Årets franske bogpriser 2018

La rentrée littéraire 2018 er ved at klinge af, og det samme er prisregnen. Her får du en oversigt over de syv største prisers romankåringer, til inspiration, til (jule)gaver eller bare til almindelig nysgerrighed.

Le Grand Prix du roman de l’Académie française

Efter to udvælgelsesrunder i det Franske Akademi proklamerede juryen den 25. oktober, at Akademiets store romanpris går til Camille Pascal for hans historiske roman L’Été des quatre rois (Plon). Med prisen følger 10.000€.

Romanens ramme er sommeren 1830 i Frankrig og de begivenheder, der følger i kølvandet på Les Trois Glorieuses, julirevolutionen. Den siddende konge, Charles X, er upopulær, og ønsker at hans barnebarn Henri d’Artois (Henri V) efterfølger ham på tronen. Han beder derfor sin søn, den retmæssige tronarving Louis-Antoine d’Artois (Louis XIX), om at træde til side. Men Henri d’Artois er blot 9 år gammel, og derfor overtager hertugen af Orléans tronen som Louis-Philippe. Romanen er et eksempel på den exofiction*), vi ser i litteraturen i disse år.

Prix Femina

Efter tre udvælgelsesrunder blev Prix Femina uddelt 5. november. Prisen for bedste franske roman gik til Le Lambeau af Philippe Lançon (Gallimard).

Lambeau betyder las eller stump (en lambeaux betyder i laser), og romanen er forfatterens egen fortælling om, hvordan han blev hårdt såret under angrebet på Charlie Hebdo 7. januar 2013, og hvordan han kæmpede sig igennem 15 operationer, der skulle genetablere den nederste del af hans ansigt. Det er fortællingen om hans rejse gennem hospitaler og om, hvordan musikken, litteraturen og de mennesker, der omgiver ham, hjælper ham igennem.

Prix Médicis

Juryens medlemmer brugte to udvælgelsesrunder på at finde frem til årets prismodtager. 6. november blev Prix Médicis tildelt Pierre Guyotat for romanen Idiotie (Grasset).

Idiotie er en selvbiografisk fortælling om forfatterens 18. til 22. år, fra 1959 til 1962. Som knap 18-årig stikker han af fra hjemmet i Lyon og til Paris, hvor han vil realisere sig selv som digter. Det er en hård periode, hvor han må sove under broerne i Paris, men hans iagttagelsesevne er uovertruffen, og romanen rummer en række beskrivelser af Paris, som byen var dengang.

I samme uge modtog den nu 78-årige Pierre Guyotat Prix Femina-juryens specialpris for sit samlede forfatterskab, og han har ligeledes modtaget Prix de la langue française 2018.

Prix Goncourt

Efter tre udvælgelsesrunder kårede juryen den 7. november romanen Leurs enfants après eux af Nicolas Mathieu (Actes Sud) som årets prismodtager. Med prisen følger en check på symbolske 10€ og uvisnelig hæder.

Romanen er en fortælling om fire teenagere i Udkantsfrankrig i 90erne. Der er krise i regionen, industrien lukker ned, og de fordriver sommeren med, hvad  teenagere nu kan finde på. Den første forelskelse. Kanoture. Rygning i smug. Musik. Ikke de store bekymringer om morgendagen. Romanen udspilles henover fire somre og på den triste baggrund af en egn, der er ved at blive hægtet af globaliseringen. Den er en stemme fra det dybe Frankrig, der føler sig overset og glemt.

Prix Renaudot

Få øjeblikke efter kåringen af Prix Goncourt var det Prix Renaudot, der blev offentliggjort. De to priser bliver traditionelt uddelt samme dag. Efter ligeledes tre udvælgelsesrunder besluttede Renaudot-juryen at tildele Valérie Manteau prisen for romanen Le Sillon (Le Tripode). Tildelingen var en overraskelse, da romanen var med i første runde, blev valgt fra og ikke var med i opløbet. Alligevel blev den hentet ind igen og fik tildelt årets pris.

Valérie Manteaus anden roman handler om en kvinde på strejftog i Istanbuls gader, på sporet af den armenske journalist Hrant Dink, der blev myrdet i 2007. Romanens baggrundtæppe er beskrivelserne af det sydende liv i Istanbuls gader.

Prix Décembre

Efter to udvælgelsesrunder blev Prix Décembre uddelt 8. november. Den gik til Michaël Ferrier for romanen François, portrait d’un absent (Gallimard). Med prisen og anerkendelsen følger 30.000€.

François, portrait d’un absent er forfatterens selvbiografiske fortælling om et livslangt venskab, der brat får ende, da vennen drukner. Da chokket har langt sig begynder minderne at vælte frem, og historien om deres venskab udfolder sig romanen igennem.

Prix Interallié

Den sidste af årets store priser blev uddelt 14. november. Le Cercle de l’Union Interalliée, der er en kreds af journalister, uddelte årets Prix Interallié til Thomas B. Reverdy for romanen L’hiver du mécontentement (Flammarion).

Romanen er historien om den unge teaterstuderende Candice, der i London skal spille hovedrollen i Shakespeares Richard III, i en opsætning med kun kvindelige skuespillere. Romanen foregår henover vinteren 1978-1979, hvor generalstrejker var ved at kvæle det britiske samfund. Candice forsøger at sætte sig ind i, hvem Richard III var, og hvordan han regerede. Undervejs i teaterprøverne møder hun en endnu ukendt Margaret Thatcher. Denne og andre begivenheder under denne britiske hiver du mécontentement (Utilfredshedens vinter) danner romanens baggrundstæppe. Udtrykket hiver du mécontentement er i øvrigt åbningsreplikken i Richard III og blev brugt af avisen The Sun til at betegne generalstrejkerne i 1978-1979.

—-

*) Begrebet er det modsatte af l’autofiction, der iscenesætter forfatteren selv i en (fiktiv) virkelighed. Exofiction er udadrettet, forstået på den måde at (ofte kendte) personligheder eller historiske begivenheder iscenesættes i en (fiktiv) virkelighed.

La rentrée littéraire 2018

Den franske bogsæson anno 2018 kører for fuldt blus, og bogjuryerne er i fuld gang med at læse og diskutere sig frem til, hvem der skal have årets mest prestigefyldte bogpriser. Her får du et første overblik.

La rentrée littéraire er et tilbagevendende fænomen i Frankrig hvert efterår. Det er i korte træk en tæt stime af nyudgivelser i form af især romaner og novellesamlinger, både af franske forfattere og udenlandske forfattere i fransk oversættelse. Umiddelbart kunne man tro at tidspunktet er valgt, fordi nu bliver det efterår, aftenerne bliver lange (og kolde), og det er et ideelt tidspunkt at udgive bøger på.

Sandheden er dog noget mere kommerciel. Af samtlige bogudgivelser på et helt år bliver 80% (!) udgivet i efteråret. Og det hænger sammen med to ting: Alle de store, franske bogpriser, som garanterer en salgssucces, bliver uddelt i løbet af oktober og november. Og så er det jo lige i rette tid til julehandlen. Derfor gælder det for forlagene om at få så mange udgivelser som muligt med i bølgen.

Men når det er sagt, så er det jo en luksus som læser – og franskmændene er blandt de ivrigste læsere på verdensplan – at kunne vælge og vrage mellem nye udgivelser, som oven i købet får stor opmærksomhed i medierne, både i form af boganmeldelser, forfatterinterviews og meget andet.

Sidste år (2017) var der 581 nyudgivelser i efteråret, hvoraf de 390 var franske, og 81 af disse var debuterende forfattere. I år er der lidt færre: 567 nyudgivelser i alt, heraf 381 franske, og 94 af disse er debutanter.

De syv største og mest prestigefyldte af de franske bogpriser (Goncourt, Renaudot, Médicis, Femina, Académie Française, Interallié og Prix Décembre) har allerede valgt deres bruttolister af kandidater til første udskilning. Det er typisk 10-15 bøger, som juryerne skal læse, mødes for at diskutere, og så afkorte deres liste. Det er et udskilningsløb, hvor de fleste bogjuryer er ude i tre omgange, før de proklamerer en vinder i løbet af oktober og november.

Kaouther Adimi: Nos richesses

ANMELDELSE

Nos richesses er et eksempel på den exofiction, der trender i fransk litteratur i disse år. Romanen er den fineste blanding af litteraturhistorie, samfundshistorie og kolonihistorie, som man kun kan blive klogere på. Og sådan noget er jeg ret pjattet med.

Romanens udgangs- og omdrejningspunkt er Edmond Charlot og hans boghandel Les Vraies Richesses, som blev indviet i Alger i 1936. Det andet yderpunkt er Alger år 2017, hvor den unge studerende Ryad har fået til opgave at tømme den forladte boghandel og male den, inden der skal indrettes beignetshop i lokalet. Imellem de to yderpunkter væver Kaouther Adimi et spind, der består af Charlots dagbogsnotater, afsnit med den historiske baggrund for perioden, og Ryads oplevelser i 2017. Et spind, der væver 1936 sammen med 2017, og skaber hele fortællingen om den sagnomspundne boghandel og forlag, der blandt andet udgav en helt ung Albert Camus’  tekster.

Charlots “dagbogsnotater”

Charlot og boghandlen er de to ting i romanen, der har eksisteret i virkeligheden. Kaouther Adimi har brugt et år på at researche kilder, der kunne fortælle mere om ham, om boghandlen og om livet i Alger. Af alt denne indsamlede information har hun sammenstykket dagbogsnotater, som kunne have været Charlots, men som reelt er dramadokumentarisk materiale, der spejler en virkelighed. Personerne er virkelige, begivenhederne er dramadokumentariske.

Gennem dagbogsnotaterne følger vi Charlot, fra han som ganske ung i 1936 vender tilbage til Alger, indretter boghandlen og starter sit forlag, der udgiver tekster af forfattere som Albert Camus, Jean Giono, André Gide, og en vrimmel af andre kendte og mindre kendte forfattere. Så kommer 2. Verdenskrigs ødelæggelser, Charlot rykker til Paris og starter en afdeling af sit forlag, mens familien bliver i Alger og passer boghandlen. Men det bliver en hård konkurrence mod de store, parisiske forlag, og manglen på papir, tryksværte og snor er desperat. Uden de ting, ingen bogudgivelser.

Den parisiske afdeling af forlaget går konkurs, og efter krigen vender Charlot tilbage til Alger, hvor oprøret mod den franske kolonimagt ulmer. Spændingerne i landet stiger, og fra 1954 til 1962 raser Algierkrigen. Dagbogsnotaterne slutter i efteråret 1961, hvor Charlots boghandel bliver totalt raseret.

Korte historiske rids

Romanen indeholder en række korte historiske intermezzoer, der sætter Charlots dagbogsnotater ind i en større samfundspolitisk kontekst: Alger lige før 2. Verdenskrigs udbrud, dens indvirkning på den europæiske og nordafrikanske situation, massakren i Sétif i 1945, situationen i Algeriet i 1954, Paris 1961… Altsammen set fra en algiersk synsvinkel.

Ryad i Alger 2017

Da den unge studerende Ryad lander i Alger, regner han med, at det ikke vil tage ham lang tid at få ryddet den gamle boghandel og malet det hele hvidt, så han hurtigt kan komme hjem til Paris og sin kæreste igen. Men stedets charme sniger sig umærkeligt ind på ham. Der er gamle bøger og manuskripter, håndskrevne bilag, fotos, postkort og breve, der fortæller historier om Edmond Charlots livsværk. Ryads opgave bliver ikke nemmere af at boghandlens ‘vogter’, den gamle og næsten to meter høje Abdallah, belejrer fortovet udenfor boghandlen, og kvarterets beboere yder en venlig men skjult modstand mod rydningen. Ryad er rundt i flere forretninger for at finde hvid maling, men det er forunderligt nok udsolgt alle steder uden undtagelse. Når Ryads arbejde bliver observeret af kvarterets beboere, understreges det helt tekstnært af den aktive brug af ‘nous’.

Langsomt inviterer de ham imidlertid ind i deres fællesskab og fortæller ham mere om boghandlen og deres egne liv. Romanens store, ubesvarede spørgsmål er, om Ryad nogensinde får færdiggjort sit arbejde, så lokalet kan åbne som en ny og hvidmalet beignetshop…

Nos richesses er et eksempel på den exofiction, der trender i fransk litteratur i disse år. En fortællemåde, hvor virkelige begivenheder eller personer sættes ind i en dramatiseret (fiktiv) kontekst. Romanen udmærker sig ved at fortælle om begivenhederne fra en algiersk synsvinkel (forfatteren er selv algierer) og beskrive Frankrig som den kolonimagt, landet var indtil Algieriets uafhængighed i 1962. Romanen er den fineste blanding af litteraturhistorie, samfundshistorie og kolonihistorie, som man kun kan blive klogere på. Og sådan noget er jeg ret pjattet med.

Kaouther Adimi Nos Richesses (Éditions du Seuil), Paris 2017.

La rentrée littéraire 2017 #3

Det fyger med navne på de store bogpriser i Frankrig i øjeblikket, og flere af juryerne er ude i to udvælgelsesrunder, inden de proklamerer en vinder. Her får du en oversigt over de syv kendteste af de franske, litterære priser.

En af de mest prestigefyldte er Prix Goncourt. L’Académie Goncourt, som står bag prisen, er et litterært selskab der blev stiftet tilbage i 1900. Selve prisen er på 10€ (TI euro!), men som akademiet gør opmærksom på deres hjemmeside er det ikke den økonomiske pris, men det store oplagstal, der følger med tildelingen af Le Prix Goncourt, der tæller.

Prix Renaudot er en anden af de store priser. Prisen blev indstiftet i 1926 af en række litteraturkritikere, og der knytter sig en interessant historie til selve prisuddelingen: Prisen uddeles ved samme lejlighed som Prix Goncourt. Selvom de to priser ikke er organisatorisk forbundne er Prix Renaudot en slags supplering af Goncourt, idet Prix Renaudot ofte går til en af de finalister, der ikke når i mål til en Goncourt pris.

Begge priser uddeles på restauranten Chez Drouant på place Gaillon, ikke så langt fra Opéra Garnier. For Goncourt-juryens vedkommende har Chez Drouant været stamrestaurant siden 1914, hvor juryens medlemmer mødes til en god middag en gang om måneden. Historien fortæller, at Prix Renaudot opstod i 1926 som de litterære journalisters svar på Prix Goncourt, og at de installerede sig på naborestauranten. Det er en af grundene til, at de to priser uddeles samme dag.

Prix Femina blev indstiftet i 1904 som et modsvar til Goncourt-prisen, der notorisk var domineret af mænd og blev uddelt til mænd. 20 kvinder sad dengang i juryen, et tal der er blevet noget modereret gennem tiden. I 2016 sad der 11 kvinder i juryen. Juryen er ikke entydigt feministisk, og har uddelt prisen til både kvinder og mænd gennem tiden.

Prix Interallié er opstået lidt på samme måde som Prix Renaudot, der udsprang af journalisters venten på Goncourt-juryens afgørelse. Også her var det en flok journalister, der i 1930 ventede på, at en litterær jury skulle afsløre deres vinder. I dette tilfælde var det damerne i Prix Femina-juryen. Prisen har sit navn fra erhvervsklubben Cercle de l’Union interallié, som var det sted, førnævnte journalister ventede.

Prix Décembre er måske lidt mindre kendt, men er til gengæld får vinderen en rar check på 30.000 €. Prix Décembre blev indstiftet i 1989 af rigmanden Michel Dennery, som også sad i juryen. Men et år var han ikke tilfreds med kåringen af Michel Houellebecq, og tog sit gode  tøj og sine penge og gik. Da en anden rigmand – Michel Bergé – overtog, blev navnet ændret til Prix Décembre, og beløbet blev fastsat til 30.000€.

Det franske Akademi har også en bogpris – Le Grand Prix de l’Académie – der blev indstiftet i 1914. Prisen er på 10.000€ og uddeles i år den 26. oktober som den første af de store priser. Akademiets finalister til årets pris blev i torsdags reduceret til fire titler.

Le Prix Médicis er endnu en af de store bogpriser. Den blev indstiftet i 1958 og går typisk til en forfatter, hvis berømmelse endnu ikke er på højde med talentet. En pudsighed er, at juryens formandskab går på skift i alfabetisk orden mellem medlemmerne hvert andet år.

3 franske ting, der optager mig i oktober

La rentrée littéraire

Naturellement. Efteråret er juletid for frankofile litteraturnørder, og i år prøver jeg at følge de 7 største bogjuryer  ekstra tæt. Flere af dem er ude i 3 runder, inden de uddeler deres priser. Og de er kun halvvejs i den proces. Så skulle man jo tro, at de i første runde præsenterer en bruttobrutto-liste, der så bliver skåret til undervejs i udvælgelsen, så de ender med et snævert felt af finalister til årets pris. Men næh nej.

Renaudot-, Médicis- og Feminajuryerne har passeret deres 2. udvælgelsesrunde. Og det er kun Renaudot, der alene har elimineret titler fra deres første runde. Médicis har tilføjet en roman i deres 2.runde (La Bosco af Julie Mazzieri) og en række essays, mens Femina-juryen ganske vist også har elimineret en række romaner, men til gengæld også har tilføjet en række essays.

Først i starten af november begynder prisregnen.

Nos richesses af Kaouther Adimi

…som jeg er ved at læse i øjeblikket. Kaouther Adimis tredie roman ligger langt fremme i feltet hos flere af juryerne. Den er et eksempel på den exofiction trend, der er ret fremherskende i fransk litteratur i disse år. Jeg er ret besnæret af den autentiske fortælling om Edmond Charlots boghandel Les vrais richesses i 1930ernes franskkoloniserede Alger, spejlet i en fiktiv fortælling anno 2017. Jeg anmelder den selvfølgelig på bloggen, når jeg er færdig med at læse.

En juletur til Paris

Indrømmet. Jeg har endnu til gode at opleve et juleudsmykket Paris. Og det står altså ret højt på ønskelisten i år. Så vi tæller lidt på knapper om det skal være en decemberweekend i år, at vi springer på et fly.

Har du oplevet Paris i julemåneden? Hvad skal man se? Fortæl os gerne om det i kommentarfeltet :)!

Foto: Wikimedia Commons

 

La rentrée littéraire 2017 #2

Her er tre af efterårets romaner, jeg holder øje med. De er alle tre eksempler på den exofiction, der er fremme i litteraturen, og de er alle tre med på alle de 1. selektions lister, der indtil nu er offentliggjort (Renaudot, Goncourt, Médicis og Femina).

Un certain M. Piekielny af François-Henri Désérable (Gallimard)

Monsieur Piekielny er omtalt i den fransk-litauiske forfatter Romain Garys erindringer La promesse de l’aube. Heri fortæller Romain Gary, hvordan han som barn i Vilnius fik besked på af naboen, at når han mødte store personligheder, skulle han fortælle dem, at “i Store-Pohulankagade i Wilno [Vilnius], boede hr. Piekielny…” Den 30-årige forfatter François-Henri Désérable tog på research i Vilnius for at se, om han kunne finde den Monsieur Piekielny, som Romain Gary aldrig undlod at nævne overfor de store personligheder, han mødte på sin vej. Findes Monsieur Piekielny eller er han en fiktiv karakter? Det er bogens store spørgsmål.

La disparition de Josef Mengele af Olivier Guez (Grasset)

La disparition de Josef Mengele er en roman, der følger i fodsporet på dødslægen fra Auschwitz, Josef Mengele, fra han flygter til Sydamerika efter 2. Verdenskrig til hans død på en strand i Brasilien i 1979. Olivier Guez’ research får rosende ord med på vejen af blandt andet Fnacs bogekspedienter. På forlagets hjemmeside (se linket ovenfor), kan du se og høre Olivier Guez fortælle om arbejdet med bogen.

Nos richesses af Kaouther Adimi (Seuil)

I 1936 åbnede Edmond Charlot en lille boghandel og forlag i Algeriets hovedstad Algier, der blev kaldt Nos vraies richesses. En af de første tekster, han udgav, var af den dengang ukendte forfatter Albert Camus. Disse virkelige begivenheder danner udgangspunktet for den fransk-algierske forfatter Kaouther Adimis roman Nos richesses. I 2017 skal en ung studerende tømme og male en gammel boghandel i Algier, fordi den skal laves om til en butik, der sælger beignets. En roman om litteraturens rolle i livet – og i Algeriet.

La rentrée littéraire 2017

Sommeren er ved at være forbi, selv for franskmændene. Det betyder til gengæld, at efterårets franske bogsæson står for døren.

Efter et ret sløjt bogsalg i foråret, der ifølge en professor ved universitetet i Paris blot er en bekræftelse af en uskreven regel om, at litteraturen har trange kår i månederne op til et præsidentvalg, ser det således ganske anderledes ud her efter den franske sommerferie er slut: 581 nyudgivelser er på vej de kommende uger, hvoraf 390 er franske, og 81 af disse er debuterende forfattere. Tallene sidste år var 363 franske nyudgivelser, heraf 66 debutromaner. Med andre ord: En rigtig pæn fremgang i forhold til sidste år. Det er tilsyneladende ikke hos de franske forlag, at krisen kradser.

Ifølge Livres Hebdo er l’exofiction et af nøgleordene dette efterår: Begrebet er det modsatte af l’autofiction, der iscenesætter forfatteren selv i en (fiktiv) virkelighed. Exofiction er udadrettet, forstået på den måde at (ofte kendte) personligheder eller historiske begivenheder iscenesættes i en (fiktiv) virkelighed. Det så vi eksempelvis i efteråret 2015 med romanen La septième fonction du langage, hvor Roland Barthes’ død blev genstand for en fiktiv politiefterforskning, eller med kunstnerromanerne fra efteråret 2016, hvor blandt andre Monet og van Gogh blev omdrejningspunktet i semifiktive fortællinger.

Store og veletablerede forfattere som Amélie Nothomb og Eric-Emmanuel Schmitt er som hvert år at finde blandt de mange nyudgivelser, men noget tyder på, at vi skal kigge andre steder efter årets coups de coeur. Allerede nu er de første forfattere udtaget til de endelige udskilningsløb hos juryerne for Prix Renaudot og Prix Goncourt, der traditionelt følges ad. I går offentliggjorde Goncourt-juryen de 15 romaner de har udtaget til deres første runde, mens Renaudot-juryen allerede i mandags offentliggjorde de 17 romaner og 4 essays til deres første runde.

På begge juryers lister finder vi følgende fem romaner: La disparition de Josef Mengele af Olivier Guez (Grasset), La serpe af Philippe Jaenada (Julliard), L’art de perdre af Alice Zeniter (Flammarion), Nos richesses af Kaouther Adimi (Seuil) og Un certain M. Piekielny af François-Henri Désérable (Gallimard).

Den franske Rentrée littéraire strækker sig til langt ind i november. Efter alle udgivelserne i august og september kommer alle bogpriserne i oktober og november.

Der er julelys i øjnene på de frankofile litteraturelskere :)!

Efterårets franske bogpriser 2016 #3

Prisregnen i den franske litteraturverden er ved at klinge af for denne gang. I går og i forgårs blev de to sidste af “de store” priser uddelt. Lidt mindre kendte måske, men ikke mindre prestigefyldte.

I mandags var det Prix Décembre, der blev uddelt, og vinderen blev Alain Blottière med romanen Comment Baptiste est mort. Romanen handler om drengen Baptiste, der sammen med sin familie bliver kidnappet af djihadister, og først flere uger senere er den eneste, der bliver løsladt. Gennem debriefingen af ham afdækkes hans ophold hos djihadisterne, hvor han måske – måske ikke – er blevet radikaliseret. Romanens tema er en del af den tendens i årets franske udgivelser, der på forskellig vis behandler baggrunden for terrorangrebene i Frankrig sidste år.

Modsat Goncourt-prisen, der blev uddelt under stort ståhej i sidste uge og som bringer vinderen stor hæder (men en meget lille check på symbolske 10 €), er Prix Décembre måske lidt mindre kendt. Til gengæld får vinderen af Prix Décembre en rar check på 30.000 €.

Vinder af Prix Interallié blev uddelt i går, og gik til Serge Joncour for romanen Repose-toi sur moi. Det er en kærlighedshistorie mellem to mennesker, der på overfladen absolut intet har til fælles. I samme opgang i Paris bor enkemanden Ludovic, der arbejder som inkassator, og Aurore, der er stylist og familiemor. Mod alle odds sejrer kærligheden.

Prix Interallié er i øvrigt opstået lidt på samme måde som Prix Renaudot, der udsprang af journalisters venten på Goncourt-juryens afgørelse. Også her var det en flok journalister, der i 1930 ventede på, at en litterær jury skulle afsløre deres vinder. I dette tilfælde var det damerne i Prix Femina-juryen. Prisen har sit navn fra erhvervsklubben Cercle de l’Union interallié, som var det sted, førnævnte journalister ventede.

Her kan du læse, hvem der vandt Prix Femina og Det franske Akademis pris for to uger siden.