Peter Kemp (red.): Paul Ricoeur – Danske værker

ANMELDELSE

For første gang foreligger tekster af den franske filosof, Paul Ricoeur, samlet i een udgivelse på dansk. Det er spændende, fascinerende – og krævende – læsning. Nye læsere kan med fordel supplere med et filosofileksikon for maksimalt udbytte.

Der er noget monumentalt over Peter Kemps udgivelse af Paul Ricoeurs værker på dansk. På flere måder.

Monumentalt, fordi den 650 sider store, murstenstykke udgivelse vidner ikke blot om rækkevidden af Paul Ricoeurs filosofiske karriere og tænkning. Udgivelsen er blot et udvalg af hans samlede værker. Den vidner også om det store oversættelsesarbejde, der er blevet langt i hver enkelt tekst. Ikke alle teksterne er lige lette at gå til, og det har krævet kompetente oversættere at få de rette betydninger med over i den danske version.

Monumentalt, fordi redaktøren, den danske filosof og Paul Ricoeur-kender Peter Kemp, har samlet alle de oversatte tekster oversat til dansk siden 1960erne, pudset dem af, oversat et par ikke tidligere oversatte essays, tilsat nogle spændende interviews med Ricoeur og samlet det hele med en indledning, der fungerer som læserens vejviser i værket.

Monumentalt, fordi koncentrationen af filosofisk information og svære ord gør, at det ikke er en bog, man bare læser fra ende til anden. Det er en bog, man læser lidt ad gangen. dykker ned i et hjørne. Tænker over det skrevne. Tager bogen op igen. Læser måske en anden tekst i den. Og så bliver det spændende læsning.

Ricours danske tekster er inddelt i syv temaafsnit: Filosofi i vor tid, Sprogfilosofi, Eksistensfilosofi, Hermeneutik, Narrativ filosofi, Etik & Politik og Anerkendelse. Peter Kemps grundige introduktion fungerer glimrende som kompas for læsningen, og faktisk foreslår han nye læsere af Ricoeur at starte på side 239 med Fortolkningsteori, som introduktion til Ricoeurs filosofiske verden. Hermeneutik er et centralt begreb i Ricoeurs univers, og i Fortolkningsteori præsenterer han sine tanker om begrebet. ‘Hermeneutik’ er et fremmedord for mange, men i bund og grund handler det om, hvordan en tekst tolkes.

Her er muligheden for – på dansk – at dykke ned i Ricoeurs tænkning med en kender ved hånden, og vi kommer utvivlsomt til at høre mere til Ricoeur de kommende år. Den nye, franske præsident var personlig assistent for ham i et par år af sin studietid i slutningen af 90’erne, og er stadig inspireret af hans tænkning. Det er højst tænkeligt, at den livsfilosofi kommer til at præge fransk/europæisk politik de kommende år.

Paul Ricoeur er et stort navn i Frankrig og den engelsktalende verden, men har været svært tilgængelig på dansk, fordi de oversatte tekster har været spredt ud over artikelsamlinger og diverse tidsskrifter, som man har skullet være dedikeret filosofinørd for at få gravet frem fra arkiverne. Det er der nu lavet om på, og tak til Kemp for det.

TIP: Hav eventuelt et filosofileksikon ved hånden, når du giver dig i kast med bogen. Der er nogle ret centrale, filosofiske begreber i værket, som det er nødvendigt at have styr på for at få det fulde udbytte af teksterne.

Peter Kemp (red.) Paul Ricoeur – Danske værker. Forlaget Tiderne Skifter. Udgivet 12. juni 2017. 650 sider paperback. 349,95 kr.

Måske vil du også synes om:

Antologi: Franske Stemmer – Captations Littéraires

Foto: Sofie Vestergaard Jørgensen, Forlaget Etcetera

ANMELDELSE

Antologien franske stemmer /captations littéraires er en gave til alle, der holder af fransk samtidslitteratur, eller ønsker en indføring til hver af de ti forfattere, der har fået taletid og frie hænder til at skrive deres bidrag. Og med den tosprogede udgivelse er oversætterens rolle trukket frem i rampelyset.

Jeg er lige en smule forvirret til en start. Skal jeg starte med at læse den franske originalversion, eller den danske oversættelse, der står på modsatte side?

Jeg ender med at læse et afsnit af hvert sprog ad gangen. På den måde kan jeg følge med i oversætterarbejdet, der bliver synliggjort. Hvordan er der blevet oversat? Ville jeg have valgt samme ord? Som altid er oversætterens arbejde et spørgsmål om til- og fravalg. Om kompromiser. Det er dybt fascinerende og møgirriterende på en og samme tid.

Møgirriterende, fordi jeg ikke kan lade være med at parallellæse.

Dybt fascinerende, fordi på den måde bliver ikke blot de franske forfatteres ord sat i centrum, men ligeledes den alt for ofte oversete oversætter.

