Da jeg parkerer bilen ved landsbykirken er der helt stille i landsbyen Saint-Michel-de-Montaigne, der ligger lige på den anden side af departementsgrænsen mellem Gironde og Dordogne. Tværs over indkørslen til den lange allé, der fører fra landsbykirken og op til Château de Montaigne, hænger en tung jernkæde med et skilt der angiver, at der er indkørsel forbudt til den private ejendom. Jeg er noget forvirret, indtil det går op for mig, at vi er så langt ude på landet, at der er middagslukket alle steder. Selv hos en så berømt renæssancefilosof som Michel de Montaigne. Turisterne må vente, til frokoststunden er overstået.

Jeg går tilbage til bilen og spiser min medbragte frokost. Et ældre ægtepar har også fundet vej til landsbyen, og har ligeledes parkeret deres bil på den lille parkeringsplads ved kirken. Da kirketårnets ur slår to spinkle slag, kommer en grå bil kørende. I bakspejlet kan jeg se, at den stopper i starten af alléen. En ung kvinde stiger ud og fjerner den tunge kæde. Der er igen åbent for besøgende til Michel de Montaignes tårn, hvor han skrev sine Essais i 1500-tallet.

Montaigne blev født på ejendommen i 1533, og døde i sit tårnværelse i 1592. Det var i renæssancetiden, hvor humanismen og mennesket igen kom i centrum, men det var også en tid, hvor religionskrigene mellem katolikker og protestanter var på sit højeste. I 1568 døde hans far, og Montaigne arvede ejendommen og en stor formue. Et par år senere trak han sig tilbage fra sin stilling som rådgiver ved retten i Bordeaux, og helligede sig læsning og tænkning i sit tårnværelse. I 1580 udkom hans Essais. I et forsøg på at kurere den nyregrus, han led af, tog han på en rejse rundt i Europa for at besøge kurbade. Under rejsen fik han i 1581 bud fra kongen, der havde udpeget ham til borgmester i Bordeaux. Modvilligt vendte han hjem, og bestred borgmesterembedet i fire år.

Hans ry som en god diplomat gjorde, at han to gange fik besøg af Henri de Navarre, den senere kong Henri IV, der kom for at bede om gode råd. Henri de Navarre overnattede på slottet, og de to gik på jagt sammen.

Mens jeg venter på guiden, går jeg en tur i parken, der omgiver slottet. Endnu et par er dukket op, og vi er nu fem personer til rundvisningen. Det er stilheden, der larmer mest her. Vi er meget langt ude på landet. Jeg kan høre en traktor i det fjerne, og en flok fugle flyver hen over ejendommen. Gruset knaser under guidens fødder, da hun ankommer ad den lange allé, som blev anlagt for fem århundreder siden, så Montaigne kunne gå direkte fra slottet og ned til landsbykirken.

Ejendommens hovedbygning er ikke den som Michel de Montaigne boede i. Den blev ødelagt af en brand i 1800-tallet og senere genopbygget. Men tårnet, hvor han skrev sine Essais, står stadig. Med en stor, gammel nøgle af jern, som giver indtryk af at være lige så gammel som tårnet, låser guiden døren op. Til venstre fører en vindeltrappe op, men vi bliver bedt om at gå til højre. Her ligger et lille kapel, hvor familien, der var fast forankrede i den katolske tro, dagligt samledes for at bede. En akustisk tunnel i væggen fører op til 1. salen, så Montaigne fra sit værelse kunne følge med i gudstjenesten i kapellet nedenunder, de dage hvor hans nyresygdom var for slem til at han kunne komme ned ad den stejle vindeltrappe.

Vi fortsætter op ad trappens nedslidte trin til Montaignes værelse på etagen over kapellet. Gulvets klinker er de samme, som han betrådte, og i et hjørne står hans rejsekuffert, som han havde med på sin Europarejse i 1580-1581.

I tårnets øverste etage, der har 360 graders udsigt, finder vi Montaignes arbejdsværelse med loftet, hvor han på tværbjælkerne fik indgraveret græske og latinske citater. “Citaterne blev indgraveret,” fortæller guiden os, “så Montaigne kunne lade sig inspirere, mens han dikterede til sin sekretær”. “Har I bemærket, at der mangler noget meget centralt i rummet?”, spørger guiden. Vi ser os lidt rundt, og pludselig udbryder en af de andre: “Der er ingen kamin her!”. “Helt rigtigt”, siger hun. “Montaigne var så nervøs for, at hans uerstattelige bibliotek skulle blive antændt af kaminilden, at han simpelthen lod den fjerne”.

Montaignes hovedværk er les Essais. Essai betyder ‘forsøg’, og er en personligt farvet tekst om et emne. Det menes at han var den første, der brugte denne kortform, hvor han ud fra devisen “Que sais-je ?” (“Hvad ved jeg?”) skriver om mange forskellige emner. Hans essays om venskab, krig, børneopdragelse, mod, dovenskab, og hvad en hædersmand (Un honnête homme) er for ham, er blandt de mest kendte.

Gennem sine Essais tegner han et portræt af sig selv og den menneskelige natur, som mange kunne genkende sig selv i, og stadig kan. Han er nemlig stadig aktuel. Montaigne er humanist og diplomat, og mere end noget andet kunne man sige, at det er den gyldne middelvej i livet, han beskriver.

Les Essais er oversat til dansk med titlen Essays, og særligt Bjørn Bredal har udgivet bøger om Montaigne. Blandt andet den glimrende introduktion Humanist til hest, en oversættelse af Montaignes rejsedagbog 1580-1581 og bogen Et renæssancemenneske. Sidstnævnte to bøger kan du læse mere om her. Også bogen Un été avec Montaigne af Antoine Compagnon er blevet oversat til dansk med titlen En sommer med Montaigne. Den kan du se her.

Efter rundvisningen, der varer cirka 45 minutter, beder et af parrene mig om at tage et billede af dem foran tårnet. De er stadig dybt optagede af omgivelserne, da jeg begynder at gå tilbage ad den lange allé, der forbinder tårnet med kirken i den lille landsby. Tilbage til bilen og det 21. århundrede. I den lille souvenirbutik modstår jeg fristelsen til at købe en souvenir eller en flaske vin. Ejerne driver i dag moderne vinproduktion, men vinflaskerne bærer stadig renæssancefilosoffens navn.

Tour de Montaigne, Monument Historique Classé du XIVe Siècle, 24230 Saint Michel de Montaigne. Åbningstider onsdag til søndag fra 10.00 til 17.30, men vær opmærksom på at der er frokostlukket mellem 12-14. Billetpris (voksen) 6 €. Læs mere på hjemmesiden her.