Da Napoléon selv tog over…

Billedet ovenfor er historisk på flere måder.

Det er Jacques-Louis Davids ikoniske maleri fra Napoléons kroning til kejser den 2. december 1804.

Billedet er historisk, fordi kroningen og salvelsen foregår i Notre Dame kirken i Paris. De franske konger blev traditionelt kronet og salvet i katedralen i Reims.

Billedet er historisk, fordi det normalt er kirkens overhoved, paven, der kroner og salver kongen. Pave Pius VII var tilstede ved Napoléons kroning, men i dette tilfælde satte Napoléon selv kronen på sit hoved. Derefter kronede han sin knælende hustru, Joséphine de Beauharnais. Det er netop det øjeblik, vi ser på billedet. Paven, som ses siddende bag ved Napoléon, måtte nøjes med at velsigne det nye kejserpar.

Billedet er historisk, fordi det skildrer en tilbagevenden til en monarkisk styreform efter den blodige revolution, hvor alt royalt og adeligt blev fjernet fra samfundet. Hele samfundsstrukturen blev omgjort, kongen og dronningen blev henrettet i guillotinen og samme skæbne led mange adelige. De revolutionære gik grundigt til værks. Helt ned til at fjerne royale symboler og henvisninger til kongemagten i gadebilledet og i kirkerne. Det kunne lade sig gøre, fordi Napoléon gennemførte et statskup i 1799, der reelt afsluttede den 1. republik og revolutions-tiåret. Han gjorde sig selv til førstekonsul i en statsstruktur der kaldes Konsulatet, hvor han regerede med to medkonsuler. Fem år senere, 2. december 1804, kronede han sig selv til kejser af Frankrig som Napoléon Ier.

Det cirka 6×10 meter store maleri hænger på Louvre i Paris. En næsten identisk kopi – også af Jacques-Louis David – hænger på Versailles.

Hvor mange Napoléon’er var der? Det skrev jeg et blogindlæg om i starten af bloggens levetid, som du kan (gen)læse her.

God weekend :)

Måske vil du også synes om:

De franske republikker

franske republikker

Eugène Delacroix (1830): La liberté guidant le peuple

På et eller andet tidspunkt er du sikkert stødt på beskrivelsen ‘Den 5. republik’ om Frankrigs politiske grundsten, forfatningen. Måske har du så tænkt ‘ hvorfor den 5. – hvad med de fire andre?’ Hver gang forfatningen er blevet skrevet om har det været på baggrund af begivenheder, der har medført en så fundamental ændring af den franske statsstyring at det har skabt en ‘ny’ republik.

1. republik: 1792-1799

Frankrig var i mange århundreder, helt frem til Revolutionen i 1789, et kongedømme. Denne lange periode i fransk historie bliver som regel kaldt l’Ancien Régime, som direkte oversat betyder ‘det gamle regime’ eller ‘den gamle styreform’. Revolutionen startede med stormen på Bastillen 14. juli 1789, men kongen blev ikke umiddelbart væltet. Først i september 1792 blev monarkiet afskaffet, og Ludvig d. XVI blev sendt i guillotinen i januar 1793. Hans dronning, Marie-Antoinette, fulgte efter i oktober 1793. Den 1. republik sluttede i november 1799 med Napoléons statskup, som også satte punktum for revolutions-tiåret.

I 1804 udnævnte Napoléon sig selv til kejser, og perioden frem til 1815 og hans endelige fald i 1815 benævnes Premier Empire (1. kejserdømme). Herefter  kom den periode der kaldes La Restauration, idet kongedømmet blev genindført. Frem til 1848 regerede Ludvig XVIII, Charles X og Louis-Philippe Ier.

2. republik: 1848-1852

I 1848 gik det imidlertid galt igen, og Louis-Philippe måtte abdicere. Den provisoriske regering udråbte den 2. republik og indførte stemmeret, pressefrihed og tillod befolkningen at samles offentligt. I forfatningen blev der indskrevet valg til en nationalforsamling og valg af en præsident, der skulle sidde i 4 år. Den valgte præsident skulle udpege en regering. Ifølge forfatningen kunne præsidenten ikke genvælges og han kunne ikke opløse nationalforsamlingen. Ved præsidentvalget i december 1848 blev Louis Napoléon Bonaparte, Napoléons nevø, valgt til præsident med et stort stemmeflertal. Men netop på grund af forfatningsbestemmelsen kunne han ikke genvælges som præsident fire år senere, i 1852. Så han begik statskup og fik manøvreret sig til en udnævnelse som kejser. Perioden kaldes Deuxième Empire (2. kejserdømme).

3. republik: 1871-1940

Det andet kejserdømme varede indtil det forsmædelige nederlag til preusserne i september 1871, hvor Napoléon III blevet taget til fange. To dage senere blev den 3. republik udråbt. Trods vedvarende politiske stridigheder er den 3. republik indtil videre den længste periode i Frankrig med republikken som styreform. Den holdt helt frem til udbruddet af 2. verdenskrig og Nazitysklands besættelse af Frankrig.

4. republik: 1945-1958

Efter 2. Verdenskrigs slutning begyndte arbejdet med at skabe en ny republik. Charles de Gaulle, som havde været de Frie Franskes stemme fra London under hele krigen, blev regeringschef, mens arbejdet med den nye forfatning stod på. Diskussionerne gik blandt andet på, om man skulle have et eller to kamre (Nationalforsamling og Senat). De Gaulle ønskede at præsidenten skulle have stærke beføjelser, men det kom han ikke igennem med, og han valgte at trække sig i januar 1946. i oktober 1946 blev den 4. republiks forfatning vedtaget. Republikkens præsident skulle vælges af Nationalforsamlingen for en periode af syv år, men uden beslutningsbeføjelser. Det, som vi ville kalde en kransekagefigur. Balanceringen af statsmagten mellem Nationalforsamlingen, regeringen og republikkens præsident havde sine svagheder, og man var yderligere udfordret af forsyningsproblemerne efter krigen, samt kolonikrige i blandt andet Indokina og Algeriet. I foråret 1958 blev regeringen væltet af Nationalforsamlingen, og Charles de Gaulle blev bedt om at danne en ny regering.

5. republik: 1958-

De Gaulle fik ret hurtigt forhandlet en ny forfatning på plads, og denne gang fik republikkens præsident stærke beføjelser, med ret til alene at kunne udøve den fulde magt i særligt alvorlige krisesituationer. Præsidenten udpeger premierministeren, der danner regering. Landet fik en Nationalforsamling og et Senat, og forfatningsrådet – le Conseil constitutionnel – blev oprettet. De Gaulle var præsident indtil 1969, hvor han trådte tilbage. I 2000 blev det ved et referendum vedtaget at ændre forfatningen, så præsidenten kun kan vælges for fem år ad gangen, istedet for de oprindelige syv. Med mellemrum blusser diskussionen om en 6. republik op, da mange mener at forfatningen fra 1958 er ved at være en kende forældet, særligt på grund af de meget stærke magtbeføjelser, der ligger hos landets præsident.

Ovenstående er en ultrakort lynoversigt over de fem republikker. Der er skrevet tykke historiebøger om dem, så har du lyst til at vide mere, er det bare med at kaste sig ud i det.

Måske vil du også synes om:

Et berømt bysbarn

Stendhal

I dag skal feltet køre i en stor cirkel rundt i bjergmassivet nordøst for Grenoble. Mens de gør det, har du måske lyst til at kigge lidt nærmere på byen, hvis du ikke nåede det i går?

Et af Grenobles mest berømte bysbørn hedder Henri Beyle. Du kender ham måske bedre under pseudonymet Stendhal. Han var forfatter og levede fra 1783 til 1842. To af hans kendteste romaner hedder Le Rouge et le Noir (1830) og La Chartreuse de Parme (1839). Måske har du læst (uddrag af) dem i gymnasiet?

Hmm…. Ja, OK… Det er måske ikke lige 1800-tals romaner man kaster sig over, hvis man har lyst til at stifte nærmere bekendtskab med fransk litteratur. Men er du bare en smule interesseret i fransk historie, politik og samtidsbilleder, så er Stendhal ikke et dårligt valg.

Stendhal var livet igennem vidne til nogle af de største omvæltninger i Frankrigs historie, fra Revolutionens ti år, Napoleons magtovertagelse til Napoleonskrigene og Napoleons fald. Han var udsendt til Italien i en periode og udviklede her en dyb kærlighed til landet. Indtil Napoleons fald i 1815 var han ansat i statsadministrationen og deltog i flere af Napoleons kampagner, blandt andet den fatale Ruslandskampagne, der blev begyndelsen til enden for Napoleon. Da Napoleon faldt mistede Stendhal sit arbejde og helligede sig sit forfatterskab.

Indtrykkene fra Italien og Napoleonstiden går som en rød tråd gennem forfatterskabet, men også de politiske stridigheder op gennem 1820erne til Julirevolutionen i 1830 afspejles. I romanen Le Rouge et le Noir (Rødt og Sort) følger vi hovedpersonen, den ambitiøse unge Julien Sorel, der har læst Napoleons erindringer (Mémorial de Sainte-Hélène, skrevet af Emmanuel Las Cases), og drømmer om selv at blive noget stort. Som et produkt af revolutionstiden ved den unge Julien, at det at blive til ‘noget’ ikke handler om at blive født i den rigtige sociale klasse men om handling og gerninger. Romanen er en blanding af romantisme på baggrund af en realistisk beskrivelse af samtiden.

La Chartreuse de Parme (Klosteret i Parma) fra 1839 kredser igen om Napoleonstemaet, med den unge hovedperson Fabrice del Dongo i centrum. Handlingen udspringer fra Napoleons erobring og besættelse af Italien og følger Fabrice, der noget naivt iagttager Napoleons tilbagekomst fra Elba og beslutter at følge ham. En af romanens mest berømte scener er en meget livagtig gengivelse af slaget ved Waterloo, som Fabrice deltager i. Efter krigsbegivenhederne vender Fabrice tilbage til Parma, og efter mange romantiske og svigefulde, politiske forviklinger ender han med at blive prædikant. Som Le Rouge et le Noir er denne roman også en blanding af romantisme og realisme.

Stendhals forfatterskab omfatter både dokumentariske beskrivelser, skønlitterære romaner og noveller, og kun en lille del er oversat til dansk. Det er dog muligt at læse både Le Rouge et le Noir og La Chartreuse de Parme i nutidige, danske oversættelser. Følgende af hans værker har jeg fundet oversat:

Hertuginden af Palliano (La Duchesse de Palliano i novellesamlingen Chroniques italiennes 1837-1839) Oversættelsen er fra 1969

Vandringer i Rom (Promenades dans Rome – 1829)
Oversættelsen er fra 1982

Rødt og Sort (Le Rouge et le Noir – 1830)
Den seneste oversættelse er fra 2004

Klosteret i Parma (La Chartreuse de Parme 1839)
Den seneste oversættelse er fra 2006

Om Kærligheden (De l’Amour – 1822)
Oversat i 2011

Har du læst Stendhal? Hvad synes du? Er han hamrende kedelig set med nutidige øjne, eller er det spændende at dykke ned i beskrivelsen af en anden tid?

Tourfeltet kører i dag fra Saint-Jean-de-Maurienne til La Toussuire – Les Sybelles.

Måske vil du også synes om:
mimosa-grasse-verdens-parfumehovedstad

Verdens parfumehovedstad

Omtrent en times kørsel sydøst for dagens etapes sydligste punkt ligger Grasse. Eller, fra Middelhavskysten: 20 kilometer nord for Cannes. Er man på badeferie ved Côte d’Azur er byen et oplagt mål for en dagsudflugt.

I Grasse har man i mange århundreder produceret råmateriale til hele verdens parfumeindustri. Råmateriale vil sige koncentrerede, æteriske olier udvundet af blomster fra de mange blomstermarker omkring byen. Det er særligt lavendel, jasminer, orangeblomster, liljer, roser og mimoser der dyrkes, og det er ikke svært at forestille sig oplevelsen af at stå ved sådan en mark på en flimrende varm solskinsdag og indsnuse den berusende duft af en hel mark af blomster. Har du oplevet lavendelmarkerne i Provence, hvis duft hænger i hele landskabet, ved du, hvad jeg mener. Det er ikke uden grund at Grasse er et verdensnavn i parfumeuniverset.

Lavendel

I byen ligger Musée International de Parfumerie, et museum der fortæller parfumens og duftenes historie fra Antikken til vore dage. I tilknytning til museet er en oplevelseshave, hvor man kan se – og dufte – de mange forskellige slags blomster, der udvindes olier af.

Rose

Jasmin

En af Oplysningstidens meste berømte malere, Jean-Honoré Fragonard, er født i Grasse i 1732, og byens museum for deres berømte bysbarn rummer en stor samling af hans malerier. Malerierne er typiske udtryk for den franske rokoko i 1700-tallet.

Her kan du se billeder og læse mere om museerne i Grasse.

Har man lyst til at prøve at lave sin egen parfume eller eau de toilette, tilbyder flere af byens fine gamle parfumerier – Fragonard, Molinard og Galimard, introduktionskurser for private til parfumens verden. De tre parfumerier tilbyder også gratis rundvisninger i deres fabrikker, hvor der fortælles om deres produktion af parfume.

I byen ligger også organisationen af parfumeproducenter med en tilknyttet uddannnelsesinstitu-tion for dem, der gerne vil uddanne sig inden for faget. Tv5 Monde sendte for et stykke tid siden en dokumentarudsendelse om skolen, der får besøg af professionelle fra hele verden, der ønsker at videreuddanne sig på kurser af kortere eller længere varighed. Her kan du se et klip fra programmet.

Men… Der ER altså andre ting at tage sig til i Grasse. Der er mulighed for golf, vandreture i bjergmassivet eller mark- og havevandringer, besøg i grotter, rideture og mange andre friluftsaktiviteter, hvis byens parfumeunivers ikke er det, der trækker mest. Eller man kan følge La route Napoléon, der går igennem byen og videre nordpå til Grenoble. La route Napoléon er den vej, Napoleon fulgte mod Paris, da han i 1815 undslap fra øen Elba og i 100 dage generobrede magten, indtil det endelige nederlag ved Waterloo.

Har du lyst til at læse om et parfumehus, jeg er særlig pjattet med? Så se her.

Feltet nærmer sig Alperne, og kører i dag fra Digne-les-Bains til Pra Loup

Fotos: Pixabay.com

Måske vil du også synes om:

Der var en, der var to, der var tre…

I forgårs fik jeg i forbifarten nævnt Napoléon III. – Den tredje? tænker nogen sikkert. Jamen hvor mange Napoléon’er var der egentlig?

Der var 3.

Napoléon I. Det er ham, vi kender som Napoléon Bonaparte, korsikaneren der var løjtnant i den franske hær under Revolutionen, og som kom til magten ved et statskup i 1799, hvor han blev førstekonsul. Statskuppet afsluttede reelt revolutions-tiåret. I 1804 kronede han sig sig selv til kejser – empéreur – med kejserinde Joséphine ved sin side, og regerede indtil 1814. Mens han var ved magten førte han nærmest uophørligt krig mod de fleste lande i Europa og Nordafrika. I 1814 brød hans regime sammen efter det fejlslagne felttog i Rusland, og han blev tvunget fra magten. I første omgang blev han deporteret til øen Elba i Middelhavet. Han formåede dog at flygte, og vendte tilbage til Frankrig og magten i nogle måneder. I 1815 var det dog endeligt slut, da englænderne slog den franske hær på tilbagetog i slaget ved Waterloo. Englænderne sørgede for at få ham sat i fangenskab på øen Sankt Helena, en lille ø ud for Afrikas kyst, hvor han døde i 1821.

Napoléon II, ‘le roi de Rome’, var Napoléons eneste (officielle) barn, som han fik i sit andet ægteskab med Marie-Louise af Østrig. Sønnen var udset til at blive konge af Rom, da det meste af Italien var besat af Frankrig under Napoléon I. Det kom dog aldrig så vidt, da Marie-Louise og sønnen måtte flygte tilbage til hoffet i Østrig efter Napoléons abdikation og landsforvisning til øen Elba i 1814.

Napoléon III var Napoléon I’s nevø. Han kom til magten i 1848 som Frankrigs første præsident for den 2. republik, efter nogle politisk omtumlede år med skiftende regenter efter Napoléon I’s endelige fald i 1815. I 1852 kuppede han sig til magten, da han ifølge forfatningen ikke kunne genvælges, og kårede herefter sig selv til kejser. Det var han frem til 1870. Siden har Frankrig kun haft præsidenter.

Napoléon I ligger begravet i en kæmpestor sarkofag af porfyr, der står i krypten lige under Invalidekirkens kuppel i Paris. I et lille, tilstødende kapel ligger hans søn, Napoléon II, begravet.

Litteraturen om Napoléon Bonaparte er særdeles omfangsrig, og myterne om ham er modsatrettede og paradoksale. Det er spændende læsning for den, der har lyst til at dykke ned i legenden om Napoléon. En hurtig søgning på ‘Napoléon’ på Statsbiblioteket i Aarhus giver mange hits på udgivelser på både dansk, engelsk og fransk.

Her kan du se (eller gense, for du kender dem garanteret) maleren Jacques-Louis Davids pompøse malerier af Napoléon.

Måske vil du også synes om: