Den franske kolonisering af Nordamerika: Kontinentet udforskes

Billedkilde: Af I, JF Lepage, CC BY-SA 3.0

Da franskmændene igen forsøgte at kolonisere det Nye Frankrig fik de fodfæste, og frem til ca. 1750 sad de på størstedelen af Nordamerika. De nåede til foden af Rocky Mountains og til den Mexikanske Golf, men Stillehavet og vejen til Kina kom aldrig inden for rækkevidde.

Efter Frankrigs mislykkede forsøg på kolonisering af Nouvelle France, gik der mere end et halvt århundrede, før de forsøgte igen. I det halve århundrede gennemlevede Frankrig en række blodige, religiøse stridigheder mellem katolikker og huguenotter (protestanter), der kulminerede med Bartholomæusnatten i Paris i 1572, hvor tusinder af huguenotter blev myrdet af katolikkerne. Der faldt først midlertidig ro på stridighederne, da Navarras konge Henri III afsværgede sin protestantiske tro og konverterede til katolicismen, og i 1589 blev konge af Frankrig som Henri IV. I 1598 udstedte han Nantes-ediktet, der gav huguenotterne ret til at praktisere deres tro, omend katolicismen blev fastsat som værende statsreligion.

Quebec by grundlægges

I marts 1603 stævnede Henri IVs hydrograf Samuel de Champlain ud fra Honfleur som deltager i en ekspedition, der skulle anlægge en pelshandelsplads i det nye Frankrig. Champlains mission var at udforske og kortlægge territoriet og vandvejene. De følgende år udforskede og kortlagde han store dele af Atlanterhavskysten fra det der i dag er Nova Scotia og helt ned til Cape Cod syd for Boston.

I 1608 fulgte Champlain Jacques Cartiers rute langs Saint-Lawrencefloden og grundlagde en koloni ved Quebec. Denne gang lykkedes det franskmændene at etablere sig, og de følgende år trængte de længere og længere ind på det nordamerikanske kontinent. Franske spejdere og stifindere slog følge med de indfødte, levede med dem og lærte deres sprog. Indianerne fortalte dem om de store søer, og via Ottawafloden nåede de Georgian Bay og Lake Huron i 1615-1616. I 1615 nåede en af Champlains stifindere, Étienne Brûlé, Lake Ontario, som han krydsede, og fandt forbindelsen til Lake Erie ved de store Niagara vandfald.

I 1635 nåede en anden franskmand, Jean Nicollet, Lake Michigans vestlige bredder ved at tage den nu kendte rute ad Ottawafloden til Lake Huron, hvor han fandt forbindelsen til Lake Michigan. I løbet af 1650erne udforskede Médard Chouart des Grosseilliers Lake Huron, fandt flodvejen der forbandt søen med Lake Erie, og var på ekspedition hele vejen rundt om Lake Superior. Både som opdagelsesrejsende og som pelshandler med de indfødte.

Hudson Bay

Handlen med skind var en vigtig indtægtskilde for kolonien. De indfødte fortalte Des Grosseilliers om et salt hav nordpå, hvor der blev handlet med skind. Des Grosseilliers forsøgte at rejse midler til at foretage rejsen dertil via Atlanterhavskysten, men først i 1665 lykkedes det ham. Og det var ikke franskmændene, det lykkedes ham at overtale, men derimod den engelske konge. Tre år senere, i 1668, kastede engelske skibe anker i Hudson Bay. I 1670 grundlagde englænderne The Hudson Bay Company, der endte med at kontrollere det meste af handlen med skind omkring bugten.

Des Grosseilliers blev aldrig tilgivet at han ledte englænderne til Hudson Bay, og i sidste ende svækkede det den franske dominans af territoriet. Men inden det kom så vidt blev de franske besiddelser i Nordamerika yderligere udvidet.

Ad Mississippi floden til den Mexikanske Golf

Franskmændene havde løbende bygget fæstninger på strategiske steder omkring de store søer, der efterhånden var blevet kortlagt. I 1679 stævnede René Robert de La Salle ud fra Fort Niagara og sejlede gennem Lake Erie og Lake Huron til Lake Michigans sydligste del. Herfra fortsatte ekspeditionen i kanoer ad Saint-Josephfloden. I 1680 var de nået et stykke sydvest for Lake Michigan, hvor endnu en fæstning blev rejst. I januar 1682 fortsatte La Salles ekspedition sydover langs flodvejene. De fandt Mississippi-floden omtrent der, hvor Memphis ligger i dag.

I april 1682 nåede ekspeditionen Mississippi-flodens munding lidt syd for, hvor New Orleans ligger i dag. Her rejste han et kors og i Solkongen Louis XIVs navn kaldte han området for Louisiana og proklamerede det for tilhørende Frankrig. Tre år efter at han stævnede ud fra Fort Niagara, havde La Salle udvidet de franske besiddelser i Nordamerika til den Mexikanske Golf og til grænsen for spaniernes kolonisering.

Vestpå til Rocky Moutains

Men franskmændene havde ikke opgivet at finde vejen til Stillehavet. I 1731 satte Pierre Gaultier de La Vérendrye kursen fra Montréal og vestpå med 50 mand, heriblandt tre af hans sønner. Han var overbevist om, at Stillehavet lå på den anden side af de store søer. I løbet af de følgende tre år, hvor de havde bygget fæstninger og handelspladser for skind undervejs, nåede de til Lake Winnipeg. La Vérendrye måtte rejse tilbage til Montréal, mens nogle af hans mænd fortsatte. Året efter, i 1735, rejste han atter vestpå og i 1738 var han nået til det, der i dag er North Dakota. Igen måtte han rejse tilbage til Montréal, mens hans sønner fortsatte udforskningen af området. I 1743 stod de ved foden af Rocky Mountains. Det var det længste, franskmændene nåede vestover på det store kontinent.

Omkring 1750 sad franskmændene på en stor del af Nordamerika, som det ses af billedet ovenfor. Men spanierne og englænderne havde også koloniseret store dele af kontinentet, og hjemme i Frankrig havde kongen, der nu hed Louis XV, nok at gøre med at holde sammen på kongeriget, hvor kløften mellem rig og fattig, adelen og de almindelige mennesker blev større og større…

Den franske kolonisering af Nordamerika: Jacques Cartier

Jacques Cartier blev kendt som den søfarer, der åbnede det amerikanske kontinent på sine tre rejser over Atlanten. Og det skete langt nordligere, end hvor Columbus landede.

Da Jacques Cartier blev født i Saint-Malo i 1491 lå det lige for, at han ville blive sømand. Byen Saint-Malo på Bretagnes nordkyst, lidt vest for Mont Saint-Michel og med direkte adgang til Atlanterhavet, var i Renæssancen en vigtig og stor havn med mange skibe.

Mens den lille Jacques voksede op, var Christopher Columbus fire gange over Atlanten, første gang som bekendt i 1492, hvor han opdagede de vestindiske øer. På de senere rejser udforskede Columbus Mellemamerikas kyster og Sydamerikas nordkyst, men han trængte aldrig ind i kontinentet.

Da François Ier besteg tronen i 1515 kom der for alvor gang i den franske renæssance. Han hidkaldte de bedste italienske renæssancekunstnere, blandt andre Leonardo da Vinci, og det er i denne periode at flere af slottene i Loire-dalen blev opført, blandt andet Chambord.

François Ier havde hørt om et kontinent mod vest, hvor der skulle findes guld og andre rigdomme, og i 1534 udnævnte han Jacques Cartier til at lede en ekspedition der skulle finde kontinentet. Fiskere fra Bretagne fortalte om et område mod vest, hvor de jævnligt fiskede langs kysterne. Om ekspeditionen også skulle søge efter nordvestpassagen til Indien, melder historien ikke noget om.

I april måned 1534 satte Cartier kursen mod vest. Han havde kommandoen over to skibe og godt 60 mand. Cirka tre uger senere nåede de Newfoundlands kyst, og sejlede nord om øen ind i det farvand, der senere fik navnet Golfe de Saint-Laurent – Saint Lawrencebugten. Herfra gik turen ned langs Newfoundlands vestkyst og tværs over bugten til den ø, der senere fik navnet Prince Edward Island. Op langs kysten af det område, der i dag hedder New Brunswick, udforskede Cartier Baie des Chaleurs, hvor ekspeditionen første gang mødte de indfødte. Rejsen fortsatte nord om Saint-Lawrencebugten til Anticosti øen, inden kursen blev sat østover igen, nord om Newfoundland og tilbage til Frankrig.

Til trods for at ekspeditionen var sejlet lige forbi Saint-Lawrenceflodens udmunding i bugten, blev den ikke opdaget på Cartiers første tur.

Med sig tilbage fra den første rejse havde Cartier imidlertid to indfødte, der beskrev en flod, der strakte sig langt ind i landet. Det følgende forår, i 1535, blev Cartier endnu engang sendt afsted af François Ier, med det formål at trænge dybere ind i kontinentet. Denne gang havde han tre skibe og 120 mand under sin kommando. Som på den første tur navigerede ekspeditionen nord om Newfoundland, men denne gang fulgte de nordkysten af Saint-Lawrencebugten til de nåede Anticosti-øen. Efter en udforskning af flodmundingens nord- og sydkyst, fortsatte skibene op ad floden til det punkt, hvor den naturligt indsnævres, af de indfødte kaldet Stadacona. Her anlagde Cartier ekspeditionens hovedkvarter ved Saint-Charles floden på det sted, der senere blev koloniseret og kaldt Quebec. Ekspeditionen nåede så langt som til Hochelaga, hvor byen Montréal i dag ligger. Strømfald på floden forhindrede Cartier i at komme videre, og han vendte tilbage til Stadacona og hovedkvarteret. Men vinteren kom, skibene frøs fast i isen, og ekspeditionen måtte overvintre. Da foråret kom satte Cartier kursen mod Frankrig igen. Han var trængt et godt stykke ind i det nye kontinent, men havde mistet 25 mand på grund af skørbug under overvintringen.

Den tredie og sidste rejse, som Cartier foretog til La nouvelle France, som landet blev kaldt, endte i en katastrofe. I efteråret 1540 beordrede François Ier endnu engang en rejse til det nye land, denne gang med henblik på kolonisering, og Cartier blev udnævnt til ekspeditionsleder for koloniseringen. Men i starten af 1541 blev Cartier degraderet, og kongen udpegede i stedet Jean-François de La Roque de Roberval som leder af ekspeditionen. Mens Roberval ventede på leveringen af blandt andet våben og ammunition, fik Cartier tilladelse til at påbegynde rejsen, og i foråret 1541 sejlede en konvoj med fem skibe og i alt 1500 kolonister ud fra Saint-Malo. De ankom til Stadacona (Quebec) i det tidlige efterår 1541, men allerede i juni året efter opgav Cartier koloniseringen. Vinteren havde været hård, og han påbegyndte hjemrejsen med de overlevende kolonister. Ved Newfoundland mødte han Roberval, der først var kommet afsted i foråret 1542 med et års forsinkelse. Cartier fortsatte mod Frankrig, mens Roberval fortsatte til Stadacona for at gøre endnu et forsøg på kolonisering af det nye land. Også han måtte give op efter vinteren, og i 1543 vendte han tilbage til Frankrig med de sidste overlevende fra kolonien.

Det første franske forsøg på kolonisering af Canada mislykkedes, og på grund af hjemlige religiøse uroligheder mellem katolikker og protestanter kom der til at gå en del år, før de gjorde endnu et forsøg. Men Cartier havde åbnet kontinentet, og selvom han ‘kun’ nåede til det område, der i dag er Montréal, havde han opdaget den flod, der forbinder de store søer – Lake Superior, Lake Huron, Lake Michigan, Lake Erie og Lake Ontario – med Atlanterhavet.

Clipperton

Clipperton

Clipperton, eller Île de la Passion, som den også hedder på fransk, er en lillebitte ø i det østlige Stillehav, cirka 1200 kilometer sydvest for den Mexicanske vestkyst. Øen er så lille, at man knap kan kalde den en ø. Faktisk er den så lille, at det vil være mere præcist at tale om et koralrev med en smal cirkel af land. Øen er cirka 6km2 stor, hvoraf kun de 2 km2 er landjord, der omkranser en lagune. Bortset fra en klippe der rager 29 meter op over havoverfladen er øen så flad, at den jævnligt oversvømmes når det er hårdt vejr i regionen. Clipperton er, selvfølgelig fristes man til at sige, ubeboet.

Clipperton er et Territoire d’Outre-Mer, der statsadministrativt hører direkte under den franske stat, nærmere betegnet ministeriet for de oversøiske områder. Højkommissæren for Fransk Polynesien har ansvaret for den daglige administration af den lille ø. Højkommissæren er det samme som en præfekt, der er statens repræsentant i en given fransk region.

Øen blev opdaget af franskmændene i starten af 1700-tallet, på en Langfredag, der på fransk hedder Vendredi saint. De begivenheder, der før påsken ledte til Jesus’ korsfæstelse, kaldes på fransk la Passion du Christ. Deraf atollens navn og forbindelsen til påsken: Île de la Passion. Gennem tiden har øen været ‘besat’ af mexicanerne og amerikanerne, men fra 1959 blev det internationalt anerkendt at øen tilhører Frankrig, da Mexico som det sidste land frafaldt deres territorialkrav.

Strømforholdene omkring øen er så farlige, at det er forbudt at ankre op ved øen, og i det hele taget er det ikke tilladt at besøge øen uden forudgående tilladelse fra højkommissæren. Turisme er der naturligt nok ikke noget af, det er mest forskere og filmhold, der får tilladelse til at opholde sig på og ved øen. Senest har et film- og forskerhold fra National Geographic opholdt sig på Clipperton i ti dage i marts, for at undersøge revets biodiversitet og optage en naturfilm. Det kan du se mere om her, og på samme hjemmeside kan du se mange flere billeder fra den lille ø.

Det var sidste blogindlæg om de franske oversøiske områder. Du kan læse alle indlæggene ved at bruge søgeordet ‘oversøiske’ søgefeltet ude i bloggens højre kolonne. Her kan du også læse det indledende indlæg, jeg skrev om de oversøiske områder.

De franske antarktiske og australske områder

Terres australes et antarctiques françaises Franske antarktiske og australske områder

Les Terres australes et antarctiques françaises (de franske antarktiske og australske områder), som meget ofte ses forkortet TAAF (fordi det bare er meget nemmere at sige), har status af Territoire d’Outre-Mer under den franske stat.

TAAF er meget atypisk, fordi der er tale om en geografisk set meget spredt, administrativ enhed. Territoriet omfatter fem ‘distrikter’, der inkluderer Terre Adélie på Antarktis, de tre øgrupper Kerguelen, Crozet og Saint Paul & Amsterdam midt i Stillehavet, samt les Îles Éparses, der er fem småøer i havet omring Madagascar. Épars betyder ‘spredt’ på fransk, og det må de fem småøer siges at være.

Historisk set er de fem områder vidt forskellige, men alligevel har de en del med den franske kolonihistorie at gøre. Kerguelen og Crozet blev opdaget af franske opdagelsesrejsende i 1770’erne, mens Saint Paul & Amsterdam blev opdaget under Magellans jordomsejling i 1520’erne, og kom på franske hænder i slutningen af 1800-tallet. Les Îles Éparses i havet omkring Madagascar er en reminiscens af det franske protektorat på Madagascar i perioden 1896-1958, og selvom de hører til Frankrig i dag, gør Madagascar territorialkrav på dem. La Terre Adélie på Antarktis er en smal stribe land fra kysten og ind til Sydpolen, der, selvom det er fransk ‘territorium’, er reguleret af Antarktis-traktaten fra 1959, der er en international aftale om hele Antarktis. Den franske del huser den arktiske forskningsbase Dumont d’Urville.

Ingen af områderne er permanent beboede, omend forskere og militærpersoner opholder sig på øerne og Antarktis i kortere eller længere perioder ad gangen. Af samme årsag er der heller ikke nogen demokratisk valgte forsamlinger for de enkelte områder, og samlet set bliver de administreret af en præfekt, der er den franske stats repræsentant.

Île de La Réunion er central i forsyningsleverancerne til de fjerne øer, idet en båd fra La Réunion fire gange om året tager en rundtur til de tre øer midt i Stillehavet. De fem småøer, der udgør les Îles Éparses ved Madagascar, får leveret forsyninger med fly fra La Réunion. La Terre Adélie får forsyninger med skib fra byen Hobart i Tasmanien, der ligger lige syd for det australske kontinent.

Terres australes et antarctiques françaises Mont Ross Kerguelen

Mont Ross, Kerguelen

Forsyningsskibet Marion Dufresne II, ved Kerguelen

Forsyningsskibet Marion Dufresne II ved Kerguelen

Turistmæssigt er der ikke så meget at komme efter, men for den nette sum af 8.500 euro (per person…) for en dobbeltkahyt kan de hardcore oplevelsesrejsende komme med forsyningsskibet Marion Dufresne, der betjener Crozet, Kerguelen og øerne Saint Paul & Amsterdam,. Hvis du har behov for en enkeltkahyt de ca 28 dage, rundturen tager, skal du af med 17.000 euro. Hertil skal så lægges prisen for en flybillet tur/retur til Île de la Réunion. Men så er der også garanti for nogle helt enestående naturoplevelser. Du kan læse mere om rundturen med forsyningsskibet Marion Dufresne her, og samtidig se nogle fantastiske billeder fra de fjerne øer. Der er også to videoer på siden, så man får et godt indtryk af den vilde natur.

Fotos: Wiki Commons, public domain

Nouvelle-Calédonie

Nouvelle-Calédonie

La Nouvelle-Calédonie – eller Ny Caledonien – ligger i Stillehavet godt 1200 kilometer nordøst for australske Brisbane, og godt og vel 1900 kilometer nord for New Zealandske Auckland. Fra Ny Caledonien ligger Wallis-et-Futuna godt 2200 kilometer længere østpå, ude i Stillehavet. Ny Caledonien er en øgruppe ligesom de fleste andre franske områder i Stillehavet, men er dog lidt mere overskuelig end for eksempel Fransk Polynesien, der med sine 118 øer spredt ud over et område på størrelse med Europa. Ny Caledonien består af en stor ø, Grande Terre, og en række mindre øer i umiddelbar nærhed heraf. Det samlede areal udgør lidt over 18.500 km2. Til sammenligning er Jylland knap 30.000 km2.

Ny Caledonien er et Collectivité d’Outre-Mer ‘sui generis’ under den franske stat. Sui generis betyder ‘i sin egen art’ eller ‘ i sin egen klasse (i en klasse for sig), og det refererer i korte træk til, at Ny Caledonien i 1998 i hovedbyen Nouméa underskrev en aftale med den franske stat om overdragelse af en lang række statsadministrative områder, og om at der på et tidspunkt mellem 2014 og 2018 skal afholdes folkeafstemning om øens forfatningsmæssige status. Sui generis betyder altså i tilfældet med Ny Caledonien at øgruppen har en unik status blandt de franske oversøiske områder, og at der i nær fremtid muligvis bliver tale om selvstændighed eller blot endnu mere autonomi, alt efter udfaldet af folkeafstemningen.

Nouvelle-Calédonie coucher soleil

I 1774 sejlede James Cook forbi øerne, og navngav dem New Caledonia efter Skotland (der på latin hed Caledonia). Da de europæiske missionærer satte ud for at kristne befolkningerne i Stillehavet i 1800-tallet, fulgte også de franske missionærer med. I 1843 ankom franske missionærer til byen Balade på Grande Terres nordkyst, og ti år senere, da Napoléon III søgte nye områder til at indrette kolonier for deporterede straffefanger, var det Ny Caledonien, admiral Fébvrier-Despointes udså sig, og straffekolonien blev anlagt på Île des Pins, den ø der ligger stik syd for Grande Terre.. Siden 1853 har øgruppen været under fransk herredømme. Under 2. verdenskrig havde 50.000 amerikanske soldater base på øen, der efter krigen fik status af Territoire d’Outre-Mer.

Det tager godt og vel halvandet døgn at flyve til Ny Caledonien. Fra luften kan man se den godt 400 kilometer lange ø Grande Terre, der er gennemskåret af en bjergkæde fra den ene spids til den anden. På den vestlige side af bjergene finder man åbne vidder der ligger i læ for vindene, mens den østlige side er domineret af tropisk regnskov. Øens højeste bjerg er mont Panié der er lidt over 1600 meter højt. En stor del af øgruppens mange tropiske laguner er kommet på UNESCOS verdensarvsliste, og der er rige muligheder for dykning på revene. Af overnatningsmuligheder er der alt fra campingpladser til bed & breakfast og flerstjernede hoteller, men selvom turismen er i fremgang, er den stadig ikke på højde med for eksempel Fransk Polynesien – omend mange krydstogtskibe lægger til i Noumea.

Nouvelle-Calédonie rocher Ile des Pins

Det er jo sådan, at det ikke er alle billeder, man finder på Google som man må bruge uden tilladelse. De få billeder ovenfor har jeg fundet på Pixabay.com (som man gerne må bruge, da fotograferne har afgivet brugsrettighederne til billederne). Her kan du se mange flere billeder fra Ny Caledonien, og få et godt indtryk af, hvor smukt der er.

Fransk Polynesien

Polynésie française

Fransk Polynesien – la Polynésie française – er en øgruppe på 118 små øer, der ligger spredt ud over et område i Stillehavet, der er på størrelse med hele Europa. Øgruppen ligger godt og vel midtvejs mellem USA og Australien, og lægger man arealet af alle de små øer sammen udgør de cirka 4200 km2. Til sammenligning er Fyns areal 3100 km2. Øgruppen administreres fra byen Papeete, der ligger på en af de største øer i arkipelaget, Tahiti. 

Fransk Polynesien er et Collectivité d’Outre-Mer, det vil sige et fransk, oversøisk område med en høj grad af lokalt selvstyre. Øgruppen har en præsident, der er valgt af territorialforsamlingen for Fransk Polynesien ved almindeligt stemmeflertal. Hvor den franske stats repræsentant i de kontinentale eller oversøiske regioner normalt kaldes en præfekt, hedder denne repræsentant i Fransk Polynesien en højkommissær. Fransk Polynesien er repræsenteret i det franske Parlament med 2 senatorer og 3 medlemmer af Nationalforsamlingen. 

Allerede i slutningen af 1500-tallet opdagede Spanien en del af øgruppen, som de kaldte Marquesas-øerne (der blev til les Îles Marquises, da franskmændene tog over). Øen Tahiti blev dog først opdaget i 1760erne, da først kaptajn Wallis fra Storbritannien (som øen Wallis i Wallis-et-Futuna er opkaldt efter) og senere den franske opdagelsesrejsende Louis-Antoine Bougainville gik i land på Tahiti. Senere var også den navnkundige kaptajn Cook omkring Tahiti og Fransk Polynesien. I slutningen af 1700-tallet sloges franskmændene og englænderne om koloniherredømmet over området, og franskmændene besatte Marquesas-øerne. I 1840’erne var det Tahiti, som efter nogle årtier endte med at blive et fransk protektorat, der i 1880’erne blev endeligt ratificeret af den lokale konge. I starten af 1900-tallet var de sidste øer i arkipelaget blevet underlagt det franske protektorat. 

I modsætning til Wallis-et-Futuna og Mayotte, der ikke har en særlig veludviklet turismeindustri, er turismen i Fransk Polynesien en af de primære indtægtskilder. Det er en lang rejse man skal på, for at komme dertil. Ihvertfald et døgns rejse, typisk via Paris og Los Angeles, før man lander på Tahiti. Det er muligt at købe pakkerejser fra Danmark der inkluderer fly, hotel, nogle måltider og udflugter. Priserne starter ved omkring 25.000 kr for 2 uger. Sammensætter man selv sin rejse eller vil på ø-hop mens man er i paradis, bliver prisen for en pakkerejse en del højere. 

I det solbeskinnede tropeparadis er der rige muligheder for at dykke på koralrevene og se de farvestrålende tropefisk, eller se hvaler. Man kan gå på opdagelse i Tahitis grønne skove, eller besøge markedet i Papeete, der bugner af eksotiske frugter, grøntsager og blomster. Eller hvad med at prøve en overnatning i et af husene på pæle i en dybblå lagune, som måske er indbegrebet af et tropisk paradis for de fleste.

Man kommer måske kun så langt væk een gang i sit liv, og jeg tror at hvis vi nogensinde fik realiseret en 2-3 uger i Fransk Polynesien, så skulle der spares op, så vi virkelig kunne få en ordentlig en på opleveren… Nyd bare billederne her :)

Polynésie française BoraBora

Polynésie française fisk

Polynésie française solnedgang

Polynésie française - Moorea

Polynésie française BoraBora3

Polynésie française ananas

Polynésie française BoraBora2

Billeder fra Pixabay.com

Wallis-et-Futuna

Wallis-et-Futuna

I rækken af de franske, oversøiske områder er vi nået til Wallis-et-Futuna, der ligger så langt væk fra det kontinentale Frankrig som man næsten kan komme. I Stillehavet, godt 2000 kilometer nord for New Zealand og godt og vel 500 kilometer vest for Amerikansk Samoa ligger Wallis-et-Futuna, der består af tre mindre øer: Futuna og Alofi, der ligger cirka 200 kilometer syd for øen Wallis, hvor Wallis-et-Futunas hovedby, Mata’utu, ligger. De tre øers samlede areal udgør ca. 140 km2 – Wallis er knap 76 km2, Futuna godt 46 km2 og Alofi er knap 18 km2 stor. Til sammenligning er danske Læsø omkring 110 km2, mens Fanø er knap 60 km2.

Den lille øgruppe består af tre bittesmå kongedømmer, der er sammenfaldende med det Collectivité d’outre-mer under den franske stat, som de tre øer udgør. Øen Wallis (Uvéa på lokalsproget) er det ene af dem, og Futuna er delt i to små kongedømmer. Den franske stat er repræsenteret i øgruppen med en præfekt, mens lokalsamfundet har to repræsentanter i det franske parlament: 1 senator og 1 medlem af Nationalforsamlingen.

Futuna og Alofi blev opdaget af hollænderne i starten af 1600-tallet, men det var først i 1768 at den franske opdagelsesrejsende Louis-Antoine de Bougainville gik i land på Futuna under sin jordomsejling. I 1766 blev Wallis opdaget af englænderne, da kaptajn Samuel Wallis gik i land. Øerne var ret uinteressante i europæisk perspektiv, og først i 1830’erne nåede de katolske missionærer frem, og få år senere var øerne omvendt til katolicismen. I 1880’erne bad først overhovedet på Wallis om fransk protektorat, og nogle år senere bad også de to konger/høvdinge på Futuna om fransk protektorat. Siden har øerne hørt til den franske stat, og i forhold til den franske kolonihistorie er det en ret atypisk historie.

Wallis-et-Futuna satellite Futuna_and_Alofi

Satellitbillede af Futuna og Alofi

For turisten ligger Wallis-et-Futuna meget langt væk. Næsten så langt væk, man overhovedet kan komme fra Danmark. Det kan godt lade sig gøre at flyve til både Wallis og Futuna, men man skal væbne sig med tålmodighed. På godt et døgn kan man via to flyskift lande i Noumea i fransk Ny-Caledonien. Herfra er der lokalfly et par gange om ugen til Wallis – det er en tur på ca 5 timer…. Så har man sat sig for at rejse så langt, er det nok en god ide at sætte mere end en uge eller to af til det. 

Wallis_and_Futuna_regions_map

Men når man så først er nået frem er der gode indkvarteringsmuligheder og bountystrande for alle pengene. De fleste vil måske vælge at blive på Wallis, men vil man videre til Futuna er det yderligere en times flyvning. Og hvad kan man så lave på Wallis, altså ud over at ligge på stranden? Tilsyneladende ikke så meget. Her kan du læse en morsom beskrivelse (på fransk) af, hvad der er at tage sig til på øen. Blogindlægget er nogle år gammelt, så det kan jo være at tingene har udviklet sig siden. Her kan du se en lokal guide til Wallis, med de fineste billeder, men det  ser ud til at turismen på Wallis-et-Futuna stadig har en del udvikling foran sig, hvis de lokale overhovedet er interesserede i at blive overrendt. Man kunne have en formodning om at det ikke er tilfældet…

Billeder: Wiki Commons

Saint-Martin

Saint-Martin

Saint-Martin er endnu en af de små øer i den halvmåneformede række af øer, der danner grænsen mellem Det Caribiske Hav og Atlanterhavet. Øen ligger kun 25 kilometer nordvest for Saint-Barthélemy, som vi besøgte i sidste uge. Øen er ca 85 km2 stor, hvoraf de 53 km2 er fransk. Til sammenligning er Samsø 114 km2. Når ‘kun’ en del af øen er fransk skyldes det, at den anden del af Saint-Martin er tilknyttet den hollandske stat. På hollandsk hedder øen Sint Maarten

Den franske del af Saint-Martin har været et Collectivité d’Outre-Mer siden 2007, altså en selvstyrende administrativ enhed direkte henhørende under den franske stat. Før den tid var Saint-Martin en kommune under Guadeloupe, som den blev administreret fra. Den tætte tilknytning til Guadeloupe afspejler sig i dag i, at den franske stats repræsentation på Guadeloupe – præfekturet – har en “afdeling” på den franske del af Saint-Martin.

Saint-Martin map

Public domain

Det historisk interessante ved øen er, at selvom de allestedsnærværende spaniere opdagede øen – Columbus sejlede forbi den på sin anden rejse til Amerika i 1493 – så var det hollænderne, der udforskede øen og bosatte sig der i starten af 1600-tallet, primært med henblik på saltudvinding. I 1630’erne angreb spanierne øen for at hævde deres dominans i Caribien. Øen var på spanske hænder i nogle år, indtil hollænderne satte et angreb ind og fik smidt spanierne ud af øen. På det tidspunkt var der både hollandsk og fransk tilstedeværelse på Saint-Martin, men istedet for at bekæmpe hinanden endte de to stater i 1648 med at indgå en aftale om deling af øen. Den aftale står uændret den dag i dag, således at øen er delt i to suveræne statsområder, fransk og hollandsk, men der er fri handel og mobilitet på øen. Der tales både fransk og hollandsk på Saint-Martin, men øens officielle sprog er engelsk.

Hvad laver man på en paradisisk ø, når man ikke bader i det turkisblå vand, dykker ved koralrevet eller ligger og daser i det hvide sand? På Saint-Martin er der rige muligheder for at vandring i bakkerne, cykling eller for eksempel hesteridning. Eller man kan tage på rundtur til øens små byer på begge sider af den usynlige grænse, og besøge de historiske steder. På den østlige side af den franske del af øen ligger sommerfuglefarmen La Ferme Des Papillons, som er incontournable, når man kigger forskellige turistsider igennem. Saint-Martin har status af toldfrit område, og der er ikke pålagt moms eller andre skatter på varerne, så hvis man har lyst til at shoppe igennem af franske mærkevarer og luksusprodukter, er Saint-Martin stedet at gøre det!

Public domain

Public domain

En flybillet til Saint-Martin er faktisk til at betale for alminde-lige danskere. Et hurtigt opslag starter ved knap 6.000 kroner for en returbillet. Man skal via Paris eller Amsterdam og At-lanta, altså to flyskift, før man kan sætte fødderne i strand-sandet på Saint-Martin. Der findes en video på Youtube, som florerede på internettet sidste år, så vidt jeg husker. Det var en samling klip fra de vildeste lufthavnsindflyvninger i verden. Indflyvningen til Saint-Martins lufthavn på den hollandske del af øen er en af dem.

Saint-Barthélemy

Saint-Barthélemy

Saint-Barthélemy er en lille ø der ligger i den halvmåneformede række af vulkanske øer, der danner grænsen mellem det Caribiske øhav og Atlanterhavet. Øen ligger godt 200 km nord for Guadeloupe, og med dens areal på cirka 21 km2 er den kun lidt større end Saltholm i Øresund. Saint-Barthélemy er omkranset af en række småøer, der hører med til den administrative enhed under den franske stat som øsamfundet udgør. Saint-Barthélemys administrative hovedby er Gustavia.

Saint-Barthélemy er et Collectivité d’Outre-Mer under den franske stat, det vil sige at øgruppen hører under den franske stat, har selvstyre, men er ikke en administrativ enhed på linie med de kontinentale og oversøiske regioner. Indtil 2007 var Saint-Barthélemy en del af den oversøiske region Guadeloupe, men blev ved en forfatningsændring adskilt fra Guadeloupe, og fik selvstyre direkte henhørende under republikken. Øgruppen styres administrativt af l’assemblée territoriale, en territorial forsamling bestående af 19 medlemmer, der er på valg hvert 5. år. Øen er repræsenteret i det franske Parlament med en senator og et medlem af Nationalforsamlingen.

De caribiske øer ligger i frontlinien, så at sige, for de skibe, der sejlede tværs over Atlanten og efter mange ugers sejlads endeligt så land igen. Som de fleste af øerne er også Saint-Barthélemys historie i høj grad præget af den europæiske kolonihistorie og de forskellige opdagelsesrejsende, der sejlede ud fra europæiske havne. Saint-Barthélemy blev opdaget i 1493 af Christopher Columbus under hans anden rejse til Caribien, og hørte under den spanske trone i mange år. I 1640’erne besatte franskmændene øen, men da den ikke rigtigt gav noget økonomisk udbytte, blev den i 1784 overdraget til svenskerne, der også var til stede i Caribien dengang. Svenskerne lavede øens naturlige anløbshavn til en frihavn og navngav hovedbyen Gustavia, efter den svenske konge Gustav III. I 1878 leverede svenskerne så at sige øen tilbage til franskmændene. Lokalbefolkningen blev spurgt på demokratisk vis, og godkendte overdragelsen. Øen blev lagt ind under Guadeloupe som en kommune, og forblev underlagt Guadeloupe indtil 2007, hvor øen fik selvstyre og blev skrevet ind i den franske forfatnings §74.

Saint-Barthélemy port de Gustavia

Udsigt over havnen i Gustavia

For godt et halvt århundrede siden – i 1960’erne -besluttede man på øen at man ikke ville overrendes af turister. I stedet udviklede man en luksusturisme, hvor kun de rigeste har råd til at holde ferie på øen, og flere har deres eget feriehus på øen. Der er heller ikke så meget at se på den lille ø, der mest indbyder til badeferie i nogle ualmindeligt smukke omgivelser.

Det kan dog lade sig gøre at finde overnatningsmuligheder der er til at betale for almindelige danskere, men et hurtigt opslag på Routard.com for at finde hoteller på øen gav resultater der primært lå på 50.000 – over 100.000 kr for et 2 ugers hotelophold! Hertil skal så lægges flybillet og så videre…

Men smukt, det er der på den lille ø. Se bare deres egen turismeside her. Der er en video i nederste højre hjørne, der præsenterer øens luksuriøse tilbud.

Det koster jo ikke noget at drømme sig væk :)

Saint-Pierre-et-Miquelon

Saint-Pierre-et-Miquelon

Saint-Pierre-et-Miquelon er tre små øer, der ligger ved Newfoundland i det nordlige Atlanterhav, ud for Canadas kyst. Øgruppen består af øerne Saint-Pierre, Grande Miquelon og Langlade, de to sidstnævnte er forbundet med af en smal landtange. Det samlede areal af de tre øer udgør ca 240 km2, eller knap så stort som Langeland (285 km2). Der bor heller ikke så mange mennesker, cirka 6300 mennesker fordelt på de tre øer, med langt den overvejende del af befolkningen (ca 5650 mennesker) boende på Saint-Pierre, hvor også områdets hovedby, Saint-Pierre, ligger.

Saint-Pierre-et-Miquelon er et Collectivité d’outre-mer under den franske stat, det vil sige et oversøisk territorium tæt tilknyttet den franske stat, men uden de samme, statslige rettigheder som de oversøiske departementer, der har samme status som de kontinentale departementer og regioner. Saint-Pierre-et-Miquelon har en beslutningsdygtig, demokratisk valgt forsamling – l’Assemblée déliberante – der er valgt for seks år ad gangen. Øgruppen er repræsenteret i det franske parlament med 1 senator og 1 medlem af Nationalforsamlingen. Den franske stat er repræsenteret i øgruppen med et præfektur. 

Saint-Pierre-et-Miquelon NLL France

De franske besiddelser i Nordamerika, da de var mest omfattende (kort fra Wiki Commons)

Som de fleste andre, oversøiske områder under den franske stat er også Saint-Pierre-et-Miquelons historie en del af den franske kolonihistorie. Øgruppen er den den sidste lille rest af et enormt område i Nordamerika, kaldet Nouvelle-France, som var under fransk herredømme fra omtrent midten af 1500-tallet frem til 1763. Området strakte sig fra det nordligste Canada og Labrador til Louisiana i det nuværende USA, og fra et godt stykke inde i det amerikanske Midtvesten næsten ud til østkysten. I den periode var englænderne også tilstede på kontinentet. Syvårskrigen fra 1756-1763 var populært sagt opgøret mellem de to europæiske kolonisatorer – englænderne og franskmændene – om herredømmet på kontinentet. Franskmændene blev smidt ud af Amerika da englænderne vandt, dog kun for selv at blive smidt ud af kontinentet få år senere under den amerikanske uafhængighedskrig. Fra 1816 blev øgruppen igen henhørende under den franske stat, og har været det siden.

Turistmæssigt er øen godt med, og der er flere muligheder for overnatning, både flerstjernede hoteller og bed&breakfast. Turisterne kommer især fra USA, Canada og Frankrig, og de fleste ankommer med båd fra Newfoundland, der ligger blot 25 km væk. I vinterhalvåret lægger krydstogtskibe til ved øerne. Det er i høj grad øernes natur og muligheden for at komme på sejlads ud for kysten og se hvaler, der får turisterne til at komme. Og ud fra billederne nedenfor at dømme, så er der en helt speciel charme på øerne, som kunne være spændende at opleve. Her kan du se øgruppens turistorganisations hjemmeside, og lige herunder er en knap 5 minutter lang lysbilledserie, der giver et godt indtryk af, hvordan der ser ud på øerne (du behøver ikke have lyd på). Det er ikke et bountyparadis som de fleste andre, franske oversøiske områder – det ligner mere Færøernes rustikke charme.