Den franske kolonisering af Nordamerika: Kontinentet udforskes

Billedkilde: Af I, JF Lepage, CC BY-SA 3.0

Da franskmændene igen forsøgte at kolonisere det Nye Frankrig fik de fodfæste, og frem til ca. 1750 sad de på størstedelen af Nordamerika. De nåede til foden af Rocky Mountains og til den Mexikanske Golf, men Stillehavet og vejen til Kina kom aldrig inden for rækkevidde.

Efter Frankrigs mislykkede forsøg på kolonisering af Nouvelle France, gik der mere end et halvt århundrede, før de forsøgte igen. I det halve århundrede gennemlevede Frankrig en række blodige, religiøse stridigheder mellem katolikker og huguenotter (protestanter), der kulminerede med Bartholomæusnatten i Paris i 1572, hvor tusinder af huguenotter blev myrdet af katolikkerne. Der faldt først midlertidig ro på stridighederne, da Navarras konge Henri III afsværgede sin protestantiske tro og konverterede til katolicismen, og i 1589 blev konge af Frankrig som Henri IV. I 1598 udstedte han Nantes-ediktet, der gav huguenotterne ret til at praktisere deres tro, omend katolicismen blev fastsat som værende statsreligion.

Quebec by grundlægges

I marts 1603 stævnede Henri IVs hydrograf Samuel de Champlain ud fra Honfleur som deltager i en ekspedition, der skulle anlægge en pelshandelsplads i det nye Frankrig. Champlains mission var at udforske og kortlægge territoriet og vandvejene. De følgende år udforskede og kortlagde han store dele af Atlanterhavskysten fra det der i dag er Nova Scotia og helt ned til Cape Cod syd for Boston.

I 1608 fulgte Champlain Jacques Cartiers rute langs Saint-Lawrencefloden og grundlagde en koloni ved Quebec. Denne gang lykkedes det franskmændene at etablere sig, og de følgende år trængte de længere og længere ind på det nordamerikanske kontinent. Franske spejdere og stifindere slog følge med de indfødte, levede med dem og lærte deres sprog. Indianerne fortalte dem om de store søer, og via Ottawafloden nåede de Georgian Bay og Lake Huron i 1615-1616. I 1615 nåede en af Champlains stifindere, Étienne Brûlé, Lake Ontario, som han krydsede, og fandt forbindelsen til Lake Erie ved de store Niagara vandfald.

I 1635 nåede en anden franskmand, Jean Nicollet, Lake Michigans vestlige bredder ved at tage den nu kendte rute ad Ottawafloden til Lake Huron, hvor han fandt forbindelsen til Lake Michigan. I løbet af 1650erne udforskede Médard Chouart des Grosseilliers Lake Huron, fandt flodvejen der forbandt søen med Lake Erie, og var på ekspedition hele vejen rundt om Lake Superior. Både som opdagelsesrejsende og som pelshandler med de indfødte.

Hudson Bay

Handlen med skind var en vigtig indtægtskilde for kolonien. De indfødte fortalte Des Grosseilliers om et salt hav nordpå, hvor der blev handlet med skind. Des Grosseilliers forsøgte at rejse midler til at foretage rejsen dertil via Atlanterhavskysten, men først i 1665 lykkedes det ham. Og det var ikke franskmændene, det lykkedes ham at overtale, men derimod den engelske konge. Tre år senere, i 1668, kastede engelske skibe anker i Hudson Bay. I 1670 grundlagde englænderne The Hudson Bay Company, der endte med at kontrollere det meste af handlen med skind omkring bugten.

Des Grosseilliers blev aldrig tilgivet at han ledte englænderne til Hudson Bay, og i sidste ende svækkede det den franske dominans af territoriet. Men inden det kom så vidt blev de franske besiddelser i Nordamerika yderligere udvidet.

Ad Mississippi floden til den Mexikanske Golf

Franskmændene havde løbende bygget fæstninger på strategiske steder omkring de store søer, der efterhånden var blevet kortlagt. I 1679 stævnede René Robert de La Salle ud fra Fort Niagara og sejlede gennem Lake Erie og Lake Huron til Lake Michigans sydligste del. Herfra fortsatte ekspeditionen i kanoer ad Saint-Josephfloden. I 1680 var de nået et stykke sydvest for Lake Michigan, hvor endnu en fæstning blev rejst. I januar 1682 fortsatte La Salles ekspedition sydover langs flodvejene. De fandt Mississippi-floden omtrent der, hvor Memphis ligger i dag.

I april 1682 nåede ekspeditionen Mississippi-flodens munding lidt syd for, hvor New Orleans ligger i dag. Her rejste han et kors og i Solkongen Louis XIVs navn kaldte han området for Louisiana og proklamerede det for tilhørende Frankrig. Tre år efter at han stævnede ud fra Fort Niagara, havde La Salle udvidet de franske besiddelser i Nordamerika til den Mexikanske Golf og til grænsen for spaniernes kolonisering.

Vestpå til Rocky Moutains

Men franskmændene havde ikke opgivet at finde vejen til Stillehavet. I 1731 satte Pierre Gaultier de La Vérendrye kursen fra Montréal og vestpå med 50 mand, heriblandt tre af hans sønner. Han var overbevist om, at Stillehavet lå på den anden side af de store søer. I løbet af de følgende tre år, hvor de havde bygget fæstninger og handelspladser for skind undervejs, nåede de til Lake Winnipeg. La Vérendrye måtte rejse tilbage til Montréal, mens nogle af hans mænd fortsatte. Året efter, i 1735, rejste han atter vestpå og i 1738 var han nået til det, der i dag er North Dakota. Igen måtte han rejse tilbage til Montréal, mens hans sønner fortsatte udforskningen af området. I 1743 stod de ved foden af Rocky Mountains. Det var det længste, franskmændene nåede vestover på det store kontinent.

Omkring 1750 sad franskmændene på en stor del af Nordamerika, som det ses af billedet ovenfor. Men spanierne og englænderne havde også koloniseret store dele af kontinentet, og hjemme i Frankrig havde kongen, der nu hed Louis XV, nok at gøre med at holde sammen på kongeriget, hvor kløften mellem rig og fattig, adelen og de almindelige mennesker blev større og større…

Den franske kolonisering af Nordamerika: Jacques Cartier

Jacques Cartier blev kendt som den søfarer, der åbnede det amerikanske kontinent på sine tre rejser over Atlanten. Og det skete langt nordligere, end hvor Columbus landede.

Da Jacques Cartier blev født i Saint-Malo i 1491 lå det lige for, at han ville blive sømand. Byen Saint-Malo på Bretagnes nordkyst, lidt vest for Mont Saint-Michel og med direkte adgang til Atlanterhavet, var i Renæssancen en vigtig og stor havn med mange skibe.

Mens den lille Jacques voksede op, var Christopher Columbus fire gange over Atlanten, første gang som bekendt i 1492, hvor han opdagede de vestindiske øer. På de senere rejser udforskede Columbus Mellemamerikas kyster og Sydamerikas nordkyst, men han trængte aldrig ind i kontinentet.

Da François Ier besteg tronen i 1515 kom der for alvor gang i den franske renæssance. Han hidkaldte de bedste italienske renæssancekunstnere, blandt andre Leonardo da Vinci, og det er i denne periode at flere af slottene i Loire-dalen blev opført, blandt andet Chambord.

François Ier havde hørt om et kontinent mod vest, hvor der skulle findes guld og andre rigdomme, og i 1534 udnævnte han Jacques Cartier til at lede en ekspedition der skulle finde kontinentet. Fiskere fra Bretagne fortalte om et område mod vest, hvor de jævnligt fiskede langs kysterne. Om ekspeditionen også skulle søge efter nordvestpassagen til Indien, melder historien ikke noget om.

I april måned 1534 satte Cartier kursen mod vest. Han havde kommandoen over to skibe og godt 60 mand. Cirka tre uger senere nåede de Newfoundlands kyst, og sejlede nord om øen ind i det farvand, der senere fik navnet Golfe de Saint-Laurent – Saint Lawrencebugten. Herfra gik turen ned langs Newfoundlands vestkyst og tværs over bugten til den ø, der senere fik navnet Prince Edward Island. Op langs kysten af det område, der i dag hedder New Brunswick, udforskede Cartier Baie des Chaleurs, hvor ekspeditionen første gang mødte de indfødte. Rejsen fortsatte nord om Saint-Lawrencebugten til Anticosti øen, inden kursen blev sat østover igen, nord om Newfoundland og tilbage til Frankrig.

Til trods for at ekspeditionen var sejlet lige forbi Saint-Lawrenceflodens udmunding i bugten, blev den ikke opdaget på Cartiers første tur.

Med sig tilbage fra den første rejse havde Cartier imidlertid to indfødte, der beskrev en flod, der strakte sig langt ind i landet. Det følgende forår, i 1535, blev Cartier endnu engang sendt afsted af François Ier, med det formål at trænge dybere ind i kontinentet. Denne gang havde han tre skibe og 120 mand under sin kommando. Som på den første tur navigerede ekspeditionen nord om Newfoundland, men denne gang fulgte de nordkysten af Saint-Lawrencebugten til de nåede Anticosti-øen. Efter en udforskning af flodmundingens nord- og sydkyst, fortsatte skibene op ad floden til det punkt, hvor den naturligt indsnævres, af de indfødte kaldet Stadacona. Her anlagde Cartier ekspeditionens hovedkvarter ved Saint-Charles floden på det sted, der senere blev koloniseret og kaldt Quebec. Ekspeditionen nåede så langt som til Hochelaga, hvor byen Montréal i dag ligger. Strømfald på floden forhindrede Cartier i at komme videre, og han vendte tilbage til Stadacona og hovedkvarteret. Men vinteren kom, skibene frøs fast i isen, og ekspeditionen måtte overvintre. Da foråret kom satte Cartier kursen mod Frankrig igen. Han var trængt et godt stykke ind i det nye kontinent, men havde mistet 25 mand på grund af skørbug under overvintringen.

Den tredie og sidste rejse, som Cartier foretog til La nouvelle France, som landet blev kaldt, endte i en katastrofe. I efteråret 1540 beordrede François Ier endnu engang en rejse til det nye land, denne gang med henblik på kolonisering, og Cartier blev udnævnt til ekspeditionsleder for koloniseringen. Men i starten af 1541 blev Cartier degraderet, og kongen udpegede i stedet Jean-François de La Roque de Roberval som leder af ekspeditionen. Mens Roberval ventede på leveringen af blandt andet våben og ammunition, fik Cartier tilladelse til at påbegynde rejsen, og i foråret 1541 sejlede en konvoj med fem skibe og i alt 1500 kolonister ud fra Saint-Malo. De ankom til Stadacona (Quebec) i det tidlige efterår 1541, men allerede i juni året efter opgav Cartier koloniseringen. Vinteren havde været hård, og han påbegyndte hjemrejsen med de overlevende kolonister. Ved Newfoundland mødte han Roberval, der først var kommet afsted i foråret 1542 med et års forsinkelse. Cartier fortsatte mod Frankrig, mens Roberval fortsatte til Stadacona for at gøre endnu et forsøg på kolonisering af det nye land. Også han måtte give op efter vinteren, og i 1543 vendte han tilbage til Frankrig med de sidste overlevende fra kolonien.

Det første franske forsøg på kolonisering af Canada mislykkedes, og på grund af hjemlige religiøse uroligheder mellem katolikker og protestanter kom der til at gå en del år, før de gjorde endnu et forsøg. Men Cartier havde åbnet kontinentet, og selvom han ‘kun’ nåede til det område, der i dag er Montréal, havde han opdaget den flod, der forbinder de store søer – Lake Superior, Lake Huron, Lake Michigan, Lake Erie og Lake Ontario – med Atlanterhavet.

Fem ting, der optager mig lige nu

Jeg har haft en god, lang påskeferie med et fantastisk forårsvejr, der har gjort det ualmindeligt svært at blive indendøre ved computeren. Men det har ikke skortet på indtryk og meldinger fra det franske, og jeg har samtidig været optaget af sommerferieplanlægning. Her er fem ting, der har optaget mig den seneste uge:

Branden i Notre-Dame

Der gik ikke lang tid fra branden brød ud mandag aften den 15. april før nyheden spredte sig verden over. Aftenen og natten igennem holdt alle vejret. Ville Paris’ næsten 900 år gamle kulturhistoriske ikon, katedralen der ‘altid’ har ligget der, brænde ned til grunden? Det lykkedes henved 500 brandfolk at få branden under kontrol ud på natten, murene og de to tårne blev reddet samt mange uerstattelige relikvier fra kirken. Nu bliver den – bien entendu – rekonstrueret og genopbygget. Præsident Macron vil have genopbygningen færdig inden for fem år. Det tidsperspektiv er der en del historikere, håndværkere og andet godtfolk med forstand på kulturhistoriske bygninger, der er uenige med præsidenten i. Men rekonstrueret, det bliver den!

Alle dem, der var i Paris i påskeugen

Påskeugen er et typisk tidspunkt for en storbyferie, og flere af jer læsere og nogle af mine bekendte var i Paris den forgangne uge. Mange blev øjenvidner til branden i Notre-Dame, der kunne ses fra det meste af byen, og det flød med billeder fra Paris i mit Facebook-feed hele ugen. Både af den brændende Notre-Dame, men også af fortovscafeer, museer, markeder, folk der løb Paris Maraton osv osv. En lind strøm af billeder fra byen i det smukkeste forårsvejr.

Marine le Pen besøger Danmark

I går torsdag havde Marine le Pen møde med Dansk Folkeparti på Christiansborg. Mødet er kommet i stand, efter at DF gik med i højrefløjsalliancen i Europaparlamentet for nylig. Mødet gik forbavsende nok ubemærket hen i løbet af torsdagens nyhedsudsendelser. Det kommer det til gengæld nok ikke til at gøre, når hun senere i dag deltager i et debatmøde arrangeret af Det Udenrigspolitiske Selskab og Berlingske.

Guilhem Gallart, også kendt i Frankrig som Pone

Gallart er tidligere musikproducer og rapper og var blandt andet en del af det Marseille-baserede hiphopband Fonky Family, der havde sin storhedstid i 90erne. Jeg havde aldrig hørt om ham, før han ramte mit franske nyhedsfeed i søndags. Gallart fik en ALS diagnose i 2015, og i dag komponerer han musik via sin øjenstyrede computer. Han har ligeledes sat sig for at oplyse franskmændene og alle andre, der tør gider læse med, om nervesygdommen Amyotrofisk Lateral Sclerose. Det gør han ganske grundigt på hjemmesiden La SLA pour les nuls, hvis engelske version selvfølgelig hedder ‘ALS for dummies’. Jeg synes han er megasej, og jeg håber, jeg også kan bevare mit positive og optimistiske syn på verden, når jeg kommer dertil.

Den franske kolonisering af Nordamerika

Fordi vi ikke skal til Frankrig på sommerferie i år men… TA-DAAAAA! til Canada! Og vi skal blandt andet forbi Quebec City. Så jeg har været ved at læse om Jacques Cartier, der i 1534 sejlede ud fra Bretagne og nåede Canadas vestkyst og Saint-Laurence floden, og på hans anden ekspedition i 1535 oprettede den første kolonisering på det sted, der i dag er Quebec City. Han var i øvrigt ikke den første på stedet, men den første til en varig kolonisering. Vikingerne, baskerne og islændingene havde været i området før ham, men primært for hvalfiskeri. Så kom englænderne, og så var der skærmydsler, både med de indfødte og med englænderne over blandt andet handlen med pelsværk. I kan nok høre, at jeg ikke er kommet til bunds i den historie, men det kommer!

God weekend :)!

Billedet er Jacques Cartier ved ankomsten til Gaspé (Canada) i 1534. Malet af Théophile Hamel (Wikipedia)

Lidt musik til at starte dagen på…

Kender du det at have en cd i bilen som man nærmest har hørt til døde gennem lang tid, og pludselig begynder man at lytte – altså virkelig LYTTE – til en af sangene. Og så bliver man helt rørt af ordene og spekulerer på, hvorfor filan man aldrig har bemærket den tekst før?

Det skete for mig her i weekenden. Jeg har Garou’s cd Au milieu de ma vie kørende i endeløs loop på cd-afspilleren (jajaja, jeg ved godt jeg burde variere mit musikudvalg i bilen noget mere…), men da jeg kun har 15-20 minutters kørsel mellem arbejde og hjem når jeg aldrig længere end til track 4 eller 5, når jeg hører den på vej hjem. Fordi jeg altid hører P4 om morgenen. Af en eller anden grund endte den på det sidste track på cd’en i lørdags, og så var det, jeg begyndte at lytte…

Garou har skrevet sangen Tu Sais til sin datter, og den handler grundlæggende om, at han jævnligt er nødt til at rejse fra hende for at arbejde, at hun skal holde hovedet højt når han er væk, og at han altid vil komme tilbage til hende. Og en dag vil det være hende, der rejser fra ham…

Du kan se videoen her.

Enkelt og meget smukt, ikke?