Antologiens bidrag er leveret af 10 franske og frankofone forfattere, der alle har været i Danmark i forbindelse med Dansk selskab for ny fransksproget litteraturs arrangementer. Flere af forfatterne har allerede udvalgte værker oversat til dansk og udgivet på danske forlag. Nogle af dem har jeg anmeldt her på bloggen.

I alfabetisk rækkefølge er de ti forfattere Sylvie Bocqui, Célia Houdart, Monique Ilboudo, Jacques Jouet, Hélène Lenoir, Christian Prigent, Yves Ravey, Cécile Riou, Jean Rouaud og Nathalie Skowronek. De har allesammen fået frie hænder til at give deres bud på, hvordan fransksproget litteratur ser ud lige nu, og det er der kommet spændende tekster ud af. Både noveller, digte og essays.

Forud for hvert bidrag gives en kort præsentation af den pågældende forfatter, og der angives, hvilke af forfatterens værker der allerede er oversat til dansk.

I lektor Steen Bille Jørgensens introduktion til antologien skitserer han den franske litteraturs udvikling gennem de seneste årtier, og det forhold, at det er meget kompliceret at sætte en overordnet etiket på samtidslitteraturen, fordi den indeholder så meget forskelligt, fordi den er så søgende og eksperimenterende, fordi forfatterne  […] nægter at blive sat i bås [og] ikke grupperer sig i litterære ’skoler’ […]. Det giver læseren mulighed for at læse teksten i egen ret og på egne præmisser. Og det er der rig mulighed for med disse ti forfattere.

Det er fornem og pædagogisk formidling af ny fransk litteratur, og jeg er vild med ideen om at udgive den franske originalversion i samme udgivelse som den danske oversættelse. Side for side. Ikke mindst fordi oversætterens skyggetanterolle udviskes, og han eller hun bliver trukket frem i lyset. På den måde bliver oversættelsen af antologien i sig selv også et litterært eksperiment. Det er godt tænkt af udgiverne!

Antologien franske stemmer – captations littéraires 244 sider, 199,95 kr. Udgivet på Forlaget Etcetera i et samarbejde mellem Forlaget Etcetera og Dansk selskab for ny fransksproget litteratur.

Måske vil du også synes om:

Fem læseforslag til påskedagene

Er du heldig at have fri i næste uge? Eller ser du frem til påskedagene, men mangler en god bog at læse i?

Her får du min top 5 over de bøger, jeg har anmeldt det seneste halve års tid. Men dermed jo ikke være sagt, at der ikke har været mange andre gode, litterære oplevelser på bloggen. Det har der jo, og du finder dem allesammen her, under bloggens litteraturarkiv.

5. En smuk og poetisk historie om musikkens verden og stemmens kraft:

Célia Houdart: Med dæmpet stemme

4. Jeg har aldrig for alvor haft lyst til at give mig i kast med Houellebecqs forfatterskab. Denne bog giver nøglen, lysten og skubbet til at komme i gang:

Bernard Maris: Økonomen Houellebecq

3. Jamen, jeg har bare et blødt punkt for litteraturprofessorer m/k, der øser af deres enorme lager af historier, anekdoter og faktuel viden:

Hans Hertel: Bogmennesker

2. Fordi den foregår i min hjemby, som Jacques Jouet viser mig på en helt ny måde:

Jacques Jouet: På…/…En

1. Fordi den foregår i Danmark, og fordi den italesætter, hvad ingen kan forestille sig kunne ske i vores hjemlige smørhul, hvis vi ikke passer på:

Baptiste Boryczka: Café Krilo

Hvad jeg skal læse i Påsken?

Jeg er så heldig at have ingenting i kalenderen (bortset fra et par haveprojekter, hvis vejret arter sig) så jeg skal have læst op på tolerancebegrebet. Inden jeg læser denne her, som jeg fik i fødselsdagsgave for nylig, så skal jeg lige have genopfrisket Voltaires afhandling om tolerance. Den som jeg skrev om her.

Har du iøvrigt set, at Saint-Exupérys uopslidelige klassiker nu er blevet oversat til sprog nummer 300, og dermed har overhalet Biblen? Læs mere her.

Måske vil du også synes om:

Bernard Maris: Økonomen Houellebecq

ANMELDELSE

Den franske Bogcafé i København har sit eget forlag, hvor en væsentlig nøgle til forståelsen af Michel Houellebecqs forfatterskab netop er blevet udgivet i dansk oversættelse. 

Han er en underlig fisk, ham Houellebecq. Enten hader man ham eller man elsker ham. Jeg er aldrig for alvor kommet i gang med hans forfatterskab. Muligvis fordi de omtaler og anmeldelser, jeg har læst, har været lunkne, eller har været skrevet af en, der ikke syntes om Houellebecq. Men hvorom alting er, så er her en glimrende anledning til for alvor at dykke ned i forfatterskabet. Den franske Bogcafés eget forlag, Bobo, har udgivet et nøgle-essay af den franske økonom og skribent Bernard Maris i dansk oversættelse som hjælp til at forstå den ofte forkætrede og misforståede franske forfatter.

Økonomen Bernard Maris havde et større forfatterskab af litterært tilsnit bag sig, da han blev dræbt på Charlie Hebdo-redaktionen den 7. januar 2015 sammen med flere af sine kolleger. I Økonomen Houellebecq giver han os nøglen til Houellebecqs værk med økonomens synsvinkel. Det lyder meeegakedeligt, ikke? Det er det bare så langt fra. Bogen er et meget personligt og litterært opbygget essay og en plaidoyer – en forsvarstale – for Houellebecqs forfatterskab.

I introduktionen beskriver Maris, hvordan han, efter at have fået en åbenbaring ved læsningen af Kortet og Landskabet (La carte et le territoire), ved systematisk at læse Houellebecqs værk fik identificeret fem – sammenhængende, ovenikøbet – strømninger hos Houellebecq: Individernes Herredømme, Virksomheden, De umættelige forbrugere, Kunsten og arbejdet og Kapitalismens endeligt. De fem hovedstrømninger danner strukturen i essayets fem hovedkapitler, hvor Maris, som den litterære økonom han er, drager paralleller til økonomiske tænkere gennem tiden: Alfred Marshall, Joseph Schumpeter, John Maynard Keynes, Karl Marx og Thomas Malthus.

Det bliver til tider ret intellektuelt, ret flyvsk, men samtidig også interessant og spændende. Vi er ude i noget regulært og ofte ret morsomt Økonom-bashing (det er så moderne, det ord), og hele Maris’ mission er at vise os, at Houellebecqs tankegang og den røde tråd i hans værk netop er at skrive imod al økonomisk tankegang. Imod det, at alting skal sættes på formel, selv begreber som Lykke og Kærlighed.

Det er en fransk intellektuel, der skriver her, og han forudsætter en intellektuel viden hos sin læser om de økonomiske tænkere og andre mere litterære personligheder, han henviser til. Det er typisk fransk intellektuelt. Men med et par wikipedia-opslag er man hjulpet godt på vej, hvis man føler sig hægtet af. Det væsentligste er, at vi her har en vigtig nøgle til forståelsen af Houellebecqs forfatterskab, nu ovenikøbet i en dansk oversættelse.

Det er lykkedes oversætteren Peer Bundgaard at få den intellektuelle, franske tone med over i den danske oversættelse, og hatten af for det! Det går dog sine steder lidt ud over flowet i den danske tekst, men som altid er det for en oversætter en afvejning og et kompromis mellem loyaliteten overfor originalteksten og læsbarheden på målsproget.

Flere af Michel Houellebecqs romaner er iøvrigt oversat til dansk og kan findes på biblioteket eller i boghandlen.

Økonomen Houellebecq. Bernard Maris. Oversat til dansk af Peer Bundgaard. Bobo – Den franske Bogcafés Forlag (2017). Originaltitel: Houellebecq Économiste. Flammarion (2014).

 

Måske vil du også synes om:

Hans Hertel: Bogmennesker

bogmennesker-hans-hertelANMELDELSE

Der er noget fascinerende og dybt charmerende ved læseoplevelsen, når litteraturprofessorer i deres otium får tid til at skrive de bøger, som travle arbejdsdage ikke levner tid til. Når de lukker op for posen og gavmildt øser af deres viden fra et helt arbejdsliv i litteraturens tjeneste, og deler ud af den overflod af anekdoter og historier der, fornemmer man, kan flyde i een uendelighed.

Hans Hertel er en af dem. Bogmennesker, der udkommer i dag, er en af de bøger. Og nej, den har ikke direkte noget med fransk at gøre. Og så dog alligevel. Fordi den i sin omfattendehed selvfølgelig også kommer ind på fransk litteratur og dens rolle i verdenslitteraturen.

Bogens undertitel er Bøger og bogfolk. Essays og portrætter 1991-2016, og er en samling af 100 af Hertels tekster fra perioden, i flere tilfælde opdaterede med et lille efterskrift på grund af tekstens aktualitet. Den handler om mennesker af alle slags i det danske boglandskab, mennesker der elsker bøger: Forfattere, oversættere, kritikere, forskere, forlæggere, redaktører, mediefolk, agenter, bibliotekarer, boghandlere, antikvarer, læsere og bogsamlere.

Eller helt kort: Hertel hylder bognørden.

Han hylder også formidlingen til den brede offentlighed (og det er jo lige vand på min mølle!). Bogen kommer meget langt omkring i det danske og internationale litteraturlandskab, men en rød tråd hele vejen igennem er hans insisteren på populærformidlingen af litteraturen til det brede publikum. En insisteren på, at al den humanistiske litteraturforskning der pågår på universiteterne skal kanaliseres ud til alle os, der gerne vil læse en god bog men ikke nødvendigvis har en interesse for akademiske teorier.

Det var også den helt grundlæggende præmis, Hertel og resten af redaktionen havde som sigtepunkt, da arbejdet med Gyldendals Verdens Litteraturhistorie i syv bind blev søsat. Dengang var formidling af forskningsresultater til et bredt publikum ringeagtet i forskningsmiljøet, men det blev en central diskussion for redaktionen. Hvem er målgruppen? Hvem skriver vi til? Den diskussion viste sig at blive afgørende for værkets succes.

Hertel kommer også omkring bogens markedsøkonomi i disse globaliserede tider, om forlagsfusioner, nedlæggelse af folkebiblioteker, truslen fra Amazon, e-bøger og bogladernes død. Og han konstaterer, at selv om det måske ser ud til at stå skidt til med ‘Hans Majestæt Papirbogen’, så er der tegn på at det nok skal gå.

En ret omfattende del af bogens godt 400 sider omhandler kulturradikalismen, som langt fra er en entydig størrelse. For sådan en som mig, der gik i folkeskole i 70’erne, har det altid været en noget diffus størrelse, men med Hertel bliver jeg klogere på sagen.

En anden, større del af bogen er tilegnet de portrætter af alskens folk i det danske boglandskab – kritikere, forskere, forlæggere og andet godtfolk – som Hertel har skrevet gennem tiden. Hertel gør flere gange gennem bogen opmærksom på oversætterens vigtige rolle i litteraturen, en rolle som desværre alt for ofte er overset, når udenlandske værker udgives på dansk. Således er Hans Peter Lund, der blandt meget andet er en sublim oversætter af fransk 1800-tals litteratur, og Mone Hvass, der betegnes som ‘den perfekte oversætter’, blandt de bogpersonligheder der portrætteres.

På bogens bagside står der blandt andet: Tonen er optimistisk. Bogverdenen har masser af problemer, men skal nok tumle de mange nye mediemuligheder. Det afgørende er passionen.

Jeg har tidligere skrevet her på bloggen, at i mine øjne er ‘nørd’ et positivt udtryk for et passioneret menneske. Hvis du er glad for bøger og glad for at læse, så skal du læse denne bog af en bognørd om andre bognørder.

Hans Hertel Bogmennesker. Bøger og bogfolk. Essays og portrætter 1991-2016. Udkommer i dag på forlaget Tiderne Skifter. 413 sider. 299,95 kr.

Måske vil du også synes om:

Abdellah Taïa: Et sted at dø

abdellah-taïa-et-sted-at-døANMELDELSE

Abdellah Taïas seneste roman Un pays pour mourir, der udkom i januar 2015, er blevet oversat til dansk med titlen Et sted at dø. Oversættelsen udkom i torsdags i forbindelse med den internationale litteraturfestival på Louisiana, hvor publikum kunne møde forfatteren i samtale med sin oversætter, Simon Hartling.

De to tidligere bøger af den 43-årige Abdellah Taïa, der er oversat til dansk (Englene fra Frelsens Hær og Arabisk vemod), har stærke selvbiografiske islæt, og kredser om forfatterens eget liv og opvækst. I Et sted at dø har Taïa sat fokus på en række skæbner på bunden af samfundet, der alle søger efter et bedre liv et andet sted end hvor de kommer fra. Men som måske blot bliver et andet sted at dø.

I bogen møder vi en række figurer, hvor den marokkanske kvinde Zahira er den gennemgående og den, der er omdrejningspunktet for fortællingerne. Vi møder Aziz, algiereren der føler sig som kvinde indespærret i en mandekrop og får foretaget en kønsskifteoperation. Vi møder den homoseksuelle iraner Mojtaba der er på flugt fra regimet i Iran, Allal, den forsmåede bejler og Zineb, Zahiras faster, hvis ekko man hører det meste af bogen igennem. Alle søger de et liv, der er bedre end hvor de kommer fra, på et sted hvor de for det meste er fremmedgjorte, men alligevel klarer sig igennem, oftest ved at prostituere sig.

Der er ikke nogen egentlig handling, og alligevel er der en fremdrift i romanen, når figurerne på skift får jeg-fortællerstemmen. Ofte i lange monologer, tit i dialog med en anden. Alle figurerne i romanen har et menneske i deres liv der kompletterer dem, gør dem hele, eller som de stræber efter at blive som. Enkelte af figurerne er stadig på vej i deres søgen efter et bedre liv.

Når man sætter temaer som prostitution, homoseksualitet og transkønnethed ind i en arabisk kulturramme, som det sker i denne roman, kan det godt gå hen og blive sprængfarligt. Men Taïa dømmer ikke – det gør han ikke i nogen af sine bøger. Men mon ikke han udnytter sin succes som forfatter – særligt i sit hjemland Marokko, hvor homoseksualitet er forbudt og officielt ikke-eksisterende – til netop at sætte fokus på de marginaliserede liv, på tabuiserede emner og på menneskers trang til at søge mod noget, der er bedre.

