vinranker-saint-emilion

Var det noget med en tur til Bordeaux-området?

Jeg duer ikke til at lave lister med “10 ting at se her”, “5 ting at opdage der”, “7 ting du ikke må gå glip af hisset”… Jeg mener: Det er enormt udbredt blandt rejsebloggere at lave bucket-lists (som jeg ikke anede, hvad var, så jeg blev nødt til at slå det op…), det fungerer bare ikke for mig.

Men det skal nu ikke forhindre mig i at give jer en række af de artikler, jeg tidligere har skrevet om Bordeaux-regionen, og som I kan bruge i planlægningen af en tur til området, hvis lysten skulle melde sig.

Ved regionsreformen, der trådte i kraft 1. januar 2016, blev Aquitaine-regionen lagt sammen med de omkringliggende regioner Limousin og Poitou-Charentes. Her er artiklen jeg skrev om regionen inden sammenlægningen:

Aquitaine

I denne artikel fortæller jeg, hvordan man hurtigst kommer til Bordeaux, og at det er en fordel at leje en bil:

Hvordan kommer man nemmest til Bordeaux…?

La Cité du Vin, der åbnede i juni 2016, er et absolut must-see, når man er i området:

La Cité du Vin i Bordeaux – et besøg værd!

…og hvis I kører ud i omegnen omkring Bordeaux, så lov mig, at I kører forbi Saint-Émilion. (Jaja, jeg ved godt, at jeg er totalt forudindtaget når jeg siger, at det er en af Frankrigs smukkeste middelalderlandsbyer. Men det er det altså):

Hjemme igen…

Har I mod på at køre fra Bordeaux og endnu længere østpå, mod Périgueux og Bergerac, så er den nye 1:1 kopi af Lascaux-grotten åbnet for ganske nylig. Casson-Mann designerne fra London, der indrettede la Cité du Vin, har også leget med i Lascaux.

Indvielse af Lascaux 4

De her kager, altså… Det er en lokal specialitet. Hvis I hører til dem, der skal have macarons når I er i Paris, så er I nødt til at smage cannelés bordelais, når I er i Bordeaux. Jeg si’r det bare…

Cannelés bordelais

God læselyst og god weekend :)!

 

Måske vil du også synes om:

Bordeaux’ litterære fyrtårne

Da jeg i oktober sidste år var “hjemme” på besøg i Saint-Émilion og Bordeaux-området, var jeg også en tur rundt oplandet for at besøge de steder, hvor nogle af Frankrigs helt store litterære og filosofiske fyrtårne har skrevet deres værker.

Blogartiklerne kom enkeltvis i løbet af november og december, men hvis du stadig har til gode at læse dem, så får du alle tre artikler samlet lige her.

God læselyst :)!

Montaigne – store tanker fra et tårnværelse

Montesquieu – arven fra Oplysningstiden

Mauriac – med troen som bærende tema

Måske vil du også synes om:
aiguille-du-midi

Rejsetilbageblik 2016

I år har jeg været heldig at være i Frankrig ad flere omgange, og det kastede mange gode oplevelser af sig. I sidste uge så jeg tilbage på den vel nok største naturoplevelse i år, nemlig da vi over to dage kørte ad La Route des Grandes Alpes i Savoyen.

Når turen går til Paris, prøver jeg altid at planlægge, så der kommer mindst een, ny ting på programmet. På den måde lærer jeg hver gang Paris bedre at kende. I år prøvede vi flere nye ting. Den sjoveste oplevelse var dog denne her:

På cykel i Paris

Vores sommerferie gik til Annecy og de franske alper, og ud over turen ad La Route des Grandes Alpes var vi en tur i Chamonix. Jeg er bestemt ikke glad for højder, men bed det alligevel i mig, da vi tog kabelbanen op til Aiguille du Midi, hvorfra der var udsigt direkte til Mont Blanc. Og det var godt, jeg gjorde det. Her kan du (gen)læse min artikel om en på alle måder storslået oplevelse:

Chamonix #1 – Aiguille du Midi

I oktober var jeg ‘hjemme’ på besøg i Bordeaux-området, og ud over at besøge min au-pair familie og andre gamle venner, som høstede 2016-årgangen mens jeg var der. Jeg fik også set La Cité du Vin, der åbnede i juni.

Kommer du forbi Bordeaux, så er det et must-see:

La Cité du Vin i Bordeaux – et besøg værd!

Hvad har været din største rejseoplevelse i 2016?

Måske vil du også synes om:
mauriac-malagar

Mauriac – med troen som bærende tema

Jeg har netop købt min billet til rundvisningen på François Mauriacs ejendom Malagar.

“Det varer lige en halv time, så er guiden klar til næste rundtur”, sagde damen i billetsalget. “De er velkommen til at gå en tur i parken mens De venter”. Så det har jeg gjort, og står nu for enden af alléen der fører op til huset. På terrassen med udsigt ned mod Saint-Maixant og Langon, og videre ud i horisonten mod den intense mørke linje af fyrretræer der fortæller, at her starter Les Landes, departementet med de uendelige vidder af fyrretræer. Terrassen, hvor Mauriac holdt så meget af at sidde og nyde udsigten.

Ved siden af bænken er en bronzeplade med et citat af Mauriac nedfældet i gruset:

“Le soir dans Malagar retrouvé, j’observe de ma terrasse la fôret que j’ai quittée
et dont l’immense armée noire ferme l’horizon”

(“Om aftenen på mit genfundne Malagar betragter jeg fra terrassen skoven som jeg forlod, og hvis massive, sorte hærskare afgrænser horisonten”)

francois-mauriac-malagar

Da Mauriac døde som 85-årig i 1970 var det som Nobelprismodtager, storkorsridder af Æreslegionen, og med et omfattende forfatterskab bag sig. Efter litteraturstudier i Bordeaux rejste han til Paris, hvor hans første digtsamling udkom i 1910. Han var af den generation, der måtte gennemleve to verdenskrige. Under 1. Verdenskrig blev han sendt til Grækenland som soldat, og da han kom hjem igen tog hans forfatterskab for alvor fart. De fleste af hans romaner er blevet til op gennem 1920erne og første halvdel af 1930erne, og blandt de kendteste er nok Le Baiser au Lépreux  (1922) (da: Kysset til den spedalske), Thérèse Déqueyroux (1927) (samme titel på dansk) og Le Noeud de Vipères (1932) (da: Øglereden).

Mauriac var troende katolik, og der løber en understrøm af katolske temaer gennem en stor del af forfatterskabet. Hans romaner er relativt dystre, og skildrer ofte det skinhelligt fromme borgerskab med en skjult dagsorden. Guds nåde er et tema han ofte vender tilbage til, og som afsøges og behandles, ofte i tilknytning til romanpersonernes indre kamp. De virkeligt nørdede fransklitteraturinteresserede kan i Mauriacs romaner finde paralleller tilbage til 1600-tallets jansenisme, hvor blandt andre Blaise Pascal var indblandet i jansenisternes diskussion med jesuitterordenen.

malagar-porte-entree

Rundvisningen starter i køkkenet, som er spartansk indrettet. “Vi starter her, fordi François Mauriac gennem hele sit liv altid brugte køkkenindgangen”, fortæller guiden. Spisestuen, der ligger ved siden af, fremstår ligeledes som på Mauriacs tid. Midt gennem stuetagen, på tværs af huset, ligger den store hall, som har udsyn til både nord og syd.

Da vi når ind i opholdstuen fortæller guiden, at det var her, Mauriac yndede at sidde og skrive, og gerne tæt ved pejsen. Hele stueetagen emmer af en tidslomme, der blev lukket for længe siden. Alt står, ifølge guiden, som da Mauriac levede her, og der er kun blevet yderst nænsomt restaureret.

Det er ikke svært at forstå, at den store hall midt i huset var familien Mauriacs yndlingsrum. Den nordvendte hovedindgangsdør har glasvinduer, og den sydvendte udgangsdør til den indre gård mellem de to chais har også glasdøre, hvor solen falder ind og lyser rummet op. Ejendommen ligger på en høj i et kuperet terræn, og fra hallen er der udsigt både mod nord og mod syd. Fra udgangsdøren mod syd kan man gå ad en allé ned til den berømte terrasse for enden af parken, hvor udsigten breder sig over vinmarkerne og ud mod skoven i horisonten.

malagar-cypres-mauriac

I 1933 blev Mauriac medlem af Académie française, og de følgende år blev hans skrifter mere og mere politiske. Han var imod fascismen og dens stigende udbredelse i Europa og tilhænger af De Gaulle. Under 2. Verdenskrig boede han delvist på Malagar syd for Bordeaux og delvist i Paris, der begge lå i den besatte zone. Han skrev under pseudonym i krigsårene, men ophørte ikke med at skrive politisk. Efter 2. verdenskrig blev han skribent hos avisen Le Figaro, og i 1952 modtog han Nobelprisen i litteratur. Seks år senere udnævnte De Gaulle ham til storkorsridder af Æreslegionen. På det tidspunkt kunne han skrive poet, forfatter, dramaturg, journalist og Nobelprismodtager på visitkortet.

Rundvisningen slutter i opholdsstuen efter cirka 45 minutter, og vi bliver igen inviteret til at gå en tur i parken. Oktobersolen skinner fra en næsten skyfri himmel, og cypresserne, som Mauriac plantede, fordi de mindede ham om Italien, strækker sig mod den blå himmel.

Mange af hans romaner er oversat til dansk, men oversættelserne er efterhånden ved at have nogle år på bagen. Han er gået noget i glemmebogen herhjemme, og mit gæt er, at det muligvis er på grund af det noget dystre romanunivers.

malagar-mauriac

Ejendommen Malagar er i dag overdraget til Aquitaines regionsråd, der har skabt et kulturelt samlingssted med konferencer og arrangementer omkring Mauriacs forfatterskab, og et sted som skolebørn og litterært interesserede kan besøge for at blive klogere på Mauriac.

Malagar, Centre François Mauriac, 33490 Saint-Maixant. Billetpris (voksen): 7,50€. Bemærk der er middagslukket, og at åbningstiderne kan variere, alt efter årstiden. Se mere på Malagars hjemmeside her.

Det var den sidste artikel i min lille serie om Bordeaux’ 3 store M. Her kan du læse om de to andre: Montaigne og Montesquieu.

Måske vil du også synes om:
chateau-de-la-brede-montesquieu

Montesquieu – arven fra Oplysningstiden

Det er 13 år siden, jeg sidst har været her.

Jeg kan ikke erindre, at turistinformationen for den lille by La Brède syd for Bordeaux dengang lå ved den store gitterport for enden af den lange, grusbelagte vej, der fører op til Château de La Brède. Jeg er også ret sikker på, at parkeringsområdet var en del mindre dengang. I dag kan der uden problemer holde omkring hundrede biler på græsarealet. Og der er pænt fyldt op, denne lørdag. Franskmændene kan deres litteraturhistorie, og både ældre par og voksne med yngre børn har købt billet til en rundvisning på Montesquieus slot. Stedet hvor storværket De l’Esprit de LoisLovenes Ånd – blev til.

chateau-de-la-brede-montesquieu-allee

Charles Louis de Secondat, Baron de La Brède et de Montesquieu, er en af Frankrigs betydeligste oplysningsfilosoffer. Men da han blev født på slottet i 1689, sad Solkongen Louis XIV stadig solidt på kongemagten. Ingen forestillede sig, at den gamle samfundsorden, l’Ancien Régime, ville falde i grus præcis et århundrede senere, hjulpet på vej af den kritik af den eksisterende samfundsorden, som selvsamme Montesquieu og blandt andre Voltaire, Diderot og Rousseau på forskellig vis ventilerede op gennem 1700-tallet.

Den lille Charles var født ind i en familie af jurister, og blev selv jurist. I 1714 blev han rådgiver ved retten i Bordeaux. Året efter giftede han sig, og hans protestantiske hustru bragte en stor medgift ind i ægteskabet. Da hans onkel døde i 1716 arvede han ikke blot adelstitel og en stor formue, men også onklens retspræsidentembede. Nogle år senere solgte han embedet, og kastede sig i stedet over videnskabsstudier og det mondæne liv i Paris.

Slottet ligger omgivet af en stor, åben park og en voldgrav. For at komme til slottets indgangsport skal man over tre små broer. Indgangsporten giver adgang til den indre gård, hvor vi er ca 30 personer, der, efter at have afleveret vores billet, venter på guiden. Da vi træder indenfor slår en tung, fugtig luft os i møde. Voldgraven, der omgiver slottet, er til stede i mere end en forstand. Den mørke hall er domineret af tykke, snoede søjler i træ, der virker en smule malplacerede, selvom om hallen er stor. Guiden forklarer os, at Montesquieus bibliotek ligger lige over os, og at søjlerne blev installeret for at støtte loftet. De mange tusind bøger, som i dag er overført til Bordeaux’ bibliotek, truede med at få etageadskillesen til at bryde sammen. Turen fortsætter gennem slottets rum, der alle er dækket af mørke træpaneler med guldindfattede familiemalerier. Slottet har været i Montesquieu-slægtens eje indtil 2004, da Montequieus sidste, direkte efterkommer, Jacqueline de Chabannes, døde, og overlod ejendommen til en fond, der viderefører den kultur- og litteraturhistoriske arv.

Gulvene knirker, da vi går rundt og ser de rum, hvor Montesquieu og hans familie levede i 1700-tallet. Turens højdepunkt – og der, hvor rundvisningen slutter – er den store, middelalderlige festsal på første sal, hvor Montesquieu havde sit omfattende bibliotek. I 1994 overdrog Jacqueline de Chabannes alle Montesquieus bøger, manuskripter, optegnelser og andet materiale, som familien omhyggeligt havde opbevaret gennem tre århundreder, til Bordeaux’ stadsbibliotek, hvor forskere i dag kan arbejde med det litterære livsværk.

montesquieu_2-wikimedia-commons

I 1721 udgav Montesquieu anonymt brevromanen Lettres persanes, om to perseres rejse til Paris. I årene 1728 til 1731 gennemrejste han Europa for at undersøge landenes politiske systemer, deres kulturer, religion og øvrige særtræk. Det massive, empiriske materiale, han bragte med sig hjem til La Brède blev bearbejdet de følgende år, og i 1748 udkom storværket De l’Esprit des Lois (Lovenes Ånd). Det er et storværk, fordi det er så omfattende, men også fordi det har haft så central indflydelse på indretningen af de vestlige demokratiers forfatning. Det mest kendte princip fra værket er nok hans formulering af tredelingen af magten i den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt, og den balance der bør være mellem de tre.  Som nogle af de første var det USAs Founding Fathers, der i 1770erne lod sig inspirere af hans tanker om en demokratisk statsindretning.

Resten af sit liv brugte Montesquieu på at udgive reviderede udgaver af sine værker og at forsvare sig imod kritikerne af De l’Esprit de Lois. Han døde i Paris i 1755, og blev begravet i Saint-Sulpicekirken. Under revolutionen blev hans jordiske rester, sammen med mange andres, smidt i en offentlig fællesgrav, da de revolutionære gjorde op med alt royalt og adeligt, selv de døde. Man ved i dag reelt ikke, hvor hans jordiske rester befinder sig, og derfor finder vi ham ikke i Paris’ Pantheon, hvor andre af Frankrigs store sønner og døtre ligger begravet.

Da vi kommer ud i solskinnet igen, er det tid til at besøge staldene og les chais, der ligger bag slottet. Der dyrkes vin på ejendommen, men der er ingen dyr i staldene længere. De er til gengæld fyldt med litteraturinteresserede, for der er Salon du Livre de La Brède med en lang række forfattere repræsenteret. Der er foredrag og litterære caféer, og man kan få en snak med forfatterne. Det er andet år i træk, byen arrangerer litteratursalon, og der er mange besøgende. Noget tyder på, at det kunne gå hen og blive en fast, tilbagevendende begivenhed. Den næsten fyldte parkeringsplads indikerer, at gæsterne ikke kun er kommet for at se Montesquieus slot, men også for at møde nulevende forfattere.

Franskmændene holder af litteratur og bøger, og de kører tydeligvis gerne langt ud på landet efter det.

Château de La Brède, Avenue du Château, 33650 La Brède. Billetpris (voksen) 7 €. Det er ikke tilladt at tage billeder indenfor på slottet, men du kan se mere på hjemmesiden her.

Dette indlæg om Montesquieu er en del af min lille artikelserie om Bordeaux’ tre store M’er. Her kan du læse artiklen om mit besøg hos renæssancefilosoffen Montaigne.

Måske vil du også synes om:
Michel-de-Montaigne-tårn

Montaigne – store tanker fra et tårnværelse

Da jeg parkerer bilen ved landsbykirken er der helt stille i landsbyen Saint-Michel-de-Montaigne, der ligger lige på den anden side af departementsgrænsen mellem Gironde og Dordogne. Tværs over indkørslen til den lange allé, der fører fra landsbykirken og op til Château de Montaigne, hænger en tung jernkæde med et skilt der angiver, at der er indkørsel forbudt til den private ejendom. Jeg er noget forvirret, indtil det går op for mig, at vi er så langt ude på landet, at der er middagslukket alle steder. Selv hos en så berømt renæssancefilosof som Michel de Montaigne. Turisterne må vente, til frokoststunden er overstået.

Jeg går tilbage til bilen og spiser min medbragte frokost. Et ældre ægtepar har også fundet vej til landsbyen, og har ligeledes parkeret deres bil på den lille parkeringsplads ved kirken. Da kirketårnets ur slår to spinkle slag, kommer en grå bil kørende. I bakspejlet kan jeg se, at den stopper i starten af alléen. En ung kvinde stiger ud og fjerner den tunge kæde. Der er igen åbent for besøgende til Michel de Montaignes tårn, hvor han skrev sine Essais i 1500-tallet.

Montaigne blev født på ejendommen i 1533, og døde i sit tårnværelse i 1592. Det var i renæssancetiden, hvor humanismen og mennesket igen kom i centrum, men det var også en tid, hvor religionskrigene mellem katolikker og protestanter var på sit højeste. I 1568 døde hans far, og Montaigne arvede ejendommen og en stor formue. Et par år senere trak han sig tilbage fra sin stilling som rådgiver ved retten i Bordeaux, og helligede sig læsning og tænkning i sit tårnværelse. I 1580 udkom hans Essais. I et forsøg på at kurere den nyregrus, han led af, tog han på en rejse rundt i Europa for at besøge kurbade. Under rejsen fik han i 1581 bud fra kongen, der havde udpeget ham til borgmester i Bordeaux. Modvilligt vendte han hjem, og bestred borgmesterembedet i fire år.

Hans ry som en god diplomat gjorde, at han to gange fik besøg af Henri de Navarre, den senere kong Henri IV, der kom for at bede om gode råd. Henri de Navarre overnattede på slottet, og de to gik på jagt sammen.

Mens jeg venter på guiden, går jeg en tur i parken, der omgiver slottet. Endnu et par er dukket op, og vi er nu fem personer til rundvisningen. Det er stilheden, der larmer mest her. Vi er meget langt ude på landet. Jeg kan høre en traktor i det fjerne, og en flok fugle flyver hen over ejendommen. Gruset knaser under guidens fødder, da hun ankommer ad den lange allé, som blev anlagt for fem århundreder siden, så Montaigne kunne gå direkte fra slottet og ned til landsbykirken.

Ejendommens hovedbygning er ikke den som Michel de Montaigne boede i. Den blev ødelagt af en brand i 1800-tallet og senere genopbygget. Men tårnet, hvor han skrev sine Essais, står stadig. Med en stor, gammel nøgle af jern, som giver indtryk af at være lige så gammel som tårnet, låser guiden døren op. Til venstre fører en vindeltrappe op, men vi bliver bedt om at gå til højre. Her ligger et lille kapel, hvor familien, der var fast forankrede i den katolske tro, dagligt samledes for at bede. En akustisk tunnel i væggen fører op til 1. salen, så Montaigne fra sit værelse kunne følge med i gudstjenesten i kapellet nedenunder, de dage hvor hans nyresygdom var for slem til at han kunne komme ned ad den stejle vindeltrappe.

Vi fortsætter op ad trappens nedslidte trin til Montaignes værelse på etagen over kapellet. Gulvets klinker er de samme, som han betrådte, og i et hjørne står hans rejsekuffert, som han havde med på sin Europarejse i 1580-1581.

montaigne-rejsekuffert

I tårnets øverste etage, der har 360 graders udsigt, finder vi Montaignes arbejdsværelse med loftet, hvor han på tværbjælkerne fik indgraveret græske og latinske citater. “Citaterne blev indgraveret,” fortæller guiden os, “så Montaigne kunne lade sig inspirere, mens han dikterede til sin sekretær”. “Har I bemærket, at der mangler noget meget centralt i rummet?”, spørger guiden. Vi ser os lidt rundt, og pludselig udbryder en af de andre: “Der er ingen kamin her!”. “Helt rigtigt”, siger hun. “Montaigne var så nervøs for, at hans uerstattelige bibliotek skulle blive antændt af kaminilden, at han simpelthen lod den fjerne”.

Montaignes hovedværk er les Essais. Essai betyder ‘forsøg’, og er en personligt farvet tekst om et emne. Det menes at han var den første, der brugte denne kortform, hvor han ud fra devisen “Que sais-je ?” (“Hvad ved jeg?”) skriver om mange forskellige emner. Hans essays om venskab, krig, børneopdragelse, mod, dovenskab, og hvad en hædersmand (Un honnête homme) er for ham, er blandt de mest kendte.

Gennem sine Essais tegner han et portræt af sig selv og den menneskelige natur, som mange kunne genkende sig selv i, og stadig kan. Han er nemlig stadig aktuel. Montaigne er humanist og diplomat, og mere end noget andet kunne man sige, at det er den gyldne middelvej i livet, han beskriver.

Les Essais er oversat til dansk med titlen Essays, og særligt Bjørn Bredal har udgivet bøger om Montaigne. Blandt andet den glimrende introduktion Humanist til hest, en oversættelse af Montaignes rejsedagbog 1580-1581 og bogen Et renæssancemenneske. Sidstnævnte to bøger kan du læse mere om her. Også bogen Un été avec Montaigne af Antoine Compagnon er blevet oversat til dansk med titlen En sommer med Montaigne. Den kan du se her.

montaigne-parken

Efter rundvisningen, der varer cirka 45 minutter, beder et af parrene mig om at tage et billede af dem foran tårnet. De er stadig dybt optagede af omgivelserne, da jeg begynder at gå tilbage ad den lange allé, der forbinder tårnet med kirken i den lille landsby. Tilbage til bilen og det 21. århundrede. I den lille souvenirbutik modstår jeg fristelsen til at købe en souvenir eller en flaske vin. Ejerne driver i dag moderne vinproduktion, men vinflaskerne bærer stadig renæssancefilosoffens navn.

Tour de Montaigne, Monument Historique Classé du XIVe Siècle, 24230 Saint Michel de Montaigne. Åbningstider onsdag til søndag fra 10.00 til 17.30, men vær opmærksom på at der er frokostlukket mellem 12-14. Billetpris (voksen) 6 €. Læs mere på hjemmesiden her.

Måske vil du også synes om:
chateau-de-la-brede-montesquieu

Bordeaux’ 3 store M

Bordeaux er andet end vinmarker og verdens bedste rødvine, og dagens indlæg er måske mest for litteraturnørderne. For de passionerede, der gerne tager på pilgrimsfærd til de steder, hvor berømte forfattere har boet. Dem, der gerne vil se, hvor de bøger, de måske har læst flere gange, er blevet til. Dem, der gerne vil se de omgivelser, hvor forfatteren har siddet og tænkt over sine ord, der siden er blevet udødeliggjorte.

Som så mange andre områder i Frankrig har også det sydvestlige Frankrig fostret mange store forfattere og filosoffer gennem århundrederne. I Bordeaux taler de med stolthed om Les 3 M de Bordeaux. De er fra hvert deres århundrede og er hver især fyrtårne indenfor filosofien og litteraturen. En var også borgmester i Bordeaux, en var retspræsident i byen og en af dem vandt Nobelprisen i litteratur.

De tre er Montaigne, renæssancefilosoffen der sad i sit tårnværelse og skrev sine Essais ud fra mantraet Que sais-je ? (Hvad ved jeg?), Montesquieu, der i Oplysningens århundrede udgav storværket De l’Esprit des Lois (Om Lovenes Ånd), der er en grundlæggende inspiration for de fleste vestlige demokratiers forfatninger, og Mauriac, romanforfatteren, hvis fortællinger har en tydelig, katolsk baggrund. Han vandt Nobelprisen i 1952.

Montaignes, Montesquieus og Mauriacs ejendomme ligger alle tre indenfor en radius af 65 kilometer fra Bordeaux’ centrum. Man kan, med lidt god vilje og planlægning, nå alle tre på een dag, hvis man har en bil til rådighed (eller to dage, hvis tiden er til det).

Jeg besøgte alle tre ejendomme i oktober, og over de næste uger kommer der mere udfoldede blogindlæg om hver af de tre forfattere og om mine besøg på de steder, hvor de skrev deres værker.

God mandag :)

Måske vil du også synes om:
saint-emilion-rue-girondins

Hvordan kommer man nemmest til Bordeaux…?

For 30 år siden, da jeg første gang skulle til Bordeaux, var det end ikke på tale at tage flyet. Det var ikke inden for en nyslået students budget, så i stedet hoppede jeg på toget. Dengang tog det godt et døgn, med skift i Fredericia og igen i Hamborg, hvor man steg på nattoget til Paris. Når toget ankom til Paris, havde man et par timer til at komme fra Gare du Nord til (såvidt jeg husker) Gare d’Austerlitz. Herfra gik bumletoget til Bordeaux. Det var før TGV-togenes tid.

Mens børnene var små, blev besøgene i Bordeaux og Saint-Émilion i mange år en del af sommerferierne i Frankrig, hvor vi tog turen på de knap 2000 kilometer i flere stræk. De senere år, hvor jeg nogle gange har været alene afsted, har det været med fly til Paris og et TGV-tog videre til Bordeaux. Som det sidste stop inden Bordeaux Saint-Jean banegården holder de fleste TGV-tog i byen Libourne, knap 10 kilometer fra Saint-Émilion. Jeg ved ikke hvorfor, men af en eller anden grund har jeg siden den allerførste tur derned haft på rygraden, at det var nødvendigt at rejse via Paris.

Det fandt jeg ud af sidste år, at det ikke er.

cite-vin-bordeaux

Hvis man tænker en smule ud af boksen finder man ud af, at man kan flyve via Amsterdam med KLM. Billund er den nærmeste lufthavn for mit vedkommende, og fra jeg stiger på flyet i Billund til vi lander i Bordeaux går der cirka fire en halv time. Inklusive knap to timers ventetid i Amsterdam! Det kan dårligt blive nemmere. Eller hurtigere.

mauriac-malagar

Den offentlige trafiks infrastruktur i Bordeauxområdet er blevet væsentligt forbedret de senere år, men der er stadig mange mindre byer og landsbyer i regionen, hvor det bare er mere praktisk at have en bil til rådighed. Da jeg var afsted denne gang kørte vinhøsten i højeste gear, og jeg vidste, at der ikke ville være nogen, der havde tid til at hente og bringe og køre mig rundt. Så jeg googlede lidt, og opdagede ret hurtigt, at man kunne leje en bil til langt færre penge, end jeg havde forventet. Afhentning af bil i lufthavnen lige uden for ankomsthallen, aflevering igen samme sted. Fem dage med ubegrænset antal kilometer for lige godt 1.000 kroner, inklusive forsikring!

Så går I og overvejer en forlænget weekend i Bordeauxregionen men ved ikke rigtigt hvordan, så er rådet hermed givet videre. Det bliver ikke meget nemmere at komme derned :)!

 

Måske vil du også synes om:
Saint Emilion

Hjemme igen…

Det er, når jeg kører fra landevejen D1089 og drejer ind på den lille vej, der godt fem kilometer længere fremme ender i Saint-Émilions nordlige rundkørsel ved La grande Muraille, at den kommer.

Følelsen af at være hjemme igen.

Når de snorlige rækker af vin omgiver mig på alle sider. Når jeg ser vejskiltet der viser, at hvis jeg drejer til venstre kommer jeg til Pomerol, Saint-Émilions lige så vinberømte naboby. Når skiltene, der står plantet i kanten af vinmarkerne fortæller, at denne mark tilhører Château Figeac eller Grand Barrail, Haut Segottes, La Grace-Dieu, eller et andet af de mange andre store og små domaines, der ligger på vejen til Saint-Émilion.

Saint Emilion

I rundkørslen kan man se ned langs byens hovedgade, der løber tværs gennem byen helt ned i bunden af dalen, hvor den sydlige bygrænse går. Hvor man kan se Château Ausones vinmarker, der strækker sig op langs skrænten, og byens altdominerende kirketårn, der rejser sig højt over byens rødbrændte tagsten.

Saint Emilion

Jeg er hjemme, når jeg går rundt i de stejle gader i byen, hvor jeg boede for 30 år siden. Jeg er kommet her jævnligt lige siden, og der er løbet meget rødvin gennem tønderne siden da. Dengang var det en rigtig landsby med to købmænd, en slagter, et par bagere, et apotek og et posthus. En landsby, hvis hovedbeskæftigelse var vinproduktion i alle dens faser. Posthuset og apoteket er der stadig. Resten er blevet overtaget af driftige mennesker der har indrettet restaurant, café eller vinbutik. I 1999 kom ikke bare byen men hele landskabet på UNESCOs verdensarvsliste. Og hvis der var turister for 30 år siden, så er der endnu flere i dag. Men byens tusind år gamle hjerteslag og livsnerve, vinen, er her selvfølgelig stadig.

Saint Emilion

Men byen ligner sig selv, og de mennesker, jeg kendte for 30 år siden, er de samme kærlige mennesker der tager imod, hver gang jeg kommer.

Gammel kærlighed ruster som bekendt ikke.

Måske vil du også synes om:

Mit franske ‘chez moi’

saint-emilion-1

saint-emilion-2

Jeg har skrevet om det før. Hvor jeg hører ‘hjemme’ i Frankrig. Men det er ved at være et stykke tid siden, så jeg tænkte at det godt kunne tåle en gentagelse.

Det varer ikke så mange dage inden jeg stikker næsen sydover igen. Vinhøsten starter i dag, og jeg skal ‘hjem’ og opleve den på nærmeste hold, og se, hvad der ellers sker af spændende ting i området.

Her får du de to indlæg, jeg skrev om området sidste år.

Saint-Emilion

Aquitaineregionen, som Saint-Emilion er en del af,  er i dag sammenlagt med regionerne Poitou-Charentes og Limousin. Her kan du læse, hvad jeg skrev om Aquitaine-regionen og dens hovedby Bordeaux inden sammenlægningen pr. 1. januar 2016:

Aquitaine

Har du været i det sydvestlige Frankrig? Hvor henne, og hvad synes du bedst om?

Måske vil du også synes om: