20. marts er International Frankofonidag

I dag, 20. marts, er det den Internationale Frankofonidag. Dagen bliver fejret verden over, særligt i de fransktalende lande. Sidste år skrev jeg et par baggrundartikler om, hvad der forstås ved begrebet frankofoni, for det dækker over flere ting. De artikler kan godt tåle en (gen)læsning i dagens anledning:

Hvad er ‘frankofoni’ for en størrelse?

Hvilke lande er med i Frankofonien?

Den fransksprogede litteratur er inde i en spændende udvikling, som antologien Verden på fransk på fornem vis får afdækket. Den anmeldte jeg ved samme lejlighed sidste år, og hvis du er litterært interesseret i, hvad der foregår på den frankofone litteraturscene i disse år, så er det denne bog, du skal have fat i.

Verden på fransk – en antologi om litterær frankofoni

I Danmark blive dagen også fejret, men mest i København og omegn. Cinemateket og Institut français viser frankofone film det meste af måneden, og der er fest på Roskilde Universitet i eftermiddag. Det kan du læse mere om her, hvor jeg også linker til arrangementerne.

Måske vil du også synes om:

Faits divers

I forbindelse med den Internationale Frankofonidag på mandag den 20. marts viser Institut français i København, i samarbejde med Cinemateket (også i København), 12 film fra forskellige lande indenfor frankofonien. Filmene vises i perioden 10.-31-marts. Det kan du læse mere om på Institut français’ hjemmeside HER.

I samarbejde med Roskilde Universitet og gruppen af frankofone ambassadører i Danmark inviterer Institut français til fejring af den Internationale Frankofonidag på Roskilde Universitet på mandag den 20. marts fra klokken 14.30. Eftermiddagen afsluttes med en frankofon buffet klokken 18.15. Deltagelse – inklusiv buffet – er gratis, men man skal tilmelde sig. Det kan du gøre HER, hvor du også kan læse mere om dagens tema og se programmet.

De særdeles frankofilt aktive, gode mennesker hos Alliance française Fyn gør opmærksom på, at der er fransk-dansk kunstudstilling hos Galleri Platz i Nørre-Åby fra 11. marts og frem til 2. Påskedag 17. april. Jens Uffe Rasmussen, som tidligere i Alliance française-sammenhæng har holdt foredrag om sit kunstnervirke, udstiller sammen med den franske kunstner Marie-Noëlle Leppens. Hvis det var en ide til en forårsudflugt til det fynske, så kan du se mere på galleriets hjemmeside her.

Og på dagen, hvor hollænderne går til stemmeurnerne, så skal vi heller ikke glemme at der stadig er spænding i den franske præsidentvalgskampagne, og at det jo er LIGE HER, du kan følge med i en syntese af de franske meningsmålinger.

Scholastique Mukasonga: Hvad bjergene hvisker

ANMELDELSE

Hvad bjergene hvisker er seks fine fortællinger om en række barndomserindringer fra tiden før folkemordet i Rwanda, der samtidig giver den europæiske læser stof til eftertanke om egne fordomme om det afrikanske kontinent.

Scholastique Mukasonga voksede op i en lille bjerglandsby og oplevede allerede som barn de etniske spændinger, der fandtes i landet. I 1973 måtte hun drage i eksil i Burundi, og i 1992 flyttede hun til Frankrig. 37 af hendes familiemedlemmer, heriblandt hendes mor, var iblandt den næsten 1 million mennesker, der blev dræbt i løbet af de godt tre måneder i 1994, myrderierne stod på.

Moderen var analfabet og en af de store historiefortællere. En af dem der bidrog til, at det rwandiske folks mundtlige fortællinger blev overleveret til de følgende generationer. Da Scholastique Mukasonga vendte tilbage på besøg i Rwanda ti år efter blodbadet, var der ingen, der kunne fortælle historierne.

Hvad bjergene hvisker er seks noveller. Seks af de fortællinger, hun husker fra sin barndom og fra sin mor. Vi får historien om Nilens kilde dybt inde i Rwanda, og om, hvordan de europæiske opdagelsesrejsende i slutningen af 1800-tallet søger den. Mukasonga fortæller om barndommens katekismus-undervisning, der blev forestået af de europæiske missionærer, og igennem den konkrete barndomserindring reflekteres den ældgamle, lokale overtro i den kristne tro, de katolske præster underviser rwanderne i. Vi får fortællingen om Titicaribi, hunden der kunne fortælle så smukke og medrivende historier, at menneskene glemte alt omkring sig, marker og huse forfaldt og børn blev omvandrende skeletter.

Køer er en meget essentiel del af en rwanders rigdom, og Mukasonga fortæller sin bedstefars historie om, hvordan han engang fik en ko af kongen. Historien er samtidig fortællingen om det belgiske koloniherredømme. Og endelig får vi fortællingen om, hvad Ulykke betyder for en rwander gennem fortællingen om bjergets matroner, der mødes for at afgøre, hvad de skal gøre ved en af kvinderne i landsbyen, der tilsyneladende tiltrækker Ulykken. Den sidste novelle er Mukasongas erindring om en pygmædreng fra hendes landsbyskole, og hvordan han, til trods for at pygmæer ikke engang blev anset for at være mennesker dengang, knuste de lokale fordomme og blev læge i Nairobi.

Det er forfriskende at læse frankofon litteratur fra et område, som ligger langt fra det kontinentale Frankrig, både i fysisk og mental forstand. Historierne er holdt i en mundtlig fortællestil, så man fornemmer fortælleren sidde på sin måtte på den støvede jord udenfor hytten. Rigmor Eibe har på fineste vis fået den mundtlige fortællestil med over i den danske oversættelse. Samtidig giver fortællingerne stof til eftertanke, for under læsningen bliver man uvægerligt konfronteret med sine egne, (nord)europæiske fordomme om det mørke Afrika, dets myter og overtro, og de europæiske kolonimagters færden på det afrikanske kontinent.

Scholastique Mukasonga Hvad bjergene hvisker. Forlaget Arvids. Februar 2017. Oversat af Rigmor Eibe fra fransk: Ce que murmurent les collines.

I 2014 udgav Forlaget Arvids Scholastique Mukasongas roman Nilens Vor Frue på dansk.

Scholastique Mukasongas egen hjemmeside, der er veludbygget og også findes i en engelsk version, kan du læse meget mere om forfatterskabet.

Måske vil du også synes om:

La rentrée littéraire 2016

rentree-litteraire-2016

Den franske bogsæson efterår 2016 buldrer afsted. Af mere end 600 nyudgivelser er de 363 franske originaludgivelser.

I år er der ikke nogle “store” favoritter eller skandaler annonceret, og flere medier melder om et mere åbent løb mod de bogpriser, der vil regne ned i oktober og november. Veletablerede forfattere som Nathalie Nothomb, Eric d’Ormesson, Yasmina Khadra, Eric-Emmanuel Schmitt, Patrick Chamoiseau, Christine Angot og Véronique Ovaldé udgiver eller har allerede udgivet deres seneste bøger dette efterår, og de får selskab af 66 debuterende forfattere.

Flere aviser taler ligeledes om en afrikansk ‘trend’ i de nye bogudgivelser, som denne artikel fra Le Monde, men måske skulle man snarere kalde det en frankofon trend, for der er både forfattere fra Maghreb-landene, Afrika syd for Sahara og de franske Antiller. Le Monde fremhæver især essayet Le monde est mon langage fra den congolesisk fødte Alain Mabanckou med en række møder med de (frankofone) forfattere han beundrer: Dany Laferrière, Henri Lopès, Edouard Glissant, JMG Le Clézio med flere.

En anden udgivelse, der slår frankofone toner an, er essayet Je n’ai qu’une langue, ce n’est pas la mienne af Kaoutar Harchi. I bogen gennemgår forfatteren fem algierske forfattere, der skriver på fransk: Kateb Yacine, Assia Djebar, Rachid Boudjedra, Kamel Daoud og Boualem Sansal. Spørgsmålet i bogen er, om det er nok at skrive på fransk for at blive anerkendt som fransk forfatter?

De to sidstnævnte udgivelser falder i forlængelse af debatterne om den klassiske, franske litterære tradition, og den forvandling, den i globaliseringens navn undergår i disse år. Antologien Verden på fransk og bogen Nye franske verdener, der blev udgivet på Aarhus Universitetsforlag tidligere i år, giver danske forskeres bud på fænomenet, som vi helt sikkert ikke har set det sidste til endnu.

Jeg vender tilbage til la rentrée littéraire på bloggen i den kommende tid.

Har du allerede udset dig nogle af de nye bøger, du skal have fingrene i?

 

Måske vil du også synes om:

Den internationale frankofonidag

Frankofoni 2016-2

Søndag den 20. marts er det officielt den internationale frankofonidag. Det er en dag der fejres verden over, på alle de fem kontinenter som er en del af den Internationale Frankofoni-organisation.

Vi har allerede været omkring flere af de aspekter, som frankofonibegrebet dækker. I slutningen af januar skrev jeg dette indlæg, der lister de overordnede tre betydninger af ordet ‘frankofoni’ som normalt anvendes. Her kan du blandt andet læse, at ud over at betegne det sprogfællesskab, som de fransktalende verden over er en del af, så dækker begrebet også sammenslutningen af de frankofone lande, og kan også betegne det kulturelle fællesskab og diversitet. Vi har også set på, hvilke lande der er med i Frankofonien, og jeg har anmeldt bogen Verden på fransk, som er en rigtig god introduktion til, hvad den frankofone litteratur er for en størrelse. Og da den marokkanske forfatter Abdellah Taïa var på besøg i Aarhus på udgivelsesdagen for hans anden roman på dansk, Arabisk vemod, var vi også med.

Søndag den 20. marts smelter hele frankofonien altså sammen, når et væld af kulturelle arrangementer verden over bliver afholdt med Frankofoniorganisationen som samlende instans. I år er temaet Le pouvoir des mots (På dansk Ordenes kraft eller Ordenes magt). Og det er ikke bare sang og musik og litterære arrangementer der er på plakaten. Næh nej, sproget bliver også fejret. I Quebec er der for eksempel diktatkonkurrence (jojo, se bare her!), og i Tunesien er der læse/skriveværksted for de 14-17-årige. Jeg synes, det er en fin måde at holde sproget i hævd på. (Kunne man forestille sig at der blev udskrevet en national diktatkonkurrence (i dansk) her i landet? Næppe…)

I Danmark afholder Institut français et eftermiddagsseminar på Københavns Universitet torsdag d. 17. marts i anledning af den internationale frankofonidag. Programmet ser spændende ud, blandt andre kan du høre oplæg af Baptiste Boryczka, som har skrevet denne roman, og i øvrigt har været gæsteblogger på connaissances.dk. Og for sådan et madøre som mig lyder den afsluttende frankofone buffet som en himmerigsmundfuld: 17 af de frankofone ambassader står bag de kulinariske fornøjelser fra alle de frankofone verdenshjørner.

Her kan du se oversigten over, hvilke lande/kontinenter der har frankofoniarrangementer den 20. marts eller i dagene lige omkring. Diversiteten i frankofonien overrasker mig til stadighed!

Du kan selvfølgelig også gå i biografen og se en fransk/frankofon film. Udover Cinemateket er der de Franske Film Mandage, og martsprogrammet er et rent overflødighedshorn. Du finder indlægget med martsfilmene her.

TIP: Hvis du bor i Odense og omegn kan du møde Abdellah Taïa på Brandts Klædefabrik i morgen lørdag d. 12. marts. Se mere her.

God weekend :)!

Måske vil du også synes om:

“At være fri betyder ikke, at du kan gøre, hvad der passer dig”

Nogle gange er det en overvindelse at komme afsted til et arrangement en mørk, råkold vinteraften, hvor sofaen står og råber fra den varme stue. Onsdag aften var en af den slags aftener. Men afsted kom jeg – og det blev en af den slags aftener, hvor man føler sig beriget, når man vender næsen hjemad.

Den marokkanske forfatter Abdellah Taïa er i Danmark for tiden, inviteret af Aarhus Litteratur-center på Godsbanen i samarbejde med Authors in Aarhus. Arrangementet på Dokk1 onsdag aften var en samtale mellem Abdellah Taïa og hans danske oversætter Simon Hartling, og de kom vidt omkring på de halvanden time, samtalen varede.

Abdellah TaïaUdtalelsen, som jeg har citeret i overskriften, faldt i starten af samtalen, hvor Abdellah Taïa blev spurgt om selvcensur, og om han var bange for reaktionerne på, hvad han skrev i sine bøger. Taïa kommer fra en stor familie i fattige kår i Marokko, en familie hvor overtro og troen på ånder var (og er) styrende for særligt moderen. Selv efter studier i fransk litteratur i Paris og en påbegyndt ph.d. afhandling (der dog ikke blev færdiggjort) fortalte Taïa, at når han skriver er han mere bange for, hvad ånderne mener om det han skriver, end hvad myndighederne og andre mennesker måtte tænke.

Den homoseksuelle forfatter, der sprang ud i 2005, kunne ellers have sit at frygte fra de marokkanske myndigheder i et land, hvor homoseksualitet er strafbart. Selvom han på det tidspunkt havde boet i Paris siden 1999 og følte sig fri, måtte han sande, at hans frihed til at springe ud som homoseksuel i Paris skadede hans familie hjemme i Marokko, der fik de marokkanske normer at føle. Han fortæller videre, at han før i tiden ikke udsatte sig selv for selvcensur, men at det har ændret sig, så han i dag tænker lidt mere over, hvordan han formulerer sig.

Da han i 2010 begyndte planlægningen af filmatiseringen af sin roman L’armée du salut (oversat til dansk i 2015 med titlen Englene fra Frelsens Hær) og ønskede at filme i Marokko, fik han – til sin egen overraskelse – tilladelse fra myndighederne til at filme, og mødte større forståelse fra de marokkanske myndigheder og samfund generelt end han havde regnet med. Filmen blev ikke forbudt af myndighederne, der netop støttede ved at give tilladelse til at filme. Dog måtte han hente pengene til produktionen i Frankrig. Trods det faktum at homoseksualitet er forbudt i Marokko, kan mange marokkanske familier nikke genkendende til at have en homoseksuel person i familien.

Abdellah TaïaFilmens produktionsproces blev i øvrigt en øjenåbner på det menneskelige plan for Taïa, der fra sin helt tidlige ungdom har været vant til at skulle kontrollere sig selv og sin fremtoning, så ingen skulle opdage at han var homoseksuel. Alligevel oplevede han både vold og gruppevoldtægter, og tilføjer: “jeg stoler ikke på andre mennesker”. Men for at få filmen realiseret var han nødt til at stole på andre mennesker: På kameraholdet, på den lokale, marokkanske caster der skaffede 200 unge marokkanere til filmens casting og på alle de andre, der var involveret i filmens tilblivelse. Videre fortæller han, at det var en fantastisk oplevelse at opdage, hvor stor en hjælp og hvor imødekommende alle var, og tilføjer, at han vil gerne fortsætte med at lave film.

På spørgsmålet om, hvorvidt han via sit forfatterskab har fået mulighed for indflydelse i det marokkanske samfund, svarer Taïa, at han håber at kunne give et billede af, hvordan det er at være homoseksuel. Ikke et æstetisk men et realistisk billede, og at han håber at han kan hjælpe folk med deres virkelige liv. Han fortæller videre, at han længe har været i kontakt med sine marokkanske læsere, hvor nogle – så unge som ned til 14-15 år – spørger om råd til, hvornår de skal springe ud. Med sine egne smertefulde erindringer in mente plejer hans råd at være, at de skal vente. Vente, til de er mentalt frie: Frie af deres forældres autoritet og økonomisk selvforsørgende. Frihed er ikke at gøre, hvad der passer dig, uden hensyntagen til andre.

Hvad angår de marokkanske myndigheder svarer Taïa, at der har han ingen indflydelse, men det faktum at hans bøger udgives i Frankrig (læs: Paris) er noget der imponerer og giver status i det officielle Marokko. Det er stort, og derfor er han ‘tilgivet’ af de marokkanske myndigheder for at være homoseksuel. “At komme fra fattige, marokkanske kår og til at blive udgivet på et stort forlag i Paris (Éditions du Seuil) giver respekt i Marokko. Det er den der kolonialhistoriementalitet, og jeg vil gerne have den autoritet det giver at blive udgivet i Paris. At være fanget i fattigdom giver ikke respekt. At undslippe det giver frihed og autoritet. Det har noget at gøre med, hvordan mennesker ser andre mennesker. Det er det samme alle steder”.

Abdellah TaïaPå tirsdag den 8. marts er der endnu et forfatterarrangement i Aarhus, hvor Abdellah Taïa vil være i samtale med den grønlandske forfatter Niviaq Korneliussen. Nord møder syd i en samtale om blandt andet dobbelte identiteter. Det kan kun blive mindst lige så interessant som arrangementet i onsdags. Se mere om arrangementet på Godsbanen i Aarhus her.

Abdellah Taïa tager også turen til Brandts klædefabrik i Odense, hvor han holder foredrag lørdag den 12. marts, i forbindelse med udstillingen Merchants of dreams. Se mere her.

Onsdag var også udgivelsesdagen for den danske oversættelse af Abdellah Taïas roman Une mélancolie arabe, der på dansk har fået titlen Arabisk vemod. Den anmelder jeg på bloggen indenfor den nærmeste fremtid.

God weekend :)

Måske vil du også synes om:

Mød den marokkanske forfatter Abdellah Taïa i Aarhus

Abdellah_Taïa_20130220 wiki Marokkanske forfatterVi har de seneste uger været omkring forskellige perspektiver ved frankofonien, senest anmeldte jeg denne bog om frankofon litteratur.

Nu får de heldige – det vil sige dem, der bor i Aarhus og opland – muligheden for at møde en frankofon forfatter i samtale med sin danske oversætter. Onsdag d. 2. marts kan du nemlig møde den marokkanske forfatter Abdellah Taïa, der er i Danmark på et 14-dages ophold, inviteret af Aarhus Litteraturcenter.

Abdellah Taïa er født i 1973 og forfatter til flere romaner, hvoraf L’armée du salut (Seuil 2006), er oversat til dansk med titlen Englene fra Frelsens Hær (forlaget Arvids). Snart udkommer Une mélancolie arabe (Seuil 2008) på dansk med titlen Arabisk Vemod, også fra det danske forlag Arvids. Englene fra Frelsens Hær blev filmatiseret i 2014.

Abdellah Taïas forfatterskab kredser om temaer som frihed og menneskerettigheder, herunder religion og seksualitet. Du kan se mere på Abdellah Taïas egen hjemmeside her (klik på billederne for at få mere information).

Forfattermødet er arrangeret af Authors in Aarhus, der er et samarbejde mellem Hovedbiblioteket og Aarhus Universitet. Samtalen foregår på engelsk, og vil primært dreje sig om forfatterskabet og Taïas filmatisering af romanen L’armée du salut. Der vil være mulighed for at købe den danske oversættelse af romanen og få den signeret af forfatteren.

Abdellah Taïa, onsdag d. 2. marts kl. 19.00 til 20.30 på Dokk1, Store sal, Hack Kampmanns Plads, 2, 8000 Aarhus C. Billetter til kr 50,00 (kr. 30,00 for studerende) kan købes her, eller ved indgangen.

Måske vil du også synes om:

Verden på fransk – en antologi om litterær frankofoni

Verden på fransk frankofoniANMELDELSE

Er begrebet ‘litterær frankofoni’ en fiks og færdig pakke, der kan forklares som “litterære værker af ikke-kontinentale forfattere, der skriver på fransk”? Er det litteratur skrevet på fransk? Er det postkolonial litteratur? Er det litteratur, som er skrevet i en lokal, men fransk påvirket kultur?

Så snart man begynder at lukke op for ‘pakken’, åbner der sig imidlertid en sand Pandoras æske af forklaringer og perspektiver, som alle på hver sin vis bidrager til at belyse den komplekse størrelse, som ‘litterær frankofoni’ eller ‘frankofon litteratur’ i virkeligheden er.

‘Verden på fransk’ er en række danske litteraturforskeres vellykkede forsøg på alligevel at indkredse, hvad der gemmer sig bag begrebet.

Udgangspunktet for antologien er det litterære manifest, der i 2007 blev trykt avisen Le Monde, og som var underskrevet af 44 fransksprogede forfattere, heriblandt Nobelprisvinderen J.M.G. Le Clézio og flere andre forfattere, der har vundet prestigefyldte, litterære priser, blandt andre Boualem Sansal (Algeriet) og Dany Laférrière (Haiti/Canada). Underskriverne af manifestet ønskede en langt mere perspektiveret opfattelse af, hvad fransksproget litteratur er for en størrelse, og omdrejningspunktet i manifestet er et opgør med Paris og det kontinentale Frankrig som centrum for fransk litteratur, hvor de ‘andre’ fransksprogede forfattere ses som værende ‘ude i periferien’ – ‘periferien’ her forstået som de oversøiske områder og tidligere kolonier. Manifestet er optrykt i dansk oversættelse sidst i antologien, men kan med fordel læses først, så man har en baggrund for at følge bedre med, når man kaster sig ud i bogens bidrag, der fra forskellige vinkler forsøger at indkredse og belyse den uhåndterlige størrelse, som ‘frankofon litteratur’ reelt er.

Synes du, det lyder helt vildt langhåret og slet ikke noget for dig? Tro mig, hvis du er bare lidt interesseret i fransk(sproget) litteratur, så skal du læse denne bog.

Bogens første del kommer omkring den begrebshistoriske baggrund for betydningen af litterær frankofoni (eller frankofoni tout court) (Lisbeth Verstraete-Hansen), til et blik på de algierske forfatteres dilemmaer, spændt ud mellem at skrive på fransk eller arabisk og skrive/ikke skrive om kolonikrigen og den smertefulde algierske borgerkrig (Simon Hartling), til et bidrag om den martinikanske forfatter Edouard Glissants begreber ‘littérature-monde’ eller ‘chaos-monde’, der kan bruges til en indkredsning af det flyvske begreb (Heidi Bojsen). Videre får vi et spændende indblik i den haitianske litteraturs “før-og-efter jordskælvet i januar 2010”, hvor der tages udgangspunkt i Dany Laférrières tekst om jordskælvet Tout bouge autour de moi (den danske oversættelse har fået titlen Alting skælver omkring mig) og Yanick Lahens Failles for at vise, hvordan temaerne Identitet, Sted og Erindring spiller en væsentlig rolle (Ann-Sophie Persson). Haiti var i øvrigt den første franske koloni, der kæmpede sig til selvstændighed i 1804. Bogens første del sluttes med en artikel om ‘Oversættelsens poetik og den frankone erfaring’ (Steen Bille Jørgensen), en gennemgang af de to temaer hos marokkanske Driss Chraïbi (L’inspecteur Ali fra 1991) og Ahmadou Kourouma fra Elfenbenskysten (Allah n’est pas obligé  fra 2000). Bidraget bevæger sig på et relativt højt, litteraturanalytisk niveau, og man skal nok kende til de to forfattere for at få det fulde udbytte af artiklen.

Anden del af bogen indeholder en interviewdel, hvor Sébastien Doubinsky interviewer syv udvalgte, frankofone forfattere. Forfatterne præsenteres alle for de samme spørgsmål, og det er interessant at se, hvordan svarene falder forskelligt, alt efter forfatternes geografiske (Senegal, Québec, Haiti, Montréal, Togo) placering og deres egen, litterære gerning.

Tredie og sidste del af bogen er syv ikke tidligere oversatte tekster, der giver et billede af den litterære frankonis udvikling fra 1952 (Frantz Fanons Sort hud, hvide masker) og frem. Teksterne er ledsaget af en introduktion (Mads Anders Baggesgaard), der introducerer og perspektiverer teksterne. Det ovenfor nævnte manifest fra 2007 (For en ‘littérature-monde på fransk) er en af de syv tekster, som alle med fordel kan læses inden man tager hul på Baggesgaards introduktion til teksterne.

Så svaret på mine indledende spørgsmål øverst er snarere: “Nej, det er det på ingen måde”, “både-og” og “meget mere”. Frankofoni som litterært begreb er en uhåndterlig størrelse, charmerende og vidtrækkende i al sin kulturelle diversitet. Frankofon litteratur er ikke ‘bare’ centrum (Paris) versus periferien, men snarere et kontinuerligt sam- og modspil mellem de to, eller, som nogle gerne ser det: En verden uden centrum, en littérature-monde, med Edouard Glissants ord.

‘Verden på fransk’ kommer vidt omkring i sin perspektivering på begrebet ‘litterær frankofoni’, og vi får således både forskernes forsøg på at indkredse, hvad det er for en størrelse, vi hører forfatternes perspektiv, og via syv tekster, manifester og foredrag får vi et indblik i den historiske udvikling, den frankofone litteratur har været igennem indtil i dag. ‘Verden på fransk’ er et vellykket forsøg på at indkredse, hvad litterær frankofoni er for en størrelse, og hvad det dækker over. Antologien er spændende at læse og blive klogere på, og alle artikler er spækket med noter og bibliografier for dem, der vil vide mere.

Verden på fransk, redigeret af Steen Bille Jørgensen og Mads Anders Baggesgaard. Aarhus Universitetsforlag (2015).

Måske vil du også synes om:

Hvilke lande er med i Frankofonien?

2000px-Emblem_of_La_Francophonie

I sidste uge slog jeg an til et lille tema om frankofoni. Hvis du læste indlægget kan du sikkert huske, at der primært skelnes mellem tre forskellige perspektiver på ordet.

I dag skal det handle om Frankofonien – med stort F. Den verdensomspændende Organisation Internationale de la Francophonie samler en lang række lande, der på den ene eller den anden måde har fransk som officielt eller uofficielt sprog.

Efter 2. Verdenskrig havde engelsk som kommunikationssprog stor fremgang, noget som ikke er blevet mindre med internettets fremmarch de seneste 20-30 år. Fra at være en overvejende geografisk angivelse af de lande, der har det franske sprog tilfælles, opstod der efter krigen en gryende bevidsthed om frankofoni som et fællesskab, netop på baggrunden af den engelske ‘trussel’. Frankrig er gennem tiden ofte set som et meget centralt styret land, hvor alting udgår fra Paris, men ideen om en sammenslutning af de fransktalende lande i et sprogligt og kulturelt interessefællesskab kom fra Afrika og Cambodia i slutningen af 1960erne, mere præcist fra Senegals, Nigers, Tunesiens og Cambodias daværende regeringschefer.

I dag består den internationale frankofoniorganisation af i alt 80 lande, fordelt på tre niveauer af medlemsstatus: Fuldgyldige medlemslande, observatørlande og (løsere) tilknyttede lande. Der er selvfølgelig de selvskrevne lande – Frankrig inklusive de oversøiske områder, samt Belgien, Canada, Schweiz, men også gamle franske koloniområder som det tidligere Indokina (Laos, Cambodia og Vietnam) og store dele af Afrika. Her kan du se organisationens eget interaktive kort over medlemslandene. Frankofoniorganisationen er spredt ud over fem kontinenter, og vidner om det franske sprogs store spredning i verden. Ifølge organisationen selv er fransk det femte mest talte sprog i verden.

Frankofoniorganisationen arbejder på mange niveauer, fra tilbagevendende topmøder på statschefniveau til fremme af undervisning i det franske sprog, den kulturelle diversitet, uddannelse, økonomi mv. Blandt andre er TV-stationen TV5 Monde tilknyttet organisationen, såvel som radiokanalen RFI – Radio France Internationale.

God weekend :)

Måske vil du også synes om:

Hvad er ‘frankofoni’ for en størrelse?

Verden Hvad er frankofoni

Du har sikkert hørt ordet ‘frankofoni’ før. Måske har du undret dig over, hvad det indebærer, selvom du godt er klar over, at det har noget med fransk at gøre.

Ordet betegner forskellige perspektiver af det sprog- og kulturfællesskab, som det franske sprog udgør. Hvis man slår op i Larousse online får man definitionen ‘Ensemble des pays qui ont en commun l’usage, total ou partiel, de la langue française’ (På dansk: De lande der, helt eller delvist, har brugen af det franske sprog til fælles). Det er også den primære betydning af ordet, men der er flere nuancer, der spiller ind, og ihvertfald tre forskellige, men beslægtede, perspektiver, bliver normalt defineret:

  1. Frankofoni er, i sin primære betydning, det at tale fransk i det fællesskab af lande/befolkningsgrupper udenfor det kontinentale Frankrig, der taler sproget. Det er typisk fransktalende lande, hvor fransk enten er officielt sprog eller modersmålssprog, (stats)administrationssprog eller landets andet eller tredje sprog.
  2. Ordet kan også betegne organisationen Organisation Internationale de la Francophonie (ofte forkortet OIF). OIF er den internationale sammenslutning af fransktalende lande, hvor fransk er officielt sprog eller modersmålssprog (som defineret under punkt 1).
  3. Endeligt betegner ordet ‘frankofoni’ ikke blot det fransksproglige fællesskab men i høj grad også det kulturelle fællesskab der er indenfor det fransksproglige fællesskab. Eller måske burde man snarere tale om den kulturelle diversitet, for der er et meget vidt spænd mellem de forskellige, lokale kulturer der har fransk som fællessprog.

I slutningen af 1800-tallet blev betegnelsen udelukkende brugt geografisk til at betegne de fransktalende lande udenfor det kontinentale Frankrig. Først efter 2. verdenskrig begyndte betegnelsen at få en mere kulturel betydning i retning af et interessefællesskab. Det var der forskellige årsager til. Blandt andet det engelske sprogs fremmarch efter krigen og ønsket om at værne om det franske sprog, men også de franske kolonier, der for en dels vedkommende fik selvstændighed, mens sproget alligevel var så forankret i kolonien at det blev bevaret, officielt eller uofficielt, efter at landet havde opnået selvstændighed.

Ifølge den internationale organisation for Frankofoni (den jeg nævner under punkt 2) er fransk det 5. største sprog i verden, så der er stadig alle mulige grunde til at kaste sig ud i at lære sproget, hvis du ikke allerede taler fransk.

Der er International Frankofonidag den 20. marts, så jeg planlægger at køre et lille frankofonitema her på bloggen, sideløbende med temaet om de franske oversøiske regioner. Så hæng på og læs med :)!

Måske vil du også synes om: