Basilique de la Visitation Annecy

Når den historiske nysgerrighed bliver pirret…

Den ligger på højdedraget ved vejen, der fører ud til motorvejen vest for Annecy. Den store Basilique de la Visitation. Alle, der skal ud til motorvejen på den side af søen, skal den vej forbi. Vi kørte også forbi flere gange. På en af gråvejrsdagene, hvor vi var på vej til les Grottes du Cerdon, foreslog Kæreste, om vi ikke skulle tage ind og se den. Selvom kirker ikke lige er hans kop te, så ved han, at jeg kan godt lide at se katedraler. Samtidig fik jeg opklaret en ting, der havde pirret min nysgerrighed et stykke tid. Du ved, man er et sted, og det samme navn bliver ved med at dukke op i forskellige sammenhænge, og til sidst bliver det så påtrængende at man er nødt til at begynde at grave i, hvad der ligger bag navnet. François de Sales er sådan et navn. Det dukker op i ret mange sammenhænge i Annecy og omegn. Mest i religiøse sammenhænge. Og basilikaen er kernen i den interessante historie, der dukkede frem.

François de Sales

François de Sales var en katolsk biskop, som levede fra 1567 til 1622. Han levede i perioden, hvor religionskrigene rasede mellem katolikker og protestanter. Med til historien høre den ret vigtige pointe, at Savoyen dengang var et selvstændigt hertugdømme, og endnu ikke en del af det franske kongerige. Det er også væsentligt, at Annecy kun ligger omkring 40 kilometer syd for Genève. Byen, der i overvejende grad var blevet protestantisk, efter at Jean Calvin inspireret af Martin Luthers reformation havde skabt en reformert menighed i byen. Reformationens tanker havde spredt sig ind i Savoyens nordlige område i det, der kaldes Chablaismassivet, der ligger ved Genèvesøens sydlige bredder.

Allerede da vi kommer op ad de sidste trapper foran kirken, inden vi drejer rundt om hjørnet for at komme ind ad sideindgangen, fornemmer jeg, at det her bliver et anderledes kirkebesøg. Foran står to mænd i stille samtale. Ved siden af indgangen ligger en lille butik med forskellige katolske souvenirs, som man også ser dem i Lourdes. Da vi kommer ind i kirkerummet er der tyst. Der er ingen der taler, end ikke lavmælt med hinanden. Lyset strømmer ind ad vinduerne og får marmorsøjlerne i midten af det ikke særligt store kirkerum til at lyse. På bænkene foran det mosaikbeklædte alter sidder troende i stille bøn. Ved de bageste bænkerækker er en dør stillet op, som man kan gå igennem og op langs midtergangen. Men der er ikke noget der forhindrer nogen i bare at gå ind fra siden og sætte sig på en bænk.

Basilique de la Visitation

Normalt går jeg rundt i en kirke for at tage den ind, og går så tæt på alteret som muligt for at se detaljerne. Alteret i Basilique de la Visitation er ualmindeligt smukt, og vi kunne se nede fra kirkerummets bageste ende, at det er bygget op af mosaikker. Men jeg kunne ikke få mig selv til at gå op langs med bænkerækkerne for at studere det nærmere. Da vi nåede hen til det fjerneste hjørne bagest i kirken gik det op for mig hvorfor. På gulvet ved siden af en bænk, omtrent halvvejs i rummet, lå en kvinde på knæ med panden i gulvet og armene strakt frem foran sig i dyb bøn. Hendes fuldstændige overgivelse til sin tro sammen med dem, der sad på bænkene, skabte en intim, privat stemning i rummet der var så intens at den var til at tage og føle på. Efter nogle øjeblikke, hvor vi bare stod stille og kiggede rundt, gik vi ud igen.

Basilique de la Visitation

François de Sales’ forældre ønskede at han skule være jurist og advokat, men han gik istedet den religiøse vej. I 1593 blev han præsteordineret, og brugte de følgende år på at missionere i Chablaisregionen, for at få befolkningen til at vende tilbage til den katolske tro. De verserende stridigheder i Frankrig mellem katolikker og protestanter, der først fik en (midlertidig) ende, da Henri IV underskrev Nantes-ediktet i 1598, blev udkæmpet med våben og blodige opgør til følge. I modsætning til de voldelige overgreb mod protestanterne i Frankrig var det François de Sales’ erklærede mål at omvende Chablaisbefolkningen med kærlighed og guds nåde. Det lykkedes ham efter nogle år. I 1602 blev han indsat som biskop i Genèvestiftet, men da Genève var forblevet en protestantisk højborg, var han så at sige i eksil i Annecy. Herfra udøvede han sit bispeembede, rejste stiftet tyndt, og udbredte biblens ord til den jævne befolkning i et sprog, de kunne forstå. Han blev en velgører på egnen, populærformidler af biblens ord, og meget afholdt af folket.

I 1610 grundlagde han den religiøse orden Ordre de la Visitation med Jeanne de Chantal. Ordenen havde nogle årtier senere 87 klostre rundt om i Frankrig og Europa. Det var dog først i 1949 at Basilikaen, Basilique de la Visitation, blev færdiggjort. Både François de Sales og Jeanne de Chantal blev efter deres død helgenkåret af den katolske kirke. Deres jordiske rester ligger i dag i basilikaen, der er et centralt sted for katolske pilgrimme.

Skyerne hang lavt og det regnede, da vi kom udenfor. Jeg bliver altid lidt stille, når jeg kommer ud fra en kirke. Det er som regel en blanding af imponerethed over bygningsværket og det indvendige kirkerum. Men denne gang havde jeg en tydelig fornemmelse af, at vi brød ind i noget uendeligt intimt og privat. Der var ingen der forbød os at gå ind i kirken. Der var ingen der forbød os at gå op til alteret. Alligevel var der ikke tvivl om, at det var passende at vi holdt os nede bagest i kirken.

“Hvor skal vi stoppe for frokost?” sagde Kæreste pludselig. Vi allerede ude af Annecy by, og på vej mod Cerdon og grotterne.

Share on Facebook0Email this to someoneShare on LinkedIn0Tweet about this on TwitterPin on Pinterest0

Tvillingmalerier

De ligner hinanden ret meget, de to billeder ovenfor, ikke? Men vi kan også godt blive enige om, at de ikke er ens.

Jeg tror også godt, vi kan blive enige om at det er impressionistiske malerier. Måske har du endda gættet at det er Claude Monet, der har ført penslen?

Det er endnu i de tidlige år af den levedygtige men på det tidspunkt endnu skrøbelige 3. republik. Umiddelbart skulle man tro, at de to billeder skildrer en fejring af den franske nationaldag, 14. juli. Men sådan forholder det sig faktisk ikke. Malerierne er begge en skildring af fejringen af den 30. juni 1878, som officielt var en fejring af ‘fred og arbejde’ (La paix et le travail) for at indgyde franskmændene noget nationalitetsfølelse efter det forsmædelige nederlag til prøjserne i 1871. Den sommer var Paris’ 3. Verdensudstilling netop åbnet, og den 30. juni 1878 blev en stor folkefest.

Billedet til venstre skildrer Rue Saint-Denis i Paris den 30. juni 1878. Originalen hænger på Musée des Beaux Arts i Rouen. Billedet til højre er en skildring af festlighederne i Rue Montorgueil i Paris, samme dag. Originalen hænger på Musée d’Orsay i Paris.

Billeder fra Wikimedia Commons

Share on Facebook0Email this to someoneShare on LinkedIn0Tweet about this on TwitterPin on Pinterest0

De franske nationalsymboler

Trikolore2

Når man læser gode råd til bloggere om, hvordan de kan få flere læsere trukket til deres blog, er et af rådene at lave overskrifter à la “3 opskrifter på dit…”, “5 gode ideer til dat…”, “7 måder at…”.

Det er muligt at det virker for beauty-, mode- eller livsstilsblogs. Der er ihvertfald rigtig mange af dem, der bruger den opskrift på en overskrift. Men det virker altså ikke på Connaissances.dk. Her virker det bedre, når jeg får skruet en god historie sammen til jer, eller får lavet en kanongod rejsebeskrivelse som I kan bruge til inspiration til jeres egne ture til Frankrig. Og så kommer de gode råd og fakta nederst, efter historien.

Jeg har dog prøvet “opskriften” en enkelt gang, da jeg lavede en lille serie om de franske nationalsymboler. De kom dryssende lidt hen over forsommeren, så nu får I dem samlet her.

Hvad synes du fungerer bedst? Et blogindlæg i punktform eller en mere udfoldet, sammen-hængende historie?

5 hurtige om 14. juli – den franske nationaldag

5 hurtige om Marseillaisen

5 hurtige om Marianne

5 hurtige om hanen

5 hurtige om trikoloren

Share on Facebook0Email this to someoneShare on LinkedIn0Tweet about this on TwitterPin on Pinterest0

Abdellah Taïa: Et sted at dø

abdellah-taïa-et-sted-at-døANMELDELSE

Abdellah Taïas seneste roman Un pays pour mourir, der udkom i januar 2015, er blevet oversat til dansk med titlen Et sted at dø. Oversættelsen udkom i torsdags i forbindelse med den internationale litteraturfestival på Louisiana, hvor publikum kunne møde forfatteren i samtale med sin oversætter, Simon Hartling.

De to tidligere bøger af den 43-årige Abdellah Taïa, der er oversat til dansk (Englene fra Frelsens Hær og Arabisk vemod), har stærke selvbiografiske islæt, og kredser om forfatterens eget liv og opvækst. I Et sted at dø har Taïa sat fokus på en række skæbner på bunden af samfundet, der alle søger efter et bedre liv et andet sted end hvor de kommer fra. Men som måske blot bliver et andet sted at dø.

I bogen møder vi en række figurer, hvor den marokkanske kvinde Zahira er den gennemgående og den, der er omdrejningspunktet for fortællingerne. Vi møder Aziz, algiereren der føler sig som kvinde indespærret i en mandekrop og får foretaget en kønsskifteoperation. Vi møder den homoseksuelle iraner Mojtaba der er på flugt fra regimet i Iran, Allal, den forsmåede bejler og Zineb, Zahiras faster, hvis ekko man hører det meste af bogen igennem. Alle søger de et liv, der er bedre end hvor de kommer fra, på et sted hvor de for det meste er fremmedgjorte, men alligevel klarer sig igennem, oftest ved at prostituere sig.

Der er ikke nogen egentlig handling, og alligevel er der en fremdrift i romanen, når figurerne på skift får jeg-fortællerstemmen. Ofte i lange monologer, tit i dialog med en anden. Alle figurerne i romanen har et menneske i deres liv der kompletterer dem, gør dem hele, eller som de stræber efter at blive som. Enkelte af figurerne er stadig på vej i deres søgen efter et bedre liv.

Når man sætter temaer som prostitution, homoseksualitet og transkønnethed ind i en arabisk kulturramme, som det sker i denne roman, kan det godt gå hen og blive sprængfarligt. Men Taïa dømmer ikke – det gør han ikke i nogen af sine bøger. Men mon ikke han udnytter sin succes som forfatter – særligt i sit hjemland Marokko, hvor homoseksualitet er forbudt og officielt ikke-eksisterende – til netop at sætte fokus på de marginaliserede liv, på tabuiserede emner og på menneskers trang til at søge mod noget, der er bedre.

Abdellah Taïa skriver i et sprog der på en gang både er brutalt og poetisk. I et ganske almindeligt hverdagssprog får vi de ualmindelige, dramatiske livshistorier. Skæbnerne der i oprulles i romanen tegnes ligefremt og uden omsvøb, så man nogle gange lige er nødt til at læse linien eller afsnittet igen: “Skrev han virkelig det”? Med ord tegner han portrætter af mennesker, der ikke er som folk er flest, og så alligevel. For når alle kulturelle, religiøse og seksuelt orienterende lag er skrællet væk er vi alle sammen mennesker. Og det forhold er noget af det, jeg holder mest af i Taïas persontegninger: Vi er allesammen mennesker, før vi er noget andet.

Et sted at dø er endnu en vellykket oversættelse af Simon Hartling og udgivet af Forlaget Arvids. Romanen er væsensforskellig fra de to første, danske oversættelser af Taïas romaner, men giver mindst lige så meget stof til eftertanke og debat som de to første.

Abdellah Taïa Et sted at dø. Oversat fra fransk Un Pays de mourir af Simon Hartling. Forlaget Arvids (2016). Kr. 198,00

Share on Facebook0Email this to someoneShare on LinkedIn0Tweet about this on TwitterPin on Pinterest0
Bievre_garveri

Paris’ hemmelige flod

Seinen er ikke den eneste, naturlige flod i Paris. Faktisk har byen en flod mere, der løber igennem særligt det 13. og det 5. arrondissement, og det er de færreste, der kender til den. Er det også nyt for dig? Så læs med her.

Floden Bièvre har sit udspring i byen Guyancourt lidt syd for Versailles. Herfra løber den østpå til den rammer Parc Heller i byen Antony syd for Paris, knækker og løber mod nord, ind mod Paris.

Ved Parc Kellerman, der ligger lige ved Paris’ sydlige peripherique går floden ind i Paris, og snor sig mellem La Butte aux Cailles og Parc Montsouris, inden den fortsætter sit løb op til Square René le Gall og videre til rue Monge, inden den løber langs le Jardins des Plantes og ud til Seinen.

Sidder du og tænker, at du da aldrig har set en flod i det område i Paris?

Det er der en god grund til. Det har jeg nemlig heller aldrig. For den er forsvundet fra jordens overflade.

Efter flere århundreders misbrug og forurening af floden og dens vand, primært forårsaget af slagterier, farverier, garverier med videre, der lå langs flodløbet inde i Paris, var floden blevet så forurenet at den udgjorde en reel sundhedsfare for beboerne. I slutningen af 1800-tallet besluttede man derfor at overdække floden, og siden 1912 har den løbet under jorden helt ude fra syd for motorvej A86. Tidligere løb floden ud i Seinen tæt ved, hvor Gare d’Austerlitz ligger. I dag ender den sit løb i Paris’ kloakker.

Floden Bièvre wikimedia

Hvis man ser godt efter på gaden, særligt i det 13. arrondissement og i den del af det 5., hvor floden har sit underjordiske løb, kan man finde messingplader, der angiver, at her løber Bièvre-floden. Dem kan man følge, og få en god gåtur ud af det. Har du ikke lyst til at jagte messingplader på lykke og fromme, så er her en anvisning til en gåtur langs den overdækkede flod, komplet med fotos og angivelser til, hvor man kan se spor af floden.

Det er ikke lykkedes mig at finde dansksproget information om Paris’ hemmelige flod, men der findes en del på fransk og engelsk. Her kan du eksempelvis læse mere om flodens historie og se billeder, og her er en side dedikeret til floden i hele sin længde.

Det er blevet diskuteret jævnligt hen over årene, hvorvidt man skulle genåbne dele af flodens løb ind igennem Paris, men der er ikke opnået enighed om en løsning endnu. Primært af økonomiske årsager. Men hvem ved: Måske kan vi en dag gå langs med den eneste anden naturlige flod, der findes i Paris?

God weekend :)!

Billeder fra Wikipedia Commons

Share on Facebook0Email this to someoneShare on LinkedIn0Tweet about this on TwitterPin on Pinterest0

Hvad blev der af Nuit Debout-bevægelsen?

Nuit Debout Paris

Nuit Debout bevægelsen i Frankrig er tilsyneladende død og begravet, skal man tro de franske medier. Men er den nu også det?

Kan du huske, jeg skrev om Nuit Debout-bevægelsen tilbage i april, hvor den var helt ny? Protestbevægelsen, der natten mellem 31. marts og 1. april udsprang spontant af en stor demonstration imod lovforslaget om en ny arbejdsmarkedsreform? Bevægelsen besatte samme aften Place de la République i det centrale Paris, hvor demonstranterne organiserede sig i en række komiteer der fremsatte forslag, som blev diskuteret på fællessamlinger hver aften. Efter en række episoder med vold, for meget larm og klager fra beboerne omkring pladsen i løbet af april, blev der lidt stille i medierne omkring Nuit Debout.

I starten af maj var jeg forbi Place de la République for at se, hvordan det hele stod til. Den ene ende af pladsen var stadig besat af Nuit Debout-bevægelsen, men det hele foregik meget fredeligt. Den dag var det faktisk den store statue af Marianne, medtaget som hun var som samlingspunkt for folket efter terrorangrebene sidste år, der gjorde størst indtryk.

Men hvor er bevægelsen i dag?

Le Monde har ikke skrevet om bevægelsen siden 8. juli, som markerede bevægelsens 100 dages jubilæum. Her konstaterer avisen, at der hersker udbredt ‘våbenhvile’ på pladsen, og kun en håndfuld personer er tilbage.

Som denne artikel fra LeFigaro analyserer, så er Nuit Debout en bevægelse uden (erklæret, officielt) lederskab, og det er måske dens største svaghed. Skal en bevægelse have succes og vokse sig stor, må der nødvendigvis være en leder – eller en ledelse – der sætter en kurs. Avisen konstaterer i artiklen dateret 30. juni, at der ikke er flere fællessamlinger, at tilslutningen til bevægelsen tynder ud og at der reelt er lukket og slukket…

Men mens medierne tilsyneladende har mistet interessen i Nuit Debout-bevægelsen, indkalder Nuit Debout i Paris til nye møder for at forberede anden sæson i bevægelsens levetid. Skal man tro bevægelsens egen hjemmeside sker der stadig masser af ting i de lokale Nuit Debout bevægelser rundt om i Frankrig, og hjemmesidens kalender har dagligt arrangementer noteret for hele landet.

Marianne-place-de-la-republique

I mellemtiden er den store statue med Marianne på Place de la République blevet rengjort, efter at have været midtpunkt for franskmændene efter terrorattentaterne sidste år. Men der er ikke tale om at folkets tilkendegivelser og minder efter terrorangrebene bliver kasseret. Bystyrets tekniske afdeling har jævnligt fjernet visne blomsterbuketter, men breve, tekster og billeder bliver journaliseret og gemt i arkiverne. På længere sigt skal en del af dem måske indgå i en udstilling på Musée Carnavalet, Paris’ byhistoriske museum. Her kan du se billeder af rengøringen af Mariannes sokkel.

Share on Facebook0Email this to someoneShare on LinkedIn0Tweet about this on TwitterPin on Pinterest0
chateau-menthon-saint-bernard

Ferie i Annecy – et overblik

Der er rigtig mange ting at se og opleve, når man er på ferie i området ved Annecy. Gennem de seneste uger har I været med højdeforskrækkede mig på toppen af Aiguille du Midi, og på tur ad La Route des Grandes Alpes, som vi udforskede en del af i to omgange. I var med, da vi fik en uventet lektion i den globale opvarmning. Der er også ting at lave, når det regner i bjergene. For eksempel at besøge klokkestøberiet Paccard og det tilhørende museum i Sévrier på søens vestside. Eller man kan slentre en tur rundt i Annecys gamle bydel og få indtrykket af at være i Venedig.

Men der er en overflod af andre ting at opleve ved eller på søen, og vi nåede slet ikke dem allesammen.

lac-annecy-chateau-menthon-saint-bernard

Når vi sad på terrassen og så over på bjergene på den anden side af søen, kunne vi se en stor, slotslignende bygning ved foden af bjerget. Hver aften, når skyggerne blev lange og mørket faldt på, blev bygningen oplyst af projektørlys, der spejlede sig i den vindstille sø. “Vi skal altså over og se, hvad det er for en bygning”, sagde jeg til Kæreste en dag, da vi igen havde betragtet bygningen over morgenkaffen. Det viste sig at være en af de mest kendte fæstninger i det gamle hertugdømme Savoyen, le Château de Menthon-Saint-Bernard. Slottet er fra 1100-tallet, og har været i den samme families eje i næsten 1000 år. Man kan komme ind og se slottet og dets 105 værelser, men man kan også nøjes med at gå en tur i parken og nyde udsigten over søen, eller se de mange påfugle i haven. Og så fortælles det i øvrigt, at en vis Walt Disney så det og blev inspireret til Torneroses slot.

Château de Menthon-Saint-Bernard, 74 290 Menthon-Saint-Bernard. Fra maj til september kl. 14-18 kan man komme på guidede ture inde i selve slottet. Billetter (8,50€ for en voksenbillet) købes ved indgangen.

IMG_1284

På dage med godt vejr er der mulighed for at prøve at tandem-paraglide med erfarne udspringere. Hver dag kunne vi se paragliderne på og over bjergene overfor, hvor vi boede. Og der var mange af dem. De sprang alle fra det samme sted, og gled på luftstrømmene over søen til det samme landingssted ved søens sydlige del. Børn kan prøve det for mellem 75€ og 80€, mens det for voksne koster fra 95€ til 130€. Turene er på mellem 10 og 30 minutter, og man kan vælge en tur, hvor man for 130€ får hele 45 minutters flyvning.

Airmax-Parapente, Col de la Forclaz, 74210 Montmin. Der kan reserveres ture på hjemmesiden.

udsigt-sø-annecy-fra-chateau-menthon-saint-bernard

Lac d’Annecy er en af Frankrigs reneste søer, og der er flere små strande rundt om søen. Vi var ved en fin en af slagsen ved byen Duingt på søens vestlige side. Der er gode parkeringsmuligheder, græs og skygge, og en lille restaurant, hvis man bliver sulten. Har man lyst til at bade, men bare ikke i søen, er der udendørs swimmingpools flere steder, blandt andet Piscine des Marquisats tæt ved Annecy

Piscine des Marquisats, 29 rue des Marquisats, 74000 Annecy. Bassiner og badeland. 

Har du ikke mod på de høje bjerge, men vil alligevel gerne have cyklen med på ferie, så byder Annecy også på en Voie Verte – en grøn rute på 36 km langs søens vestlige side helt ned til byen Ugine, hvor man både må cykle, gå og løbe på rulle skøjter. Ruten ligger beskyttet og afskærmet fra den travle landevej langs søen. Hvis du ikke har din egen cykel med og lysten opstår, kan man leje cykler flere steder i og omkring Annecy og søen. Her kan du se Voie Verte ruten i Annecy.

compagnie-des-bateaux-annecy

Det er selvfølgelig også muligt at komme ud på søen. La Compagnie des bateaux tilbyder sejlads fra Annecy og ud på søen med ture af kortere eller længere varighed. Kronjuvelen i bådselskabets program er La Libellule, der er en turbåd lidt i stil med les bateaux mouches på Seinen i Paris. Den sejler ud hver dag midt på dagen og om aftenen på en to timers tur inklusive frokost eller middag om bord.

La Compagnie des bateaux, 2 Place aux bois, 74000 Annecy (på hjørnet lige overfor, hvor selskabets både lægger til)

Vil man derimod gerne ud på søen alene, er der mange muligheder for bådudlejning i næsten hver eneste lille by rundt om hele søen. Hvad enten man vil leje motoriserede både eller sejlbåde, med eller uden “kørekort”, bådcykler, kajakker, kanoer osv, kan det lade sig gøre. Tjek i nærheden af, hvor I skal bo ved søen. Der er garanteret en bådudlejning.

 

Share on Facebook0Email this to someoneShare on LinkedIn0Tweet about this on TwitterPin on Pinterest0

Monet på Ordrupgaard – særudstilling

Monet_Impression_soleil_levant

Sidste efterår var det kunstmuseet ARoS i Aarhus, der trak fulde huse til impressionistudstillingen Monet. Lost in Translation, hvor Claude Monet var i fokus. Nu er det kunstmuseet Ordrupgaard i Charlottenlund der slår dørene op for særudstillingen Monet. Ud af impressionismen, fra 24. august.

Museet er i forvejen kendt for sin samling af franske impressionister, og nu er det Claude Monets værker, der kommer i fokus. Med Monetværker lånt fra blandt andre Musée d’Orsay i Paris og Museum of Modern Art i New York kommer udstillingen ifølge Ordrupgaards hjemmeside til at fokusere på den kunstneriske udvikling i Monets malerier “ud af impressionismen, henimod den moderne kunsts friere brug af form og farve”.

I tilknytning til udstillingen er der blevet bygget et sanserum, der tager museumsgæsterne – og særligt børnene – med på en interaktiv tur i Monets have i Giverny. Og for de madglade kan man komme til bords med Monet. Ordrupgaard arrangerer i samarbejde med Copenhagen Cooking en række aftener, hvor man efter en omvisning i udstillingen kan smage Monets livretter ved en gourmetmiddag på museet.

Udstillingen Monet. Ud af impressionismen løber frem til 4. december. Museet forventer mange besøgende og har derfor udvidet åbningstiderne i perioden. Du kan læse mere om Monet-udstillingen her, og hvis gourmetmiddagen frister, så kan du bestille billetter her.

Har du lyst til at læse indlægget om mit besøg i Monets have i Giverny? Så kan du læse det her.

Share on Facebook0Email this to someoneShare on LinkedIn0Tweet about this on TwitterPin on Pinterest0

Sæt kryds i (litteratur)kalenderen

Det danske vejr indbyder til tæpper og en tyk trøje lige for tiden. Der er dog stadig et stykke tid til at de mørke vinteraftener holder deres indtog og indbyder til læsning i sofaen med en kop te eller kakao indenfor rækkevidde.

Der er kun få uger til at den franske rentrée littéraire for alvor tager fart, og et væld af nye franske bogudgivelser finder vej til boghandlernes hylder. Men allerede nu kan du sætte kryds i kalenderen, hvis du har lyst til at møde to franske forfattere, der kommer til Danmark i efteråret.

Louisianas syvende internationale litteraturfestival løber af stablen 18.-21. august (det er snart…!), og blandt de mange forfattere fra ind- og udland kan du møde den marokkanske forfatter Abdellah Taïa, som var i Aarhus i marts måned i år. To af Taïas bøger er blevet oversat til dansk og udgivet på Forlaget Arvids. Her kan du læse min anmeldelse af de to bøger, og min reportage fra forfatteraftenen på Dokk1 i Aarhus i marts.

Delphine de Vigan vandt sidste efterår Prix Renaudot for sin seneste roman D’après une histoire vraie (der allerede er oversat til dansk med titlen Baseret på en sand historie). To af hendes andre bøger er ligeledes oversat til dansk: No et moi (No og mig) og Rien ne s’oppose à la nuit (Alt må vige for natten). Du kan møde Delphine de Vigan mandag d. 19. september i Dronningesalen på det Kongelige bibliotek i København. To dage senere, onsdag d. 21. september, kommer hun til Aarhus, hvor du kan opleve hende i Aulaen på Aarhus Universitet. Aftenen i Aarhus er arrangeret af Authors in Aarhus.

God weekend :)!

Fotos: Wikimedia Commons

 

Share on Facebook0Email this to someoneShare on LinkedIn0Tweet about this on TwitterPin on Pinterest0

L’Hermine (Hermelinen)

hermelinen-lhermineFilmen L’Hermine (Hermelinen) med Fabrice Luchini og Sidse Babett Knudsen i de bærende roller, er ikke bare eet, men to stille dramaer, der kører parallelt filmen igennem.

I provinsretssalen i den lille by Saint-Omer i det nordlige Frankrig skal endnu en nævningesag til at tage sin begyndelse. Retsformanden Michel Racine (Fabrice Luchini) har influenza, er mere gnaven end sædvanlig, og hans læge har beordret ham sengeliggende. Alligevel sidder han i sin retssal, da narkoselægen Ditte Lorensen-Coteret (Sidse Babett Knudsen) træder ind som den sidste af de valgte nævninge. Herfra starter to stille, men intense dramaer, som udvikles i løbet af filmen.

Michel Racine er kendt som en hård dommer, der ikke uddeler straffe under 10 år. Han er frygtet af de tiltalte, og blandt advokaterne og hans meddommere har han ry for at være følelseskold. Han er også professionel til fingerspidserne, og på trods af at konen har smidt ham ud og han bor midlertidigt på hotel, og på trods af en slem influenza med høj feber, møder han op i sin retssal, hvor en ung far er på anklagebænken for at have sparket sit 7 måneder gamle barn ihjel. Den unge mor sidder ved siden af sin advokat som den forurettede i sagen.

Da narkoselægen Ditte Lorensen-Coteret træder frem som den sidste nævning i den lodtrækning, der finder sted, genkender Racine hende. Men det er først efter en lang dags retsmøde at vi får løftet den første flig af deres forhistorie. Og vi må vente til efter anden dags retsmøde for at få fortsættelsen, og til efter tredie dags retsmøde og votering på at få slutningen. Som måske bliver en begyndelse.

Det ene drama udspilles i retssalen. En scene, hvor alle har foruddefinerede roller: Retsformanden, hans meddommere, den tiltalte, den forurettede, vidnerne, nævningene, tilskuerne. Handlingen er oprulningen af sagen. Har den knugede, dybt berørte unge far virkelig slået sit barn ihjel, eller er der andre forhold, der spiller ind?

I kulissen, bag scenen, spiller det stille drama mellem Racine og den kvinde, hvis smilende øjne var det første han så, da han vågnede efter en operation (og helt ærligt: hvem bliver ikke varm når Sidse Babett Knudsen skruer op for smilet?). De to har nogle tråde, de skal have redet ud.

Det er ikke tilfældigt, at han hedder Racine (jeg tror heller ikke det er tilfældigt, at hun hedder Ditte…). Det er ikke tilfældigt, at han har et rødt halstørklæde og at hun bærer en rød frakke. Det er ikke tilfældigt, at hun i filmens slutscene bærer en blå jakke, og hans orden med det blå bånd, som han bærer i sin dommerkappes hermelinkant, kommer i fokus (han er Officier de l’Ordre National du Mérite). Dramaerne i denne film ligger i detaljerne: I et skævt smil, en bevægelse, et usikkert blik eller i to blikke der mødes.

Det er fransk film når den er bedst. Underspillet og nærværende.

 L’Hermine spiller i Grandteatret i København, Øst for Paradis i Aarhus, i flere mindre biografer rundt om i landet samt i nogle af Nordisk Films biografer.

Share on Facebook0Email this to someoneShare on LinkedIn0Tweet about this on TwitterPin on Pinterest0