De Gaulle som Frankrigs præsident

I går – 8. januar – var det 58 år siden, at Charles de Gaulle blev officielt indsat som Frankrigs første præsident i den nuværende 5. republik. Han var blevet valgt som præsident den 21. december 1958.

Den næsten 2 meter høje general havde været franskmændenes og den franske modstandsbevægelses faste holdepunkt under 2. Verdenskrig, hvor han fra sit eksil i London jævnligt talte til de besatte franskmænd via BBCs radiotransmissioner, organiserede modstandsbevægelsen De Frie Franske og ellers var en irriterende sten i skoen på de allierede i al almindelighed og en større hovedpine for Churchill i særdeleshed, med sin stædige insisteren på at spille en central rolle i befrielsen af Europa.

Han gik i land med canadierne på Juno Beach få dage efter den store Operation Overlord 6. juni 1944, og da Paris var blevet befriet i august, gik han i triumftog ned af Champs Elysées. Da arbejdet med at genrejse Frankrig og indrette den 4. republik på ruinerne af den 3., som var blevet sat ud af spillet ved nazisternes besættelse af landet i 1940, blev de Gaulle valgt som provisorisk præsident. Men han var ikke tilfreds med indretningen af den 4. republiks forfatning. Han mente, at præsidentens rolle og magtbeføjelser var for svage og valgte at træde tilbage i 1946.

I omtrent et årti var han ude af fransk politik. Ret præcist indtil 13. maj 1958, hvor han blev kaldt til Paris for at hjælpe med at løse problemerne i Algeriet, der dengang var en fransk koloni. Opstanden i Algeriet i maj 1958 blev den 4. republiks endeligt. De Gaulle blev indsat som regeringschef, og henover sommeren ledede han arbejdet med at udforme forfatningen til den 5. republik, hvor præsidenten fik væsentligt flere magtbeføjelser end under den 4. republik. Forfatningen blev vedtaget ved en folkestemning i september 1958, kort før jul blev de Gaulle valgt som den 5. republiks første præsident, og blev taget i ed 8. januar 1959 for en syv års embedsperiode. Ved præsidentvalget i december 1965 var han i 2. runde oppe mod socialisten François Mitterrand, og blev genvalgt for endnu en periode. Hans anden præsidentperiode sluttede dog brat i 1969, da han måtte gå af efter en folkeafstemning om en senatsreform og en overdragelse af visse magtbeføjelser til de franske regioner.

I byen Colombey-les-deux-églises i departementet Haute-Marne i det østlige Frankrig, hvor han boede i mange år og døde i november 1970, er i dag indrettet et stort museum, center og mindesmærke over ham, som man kan besøge.

Men Charles de Gaulle var ikke blot militærmand og politiker. Han var også forfatter, og listen over hans egne bøger og erindringer er alenlang. Flere af dem er blevet oversat til dansk, og kan findes på biblioteket eller hos antikvarboghandlerne. Litteraturen om generalen er nærmest uendelig. Det er blot at lave en googlesøgning  og vælge, hvilke(t) sprog man vil læse på.

 

Roosevelt, Churchill og de Gaulle

Kender du det med at der kan dukke de mærkeligste ting op fra gemmerne, når man beslutter sig for noget oprydning? Jeg har haft det her udklip liggende i min årskalender i flere år, og havde glemt alt om det. Jeg er en af dem, der ikke bruger papirkalender mere, så årskalenderen var røget i skrivebordsskuffen, og dukkede op under den oprydning, der nærmest per naturlov følger i kølvandet på en flytning.

Roosevelt-DeGaulle

Det er sakset fra Jyllands-Posten i januar 2000, og det spidder med få ord, hvor stor en hovedpine de Gaulle var for de allierede under 2. Verdenskrig, hvor meget de (på det tidspunkt) undervurderede ham, og hvor meget hans stædige indsats for at Frankrig skulle spille en central rolle, ikke blot blandt de allierede under krigen men også på verdensscenen efter krigen, satte grå hår i hovedet på særligt Churchill.

I januar 1943 blev der afholdt en konference i Casablanca, hvor de allierede statsledere mødtes for at diskutere det videre forløb i kampen mod Nazityskland og planerne for den senere invasion i Nordfrankrig. Konferencen var også en anledning til officielt at anerkende De Frie Franske, som de allierede gerne så ledet af Charles de Gaulle og en anden fransk nøgleperson, general Henri Giraud, i fællesskab. De Gaulle, der var i eksil i London under krigen, var lidt af en sten i skoen for Churchill.

General Giraud deltog også i konferencen,  og han og de Gaulle kunne ikke døje hinanden. Det er ham, vi ser give de Gaulle et håndtryk i videoen ovenfor.

Churchill og Roosevelt var de naturlige ledere af de allierede, og havde en omfattende korrespondance under krigen. I et memo fra Roosevelt til Churchill, dateret i maj 1943, foreslår Roosevelt en omorganisering af ledelsen af De Frie Franske, en omorganisering der vil gøre de Gaulle overflødig. Og så falder ordene: I do not know what to do with de Gaulle. Possibly you would like to make him governor of Madagascar! *)

Churchill fik ikke lejlighed til at sende de Gaulle hen, hvor peberet gror. Han gik i land med de allierede i Normandiet få dage efter D-day i juni 1944, og ved befrielsen af Paris i august 1944 gik (gik!) han i triumftog ned ad Champs-Elysées.

Resten er historie.

*) Churchill and Roosevelt, Volume 2: The Complete Correspondence, p. 211, edited by Warren F. Kimball.

De franske republikker

franske republikker

Eugène Delacroix (1830): La liberté guidant le peuple

På et eller andet tidspunkt er du sikkert stødt på beskrivelsen ‘Den 5. republik’ om Frankrigs politiske grundsten, forfatningen. Måske har du så tænkt ‘ hvorfor den 5. – hvad med de fire andre?’ Hver gang forfatningen er blevet skrevet om har det været på baggrund af begivenheder, der har medført en så fundamental ændring af den franske statsstyring at det har skabt en ‘ny’ republik.

1. republik: 1792-1799

Frankrig var i mange århundreder, helt frem til Revolutionen i 1789, et kongedømme. Denne lange periode i fransk historie bliver som regel kaldt l’Ancien Régime, som direkte oversat betyder ‘det gamle regime’ eller ‘den gamle styreform’. Revolutionen startede med stormen på Bastillen 14. juli 1789, men kongen blev ikke umiddelbart væltet. Først i september 1792 blev monarkiet afskaffet, og Ludvig d. XVI blev sendt i guillotinen i januar 1793. Hans dronning, Marie-Antoinette, fulgte efter i oktober 1793. Den 1. republik sluttede i november 1799 med Napoléons statskup, som også satte punktum for revolutions-tiåret.

I 1804 udnævnte Napoléon sig selv til kejser, og perioden frem til 1815 og hans endelige fald i 1815 benævnes Premier Empire (1. kejserdømme). Herefter  kom den periode der kaldes La Restauration, idet kongedømmet blev genindført. Frem til 1848 regerede Ludvig XVIII, Charles X og Louis-Philippe Ier.

2. republik: 1848-1852

I 1848 gik det imidlertid galt igen, og Louis-Philippe måtte abdicere. Den provisoriske regering udråbte den 2. republik og indførte stemmeret, pressefrihed og tillod befolkningen at samles offentligt. I forfatningen blev der indskrevet valg til en nationalforsamling og valg af en præsident, der skulle sidde i 4 år. Den valgte præsident skulle udpege en regering. Ifølge forfatningen kunne præsidenten ikke genvælges og han kunne ikke opløse nationalforsamlingen. Ved præsidentvalget i december 1848 blev Louis Napoléon Bonaparte, Napoléons nevø, valgt til præsident med et stort stemmeflertal. Men netop på grund af forfatningsbestemmelsen kunne han ikke genvælges som præsident fire år senere, i 1852. Så han begik statskup og fik manøvreret sig til en udnævnelse som kejser. Perioden kaldes Deuxième Empire (2. kejserdømme).

3. republik: 1871-1940

Det andet kejserdømme varede indtil det forsmædelige nederlag til preusserne i september 1871, hvor Napoléon III blevet taget til fange. To dage senere blev den 3. republik udråbt. Trods vedvarende politiske stridigheder er den 3. republik indtil videre den længste periode i Frankrig med republikken som styreform. Den holdt helt frem til udbruddet af 2. verdenskrig og Nazitysklands besættelse af Frankrig.

4. republik: 1945-1958

Efter 2. Verdenskrigs slutning begyndte arbejdet med at skabe en ny republik. Charles de Gaulle, som havde været de Frie Franskes stemme fra London under hele krigen, blev regeringschef, mens arbejdet med den nye forfatning stod på. Diskussionerne gik blandt andet på, om man skulle have et eller to kamre (Nationalforsamling og Senat). De Gaulle ønskede at præsidenten skulle have stærke beføjelser, men det kom han ikke igennem med, og han valgte at trække sig i januar 1946. i oktober 1946 blev den 4. republiks forfatning vedtaget. Republikkens præsident skulle vælges af Nationalforsamlingen for en periode af syv år, men uden beslutningsbeføjelser. Det, som vi ville kalde en kransekagefigur. Balanceringen af statsmagten mellem Nationalforsamlingen, regeringen og republikkens præsident havde sine svagheder, og man var yderligere udfordret af forsyningsproblemerne efter krigen, samt kolonikrige i blandt andet Indokina og Algeriet. I foråret 1958 blev regeringen væltet af Nationalforsamlingen, og Charles de Gaulle blev bedt om at danne en ny regering.

5. republik: 1958-

De Gaulle fik ret hurtigt forhandlet en ny forfatning på plads, og denne gang fik republikkens præsident stærke beføjelser, med ret til alene at kunne udøve den fulde magt i særligt alvorlige krisesituationer. Præsidenten udpeger premierministeren, der danner regering. Landet fik en Nationalforsamling og et Senat, og forfatningsrådet – le Conseil constitutionnel – blev oprettet. De Gaulle var præsident indtil 1969, hvor han trådte tilbage. I 2000 blev det ved et referendum vedtaget at ændre forfatningen, så præsidenten kun kan vælges for fem år ad gangen, istedet for de oprindelige syv. Med mellemrum blusser diskussionen om en 6. republik op, da mange mener at forfatningen fra 1958 er ved at være en kende forældet, særligt på grund af de meget stærke magtbeføjelser, der ligger hos landets præsident.

Ovenstående er en ultrakort lynoversigt over de fem republikker. Der er skrevet tykke historiebøger om dem, så har du lyst til at vide mere, er det bare med at kaste sig ud i det.