De nye storregioner i Frankrig

2 kommentarer

Gennem de seneste måneder, helt præcist siden begyndelsen af september, har jeg hver uge lavet en præsentation af en af de 22 regioner, som Frankrig har været opdelt i indtil 31. december 2015. 1. januar 2016 er de 22 franske regioner, som vi har kendt dem de seneste årtier, blev til 13 nye storregioner, hvortil der var regionsvalg i december.

De nye storregioner er (med forkortelsen – som franskmændene er så glade for – i parentes):

  1. Alsace-Champagne-Ardenne-Lorraine (ACAL), som består af Alsace, Champagne-Ardenne og Lorraine,
  2. Aquitaine-Limousin-Poitou-Charentes (ALPC), bestående af Aquitaine, Limousin og Poitou-Charentes,
  3. Auvergne-Rhône-Alpes (ARA), der består af Auvergne og Rhône-Alpes,
  4. Bretagne, der ikke er blevet sammenlagt med andre regioner,
  5. Bourgogne-Franche-Comté (BFC), der udgøres af Bourgogne og Franche-Comté,
  6. Centre-Val de Loire (CVL), der heller ikke er blevet sammenlagt med andre regioner,
  7. Corse (Korsika på dansk), der beholder sin naturlige, geografiske afgrænsning,
  8. Île-de-France (IDF), der heller ikke har ændret sig,
  9. Languedoc-Roussillon-Midi-Pyrénées (LRMP), Languedoc-Rousillon og Midi-Pyréenes, de to regioner der efter manges mening hører sammen historisk,
  10. Nord-Pas-de-Calais-Picardie (NPDCP), der består af de to nordligste regioner Nord-Pas-de-Calais og Picardiet,
  11. Normandie (som ikke har behov for en forkortelse), som er en sammenlægning af Haute-Normandie og Basse-Normandie,
  12. Pays de la Loire (PDL), som er identisk med regionen Pays de la Loire fra før 1. januar 2016, og
  13. Provence-Alpes-Côte d’Azur (PACA), der heller ikke er blevet sammenlagt med andre regioner.

Og så nåede vi til vejs ende med de franske regioner her på bloggen, men vi er slet ikke færdige med afdækningen af den franske geografi. I løbet af foråret skal vi blandt andet se på de oversøiske regioner, områder og departementer, der hører under eller har tilknytning til den franske stat, ligesom vi også skal se nærmere på de frankofone lande.

Men… Inden det går løs med alle planerne for bloggen her i 2016 skal jeg lige have en flytning overstået. Vi har nemlig købt hus, og skal male og flytte de første to uger af januar. Men I bliver ikke snydt for en daglig dosis Frankrig. Jeg har inviteret en række gæstebloggere, som vil fortælle om deres oplevelser med det franske.

Og ellers er jeg ikke længere væk end at jeg selvfølgelig vil svare på de kommentarer, der måtte komme :)

Måske vil du også synes om:
Den franske geografi
Provence-Alpes-Côte d’Azur
Aquitaine

Rhône-Alpes

Skriv en kommentar

I serien om de franske regioner er vi nået til præsentationen af den 22. og sidste region i det kontinentale Frankrig, inden regionsreformen træder i kraft 1. januar 2016.

Regionen Rhône-Alpes ligger i det sydøstlige Frankrig, hvor den mod syd grænser op til Provence-Alpes-Côte d’Azur, mod vest til regionerne Languedoc-Rousillon og Auvergne, mod nord til Bourgogne og Franche-Comté. Mod øst grænser regionen op til Italien og Schweiz.

Regionen består af departementerne Ain (01), Ardèche (07), Drôme (26), Haute-Savoie (74), Isère (8), Loire (42), Rhône (69) og Savoie (73).

Regionens administrative hovedby er Lyon.

Indtil midten af 1300-tallet var den østlige halvdel af regionen en del af det tysk-romerske kejserrige, hvor et område, der nogenlunde svarer til regionen som den ser ud i dag med undtagelse af det østligste område, gik under betegnelsen Le Dauphiné. Da området i 1349 kom ind under den franske trone, blev det en del af den franske tronarvings portefølje indtil denne blev konge, hvorefter området overgik til den næste tronarving. Derfor ser man meget ofte den franske tronarving under l’Ancien Régime, som den franske samfundsstruktur kaldtes indtil revolutionen, omtalt som le dauphin. Fra midten af 1500-tallet og frem blomstrede områdets økonomi med silkevæverier som den vigtigste indtægtskilde, en industri som regionen den dag i dag er berømt for.

Under 2. Verdenskrig lå Rhône-Alpes i den såkaldt ‘frie zone’, det område som officielt ikke var besat af Nazityskland men hørte under den franske marionetregering ledet af Marskal Pétain, der havde sæde i byen Vichy i naboregionen Auvergne. Den lokale modstandsbevægelse i Vercors spillede en vigtig rolle i forberedelsen af de allieredes invasion i 1944, men blev næsten udslettet. Det har jeg skrevet noget om her, da Tourfeltet kørte igennem regionen i juli.

Turistmæssigt har regionen mange ting at byde på, og det er primært Alperne, den smukke natur og bjergsøerne, turisterne besøger. Fra Le Massif Central i den vestlige del af regionen til de høje alpetinder i Savoyen i den østlige del er der masser af naturoplevelser at hente, og særligt skisportsentusiasterne boltrer sig på de mange skisportssteder i den franske del af Alperne. Er man ikke til skisport men elsker bjerge alligevel, kan man i Chamonix tage en svævebane op til toppen af bjerget Aiguille du Midi i 3842 meters højde, eller besøge Alpe d’Huez og bjergets berømte 21 hårnålesving, som de virkeligt seje tager på cykel. Vi andre nøjes med at tage bilen til toppen.

De smukke bjergsøer og floder som ligger i regionen indbyder til badning og sejlsport. De vilde tager på river rafting, de lidt mere afslappede lejer en kano og padler rundt i roligere vande, f.eks. i naturparken Reserve Naturelle des Gorges de l’Ardèche, hvor man også kan opleve le Pont d’Arc de l’Ardèche.

river-rafting

Pont d'arc de l'Ardèche

Pont d’Arc de l’Ardèche

Og skulle det ske at blive for meget med al den natur, så er både Lyon, Grenoble, og Annecy spændende byer at besøge. Eller man kunne tage et smut over grænsen til Schweiz for at besøge Genève, hvis man er i det hjørne af regionen.

annecy lac

Lac d’Annecy

Fotos: Pixabay.com

Måske vil du også synes om:
Basse-Normandie
Korsika
Haute-Normandie

Provence-Alpes-Côte d’Azur

Skriv en kommentar

Provence-Alpes-Côte d’Azur regionen ligger i Frankrigs sydøstligste hjørne, og er måske den franske region, der er mest kendt af danskerne, for det er ved regionens Middelhavskyst i Provence at mange af os tager på ferie hvert år.

Mod øst grænser regionen op til Italien, mod nord til regionen Rhône-Alpes og mod vest til Languedoc-Rousillon.

Regionen har seks departementer: Alpes-de-Haute-Provence(04), Alpes-Maritimes (06), Bouches-du-Rhône (13), Hautes-Alpes (05), Var (83) og Vaucluse (84).

Regionens administrative hovedby er Marseille.

området blev kristnet ret tidligt, og allerede i 300-tallet e.v.t. blev det første bispesæde oprettet i Arles. I 1300-tallet var Avignon hjemsted for pavestolen, der var rykket i eksil på grund af stridigheder i Rom.

Provenceområdet var i den tidlige Middelalder et grevskab, inden det i 1000-tallet blev indlemmet i det Tysk-Romerske Kejserrige. I slutningen af 1400-tallet, da den sidste greve af Provence døde uden at efterlade sig arvinger, overgik området til den franske konge Louis XI, og kom dermed ind under den franske trone.

I marts 1815 gik Napoléon Ier i land i Juan-bugten (Golfe Juan) mellem Cannes og Fréjus, omgivet af en mindre hær af trofaste soldater. Han havde siddet i husarrest på Elba, en lille ø i Middelhavet mellem Korsika og den italienske vestkyst, men havde stadig støtter i militæret og i Frankrig. Han marcherede via Grasse og Grenoble til Paris, og det indledte Napoléons 100 dage ved magten, inden han led det endelige nederlag ved Waterloo og englænderne deporterede ham igen. Denne gang sørgede de for at sætte ham i husarrest på øen Saint Helena, der ligger i det sydlige Atlanterhav og så langt væk fra Europa, at han ikke kunne flygte fra husarresten. La Route Napoléon er i dag en form for turistattraktion, som man kan gå/cykle/køre ad i længere stræk, for at opleve historiens vingesus.

I august 1944 lagde Provence kyst til de allieredes landgang mellem Toulon og Cannes. Landgangen var en opfølgning af Operation Overlord – landgangen i Normandiet i juni 1944. Netop på grund af Operation Overlord havde tyskerne sendt store mængder soldater og materiel til Nordfrankrig, og var svækket i det sydfranske. Få uger efter var Paris – og dermed Frankrig – befriet.

Regionen har mange ting at byde på. Det blågrønne Middelhav, bakkerne i baglandet bag kystlinien og Alperne lidt længere nordpå. I den vestligste del af regionens kystlinie, mellem Marseille og Montpellier, har Rhônefloden sit udløb i Camarguedeltaet, der er udlagt som naturpark. Østpå langs kysten ligger en perlerække af kendte byer – Marseille, Toulon, Saint-Tropez, Fréjus, Cannes, Nice og fyrstedømmet Monaco. Jo længere østpå man kommer, jo mere tiltrækkende lader det til at være for dem, der har mange penge. Men der er heldigvis også mange steder langs kysten, der er til at betale for en helt almindelig turist. Der er mange campingpladser langs kysten, og da vi boede lidt uden for Saint-Tropez for et par år siden, så strandudsigten sådan her ud:

P1030608

Bevæger man sig ind i baglandet bag kysten møder man både de bakkelandskaber, forfatteren Marcel Pagnol besynger i sine barndomserindringer, og de vilde klippelandskaber omkring Les Gorges du Verdon, der ender i den smukke Lac de Sainte-Croix. Lidt nord for Cannes finder man verdens parfumehovedstad Grasse, og lidt længere vestpå Arles, der blev grundlagt af Cæsar, og hvor maleren Van Gogh havde et kort men særdeles produktivt ophold fra 1888-1889. Avignon er ikke blot en paveby, men er også hjemsted for en af verdens største teaterfestivaler, der afholdes hvert år i juli. Og blot et par timers kørsel fra kysten er man oppe i de sydlige Alpers skiområder.

Regionens sol, varme, smukke landskaber og helt særlige lys har tiltrukket mange gennem årene. Malere, kunstnere, høj og lav, rige mennesker og de helt almindelige turister, der bare gerne – et par uger eller tre hvert år – vil have en solsikker badeferie med afstikkere ind i landet.

Måske vil du også synes om:
Nord-Pas-de-Calais
Den franske geografi
Rhône-Alpes

Poitou-Charentes

Skriv en kommentar

Regionen Poitou-Charentes ligger i det vestlige Frankrig, hvor den mod nordvest grænser op til Pays de la Loire, mod nordøst til Centre-Val-de-Loire, mod øst til regionen Limousin og mod syd til den store region Aquitaine. Poitou-Charentes har en lang og smuk kystlinie ud mod Atlanterhavet, en kystlinie der også rækker et stykke ned langs Girondes flodmunding, der er det fælles udløb i Atlanterhavet for floderne Dordogne og Garonne, der løber sammen ved Bordeaux.

Regionen består af fire departementer: Charente (16), Charente-Maritime (17), Deux-Sèvres (79) og Vienne (86).

Regionens administrative hovedby er Poitiers.

I Middelalderen hørte området under hertugdømmet Aquitaine, som Aliénor d’Aquitaine arvede efter sin far i 1137. Da hun indgik sit andet ægteskab med Henri II Plantagenêt, der senere blev konge af England, kom hele området ind under den engelske trone. I 1169 blev Aliénors og Henri IIs søn Richard Coeur de Lion (Richard Løvehjerte, hvis nogen har hørt det navn før…) hertug af hele Aquitaine-hertugdømmet, og da hans far døde i 1189 blev han ligeledes konge af England.

I Frankrig rasede religionskrigene mellem katolikker og protestanter i anden halvdel af 1500-tallet. Protestanterne blev forfulgt, indtil Henri IV (der konverterede til katolicismen for at blive konge af Frankrig og i den forbindelse udtalte de berømte ord ‘Paris er vel en messe værd’,) udstedte l’Edit de Nantes (Nantes-ediktet) i 1598. Ediktet var en slags religions-våbenhvile, der dekreterede tolerance af protestanterne med visse begrænsninger (da katoliscismen var statsreligionen), og tildelte dem nogle byer, bl.a. kystbyen La Rochelle (i departementet Charente-Maritime), som blev en slags hovedstad for protestanterne. Men med englændernes som støtte, både moralsk og helt konkret med adgang til havnen i La Rochelle, blev de betragtet som en trussel i begyndelsen af 1600-tallet. Kardinal Richelieu (som også optræder som figur i De tre musketerer) og Louis XIII besluttede i 1627 at belejre La Rochelle for at eliminere denne trussel. Trods maritim hjælp fra den engelske flåde måtte byen overgive sig et år efter, i 1628.

Henri-Paul Motte - Siège de La Rochelle (1881)

Henri-Paul Motte – Siège de La Rochelle (1881)

I 1685 tilbagekaldte Louis XIV Nantes-ediktet, og de – begrænsede – rettigheder, protestanterne havde haft, bortfaldt. Først med Menneskerettighedserklæringen fra 1789 fik protestanterne deres fulde civile rettigheder tilbage, idet Menneskerettighedserklæringen, som den I. Republiks forfatning har hentet inspiration fra, blandt andet foreskriver religionsfrihed.

Regionen er især besøgt om sommeren, hvor de smukke kyststrækninger indbyder til badeferie. Særligt er de to øer Ile de Ré og Ile d’Oléron populære, ligesom byerne Royan og La Rochelle er populære sommerhusområder. Regionen er desuden storleverandør af østers og blåmuslinger, særligt fra Marennes-Oléron området, så her er der mulighed for at smage skaldyr nærmest direkte fra havet. Fra Royan går der en færge over til spidsen af Médoc, og vupti er man i et af verdens mest berømte vinområder.

Men Poitou-Charentes har også sine egne, verdensberømte druer. Regionen er hjemsted for den ægte cognac, der fremstilles i byen Cognac vest for Angoûleme. De producenter, der må bruge cognac-betegnelsen ligger indenfor et cirka 80.000 hektar stort område omkring byen. En anden berømt druebaseret drik fra samme område er hedvinen Pineau des Charentes, som efter sigende blev til ved et tilfælde, da en vinbonde kom til at blande ugæret druemost sammen med cognac. Hvor cognac typisk ligger på en alkoholprocent på omkring de 40, ligger pineau på omkring 17-18%.

Cognacdistilleri (foto: pixabay.com)

Cognacdistilleri (foto: pixabay.com)

(Foto: pixabay.com)

(Foto: pixabay.com)

Charentefloden, der har sit udspring i naboregionen Limousin, løber gennem hele Poitou-Charentesregionen i Vallée de la Charente, hvor den passerer Angoulême, Cognac og Saintes, inden den løber ud i Atlanterhavet ved Rochefort. Flere steder kan man leje en husbåd og sejle ad floden, så man oplever regionen fra vandsiden.

Er man til forlystelsesparker, er Futuroscope ved Poitiers et godt sted at tage hen. Parken kan ses fra motorvejen A10 på venstre side, når man kører sydpå mod Bordeaux. Du kan læse meget mere om Futuroscope her.

Måske vil du også synes om:
Pays de la Loire
Alsace
Den franske geografi

Picardiet

Skriv en kommentar

Regionen Picardiet ligger i det nordlige Frankrig, hvor den mod nord grænser op til Nord-Pas-de-Calais, mod øst til Champagne-Ardenne og mod syd til Île-de-France. Mod vest grænser den dels op til regionen Haute-Normandie, dels til den Engelske Kanal, med ca. 30 kilometer kystlinie.

Regionen består af departementerne Aisne (02), Oise (60) og Somme (80). Regionens administrative hovedby er Amiens.

På Karl den Stores (Charlemagnes) tid (800-tallet) var klostrene udgangspunkt for styring af regionen, omend området allerede på den tid var en del af le domaine royal under den franske trone. I sidste del af 800-tallet var regionen udsat for vikingernes invasioner og plyndringer.

Kongemagten blev imidlertid svækket op gennem i Middelalderen, hvor feudalherrer, lokale grever og gejstlige styrede området. I løbet af 1500-tallet kom området ad flere omgange ind under den franske trone, hvor det dannede den nordlige grænse mod Flandern, som på det tidspunkt var en del af hertugdømmet Bourgogne, der igen var en del af det Tysk-Romerske Kejserrige.

1. Verdenskrig var en katastrofe for regionen, da demarkationslinien for Vestfronten gik lige igennem Picardiet fra nord og sydover. Særligt slaget ved Somme i efteråret 1916 blev et af de blodigste skyttegravsslag under 1. Verdenskrig, med omkring 1 million dræbte soldater. Igen i 1918 var der et stort slag ved Somme, hvor de allierede gik til modangreb på den preussiske hær.

Igen under 2. Verdenskrig var Picardiet udsat for voldsomme kampe i 1940, da tyskerne invaderede Frankrig. Våbenhvileaftalen i juli 1940 delte Frankrig i to: Den sydlige del, hvor Marskal Pétain og hans Vichy-regering regerede, og den nordlige, tyskbesatte zone. Floden Somme, der løber igennem Picardiets hovedby Amiens og videre ud i den Engelske Kanal dannede grænse mellem to tyske besættelseszoner: Den franske zone og den nordlige zone, som blev styret fra tyskernes hovedkvarter i Bruxelles, hvilket reelt betød, at den nordlige halvdel af Picardiet og hele Nord-Pas-de-Calais hørte ind under tyskernes belgiske hovedkvarter.

I dag er regionen fredelig, og de mange krigsskuepladser er i dag museer, monumenter og mindepladser, man kan besøge.

Hvis man kører til Paris fra Danmark, kommer man sandsynligvis ind i Frankrig ved Valenciennes, ihvertfald hvis man kommer fra det jyske. På A1, motorvejen der går fra nord til syd tværs gennem Picardiet og ender i Paris, ligger Parc Asterix mindre end 50 kilometer fra centrum af Paris, og stort set lige ud til motorvejen. Hvis man er opmærksom kan man kan faktisk se attraktionerne fra motorvejen (på venstre side) når man kører forbi. Er man mere til renæssanceslotte, så kan man i stedet køre fra til højre på A1 mod Chantilly, som ligger godt en times kørsel nord for Paris. Her ligger Château de Chantilly, som blev testamenteret til Institut de France af den sidste ejer, Henri, hertug af Aumale (og søn af den franske konge Louis-Philippe Ier, ‘borgerkongen’ der regerede fra 1830-1848). Slottet huser blandt andet Musée du Cheval (‘Hestens museum’), og en park anlagt af André le Nôtre, landskabsarkitekten der også anlagde parken ved Versailles-slottet for Louis XIV i 1600-tallet.

Château de Chantilly (Pixabay.com)

Château de Chantilly (Pixabay.com)

Katedralen i Amiens (Pixabay.com)

Katedralen i Amiens (Pixabay.com)

Den gotiske byggestil siges at være udsprunget i Picardiet, og regionen lægger jord til flere katedraler, der udgør en tidsrejse fra den tidlige til den sene gotiske byggestil. Regionen huser blandt andet Frankrigs største katedral – i Amiens, og den højeste – katedralen i Beauvais. Andre seværdige gotiske katedraler i Picardiet er basilikaen i Saint Quentin, katedralen i Senlis og katedralen Saint Gervais et Saint Protais i byen Soissons.

Pays de la Loire

Skriv en kommentar

Regionen Pays de la Loire ligger i det vestlige Frankrig, hvor den mod vest både grænser op til Bretagne og har kystlinie ud til Atlanterhavet. Mod syd grænser regionen op til Poitou-Charentes, mod øst til Centre-Val-de- Loire og mod nord til Basse-Normandie.

Regionen udgøres af departementerne Loire-Atlantique (44), Maine-et-Loire (49), Mayenne (53), Sarthe (72) og Vendée (85). Regionens hovedby er Nantes.

I Middelalderen strakte hertugdømmet Bretagne sig et godt stykke ind i det område, der i dag udgør den administrative region Pays de la Loire, svarende nogenlunde til departementet Loire-Atlantique. Det er den dag i dag et diskussionsemne, om Loire-Atlantique departementet skal høre under regionen Bretagne eller forblive en del af regionen Pays de la Loire. For den resterende del af den nuværende region bestod den i Middelalderen af grevskabet Nantes og områderne Maine og Anjou. I begyndelsen af den franske Renæssance, i midten af 1500-tallet, blev området underlagt den franske trone, og det er blandt andet på initiativ af François Ier, der regerede i denne periode, at nogle af de mange renæssanceslotte langs Loirefloden blev bygget.

La Loire, Frankrigs længste flod, har sit udspring i den østlige del af le Massif Central i departementet Ardèche (i den sydlige del af regionen Rhône-Alpes), hvorfra den flyder nordpå til Orléans og videre vestpå til Tours, Angers og Nantes, inden den løber ud i Atlanterhavet ved Saint Nazaire. De fleste af de verdensberømte slotte i Loiredalen ligger i regionen Centre-Val-de-Loire, og særligt på strækningen fra Orléans til Tours, men der er også mange slotte at se langs floden i Pays de la Loire regionen. I år 2000 blev hele strækningen, fra øst for Orléans til vest for Angers optaget på UNESCOs verdensarvsliste under betegnelsen Val de Loire. Optagelsen på verdensarvslisten dækker både slottene og den natur, der omgiver floden.

Det siger næsten sig selv at den frugtbare Loiredal, “kongernes dal”, og renæssanceslottene er regionens største turistattraktion, men der er også andre ting at kommer efter.

Le Mans er det meste af året en mellemstor fransk provinsby, men i en uges tid i juni hvert år vokser byens indbyggertal eksplosivt. Det er afholdelsen af det verdensberømte, årlige 24 timers racerløb der finder sted, og selvom selve løbet ‘kun’ varer 24 timer er der en hel uges aktiviteter, både for publikum og for de deltagende, der går forud. Det har jeg skrevet lidt om her. Hvis du ikke kan (eller vil…!) være i Le Mans den uge, men alligevel er interesseret i motorsport, så er Le Musée des 24 Heures et besøg værd.

Med omkring 450 kilometer kystlinie ud til Atlanterhavet er der også rige muligheder for badeferie og oplevelser ved havet. I Guérande lidt vest for Saint Nazaire har man en tusindårig tradition for udvinding af havsalt, noget som også findes længere nede ad kysten ved Île de Noirmoutier.

Udvinding f havsalt ved Noirmoutier

Udvinding af havsalt ved Noirmoutier

Og går turen gennem Loiredalen med det formål at opleve den fra ende til anden, er det oplagt undervejs at kaste sig ud i at prøve alle de forskellige vine, der dyrkes langs Loireflodens bredder, fra de hvide Vouvray-vine der dyrkes i området ved Tours, til de røde Anjou-vine mellem Saumur og Angers, og Muscadet-vinene fra Nantesområdet.

God weekend :)

Måske vil du også synes om:
Centre-Val-de-Loire
Franche-Comté
Limousin

Nord-Pas-de-Calais

Skriv en kommentar

Regionen Nord-Pas-de-Calais er Frankrigs nordligste region. Mod nord grænser den op til Belgien, mod syd til regionen Picardiet. Mod vest ligger regionens kystlinie ud til den Engelske Kanal, der på det smalleste sted mellem Calais og Dover er omkring 30 kilometer.

Regionen består af departementerne Nord (59) og Pas-de-Calais (62).

Regionens administrative hovedby er Lille.

Regionens historie er bundet sammen med Flanderns og Nederlandenes, idet disse hertugdømmer i 1400-tallet blev underlagt hertugdømmet Bourgogne. Grænsen mellem Flandern (underlagt hertugdømmet Bourgogne) og kongeriget Frankrig gik syd for Amiens, og var skueplads for en del skærmydsler mellem den franske konge og Charles Quint, der på det tidspunkt regerede i hertugdømmet Bourgogne. I sidste halvdel af 1600 tallet, da Louis XIV (Solkongen) regerede Frankrig, fik han – dels ved erobring, dels ved tilbagekøb fra englænderne – regionen ind under den franske trone, med den grænsedragning mellem Frankrig og Belgien som eksisterer i dag.

Regionen var særligt hårdt ramt under de to verdenskrige. Under 1. verdenskrig var området besat af tyskerne, og da en del af vestfronten gik lige igennem området førte det til nogle af krigens hårdeste skyttegravsslag mellem de allierede og tyskerne, blandt andet slaget ved Yser i 1914, og slaget ved Cambrai i november 1917, hvor de allierede brugte kampvogne som nyt krigsredskab.

Under 2. Verdenskrig var regionen igen hårdt ramt. Efter tyskernes besættelse af området i 1940 led de allierede i første omgang nederlag ved slaget ved Dunkerque i maj 1940. Nazitysklands besættelse af det meste af Frankrig betød, at Nord-Pas-de-Calais regionen kom under administration fra tyskernes hovedkvarter i Bruxelles. Fordi den Engelske Kanal er meget smal ved Calais troede tyskerne, at den allierede invasion ville blive sat ind der, og Atlanterhavsvolden – tyskernes befæstning af Europas kyster fra Norge til det sydlige Frankrig, som vi kan se rester af den dag i dag – blev ekstra befæstet i dette område. Som bekendt landede de allierede ikke ved Nord-Pas-de-Calais’ kyster, men længere sydvestpå, ved Normandiet.

Filmen Bienvenue chez les ch’tis er optaget i den lille by Bergues tæt ved Dunkerque. Det er de venlige mennesker i byen så stolte af, at deres turistinformation har lavet en hjemmeside om optagelserne til filmen. Man kan også komme på en guidet tur rundt i byen i filmens fodspor.

Regionen byder på en lang og meget smuk kystlinie, med nogle meget brede strande flere steder. Her kan man prøve at køre i char à voile, eller, som de kalder det på Fanø: Strandsejlads. Sportsgrenen er opfundet i regionen i begyndelsen af 1900-tallet og lever stadig i bedste velgående. Det kan du læse mere om her (det ser sjovt ud!). Inde i landet er der hyggelige landsbyer og flotte landskaber, og to nationalparker: Parc Naturel Régional Scarpe-Escaut og Parc Naturel Régional de l’Avesnois, der dækker den østligste del af regionen.

Har du været i området og undret dig over de høje, symmetriske bjerge, man ser i landskabet? De kaldes terrils og er slaggebjerge fra minedriften i Nord-Pas-de-Calais. Minedriften er efterhånden indstillet i det meste af området med kulforekomster, som strækker sig fra Valenciennes i øst til lidt længere vestpå end Bethune. Men slaggebjergene og minetårnene kan stadig ses, og i 2012 kom store dele af området på Unescos verdensarvsliste.

På søndag går franskmændene til stemmeurnerne i første runde af regionalvalget. Det kigger vi nærmere på på mandag.

God weekend 😊

Måske vil du også synes om:
Provence-Alpes-Côte d’Azur
Limousin
Aquitaine

Midi-Pyrénées

Skriv en kommentar

Regionen Midi-Pyrénées ligger i det sydvestlige Frankrig, hvor det mod vest grænser op til Aquitaine-regionen, mod nord til Limousin og Auvergne, og mod øst til Languedoc-Rousillon. Mod syd grænser regionen op til Pyrenæerne, som den midterste af de tre franske regioner, der har grænse til Spanien.

Regionen, der med et areal på ca. 45.000 km2 er en af de største i Frankrig, er faktisk større end Danmark, der har et areal på ca. 43.000 km2. De 8 departementer, der udgør Midi-Pyrénées, er Ariège (09), Aveyron (12), Gers (32), Haute-Garonne (31), Hautes-Pyrénées (65), Lot (46), Tarn (81) og Tarn-et-Garonne (82).

Regionens hovedby er Toulouse.

Da Maurerne invaderede den spanske halvø i starten af 700-tallet, nåede de ret hurtigt helt op til Pyrenæerne og fortsatte ind i Frankrig. I år 721 var de ved Toulouse, men blev slået tilbage. Da Charlemagne blev frankernes konge i år 768 gik der ikke mange år, før han samlede det sydvestlige Frankrig i le Royaume d’Aquitaine, og gjorde Toulouse til hovedstaden. Dels for at dæmme op for Maurernes indtrængen i Frankrig, men også for at den ene af hans sønner kunne arve området. Det slag, der bliver beskrevet i Rolandskvadet, er fra denne periode.

I 1858 hævdede en ung pige, Bernadette, at have set Jomfru Maria gentagne gange i en grotte ved byen Lourdes. Siden er Lourdes blevet en pilgrimsby, som troende katolikker og syge valfarter til i håbet om helbredelse. Cirka 6 millioner troende og (almindelige) turister besøger byen hvert år.

Er man ikke lige til religiøs turisme i Lourdes, er der mange andre ting at tage sig til i regionen. Måske er det mest bjergene der trækker, både for dem der holder af at vandre, men også (og måske især) for cykelsportsentusiasterne. Nogle af de hårdeste Tour de France etaper er kørt i regionen, der huser både Col du Tourmalet og Plateau de Beille, for at nævne et par stykker. Pic du Midi, der ligger i næsten 2900 meters højde, er en anden af de høje tinder, som man kan besøge, men kun via kabelbane.

Midt i regionen ligger charmerende Toulouse, la ville rose, som den bliver kaldt, både på grund af tagenes og bygningernes farve, men også fordi indbyggerne traditionelt stemmer til venstre for midten. I Toulouse ligger også Airbusfabrikkerne som man kan besøge, men kun på forudbestilling.

Airbus 380

Airbus 380 (pixabay.com)

I den nordlige del af regionen, på grænsen mod Aquitaine, ligger vinbyen Cahors, som vist ikke behøver nærmere præsentation. På østsiden af den nord-sydgående mortorvej A20 ligger naturparken Parc régional naturel des Causses du Quercy.  I parken ligger nogle enestående underjordiske grotter som alle er et besøg værd, for eksempel Grottes de Lacave, Grotte du Pech-Merle eller la Grotte des Merveilles i Rocamadour. Landsbyen Rocamadour er et af de mest besøgte steder i Frankrig, dels på grund af dens formidable beliggenhed på siden af en klippe, men også fordi pilgrimme valfarter dertil og har gjort det siden Middelalderen, for at tilbede la vierge noire i  byens kirke. Her kan du se billeder af Rocamadours imponerende beliggenhed.

Har du besøgt et eller flere steder i Midi-Pyrénées? Eller måske ligefrem været oppe i bjergene på cykel? Fortæl os gerne om det i kommentarfeltet.

God weekend :)

Måske vil du også synes om:
Centre-Val-de-Loire
Lorraine
Île-de-France

Lorraine

Skriv en kommentar

Regionen Lorraine ligger i det nordøstlige Frankrig, hvor den mod øst grænser op til Alsace-regionen, mod syd til Franche-Comté, mod vest til regionen Champagne-Ardenne. Mod nord har regionen landegrænse mod både Belgien, Luxembourg og Tyskland.

Regionen består af departementerne Meurthe-et-Moselle (54), Meuse (55), Moselle (57) og Vosges (88). Regionens hovedby er Metz.

Lorraine-området har, sammen med Alsace, i flere århundreder været en del af det tysk-romerske rige, det som på fransk bliver kaldt le Saint-Empire romain germanique. Det tysk-romerske rige dækkede det meste af Centraleuropa fra Hamborg i nord til Norditalien i syd, og fra Polen og Tjekkiet i øst til den franske grænse mod Tyskland, Schweiz og Italien (som vi kender den i dag), men inklusive Alsace og Lorraine områderne. Det tysk-romerske rige bestod, med skiftende grænser, i omkring 800 år frem til begyndelsen af 1800-tallet, hvor Napoléon underlagde sig det meste af Europa.

Lorraine-området kom ind under den franske trone i 1766, da Louis XV’s svigerfar, den væltede polske konge Stanislas Leszczynski, som i sin egenskab af den franske konges svigerfar havde fået tildelt området, døde. Under den franske revolution blev de fire departementer dannet, og området var under fransk herredømme indtil det forsmædelige franske nederlag til preusserne i 1870. Ved fredsaftalen mellem Frankrig og Preussen blev både Alsace og Lorraine indlemmet i det tyske kejserrige, og dele af de to områder kom først tilbage til Frankrig i 1918. Ud over at besætte Frankrig i 1940, annekterede Nazityskland det meste af Alsace-Lorraine under 2. Verdenskrig.

Lorraine-regionen ligger godt og vel halvvejs mellem Danmark og Provence, så hvis ikke man tager til området som feriedestination, men blot stopper for en overnatning (eller to), er det en oplagt mulighed at bruge nogle dage på at se regionen nærmere an, inden man fortsætter til Middelhavet.

Lige nord for Metz ligger Thermapolis, et kursted/spa-resort, hvor man kan slappe af  og fornøje sig med diverse vandbehandlinger. Eller kryoterapi, som er deres nyeste tilbud (brrr….). Man kunne også bruge en dag i selve Metz, besøge det historiske centrum eller museet for krigen i 1870. Vest for Metz ligger Verdun, der var skueplads for et af de største slag mellem tyskere og franskmænd under 1. Verdenkrig. Hvis man er til den slags turisme.

Vælger man at køre lidt længere sydpå ad motorvej A31 mod Middelhavet, er Nancy et godt sted at overnatte. Byens nærmest royale centrum er et besøg værd, og har man lidt mere tid til rådighed, kan man tage en tur ud til Château de Lunéville øst for Nancy, hvor ovenfor nævnte svigerfar til Louis XV (Stanislas Leszczynski) holdt hof for oplysningsfilosofferne.

I den sydlige ende af regionen, i departementet Vosges og ikke så langt fra motorvejen, ligger byen Vittel. Jo, det er der mineralvandet, vi køber i flasker, kommer fra. Der ligger et af Frankrigs kendteste kursteder, Vittel Thermes et Spa, hvor man kan få behandlinger for blandt andet urinvejslidelser og gigtlidelser. Man kan også bare bruge en dags tid i spafdelingen, hvis man trænger til lidt afslapning.

Måske vil du også synes om:
Languedoc-Roussillon
Aquitaine
Franche-Comté

Limousin

Skriv en kommentar

Regionen Limousin ligger det midtvestlige Frankrig, hvor den mod vest grænser op til Aquitaine og Poitou-Charentes, mod nord til regionen Centre-Val-de-Loire, mod øst Auvergne og mod syd Midi-Pyrénées. Selvom det meste af regionen rent geologisk/geografisk ligger i le Massif Central, hører den historisk sammen med Aquitaine-regionen, som den også vil blive lagt sammen med, når regionsreformen træder i kraft 1. januar 2016.

Regionen består af 3 departementer: Corrèze (19), Creuse (23) og Haute-Vienne (87). Regionens hovedby er Limoges.

Allerede i 500-tallet kom området ind under frankernes herredømme, da frankernes konge, Clovis I, slog visigoterne på flugt. Det blev starten på en æra, hvor religiøse eneboere (eremitter) slog sig ned i regionen for at leve i asketisk ensomhed, bede og arbejde, og senere i Middelalderen slog mange religiøse ordner sig ned i regionen. I 700-tallet grundlagde Charlemagne (Karl den Store) kongedømmet Aquitaine, som på det tidspunkt omfattede det meste af det sydvestlige Frankrig, herunder blandt andet også Limousinområdet. I flere århundreder var der fredeligt i regionen, og det betød en økonomisk velstand, da mange pilgrimme valfartede til området, og flere slog sig ned. I 1152 giftede Aliénor d’Aquitaine sig med Henri Plantagênet, som senere blev Henri II af England. Hun var arving til hele Aquitaineområdet, der ved brylluppet indgik som hendes medgift og derved kom ind under den engelske trone. Området fortsatte med at være velstående under det engelske herredømme, men Hundredårskrigen, der brød ud i 1337, betød et tilbageslag og krise for regionen. Mange byer blev plyndret af skiftevis engelske og franske soldater, alt efter hvem der havde overtaget. I 1600-tallet kom området endeligt ind under den franske trone.

Den 10. juni 1944, fire dage efter de allieredes landgang i Normandiet, blev landsbyen Oradour-sur-Glane overfaldet af den tyske besættelsesmagt. Kvinder og børn blev lukket inde i landsbykirken, og landsbyens mænd blev gennet ind i nogle lader og brutalt skudt ned, hvorefter der blev sat ild til. Ligeledes blev kirken sat i brand, og de kvinder og børn, der forsøgte at flygte, blev skudt. I løbet af kort tid var 642 af landbyens indbyggere dræbt. Efter afslutningen på 2. Verdenskrig besluttede de Gaulle, at ruinerne af landsbyen skulle blive stående som et evigt minde over udåden. En ny landsby blev bygget tæt på, og ruinerne af den nedbrændte by fremstår i dag som et museum.

Regionen er måske ikke det sted i Frankrig, man først tænker på, når man tænker ferie i Frankrig. Først inden for de seneste årtier er der kommet motorveje gennem regionen, der ellers har ligget lidt uden for de almindelige turisters vej sydpå til Middelhavet eller Auvergnes vulkankratere i den østlige del af le Massif Central. Fra den vestlige del af regionen er der heller ikke så langt til Bordeauxområdet og Aquitaines Atlanterhavskyst. Den berømte Lascaux grotte ligger i Dordogne, lige på den anden side af departementsgrænsen mellem Corrèze og Dordogne.

Det betyder dog ikke, at der ikke er noget at se i området. Omdrejningspunktet for turismen i regionen er primært naturoplevelser og historiske steder. Det kan du læse mere om her.

Måske vil du også synes om:
Poitou-Charentes
Auvergne
Den franske geografi