5 hurtige om Jacques Chirac

Den 26. september døde den tidligere franske præsident Jacques Chirac. Han var Frankrigs præsident fra 1995-2007, men hans politiske karriere strakte sig over fire årtier. Her får du 5 hurtige om Chirac.

1.

Jacques Chirac var det, der på fransk hedder énarque. Ordet betegner en kandidat, der har taget sin uddannelse på en af Frankrigs højeste læreanstalter – École Nationale d’Administration, forkortet ENA. Skolen, der uddanner kandidater til den franske statsadministration, optager kun studerende efter Read More

Fem ting, der optager mig lige nu

Jeg har haft en god, lang påskeferie med et fantastisk forårsvejr, der har gjort det ualmindeligt svært at blive indendøre ved computeren. Men det har ikke skortet på indtryk og meldinger fra det franske, og jeg har samtidig været optaget af sommerferieplanlægning. Her er fem ting, der har optaget mig den seneste uge:

Branden i Notre-Dame

Der gik ikke lang tid fra branden brød ud mandag aften Read More

Når virkeligheden overgår fantasien #2

Jeg tænkte, at I måske gerne ville høre afslutningen på den ret utrolige historie om min telefon, der dukkede op på le Bureau des Objets Trouvés en måned efter at jeg mistede den i Paris?

Mange tilbød at hjælpe, og en tilbød endda at springe på et fly for at hente den til mig på en endagstur! (Claus, man tager ikke til Paris på endagstur! Man tager kæresten sin under armen og bruger mindst tre dage der. Giv lyd, så skal jeg lave et program til jer 😊)

Med gode menneskers mellemkomst (TAK, Charlotte ❤️) blev telefonen afhentet på Paris’ hittegodskontor og sendt til Danmark. Den 13. december, præcis to måneder efter jeg mistede den, var den hjemme igen her på matriklen.

Den så ud præcis, som da jeg tabte den. Ingen ridser eller skrammer på telefonen. Ingen spor af vand eller slid på det sorte lædercover. Det er fuldstændig som om den, der har fundet den, har passet godt på den.

Og så er det, jeg ikke kan lade være med at spekulere: Hvem har passet så godt på den? Hvorfor har de ikke kontaktet mig? Var det den clochard, vi passerede på Boulevard Maillot, inden jeg opdagede jeg havde tabt telefonen, der fandt den? Var det ham, der tog telefonen, da Kæreste begyndte at ringe til den, fordi jeg var for oprevet? Blev han febrilsk og bange, fordi der blev talt engelsk? Var det derfor, han slukkede telefonen? Er det ham, der har passet på den i en måned, mens han vred sin hjerne for, hvordan han kunne få den afleveret uden at blive anklaget for tyveri? Måske har nogen fortalt ham, at man kan lægge fundne ting i postkassen, og så sørger postvæsnet for at indlevere dem til hittegodskontoret?

Jeg ved det ikke. Og jeg får det nok heller aldrig at vide. Men jeg har lært nogle ting af hele historien:

  • Medarbejderne på Paris’ hittegodskontor er omhyggelige og tager sig tid til at svare på mails, på trods af 6-700 nye sager hver dag.
  • Funktionen ‘Find min iPhone’ virker i dén grad! Min telefon var offline siden den blev slukket den dag, jeg mistede den. Da jeg fik den tilbage og tændte den, bimlede og bamlede det, og beskeden, jeg havde indtastet, stod på skærmen. Den forsvandt ikke, før jeg gik på iCloud og annullerede det. Samtidig fik jeg en email med den præcise adresse på, hvor telefonen befandt sig (i dette tilfælde her på matriklen). Det gør den ubrugelig for enhver, der uretmæssigt ville have forsøgt at bruge den.
  • Der er altid nogle, der er klar til at hjælpe. Man skal bare bede om det.
  • Ærlige mennesker, der afleverer fundne ting, findes alle steder.

Jardin des Plantes – for både børn og voksne

Oktobervejret viste sig fra sin smukkeste side, da vi var en tur i Paris i sidste uge. Jeg har før været i Paris i oktober, hvor vi kunne sidde ude og spise, men aldrig med varmegrader på den gode side af de 20. De mange restauranter og cafeer omkring vores hotel ved Les Halles summede af liv om aftenen på terrasserne.

Jeg har været i Paris ihvertfald en gang om året de seneste 20 år. Og for at det ikke bliver de samme ting, jeg besøger hver gang, så har jeg altid haft den regel, at der skal mindst een, ny ting på programmet. Noget, som jeg ikke tidligere har besøgt. Denne gang havde vi hele tre nye ting på programmet, og en af dem var Le Jardin des Plantes, Paris’ Botaniske Have.

Parkens historie går helt tilbage til 1500-tallet, og har siden 1700-tallet været i videnskabens tjeneste. I de brede alleer der fører op gennem haven kan man se planter fra hele verden. Den smukke park lader ikke Luxembourghaven eller Tuilerieshaven noget efter i skønhed. Her ligger også Musée d’Histoire naturelle – Paris’ naturhistoriske museum. Museet, de store drivhuse og den zoologiske have kom først til efter revolutionen i 1789.

Musée d’Histoire naturelle består af en række bygninger, der ligger langs havens østlige kant. Her finder man den store evolutionsudstilling (la Grande Galerie de l’Évolution), udstillingen for mineralogi og geologi, den botaniske udstilling og udstillingen med blandt andet dinosaurskeletterne (Galeries d’Anatomie Comparée et de Paléontologie). Midt i haven ligger de store drivhuse (les grandes serres).

Den største og mest imponerende af udstillingerne er nok den store evolutionsudstilling. Den og så den zoologiske have, der dækker hele den vestlige halvdel af parken, kan uden større problemer udgøre en dagsudflugt med spændende oplevelser for både voksne og børn. Hvad enten man kommer med kørestol eller har en klapvogn med er der visse begrænsninger i, hvilke udstillinger, man kan komme ind til. Men de forhindringer skal dog ikke afholde folk fra at besøge haven og opleve så mange som muligt af udstillingerne. Le Jardin des Plantes’ arkitektur og indretning oser af de store opdagelsesrejser og flere århundreders indsamling af materiale af franske opdagelsesrejsende.

Den store evolutionsudstilling, den botaniske udstilling, historiekabinettet og de store drivhuse har elevatoradgang for kørestole, klapvogne og lignende. Elevatoren til de store drivhuse virkede dog ikke, da vi var der. Men selvom man ikke har mulighed for at komme ind alle steder, så kan man alligevel sagtens bruge det meste af en dag i parken. Den største af udstillingerne, den store evolutionsudstilling, har fuld adgang til alle etager med elevatorer, og har man kun et par timer, så er det her, man skal lægge dem.

Der skal betales separat billet (13€ fuld pris) til den zoologiske have, og her kan man uden hindringer komme rundt med klapvogne og kørestole. De forskellige udstillingers billetpriser svinger mellem 7-10€.

Børn under 3 år har gratis adgang mod forevisning af ID (f.eks. pas), og handicappede med ledsager har også gratis adgang mod forevisning af gyldigt handicapkort (de accepterede mit handicapledsagekort udstedt her i Danmark).

Paris i kørestol

Der er mange måder at vinkle en artikel på. Som regel gør jeg det stramt, så de vigtigste ting af interesse for jer læsere er i fokus. Det betyder også, at mange, mindre relevante ting bliver skåret fra. Eksempelvis hvordan vi kommer rundt. Men i dagens indlæg er vinklen netop, hvordan man kommer rundt i Paris. Med en kørestol. Jeg har tøvet længe med at skrive netop dette indlæg. Men vores første erfaringer med at komme rundt i Paris med en kørestol kan være en hjælp for andre, så derfor har jeg valgt at dele det med jer.

Efter et års tid med tiltagende problemer med balancen, fik jeg i september 2017 en ALS-diagnose. Jeg er efterhånden ret gangbesværet, og kan kun gå meget korte afstande med en rollator. Men jeg er ikke typen, der sætter mig hen i et hjørne og piver, og det er Kæreste heldigvis heller ikke. Så da vi indså, at en juletur til Paris kunne ville være mulig, hvis vi tog en kørestol med, så tog vi en kørestol med. Det kræver lidt ekstra planlægning (og, indrømmet, for mit vedkommende at sluge en pæn portion stolthed), men det er muligt.

Vi startede med at finde et hotel i nærheden af Les Halles. Af den simple grund, at Les Halles er togtrafikknudepunktet i Paris, og Kæreste skulle styre både mig i kørestolen og vores kuffert over kortest mulig afstand. På den måde fandt vi Le Relais des Halles kun 200 meter fra stationen. Deres handicapvenlige værelse i stueetagen var mindst lige så lækkert indrettet som hotellets øvrige 18 værelser og endnu et plus til den liste af parametre, vi synes hotellet scorer højt på.

Vores plan var oprindeligt at tage RER B toget fra Charles de Gaulle lufthavnen og ind til Les Halles. Langt de fleste stationer i RER-nettet er indrettede, så kørestolsbrugere også kan tage toget. Det kan man læse mere om på RATPs hjemmeside. Men vores fly landede i terminal 2G, som ligger et stykke fra lufthavnens RER station, og det ville kræve en bustransfer at komme dertil, så handicapassistancen, der hentede os i flyet, anbefalede, at vi tog en taxa i stedet. De holder få meter fra terminalens udgang. Den faste pris på en taxa fra CDG til centrum af Paris (højre Seinebred) er i øjeblikket 50€. (Sørg for at have aftalt prisen med chaufføren, inden turen starter.)

Den hundredårige metro i Paris er ikke indrettet til kørestolsbrugere. Med undtagelse af den nye linie 14, som har handicapadgang på alle stationer. Så vi havde planlagt weekenden efter, hvad vi kunne nå i gåafstand, hvad vi kunne nå med RER tog, og hvad vi kunne nå med metrolinie 14. Det er faktisk ret meget! Havde vi taget busserne med i planlægningen, kunne vi have nået endnu videre omkring.

Lørdag formiddag var vi i BHV Marais, der ligger i gåafstand fra Les Halles. Efter frokost tog vi metrolinie 14 til Gare Saint-Lazare, og hjulede ned til stormagasinerne på Boulevard Haussmann for at se deres juleudsmykning. Efter nogle timer der gik vi tilbage mod hotellet og ramte Rue Montorgueil i skumringen, hvor gadens julebelysning blev tændt. Vi holdt ind ved en café for at få noget vin chaud at varme os på.

Søndag tog vi RER linie A til Place de l’Étoile, og trillede stille og roligt hele vejen ned ad Champs-Élysées, ind og ud af butikker og med behørige pauser undervejs. Efter en god frokost fortsatte vi ned til Place de la Concorde og op til Madeleinekirken, med kig ind i både Village Royal og de dyre madbutikker i den nordlige ende af Place de la Madeleine. Især Fauchon er altid et besøg værd. Sidst på eftermiddagen var Kæreste blevet en smule træt i benene, så vi tog metrolinie 14 tilbage til Les Halles og hotellet.

Der er mange cafeer og restauranter i Paris, hvor det ikke er muligt at komme ind med en kørestol, men der er også mange steder, hvor det ER muligt at komme ind. Kvarteret omkring Les Halles og Rue Montorgueil er fyldt med restauranter i alle prisklasser. Vi spiste på Au Pied de Cochon og Rive Droite, og selvom begge steder er tætpakkede gjorde de plads til, at vi kunne komme ind med en kørestol.

Det var vores første rejse med kørestolen, og vi gjorde os en del erfaringer. Både de gode og de mindre gode. Det er for eksempel helt utroligt at opleve, hvor venlige og hjælpsomme vildtfremmede mennesker kan være. Og hvor meget det modsatte kan være tilfældet. Eller når man står på en RER-station, og den sidste elevator fra niveau -1 til gadeniveau ikke virker, og der ikke er en eneste servicemedarbejder i sigte… Jeg kan stadig, med støtte og stort besvær, tage nogle få trapper. Men det er ret hårdt og tager meget energi. Alternativet havde været, at vi havde været nødt til at tage RER-toget en station tilbage og håbe på, at elevatoren dér virkede.

Vi så kun to andre i kørestol hele den weekend. Vi havde et par stressede situationer, og det kræver lidt is i maven, men det er muligt – med lidt planlægning – at komme rundt i Paris med en kørestol.

Au Pied de Cochon

Jeg har en enkelt gang før spist på brasseriet Au Pied de Cochon. Det var engang for mange år siden, hvor jeg var guide for nogle danske forretningsfolk. Det blev ikke helt den oplevelse, jeg havde håbet på at give dem. De havde været på parisiske barer det meste af natten og var mildt sagt noget klatøjede, da de dukkede op til frokosten. For ikke at tale om deres højlydte tømmermænd.

Så da vi før jul var i Paris og boede på hotel kun 5 minutters gang fra restauranten, tog vi derhen for at få aftensmad.

Au Pied de Cochon betyder (Ved) Grisens Fod, og grisetemaet går igen overalt i restauranten, fra rækken af grise på bardiskens zinc helt ned til messinghåndtagene på dørene. Restauranten er fra den epoke, hvor madmarkederne ved Les Halles var fulde af liv. Restauranten i tre etager har været åben 24/7/365 siden 1947, og efter sigende har gasovnene ikke været slukket siden. Man kan godt reservere bord, men man kan også bare dukke op og vente i baren. Vi havde ikke reserveret bord den fredag aften og fik at vide, at der ville gå ca. 20 minutter inden der var et bord ledigt. Så vi besluttede at vente de 20 minutter, og det var ventetiden værd.

Menukortet er det klassiske franske køkken, og kortets variation afspejler, at restauranten engang lå midt i et sydende madmarked. Der er for eksempel et omfattende udvalg af fisk og skaldyr, der bliver hentet fra deres eget stade foran restauranten. Der er også både fugl, fisk og ko på menukortet, men som stedets navn antyder, er det grisen, der er i centrum. Så menukortet indholder også svineudskæringer, grisetæer serveret på forskellig vis, og hovedretter med både grisetæer, ører, næse og hale. For de modige (eller for de virkelige kendere), er der også grisehoved og blodpølse på menukortet.

Vi valgte dog det sikre og fik en klassisk, lækker soupe à l’oignon til forret og en solid størrelse entrecôte med sauce béarnaise og pommes frites til hovedret. Det var mere end rigeligt for os, så vi gik direkte til kaffen. De små grisemarengs fulgte med.

Stemningen i restauranten er munter, venlig og til tider løssluppen, når tjenerne lejlighedsvist bryder ud i sang med (stam)gæsterne. Au Pied de Cochon er efterhånden nævnt i mange rejseguides, og der er en del turister, men det er overvejende lokale parisere. Maden er solid, klassisk mad fra det franske køkken, og man får muligheden for at prøvesmage dele fra grisen, som man normalt ikke får serveret på restaurant. Heller ikke i Frankrig.

Au Pied de Cochon, 6, rue Coquillière, 75001 Paris. Lige ved Les Halles, mellem Église Saint-Eustache og køkkenudstyrsbutikken Dehillerin.

Le Relais des Halles

Jeg gør normalt en dyd ud af ikke at anbefale bestemte hoteller i Paris. Det gør jeg en undtagelse fra i dag.

For det hotel vi boede på, da vi var i Paris lige før jul, overgik, hvad vi indtil nu har prøvet af hoteller i byen. På flere parametre.

Beliggenheden i Rue Pierre Lescot kan nærmest ikke være mere central. Godt 100 meter fra Les Halles (og Paris’ togtrafikale knudepunkt), i gå-afstand til Seinen, med Rue Montorgueil lige om hjørnet og med restauranter i mange prisklasser i en radius af mindre end 5 minutters gang.

Det lille hotel med 19 værelser var indhyllet i charme fra kælder til kvist. Receptionen var ikke en traditionel reception men nærmere et stilfuldt arbejdsværelse, hvor portieren sad bag et skrivebord. De store vinduer ud mod gaden var indrammet af tunge gardiner med possementsnore, og bag skrivebordet var der indbyggede glasreoler. På to af hylderne stod Honoré de Balzacs samlede værker.

I den lillebitte kælderetage blev morgenmadsbuffeten serveret. Men selv i så lille et rum var der plads til 18-20 gæster ad gangen, og buffeten indeholdt flere forskellige slags brød, franske oste, æg og bacon, yoghurter og forskellige slags marmelader, pålæg, røget laks og en kaffeautomat, der kunne lave flere slags kaffe, chokolade og te.

Hotellet er nyrenoveret for få år siden, og selvom det ligger så centralt som det gør, så er forholdet pris/kvalitet helt i top. Personalets venlighed og imødekommenhed var professionel og ægte. Faktisk var ellers altid meget kritiske Kæreste, der har set en del hoteller i sit arbejdsliv, så begejstret, at han gav hotellet et meget positivt review. De, der kender ham, ved, at det bestemt ikke er noget, der sker hver dag.

Selvom jeg også var begejstret for hotellet – og, som det madøre jeg er, især morgenmadsbuffeten – så var prikken over i’et for mig da jeg opdagede, at de i receptionen havde Honoré de Balzacs samlede værker stående i reolen. Og det var ikke dummy-bøger. Jeg blev tilbudt at få en roman med ind på værelset.

Vil du se mere, så tjek hotellets hjemmeside her. Vi har allerede fortalt dem, at vi kommer tilbage.

Juleudsmykning i Paris 2017

Det er altid spændende at gå på opdagelse i Paris’ gader. Men i julemåneden er det ikke bare spændende, det er magisk! Mest om aftenen, selvfølgelig, men også i dagslys og tusmørke. Overalt, hvor vi gik, var der pyntet op med lys og juledekorationer. Nogle mere sjældne end kønne, men magisk, det var det.

Det 5-stjernede Hotel de Crillon på Place de la Concorde, hvor en overnatning koster fra omkring 10.000 kr og opefter, havde en klassisk Citroën stående foran hotellet. Først troede vi, den tilhørte en af hotelgæsterne, men det viste sig, at den var en del af deres juleudsmykning.

Et stykke oppe ad Rue Royale, tæt ved Madeleinekirken, fandt vi en lille og meget elegant passage, Village Royal. Her stod der et meget smukt og stilrent juletræ. Ved nærmere eftersyn fandt vi ud af at det var stykket sammen af flere, mindre træer i bunden, for at kunne fremstå så tæt og regelmæssigt.

Galeries Lafayettes juleudsmykning af kuplen var ganske enkelt åndeløst smuk. Det store ‘juletræ’ strakte sig fra stueetagen og op i 5-6 sals højde. Hvert kvarter gik en hel lille forestilling i gang, med musik og objekter der dansede op og ned i rummet. Jeg har lagt en lille video på bloggens Facebookside, hvor du kan se, hvor magisk det var.

På Place Joachim-du-Bellay ved Hallerne var der julemarked, hvor man kunne købe mad, julegaver og tørrede frugter. På pladsen ligger også en café, der var gået all-in med juleudsmykningen af deres facade. De havde dog ikke lige kalkuleret med, at gavepapir og tape ikke så godt tåler vind og vejr, så nogle af facadens pakker var gået op…

Men noget af det allerhyggeligste var alligevel turen ned gennem Rue Montorgueil med dens cafeer og madforretninger. Vi satte os et sted og fik Vin chaud med krydderier, mens tusmørket faldt på og gadens julebelysning kom til sin ret.