Det er faktisk Jørgen Leths skyld.
Den dag, vi udforskede den vestlige side af Morbihangolfen og Quiberon-halvøen, kørte vi fra hovedvejen og ind forbi den lille landsby Carnac. Fordi Jørgen Leth havde slæbt Hans Pilgaard dertil på deres charmerende rundtur i ‘Mit Frankrig’ programmerne sidste år. Eller var det forrige år. Det kan jeg ikke helt huske.
Men når vi nu var i området, så skulle vi altså forbi og kigge.
Det er bare for mærkeligt med de sten.
Forestil dig, at mennesker i forhistorisk tid ved manuel kraft alene har placeret alle de mange tusind sten. Fra små sten, som vejer få hundrede kilo, til kæmpestore bautasten, der vejer flere tons. I kilometerlange, helt lige linier.
Det var først i 1700-tallet, at man begyndte at interessere sig for deres oprindelse. Myten om, at det var romerske soldater, der var blevet forvandlet til sten, blev afløst af en tese om, at de var af keltisk oprindelse. Nogle mente, det var druider, der udøvede deres troldkunster ved midnatstid. Andre, at det var resterne af et tempel.
I 1847 var en ung Gustave Flaubert på gennemrejse i Bretagne med vennen Maxime le Camp, og de besøgte også Carnac. I rejsedagbogen Par les champs et par les grèves (kapitel 5) beskriver de området, og de var ikke synderligt imponerede: “Les pierres de Carnac sont de grosses pierres” (“Carnac-stenene er nogle store sten”).
Tolv år tidligere havde en ung Prosper Mérimée været i Carnac som inspecteur-général des monuments historiques de France. I kapitlet Erdeven, Carnac i sin rejsedagbog Notes d’un voyage dans l’ouest de la France, der er et uddrag af hans rapport til M. le ministre de l’intérieur, beskriver han myten om soldaterne, der bliver forvandlet til sten og afviser den som noget sludder. Istedet fremfører han de to mest fremherskende hypoteser på den tid: at nogle mener, det er store gravmæler, andre, at det er et kæmpestort tempel for en religion kaldet ofiolatri (slangedyrkelse).
Men hvorom alting er: Den dag i dag ved arkæologerne ikke, hvad stenene er udtryk for. De mere end mandshøje bautasten ved Menec, der størrelsesmæssigt bliver mindre og mindre, og Kermarios kæmpestore stendysser, der igen bliver mindre og mindre, jo længere østpå man går, er dateret til omkring år 4000 f.v.t. Man har fundet gravhøje i området, men stenenes opstillinger har ikke noget at gøre med hverken sol, måne eller stjerners stilling på himlen. I dag er tesen, at de lange rækker af sten markerer en form for grænse – både fysisk og spirituelt.
Men man ved det ikke med sikkerhed.
I dag er de marker, som stenene står på, hegnet ind. Og det er kun i lavsæsonen, eller på de guidede ture i højsæsonen, at turisterne får lov til at gå ind på de indhegnede områder og komme helt tæt på.
Det praktiske
Det er ganske gratis at gå en tur ved markerne med stenene. Der er parkeringspladser ved det nyanlagte informationscenter, eller langs vejen – hvis der er plads. Både ved Menec og længere østpå ved Kermario og Kerlescan er der parkeringspladser.
En guidet tur rundt blandt stenene koster fra 6€ (voksenbillet). Der er også en del information at hente på de informationsskilte, der er opstillet rundt omkring.
Det lille turistfuttog, som snart sagt enhver turistattraktion med respekt for sig selv har, og som de også har i Carnac, kører rundt i hele området. Det koster 7,50€ for en voksenbillet.
Der er ikke behov for den helt store planlægning, hvis man vil besøge de mystiske sten. Det er nok at køre forbi, stille bilen og gå en tur langs markerne. Og lade sig undre…