Abdellah Taïa skriver i et sprog der på en gang både er brutalt og poetisk. I et ganske almindeligt hverdagssprog får vi de ualmindelige, dramatiske livshistorier. Skæbnerne der i oprulles i romanen tegnes ligefremt og uden omsvøb, så man nogle gange lige er nødt til at læse linien eller afsnittet igen: “Skrev han virkelig det”? Med ord tegner han portrætter af mennesker, der ikke er som folk er flest, og så alligevel. For når alle kulturelle, religiøse og seksuelt orienterende lag er skrællet væk er vi alle sammen mennesker. Og det forhold er noget af det, jeg holder mest af i Taïas persontegninger: Vi er allesammen mennesker, før vi er noget andet.

Et sted at dø er endnu en vellykket oversættelse af Simon Hartling og udgivet af Forlaget Arvids. Romanen er væsensforskellig fra de to første, danske oversættelser af Taïas romaner, men giver mindst lige så meget stof til eftertanke og debat som de to første.

Abdellah Taïa Et sted at dø. Oversat fra fransk Un Pays de mourir af Simon Hartling. Forlaget Arvids (2016). Kr. 198,00

Måske vil du også synes om:

Mads Anders Baggesgaard: Nye franske verdener

Nye franske verdenerANMELDELSE

Fransk litteratur er under historisk forandring i disse år, fra et nationalt til et langt mere globaliseret perspektiv. Mads Anders Baggesgaards bog Nye franske verdener, der netop er udgivet på Aarhus Universitetsforlag, beskriver ændringerne og analyserer tendenserne.

Bogens omdrejningspunkt er globaliseringens indtog i litteraturen – i dette tilfælde den klassiske franske litteraturtradition – og hvordan det påvirker den måde vi læser litteratur på, og derigennem forstår vores plads i verden på.

Efter et introducerende kapitel og et kapitel med metodiske og teoretiske overvejelser, falder resten af bogen i to dele. Første del placerer den franske litteratur i forhold til de kulturpolitiske tiltag, forskellige franske præsidenter har iværksat siden 2. verdenskrig. Her er det særligt Nicolas Sarkozys kulturpolitik der sættes fokus på, med analysen af Yasmina Rezas bog L’aube le soir ou la nuit. Rezas bog blev til, efter at hun fik tilladelse til at følge Sarkozy tæt i en periode op til det præsidentvalg, som han vandt.

I anden del af bogen sættes der fokus på en række litterære værker, der alle på forskellige måder reflekterer den globalisering, der er på spil. Gennem en række analyser af romaner af blandt andre Georges Perec, Serge Doubrovsky, François Bon, Michel Houellebecq, Pierre Alféri og Boualem Sansal, tages læseren med på en rejse gennem de forskelige måder, globaliseringen kommer til udtryk på, og hvordan den ændrer litteraturens udtryk og viser vejen til en ny, fransk(sproget) litteratur.

En af de mest fremtrædende tendenser der fremanalyseres i bogen er medierealismen, hvor flere franske forfattere, blandt andre Michel Houellebecq, Marie Darrieussecq og Amélie Nothomb, bruger den nye medievirkelighed til at sætte den litterære dagsorden. Mads Anders Baggesgaard beskriver begrebet ’medierealisme’ som de analyserede værkers undersøgelser af “[…] skæringslinjen mellem tradition og globalisering, som medier og økonomi skaber for jetsettet og for almindelige franskmænd”, og som sættes på spidsen, ofte ud i “det absurde og hos Houellebecq ligefrem i det utopiske”.

Det er til tider komplekse analyser af de nævnte forfatteres værker der kommer på bordet, men der er spændende indsigter at hente for den, der kan holde koncentrationen og tungen lige i munden undervejs.

Nye franske verdener er en viderebearbejdelse af Mads Anders Baggesgaards ph.d. afhandling fra 2010, tilføjet en række artikler der tidligere har været udgivet i forskellige tidsskrifter.

Bogens opbygning er den klassiske akademiske struktur som starter med en problemstilling, for derefter at arbejde sig igennem en indledning der opsummerer hele bogen. Derefter kommer et kapitel, der redegør for de teoretiske og metodiske overvejelser, der efterfølgende bliver styrende for den række analyser af litterære værker, Baggesgaard bruger til at påvise, hvordan globaliseringen har gennemsyret den franske litterære tradition. Til slut samles alle tråde i en grundig konklusion.

En ph.d. afhandling er et stykke originalt forskningsarbejde som typisk skrives for en meget snæver kreds af mennesker, med det formål at forfatteren opnår en ph.d. grad. Målgruppen (læserne) er underforstået og tæller først og fremmest ph.d. afhandlingens bedømmelsesudvalg, vejleder og bivejleder, og dernæst de forskere og fagfæller, der har interesse i forskningsprojektet og hvad det bidrager med af ny viden.

Når man viderebearbejder en ph.d. afhandling med henblik på udgivelse til en bredere offentlighed, er der til gengæld tale om faglig formidling af forskning (i dette tilfælde indenfor fransk litteratur). Her giver det mening at overveje, hvem det er man formidler til. Er det stadig kun fagfæller og litteraturstuderende, der har forudsætningerne for at læse tekster der ligger højt på abstraktionsstigen? Eller vil man gerne nå bredt ud, og også fange almindelige, litterært interesserede læsere? Den overvejelse savner jeg i bogen.

Disse ting skal man lige holde sig for øje, når man begynder at læse. Gør man det, venter der læseren en grundig, saglig og uhyre interessant rejse i de nye globale tendenser, der præger fransk litteratur i disse år.

Nye franske verdener, Mads Anders Baggesgaard. Aarhus Universitetsforlag (2016), i serien Verdenslitteratur. 292 sider (siderne 213-292 er fyldige noter, en omfattende litteraturliste, en liste over illustrationer samt en forfatternote).

Måske vil du også synes om:

Fra de parisiske forstæder til de danske gymnasier

Les garsANMELDELSE

Les gars de Villiers – knægtene fra Villiers – er historien om ti unge mænd og venner fra Parisforstaden Villiers-sur-Marne, der satte sig for at udgive en bog inden de blev spredt for alle vinde. I dag, godt ti år senere, er deres historie blevet en del af franskundervisningen i de danske gymnasier.

De ti unge mænd af afrikansk herkomst (en fra Nordafrika og de resterende fra Afrika syd for Sahara) er alle er vokset op i det samme belastede kvarter i Villiers-sur-Marne. De begyndte at pusle med ideen om sammen at skrive en bog på et tidspunkt, hvor de var ved at være færdige med det franske gymnasium og stod på tærsklen til voksenlivet. Bogen skulle blandt andet gøre op med de udbredte fordomme om livet i de belastede, parisiske forstæder. Journalisten Pascale Égré blev kontaktet, og i det sene efterår 2011 blev bogen udgivet. Emnerne i bogen spænder vidt: Deres oprindelse og ophav, kærlighed, piger, fodbold og stoffer til de helt store spørgsmål om identitet og racisme.

Med en gymnasielærers vanlige blik for gode undervisningsemner bearbejdede den danske gymnasielektor i fransk, Jens Peder Weibrecht, de ti unges bog, så den blev skræddersyet til undervisningsbrug i fransk på dansk gymnasialt niveau. Den bearbejdelse blev udgivet i 2013. I november 2014 var to af de unge fra Villiers på besøg i Danmark, hvor de i selskab med Jens Peder Weibrecht var på rundtur til danske gymnasieklasser, der havde arbejdet med Les gars de Villiers.

Det er de tos dagbog fra deres uge i det kolde Danmark, der nu er blevet udgivet.

Gamal et Hadama au Danemark fortæller om de tos oplevelser og indtryk af København og dens forstæder, der er verdensforskelligt fra de parisiske forstæder, de kommer fra. Hvor deres egen bog om livet i de parisiske forstæder gav læseren et blik på forfatternes liv, er det nu den danske læser, der bliver set på med fremmede øjne. Blikket udefra giver stof til eftertanke, og det er underholdende at læse om deres oplevelser i København, og deres kommentarer til den danske kultur og den danske måde at opføre sig på. De københavnske cyklister, at vi ikke går over for rødt selvom der ikke kommer biler, Roskilde, katedralen og vikingeskibsmuseet, Tivoli, Christiania, mødet med den franske ambassadør, og ikke mindst de danske gymnasieelever, de holder foredrag for.

Alle fremmedsprogslærere kender frustrationerne med at finde egnede tekster til undervisningen der kan sætte en god diskussion i gang på fremmedsproget. I både Les gars de Villiers og Gamal et Hadama au Danemark er der masser af emner der kan diskuteres og sammenlignes.

Målgruppen for Les gars de Villiers og Gamal et Hadama au Danemark er ifølge forlaget de gymnasiale niveauer, og det synes jeg egentlig er lidt for beskedent angivet. Man kan sagtens bruge bøgerne på aftenskolernes mellemniveauer i fransk også, og enhver med et mellemniveau i fransk vil med fornøjelse kunne læse den på egen hånd.

Gamal et Hadama au Danemark. Gamal Hamada, Hadama Barthily, Jens Peder Weibrecht. Lilje-forlaget (2016).

Måske vil du også synes om:

Historier fra herreværelset

Sort kaffe & hvide sokker. Takt, tone og traditioner på landevejenBrian Holm, Per Bausager, Bjarne Riis, Rolf Sørensen, Jesper Skibby, Jens Veggerby, Jesper Worre, Jørgen V. Pedersen, Dan Frost, Jakob Piil, Jørgen Marcussen og Thomas Bay. I samarbejde med Tonny Vorm. Politikens Forlag. Udgivelsesdato: 30. maj 2016.

Sort kaffe og hvide sokkerANMELDELSE. Forestil dig en række af de største danske stjernecykelryttere gennem de seneste mere end tre årtier, der beslutter sig for at lave en klub, hvor de kan mødes og snakke om gamle dage på landevejene i ind- og udland, og deres oplevelser fra deres professionelle karriere, fra træningen og de mange store cykelløb: Giro d’Italia, Tour de France, Vuelta a España, og hele rækken af forårsklassikere og hvad der ellers ligger af store endags- og etapeløb i kalenderen. Forestil dig så, hvor store mængder røverhistorier, gavtyvestreger, anekdoter og andre fascinerende, charmerende, sjove, alvorlige og barske historier, der samtidig kommer på bordet. Vi tager den lige lidt videre: Forestil dig, at sådan en række cykelkapaciteter får stillet spørgsmålet: Har I nogle gode råd til cykelmotionisterne?

Vi er i den grad i herreværelset i denne charmerende bog. Bogen giver et sjældent indblik i en verden med nogle sindssygt hårde strabadser bag de tv-billeder, de fleste af os ser cykelsporten igennem, men også historierne om passion, kammeratskab og konkurrence bliver fortalt. Det er ikke Tour de France og paradekørsel det hele.

Bogen er bygget op af 10 kapitler, der kommer omkring træningen, stilen, kosten, cyklen & udstyret, kulden, hierarkiet, rivaliseringen, smerten og konkurrencen, og til sidst et kapitel med gode råd til motionisten. Det lyder i sig selv pænt kedeligt, men kapitlernes opbygning gør at det bliver underholdende fra side 1 til side 253. Den store mængde af historier, der utvivlsomt er kommet på bordet, er blevet destilleret og skåret til, så de fremtræder som små, fortættede afsnit – ofte fortalt med et gavtyveglimt i øjet – side op og side ned hele bogen igennem. Der er stort set ingen overflødig tekst eller tomgang på noget tidspunkt. Røverhistorierne og de gode råd flyder hen over siderne, og hvert kapitel afsluttes med et (mini)portræt af en af rytterne og en oversigt over en typisk træningsrute – for eksempel i Italien, Spanien, Californien eller på Sjælland.

Det er nok ikke nogen hemmelighed, at cykelryttere er omtrent så forfængelige som fodboldspillere. En rytter kan være lirens eller ulirens. Cool eller kikset. (Francesco Moser og Mario Cipollini er blandt de mest toplirens cykelryttere gennem tiden, får vi at vide). Cykelkasketten kan sættes på et utal af måder, og inden hjelmen blev obligatorisk kunne man genkende en rytter i feltet alene på den måde, han satte sin kasket, siges det. Man kan også sidde lirens på lågen, og sokkerne skal være hvide. Solbrillerne skal være cool (vigtig detalje!), selvom de tjener flere praktiske formål:

[…] I dag træner de færreste uden solbriller, for det gør jo helvedes ondt at få en brumbasse i øjet. (Brian Holm)

Man skal ikke have fulgt meget med i cykelløb for at vide, at professionelle cykelryttere er minutiøse (for nu at sige det diplomatisk) med deres udstyr og indstillingerne af det. Som det mindste skal cyklen være ren når man stiller til træning og til løb, og indstillingerne af saddel, styr og så videre skal være på plads med nogle gange mindre end en millimeters præcision. Da klikpedalerne erstattede tåklipsene i 1990 var det i følge Jesper Skibby et gedemarked:

[…] Man skulle jo bremse og klikke foden ud, og jeg kan huske i starten, at jeg bremsede, men min fod blev hængende. Så kunne jeg vælge at køre ind i en hæk.

Til motionisterne, nok specielt dem der træner seriøst og cykler i bjerge når de er på sommerferie, er der mange gode råd at hente. Men også vink med en vognstang, hvis de skulle gå hen og blive for kække:

“Du må godt køre med, men du holder dig nede bagi”. […] Måske har vi trænet fem stive timer i højt tempo, og så kommer der en frisk motionist og blander sig. (Brian Holm)

Og sådan kunne jeg blive ved med at hente eksempler og citater frem.

Snapsene står i kø i denne bog, og selvironien og gavtyveglimtet i øjet er med hele vejen. Jeg er ikke blevet mindre cykelfan efter at have fået et backstage indblik, og bogen har fået fast plads sammen med min 6 kilos Tourhistorie af Joakim Jakobsen. Og så tror jeg, at jeg kommer til at se etaperne i det kommende Tour de France på en lidt anden måde fra nu af.

Her kan du læse mere om stjernerytternes klub: Danske Professionelle Cyclisters Club.

Måske vil du også synes om:

Abdellah Taïa: Arabisk vemod

Abdellah_Taïa_20160302 1ANMELDELSE

Egentlig er dette en dobbeltanmeldelse, for jeg købte begge Abdellah Taïas bøger der er oversat til dansk, den aften jeg var til forfatterarrangement på Dokk1, og i det følgende kommer det til at handle om begge romaner, da de falder i en naturlig forlængelse af hinanden.

De første to dele af Englene fra Frelsens Hær er en række erindringsbilleder fra jeg-fortællerens barndom, hvor vi i romanens første del får beskrevet familiens dagligdag med far, mor og ni søskende i varme, levende billeder. Kun faderen og storebroren har deres egne værelser, moren sover i samme værelse som de resterende otte børn (to drenge og seks piger). Med andre ord er der ikke mange hemmeligheder at skjule. I romanens anden del er fokus på storebroren Abdelkébir, den elskede storebror, forældrenes førstefødte, som man fornemmer er noget helt særligt. Op gennem teenageårene stiger jeg-fortællerens betagelse af storebroren, til en dag han indser, at han er homoseksuel. Romanens to første dele er gennemsyret af Marokkos varme og livlige mangfoldighed på godt og ondt, og det står i skærende kontrast til tredie og sidste del, hvor jeg-fortælleren lander i Genève en kold septemberdag, og for alvor føler ikke bare kulden men også en fortvivlende ensomhed. Han, der hele sit liv har været vant til at have mennesker – familie – omkring sig alle døgnets timer. Hans redning bliver en taxachauffør der viser ham vej til Frelsens Hærs herberg, hvor han bor nogle dage og føler sig velkommen.

I Arabisk vemod er det samme jeg-fortæller der fortsætter i sporet fra Englene fra Frelsens Hær, men i denne roman er der primært fokus på hans voksenliv, med en udforskning af hans seksualitet, kærlighedsliv, skiftende partnere og følelser, og med flere omvæltende livsbegivenheder som scenisk baggrund. Fra barndommens gade, hvor han er tæt på at blive voldtaget af en rivaliserende drengebandeleder, til den altopslugende besættelse af Javier, der fuser ud i ingenting. I Kairo forsøger han at glemme Javier og få ham ud af “systemet”, og på et tidspunkt er han så vaklende i sine eksistentielle overvejelser at angst og panik overmander ham, og han mister det mentale fodfæste for en stund, men bliver reddet af en lille dame, der viser sig at være jøde. Den unge, arabiske homoseksuelle mand bliver reddet af en gammel jødisk kvinde: “Alt det, man havde fortalt mig, indprentet i mig, uden at jeg ønskede det, fordampede med et slag. Der var kun mennesket tilbage. En kvinde. Som mig. Ingen forskel.” (s. 94).

I sidste del beretter jeg-fortælleren om Slimane, kæresten som han levede intenst sammen med i to år, og hvor forholdet endte i jalousi og magtbegær, og jeg-fortælleren må afbryde det for at få sin identitet – og integritet – tilbage.

En af de grundregler, man normalt får indprentet i litteraturtimerne er, at forfatter og fortæller IKKE er den samme og ikke må forveksles. Den holder ikke helt i disse to romaner. Jeg-fortælleren hedder Abdellah, og det skinner meget tydeligt igennem i begge romaner at de i høj grad er selvbiografiske, at det er hans eget liv, oplevelser og relationer til andre mennesker, der fortælles om. De gennemgående temaer er identitet (hvem er jeg), og frihed. Frihed til at være den, han er, anderledes end de andre, og kampen for at bevare sin personlig integritet i en verden, der ikke altid accepterer homoseksualitet, og slet ikke i Marokko, hvor det er forbudt. Et andet, gennemgående tema er at følge sine drømme, at kæmpe for dem, og for sig selv. At vakle, miste troen på sig selv (og på sin Gud), og komme op igen og videre. Eksistentielle problemstillinger, som de fleste kæmper med fra tid til anden, og derfor kan identificere sig med. Stærkest i romanerne står den måde, hvorpå Abdellah møder andre mennesker på: Åbent, nysgerrigt og fordomsfrit. Det var samme indtryk af forfatteren Abdellah Taïa, jeg gik hjem med efter arrangementet på Dokk1. Og i den forbindelse bliver ovenstående citat et omdrejningspunkt: Vi er alle (kun) mennesker.

Hele vejen igennem begge romaner står beskrivelserne af Marokko, af stævnemøder, af familien og de skiftende partnere som sitrende, vibrerende nærvær. Læseren mærker Marokkos varme, storbyernes heksekedel, Genèves reserverede kølighed, fortællerens frustrationer og ulykkelige kærlighedseventyr eller de tindrende lykkelige stunder.

Romanen L’armée du salut udkom i Frankrig i 2006, og blev filmatiseret af Abdellah Taïa selv. Filmen havde premiere i maj 2014. I 2015 udkom romanen på dansk med titlen Englene fra Frelsens Hær (124 sider). Une mélancolie arabe udkom i Frankrig i 2008, og udkom på dansk med titlen Arabisk vemod (124 sider) den 4. marts i år, dagen for forfatterarrangementet på Dokk1 i Aarhus. Begge romaner er oversat af Simon Hartling og udgivet på forlaget Arvids.

Måske vil du også synes om: