Kaouther Adimi: Nos richesses

ANMELDELSE

Nos richesses er et eksempel på den exofiction, der trender i fransk litteratur i disse år. Romanen er den fineste blanding af litteraturhistorie, samfundshistorie og kolonihistorie, som man kun kan blive klogere på. Og sådan noget er jeg ret pjattet med.

Romanens udgangs- og omdrejningspunkt er Edmond Charlot og hans boghandel Les Vraies Richesses, som blev indviet i Alger i 1936. Det andet yderpunkt er Alger år 2017, hvor den unge studerende Ryad har fået til opgave at tømme den forladte boghandel og male den, inden der skal indrettes beignetshop i lokalet. Imellem de to yderpunkter væver Kaouther Adimi et spind, der består af Charlots dagbogsnotater, afsnit med den historiske baggrund for perioden, og Ryads oplevelser i 2017. Et spind, der væver 1936 sammen med 2017, og skaber hele fortællingen om den sagnomspundne boghandel og forlag, der blandt andet udgav en helt ung Albert Camus’  tekster.

Charlots “dagbogsnotater”

Charlot og boghandlen er de to ting i romanen, der har eksisteret i virkeligheden. Kaouther Adimi har brugt et år på at researche kilder, der kunne fortælle mere om ham, om boghandlen og om livet i Alger. Af alt denne indsamlede information har hun sammenstykket dagbogsnotater, som kunne have været Charlots, men som reelt er dramadokumentarisk materiale, der spejler en virkelighed. Personerne er virkelige, begivenhederne er dramadokumentariske.

Gennem dagbogsnotaterne følger vi Charlot, fra han som ganske ung i 1936 vender tilbage til Alger, indretter boghandlen og starter sit forlag, der udgiver tekster af forfattere som Albert Camus, Jean Giono, André Gide, og en vrimmel af andre kendte og mindre kendte forfattere. Så kommer 2. Verdenskrigs ødelæggelser, Charlot rykker til Paris og starter en afdeling af sit forlag, mens familien bliver i Alger og passer boghandlen. Men det bliver en hård konkurrence mod de store, parisiske forlag, og manglen på papir, tryksværte og snor er desperat. Uden de ting, ingen bogudgivelser.

Den parisiske afdeling af forlaget går konkurs, og efter krigen vender Charlot tilbage til Alger, hvor oprøret mod den franske kolonimagt ulmer. Spændingerne i landet stiger, og fra 1954 til 1962 raser Algierkrigen. Dagbogsnotaterne slutter i efteråret 1961, hvor Charlots boghandel bliver totalt raseret.

Korte historiske rids

Romanen indeholder en række korte historiske intermezzoer, der sætter Charlots dagbogsnotater ind i en større samfundspolitisk kontekst: Alger lige før 2. Verdenskrigs udbrud, dens indvirkning på den europæiske og nordafrikanske situation, massakren i Sétif i 1945, situationen i Algeriet i 1954, Paris 1961… Altsammen set fra en algiersk synsvinkel.

Ryad i Alger 2017

Da den unge studerende Ryad lander i Alger, regner han med, at det ikke vil tage ham lang tid at få ryddet den gamle boghandel og malet det hele hvidt, så han hurtigt kan komme hjem til Paris og sin kæreste igen. Men stedets charme sniger sig umærkeligt ind på ham. Der er gamle bøger og manuskripter, håndskrevne bilag, fotos, postkort og breve, der fortæller historier om Edmond Charlots livsværk. Ryads opgave bliver ikke nemmere af at boghandlens ‘vogter’, den gamle og næsten to meter høje Abdallah, belejrer fortovet udenfor boghandlen, og kvarterets beboere yder en venlig men skjult modstand mod rydningen. Ryad er rundt i flere forretninger for at finde hvid maling, men det er forunderligt nok udsolgt alle steder uden undtagelse. Når Ryads arbejde bliver observeret af kvarterets beboere, understreges det helt tekstnært af den aktive brug af ‘nous’.

Langsomt inviterer de ham imidlertid ind i deres fællesskab og fortæller ham mere om boghandlen og deres egne liv. Romanens store, ubesvarede spørgsmål er, om Ryad nogensinde får færdiggjort sit arbejde, så lokalet kan åbne som en ny og hvidmalet beignetshop…

Nos richesses er et eksempel på den exofiction, der trender i fransk litteratur i disse år. En fortællemåde, hvor virkelige begivenheder eller personer sættes ind i en dramatiseret (fiktiv) kontekst. Romanen udmærker sig ved at fortælle om begivenhederne fra en algiersk synsvinkel (forfatteren er selv algierer) og beskrive Frankrig som den kolonimagt, landet var indtil Algieriets uafhængighed i 1962. Romanen er den fineste blanding af litteraturhistorie, samfundshistorie og kolonihistorie, som man kun kan blive klogere på. Og sådan noget er jeg ret pjattet med.

Kaouther Adimi Nos Richesses (Éditions du Seuil), Paris 2017.

Måske vil du også synes om:

La rentrée littéraire 2017 #3

Det fyger med navne på de store bogpriser i Frankrig i øjeblikket, og flere af juryerne er ude i to udvælgelsesrunder, inden de proklamerer en vinder. Her får du en oversigt over de syv kendteste af de franske, litterære priser.

En af de mest prestigefyldte er Prix Goncourt. L’Académie Goncourt, som står bag prisen, er et litterært selskab der blev stiftet tilbage i 1900. Selve prisen er på 10€ (TI euro!), men som akademiet gør opmærksom på deres hjemmeside er det ikke den økonomiske pris, men det store oplagstal, der følger med tildelingen af Le Prix Goncourt, der tæller.

Prix Renaudot er en anden af de store priser. Prisen blev indstiftet i 1926 af en række litteraturkritikere, og der knytter sig en interessant historie til selve prisuddelingen: Prisen uddeles ved samme lejlighed som Prix Goncourt. Selvom de to priser ikke er organisatorisk forbundne er Prix Renaudot en slags supplering af Goncourt, idet Prix Renaudot ofte går til en af de finalister, der ikke når i mål til en Goncourt pris.

Begge priser uddeles på restauranten Chez Drouant på place Gaillon, ikke så langt fra Opéra Garnier. For Goncourt-juryens vedkommende har Chez Drouant været stamrestaurant siden 1914, hvor juryens medlemmer mødes til en god middag en gang om måneden. Historien fortæller, at Prix Renaudot opstod i 1926 som de litterære journalisters svar på Prix Goncourt, og at de installerede sig på naborestauranten. Det er en af grundene til, at de to priser uddeles samme dag.

Prix Femina blev indstiftet i 1904 som et modsvar til Goncourt-prisen, der notorisk var domineret af mænd og blev uddelt til mænd. 20 kvinder sad dengang i juryen, et tal der er blevet noget modereret gennem tiden. I 2016 sad der 11 kvinder i juryen. Juryen er ikke entydigt feministisk, og har uddelt prisen til både kvinder og mænd gennem tiden.

Prix Interallié er opstået lidt på samme måde som Prix Renaudot, der udsprang af journalisters venten på Goncourt-juryens afgørelse. Også her var det en flok journalister, der i 1930 ventede på, at en litterær jury skulle afsløre deres vinder. I dette tilfælde var det damerne i Prix Femina-juryen. Prisen har sit navn fra erhvervsklubben Cercle de l’Union interallié, som var det sted, førnævnte journalister ventede.

Prix Décembre er måske lidt mindre kendt, men er til gengæld får vinderen en rar check på 30.000 €. Prix Décembre blev indstiftet i 1989 af rigmanden Michel Dennery, som også sad i juryen. Men et år var han ikke tilfreds med kåringen af Michel Houellebecq, og tog sit gode  tøj og sine penge og gik. Da en anden rigmand – Michel Bergé – overtog, blev navnet ændret til Prix Décembre, og beløbet blev fastsat til 30.000€.

Det franske Akademi har også en bogpris – Le Grand Prix de l’Académie – der blev indstiftet i 1914. Prisen er på 10.000€ og uddeles i år den 26. oktober som den første af de store priser. Akademiets finalister til årets pris blev i torsdags reduceret til fire titler.

Le Prix Médicis er endnu en af de store bogpriser. Den blev indstiftet i 1958 og går typisk til en forfatter, hvis berømmelse endnu ikke er på højde med talentet. En pudsighed er, at juryens formandskab går på skift i alfabetisk orden mellem medlemmerne hvert andet år.

Måske vil du også synes om:

3 franske ting, der optager mig i oktober

La rentrée littéraire

Naturellement. Efteråret er juletid for frankofile litteraturnørder, og i år prøver jeg at følge de 7 største bogjuryer  ekstra tæt. Flere af dem er ude i 3 runder, inden de uddeler deres priser. Og de er kun halvvejs i den proces. Så skulle man jo tro, at de i første runde præsenterer en bruttobrutto-liste, der så bliver skåret til undervejs i udvælgelsen, så de ender med et snævert felt af finalister til årets pris. Men næh nej.

Renaudot-, Médicis- og Feminajuryerne har passeret deres 2. udvælgelsesrunde. Og det er kun Renaudot, der alene har elimineret titler fra deres første runde. Médicis har tilføjet en roman i deres 2.runde (La Bosco af Julie Mazzieri) og en række essays, mens Femina-juryen ganske vist også har elimineret en række romaner, men til gengæld også har tilføjet en række essays.

Først i starten af november begynder prisregnen.

Nos richesses af Kaouther Adimi

…som jeg er ved at læse i øjeblikket. Kaouther Adimis tredie roman ligger langt fremme i feltet hos flere af juryerne. Den er et eksempel på den exofiction trend, der er ret fremherskende i fransk litteratur i disse år. Jeg er ret besnæret af den autentiske fortælling om Edmond Charlots boghandel Les vrais richesses i 1930ernes franskkoloniserede Alger, spejlet i en fiktiv fortælling anno 2017. Jeg anmelder den selvfølgelig på bloggen, når jeg er færdig med at læse.

En juletur til Paris

Indrømmet. Jeg har endnu til gode at opleve et juleudsmykket Paris. Og det står altså ret højt på ønskelisten i år. Så vi tæller lidt på knapper om det skal være en decemberweekend i år, at vi springer på et fly.

Har du oplevet Paris i julemåneden? Hvad skal man se? Fortæl os gerne om det i kommentarfeltet :)!

Foto: Wikimedia Commons

 

Måske vil du også synes om:

La rentrée littéraire 2017 #2

Her er tre af efterårets romaner, jeg holder øje med. De er alle tre eksempler på den exofiction, der er fremme i litteraturen, og de er alle tre med på alle de 1. selektions lister, der indtil nu er offentliggjort (Renaudot, Goncourt, Médicis og Femina).

Un certain M. Piekielny af François-Henri Désérable (Gallimard)

Monsieur Piekielny er omtalt i den fransk-litauiske forfatter Romain Garys erindringer La promesse de l’aube. Heri fortæller Romain Gary, hvordan han som barn i Vilnius fik besked på af naboen, at når han mødte store personligheder, skulle han fortælle dem, at “i Store-Pohulankagade i Wilno [Vilnius], boede hr. Piekielny…” Den 30-årige forfatter François-Henri Désérable tog på research i Vilnius for at se, om han kunne finde den Monsieur Piekielny, som Romain Gary aldrig undlod at nævne overfor de store personligheder, han mødte på sin vej. Findes Monsieur Piekielny eller er han en fiktiv karakter? Det er bogens store spørgsmål.

La disparition de Josef Mengele af Olivier Guez (Grasset)

La disparition de Josef Mengele er en roman, der følger i fodsporet på dødslægen fra Auschwitz, Josef Mengele, fra han flygter til Sydamerika efter 2. Verdenskrig til hans død på en strand i Brasilien i 1979. Olivier Guez’ research får rosende ord med på vejen af blandt andet Fnacs bogekspedienter. På forlagets hjemmeside (se linket ovenfor), kan du se og høre Olivier Guez fortælle om arbejdet med bogen.

Nos richesses af Kaouther Adimi (Seuil)

I 1936 åbnede Edmond Charlot en lille boghandel og forlag i Algeriets hovedstad Algier, der blev kaldt Nos vraies richesses. En af de første tekster, han udgav, var af den dengang ukendte forfatter Albert Camus. Disse virkelige begivenheder danner udgangspunktet for den fransk-algierske forfatter Kaouther Adimis roman Nos richesses. I 2017 skal en ung studerende tømme og male en gammel boghandel i Algier, fordi den skal laves om til en butik, der sælger beignets. En roman om litteraturens rolle i livet – og i Algeriet.

Måske vil du også synes om:

La rentrée littéraire 2017

Sommeren er ved at være forbi, selv for franskmændene. Det betyder til gengæld, at efterårets franske bogsæson står for døren.

Efter et ret sløjt bogsalg i foråret, der ifølge en professor ved universitetet i Paris blot er en bekræftelse af en uskreven regel om, at litteraturen har trange kår i månederne op til et præsidentvalg, ser det således ganske anderledes ud her efter den franske sommerferie er slut: 581 nyudgivelser er på vej de kommende uger, hvoraf 390 er franske, og 81 af disse er debuterende forfattere. Tallene sidste år var 363 franske nyudgivelser, heraf 66 debutromaner. Med andre ord: En rigtig pæn fremgang i forhold til sidste år. Det er tilsyneladende ikke hos de franske forlag, at krisen kradser.

Ifølge Livres Hebdo er l’exofiction et af nøgleordene dette efterår: Begrebet er det modsatte af l’autofiction, der iscenesætter forfatteren selv i en (fiktiv) virkelighed. Exofiction er udadrettet, forstået på den måde at (ofte kendte) personligheder eller historiske begivenheder iscenesættes i en (fiktiv) virkelighed. Det så vi eksempelvis i efteråret 2015 med romanen La septième fonction du langage, hvor Roland Barthes’ død blev genstand for en fiktiv politiefterforskning, eller med kunstnerromanerne fra efteråret 2016, hvor blandt andre Monet og van Gogh blev omdrejningspunktet i semifiktive fortællinger.

Store og veletablerede forfattere som Amélie Nothomb og Eric-Emmanuel Schmitt er som hvert år at finde blandt de mange nyudgivelser, men noget tyder på, at vi skal kigge andre steder efter årets coups de coeur. Allerede nu er de første forfattere udtaget til de endelige udskilningsløb hos juryerne for Prix Renaudot og Prix Goncourt, der traditionelt følges ad. I går offentliggjorde Goncourt-juryen de 15 romaner de har udtaget til deres første runde, mens Renaudot-juryen allerede i mandags offentliggjorde de 17 romaner og 4 essays til deres første runde.

På begge juryers lister finder vi følgende fem romaner: La disparition de Josef Mengele af Olivier Guez (Grasset), La serpe af Philippe Jaenada (Julliard), L’art de perdre af Alice Zeniter (Flammarion), Nos richesses af Kaouther Adimi (Seuil) og Un certain M. Piekielny af François-Henri Désérable (Gallimard).

Den franske Rentrée littéraire strækker sig til langt ind i november. Efter alle udgivelserne i august og september kommer alle bogpriserne i oktober og november.

Der er julelys i øjnene på de frankofile litteraturelskere :)!

Måske vil du også synes om:

Efterårets franske bogpriser 2016 #3

Prisregnen i den franske litteraturverden er ved at klinge af for denne gang. I går og i forgårs blev de to sidste af “de store” priser uddelt. Lidt mindre kendte måske, men ikke mindre prestigefyldte.

I mandags var det Prix Décembre, der blev uddelt, og vinderen blev Alain Blottière med romanen Comment Baptiste est mort. Romanen handler om drengen Baptiste, der sammen med sin familie bliver kidnappet af djihadister, og først flere uger senere er den eneste, der bliver løsladt. Gennem debriefingen af ham afdækkes hans ophold hos djihadisterne, hvor han måske – måske ikke – er blevet radikaliseret. Romanens tema er en del af den tendens i årets franske udgivelser, der på forskellig vis behandler baggrunden for terrorangrebene i Frankrig sidste år.

Modsat Goncourt-prisen, der blev uddelt under stort ståhej i sidste uge og som bringer vinderen stor hæder (men en meget lille check på symbolske 10 €), er Prix Décembre måske lidt mindre kendt. Til gengæld får vinderen af Prix Décembre en rar check på 30.000 €.

Vinder af Prix Interallié blev uddelt i går, og gik til Serge Joncour for romanen Repose-toi sur moi. Det er en kærlighedshistorie mellem to mennesker, der på overfladen absolut intet har til fælles. I samme opgang i Paris bor enkemanden Ludovic, der arbejder som inkassator, og Aurore, der er stylist og familiemor. Mod alle odds sejrer kærligheden.

Prix Interallié er i øvrigt opstået lidt på samme måde som Prix Renaudot, der udsprang af journalisters venten på Goncourt-juryens afgørelse. Også her var det en flok journalister, der i 1930 ventede på, at en litterær jury skulle afsløre deres vinder. I dette tilfælde var det damerne i Prix Femina-juryen. Prisen har sit navn fra erhvervsklubben Cercle de l’Union interallié, som var det sted, førnævnte journalister ventede.

Her kan du læse, hvem der vandt Prix Femina og Det franske Akademis pris for to uger siden.

Måske vil du også synes om:

Efterårets franske bogpriser 2016 #1

Opdateret torsdag 27.10.2016 kl. 20:17

Det er blevet tid til uddelingen af de litterære priser i Frankrig.

Årets rentrée littéraire i Frankrig med dens hundredvis af nye udgivelser, der typisk starter i august, er ved at klinge af. Hen over de seneste uger har jurymedlemmerne for de forskellige priser læst sig igennem stakkevis af bøger. Igennem ikke bare een, men for de fleste prisers vedkommende hele tre udvælgelser, inden vinderen er fundet.

Henover de næste par uger udløses spændingen så for de syv største prisers vedkommende, og det er resultater, der imødeses med spænding i hele den franske, litterære verden. Det er, naturligvis, et skulderklap for en forfatter at blive prisbelønnet, men for forlagene har det også stor økonomisk betydning at kunne sætte det røde omslag på en bog, der fanger læserens øje i boghandlen med sin tilkendegivelse af, at her ligger en prisvinder.

I tirsdags blev den første af de store bogpriser, Le Prix Fémina, uddelt. Den gik til Marcus Malte for romanen Le Garçon – og har været en overraskelse for mange, da den ikke har været særligt hypet i medierne. Men ifølge denne artikel fra Le Figaro, er de franske boghandlere ikke overraskede, da Marcus Malte ligger ret højt på deres salgslister.

Le Garçon er historien om en vild dreng uden navn og uden sprog, der lever med sin mor i deres hytte i en uvejsom, isoleret egn i det sydlige Frankrig. Han kender kun moderen og hytten, indtil han i 1908 begiver sig afsted, og skal lære den civiliserede verden og dens mennesker at kende. Det er historien om bevidstgørelse, kødelig kærlighed, det tabte paradis, og om, hvor grusomme, mennesker kan være mod hinanden, da 1. Verdenskrig bryder ud.

Lur mig, om ikke den er kandidat til en dansk oversættelse.

I dag torsdag er det så en af de helt store priser, le Grand Prix du Roman de l’Académie française, der er blevet uddelt. Vinderen af den store pris og de medfølgende 10.000 € blev Le Dernier des nôtres, af Adélaïde de Clermont-Tonnerre. Forlaget skriver om romanen (min oversættelse):

“Manhattan, 1969: En mand møder en kvinde. Dresden, 1945: Under en syndflod af bomber føder en kvinde med smerte en lille dreng.
Med styrke og indføling tager Adélaïde de Clermont Tonnerre os med tværs over kontinenterne og to perioder, hvor alt er modstillet: Fra de østrigske bjerge til Los Alamosørkenen, fra Polens dybfrosne sletter til New Yorks fester, fra en døende verdens tragedie til en ny verdens energi… To brødre der er fjender, to kvinder forbundet af et urokkeligt venskab, to unge mennesker opslugt af en umulig kærlighed er hovedpersonerne i denne roman, udspændt som en tragedie, åndeløs som en saga”.

Vil du læse mere om tendenserne i årets franske bogsæson, så har jeg skrevet om det her (den frankofone tendens), her (de berømte malere) og her (den litterære reaktion på terrorangrebene i Frankrig sidste år).

Måske vil du også synes om:

La rentrée littéraire #4 – efterårets danske oversættelser

Traduire

Jeg har de seneste par uger skrevet om de tendenser der ses i efterårets franske bogsæson, og de mange hundrede bogudgivelser, der regner ned over de franske boghandler i denne tid. De indlæg kan du læse her, her og her.

Her i efteråret bliver der også udgivet danske oversættelser af franske bøger. Uden at jeg har håndfaste tal for det, er det min fornemmelse at der er lidt færre end sidste år.

Her på bloggen har jeg allerede anmeldt Abdellah Taïas seneste roman Et sted at dø, oversat af Simon Hartling. Bogen udkom på Forlaget Arvids 18. august. Romanen handler om en række skæbner der søger efter et bedre liv, end hvor de komme fra. Her kan du læse min anmeldelse af romanen.

18. august udkom også Stéphane Reynauds Bistro – traditionel fransk mad i dansk oversættelse på Lindhardt & Ringhof. Bogen beskrives af forlaget som “… den store ultimative, helstøbte franske bistro-kogebog. Knap 500 sider med 299 opskrifter på alt fra omeletter, salater, tærter, kødretter, fisk, skaldyr, ost og søde sager”.

I morgen udkommer Célia Houdarts roman Med dæmpet stemme på Forlaget Etcetera, oversat af Sofie Vestergaard Jørgensen. Den poetiske roman handler om den unge pianist Gil, der ved et tilfælde opdager at han kan synge. Jeg anmelder romanen i morgen på udgivelsesdagen (15. september).

Virginie Despentes’ roman Vernon Subutex 1 udkommer til oktober på forlaget Tiderne Skifter i Mette Olesens oversættelse. Forlaget skriver at det er en “Hårdtslående samtidsskildring fra en moderne feminist. Ikke for de sarte, men til elskere af punk og rock”. Den bliver interessant at læse.

I januar 2017 udkommer Boualem Sansals roman 2084 på Turbineforlaget, i Lars Bonnevies oversættelse. Romanen vandt Le Grand Prix de l’Académie Française sidste efterår.

Kender du til danske oversættelser af franske bøger der udkommer der i efteråret, som jeg ikke har fået med? Så giv gerne lyd i kommentarfeltet :)!

 

Måske vil du også synes om:

La rentrée littéraire 2016 #3

Marianne République 2016 2

Blandt tendenserne i den franske bogsæson dette efterår har vi allerede være omkring den frankofone tendens og berømte maleres tilstedeværelse i nyudgivelserne.

En tredje tendens der ses fremhævet i efterårets bogsæson er attentaterne i Frankrig, og de skygger de har kastet over nationen. Det er måske også den vigtigste, litterære tendens dette efterår, da den er en form for bearbejdelse af begivenhederne og de eksistentielle spørgsmål, der er opstået i kølvandet på angrebene. Det giver sig  – naturligt, kunne man sige – udslag i litteraturen.

Det litterære månedsmagasin LIRE har brugt det meste af deres lederplads i septembernummeret til at skitsere denne tendens, og de lister tre måder, hvorpå bearbejdelsen af terrorattentaterne sker i efterårets bogudgivelser:

Lige på og hårdt

I bogen Ni le feu ni la foudre af Julien Suaudeau beskriver forfatteren fem personers oplevelser i Paris den 13. november 2015 i timerne op til attentaterne, og hvordan de påvirkes af dem.

I Ce vain combat que tu livres au monde af Fouad Laroui er hovedpersonen en fransk-marokkansk mand, der radikaliseres og sendes til Raqqa i Syrien.

Udgangspunktet i Eric-Emmanuel Schmitts L’Homme qui voyait à travers les visages er en række eksplosioner i den belgiske by Charleroi. Den filosofiuddannede forfatter reflekterer i bogen over fanatismens voldelighed.

Mindre direkte

Continuer af Laurent Mauvignier er fortællingen om Sibylle, hvis eget liv er løbet som sand ud mellem fingrene på hende, og som tager sin unge søn med på en rejse i Kirgisistans bjerge, for at undgå at han skal blive opslugt af had og fanatisme.

Ecoutez nos défaites af Laurent Gaudé, som LIRE har et stort interview med i septembernummeret, er en historie om en fransk efterretningsagent. På en rejse til Beirut møder han en kvindelig irakisk arkæolog, der forsøger at redde museumsskattene i områdets udbombede byer. Fortællingen rækker fra Hannibal og hans elefanter og frem til nutiden, og det primære budskab er, at menneskeheden ikke må lade sig opsluge af had og vrede.

Med humor

La rentrée n’aura pas lieu af Stéphane Benhamou er en humoristisk fortælling om franskmændene der simpelthen bliver på ferie, fordi de er trætte af økonomiske problemer, stress på arbejdet og den konstante terrortrussel, der hænger over hovederne på dem. La rentrée n’aura pas lieu betyder direkte oversat at ‘tilbagekomsten (efter ferien) ikke finder sted’, og til at beskrive romanens tema genkalder LIRE et ekko af Herman Melvilles novelle om kontorfunktionæren Bartleby.

God weekend :)

Måske vil du også synes om:

La rentrée littéraire 2016 #2

Pierre_bonnard_nu a contrejour_1908

Pierre Bonnard (1908) Nu à contre-jour

I torsdags fik du et første overblik over den franske bogsæson, der er i fuld gang. En af de markante tendenser i efterårets bogudgivelser er en frankofon tendens, som jeg kort opridsede i indlægget.

En anden af efterårets tendenser er bøger om de store malere. Og der er både fiktion og dokumentarer imellem. De mest fremhævede i det franske mediebillede er bøgerne om Monet, Van Gogh, Pierre Bonnard, Chaïm Soutine og Louis Soutter.

Maleren Vincent van Gogh er omdrejningspunktet for to bøger i dette efterår. La Valse des arbres et du ciel af Jean-Michel Guenassia er en dramadokumentarisk bog om van Gogh og hans sidste kærlighed, Marguerite Gachet, og om deres forhold. Vincent van Gogh, une biographie af Frédéric Pajak er femte bind i serien Manifeste incertain fra forlaget Les Éditions Noir sur Blanc. I biografien følger forfatteren van Gogh fra vugge til grav, så at sige. Fra fødelandet Holland til Auvers-sur-Oise, hvor han tog sig selv af dage.

Den postimpressionistiske maler Pierre Bonnard (1867-1947) malede sin hustru Marthe på utallige lærreder gennem det halve århundrede de levede sammen, og det er hende, der er hovedpersonen i l’Indolente af Françoise Cloarec fra forlaget Stock. Hvem var kvinden – hustruen – som han malede, ofte uden tøj, og ofte henslængt på en sofa?

Claude Monet, impressionisten over dem alle, går heller ikke ram forbi dette efterår. Bogen Deux remords de Claude Monet af Michel Bernard omhandler to mennesker omkring Monet, der påvirkede hans liv og virke: Vennen og maleren Frédéric Bazille, der blev dræbt ved fronten i den fransk-preussiske krig, og Monets første hustru Camille Doncieux.

Le Dernier Voyage de Soutine af Ralph Dutli om den ekspressionistiske maler Chaïm Soutine er – i følge forlaget – en halvt fiktiv halvt historisk roman om malerens liv: På en tur i en rustvogn på vej mod Paris og en operation, der forhåbentlig kan redde hans liv, genoplever Soutine sit liv i fragmentariske glimt gennem morfintåger.

Louis Soutter (1871-1942) var en misforstået kunstner i sin tid, fordi han var svær at placere stilmæssigt. Han fætter – le Corbusier – var en af dem der forsøgte at hjælpe ham frem. I bogen Louis Soutter, probablement fortæller Michel Layaz historien om kunstneren med de mystiske, sælsomme figurer.

Billede: Wikipedia Commons

Måske vil du også synes om: