Vichy er en sær oplevelse. Og en meget charmerende oplevelse. Der er både positive og negative erindringer forbundet med byens navn, men hvor dybt det stikker i byens selvopfattelse og hvor stort et paradoks det er at opleve, kom alligevel bag på mig. Læs mere
En tur ud i det blå blev en stor oplevelse med et veterantog på en af de smukkeste togstrækninger i Frankrig i hjertet af Auvergne. Oven i købet med indlagt – delvist selvforskyldt – drama undervejs.
“Vi er i den forkerte by!”, udbrød jeg, da vi stod foran den lille banegård i Bort-les-Orgues. På grund af den vaklende internetadgang i det naturskønne område, vi boede i, havde jeg ikke fået researchet ordentligt, og vi var taget afsted lidt på lykke og Læs mere
Loiredalen var de franske konger og dronningers foretrukne opholdsted længe før Versailles blev bygget. Mere end tyve slotte ligger der mellem Orléans og Nantes, og der er historisk vingesus og fransk arkitektur og kultur for alle pengene, nærmest uanset hvilke(t) slot(te), man vælger at besøge.
I sommers besøgte vi tre af de mest berømte. Det var tre meget store – og meget forskellige – oplevelser, og særligt Chambord havde jeg set frem til at besøge. Her får du samlet de tre artikler, jeg skrev om vores besøg.
God læselyst og god weekend :)!
Chenonceau – fra kongelig renæssance til modstandsbevægelsens flugtvej
“Hvad er det for en lyd?”
Vi stod på Place du Château i Blois og kiggede på slottets smukke renæssancefacade med rytterstatuen af Louis XII.
Der lød endnu en hvæsen bag os. Læs mere
Du har sikkert set billederne af de totale ødelæggelser på Saint-Barthélemy og Saint-Martin. Dem, som blev så hårdt ramt af orkanen Irma i sidste uge.
I foråret 2016 lavede jeg en serie indlæg om det oversøiske Frankrig, og blandt indlæggene var en gennemgang af de franske områder i Caribien. Det var de to nordligste øer i de franske Antiller, der blev ramt direkte af orkanen. Guadeloupe og Martinique ligger et stykke sydligere, og de gik fri denne gang.
Det er derfor, at den franske rednings- og genopbygningsindsats udgår fra Guadeloupe. Militær og redningsmandskab var allerede på plads og klar på Guadeloupe, da Irma ramte Saint-Barthélemy og Saint-Martin.
Præsident Macron besøgte området i denne uge for at besigtige skaderne, der løber op i milliarder.
Her får du et tilbageblik på de indlæg, jeg skrev sidste år om de franske Antiller, og en oversigtsartikel om det oversøiske Frankrig. Har du lyst til at læse om de andre oversøiske områder, så finder du dem via menuen øverst på siden, under punktet De franske regioner.
God læselyst og god weekend :)
Det er faktisk Jørgen Leths skyld.
Den dag, vi udforskede den vestlige side af Morbihangolfen og Quiberon-halvøen, kørte vi fra hovedvejen og ind forbi den lille landsby Carnac. Fordi Jørgen Leth havde slæbt Hans Pilgaard dertil på deres charmerende rundtur i ‘Mit Frankrig’ programmerne sidste år. Eller var det forrige år. Det kan jeg ikke helt huske.
Men når vi nu var i området, så skulle vi altså forbi og kigge.
Det er bare for mærkeligt med de sten.
Forestil dig, at mennesker i forhistorisk tid ved manuel kraft alene har placeret alle de mange tusind sten. Fra små sten, som vejer få hundrede kilo, til kæmpestore bautasten, der vejer flere tons. I kilometerlange, helt lige linier.
Det var først i 1700-tallet, at man begyndte at interessere sig for deres oprindelse. Myten om, at det var romerske soldater, der var blevet forvandlet til sten, blev afløst af en tese om, at de var af keltisk oprindelse. Nogle mente, det var druider, der udøvede deres troldkunster ved midnatstid. Andre, at det var resterne af et tempel.
I 1847 var en ung Gustave Flaubert på gennemrejse i Bretagne med vennen Maxime le Camp, og de besøgte også Carnac. I rejsedagbogen Par les champs et par les grèves (kapitel 5) beskriver de området, og de var ikke synderligt imponerede: “Les pierres de Carnac sont de grosses pierres” (“Carnac-stenene er nogle store sten”).
Tolv år tidligere havde en ung Prosper Mérimée været i Carnac som inspecteur-général des monuments historiques de France. I kapitlet Erdeven, Carnac i sin rejsedagbog Notes d’un voyage dans l’ouest de la France, der er et uddrag af hans rapport til M. le ministre de l’intérieur, beskriver han myten om soldaterne, der bliver forvandlet til sten og afviser den som noget sludder. Istedet fremfører han de to mest fremherskende hypoteser på den tid: at nogle mener, det er store gravmæler, andre, at det er et kæmpestort tempel for en religion kaldet ofiolatri (slangedyrkelse).
Men hvorom alting er: Den dag i dag ved arkæologerne ikke, hvad stenene er udtryk for. De mere end mandshøje bautasten ved Menec, der størrelsesmæssigt bliver mindre og mindre, og Kermarios kæmpestore stendysser, der igen bliver mindre og mindre, jo længere østpå man går, er dateret til omkring år 4000 f.v.t. Man har fundet gravhøje i området, men stenenes opstillinger har ikke noget at gøre med hverken sol, måne eller stjerners stilling på himlen. I dag er tesen, at de lange rækker af sten markerer en form for grænse – både fysisk og spirituelt.
Men man ved det ikke med sikkerhed.
I dag er de marker, som stenene står på, hegnet ind. Og det er kun i lavsæsonen, eller på de guidede ture i højsæsonen, at turisterne får lov til at gå ind på de indhegnede områder og komme helt tæt på.
Det praktiske
Det er ganske gratis at gå en tur ved markerne med stenene. Der er parkeringspladser ved det nyanlagte informationscenter, eller langs vejen – hvis der er plads. Både ved Menec og længere østpå ved Kermario og Kerlescan er der parkeringspladser.
En guidet tur rundt blandt stenene koster fra 6€ (voksenbillet). Der er også en del information at hente på de informationsskilte, der er opstillet rundt omkring.
Det lille turistfuttog, som snart sagt enhver turistattraktion med respekt for sig selv har, og som de også har i Carnac, kører rundt i hele området. Det koster 7,50€ for en voksenbillet.
Der er ikke behov for den helt store planlægning, hvis man vil besøge de mystiske sten. Det er nok at køre forbi, stille bilen og gå en tur langs markerne. Og lade sig undre…
Lige udenfor den lille landsby Chenonceaux (med x), ligger renæssanceslottet Chenonceau (uden x). Hvor Chambord-slottet er klasse og elegance, er Chenonceau charmerende, landlig idyl, og mindst lige så smukt.
Den lange, skyggefulde allé strakte sig flere hundrede meter ned langs skoven på den anden side af den store jernlåge. Vi havde lige parkeret bilen og var på vej de få skridt hen til bygningen med billetsalg og den obligatoriske souvenirshop. Bag os lød det rytmiske Læs mere
Hvis du synes, at du har passeret mange rundkørsler under årets ferie i Frankrig, så er der noget om snakken. Franskmændene har ikke bare opfundet den cirkulære trafikregulering, landet har også noget nær verdensrekord i antal rundkørsler.
“Jeg gider ikke flere rundkørsler!!!” hylede Ældstebarnet på bagsædet.
Efter næsten et døgns kørsel var vi tæt på den campingplads i Cap d’Agde ved Sète, som vi skulle bo på de næste to uger. Ungerne var trætte af at køre, og det sidste stykke fra motorvejen til campingpladsen forekom at være en uendelig række af rundkørsler. Hver gang vi drejede i en rundkørsel, bumpede de småsovende hoveder ind i hinanden på bagsædet. Det er 15 år siden, og Ældsten husker det stadig.
De franske rundkørsler.
Selv om det ikke kan verificeres, at Frankrig er det land i verden, der har flest rundkørsler, så vurderes det, at der findes mellem 30.000 og 50.000 rundkørsler i landet. Rundkørslen er en fransk opfindelse fra bilens barndom, hvor en fransk byplanlægger ikke var sen til forstå sikkerhedsaspektet i en rundkørsel frem for et almindeligt vejkryds. Men hvor der i starten var en regel om højre vigepligt i de franske rundkørsler – så dem, der kørte i rundkørslen skulle holde tilbage for dem, der gerne ville ind (og det er stadig reglen i Paris!) – så var det englænderne, der fandt ud af, at det fik trafikken til at glide nemmere, hvis det var dem, der gerne ville ind i rundkørslen, der havde vigepligten. Samtidig falder uheldsraten betragteligt i forhold til et vejkryds. Og så er fordelen, at hvis der ikke er noget trafik, kan man køre lige igennem, i stedet for at skulle vente på grønt lys.
“Var det en dobbelt rundkørsel, vi lige passerede der?” spurgte jeg en smule vantro Kæreste, da vi var på vej tilbage efter en tur ud til spidsen af Quiberon-halvøen. Det var det. I løbet af vores ferie havde jeg fået en ret klar fornemmelse af, at der kommet flere rundkørsler til i det franske. Men det var alligevel første gang, at vi havde passeret en dobbelt af slagsen.
Rundkørsler er blevet et prestigeprojekt for de franske kommuner. Efterhånden har enhver kommune – stor som lille – mindst en rundkørsel. Og de senere år er det ikke længere nok ‘bare’ at have en eller flere rundkørsler i kommunen. de skal også dekoreres. For eksempel med en skulptur eller et tableau, der viser noget om byens formåen eller noget, der har symbolværdi for området.
I området omkring Morbihangolfen var der flere af de rundkørsler, vi dagligt passerede, der havde maritime temaer. En fiskerbåd. Eller et fyrtårn. Faktisk findes der rundkørselsnørder, der samler på billeder af rundkørsler med dekorationer. En af dem kan du finde på bloggen her, hvor der ligger masser af billeder med eksempler på rundkørselsdekorationer.
Og verdens første rundkørsel? Det er såmænd Place d’Etoile i Paris, med Triumfbuen i midten.
“Se sejlbåden derude,” sagde jeg og pegede ud i indsejlingen til Morbihangolfen.
Kæreste havde travlt med kameraet, men kiggede alligevel op. Sejlbåden gik for både sejl og motor så det ud til, men alligevel kom den ikke rigtig nogen vegne. Læs mere
En af de allerførste artikler, jeg skrev til bloggen tilbage i juni 2015, var om Monets have i Giverny. Der er sket en del siden, jeg var der sidst i år 2000, og siden bloggen startede. Der er også sket en del med kvaliteten af de digitale billeder. Her får du et indlæg om vores besøg i haven den 14. juli i år. Læs mere