Fransk Caribien

Du har sikkert set billederne af de totale ødelæggelser på Saint-Barthélemy og Saint-Martin. Dem, som blev så hårdt ramt af orkanen Irma i sidste uge.

I foråret 2016 lavede jeg en serie indlæg om det oversøiske Frankrig, og blandt indlæggene var en gennemgang af de franske områder i Caribien. Det var de to nordligste øer i de franske Antiller, der blev ramt direkte af orkanen. Guadeloupe og Martinique ligger et stykke sydligere, og de gik fri denne gang.

Det er derfor, at den franske rednings- og genopbygningsindsats udgår fra Guadeloupe. Militær og redningsmandskab var allerede på plads og klar på Guadeloupe, da Irma ramte Saint-Barthélemy og Saint-Martin.

Præsident Macron besøgte området i denne uge for at besigtige skaderne, der løber op i milliarder.

Her får du et tilbageblik på de indlæg, jeg skrev sidste år om de franske Antiller, og en oversigtsartikel om det oversøiske Frankrig. Har du lyst til at læse om de andre oversøiske områder, så finder du dem via menuen øverst på siden, under punktet De franske regioner.

God læselyst og god weekend :)

Det oversøiske Frankrig

Saint-Barthélemy

Saint-Martin

Martinique

Guadeloupe

Måske vil du også synes om:

Carnac – en forhistorisk gåde

Det er faktisk Jørgen Leths skyld.

Den dag, vi udforskede den vestlige side af Morbihangolfen og Quiberon-halvøen, kørte vi fra hovedvejen og ind forbi den lille landsby Carnac. Fordi Jørgen Leth havde slæbt Hans Pilgaard dertil på deres charmerende rundtur i ‘Mit Frankrig’ programmerne sidste år. Eller var det forrige år. Det kan jeg ikke helt huske.

Men når vi nu var i området, så skulle vi altså forbi og kigge.

Det er bare for mærkeligt med de sten.

Forestil dig, at mennesker i forhistorisk tid ved manuel kraft alene har placeret alle de mange tusind sten. Fra små sten, som vejer få hundrede kilo, til kæmpestore bautasten, der vejer flere tons. I kilometerlange, helt lige linier.

Det var først i 1700-tallet, at man begyndte at interessere sig for deres oprindelse. Myten om, at det var romerske soldater, der var blevet forvandlet til sten, blev afløst af en tese om, at de var af keltisk oprindelse. Nogle mente, det var druider, der udøvede deres troldkunster ved midnatstid. Andre, at det var resterne af et tempel.

I 1847 var en ung Gustave Flaubert på gennemrejse i Bretagne med vennen Maxime le Camp, og de besøgte også Carnac. I rejsedagbogen Par les champs et par les grèves (kapitel 5) beskriver de området, og de var ikke synderligt imponerede: “Les pierres de Carnac sont de grosses pierres” (“Carnac-stenene er nogle store sten”).

Tolv år tidligere havde en ung Prosper Mérimée været i Carnac som inspecteur-général des monuments historiques de France. I kapitlet Erdeven, Carnac i sin rejsedagbog Notes d’un voyage dans l’ouest de la France, der er et uddrag af hans rapport til M. le ministre de l’intérieur, beskriver han myten om soldaterne, der bliver forvandlet til sten og afviser den som noget sludder. Istedet fremfører han de to mest fremherskende hypoteser på den tid: at nogle mener, det er store gravmæler, andre, at det er et kæmpestort tempel for en religion kaldet ofiolatri (slangedyrkelse).

Men hvorom alting er: Den dag i dag ved arkæologerne ikke, hvad stenene er udtryk for. De mere end mandshøje bautasten ved Menec, der størrelsesmæssigt bliver mindre og mindre, og Kermarios kæmpestore stendysser, der igen bliver mindre og mindre, jo længere østpå man går, er dateret til omkring år 4000 f.v.t. Man har fundet gravhøje i området, men stenenes opstillinger har ikke noget at gøre med hverken sol, måne eller stjerners stilling på himlen. I dag er tesen, at de lange rækker af sten markerer en form for grænse – både fysisk og spirituelt.

Men man ved det ikke med sikkerhed.

I dag er de marker, som stenene står på, hegnet ind. Og det er kun i lavsæsonen, eller på de guidede ture i højsæsonen, at turisterne får lov til at gå ind på de indhegnede områder og komme helt tæt på.

Det praktiske

Det er ganske gratis at gå en tur ved markerne med stenene. Der er parkeringspladser ved det nyanlagte informationscenter, eller langs vejen – hvis der er plads. Både ved Menec og længere østpå ved Kermario og Kerlescan er der parkeringspladser.

En guidet tur rundt blandt stenene koster fra 6€ (voksenbillet). Der er også en del information at hente på de informationsskilte, der er opstillet rundt omkring.

Det lille turistfuttog, som snart sagt enhver turistattraktion med respekt for sig selv har, og som de også har i Carnac, kører rundt i hele området. Det koster 7,50€ for en voksenbillet.

Der er ikke behov for den helt store planlægning, hvis man vil besøge de mystiske sten. Det er nok at køre forbi, stille bilen og gå en tur langs markerne. Og lade sig undre…

Måske vil du også synes om:

Chenonceau – fra kongelig renæssance til modstandsbevægelsens flugtvej

Lige udenfor den lille landsby Chenonceaux (med x), ligger renæssanceslottet Chenonceau (uden x). Hvor Chambord-slottet er klasse og elegance, er Chenonceau charmerende, landlig idyl, og mindst lige så smukt. 

Den lange, skyggefulde allé strakte sig flere hundrede meter ned langs skoven på den anden side af den store jernlåge. Vi havde lige parkeret bilen og var på vej de få skridt hen til bygningen med billetsalg og den obligatoriske souvenirshop. Bag os lød det rytmiske Læs mere

Måske vil du også synes om:

De franske rundkørsler

Hvis du synes, at du har passeret mange rundkørsler under årets ferie i Frankrig, så er der noget om snakken. Franskmændene har ikke bare opfundet den cirkulære trafikregulering, landet har også noget nær verdensrekord i antal rundkørsler.

“Jeg gider ikke flere rundkørsler!!!” hylede Ældstebarnet på bagsædet.

Efter næsten et døgns kørsel var vi tæt på den campingplads i Cap d’Agde ved Sète, som vi skulle bo på de næste to uger. Ungerne var trætte af at køre, og det sidste stykke fra motorvejen til campingpladsen forekom at være en uendelig række af rundkørsler. Hver gang vi drejede i en rundkørsel, bumpede de småsovende hoveder ind i hinanden på bagsædet. Det er 15 år siden, og Ældsten husker det stadig.

De franske rundkørsler.

Selv om det ikke kan verificeres, at Frankrig er det land i verden, der har flest rundkørsler, så vurderes det, at der findes mellem 30.000 og 50.000 rundkørsler i landet. Rundkørslen er en fransk opfindelse fra bilens barndom, hvor en fransk byplanlægger ikke var sen til forstå sikkerhedsaspektet i en rundkørsel frem for et almindeligt vejkryds. Men hvor der i starten var en regel om højre vigepligt i de franske rundkørsler – så dem, der kørte i rundkørslen skulle holde tilbage for dem, der gerne ville ind (og det er stadig reglen i Paris!) – så var det englænderne, der fandt ud af, at det fik trafikken til at glide nemmere, hvis det var dem, der gerne ville ind i rundkørslen, der havde vigepligten. Samtidig falder uheldsraten betragteligt i forhold til et vejkryds. Og så er fordelen, at hvis der ikke er noget trafik, kan man køre lige igennem, i stedet for at skulle vente på grønt lys.

“Var det en dobbelt rundkørsel, vi lige passerede der?” spurgte jeg en smule vantro Kæreste, da vi var på vej tilbage efter en tur ud til spidsen af Quiberon-halvøen. Det var det.  I løbet af vores ferie havde jeg fået en ret klar fornemmelse af, at der kommet flere rundkørsler til i det franske. Men det var alligevel første gang, at vi havde passeret en dobbelt af slagsen.

Rundkørsler er blevet et prestigeprojekt for de franske kommuner. Efterhånden har enhver kommune – stor som lille – mindst en rundkørsel. Og de senere år er det ikke længere nok ‘bare’ at have en eller flere rundkørsler i kommunen. de skal også dekoreres. For eksempel med en skulptur eller et tableau, der viser noget om byens formåen eller noget, der har symbolværdi for området.

I området omkring Morbihangolfen var der flere af de rundkørsler, vi dagligt passerede, der havde maritime temaer. En fiskerbåd. Eller et fyrtårn. Faktisk findes der rundkørselsnørder, der samler på billeder af rundkørsler med dekorationer. En af dem kan du finde på bloggen her, hvor der ligger masser af billeder med eksempler på rundkørselsdekorationer.

Og verdens første rundkørsel? Det er såmænd Place d’Etoile i Paris, med Triumfbuen i midten.

Le Golfe du Morbihan

“Se sejlbåden derude,” sagde jeg og pegede ud i indsejlingen til Morbihangolfen.

Kæreste havde travlt med kameraet, men kiggede alligevel op. Sejlbåden gik for både sejl og motor så det ud til, men alligevel kom den ikke rigtig nogen vegne. Læs mere

Måske vil du også synes om:

Monets have – revisited

En af de allerførste artikler, jeg skrev til bloggen tilbage i juni 2015, var om Monets have i Giverny. Der er sket en del siden, jeg var der sidst i år 2000, og siden bloggen startede. Der er også sket en del med kvaliteten af de digitale billeder. Her får du et indlæg om vores besøg i haven den 14. juli i år. Læs mere

Måske vil du også synes om:

Chambord – Renæssancekongens jagtrevir

Det er det samme hvert år. Vi ankommer på ferie fra de køligere, nordiske temperaturer og er ikke vant til en regulær hedebølge. Kæreste har ellers fuldstændig styr på det med vejret på sin iPhone. Alligevel startede vi ud med lange bukser og t-shirt den morgen. Da vi steg ud af bilen på den store parkeringsplads ved Chambord slottet mærkede vi med det samme, at det var et virkeligt dårligt tøjvalg. Klokken var knap 11, og termometret havde allerede rundet de 30 grader. Læs mere

Måske vil du også synes om:

La Francilienne

“Måske er det den næste afkørsel?” sagde Kæreste.

Vi var tæt på Charles de Gaulle lufthavnen og vi vidste, at hvis vi skulle omkring Paris uden at skulle helt ind omkring inderste périphérique, hvor vi uundgåeligt ville havne i en motorvejskø, så skulle vi snart dreje fra.

“Jeg fik ikke tjekket op på det inden vi tog hjemmefra”, sagde jeg. “Prøv at dreje fra her, så ser vi, hvad der sker”.

Vi havnede i lufthavnens virvar af veje. En kæmpestor Airbus 380 taxiede over en bro, netop som vi kørte under den.

Faktisk var vi helt inde og runde terminal 1’s afgangshal. Kæreste svovlede noget om franskmændenes inkonsistente skiltning, men pludselig var der skilte mod Vallée de la Marne og A104, og jeg huskede, at det var A104, vi skulle følge.

Vi havde kun kørt på La Francilienne een gang før, da vi kom sydfra og skulle hjem. Og det er nogle år siden og var på anbefaling af en lokalkendt franskmand. Så hukommelsen var noget rusten.

La Francilienne er en fire-sporet motor(trafik)vej, der går rundt om Paris et stykke længere ude end den inderste ring, som de fleste, der skal videre syd for Paris, er tvunget til at tage. Fordi gps’en siger, det er den korteste vej. Og fordi det virker som det mest logiske, hvis man kigger på et kort. Der er bare lige det ved det, at man nemt kan miste en time ved at holde i kø der.

La Francilienne øst om Paris er en omvej på godt 50 kilometer, altså godt en halv times ekstra køretid. Og indrømmet: Min indtegning af ruten på kortet ovenfor virker som en kæmpestor omvej. Men det er altså ikke helt så galt. Og det er omvejen værd, for at slippe for risikoen for at sidde i en uendelig kø med en blanding af andre ferierejsende, der følger deres gps, og alle de lokale parisere, der dagligt benytter la périphérique.

Så kommer du nordfra på A1 mod Paris og skal rundt om byen for at komme videre sydpå, så skal du dreje fra ad A104 lige efter Charles de Gaulle lufthavnen. Den fortsætter øst om Paris, og bliver på et tidspunkt til N104, der rammer A10 sydvest for Paris ved Janvry.

Kommer du nordfra og skal mod vest – for eksempel Normandiet eller Bretagne – så kan du tage N104 mod vest lige FØR lufthavnen.

Vi fandt vej ud fra lufthavnen ved at slukke for gps’en og følge skiltene istedet. En halv time senere ramte vi motorvej A10, og kunne fortsætte mod Orléans og Beaugency, vores første stop på ferien.

God weekend :)

 

Måske vil du også synes om:

En anderledes ferie

Vores tur til Frankrig har på mange måder været en anderledes oplevelse denne gang.

Normalt har vi allerede booket – eller i det mindste planlagt – ferie allerede i starten af året. Det er typisk en ferielejlighed et sted i Frankrig, og en så tidlig booking giver os masser af tid til at planlægge, hvad vi skal se, og læse op på sagerne inden vi tager afsted. Og eventuelt bestille billetter til seværdigheder online på forhånd for at slippe for lange billetkøer.

Sådan har det ikke været denne gang.

Vi skulle jo have været til Singapore i august, men den tur blev aflyst ret sent. Så vi har faktisk været totalt på bagkant med det meste. Det eneste, der var på plads, da vi kørte på ferie, var vores overnatninger. Der var ingen ledige ferielejligheder, men det kan faktisk lade sig gøre at finde små, hyggelige franske hoteller i de små byer til samme døgnpris som en ferielejlighed eller et mobilhome på en campingplads. Selv i højsæsonen. Og vi oplevede det som mere fleksibelt, fordi man ikke er tvunget til at booke en uge ad gangen fra lørdag til lørdag. Vi har boet på tre forskellige hoteller på 12 dage.

Vi har haft en minimal planlægning af, hvad vi skulle se og opleve denne gang.

Det eneste, jeg på forhånd havde dikteret, var to slotte i Loiredalen og Monets have i Giverny. Og jo, Bretagne var også på programmet, men vi havde ikke på forhånd udset os, hvad vi skulle opleve. Det har givet plads til ture ud i det blå, hvor vi har pakket en frokostkurv og kørt afsted, uden på forhånd at vide, hvad dagen ville bringe. Det har givet plads til at sidde en eftermiddag i skyggen af en stort piletræ og bare betragte Loirefloden løbe forbi og en fiskehejre, der fangede fisk. Det har givet plads til at finde flere af de små, charmerende havne og marinaer i Morbihan-golfen. Det har også givet plads til at opdage steder, som vi måske ikke havde fundet, hvis vi havde fulgt turistbureauernes anbefalinger. Flere gange slog vi gps’en fra og kørte efter kort i stedet.

Vi har spist aftensmad på små restauranter, hvor de lokale også kommer. Det er altid en oplevelse, og noget vi som regel gør et par gange i løbet af en ferie, men ikke hver aften. Og det var, da jeg stod i Leclercs hypermarked i Vernon i sidste uge, at det gik op for mig, at selvom det har været dejligt at bo på hoteller og køre fra sted til sted uden den store planlægning, så har jeg savnet een ting denne gang:

Jeg har savnet at lave mad af alle de lækre råvarer, man finder på de franske markeder og i de franske supermarkeder. Jeg har savnet at stå ved slagteren og vælge et godt stykke kød, eller at have en overflod af grøntsager at vælge imellem. At finde en god ost, eller at vælge mellem ferskner, fire slags nektariner, friske kirsebær, abrikoser og andre eksotiske frugter til dessert. At kunne købe charcuterie til aperitiffen, eller vandre op og ned af tyve meter køledisk, fordi der er så mange yoghurter og desserter at vælge imellem.

L’embarras du choix, hedder det på fransk.

Jeg er stadig ved at sortere billeder og organisere noter, så hæng på og læs med den kommende tid. der kommer flere indlæg fra turen :)!

Måske vil du også synes om:
arbejde-danmark-frankrig

Sommerferieplaner

Jo, altså…

Det var jo meningen, at vi skulle til Singapore i august og besøge ældstebarnet. Og at den store ferietur til Frankrig derfor ikke kom på tale i år. Men de unge mennesker rykker jo nogle gange hurtigere end man kan nå at følge med, og en håndfuld dage fra at vi var klar til at bestille flybilletter skrev hun, at de begge havde fået tilbudt spændende jobs i Danmark og derfor kommer hjem allerede i juni.

Vi var, indrømmet, ikke superskuffede.

Det havde selvfølgelig været spændende at opleve Singapore og nok også nogle dage på Bali. Sammen med hende og hendes kæreste. Men Singapore er ikke øverst på vores destinationsliste, havde det ikke været fordi vi skulle besøge dem derude.

Du har nok allerede gættet, hvad vi skal i stedet?

Nemlig. Det tog kun en weekend at planlægge en biltur til Frankrig. Vi er sent ude, så en plads i det sydfranske til et par ugers badeferie er nærmest ubetaleligt på nuværende tidspunkt, hvis der overhovedet er nogle steder tilbage, der kan bookes.

I stedet jeg hev det store Frankrigskort frem og satte en nål i ved Loiredalen og en ved Bretagne. Steder, som jeg stadig mangler at udforske sådan rigtigt. Vi talte dage og kilometer, for vi gider ikke køre alt for lange stræk, når vi flytter fra et sted til et andet. Kærestes speciale er at finde gode, lokale overnatningsmuligheder, og vi fandt ud af, at det ville passe med et stop i Giverny på vejen hjem. Og stop i Holland på vej ud og på vej tilbage.

Så nu er planen

  • Nogle dage i Beaugency for at se nogle af de berømte slotte i Loiredalen – og helt sikkert Chambord!
  • Nogle dage i Bretagne, hvor udgangspunktet bliver Morbihan-golfen
  • To dage i Giverny, hvor vi – selvfølgelig! – skal besøge Monets have. Det er 17 år siden, jeg sidst var der. Kæreste har aldrig set den.

Har I været de steder, og har I nogle forslag til, hvad vi absolut ikke må gå glip af? Så skriv endelig i kommentarfeltet, jeg vil meget gerne høre jeres ideer!

God weekend :)

Måske vil du også synes om: