Slottene i Loiredalen

Loiredalen var de franske konger og dronningers foretrukne opholdsted længe før Versailles blev bygget. Mere end tyve slotte ligger der mellem Orléans og Nantes, og der er historisk vingesus og fransk arkitektur og kultur for alle pengene, nærmest uanset hvilke(t) slot(te), man vælger at besøge.

I sommers besøgte vi tre af de mest berømte. Det var tre meget store – og meget forskellige – oplevelser, og særligt Chambord havde jeg set frem til at besøge. Her får du samlet de tre artikler, jeg skrev om vores besøg.

God læselyst og god weekend :)!

Chambord – Renæssancekongens jagtrevir

Chenonceau – fra kongelig renæssance til modstandsbevægelsens flugtvej

Det royale slot i Blois

 

 

Måske vil du også synes om:

Det royale slot i Blois

“Hvad er det for en lyd?”

Vi stod på Place du Château i Blois og kiggede på slottets smukke renæssancefacade med rytterstatuen af Louis XII.

Der lød endnu en hvæsen bag os.  Læs mere

Måske vil du også synes om:

Fransk Caribien

Du har sikkert set billederne af de totale ødelæggelser på Saint-Barthélemy og Saint-Martin. Dem, som blev så hårdt ramt af orkanen Irma i sidste uge.

I foråret 2016 lavede jeg en serie indlæg om det oversøiske Frankrig, og blandt indlæggene var en gennemgang af de franske områder i Caribien. Det var de to nordligste øer i de franske Antiller, der blev ramt direkte af orkanen. Guadeloupe og Martinique ligger et stykke sydligere, og de gik fri denne gang.

Det er derfor, at den franske rednings- og genopbygningsindsats udgår fra Guadeloupe. Militær og redningsmandskab var allerede på plads og klar på Guadeloupe, da Irma ramte Saint-Barthélemy og Saint-Martin.

Præsident Macron besøgte området i denne uge for at besigtige skaderne, der løber op i milliarder.

Her får du et tilbageblik på de indlæg, jeg skrev sidste år om de franske Antiller, og en oversigtsartikel om det oversøiske Frankrig. Har du lyst til at læse om de andre oversøiske områder, så finder du dem via menuen øverst på siden, under punktet De franske regioner.

God læselyst og god weekend :)

Det oversøiske Frankrig

Saint-Barthélemy

Saint-Martin

Martinique

Guadeloupe

Måske vil du også synes om:

Carnac – en forhistorisk gåde

Det er faktisk Jørgen Leths skyld.

Den dag, vi udforskede den vestlige side af Morbihangolfen og Quiberon-halvøen, kørte vi fra hovedvejen og ind forbi den lille landsby Carnac. Fordi Jørgen Leth havde slæbt Hans Pilgaard dertil på deres charmerende rundtur i ‘Mit Frankrig’ programmerne sidste år. Eller var det forrige år. Det kan jeg ikke helt huske.

Men når vi nu var i området, så skulle vi altså forbi og kigge.

Det er bare for mærkeligt med de sten.

Forestil dig, at mennesker i forhistorisk tid ved manuel kraft alene har placeret alle de mange tusind sten. Fra små sten, som vejer få hundrede kilo, til kæmpestore bautasten, der vejer flere tons. I kilometerlange, helt lige linier.

Det var først i 1700-tallet, at man begyndte at interessere sig for deres oprindelse. Myten om, at det var romerske soldater, der var blevet forvandlet til sten, blev afløst af en tese om, at de var af keltisk oprindelse. Nogle mente, det var druider, der udøvede deres troldkunster ved midnatstid. Andre, at det var resterne af et tempel.

I 1847 var en ung Gustave Flaubert på gennemrejse i Bretagne med vennen Maxime le Camp, og de besøgte også Carnac. I rejsedagbogen Par les champs et par les grèves (kapitel 5) beskriver de området, og de var ikke synderligt imponerede: “Les pierres de Carnac sont de grosses pierres” (“Carnac-stenene er nogle store sten”).

Tolv år tidligere havde en ung Prosper Mérimée været i Carnac som inspecteur-général des monuments historiques de France. I kapitlet Erdeven, Carnac i sin rejsedagbog Notes d’un voyage dans l’ouest de la France, der er et uddrag af hans rapport til M. le ministre de l’intérieur, beskriver han myten om soldaterne, der bliver forvandlet til sten og afviser den som noget sludder. Istedet fremfører han de to mest fremherskende hypoteser på den tid: at nogle mener, det er store gravmæler, andre, at det er et kæmpestort tempel for en religion kaldet ofiolatri (slangedyrkelse).

Men hvorom alting er: Den dag i dag ved arkæologerne ikke, hvad stenene er udtryk for. De mere end mandshøje bautasten ved Menec, der størrelsesmæssigt bliver mindre og mindre, og Kermarios kæmpestore stendysser, der igen bliver mindre og mindre, jo længere østpå man går, er dateret til omkring år 4000 f.v.t. Man har fundet gravhøje i området, men stenenes opstillinger har ikke noget at gøre med hverken sol, måne eller stjerners stilling på himlen. I dag er tesen, at de lange rækker af sten markerer en form for grænse – både fysisk og spirituelt.

Men man ved det ikke med sikkerhed.

I dag er de marker, som stenene står på, hegnet ind. Og det er kun i lavsæsonen, eller på de guidede ture i højsæsonen, at turisterne får lov til at gå ind på de indhegnede områder og komme helt tæt på.

Det praktiske

Det er ganske gratis at gå en tur ved markerne med stenene. Der er parkeringspladser ved det nyanlagte informationscenter, eller langs vejen – hvis der er plads. Både ved Menec og længere østpå ved Kermario og Kerlescan er der parkeringspladser.

En guidet tur rundt blandt stenene koster fra 6€ (voksenbillet). Der er også en del information at hente på de informationsskilte, der er opstillet rundt omkring.

Det lille turistfuttog, som snart sagt enhver turistattraktion med respekt for sig selv har, og som de også har i Carnac, kører rundt i hele området. Det koster 7,50€ for en voksenbillet.

Der er ikke behov for den helt store planlægning, hvis man vil besøge de mystiske sten. Det er nok at køre forbi, stille bilen og gå en tur langs markerne. Og lade sig undre…

Måske vil du også synes om:

Chenonceau – fra kongelig renæssance til modstandsbevægelsens flugtvej

Lige udenfor den lille landsby Chenonceaux (med x), ligger renæssanceslottet Chenonceau (uden x). Hvor Chambord-slottet er klasse og elegance, er Chenonceau charmerende, landlig idyl, og mindst lige så smukt. 

Den lange, skyggefulde allé strakte sig flere hundrede meter ned langs skoven på den anden side af den store jernlåge. Vi havde lige parkeret bilen og var på vej de få skridt hen til bygningen med billetsalg og den obligatoriske souvenirshop. Bag os lød det rytmiske Læs mere

Måske vil du også synes om:

De franske rundkørsler

Hvis du synes, at du har passeret mange rundkørsler under årets ferie i Frankrig, så er der noget om snakken. Franskmændene har ikke bare opfundet den cirkulære trafikregulering, landet har også noget nær verdensrekord i antal rundkørsler.

“Jeg gider ikke flere rundkørsler!!!” hylede Ældstebarnet på bagsædet.

Efter næsten et døgns kørsel var vi tæt på den campingplads i Cap d’Agde ved Sète, som vi skulle bo på de næste to uger. Ungerne var trætte af at køre, og det sidste stykke fra motorvejen til campingpladsen forekom at være en uendelig række af rundkørsler. Hver gang vi drejede i en rundkørsel, bumpede de småsovende hoveder ind i hinanden på bagsædet. Det er 15 år siden, og Ældsten husker det stadig.

De franske rundkørsler.

Selv om det ikke kan verificeres, at Frankrig er det land i verden, der har flest rundkørsler, så vurderes det, at der findes mellem 30.000 og 50.000 rundkørsler i landet. Rundkørslen er en fransk opfindelse fra bilens barndom, hvor en fransk byplanlægger ikke var sen til forstå sikkerhedsaspektet i en rundkørsel frem for et almindeligt vejkryds. Men hvor der i starten var en regel om højre vigepligt i de franske rundkørsler – så dem, der kørte i rundkørslen skulle holde tilbage for dem, der gerne ville ind (og det er stadig reglen i Paris!) – så var det englænderne, der fandt ud af, at det fik trafikken til at glide nemmere, hvis det var dem, der gerne ville ind i rundkørslen, der havde vigepligten. Samtidig falder uheldsraten betragteligt i forhold til et vejkryds. Og så er fordelen, at hvis der ikke er noget trafik, kan man køre lige igennem, i stedet for at skulle vente på grønt lys.

“Var det en dobbelt rundkørsel, vi lige passerede der?” spurgte jeg en smule vantro Kæreste, da vi var på vej tilbage efter en tur ud til spidsen af Quiberon-halvøen. Det var det.  I løbet af vores ferie havde jeg fået en ret klar fornemmelse af, at der kommet flere rundkørsler til i det franske. Men det var alligevel første gang, at vi havde passeret en dobbelt af slagsen.

Rundkørsler er blevet et prestigeprojekt for de franske kommuner. Efterhånden har enhver kommune – stor som lille – mindst en rundkørsel. Og de senere år er det ikke længere nok ‘bare’ at have en eller flere rundkørsler i kommunen. de skal også dekoreres. For eksempel med en skulptur eller et tableau, der viser noget om byens formåen eller noget, der har symbolværdi for området.

I området omkring Morbihangolfen var der flere af de rundkørsler, vi dagligt passerede, der havde maritime temaer. En fiskerbåd. Eller et fyrtårn. Faktisk findes der rundkørselsnørder, der samler på billeder af rundkørsler med dekorationer. En af dem kan du finde på bloggen her, hvor der ligger masser af billeder med eksempler på rundkørselsdekorationer.

Og verdens første rundkørsel? Det er såmænd Place d’Etoile i Paris, med Triumfbuen i midten.

Le Golfe du Morbihan

“Se sejlbåden derude,” sagde jeg og pegede ud i indsejlingen til Morbihangolfen.

Kæreste havde travlt med kameraet, men kiggede alligevel op. Sejlbåden gik for både sejl og motor så det ud til, men alligevel kom den ikke rigtig nogen vegne. Læs mere

Måske vil du også synes om:

Monets have – revisited

En af de allerførste artikler, jeg skrev til bloggen tilbage i juni 2015, var om Monets have i Giverny. Der er sket en del siden, jeg var der sidst i år 2000, og siden bloggen startede. Der er også sket en del med kvaliteten af de digitale billeder. Her får du et indlæg om vores besøg i haven den 14. juli i år. Læs mere

Måske vil du også synes om:

Chambord – Renæssancekongens jagtrevir

Det er det samme hvert år. Vi ankommer på ferie fra de køligere, nordiske temperaturer og er ikke vant til en regulær hedebølge. Kæreste har ellers fuldstændig styr på det med vejret på sin iPhone. Alligevel startede vi ud med lange bukser og t-shirt den morgen. Da vi steg ud af bilen på den store parkeringsplads ved Chambord slottet mærkede vi med det samme, at det var et virkeligt dårligt tøjvalg. Klokken var knap 11, og termometret havde allerede rundet de 30 grader. Læs mere

Måske vil du også synes om:

La Francilienne

“Måske er det den næste afkørsel?” sagde Kæreste.

Vi var tæt på Charles de Gaulle lufthavnen og vi vidste, at hvis vi skulle omkring Paris uden at skulle helt ind omkring inderste périphérique, hvor vi uundgåeligt ville havne i en motorvejskø, så skulle vi snart dreje fra.

“Jeg fik ikke tjekket op på det inden vi tog hjemmefra”, sagde jeg. “Prøv at dreje fra her, så ser vi, hvad der sker”.

Vi havnede i lufthavnens virvar af veje. En kæmpestor Airbus 380 taxiede over en bro, netop som vi kørte under den.

Faktisk var vi helt inde og runde terminal 1’s afgangshal. Kæreste svovlede noget om franskmændenes inkonsistente skiltning, men pludselig var der skilte mod Vallée de la Marne og A104, og jeg huskede, at det var A104, vi skulle følge.

Vi havde kun kørt på La Francilienne een gang før, da vi kom sydfra og skulle hjem. Og det er nogle år siden og var på anbefaling af en lokalkendt franskmand. Så hukommelsen var noget rusten.

La Francilienne er en fire-sporet motor(trafik)vej, der går rundt om Paris et stykke længere ude end den inderste ring, som de fleste, der skal videre syd for Paris, er tvunget til at tage. Fordi gps’en siger, det er den korteste vej. Og fordi det virker som det mest logiske, hvis man kigger på et kort. Der er bare lige det ved det, at man nemt kan miste en time ved at holde i kø der.

La Francilienne øst om Paris er en omvej på godt 50 kilometer, altså godt en halv times ekstra køretid. Og indrømmet: Min indtegning af ruten på kortet ovenfor virker som en kæmpestor omvej. Men det er altså ikke helt så galt. Og det er omvejen værd, for at slippe for risikoen for at sidde i en uendelig kø med en blanding af andre ferierejsende, der følger deres gps, og alle de lokale parisere, der dagligt benytter la périphérique.

Så kommer du nordfra på A1 mod Paris og skal rundt om byen for at komme videre sydpå, så skal du dreje fra ad A104 lige efter Charles de Gaulle lufthavnen. Den fortsætter øst om Paris, og bliver på et tidspunkt til N104, der rammer A10 sydvest for Paris ved Janvry.

Kommer du nordfra og skal mod vest – for eksempel Normandiet eller Bretagne – så kan du tage N104 mod vest lige FØR lufthavnen.

Vi fandt vej ud fra lufthavnen ved at slukke for gps’en og følge skiltene istedet. En halv time senere ramte vi motorvej A10, og kunne fortsætte mod Orléans og Beaugency, vores første stop på ferien.

God weekend :)

 

Måske vil du også synes om: