MFFF – Tre kortfilm fra kategorien ‘Love & Friendship’

My French Film Festival onlineMy French Film Festival, som du kan følge online, har nu kørt i tre uger. Den slutter om en uge, den 13. februar, så hvis du ikke har fået set nogle af filmene, så er det ved at være op over. Har du brug for et hurtigt overblik, så kig her.

Her i weekenden har jeg set tre af kortfilmene fra kategorien Love & Friendship: La convention de Genève og Le Dernier des Céfrans (i konkurrence), og D’ombres et d’ailes (udenfor konkurrence).

La convention de Genève (15 min). Instruktør Benoît Martin

Gymnasieeleven Hakim står og venter på bussen efter skole, da det trækker op til slagsmål. En flok drenge venter på deres offer på den anden side af gaden. Det eskalerer, da offeret dukker op og bliver jagtet ind i den nærmeste skov. Men hvordan undgår de, at det ender i masseslagsmål mellem de 16-årige? En tankevækkende lille film om gæld, forhandling og en overraskende løsning, iblandet de unges franske slang, le verlan.

Le Dernier des Céfrans (30 min). Instruktør Pierre-Emmanuel Urcun

Rémy bor en ghettoforstad, hvor han hænger ud med sine bedste venner. De hutler sig igennem dagene med småjobs og kriminalitet. Rémy er den sidste hvide franskmand (céfran på verlan) i kvarteret, der, som hans kammerater, overvejende tæller beboere af arabisk og afrikansk herkomst. Rémy er gået i stå i sit liv og føler, der skal ske noget helt anderledes, så han melder sig til hæren. Men hvordan skal han få det sagt til vennerne? En fin kortfilm om unge i en ghettoforstad og deres indbyrdes forhold og sprog. Der forekommer en del verlan (fransk slangsprog) i filmen, og det er en rigtig god ide af slå underteksterne til, også på fransk.

D’ombres et d’ailes (12 min). Instruktør Eleonora Marinoni

En smuk, allegorisk akvareltegnefilm om fugle med stækkede vinger, der er lukket inde i en hule og kun kortvarigt hver dag ser et glimt af dagslyset. De adlyder skygger, indtil en dag to af dem sætter sig fri. Man kan tolke flere budskaber ind i den smukke film. Et af dem er Platons hulelignelse. Et andet kunne være frisættelsen af sindet og sjælen til frihed.

TIP! Sådan slår du underteksterne til: Når du har klikket på den film, du gerne vil se, og den begynder at spille (efter reklamen), så kommer der et lille ‘cc’ ikon på afspilningsbjælken ved siden af lydstyrken (ude til højre). Når du klikker på ‘cc’ ikonet kommer der en lille pop-up menu, hvor du kan vælge sprog på underteksterne.

Måske vil du også synes om:

MFFF – kortfilmen ‘1992’

My French Film Festival onlineDu kan stadig nå at se film på online filmfestivalen My French Film Festival, der løber frem til 13. februar. Det er tre uger endnu. Fik du ikke læst, hvad jeg skrev om MFFF i sidste uge, så tag et kig her eller her.

I går aftes så jeg kortfilmen 1992 fra kategorien Coming of age. Den varer 25 minutter.

1992 er instrueret af Anthony Doncque og handler om den 17-årige Martin, der i 1992 – ud over at gå i gymnasiet – filmer alt og alle omkring sig med sit Hi8 kamera. Undtagen sin natarbejdende far. En dag kommer den 23-årige Dominique, der er tilsynsførende på Martins skole, ind i hans liv. Det bliver starten på hans første kærlighedsaffære. En dag opdager Martins far, hvad hans søn foretager sig i dagtimerne ud over at gå i skole, men i stedet for at blive vred indser han, at han ikke har brugt tid nok sammen med sin søn. Og Martin begynder at filme sin far.

1992 er en fin lille film om en ung mand, der tager de første skridt ind i sin seksualitet. Filmen indeholder nogle eksplicitte, grafiske scener, men uden at det bliver for meget. Og så er det sjovt at se en ungdomsfilm, der er henlagt til en tid uden mobiltelefoner og internet.

TIP! Sådan slår du underteksterne til: Når du har klikket på den film, du gerne vil se, og den begynder at spille (efter reklamen), så kommer der et lille ‘cc’ ikon på afspilningsbjælken ved siden af lydstyrken (ude til højre). Når du klikker på ‘cc’ ikonet kommer der en lille pop-up menu, hvor du kan vælge sprog på underteksterne.

Måske vil du også synes om:

My French Film Festival – et overblik

My French Film Festival onlineSom jeg skrev i mandags, så er der er fransk filmfestival online i øjeblikket, og der er ingen undskyldninger for ikke at kigge med: Undertekster på ni (9!) sprog, mange af filmene er ikke bare gratis, de har heller ikke haft ordinær premiere endnu, og du skal ikke engang rejse dig fra sofaen.

Der er seks kategorier i alt ved My French Film Festival (MFFF):

  1. Coming of Age (4 film i konkurrence og 2 udenfor)
  2. We are family (5 film i konkurrence)
  3. Love and Friendship (4 film i konkurrence og 1 udenfor)
  4. Psycho (3 film i konkurrence og 1 udenfor)
  5. A woman’s life (4 film i konkurrence og 2 udenfor)
  6. Midnight screenings (3 kortfilm udenfor konkurrence)

(Kategorierne ER på engelsk, det er ikke mig, der er blevet doven…)

Jeg har tænkt mig at se så mange som muligt af de 29 film, og jeg skriver også om nogle af dem her eller på bloggens Facebookside. Måske lige med undtagelse af Psycho-kategorien. Den slags film har jeg simpelthen ikke nerver til, så hvis en af jer læsere har lyst til at bidrage med anmeldelser af filmene fra Psycho-kategorien, så giv lyd!

I går aftes ville jeg have set kortfilmen La rentrée des classes fra kategorien We are family, men den er en af de få film, der af rettighedsårsager ikke kan vises på en dansk pc. Så istedet så jeg kortfilmen Dans les eaux profondes (In deep waters). Det er den fineste lille film på 12 minutter om mennesker, der livet igennem leder efter en tabt tvilling, for endelig at forstå savnet og sorgen de bærer på, så de kan komme videre i livet. Det er et stort emne til en film på 12 minutter, men billederne bærer historien på smukkeste vis: En animeret blanding af dukkefilm, tegnefilm og billeder fra det virkelige liv.

Alle de film, der er i konkurrence, kan du som publikum også være med til at stemme på (du skal bare have oprettet en profil), og man kan også kommentere alle filmene.

Filmfestivalen kører online frem til 13. februar.

TIP! Sådan slår du underteksterne til: Når du har klikket på den film, du gerne vil se, og den begynder at spille (efter reklamen), så kommer der et lille ‘cc’ ikon på afspilningsbjælken ved siden af lydstyrken (ude til højre). Når du klikker på ‘cc’ ikonet kommer der en lille pop-up menu, hvor du kan vælge sprog på underteksterne.

 

Måske vil du også synes om:

Fransk filmfestival online

I fredags blev den 7. udgave af My French Film Festival skudt igang. Og i modsætning til andre filmfestivaler – eller filmforevisninger – så behøver du ikke bevæge dig væk fra sofaen for at se filmene. Det hele foregår online på internettet lige her. Filmfestivalens hjemmeside er på ni (9!) sprog, så alle har mulighed for at orientere sig. Alle filmene vises online på filmfestivalens hjemmeside, nogle vises i biografer verden over, og nogle vises på Air Franceflyvninger senere på året.

Der er i alt 29 film er tilgængelige på hjemmesiden. Heraf er 10 spillefilm og 10 kortfilm i konkurrence, resten er udenfor konkurrence. Alle kortfilmene er gratis, mens spillefilmene koster 1,99€ pr styk, eller 5,99€ (det er cirka 45 kroner…!) for hele pakken. Det er da billigt! Nogle ganske få af filmene (3, så vidt jeg kan tælle) kan ikke vises for et dansk publikum af rettighedsårsager, men resten er tilgængelige fra en dansk pc.

Flere af filmene har ikke haft biografpremiere endnu, så her får du simpelthen muligheden for at komme på forkant med, hvad der rører sig i den frankofone filmverden.

Og ved du hvad? Alle filmene er tekstet på de samme ni sprog som hjemmesiden, så det er ikke engang en undskyldning, at du måske ikke forstår fransk så godt.

Der uddeles i alt tre priser under festivalen. En af dem er en publikumspris, og alle brugere, der har oprettet en profil og er logget ind, kan stemme.

Her kan du se en oversigt over alle festivalens 29 film. De er temaopdelte, og ud for hver gruppering er angivet om filmene er i konkurrence eller ej.

Så der er vist ikke andet at sige end: Få oprettet en profil og find så ellers popcornene frem!

Måske vil du også synes om:

Januarfilm i biografen

Franske Film Mandage holder vinterpause frem til februar, hvor vi kan glæde os til en ny omgang franske film på plakaten i Øst for Paradis i Aarhus og Grand Teatret i København.

Øst for Paradis og Gloria

Men det betyder ikke, at vi skal snydes for franske film i januar. Allerede i morgen – 4. januar – kan de, der er heldige at bo i København og omegn, komme til forpremiere på Les Innocentes (De uskyldige) i Gloriabiografen i København, hvor Institut français er vært ved et glas vin efter forestillingen.

Les Innocentes er instrueret af Anne Fontaine, der blandt andet også instruerede filmen Coco før Chanel (med Audrey Tautou i hovedrollen). Filmen er den bevægende fortælling om en ung, kvindelig, fransk læge, der i 1945 bliver sendt til Polen for at assistere med plejen af overlevende kz-fanger. Hun bliver ført til et kloster, hvor flere nonner har været udsat for overgreb af sovjetiske soldater og er blevet gravide.

Filmen har ordinær premiere 5. januar i Gloria biografen og i Øst for Paradis.

Tout en haut du monde (På toppen af verden) er en fransk tegnefilm fra 2016, der får Danmarkspremiere 26. januar i Øst for Paradis. Det er historien om den unge, russiske adelskvinde Sacha, hvis bedstefar er Nordpolsfarer i 1880erne. Han er ikke kommet hjem fra sin sidste ekspedition til Nordpolen, og Sacha drager afsted for at finde ham. Filmen har fået fine anmeldelser i de franske medier.

Online filmfestival

Den 13. januar løber My French Film Festival, som er en online begivenhed, af stablen. Det betyder, at du kan sidde hjemme i din stue og se franske film på din computer. Den er den 7. udgave af filmfestivalen, og på festivalens nisprogede hjemmeside kan du læse meget mere om programmet og om, hvordan DU også kan være med til at stemme på de deltagende film.

Cinemateket

Cinemateket afholder europæiske filmdage 11.-12. januar, med visning af to af de nominerede (franske!) film: Den fransk-tunesiske film À peine j’ouvre les yeux og stop-motionfilmen Ma vie de Courgette. Filmforevisningerne er gratis, så det er først til mølle-princippet, der gælder! Læs mere her.

4+11. januar viser Cinemateket La Chinoise (Kineserinden) fra 1967 af Jean-Luc Godard, og i serien Film, Tapas og Cocktails kan du 19. januar se La Piscine fra 1968 med meget unge Alain Delon, Romy Schneider og Jane Birkin i hovedrollerne.

God fornøjelse i biografen :)!

Måske vil du også synes om: