Oktoberfilm i biografen

Biograf

Efter det fantastiske septembervejr begynder efteråret og de mørke aftener at melde sig, og lige straks er det oktober. Det er tid at forsvinde i biografmørket. Franske Film Mandage, samarbejdet mellem Institut français, Grand Teatret i København og Øst for Paradis i Aarhus, er på banen igen. Cinemateket er også med denne måned, med 3 franske film.

Her får du en oversigt over oktober måneds franske film i biograferne.

Franske Film Mandage

Mandag den 3. oktober: Un homme à la hauteur (Høj af kærlighed), med Jean Dujardin, Virginie Efira, Cédric Kahn og César Domboy. Filmen er instrueret af Laurent Tirard, og spiller både i Øst for Paradis og Grand Teatret. Filmen har ordinær premiere den 27. oktober i både Øst for Paradis og Grand Teatret.

Mandag den 10. oktober: Lolo, med blandt andre Julie Delpy, Dany Boon, Vincent Lacoste og Karin Viard på rollelisten, og instrueret af Julie Delpy. Spiller både i Øst for Paradis og Grand Teatret.

Mandag den 24. oktober: Blanc (Hvid), vises som forpremiere, inden den får ordinær repremiere til november. Zbigniew Zamachowski, Julie Delpy og Janusz Gajos spiller de bærende roller i Krzysztof Kieslowski’s anden film i trilogien Bleu / Blanc / Rouge. Se den i Øst for Paradis eller Grand Teatret. (Du kan stadig  se Blå i flere mindre biografer).

Mandag den 31. oktober er der hele to film på Franske Film Mandage programmet:

L’avenir (Dagen i morgen) med Isabelle Huppert, André Marcon, Roman Kolinka og Edith Scob, instrueret af Mia Hansen-Løve spiller kl. 19.00 både i Øst for Paradis og Grand Teatret.

Og så kan du lige nå at få fyldt op med popcorn, inden næste film starter kl. 21.30, nemlig

Nocturama med Finnegan Oldfield, Vincent Rottiers og Hamza Meziani, instrueret af Bertrand Bonello. Også i både Øst for Paradis og Grand Teatret.

Andre franske film i oktober

Søndag den 2. oktober kan du i Øst for Paradis se filmen Mon oncle, en komedie fra 1958 instrueret af Jacques Tati. Filmen vises i forbindelse med et bruncharrangement, der starter klokken 11.00.

I forbindelse med filmfestivalen PROUD! viser Øst for Paradis fredag den 7. oktober se den franske film PARIS 05:59, og lørdag den 8. oktober er det La belle Saison, der er på plakaten.

I serien Mix Copenhagen, der er en LGBT film festival, viser Cinemateket også franske film i oktober. Både La belle Saison (1. oktober) og PARIS 05:59 (1. og 8. oktober) er på plakaten, og søndag den 9. oktober vises dokumentarfilmen Je ne suis pas féministe, mais… , der er et portræt af den franske forfatter og sociolog Christine Delphy.

God tur i biografen i oktober :)!

Måske vil du også synes om:

Den lille Prins

Filmen Den lille Prins havde dansk premiere i går. Det er en udmærket film, men hvis du tror den (kun) handler om Saint-Exupérys Le petit Prince, så læs med her.

Der er lige to ting, vi allerførst skal have på plads:

  1. Antoine de Saint-Exupérys fortælling om Den lille Prins er for franskmændene, hvad H. C. Andersens eventyr er for danskerne.
  2. Disneys version af Den lille Havfrue er ikke det samme som H. C. Andersens eventyr om Den lille Havfrue. På samme måde forholder det sig med denne amerikaniserede version af Den lille Prins. Den er løst bygget over Saint-Exupérys historie, men digter videre. Meget videre. Lidt for langt, synes jeg…

Fortællingen om den lille prins er ‘kun’ indlejret i filmens overordnede historie om en lille pige, hvis mor forbereder hende på at blive optaget på en meget prestigefyldt skole. Planen for hendes forberedelse er minutiøst lagt i et dag/uge/månedsskema, der ikke levner nogen tid overhovedet til leg eller kreativitet. Men naboen til det hus, de er flyttet ind i, er en gammel mand, der har en tilvokset have med et gammelt rødt dobbeltdækkerfly. Han ser den lille pige studere hårdt, men får gradvist hendes opmærksomhed med sin historie om den lille prins, som han mødte i ørkenen for mange år siden, da han forulykkede med sit fly(!).

Deres venskab udvikler sig, og den lille pige får langsomt øjnene op for at der er andet i livet end hårdt arbejde og en skemalagt dag. Da den gamle mand bliver indlagt på hospitalet drager den lille pige ud i verden for at lede efter den lille prins, for den gamle mand har brug for ham. Hun finder den lille prins som en ung mand i et arbejdsmiljø, der får tankerne (mine, ihvertfald) ledt hen på Pink Floyds The Wall. Og her synes jeg, filmen kammer over.

Det hele ender dog i fryd og gammen, hvor den lille prins er tilbage på sin asteroide, og både pigen og hendes hårdtarbejdende, gennemstrukturerede mor har fået øjnene op for at livet er andet end en effektiv, skemalagt hverdag.

Visuelt er filmen flot lavet. Pigens verden er computeranimeret, mens sekvenserne når den gamle mand fortæller om den lille prins er stop-motion animation, der forsøger at efterligne Saint-Exupérys egne, originale akvareltegninger. Voksenverdenen er holdt i meget nedtonede, gråblå nuancer, mens den lille prins’ verden og den gamle mands hus og have er farverige og solbeskinnede.

Jeg synes mindre godt om den amerikanske måde at skære tingene så meget ud i pap, at selv en to-årig vil kunne se, at filmens voksenverden ikke er rar, og at den lille prins’ og den gamle mands verden er sjove og dejlige steder at være. Det er en vanvittig karikeret voksenverden, filmen formidler.

Jeg sidder tilbage med et indtryk af, at filmen bliver til en Peter Pan historie om aldrig at blive rigtig voksen og huske at lege og være et barn. Nuancerne og poesien i Saint-Exupérys fortælling og hans livsfilosofi om kærlighed, venskab og nærvær forsvinder i filmen. Rosen, ræven, slangen, den forfængelige mand, kongen og forretningsmanden er også med i filmen, men de får helt andre roller end hos Saint-Exupéry.

Du kan sagtens tage (børne)børnene med ind og se den. Men regn ikke med, at det er en introduktion til Saint-Exupérys fortælling. For det er filmen ikke. Det er en udmærket film, hvis man lige holder sig de ting, jeg nævnte i starten, for øje. Men det er ikke Saint-Exupérys klassiker der bliver fortalt. Læs i stedet historien for ungerne, inden I tager ind og ser filmen. Så de kender den rigtige historie. Den lille Prins er udgivet i dansk oversættelse på forlaget Lindhardt & Ringhof.

Filmen er instrueret af Mark Osborne, der stod bag Kung Fu Panda. Aldersgrænsen er 7 år og det er forståeligt, for der er nogle lidt voldsomme scener i den sidste halve time.

Filmen havde dansk biografpremiere torsdag d. 9. juni.

 

Måske vil du også synes om:

Fra fiskerleje til international filmby

Cannes festival marches

Der er nogen, der holder en lille fest i Cannes for tiden.

Den 69. Festival de Cannes blev skudt i gang i onsdags, og løber frem til søndag den. 22. maj, hvor Guldpalmen uddeles. Vores egen Mads Mikkelsen er med i juryen i år, og de største danske dagblade er til stede med mindst en til to journalister, der rapporterer hjem hver dag. Om filmene, selvfølgelig, men også om det mylder af filmstjerner og ditto instruktører, der er til stede på den røde løber.

Og så kan jeg ikke lade være med at begynde at grave lidt i, hvordan det hele egentlig startede… Det er nemt nok at google festivalen og få et mylder af links til de flotteste kjoler, en oversigt over filmene (selvfølgelig, det er ligesom dem, det handler om) og så videre. Men det var langt nede i Le Mondes række af reportager fra 2016 udgaven, at jeg fandt denne lille fine video – på fransk, bien sûr, men som giver svaret på hvornår, hvorfor og hvor meget.

Fra at være et lille fiskerleje, blev Cannes i løbet af 1800-tallet til en kurby for særligt englændere og senere russere, og nåede op omkring 10.000 indbyggere i 1870.

I slutningen af 1930erne var udvælgelsen af film til Mostrafestivalen i Venedig så inficeret af nazisterne og de italienske fascister, at den blev boykottet af særligt englænderne og amerikanerne, og franskmændene ville have deres egen, politisk uafhængige filmfestival. Den første af slagsen var planlagt til at løbe af stablen i 1939, men verdenskrigen kom i vejen, og i stedet lød startskuddet i 1946. Filmfestivalen i Cannes var fra starten en succes, og allerede i 1950erne var det den største filmfestival indenfor biograffilm.

I dag er det den mest pressedækkede filmfestival i verden, og tallene der præsenteres i Le Mondes video taler deres eget sprog: Det nuværende festivalkompleks – Palais des festivals – med de berømte 24 trin, hvor alle verdensstjernerne skrider op ad den røde løber, indeholder ikke færre end godt 25 biografsale, hvoraf den største har lidt over 2.300 siddepladser. På den 3 kilometer lange Boulevard de la Croisette ligger syv 5-stjernede hoteller, som under filmfestivalen har en belægningsgrad på 95%.

Uden for sæsonen er Cannes’ indbyggertal på 73.000, men det tal tredobles under festivalen. I følge Le Monde kommer 36.000 festivaldeltagere og journalister til byen, plus 93.000 badegæster, besøgende, nysgerrige, autografjægere og andet godtfolk.

Der er en ordentlig omgang logistik i gang under festivalen, og ikke bare byen Cannes men også Frankrig har stor økonomisk fordel af de mange mennesker og den massive omtale.

Foto: Pixabay.com

Måske vil du også synes om:

Dheepan

Foto: Paul Arnaud - Why Not Productions

Foto: Paul Arnaud – Why Not Productions

Den franske film Dheepan, der er instrueret af Jacques Audiard, vandt Guldpalmen ved Cannes Filmfestival sidste år, og fik 7 nomineringer til Césaruddelingen for nylig (hvor Sidse Babett Knudsen, i parentes bemærket, løb med prisen for bedste kvindelige birolle i filmen Hermelinen, som vi får at se til Franske Film Mandage sidst i maj). Den anmelderroste film havde fransk premiere i august sidste år og dansk premiere i onsdags, så da jeg fik en invitation* til at komme ind og se Dheepan, sagde jeg selvfølgelig ja tak.

Filmen starter under den Sri Lankanske borgerkrig, hvor den tidligere soldat Dheepan i en flygtningelejr sættes sammen med en kvinde og en pige, han ikke kender, for at flygte til Europa under påskud af, at de er en familie. De ender i Frankrig, hvor løgnen om “den lille familie” får dem igennem immigrationsmyndighedernes interviews, og de bliver placeret i en forstad til Paris, i måske en af de værste banlieues, man kan forestille sig. Boligblokkene, som bliver filmens sceniske baggrund, skildrer virkeligheden på det franske samfunds absolutte bund, i en forstad hvor den lokale mafia styrer et parallelsamfund. Her skal den lille “familie” forsøge at få en dagligdag i et nyt land til at fungere. Dheepan bliver den nye vicevært for nogle boligblokke, hvor rivaliserende mafiabander kæmper om herredømmet. Sideløbende hermed kæmper de med sproget og forsøget på at finde sig til rette i et nyt land. Det går langsomt fremad, og på et tidspunkt i filmen er der nærmest idyl: De er på picnic med andre tamiler i lokalsamfundet, de lader til at have fundet sig til rette med hinanden som familie, men samtidig lurer noget grumt i baggrunden. Dheepan bliver opsøgt af fortiden, og i den rå ghetto de bor i udløser det alle hans overlevelsesinstinkter fra krigen som soldat. Efter et skuddrama mellem de rivaliserende bander, som hans “kone” og “datter” fanges i , vil “konen” videre til England, hvor hendes kusine bor. Dheepan vil ikke med, men på et tidspunkt er voldshandlingerne mellem de rivaliserende bander eskaleret i en grad, så han selv bliver dybt involveret.

Filmens synsvinkel ligger hos de tre hovedpersoner, der kommer så langt væk fra deres egen kultur som det næsten er muligt at komme, og forsøger at skabe sig et nyt og bedre liv i et for dem fuldstændig fremmedartet land med mærkelige skikke og handlemåder, som de slet ikke forstår. I et interview med France Culture, som du kan høre her, fortæller filmens instruktør, Jacques Audiard, at Dheepan er delvist inspireret af den franske oplysningsfilosof Montesquieus Lettres persanes (Persiske breve**). Lettres persanes er i grove træk en fortælling om to persere, der i 1700-tallet rejser fra Persien til Paris, hvorfra de beretter om dette mærkelige folk og deres sæder og skikke. Hovedtemaet er blikket udefra, altså hvordan folk fra en helt anden kultur betragter den franske levevis. Men romanen er samtidig et spejl, som Montesquieu holder op for læseren (franskmanden anno 1711-1721), så denne kan se (og reflektere over), hvordan det franske samfund fungerer. Der er meget langt fra de filosofiske betragtninger der udfoldes i Lettres persanes til filmen Dheepan, men genklangen af temaet om et spejl, der holdes op for filmgængeren for at vise forstædernes rå virkelighed fra et udefrakommende perspektiv, er til stede.

På denne baggrund står et andet af filmens hovedtemaer, nemlig hvordan tre for hinanden ukendte mennesker udadtil skal lade som om de er en rigtig familie, og hvordan de prøvelser, de gennemgår undervejs, langsomt skaber den samhørighed som er i en ‘rigtig’ familie, og hvordan deres følelser for hinanden langsomt udvikles i positiv retning.

Dheepan er en barsk beretning om forsøget på at skabe et nyt og bedre liv et andet sted, og skuespillernes præstationer står stærkt og troværdigt. Vi ser, hvad de tre nyankomne ser, og er lige så uforstående som dem, for detaljerne i begivenhederne bliver ikke udpenslet. Vi kan kun gisne om detaljerne, som de gør. Hvis man kan tale om at filmen er en kommentar til noget, er den snarere en kommentar til virkeligheden i de parisiske forstæder, end den er en kommentar til den flygtningekrise, Europa i øjeblikket står i.

Filmen spiller i Øst for Paradis i Aarhus og Grand Teatret i København, og varer 1 time og 54min. Med danske undertekster.

* Jeg var inviteret i biografen af Camera Film, den danske distributør af Dheepan.

** Hvis der sidder en forlagsredaktør og læser med her, og som synes det er en fremragende ide at få udgivet Montesquieus Lettres persanes på dansk, så giv lige lyd! Jeg er i fuld gang med at oversætte, men har ikke fundet et forlag endnu…

Måske vil du også synes om:

Chocolat – ny film med Omar Sy

Kan du huske filmen De Urørlige (Les Intouchables)?

Den blev en af de mest spillede franske film længe, og i den ene af hovedrollerne var Omar Sy, der med filmen fik sit helt store gennembrud. Han har indspillet flere film siden, og i onsdags havde hans seneste film Chocolat premiere i Frankrig.

Filmen fortæller den autentiske historie om den første sorte klovn i fransk cirkus/teater, Rafael Padilla (spillet af Omar Sy), der blev berømt under kunstnernavnet Chocolat. Den foregår i La Belle Époque fra slutningen af 1800-tallet og frem til 1. Verdenskrig. Chocolats forældre var slaver i Cuba, hvor han blev født i slutningen af 1860’erne. Fra Cuba kom han via Bilbao til Paris i 1880’erne. I starten var han prügelknabe i en duo med en hvid (som i: hudfarven hvid) klovn, men efterhånden fik han succes i egen ret på grund af sine uomtvistelige komiske og akrobatiske scenetalenter. Filmen viser hans liv i Paris, hans kamp for at blive taget seriøst som kunstner, hans succes gennem to årtier og hans fald fra tinderne. Den tematiserer også racismen i datidens Frankrig, hvor det trods kolonitiden ikke var hverdagskost at se farvede mennesker i gaderne. Den anden hovedrolle som den hvide klovn spilles i øvrigt af James Thierrée, der er barnebarn af Charlie Chaplin.

Historien om Chocolat er blevet hentet ud af glemslen efter at historikeren og sociologen Gérard Noiriel fra EHESS i Paris (École des Hautes Etudes en Sciences Sociales) skrev bogen Chocolat, clown nègre : l’histoire oubliée du premier artiste noir de la scène française, der blev udgivet i 2012 på forlaget Bayard. Siden var Noiriel med til at skrive et teaterstykke om historien om den første sorte klovn i Frankrig, og det er den historie der nu er blevet til en film.

Franske Film Mandages program indeholder normalt film der har haft premiere i Frankrig inden for et års tid eller så. Deres forårsprogram er lige på trapperne og det kunne være helt fantastisk, hvis Chocolat er med!

Jeg vil rigtig gerne se den.

Hvad med dig?

Måske vil du også synes om:

Franske Filmmandage: Une Heure de Tranquillité

I mandags var der Franske Filmmandage i Øst for Paradis og Grandteatret, og det lykkedes mig endelig at komme afsted.

Filmen Une Heure de Tranquillité er en komedie. En typisk fransk en af slagsen. Jeg kom til at tænke på klicheen med manden i huset, der låser sig inde på toilettet bare for at få fred for larmende børn, hustru, naboer og hvad der ellers måtte være af forstyrrende elementer i en dagligdag.

Hovedpersonen Michel, spillet af Christian Clavier (som blandt mange andre roller har spillet titelrollen i Asterix-filmene og den tro væbner Jacquouille i Les Visiteurs) låser sig dog ikke inde på toilettet, men alt hvad han ønsker sig er en times fred og ro i stuen, så han kan lytte til den perle af en gammel jazz-plade, han tilfældigt har fundet på et loppemarked, førsteudgivelse og alting. Han er tandlæge med stor pariserlejlighed, lettere neurotisk kone og en doven søn på 30, der endnu ikke er flyttet hjemmefra. Alle vil have noget af ham, og han vil bare have fred i en time.

Hans passion er musik og han har en stor pladesamling, men tilsyneladende ingen i hans omgivelser har tænkt sig at give ham lov til at lytte til hans nyeste fund: Hustruen der vil bekende en affære, de ‘polske’ håndværkere der arbejder sort i hans lejlighed med at renovere et rum, moren der konstant ringer, elskerinden der absolut må tale med ham, sønnen der har installeret en stor, illegalt indvandret familie i sit loftsværelse, naboerne der gør klar til opgangens ‘komme-hinanden-ved-fest’, husholdersken, der blander sig i tide og utide…. Alle forhindrer de ham i at få fred til at lytte til sin nyerhvervelse. Og det er egentlig handlingen i filmen. Alle disse forstyrrelser, der forhindrer en mand i at få lov til at fordybe sig i sin passion.

Det er ikke stor filmkunst, men det er fransk komedie når den er sjov på den klukleende måde. Der er alle klicheerne: Parforholdsproblemer, affærer à la française, umulige børn, la bonne (husholdersken), la concierge i stueetagen, og en mand, der egentlig gerne bare vil have et frikvarter fra det hele for at lytte til sin musik.

Filmen er instrueret af Patrice Leconte, efter et teaterstykke af samme navn. Stykkets forfatter, Florian Zeller, har bearbejdet teaterforlægget til et filmmanuskript, efter at det spillede med stor succes på Théâtre Antoine i Paris i vinteren 2013-2014, med Fabrice Lucchini i hovedrollen som Michel.

Måske vil du også synes om:

Oktoberfilm i biografen

Biograf oktoberfilm

Franske Film Mandage er klar med efterårsprogrammet, og der kan ikke være mange undskyldninger for ikke at komme i biografen og se nye franske film de næste mange mandage.

Det er Institut Français der arrangerer filmmandagene i samarbejde med Grandteatret i København og Øst for Paradis i Århus, og de kommende mandage i oktober er følgende franske film på plakaten:

3 Coeurs (28. september). Med Benoit Poelvoorde, Charlotte Gainsbourg, Chiara Mastroianni og Catherine Deneuve i hovedrollerne. Instruktør: Benoît Jacquot.

Une heure de tranquilité (5. oktober). Med Christian Clavier, Carole Bouquet, Valerie Bonneton og Rossy de Palma. Instruktør: Patrice Leconte.

La tête haute (19. oktober). Med Catherine Deneuve, Sara Forestier, Benoit Magimel og Rod Paradot. Instruktør: Emmanuelle Bercot.

Journal d’une femme de chambre (26. oktober). Med Léa Seydoux, Vincent Lindon og Clotilde Mollet. Instruktør: Benoît Jacqout.

Og så spiller både Eden og Den franske Forbindelse iøvrigt stadig i både Grandteatret, Øst for Paradis og Nicolai Bio i Kolding:

Eden er en kærligheds- og dannelseshistorie, der udspilles omkring den elektroniske musikscene i Paris i 1990’erne – med duoen Daft Punk i begivenhedernes centrum. Filmen er instrueret af Mia Hansen-Løve, der trods sit (meget) danskklingende navn er født i Paris.

Den franske Forbindelse (La French) er instrueret af Cédric Jimenez, og har Gilles Lellouche og Jean Dujardin i hovedrollerne som henholdsvis politimanden Pierre Michel og den hårdkogte gangsterboss Gaëtan ‘Tany’ Zampa.

God weekend :)!

Måske vil du også synes om:

Septemberfilm i biografen

FilmI forlængelse af indlægget om franske film i danske biografer fra i tirsdags, kommer her en oversigt over de film, der har premiere i september:

Søndag d. 6. september har den belgiske film Drengen med cyklen (Le gamin au vélo) premiere. En fortælling om den 12 år gamle Cyril, der vil finde sin far, efter at denne efterlod ham på et børnehjem, og hans møde med frisøren Samantha, der prøver at hjælpe ham. Filmen er instrueret af brødrene Jean-Pierre Dardenne og Luc Dardenne, og vandt Juryens Grand Prix i Cannes og Bedste Manuskript ved European Film Awards. Filmen vises kun i Øst for Paradis i Århus.

Torsdag d. 17. september har filmen Eden premiere. Eden er en kærligheds- og dannelseshistorie, der udspilles omkring den elektroniske musikscene i Paris i 1990’erne – med duoen Daft Punk i begivenhedernes centrum. Filmen er instrueret af Mia Hansen-Løve, der trods sit (meget) danskklingende navn er født i Paris. Filmen vises i Øst for Paradis i Århus og Grand Teatret i København.

Torsdag d. 24. september har actionfilmen Den franske Forbindelse (La French) premiere både i Øst for Paradis og Grand Teatret. Filmen er instrueret af Cédric Jimenez, og har Gilles Lellouche og Jean Dujardin i hovedrollerne som henholdsvis politimanden Pierre Michel og den hårdkogte gangsterboss Gaëtan ‘Tany’ Zampa.

TIP: Fransklisten har en lang række franske dvd-film, næsten alle som nye, til salg for åndssvagt billige penge pr. stk. Mange af dem har danske undertekster, og flere har franske undertekster. Se mere her.

 

Måske vil du også synes om:

Om en sjov film og en dialekt

Bienvenue chez les Ch'tisDany Boons komedie Bienvenue chez les Ch’tis fra 2008 er en perle af en fransk komedie, og hvis du ikke allerede har set den, kan den varmt anbefales.

En postfunktionær i det solbeskinnede Provence søger om forflyttelse til en by helt nede ved Middelhavskysten. Da hans smukke, unge (og noget neurotiske) kone lægger et ikke uvæsentligt pres på ham for at få forflyttelsen på plads, får han sig rodet ud i et temmelig ufint forsøg på at få forflyttelsen igennem. Det bliver – selvfølgelig – opdaget, og den stakkels postfunktionær ender istedet med at blive forflyttet til det nordligste Frankrig. Iført dynefrakke, polarhue og tungt hjerte drager han mod nord. Alle hans fordomme bliver bekræftet da han ankommer i et skybrud af et regnvejr, og de første dage i det nye job bedrer ikke humøret. Men trods sprogforviklinger viser nordboerne sig at være hjertelige og imødekommende, og alt imens postfunktionæren falder til i byen og ender med at hygge sig gevaldigt, opretholder han illusionen om Le Nooord som et forfærdeligt sted overfor sin kone og lille søn.

Filmen er et herligt mix af fordomme mellem Nordfrankrig og Sydfrankrig, parforholdsklicheer, mor-søn forhold, sprogforbistringer og kulturchok. Og en morale om at ærlighed som regel bedst betaler sig. En komedie i bedste franske stil.

Hvad er le ch’ti?
Dialekten ch’ti eller ch’timi tales i dele af Nordfrankrig og det fransktalende Belgien, og er en reminiscens af det gamle oldfranske sprog langue d’oïl, hvis sydfranske pendant var langue d’oc. Det anslås at lidt over en halv million mennesker stadig taler dialekten. Forståelsesmæssigt kan le ch’ti med lidt god vilje sammenlignes med sønderjysk eller måske thybomål (uden sproghistorisk sammenligning i øvrigt). Jeg kan levende forestille mig at oversætterne af filmens undertekster har været på hårdt arbejde…

Hvor kan filmen købes?
Filmen er faktisk udgivet i Danmark med danske undertekster, men er tilsyneladende udgået. Det er ihvertfald ikke lykkedes mig at finde den. Derimod kan den stadig købes her eller her med franske (og engelske) undertekster.

I dag kører feltet ind i Nordfrankrig og Nord Pas de Calais

Måske vil du også synes om: