3 ting, du (måske) ikke vidste om Paris

Jeg har skrevet rigtig mange indlæg om Paris gennem tiden.

Både personlige oplevelser derfra, og mere kuriøse historiske indlæg, når jeg er faldet over en skæv vinkel. Her får du links til tre tidligere indlæg. Et giver en helt anden vinkel på Louvres kolonnade, et andet fortæller om en statue ved en af Seine-broerne, som ellers mest er kendt for at være det sted, prinsesse Diana blev dræbt i en bilulykke. Og vidste du, at Seinen ikke er den eneste flod, der løber igennem Paris?

God læselyst :)!

Perrault – Eventyr og arkitektur

Le Zouave ved Pont de l’Alma

Paris’ hemmelige flod

Måske vil du også synes om:

Da Napoléon selv tog over…

Billedet ovenfor er historisk på flere måder.

Det er Jacques-Louis Davids ikoniske maleri fra Napoléons kroning til kejser den 2. december 1804.

Billedet er historisk, fordi kroningen og salvelsen foregår i Notre Dame kirken i Paris. De franske konger blev traditionelt kronet og salvet i katedralen i Reims.

Billedet er historisk, fordi det normalt er kirkens overhoved, paven, der kroner og salver kongen. Pave Pius VII var tilstede ved Napoléons kroning, men i dette tilfælde satte Napoléon selv kronen på sit hoved. Derefter kronede han sin knælende hustru, Joséphine de Beauharnais. Det er netop det øjeblik, vi ser på billedet. Paven, som ses siddende bag ved Napoléon, måtte nøjes med at velsigne det nye kejserpar.

Billedet er historisk, fordi det skildrer en tilbagevenden til en monarkisk styreform efter den blodige revolution, hvor alt royalt og adeligt blev fjernet fra samfundet. Hele samfundsstrukturen blev omgjort, kongen og dronningen blev henrettet i guillotinen og samme skæbne led mange adelige. De revolutionære gik grundigt til værks. Helt ned til at fjerne royale symboler og henvisninger til kongemagten i gadebilledet og i kirkerne. Det kunne lade sig gøre, fordi Napoléon gennemførte et statskup i 1799, der reelt afsluttede den 1. republik og revolutions-tiåret. Han gjorde sig selv til førstekonsul i en statsstruktur der kaldes Konsulatet, hvor han regerede med to medkonsuler. Fem år senere, 2. december 1804, kronede han sig selv til kejser af Frankrig som Napoléon Ier.

Det cirka 6×10 meter store maleri hænger på Louvre i Paris. En næsten identisk kopi – også af Jacques-Louis David – hænger på Versailles.

Hvor mange Napoléon’er var der? Det skrev jeg et blogindlæg om i starten af bloggens levetid, som du kan (gen)læse her.

God weekend :)

Måske vil du også synes om:

De franske republikker

franske republikker

Eugène Delacroix (1830): La liberté guidant le peuple

På et eller andet tidspunkt er du sikkert stødt på beskrivelsen ‘Den 5. republik’ om Frankrigs politiske grundsten, forfatningen. Måske har du så tænkt ‘ hvorfor den 5. – hvad med de fire andre?’ Hver gang forfatningen er blevet skrevet om har det været på baggrund af begivenheder, der har medført en så fundamental ændring af den franske statsstyring at det har skabt en ‘ny’ republik.

1. republik: 1792-1799

Frankrig var i mange århundreder, helt frem til Revolutionen i 1789, et kongedømme. Denne lange periode i fransk historie bliver som regel kaldt l’Ancien Régime, som direkte oversat betyder ‘det gamle regime’ eller ‘den gamle styreform’. Revolutionen startede med stormen på Bastillen 14. juli 1789, men kongen blev ikke umiddelbart væltet. Først i september 1792 blev monarkiet afskaffet, og Ludvig d. XVI blev sendt i guillotinen i januar 1793. Hans dronning, Marie-Antoinette, fulgte efter i oktober 1793. Den 1. republik sluttede i november 1799 med Napoléons statskup, som også satte punktum for revolutions-tiåret.

I 1804 udnævnte Napoléon sig selv til kejser, og perioden frem til 1815 og hans endelige fald i 1815 benævnes Premier Empire (1. kejserdømme). Herefter  kom den periode der kaldes La Restauration, idet kongedømmet blev genindført. Frem til 1848 regerede Ludvig XVIII, Charles X og Louis-Philippe Ier.

2. republik: 1848-1852

I 1848 gik det imidlertid galt igen, og Louis-Philippe måtte abdicere. Den provisoriske regering udråbte den 2. republik og indførte stemmeret, pressefrihed og tillod befolkningen at samles offentligt. I forfatningen blev der indskrevet valg til en nationalforsamling og valg af en præsident, der skulle sidde i 4 år. Den valgte præsident skulle udpege en regering. Ifølge forfatningen kunne præsidenten ikke genvælges og han kunne ikke opløse nationalforsamlingen. Ved præsidentvalget i december 1848 blev Louis Napoléon Bonaparte, Napoléons nevø, valgt til præsident med et stort stemmeflertal. Men netop på grund af forfatningsbestemmelsen kunne han ikke genvælges som præsident fire år senere, i 1852. Så han begik statskup og fik manøvreret sig til en udnævnelse som kejser. Perioden kaldes Deuxième Empire (2. kejserdømme).

3. republik: 1871-1940

Det andet kejserdømme varede indtil det forsmædelige nederlag til preusserne i september 1871, hvor Napoléon III blevet taget til fange. To dage senere blev den 3. republik udråbt. Trods vedvarende politiske stridigheder er den 3. republik indtil videre den længste periode i Frankrig med republikken som styreform. Den holdt helt frem til udbruddet af 2. verdenskrig og Nazitysklands besættelse af Frankrig.

4. republik: 1945-1958

Efter 2. Verdenskrigs slutning begyndte arbejdet med at skabe en ny republik. Charles de Gaulle, som havde været de Frie Franskes stemme fra London under hele krigen, blev regeringschef, mens arbejdet med den nye forfatning stod på. Diskussionerne gik blandt andet på, om man skulle have et eller to kamre (Nationalforsamling og Senat). De Gaulle ønskede at præsidenten skulle have stærke beføjelser, men det kom han ikke igennem med, og han valgte at trække sig i januar 1946. i oktober 1946 blev den 4. republiks forfatning vedtaget. Republikkens præsident skulle vælges af Nationalforsamlingen for en periode af syv år, men uden beslutningsbeføjelser. Det, som vi ville kalde en kransekagefigur. Balanceringen af statsmagten mellem Nationalforsamlingen, regeringen og republikkens præsident havde sine svagheder, og man var yderligere udfordret af forsyningsproblemerne efter krigen, samt kolonikrige i blandt andet Indokina og Algeriet. I foråret 1958 blev regeringen væltet af Nationalforsamlingen, og Charles de Gaulle blev bedt om at danne en ny regering.

5. republik: 1958-

De Gaulle fik ret hurtigt forhandlet en ny forfatning på plads, og denne gang fik republikkens præsident stærke beføjelser, med ret til alene at kunne udøve den fulde magt i særligt alvorlige krisesituationer. Præsidenten udpeger premierministeren, der danner regering. Landet fik en Nationalforsamling og et Senat, og forfatningsrådet – le Conseil constitutionnel – blev oprettet. De Gaulle var præsident indtil 1969, hvor han trådte tilbage. I 2000 blev det ved et referendum vedtaget at ændre forfatningen, så præsidenten kun kan vælges for fem år ad gangen, istedet for de oprindelige syv. Med mellemrum blusser diskussionen om en 6. republik op, da mange mener at forfatningen fra 1958 er ved at være en kende forældet, særligt på grund af de meget stærke magtbeføjelser, der ligger hos landets præsident.

Ovenstående er en ultrakort lynoversigt over de fem republikker. Der er skrevet tykke historiebøger om dem, så har du lyst til at vide mere, er det bare med at kaste sig ud i det.

Måske vil du også synes om:

Danskere i Paris

Ret ofte fanger jeg i forbifarten en bogtitel, som jeg med sikkerhed ved, at jeg skal have kigget nærmere på. Det fører ind imellem til nogle lidt for store bunker bøger, og det fører også nogle gange til, at jeg får nogle bøger hjem fra Statsbiblioteket som helt klart er blevet hentet i det fjerneste hjørne af bibliotekets mange, lange underjordiske gange. 3-bindsværket Danske i Paris gennem Tiderne, redigeret af Franz von Jessen og udgivet i 1936, er en af dem. Titlen dukkede op da jeg læste denne her.

3-bindsværket dækker ikke mindre end elleve århundreder, fra vikingerne frem til 1930erne, og er det, vi i dag ville kalde en antologi. En samling af selvstændige artikler af forskellige fagfolk inden for deres respektive vidensområder. Det er i sig selv en fornøjelse at læse et ældre dansk, og blot ud fra skrivestilen at kunne se, hvor meget det danske sprog har ændret sig siden 1930erne. Således kan man fornøje sig med dobbelt aa, substantiver med stort begyndelsesbogstav og en formidlende skrivestil, hvor de enkelte forfattere ikke holder sig tilbage for at komme med subjektive vurderinger af de ting, der skrives om.

I indledningen skriver redaktør Jessen i januar 1936 blandt andet:

“Værkets Formaal er at skildre den danske Pariser-Kolonis Historie gennem Tiderne. Ved ‘Koloni’ forstaas ikke de Grupper af Danske, som til enhver Tid – af mere eller mindre tilfældige Aarsager – kan have været samlet i Frankrigs Hovedstad, men saadanne danske Personligheder, der under Ophold i Paris har hentet Impulser af Betydning for deres Livsgærning [sic] eller har udøvet en Virksomhed, bestemt af Stedets særlige Vilkaar og med Virkning for deres Indsats i dansk Aandsliv under alle Former […] Værket er skrevet af Fagmænd. Det har imidlertid været tilstræbt at gøre det tilgængeligt for saa vid en Læsekreds som muligt og derved fremme et af Foretagendets Formaal: at sprede Kendskab til den Betydning, fransk aandsliv og fransk Kultur, med danske Pariserfarere som Mellemled, gennem Tiderne har haft for Danmark”

Så det er altså ikke de almindelige mennesker, vi skal høre om, men dem, der har gjort en forskel. For at nævne nogle få af de mange ‘Personligheder’ Jessen henviser til, kan vi ud over de danske gesandter (ambassadører) i byen gennem århundrederne, blandt andet læse omfattende beskrivelser af Holbergs ophold i Paris, om Jens Baggesen, Malthe Conrad-Bruun, Eckersberg og mange andre kendte danskere inden for kunsten og litteraturen gennem tiden, der har hentet inspiration i byen, eller ligefrem har slået sig ned der.

Eksempelvis H.C. Andersen, der i følge beskrivelsen i værkets bind 2 var i Paris hele otte gange fra 1833 og frem, og blandt sine bekendtskaber i byen talte Victor Hugo, digteren Lamartine, Honoré de Balzac, Alexandre Dumas d.æ. (ham med De tre Musketerer), og digteren Heinrich Heine, der havde oversat Den standhaftige tinsoldat ‘til sin hustrus store fornøjelse’. Andersen var iøvrigt lidt af en berømthed i Frankrig allerede mens han levede.

Værket igennem ses det, at de kulturelle påvirkninger mellem Frankrig og Danmark har været livlige op gennem århundrederne, måske endda mere fra Frankrig mod Danmark end omvendt, og måske mere, end man lige går og forestiller sig. Der er mange spændende historier at hente i værket, og jeg vil bestemt ikke udelukke at der dukker flere guldkorn op her på bloggen i den kommende tid.

Måske vil du også synes om:

Korsika

Korsika ligger som en perle i det azurblå Middelhav, nord for øen Sardinien og lige vest for Italien, og er på grund sin geografiske beliggenhed naturligt afgrænset som administrativ region under den franske stat. Øen har særstatus som region, idet den har mere selvstyre og udøvende magt end det er tilfældet med de øvrige 21 regioner. På grund af Korsikas særstatus vil den heller ikke blive sammenlagt med andre regioner, når den franske regionsreform træder i kraft 1. januar 2016. Øens administrative hovedby er Ajaccio.

Korsikas knap 9000 kvadratkilometer er delt op i to departementer: Corse-du-Sud (2A) og Haute-Corse (2B)

Nogle forbinder ordet Korsika med partisaner og den uigennemtrængelige maki i de korsikanske bjerge. Der har da også i mange århundreder været en modstandsbevægelse mod det franske overherredømme. Korsika var den del af bystaten Genova i flere århundreder, indtil øen erklærede sig som uafhængig stat i 1735, og nedskrev verdens første statsforfatning. Den franske konge Louis XV ville ikke anerkende øen som uafhængig republik, og sendte sin hær for at underlægge sig den i 1769.

Samme år blev en vis Napoléon Bonaparte født i Ajaccio.

De rebelske korsikanere ville dog ikke umiddelbart acceptere at blive underlagt den franske stat, og i 1794 – mens franskmændene var travlt optagede af Revolutionen – forhandlede lederen af det uafhængige Korsika, Pascal Paoli, om en afståelse til englænderne. Englænderne jog franskmændene væk fra øen, og i ca. to år, fra 1794 til 1796, var Korsika uafhængigt af Frankrig, men med en engelsk vicekonge. Øen blev overtaget af franskmændene igen i 1796. I 1799 blev Napoléon Bonaparte Frankrigs førstekonsul ved et statskup der afsluttede revolutions-tiåret. I 1804 kronede han sig selv til kejser i Notre-Dame kirken i Paris.

Napoléons kroningsceremoni i Notre-Dame kirken i Paris 1804 (Jacques-Louis David)

Napoléons kroningsceremoni i Notre-Dame kirken i Paris 1804 (Jacques-Louis David)

Korsika er for mange lig med herlige badeferier og betagende smuk natur, og det var da også det indtryk vi fik, da Tour de France i 2013 for første gang nogensinde tog til Korsika, og løbets første tre etaper blev kørt på den smukke ø. I tre dage kunne vi se åndeløst smukke panoramabilleder live fra hele øen, og jeg er ret sikker på at det har givet øen et boom i turistindtægterne.

Øen selv sælger sig på sine enestående naturoplevelser med muligheder for vandreture i bjergene og makien, sejlture omkring øen, uendelige hvide sandstrande med det azurblå vand. Men også øens gastronomi og kunsthåndværkerne, og den varierede kultur, der har været under indflydelse fra både Italien, England og Frankrig er værd at gå på opdagelse i. Du kan drømme dig væk i mange smukke billeder fra øen samt forslag til oplevelser på Korsikas officielle turistside her.

Kysten ved Bonifacio

Kysten ved Bonifacio

Korsikas bjerge

Korsikas bjerge

De fleste danskere ville nok foretrække at flyve til Korsika, og det vil være en god ide at holde øje med charterselskabernes tilbud, da muligheden for selv at sammensætte sin flybillet er relativt dyr. En hurtig søgning på Momondo giver nogle ret pebrede returpriser.

Det kan også lade sig gøre at sejle til Korsika, hvis man vil have bilen med og kombinere en ferie i Sydfrankrig med nogle dage på Korsika. Der er flere færgeruter at vælge imellem, og de sejler både fra Marseille, Toulon og Nice.

Har du været på Korsika? Hvad synes du? Fortæl os gerne om det i kommentarfeltet :)

Måske vil du også synes om:

Om tog og mobiliteten i 1800-tallet

Claude Monet - Gare saint-Lazare (1877) tog mobilitet

Claude Monet – Gare saint-Lazare (1877)

Monet-udstillingen på ARoS gøres der en del ud af togets rolle i udviklingen af impressio-nisternes malemåde og mulighed for at komme ‘på landet’. Og det er også en revolutionerende transportform der udbredes i Europa op gennem 1800-tallet, som har alt at gøre med opfindelsen af dampmaskinen i England i slutningen af 1700-tallet og udviklingen af de dampdrevne loko-motiver.

I Danmark åbnede den første jernbanestrækning mellem København og Roskilde i 1847, og først i 1862 åbnede den første strækning i Jylland, mellem Århus og Randers. Men selvom man var tidligt ude i Frankrig med at få anlagt jernbanestrækninger, var man alligevel bagefter i forhold til England og Belgien. Selvom de første planer for jernbanedrift blev forelagt Napoléon allerede i 1814 kom man ikke videre på det tidspunkt. Delvist på grund af Napoléons nederlag ved Waterloo, men også fordi det franske vejnet var veludviklet, og man dertil havde nettet af floder og kanaler, der blev brugt som transportnet. Men i 1831 blev den første jernbanestrækning for betalende passagerer åbnet mellem Lyon og Saint-Étienne, og derfra fortsatte udviklingen med stadig større fart. I 1848 var der jernbanestrækninger primært fra Paris til Normandiet, mod grænsen til Belgien og mod syd til Orléans. I 1870’erne var det meste af Frankrig forbundet af jernbanen.

Det er jo ikke fordi folk ikke rejste, før dampmaskinen blev opfundet og jernbanenettet blev anlagt. Varestrømme og handelsruter eksisterede allerede på tværs af grænser og oceaner før jernbanens fremkomst. Men det gjorde at verden blev mindre, fordi man kunne rejse hurtigere og komme længere væk. Opfindelsen af dampmaskinen førte også til udviklingen af dampskibene, og dermed også de store oceangående passagerskibe. Det har jeg skrevet lidt om her.

Så man kan godt sige, at udviklingen af de moderne transportformer er en af de bagvedlig-gende årsager til udbredelsen af impressionismen, så kunstnerne kunne komme ud i landskaberne og ud til kysten, og Paul Durand-Ruel, der var kunsthandleren og galleriejeren bag mange af de impressionistiske udstillinger, kunne udstille i New York i 1886.

Vi skal også ud at rejse her på bloggen. Læs med, når vi i morgen tager til Korsika.

Måske vil du også synes om:

Monet i eksil i London og Holland

Det var en stor fornøjelse at se Monet – Lost in Translation udstillingen på ARoS i lørdags, og jeg skal helt sikkert ind og se den igen, for at få flere detaljer med.

Der er imidlertid een ting, der har undret mig siden: Hvorfor valgte Monet at drage i eksil under den fransk-tyske krig i 1870-1871? Krigen varede kun få måneder fra juli 1870, over fransk-mændenes endelige nederlag i september 1870 ved Sedan i Champagne-Ardenneregionen til januar 1871, hvor fredsaftalen blev underskrevet. Hvorfor fandt han det nødvendigt at flygte fra en så kortvarig krig? Forklaringen viser sig at være ret nærliggende: Ved krigens udbrud var han nygift og knap 30 år gammel. Han ønskede ikke at blive indkaldt til krigstjeneste, og drog i eksil i London.

Heldigvis, fristes man næsten til at sige. For eksilet i London bliver et afgørende vendepunkt i hans karriere. Her møder han ikke blot kunsthandleren, den franskfødte Paul Durand-Ruel, der ud-breder kendskabet til de impressionistiske malere ved at udstille dem i sine gallerier i London og Paris, og senere New York. Han stifter også bekendtskab med de engelske landskabsmalere, og in-spireres i særlig grad af William Turner, lyset i hans billeder og hans måde at male tågen ved Themsen på.

Inden han rejser hjem til Frankrig igen, opholder Monet sig i ca. fire måneder henover sommeren 1871 i Zaandam nord for Amsterdam i Holland. Ikke lang tid, skulle man mene, men længe nok til at han får malet omkring 25 malerier og skitser. Og længe nok til at have gjort et uudsletteligt indtryk på byen, så der i dag eksisterer en fond – Claude Monet in Zaandam – der arbejder på at udbrede kendskabet til Monets korte men produktive ophold i byen. Og ser man på de malerier fra perioden som hjemmesiden viser, er det tydeligt at Monets værker er kommet et skridt nærmere den impressionistiske stil, der får sit “officielle” startskud året efter, i 1872, med maleriet Impression Soleil levant.

Monet_Impression_soleil_levant

Resten er, fristes man til at sige, historie….

Måske vil du også synes om:

Le Procope

For lige at blive lidt i Oplysningstidens århundrede (1700-tallet), som vi kort rundede i forgårs….

Der er en restaurant i Paris, som er en af dem, man skal have prøvet ihvertfald een gang. Le Procope er Paris’ ældste café/restaurant, og dens historie går helt tilbage til 1686, perioden hvor Solkongen Ludvig d. 14. regerede og Versailles blev opført. Op gennem 1700-tallet holdt de franske oplysningsfilosoffer Voltaire, Diderot, Rousseau med flere til på caféen, og senere også Revolutionens tilhængere.

Det image lever restauranten stadig af.

Men uanset om man som mig er en historienørd (både historisk historie og en god historie i al almindelighed…) eller om man ikke aner en pind om den slags historiske vingesus og heller ikke interesserer sig for den slags, så er restauranten et besøg værd. Netop fordi indretningen oser af historie, og man ikke kan undgå, at det gør indtryk (man kunne måske ligefrem få lyst til at gøre sig klogere på disse perioder i fransk historie). Jeg har haft to af mine tre poder med, de var ca. 16 da vi var der, og det er jo typisk en aldersgruppe der ikke lader sig imponere af noget som helst der bare lugter lidt af historie. Begge var behørigt imponerede af de tykke (tykke!) gulvtæpper, de gamle træpaneler, tapeterne, guldrammerne, de store spejle og hele atmosfæren.

Menukortet tilbyder det klassiske franske køkken og langtidssimrede retter. Vi fik foie gras og andepaté til forret, en velsmagende coq au vin til hovedret (der kom en gryde på bordet til 3 personer, og så kunne vi spise løs. Og der var rigeligt). Til dessert flamberede pandekager.

Restauranten kunne sagtens have ladet stedets historie afspejle sig i prisniveauet, men madens gode kvalitet taget i betragtning er niveauet absolut rimeligt. Betjeningen er venlig og de taler gerne engelsk (Kæreste var med), men som flere steder i det franske får man alligevel liiige lidt ekstra service, hvis man taler fransk. Således fik min gastronomi-interesserede søn lov til at komme med hen til gasblusset for at se tjeneren tilberede de appelsinmarinerede og Grand Marnier-flamberede crêpes.

Le Procope, 13, Rue de l’ancienne comédie, 75006 Paris.

Måske vil du også synes om:

Centre-Val-de-Loire

Regionen Centre-Val-de-Loire ligger ikke helt i centrum af l’Héxagone, og så lidt alligevel. Som vi har gjort tidligere kan vi placere en knappenål der hvor de tre regioner Centre-Val-de-Loire, Bourgogne og Auvergne mødes. Det punkt er ret præcist midt i Frankrig, og regionen Centre-Val-de-Loire ligger nordvest for dette punkt, og syd for regionen Ile-de-France. Før 2015 hed regionen Centre, men i januar 2015 blev det ved lov vedtaget at ændre regionens navn til Centre-Val-de-Loire.

Regionen består af seks departementer: Cher (18), Eure-et-Loir (28), Indre (36), Indre-et-Loir (37), Loiret (45) og Loir-et-Cher (41). Regionens administrative hovedby er Orléans.

Regionens historie er tæt knyttet sammen med det franske kongedømmes historie i middelalderen og renæssancen, da flere af de franske konger residerede både i Paris og i området i og omkring Orléans og Loiredalen i flere århundreder. Under la Guerre de Cent Ans – hundredårskrigen der varede fra 1337 til 1453 – var Orléans besat af englænderne fra 1428 til 1429, hvor franskmændene med Jeanne d’Arc i spidsen befriede byen (Jeanne d’Arc blev, som det er de fleste bekendt, nogle år senere blev brændt på bålet, beskyldt for kætteri). Befrielsen af Orléans i 1429 blev indledningen til enden på englændernes tilstedeværelse i det franske kongerige. Hundredårskrigen sluttede i 1453 med englændernes endelige nederlag i slaget ved Castillon øst for Bordeaux, i Aquitaineregionen. Efter afslutningen af de mange års ufred kom bedre tider og middelalder blev afløst af renæssance, særligt efter 1515, da François Ier kom til magten.

Særligt på strækningen fra Orléans til Tours ligger der rigtig mange slotte langs eller i nærheden af Loire-floden, som er bygget af de franske konger i middelalderen og renæssancen. Renæssanceslottet Chambord er måske det mest kendte af dem alle, bygget af François Ier i 1520erne, men også Chenonceau, der er bygget tværs over floden Cher, Château de Blois og fæstningen Chinon er slotte, der er et besøg værd.

Katedralerne i Chartres og Orléans har også en særlig historie i forhold til de franske kongers salvelsesceremoni – Le Sacre. Le sacre – salvelsen – var en religiøs ceremoni der indsatte kongen i en position så det reelt kun var Gud, der var over ham. Denne ceremoni har i langt de fleste tilfælde med de franske konger fundet sted i katedralen i Reims, men i nogle få tilfælde i middelalderen er den foregået i katedralen i Orléans. En enkelt gang har katedralen i Chartres også lagt kirkerum til en kongelig salvelse. Det var i 1594, da Henri IV blev salvet.

Privatfoto

Katedralen i Chartres

Bemærkelsesværdigt mange forfattere gennem århundrederne er enten født i regionen eller har haft tilknytning til den. Blandt de kendteste kan nævnes:

François Rabelais, der skrev værkerne Pantagruel og Gargantua i den tidlige franske renæssance, er født i Chinon i slutningen af 1400-tallet (vi læste begge værker på 1. år på universitetet, og de fleste på holdet tænkte gaaaaaaaab inden vi gik i gang, men begge bøger er faktisk forrygende morsomme).

Pierre de Ronsard, født i byen Couture-sur-Loir i 1524 og renæssancedigter.

René Descartes, matematiker og filosof, blev født i byen La Haye en Touraine (syd for Tours) i Indre-et-Loire departementet i 1596. Descartes er måske mest kendt for værket Discours de la Méthode og sætningen Cogito ergo sum (Jeg tænker, altså er jeg). Byen har i dag taget navn efter sit berømte bysbarn og hedder… Descartes.

Honoré de Balzac, forfatteren til La Comédie Humaine, er født i Tours i 1799. La Comédie Humaine består af ca 50 romaner og noveller, og han nåede ikke at blive færdig med sit projekt inden han døde som 51-årig. Det er et imponerende omfangsrigt værk, taget i betragtning at det er frembragt i løbet af ca. 20 maniske arbejdsår, og med datidens håndskrevne manuskripter og langsommelige trykkeproces in mente.

George Sand, som trods det maskuline kunstnernavn var kvinde, dramatiker og forfatter, blev født i  1804, og voksede op i byen Nohant-Vic i departementet Indre. Hun var meget frigjort set i datidens lys, og havde affærer med flere af tiden kendte kunstnere, blandt andet komponisten Chopin.

Anatole France blev født i Paris 1844 og levede det meste af sit liv der, men boede ved sin død i Saint-Cyr-sur-Loire tæt ved Tours. Anatole France, der betragtes som en af sin tids største forfattere, modtog Nobelprisen i litteratur i 1921, og var livet igennem engageret i den franske samfundsdebat.

Marcel Proust blev født i Paris i 1871, og hans tilknytning til Centre-Val-de-Loire regionen er mere indirekte. Han levede i Paris, men barndomsferierne, som er beskrevet i På sporet af den tabte tid, foregik i byen Illiers-Combray, der ligger i departementet Eure-et-Loir sydvest for Chartres.

Billeder: Pixabay.com og privatfoto

Måske vil du også synes om:

François I og slaget ved Marignan

François_Ier_LouvreI Frankrig mindes man i disse dage 500-året for Slaget ved Marignan, hvor den franske konge François Ier vandt en vigtig sejr.

Nå, og hvad så, er man tilbøjelig til at tænke… Hvorfor mindes franskmændene et slag der fandt sted for 500 år siden?

François Ier var netop kommet på tronen som knap 21-årig i januar 1515, efter at den gamle konge, Louis XII, døde. Den gamle konge havde været i gang med at forberede endnu en krigskampagne for at gøre krav på hertugdømmerne Milano og Napoli, som den franske trone mente at have arveret til. Da François Ier kom til magten havde han behov for at konsolidere sin legitimitet, dels på grund af sin unge alder men også fordi han ikke var tronarving i direkte linje. Han fortsatte derfor forberedelserne til krigskampagnen for at vinde hertugdømmet Milano tilbage – og vandt.

Sejren var vigtig dengang, da den konsoliderede hans legitimitet som konge, men også fordi en stor del af Italien kom ind under den franske trone igen. Efter Hundredårskrigen, der sluttede i 1453, var Frankrig ved at rejse sig igen, og med François Ier’s tronbestigelse og sejren i Marignan var der også åbnet for Renæssancens opblomstring i Frankrig, direkte importeret fra Italien, så at sige. Historisk set havde slaget ikke den store betydning, men der blev grundlagt en nationalmyte omkring François Ier som kongen, der trak Frankrig ud af den mørke Middelalder og ind i Renæssancen. Sikkert godt hjulpet på vej af den tids royale propaganda, der skulle sikre hans popularitet i befolkningen.

I historiebøgerne er François Ier generelt beskrevet som renæssancekongen der var mæcen og kulturelsker, og især fremmede og støttede de italienske renæssancestrømninger inden for kunst og litteratur. Særligt Leonardo da Vinci skulle have haft en særlig plads ved François’ hof. François Ier er bygherren bag mange af slottene i Loire-dalen, hvor det især er slottet Chambord, der som regel fremhæves som det smukkeste eksempel på et renæssanceslot. Det vides ikke, hvem der er arkitekten bag slottet, men nogle historikere mener, at der er tegn på inspiration fra Leonardo da Vinci, blandt andet den dobbelte spindeltrappe som slottet er berømt for. Det kan dog nok kun have været inspiration, for Leonardo da Vinci døde i maj 1519 (i Frankrig), og bygningen af Chambord slottet blev først påbegyndt i september 1519.

Så det er nok snarere på grund af myten om renæssancekongen, at der bliver brugt spalteplads på 500-året, end det er fordi sejren var historisk vigtig. Revolutions-tiåret fra 1789 og frem har for eksempel haft langt større betydning for det franske samfund end slaget ved Marignan for 500 år siden.

Hvis du vil vide mere, kan du  her læse en meget lang og informativ artikel om François Ier, slaget ved Marignan og hans 32-årige regenstid. Artiklen er spækket med informative videoer (på fransk, med tydelig udtale), som beskriver mange facetter af kongen.

 

Måske vil du også synes om: