Den franske kolonisering af Nordamerika: Jacques Cartier

Jacques Cartier blev kendt som den søfarer, der åbnede det amerikanske kontinent på sine tre rejser over Atlanten. Og det skete langt nordligere, end hvor Columbus landede.

Da Jacques Cartier blev født i Saint-Malo i 1491 lå det lige for, at han ville blive sømand. Byen Saint-Malo på Bretagnes nordkyst, lidt vest for Mont Saint-Michel og med direkte adgang til Atlanterhavet, var i Renæssancen en vigtig og stor havn med mange skibe.

Mens den lille Jacques voksede op, var Christopher Columbus fire gange over Atlanten, første gang som bekendt i 1492, hvor han opdagede de vestindiske øer. På de senere rejser udforskede Columbus Mellemamerikas kyster og Sydamerikas nordkyst, men han trængte aldrig ind i kontinentet.

Da François Ier besteg tronen i 1515 kom der for alvor gang i den franske renæssance. Han hidkaldte de bedste italienske renæssancekunstnere, blandt andre Leonardo da Vinci, og det er i denne periode at flere af slottene i Loire-dalen blev opført, blandt andet Chambord.

François Ier havde hørt om et kontinent mod vest, hvor der skulle findes guld og andre rigdomme, og i 1534 udnævnte han Jacques Cartier til at lede en ekspedition der skulle finde kontinentet. Fiskere fra Bretagne fortalte om et område mod vest, hvor de jævnligt fiskede langs kysterne. Om ekspeditionen også skulle søge efter nordvestpassagen til Indien, melder historien ikke noget om.

I april måned 1534 satte Cartier kursen mod vest. Han havde kommandoen over to skibe og godt 60 mand. Cirka tre uger senere nåede de Newfoundlands kyst, og sejlede nord om øen ind i det farvand, der senere fik navnet Golfe de Saint-Laurent – Saint Lawrencebugten. Herfra gik turen ned langs Newfoundlands vestkyst og tværs over bugten til den ø, der senere fik navnet Prince Edward Island. Op langs kysten af det område, der i dag hedder New Brunswick, udforskede Cartier Baie des Chaleurs, hvor ekspeditionen første gang mødte de indfødte. Rejsen fortsatte nord om Saint-Lawrencebugten til Anticosti øen, inden kursen blev sat østover igen, nord om Newfoundland og tilbage til Frankrig.

Til trods for at ekspeditionen var sejlet lige forbi Saint-Lawrenceflodens udmunding i bugten, blev den ikke opdaget på Cartiers første tur.

Med sig tilbage fra den første rejse havde Cartier imidlertid to indfødte, der beskrev en flod, der strakte sig langt ind i landet. Det følgende forår, i 1535, blev Cartier endnu engang sendt afsted af François Ier, med det formål at trænge dybere ind i kontinentet. Denne gang havde han tre skibe og 120 mand under sin kommando. Som på den første tur navigerede ekspeditionen nord om Newfoundland, men denne gang fulgte de nordkysten af Saint-Lawrencebugten til de nåede Anticosti-øen. Efter en udforskning af flodmundingens nord- og sydkyst, fortsatte skibene op ad floden til det punkt, hvor den naturligt indsnævres, af de indfødte kaldet Stadacona. Her anlagde Cartier ekspeditionens hovedkvarter ved Saint-Charles floden på det sted, der senere blev koloniseret og kaldt Quebec. Ekspeditionen nåede så langt som til Hochelaga, hvor byen Montréal i dag ligger. Strømfald på floden forhindrede Cartier i at komme videre, og han vendte tilbage til Stadacona og hovedkvarteret. Men vinteren kom, skibene frøs fast i isen, og ekspeditionen måtte overvintre. Da foråret kom satte Cartier kursen mod Frankrig igen. Han var trængt et godt stykke ind i det nye kontinent, men havde mistet 25 mand på grund af skørbug under overvintringen.

Den tredie og sidste rejse, som Cartier foretog til La nouvelle France, som landet blev kaldt, endte i en katastrofe. I efteråret 1540 beordrede François Ier endnu engang en rejse til det nye land, denne gang med henblik på kolonisering, og Cartier blev udnævnt til ekspeditionsleder for koloniseringen. Men i starten af 1541 blev Cartier degraderet, og kongen udpegede i stedet Jean-François de La Roque de Roberval som leder af ekspeditionen. Mens Roberval ventede på leveringen af blandt andet våben og ammunition, fik Cartier tilladelse til at påbegynde rejsen, og i foråret 1541 sejlede en konvoj med fem skibe og i alt 1500 kolonister ud fra Saint-Malo. De ankom til Stadacona (Quebec) i det tidlige efterår 1541, men allerede i juni året efter opgav Cartier koloniseringen. Vinteren havde været hård, og han påbegyndte hjemrejsen med de overlevende kolonister. Ved Newfoundland mødte han Roberval, der først var kommet afsted i foråret 1542 med et års forsinkelse. Cartier fortsatte mod Frankrig, mens Roberval fortsatte til Stadacona for at gøre endnu et forsøg på kolonisering af det nye land. Også han måtte give op efter vinteren, og i 1543 vendte han tilbage til Frankrig med de sidste overlevende fra kolonien.

Det første franske forsøg på kolonisering af Canada mislykkedes, og på grund af hjemlige religiøse uroligheder mellem katolikker og protestanter kom der til at gå en del år, før de gjorde endnu et forsøg. Men Cartier havde åbnet kontinentet, og selvom han ‘kun’ nåede til det område, der i dag er Montréal, havde han opdaget den flod, der forbinder de store søer – Lake Superior, Lake Huron, Lake Michigan, Lake Erie og Lake Ontario – med Atlanterhavet.

Le Grand Débat National – nyt tiltag fra Macron

For at dæmme op for de seneste måneders uroligheder i Frankrig har præsident Macron i et personligt, åbent brev til franskmændene lagt op til en stor, national debat om fire meget centrale emner. Brevet blev offentliggjort søndag den 13. januar.

Det er især krisen med Gilets Jaunes bevægelsen, Macron og regeringen nu forsøger at imødegå med den stort anlagte, nationale debat, der rækker ud i alle afkroge af nationen. Både det kontinentale Frankrig, de oversøiske områder og franskmænd bosiddende i udlandet. Intentionen er, at konklusionerne fra debatten skal indgå i en ny miljø-, økonomi- og socialpagt mellem den menige franskmand og Macron/regeringen/parlamentet.

Og det er store og vigtige områder, der rækker langt ind alle sprækker af samfundet, præsidenten ønsker at høre befolkningens mening om. Det er:

  • Skattesystemet og de offentlige udgifter
  • Statens organisering og de offentlige serviceinstanser
  • Overgangen til miljøvenlighed
  • Demokrati og statsborgerskab

Til hvert af emnerne er der formuleret en række præciserende spørgsmål, der strækker sig fra, hvordan skattesystemet kan gøres mere effektivt til hvordan statsapparatet bør indrettes og hvor mange immigranter, Frankrig skal tage imod hvert år. 33 præciserende spørgsmål i alt.

Allerede tirsdag den 15. januar, to dage efter brevets offentliggørelse, havde Macron et maratonmøde på næsten 7 timer med 600 borgmestre i Normandiet. Senere er fulgt og følger møder med borgmestre andre steder i landet. Og der er mange kanaler for deltagelse i debatten. På en til lejligheden oprettet hjemmeside, hvor alle franskmænd siden i mandags har kunnet give deres mening til kende ved lokalt arrangerede debatmøder, ved at ringe til et særligt servicenummer eller ved at sende et almindeligt brev med posten.

Initiativet er hidtil uset. Det er første gang, en fransk præsident i det omfang forsøger at tage befolkningen med på råd, og hensigten er reel nok. Men hvad siger befolkningen og oppositionen?

Ifølge en meningsmåling foretaget for Franceinfo og avisen Le Figaro nogle dage efter offentliggørelsen af Macrons brev til nationen ved de fleste franskmænd, hvad det drejer sig om. De fleste er dog stadig ret skeptiske overfor tiltaget, og ifølge meningsmålingen har kun omkring en tredjedel af alle franskmænd til hensigt at deltage og give deres mening tilkende.

Den politiske opposition har for størstedelens vedkommende kritiseret initiativet og kaldt det “en afledningsmanøvre”, “et røgslør”, “nonsens” og andre, mindre pæne ting. Men der er dog enkelte politiske partier der støtter op om initiativet.

Den store nationaldebat skal køre i to måneder frem til 15. marts. Derefter samler præsidenten og hans stab op på konklusionerne, som Macron vil fremlægge en gang i april.

Vincent Van Gogh i Frankrig

Forleden i kommentarfeltet spurgte Monsieur Pedersen, om ikke godt Loving Vincent, der har premiere i dag, kunne få lov til at snige sig med i filmoversigten.

Loving Vincent er verdens første, malede animationsfilm, holdt i Vincent Van Goghs let genkendelige stil, der giver tilskueren en følelse af at befinde sig i et af Van Goghs malerier. Filmen er en engelsk/polsk produceret, engelsksproget film om en hollandsk malers liv og kunstneriske virke. Loving Vincent er ikke en fransk film. Derfor var den ikke med i sidste uges filmoversigt.

Men Vincent van Gogh malede nogle af sine største værker (faktisk de fleste af sine værker) i Frankrig, mens han boede der de sidste fire år af sit liv. Han blev født i Holland i 1853, hvor han også påbegyndte sit kunstneriske virke, men det var først, da han flyttede til Paris i 1886, at hans karriere tog fart. Efter to år i Paris rykkede han til Arles i Provence, hvor han boede fra februar 1888 til maj 1889. Her malede han mange af de billeder, vi i dag genkender ham på. Efter et års ophold på sindssygehospitalet i Saint-Rémy i nærheden af Arles, flyttede han tilbage til Parisregionen, til landsbyen Auvers-sur-Oise, nordvest for Paris. Her levede han de sidste par måneder af sit liv indtil den dag, han tog livet af sig.

Loving Vincent tager udgangspunkt i den dag i 1890, hvor han kommer vaklende ned ad gaden i Auvers-sur-Oise, skudt i brystet.

Vil du se Vincent Van Goghs originale værker, så er mange af dem udstillet på Van Gogh museet i Amsterdam.

La rentrée littéraire 2017

Sommeren er ved at være forbi, selv for franskmændene. Det betyder til gengæld, at efterårets franske bogsæson står for døren.

Efter et ret sløjt bogsalg i foråret, der ifølge en professor ved universitetet i Paris blot er en bekræftelse af en uskreven regel om, at litteraturen har trange kår i månederne op til et præsidentvalg, ser det således ganske anderledes ud her efter den franske sommerferie er slut: 581 nyudgivelser er på vej de kommende uger, hvoraf 390 er franske, og 81 af disse er debuterende forfattere. Tallene sidste år var 363 franske nyudgivelser, heraf 66 debutromaner. Med andre ord: En rigtig pæn fremgang i forhold til sidste år. Det er tilsyneladende ikke hos de franske forlag, at krisen kradser.

Ifølge Livres Hebdo er l’exofiction et af nøgleordene dette efterår: Begrebet er det modsatte af l’autofiction, der iscenesætter forfatteren selv i en (fiktiv) virkelighed. Exofiction er udadrettet, forstået på den måde at (ofte kendte) personligheder eller historiske begivenheder iscenesættes i en (fiktiv) virkelighed. Det så vi eksempelvis i efteråret 2015 med romanen La septième fonction du langage, hvor Roland Barthes’ død blev genstand for en fiktiv politiefterforskning, eller med kunstnerromanerne fra efteråret 2016, hvor blandt andre Monet og van Gogh blev omdrejningspunktet i semifiktive fortællinger.

Store og veletablerede forfattere som Amélie Nothomb og Eric-Emmanuel Schmitt er som hvert år at finde blandt de mange nyudgivelser, men noget tyder på, at vi skal kigge andre steder efter årets coups de coeur. Allerede nu er de første forfattere udtaget til de endelige udskilningsløb hos juryerne for Prix Renaudot og Prix Goncourt, der traditionelt følges ad. I går offentliggjorde Goncourt-juryen de 15 romaner de har udtaget til deres første runde, mens Renaudot-juryen allerede i mandags offentliggjorde de 17 romaner og 4 essays til deres første runde.

På begge juryers lister finder vi følgende fem romaner: La disparition de Josef Mengele af Olivier Guez (Grasset), La serpe af Philippe Jaenada (Julliard), L’art de perdre af Alice Zeniter (Flammarion), Nos richesses af Kaouther Adimi (Seuil) og Un certain M. Piekielny af François-Henri Désérable (Gallimard).

Den franske Rentrée littéraire strækker sig til langt ind i november. Efter alle udgivelserne i august og september kommer alle bogpriserne i oktober og november.

Der er julelys i øjnene på de frankofile litteraturelskere :)!

Ferietid

Det er blevet ferietid, og vi pakker snart bilen for at køre sydover til et område i Frankrig, som jeg glæder mig til at udforske nærmere.

Vi starter i Beaugency i Loiredalen, hvor vi blandt andet skal besøge renæssanceslottene. Chambord står øverst på den liste! Le Golfe de Morbihan på Bretagnes sydkyst bliver udgangspunktet for vores udforskning af Bretagne-halvøen, og på vej hjemover gør vi holdt et par dage i Giverny, hvor vi – selvfølgelig! – skal besøge Monets have. Det er 17 år siden, jeg sidst var der. Kæreste har aldrig set den.

Undervejs skal vi bo på små, hyggelige hoteller i mindre byer, smage os igennem de lokale madvarer og ellers ikke planlægge for meget.

Følg med på Instagram og Facebook, hvor jeg vil lægge billeder ud med motiver, der – måske – bliver til fremtidige blogindlæg. Se links ude i højre kolonne.

God sommer til jer allesammen :)!

Le Mans 2017

Der er Le Mans i den kommende weekend.

Mere behøver man ikke sige, før alle ved, hvad der sker. Så berømt er den vestfranske by for sit 24-timers motorløb, at de to nærmest er blevet synonyme.

Så kunne man godt forledes til at tro, at det hele sker i løbet af bare 24 timer fra lørdag til søndag. Men faktisk har der allerede været gang i den – sådan for alvor – siden i søndags, hvor alle biler og kørere blev vejet og indskrevet, og der var bogsigneringer midt i byen. Det fortsatte mandag, mens der i går var autografevent og officiel fotografering med alle kørerne.

I dag er der Pit Walk – det vil sige at alle dem, der har købt billet kan besøge pittene hele dagen. Eller få sig en tur i det store pariserhjul i det tivoli, der åbner på området i dag. Torsdag begynder testkørslerne, og fredag er der flere bogsigneringer, pitbesøg og parade. Inden det ‘rigtige’ løb begynder lørdag kl. 15.00 er der opvarmning om morgenen, Porsche Carrera cup og en Michelin Le Mans cup.

De virkelige hardcore fans har købt sig en pakkerejse med et rejseselskab og er i Le Mans i flere dage, for at få det hele med. Både stemningen, pitturene, testkørslerne og hele tivolimarkedshalløjet, der omgiver så stor en fest.

Du kan se hele programmet her, hvor arrangøren Automobile Club de l’Ouest har lagt al tænkelig information ud: Historie, facts om biler og kørere, merchandise, billetter, vejvisere og selvfølgelig links til sociale medier.

Selvom man ikke selv kan være der, så er der rig mulighed for at blive opdateret 24/7.

Har du prøvet at være til 24 heures du Mans? Hvordan var det? Fortæl os gerne om det i kommentarfeltet :)!

 

Valg til den franske Nationalforsamling

fransk-præsidentvalg-2017De franske vælgere er ved at være trætte af at skulle til stemmeurnerne.

I går blev 1. runde af valget til det ene af Parlamentets to kamre – Nationalforsamlingen – afholdt, og stemmeprocenten var historisk lav. Det anslås i skrivende stund (søndag aften), at godt 51% af vælgerne afstod fra at stemme i går.

I modsætning til de danske valg, hvor man både kan stemme personligt, på et parti eller på en liste, stemmer franskmændene kun personligt. Det franske valgprincip hedder Uninominal majoritaire à deux tours. Uninominal betyder, at man kun kan stemme på et navn – altså personligt. Majoritaire betyder ‘flertal’, dvs kandidaten skal have mindst 12,5 procent af de afgivne stemmer i den pågældende valgkreds for at gå videre til 2. runde. Deux tours betyder ‘to runder’.

Der skal vælges 577 nye medlemmer af Nationalforsamlingen. En for hver af valgkredsene: 566 i Frankrig og 11 valgkredse, der dækker franskmænd i udlandet. Franskmændene i udlandet stemte 1. runde forskudt, og stemte allerede sidste søndag (For eksempel i den franske valgkreds, der dækker Skandinavien/Nordeuropa). En valgkreds følger ikke kommune- eller departementsgrænser, men er inddelt efter antal indbyggere: cirka 120.000.

Tidligere har det været sådan at borgmestre, regionalrådsmedlemmer eller lignende har kunnet have både deres lokale mandat og et mandat som deputeret i Nationalforsamlingen. Som noget nyt ved dette valg er den konstellation ikke længere mulig. En folkevalgt i Frankrig kan ikke både være for eksempel borgmester og parlamentsmedlem. Det har betydet et farvel til en hel del deputerede, der ikke har genopstillet til Nationalforsamlingen, fordi de allerede havde en folkevalgt stilling i deres lokalområde.

I følge meningsmålingerne ser det lige nu ud til, at præsident Macron vil få sit absolutte flertal (289 mandater). Men der er en hel uge til 2. og afgørende runde, og det er ikke utænkeligt, at de andre partier kan få mobiliseret sofavælgerne.

Det er ikke slut endnu…

fransk-præsidentvalg-2017Med det franske præsidentvalg vel overstået kunne man måske forestille sig, at der falder ro over fransk politik nu. Men faktisk var det kun første del af processen med den demokratiske udskiftning af den udøvende og den lovgivende magt i Frankrig.

Den udøvende magt

I Frankrig udgør præsidenten og regeringen tilsammen den udøvende magt. Og hvor statsministeren i Danmark typisk kommer fra et parti, eller en koalition af partier, der har opnået flertal i et nyvalgt Folketing,  så er det i Frankrig den nyvalgte præsident, der udpeger en premierminister. Som bekendt udpegede Emmanuel Macron borgmesteren i Le Havre, Édouard Phillipe, fra højrefløjspartiet Les Républicains. Det i sig selv er et signal om at den nyvalgte præsident med en fortid i venstrefløjspartiet Parti Socialiste, med sit nye centrumparti La République en Marche! forsøger at bryde med den klassiske højre-venstrefløjstænkning og i stedet ønsker et samarbejde på tværs for at få løftet Frankrig ud af krisen.

Formelt er det så premierministeren, der udnævner regeringen. Fraregnet premierministeren selv består den nye regering af noget så usædvanligt som et lige antal mænd og kvinder fra både højre og venstre, samt folk hentet ind fra civilsamfundet. Altså nogen, der ikke tidligere har været involveret i politik. Her kan du se alle ministrene og deres ansvarsområder.

Med udnævnelsen af premierminister og regering er den udøvende magt i Frankrig nu på plads.

Men dermed slutter det ikke.

Den lovgivende magt

Den lovgivende magt i Frankrig består af to kamre: Senatet og Nationalforsamlingen, der tilsammen betegnes Parlamentet. I umiddelbar forlængelse af præsidentvalget skal der også være valg til det ene af parlamentets to kamre, Nationalforsamlingen. Det foregår også ved to runder, 11. og 18. juni.

Valg til det andet kammer, Senatet, foregår indirekte via et valgkollegium i hvert enkelt departement. Halvdelen af de 348 senatorer er på valg hvert tredje år til et 6-årigt mandat. Næste gang det finder sted bliver til september.

Det er de 577 pladser i Nationalforsamlingens Hémicycle, som den franske Nationalforsamlings sal betegnes, der er på valg i juni.

Det bliver spændende, fordi Macron er nødt til at have et flertal i Nationalforsamlingen for at kunne få gennemført de reformer der skal til, for at få bragt Frankrig ud af krisen. Og lige nu har hans parti nul (som i 0) pladser i Nationalforsamlingen. Hans opstillingsliste, der blev offentliggjort få dage efter hans indsættelse som præsident består af lige mange mænd og kvinder, hvilket i sig selv er nyt. Mange af kandidaterne på listen er fra allerede eksisterende partier, som eksempelvis François Bayrous parti Mouvement Democrate.

Hvis ikke Emmanuel Macron opnår flertal i Nationalforsamlingen men derimod får et flertal imod sig, så kan han få meget svært ved at få gennemført noget som helst.

Derfor er det ret afgørende for Frankrigs fremtid, hvordan der bliver stemt til valget i juni.

 

vinranker-saint-emilion

Vinhøsten 2017 er ødelagt mange steder i Frankrig

Mens verdens opmærksomhed har været rettet mod Frankrig og præsidentvalget, så er det gået de flestes opmærksomhed forbi, at de franske vinbønder gennemgik et helvede i slutningen af april. Mange blev ramt af frost ad flere omgange, og der er ikke mange områder i Frankrig, der er gået fri. I nogle områder er størstedelen, 80-100%, af vinmarkerne blevet ramt.

Fra Champagne til Jura, til Loiredalen, Cognac, l’Hérault og hele Bordeauxområdet. Værst er det tilsyneladende gået ud over de verdensberømte appellationer Saint-Émilion og Pomerol, der ligger tæt på hinanden, vinområderne der ligger i umiddelbar tilknytning til dem øst for Bordeaux, samt det sydlige Médoc. Her estimeres det ifølge præsidenten for Fédération des Grands Vins de Bordeaux at over 75% af markerne har fået frost på et tidspunkt, hvor vinen netop havde sat nye skud og blade, og hvor blomsterne, der skal blive til de dyrebare druer og dråber, var ved at blive dannet.

Vinbønderne kæmpede ellers bravt for at holde frosten fra at sætte sig på de nye blade. Både med helikoptere der skulle piske varmere luft ned i jordhøjde – for dem, der havde råd til det – og med bål mellem de lange rækker af vinstokke. Det kan du se på disse dramatiske billeder, taget af fotografen Jean-Bernard Nadeau.

Mens man i disse dage er ved at opgøre skadernes omfang (et estimat siger 1-1,5 milliard euro alene for Bordeaux-området), holder man samtidig vejret for at se, om nogle af vinstokkene vil skyde endnu engang og måske mindske høsttabet en smule. Men det ændrer ikke ved, at rigtig mange vinproducenter, små som store, og hele netværket af underleverandører til vinproduktionen vil lide store, økonomiske tab.

Som eksempelvis de servicevirksomheder, der leverer daglejere til arbejdet i vinmarkerne. Og daglejerne selv, der mister arbejdet. Eller vintøndemagerne. Alle underleverandører til vinproduktion er naturligt nok også berørt af frosten, og forventer en nedgang i produktionen eller leverancerne til vinbønderne.

Men du kan faktisk gøre noget! Opfordringen dernedefra lyder: Åbn en flaske fransk vin og skål for at støtte vinbønderne!

Normandiet solnedgang Anse du Brick Cherbourg

Normandiet revisited

I går uddelte Ove roser i kommentarfeltet, fortalte om sin tur til Normandiet sidste år og bad om at få flere indlæg om regionen. Jeg bliver jo så glad, når jeg får roser, så her kommer en buket af indlæg, jeg har skrevet om Normandiet siden bloggens start.

God læselyst :)

Foto: Solnedgang ved Anse du Brick, lidt øst for Cherbourg
(Og nej, det er ikke photoshoppet. Det VAR en fabelagtig solnedgang den aften…)

Normandiet 1

Normandiet 2

Roosevelt, Churchill og de Gaulle

Haute-Normandie

Basse-Normandie

Le calvados

Bayeux-tapetet