. Personalets venlighed og imødekommenhed var professionel og ægte. Faktisk var ellers altid meget kritiske Kæreste, der har set en del hoteller i sit arbejdsliv, så begejstret, at han gav hotellet et meget positivt review. De, der kender ham, ved, at det bestemt ikke er noget, der sker hver dag.

Selvom jeg også var begejstret for hotellet – og, som det madøre jeg er, især morgenmadsbuffeten – så var prikken over i’et for mig da jeg opdagede, at de i receptionen havde Honoré de Balzacs samlede værker stående i reolen. Og det var ikke dummy-bøger. Jeg blev tilbudt at få en roman med ind på værelset.

Vil du se mere, så tjek hotellets hjemmeside her. Vi har allerede fortalt dem, at vi kommer tilbage.

Måske vil du også synes om:
Jardin du Luxembourg

Skal du til Paris i efteråret?

Vil du have nogle gode adresser?

Her kommer et udpluk af nogle af de mest læste indlæg, da der var tema om Paris på bloggen i august:

Skal du have fundet et hotel? Så se her, hvad jeg anbefaler (og det er måske ikke, hvad du forventer).

Inden du tager afsted, kan jeg varmt anbefale at læse denne bog. Fordi Paris er andet og meget mere end shopping og god mad. Paris kan ses igennem mange forskellige optikker, alt efter, hvilke interesser man har. Hvis du skal have børnene med, så fortalte Anette og Marianne om deres oplevelser i indlægget her. Er du et madøre, og vil gerne have spændende køkkenudstyr, den helt rigtige kogebog eller måske en speciel ingrediens med hjem, så kan du læse om det her.

Der er lige så mange vinkler på byernes by som der er folk i byen. I august fik vi tips til fotografens Paris, kunstelskerens Paris, og den beautykloges Paris, og jeg gav også tips til mit Paris og nogle af min favoritsteder i byen: en jazzklub lidt ud over det sædvanlige, en lidt hemmelig park, en anderledes restaurant.

Der er mange flere indlæg om Paris på bloggen. Hvis du vil se dem alle, så klik på ‘Paris’ i tagskyen i højre kolonne.

God læselyst!

Måske vil du også synes om:
Luxembourghaven

Kæphest #2: Hoteller i Paris

Jeg anbefaler sjældent bestemte hoteller i Paris, simpelthen fordi valg af hotel er et spørgsmål om personlige præferencer. Nogle (mig, for eksempel) ELSKER de små pariserhoteller, der oser af charme og atmosfære. Dem, du ved, der har ligget hvor de ligger i en million år og måske er en smule slidte. Dem der har små værelser, endnu mindre badeværelser og – hvis man er heldig – en mikroskopisk elevator (seriøst: To voksne og en kuffert og elevatoren er fuld, og alle med skostørrelse 41 eller derover skal passe på tæerne når døren lukker). Andre vil gerne have komfort og en stor morgenbuffet, og hvem vil ikke gerne bo på George V, hvis man havde den slags penge?

Men hør her: jeg var engang i Paris som guide for nogle forretningsfolk, og det var ikke mig, der bookede hotel. Fra Charles de Gaulle lufthavnen tog det tre (3!) metroskift og mange skridt i lange metrotunneller med tung kuffert, før jeg var på hotellet. Det gider man ikke, vel?

I stedet plejer jeg at sige til dem der spørger, at det er en god idé at finde et hotel langs RER B linien, der går fra Charles de Gaulle lufthavnen nord for Paris, gennem det centrale Paris, til Orly lufthavnen syd for Paris. Der kan findes rigtig mange, gode hoteller med forskellige prisniveauer i 5-10 minutters gå-med-tung-kuffert-afstand fra RER B linien. F.eks. ligger mit yndlingshotel 3 minutters gang fra RER B. Man skal bare op fra undergrunden, rundt om to hjørner, så er man der. Og der er apotek, minimarked og sandwichbarer rundt om det andet hjørne. Og Luxemburg-haven ligger lige ved siden af. Og Boulevard Saint Michel er lige på den anden side af blokken. Og det tager 10 minutter at gå ned til Seinen. Så kan man hurtigt komme af med den tunge kuffert og afsted for at opleve det, man er kommet for: Skønne, vidunderlige Paris med alt, hvad byen har at byde på!

Emily har lige været i Paris og sendt fine postkort og anbefalinger hjem. Dem kan du læse her og her.

Hvor plejer du at bo, når du er i Paris?


 

Måske vil du også synes om: