VIND biografbilletter!

Plakat

Forleden på bloggen omtalte jeg filmen De gyldne År (Trois souvenirs de ma jeunesse), der er instrueret af Arnaud Desplechin.

Nu får to af Connaissances’ læsere mulighed for hver at vinde 2 billetter til filmen, som får premiere i biografer landet over på Frankrigs nationaldag 14. juli.

Camera Film, som er den danske distributør af De gyldne År, sætter 2×2 billetter på højkant til filmen, der får premiere i følgende biografer over hele landet (en del flere end jeg fik angivet forleden):

Gentofte Kino
Grand Teatret, København
Café Slotsbio, Hillerød
Café Biografen, Odense
Biffen, Aalborg
Øst for Paradis, Århus
Nicolai Biografen, Kolding
Valby Kino
Reprise Teatret, Holte
Hvalsø Bio, Midtsjælland

Her er, hvad Camera Film skriver om filmen:

Den franske originaltitel på ’De gyldne år’ er ’Trois souvenirs de ma jeunesse’, hvilket direkte oversat betyder ’Tre minder fra min ungdom’. Og det er netop, hvad der er tale om.

Arnaud Desplechin begejstrede juryen i Directors’ Fortnight-konkurrencen i Cannes i fjor, med det poetiske ‘coming of age’-drama ’De gyldne år’. I en rammefortælling, hvor den voksne Paul Dédalus er ved at forlade Tajikistan, hvor han har arbejdet som antropolog, for at vende tilbage til Paris, skydes handlingen i tre ombæringer tilbage i tiden. Herfra oprulles Pauls minder fra barndommen, hvor hans sindssyge mor forpester hans og de to mindre søskendes liv, over en studierejse til Minsk, hvor han frivilligt mister sit pas, til fortællingen om den store, altoverskyggende kærlighed til den smukke Esther, hvis inviterende trutmund og uudgrundelige fandenivoldskhed betager den forelskede Paul. Men kærligheden er en flygtig størrelse uanset hvor meget, man i erindringen forsøger at holde den fast. […]
Der lyder et sigende ekko af Kierkegaards berømte sætning om, at livet skal leves forlæns, men forstås baglæns, gennem ’De gyldne år’.

Var det noget? Så skynd dig at smide et lod i puljen ved at lægge en kommentar til dette indlæg inden på søndag kl. 23.59!

Jeg trækker lod om de to gange to billetter mandag morgen, og vinderne bliver offentliggjort mandag formiddag.

Disclaimer: Jeg har på ingen måde nogen økonomisk interesse i denne lodtrækning. Det er udelukkende for at give to af jer læsere mulighed for at komme en tur i biografen og se en god fransk film sammen med en ledsager.

Share on Facebook0Email this to someoneShare on LinkedIn0Tweet about this on TwitterPin on Pinterest0

Julifilm i biografen

Biograf

Franske Film Mandage holder pause sommeren over, og for de flestes vedkommende står sommerferien og festivalsæsonen lige for døren. Men der er også franske film at se i biograferne i juli måned, omend ferietiden også lægger sig over biografernes programmer.

Her får du en oversigt over juli måneds franske film:

På Frankrigs nationaldag den 14. juli får filmen De gyldne år – Trois souvenirs de ma jeunesse premiere i både Øst for Paradis og Grand Teatret. Filmen var på Franske Film Mandage programmet den 6. juni, og på rollelisten finder vi blandt andre Quentin Dolmaire, Lou Roy-Lecollinet, Mathieu Amalric, Dinara Drukarova og Cécile Garcia-Fogel. Filmen er instrueret af Arnaud Desplechin.

28. juli har filmen Chocolat premiere i både Øst for Paradis og Grand Teatret. Filmen havde fransk premiere i februar i år, og allerede nu får de danske biografgængere mulighed for at se den. Omar Sy – ham der spillede den ene hovedrolle i De urørlige – spiller hovedrollen i Chocolat. I den anden hovedrolle ses James Thierrée, der er barnebarn af Charlie Chaplin. På rollelisten ses også Clotilde Hesme, Olivier Gourmet og Frédéric Pierrot. Filmen er instrueret af Roschdy Zem. Her kan du læse det indlæg jeg skrev om filmen i februar, da filmen havde premiere i Frankrig.

I de større biografer landet over kan man stadig se den nye amerikanske animationsfilm Den lille Prins, der har Antoine de Saint-Exupéry’s klassiker som forlæg. Det har været interessant at læse anmeldelser af filmen, for de varierer utroligt meget. Særligt er det måden, Saint-Exupéry’s historie bliver anvendt og digtet videre på, der skiller vandene. Hvis du har lyst til at læse min mening om filmen, så er det her, jeg udfolder den.

Share on Facebook3Email this to someoneShare on LinkedIn0Tweet about this on TwitterPin on Pinterest0

Inspiration til turen til Frankrig

Bloggen om steder

Hvis du har fulgt bloggen et stykke tid ved du også, at jeg jævnligt skriver om steder og seværdigheder rundt om i Frankrig, og ofte med en lidt anderledes vinkel. Alle de indlæg kan søges frem i søgefelt i kolonnen ude til højre, eller ved at vælge kategorien ‘Steder’ i dropdown-menuen, også ude i højre side.

Men det kan virke en smule uoverskueligt, så nu har jeg lavet en ny side på bloggen, hvor jeg har samlet alle de indlæg, jeg har skrevet om steder rundt omkring i Frankrig.

Indlæggene er IKKE ordnet geografisk, men står i faldende orden med det nyeste øverst.

Så hvis du leder efter inspiration til den næste tur til Frankrig, så start her.

God læselyst :)!

Share on Facebook7Email this to someoneShare on LinkedIn0Tweet about this on TwitterPin on Pinterest0

Fra de parisiske forstæder til de danske gymnasier

Les garsLes gars de Villiers – knægtene fra Villiers – er historien om ti unge mænd og venner fra Parisforstaden Villiers-sur-Marne, der satte sig for at udgive en bog inden de blev spredt for alle vinde. I dag, godt ti år senere, er deres historie blevet en del af franskundervisningen i de danske gymnasier.

De ti unge mænd af afrikansk herkomst (en fra Nordafrika og de resterende fra Afrika syd for Sahara) er alle er vokset op i det samme belastede kvarter i Villiers-sur-Marne. De begyndte at pusle med ideen om sammen at skrive en bog på et tidspunkt, hvor de var ved at være færdige med det franske gymnasium og stod på tærsklen til voksenlivet. Bogen skulle blandt andet gøre op med de udbredte fordomme om livet i de belastede, parisiske forstæder. Journalisten Pascale Égré blev kontaktet, og i det sene efterår 2011 blev bogen udgivet. Emnerne i bogen spænder vidt: Deres oprindelse og ophav, kærlighed, piger, fodbold og stoffer til de helt store spørgsmål om identitet og racisme.

Med en gymnasielærers vanlige blik for gode undervisningsemner bearbejdede den danske gymnasielektor i fransk, Jens Peder Weibrecht, de ti unges bog, så den blev skræddersyet til undervisningsbrug i fransk på dansk gymnasialt niveau. Den bearbejdelse blev udgivet i 2013. I november 2014 var to af de unge fra Villiers på besøg i Danmark, hvor de i selskab med Jens Peder Weibrecht var på rundtur til danske gymnasieklasser, der havde arbejdet med Les gars de Villiers.

Det er de tos dagbog fra deres uge i det kolde Danmark, der nu er blevet udgivet.

Gamal et Hadama au Danemark fortæller om de tos oplevelser og indtryk af København og dens forstæder, der er verdensforskelligt fra de parisiske forstæder, de kommer fra. Hvor deres egen bog om livet i de parisiske forstæder gav læseren et blik på forfatternes liv, er det nu den danske læser, der bliver set på med fremmede øjne. Blikket udefra giver stof til eftertanke, og det er underholdende at læse om deres oplevelser i København, og deres kommentarer til den danske kultur og den danske måde at opføre sig på. De københavnske cyklister, at vi ikke går over for rødt selvom der ikke kommer biler, Roskilde, katedralen og vikingeskibsmuseet, Tivoli, Christiania, mødet med den franske ambassadør, og ikke mindst de danske gymnasieelever, de holder foredrag for.

Alle fremmedsprogslærere kender frustrationerne med at finde egnede tekster til undervisningen der kan sætte en god diskussion i gang på fremmedsproget. I både Les gars de Villiers og Gamal et Hadama au Danemark er der masser af emner der kan diskuteres og sammenlignes.

Målgruppen for Les gars de Villiers og Gamal et Hadama au Danemark er ifølge forlaget de gymnasiale niveauer, og det synes jeg egentlig er lidt for beskedent angivet. Man kan sagtens bruge bøgerne på aftenskolernes mellemniveauer i fransk også, og enhver med et mellemniveau i fransk vil med fornøjelse kunne læse den på egen hånd.

Gamal et Hadama au Danemark. Gamal Hamada, Hadama Barthily, Jens Peder Weibrecht. Lilje-forlaget (2016).

Share on Facebook5Email this to someoneShare on LinkedIn0Tweet about this on TwitterPin on Pinterest0

Musée d’Orsay

Jeg har i flere år forsøgt at få Musée d’Orsay passet ind i programmet på mine Paris-ture, men først for nylig lykkedes det. Det blev en lidt anderledes oplevelse end forventet, for bygningen i sig selv er et besøg værd.

Da vi træder ind i bygningen på den anden side af billetlugerne, er det med det samme lyden af banegård, der omgiver os. Det åbne rum med det hvælvede glastag kaster den afdæmpede lyd af mange menneskers tale frem og tilbage mellem murene. De mindre pavilloner, der er opført langs murene i den store banegårdshal, er utvivlsomt med til at dæmpe lydene. Vi går ind i de små rum og ser værker af mange af de store 1800-tals kunstnere, men ret hurtigt er det tværbroen i den modsatte ende af banegårdshallen, der trækker. Her kan vi få et vue ud over det meste af den imponerende bygning, af tagstrukturen og de kunstfærdigt udformede søjler der bærer det hele.

Det smukke museum for kunst fra særligt det 19. århundrede var oprindeligt en banegård, med to spor gående tværs igennem den store hal. Da arkitektkonkurrencen blev udskrevet 1897 var det et krav, at banegårdsbygningen skulle passe ind det elegante, omkringliggende kvarter, med både Fremmedlegionen og Louvre som nærmeste naboer. Banegården stod færdig til Verdensudstillingen i 1900, hvor den var endestation for linien Paris-Orléans. Gare d’Orsay fungerede som banegård indtil 2. Verdenskrig.

Da vi når op på øverste etage i bygningens nordøstre hjørne, der hvor alle de helt store impressionister hænger, er det igen fascinationen af bygningen og udsigten, der tager over. Gennem det kæmpestore ur, der totalt dominerer rummet, kan man se helt op til Sacré-Coeur, over til Concordepladsen og hele den sydlige fløj af Louvre. I salene efter rummet med det store ur hænger det ene impressionistiske kunstværk efter det andet. Manets Le Dejeuner sur l’herbe hænger lige frem for, og man skal kun vende hovedet 90 grader for at se Monets værk med samme titel, eller hans studier af indgangspartiet til katedralen i Rouen. Efter salene kommer vi frem til museets restaurant, der ligger bag det andet store ur på museets facade ud til Seinen. Der er åbent ud til tagterrassen, og vi står i første parket til udsigten til Louvre, Tuileries haven og Concordepladsen lidt længere væk.

Helt frem til starten af 70’erne blev bygningen brugt til forskellige formål, og på et tidspunkt blev det diskuteret, hvorvidt den skulle rives ned til fordel for en moderne hotelbygning. De planer blev der (heldigvis) ikke noget af. I stedet blev der på præsident- og regeringsniveau vedtaget en løsning, hvor den gamle banegårdsbygning skulle bevares og restaureres, og i 1986 åbnede Musée d’Orsay dørene for publikum.

Musee dorsay 7

Da vi kommer ud igen er tusmørket faldet på, og der blæser en kølig vind langs Quai Anatole France. Museumsbygningen er blevet oplyst af projektører, og vi går langs Seinen til Quai Voltaire, hvor vi dykker ind i Saint-Germain des Prés kvarteret for at finde et sted at spise.

Det føles underligt nok en smule blasfemisk at være mere imponeret af bygningen end af de uerstattelige 1800-tals kunstværker, vi netop har set.

Musée d’Orsay, 1, Rue de la Légion d’Honneur, 75007 Paris.

 

Share on Facebook4Email this to someoneShare on LinkedIn0Tweet about this on TwitterPin on Pinterest0

3 uomgængelige i Carnac og omegn

Hvis turen går til det sydlige Bretagne i år, så er her tre steder, der er et besøg – måske endda en omvej – værd:

bretagne carnac

De mystiske sten ved Carnac

Nord for den lille sydbretonske by Carnac ligger flere marker med lange rækker af sten stillet op i fuldstændig lige rækker. Rækkerne med de næsten 3.000 sten strækker sig nordøstpå helt op til landsbyen Kerleskan, og har været et stort mysterium gennem tiderne. De menes at være sat der mellem år 4000 og år 2000 før vor tidsregning, men ingen, ikke engang arkæologerne, ved hvem der har sat dem. Myten fortæller at en helgen, der var forfulgt af romerske soldater, vendte sig og forvandlede dem til sten.

Her kan du læse meget mere om stenene.

Le golfe de Morbihan

Et af de smukkeste naturområder langs den franske vestkyst er Morbihan-golfen, der ligger på sydsiden af den bretonske halvø. Turismen ved golfen har været i stigning de seneste årtier, da området byder på mange naturoplevelser både til lands og til vands. Her kan man komme på sejltur mellem de mange øer, der ligger i golfen, hvis indsejling fra Atlanterhavet er blot 1 kilometer bred. Vandreture, sejlsport og badning er blandt grundene til at turisterne strømmer til, og som i Carnac er der også mange forhistoriske levn at gå på opdagelse i blandt.

Bretagne Golfe_du_Morbihan

Le presqu’île de Quiberon

Vest for Morbihan-golfen ligger halvøen presqu’île de Quiberon. Halvøen er egentlig en ø, forbundet til fastlandet med en meget smal landtange ved byen Penthièvre. Tangen er på det smalleste sted kun cirka 100 meter bred. Den aflange (halv)ø er godt 14 kilometer lang, og har en ‘vild’ side med brede sandstrande mod vest, og en mere beskyttet kyst mod øst. På vestsiden af halvøen, fra nord for Penthièvre ned til sydspidsen, er der adskillige gode surferstrande, og landskabet minder rigtig meget om det, vi kender fra Vesterhavet, dog iblandet en del strækninger med klipper.

Her kan du se billeder og læse mere om halvøen Quiberon.

Fotos: Wikimedia Commons

Share on Facebook9Email this to someoneShare on LinkedIn0Tweet about this on TwitterPin on Pinterest0

Fête de la musique

I morgen løber den 35. udgave af Fête de la musique af stablen. Festivalen byder på gratis musik og koncerter på gader, stræder og koncertsale i hele Frankrig.

FDLM-Affiche-2016

Musikfestivalen er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor både professionelle og amatørmusikere optræder gratis med musik fra alle stilarter og alle verdenshjørner. Fra Frankrig har ideen spredt sig til hele verden, med musikbegivenheder i blandt andet USA, Kina og Sydamerika. Internationalt har dagen fået navnet World Music Day.

Begivenheden er oprindeligt initieret af det franske kulturministerium, der fortsat står som primus motor for festivalen. Temaet for festivalen i år er “La musique plus forte que…”, og den franske kulturminister Audrey Azoulay skriver i sin introduktion:

“Især i år er Fête de la Musique en markering af overvindelsen af vores frygt [og] kampen mod splittelse, fordi ‘musikken er stærkere’ end de, der ønsker at bringe den til tavshed”.

Og Frankrig er hårdt udfordret i øjeblikket. Terrorangrebene sidste år udløste en undtagelsestilstand, som er blevet forlænget flere gange og stadig er i kraft. Demonstrationer og strejker over den nye arbejdsmarkedsreform blandet med de mange tusind foldboldtilhængere, som landet modtager i disse uger, lægger hårdt pres på politi og sikkerhedsstyrker. Så selvom Fête de la musique fejrer glæden, livet, musikken og sammenholdet, så er flere koncerter ramt af aflysninger, fordi myndighederne ikke kan garantere for sikkerhedsniveauet. Det gælder ifølge avisen Le Parisien for eksempel for en koncert på Place Denfert-Rochereau, hvor den lokale arrangør havde forventet et publikum på omkring 12.000. Og det vil måske også være tilfældet for flere andre arrangementer rundt om i Frankrig.

Så hvis du er i Frankrig, og planlægger at finde en eller flere af koncerterne på Fête de la musiques program, så tjek lige programmet inden, for en mulig aflysning. Her kan du se festivalens officielle program (og jo, den er god nok. Det er et interaktivt kort).

Share on Facebook6Email this to someoneShare on LinkedIn0Tweet about this on TwitterPin on Pinterest0

Historier fra herreværelset

Sort kaffe & hvide sokker. Takt, tone og traditioner på landevejenBrian Holm, Per Bausager, Bjarne Riis, Rolf Sørensen, Jesper Skibby, Jens Veggerby, Jesper Worre, Jørgen V. Pedersen, Dan Frost, Jakob Piil, Jørgen Marcussen og Thomas Bay. I samarbejde med Tonny Vorm. Politikens Forlag. Udgivelsesdato: 30. maj 2016.

Sort kaffe og hvide sokkerANMELDELSE. Forestil dig en række af de største danske stjernecykelryttere gennem de seneste mere end tre årtier, der beslutter sig for at lave en klub, hvor de kan mødes og snakke om gamle dage på landevejene i ind- og udland, og deres oplevelser fra deres professionelle karriere, fra træningen og de mange store cykelløb: Giro d’Italia, Tour de France, Vuelta a España, og hele rækken af forårsklassikere og hvad der ellers ligger af store endags- og etapeløb i kalenderen. Forestil dig så, hvor store mængder røverhistorier, gavtyvestreger, anekdoter og andre fascinerende, charmerende, sjove, alvorlige og barske historier, der samtidig kommer på bordet. Vi tager den lige lidt videre: Forestil dig, at sådan en række cykelkapaciteter får stillet spørgsmålet: Har I nogle gode råd til cykelmotionisterne?

Vi er i den grad i herreværelset i denne charmerende bog. Bogen giver et sjældent indblik i en verden med nogle sindssygt hårde strabadser bag de tv-billeder, de fleste af os ser cykelsporten igennem, men også historierne om passion, kammeratskab og konkurrence bliver fortalt. Det er ikke Tour de France og paradekørsel det hele.

Bogen er bygget op af 10 kapitler, der kommer omkring træningen, stilen, kosten, cyklen & udstyret, kulden, hierarkiet, rivaliseringen, smerten og konkurrencen, og til sidst et kapitel med gode råd til motionisten. Det lyder i sig selv pænt kedeligt, men kapitlernes opbygning gør at det bliver underholdende fra side 1 til side 253. Den store mængde af historier, der utvivlsomt er kommet på bordet, er blevet destilleret og skåret til, så de fremtræder som små, fortættede afsnit – ofte fortalt med et gavtyveglimt i øjet – side op og side ned hele bogen igennem. Der er stort set ingen overflødig tekst eller tomgang på noget tidspunkt. Røverhistorierne og de gode råd flyder hen over siderne, og hvert kapitel afsluttes med et (mini)portræt af en af rytterne og en oversigt over en typisk træningsrute – for eksempel i Italien, Spanien, Californien eller på Sjælland.

Det er nok ikke nogen hemmelighed, at cykelryttere er omtrent så forfængelige som fodboldspillere. En rytter kan være lirens eller ulirens. Cool eller kikset. (Francesco Moser og Mario Cipollini er blandt de mest toplirens cykelryttere gennem tiden, får vi at vide). Cykelkasketten kan sættes på et utal af måder, og inden hjelmen blev obligatorisk kunne man genkende en rytter i feltet alene på den måde, han satte sin kasket, siges det. Man kan også sidde lirens på lågen, og sokkerne skal være hvide. Solbrillerne skal være cool (vigtig detalje!), selvom de tjener flere praktiske formål:

[…] I dag træner de færreste uden solbriller, for det gør jo helvedes ondt at få en brumbasse i øjet. (Brian Holm)

Man skal ikke have fulgt meget med i cykelløb for at vide, at professionelle cykelryttere er minutiøse (for nu at sige det diplomatisk) med deres udstyr og indstillingerne af det. Som det mindste skal cyklen være ren når man stiller til træning og til løb, og indstillingerne af saddel, styr og så videre skal være på plads med nogle gange mindre end en millimeters præcision. Da klikpedalerne erstattede tåklipsene i 1990 var det i følge Jesper Skibby et gedemarked:

[…] Man skulle jo bremse og klikke foden ud, og jeg kan huske i starten, at jeg bremsede, men min fod blev hængende. Så kunne jeg vælge at køre ind i en hæk.

Til motionisterne, nok specielt dem der træner seriøst og cykler i bjerge når de er på sommerferie, er der mange gode råd at hente. Men også vink med en vognstang, hvis de skulle gå hen og blive for kække:

“Du må godt køre med, men du holder dig nede bagi”. […] Måske har vi trænet fem stive timer i højt tempo, og så kommer der en frisk motionist og blander sig. (Brian Holm)

Og sådan kunne jeg blive ved med at hente eksempler og citater frem.

Snapsene står i kø i denne bog, og selvironien og gavtyveglimtet i øjet er med hele vejen. Jeg er ikke blevet mindre cykelfan efter at have fået et backstage indblik, og bogen har fået fast plads sammen med min 6 kilos Tourhistorie af Joakim Jakobsen. Og så tror jeg, at jeg kommer til at se etaperne i det kommende Tour de France på en lidt anden måde fra nu af.

Her kan du læse mere om stjernerytternes klub: Danske Professionelle Cyclisters Club.

Share on Facebook5Email this to someoneShare on LinkedIn0Tweet about this on TwitterPin on Pinterest0

Sproglige ting man kan opdage på en flyvetur…

Flysikkerhed

Hånden på hjertet: Sidder du og nærstuderer flysikkerhedsbrochuren i flyet lige inden afgang? Du ved, den brochure som kabinepersonalet viser som afslutning på deres rutinemæssige gennemgang af sikkerhedsprocedurerne, og som ligger i sædelommen sammen med brækposen. Nej vel?

Måske er du ligesom mig, der efterhånden har fløjet så mange gange at jeg lige tjekker, hvor nærmeste nødudgang er, og så ellers kigger med et halvt øje, når kabinepersonalet danser deres sikkerhedsrutinedans. Mest for at se, om noget uventet sjovt skulle ske. Men der er aldrig nogen standupkomikere i svøb på de fly, jeg er med. Det er vist mest amerikanske youtube-videoer, det sker i.

Af en eller anden tilfældig grund fik jeg fat i flysikkerhedsbrochuren, sidst vi var på vingerne. Den var sikkert i vejen for at min bog kunne komme ned i sædelommen. Og så faldt mit blik på teksten på billedet. Først troede jeg, det var en trykfejl. Den slags har det med at springe mig i øjnene.

AMERRISAGE!? Aldrig hørt ordet før!

‘Landing’ på fransk hedder da ATTERRISSAGE…

Men det er jo i virkeligheden rørende logisk: AtTERRissage har med jorden (terre på fransk) at gøre, så logisk nok må aMERrissage betyde landing på havet (mer på fransk).

Efter mere end tre årtiers kærlighedsaffære med det franske sprog kan jeg stadig blive overrasket 🙂

Har du haft aha-oplevelser med det franske sprog?

 

Share on Facebook6Email this to someoneShare on LinkedIn0Tweet about this on TwitterPin on Pinterest0

Euro 2016

Euro 2016

Nejnej, bare rolig! Jeg er ikke fodboldtosse. Tourtosse, javist, men fodbold siger mig ikke rigtig noget…

Og alligevel kommer vi jo ikke udenom at der er væg-til-væg fodbold i fjernsynet fra Frankrig 4 uger i streg fra nu og til et pænt stykke ind i Touren. Fordi nogen har fået den ide at lukke nogle flere hold ind i slutrunden, så de nu er 24 hold i stedet for 16 hold. Er der ved at gå Melodi Grand Prix i den eller hvad? Får Australien også lov til at deltage på et tidspunkt?

Nå. Men jeg er ikke den der skal pive, for når Touren starter så er det moi, der sidder på fjernbetjeningen.

Når der er noget, jeg ikke forstår, så prøver jeg at sætte mig ind i sagerne. Det er det mindste, man kan gøre, synes jeg: At prøve at forstå. For det er da festligt at se billeder fra fanzonerne rundt omkring i Frankrig, og se et liveklip fra Tuileries-haven af virkelig mange gulklædte svenskere der drikker øl, og ellers bare opfører sig…. ordentligt. Mindre festligt var det at se billeder fra Marseille forleden, hvor nogle hooligans af forskellig national herkomst ikke kunne finde ud, hvad almindelig god opførsel er for en størrelse.

Så jeg har bladret hele UEFAs Euro 2016 hjemmeside igennem. Jeg er stadig ikke med på den dybere mening med 22 mand og en fodbold, men fordi jeg altid kigger efter skæve vinkler og finurlige ting, så fandt jeg siden med de ti byer, der lægger stadions til puljespillet. Med turistguides, historisk introduktion, hvordan man finder rundt, hvor man shopper, hvor stadion ligger, hvordan man kommer dertil… Der er nogen, der har gjort et grundigt stykke arbejde, skal jeg hilse og sige!

Der er både information til dem, der skal se fodboldkampe, og dem, der er på slæb. Og os, der skal på ferie i Frankrig i eller omkring de pågældende byer, kan med fordel læse med. Der er masser af baggrundsinformation at hente om alle 10 værtsbyer: Bordeaux, Lens, Lille, Lyon, Marseille, Nice, Paris, Saint-Denis, Saint-Etienne og Toulouse.

Her kan du se oversigten over de 10 værtsbyer.

God læselyst :)!

Billede: Pixabay.com

Share on Facebook6Email this to someoneShare on LinkedIn0Tweet about this on TwitterPin on Pinterest0