Om en vis amerikansk præsident og magtens tredeling

For nogle dage siden læste jeg en fremragende artikel på netavisen Zetland, hvor skribenten Jakob Jessen satte fingeren på selve kernen i den nye, amerikanske præsidents spruttende tweets over de amerikanske dommere, der ophævede hans indrejseforbud. Artiklens overskrift lyder: Trump slås ikke bare for sit [ind]rejseforbud – Han er i krig med magtens tredeling.

Det er den sidste del af artiklens overskrift, der rammer direkte ned i problemets kerne: Han er i krig med magtens tredeling. 

Og det er faktisk en ganske alvorlig sag, hvis det lykkedes Trump (den udøvende magt) at knægte en (eller begge) af de andre magtinstanser: Den lovgivende og den dømmende magt (henholdsvis Kongressen og Domstolene).

Sidder du og spekulerer på, hvad det har med Frankrig at gøre?

Jo. Tredelingen af magten i den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt blev formuleret af den franske retspræsident og oplysningsfilosof Montesquieu. Værket fylder flere bind, som blev til efter flere års studierejser rundt til europæiske lande i 1730erne. Forud for de kapitler, jeg citerer fra nedenfor, beskriver han forskellige statsstyreformer og definerer, hvad frihed inden for lovens rammer er.

Her får du de helt centrale principper for magtens tredeling, som du kan finde i værkets bog 11 og 12:

“[…] Politisk frihed findes kun i moderate styrer. Men den findes ikke altid i de moderate stater. Det gør den kun når magten ikke misbruges, men det er en evig erfaring at ethvert menneske der har magt, er tilbøjelig til at misbruge den; han fremturer indtil han støder på grænser. […]

For at man ikke skal kunne misbruge magten, må tingene indrettes så magt sætter en stopper for magt. [Min fremhævelse. JOV] […]”

Montesquieu, bog XI, kap. IX

“Der er i hver stat tre slags myndighed: den lovgivende myndighed, den udøvende myndighed med hensyn til sager der hører under folkeretten, og den udøvende myndighed over sager som hører under den borgerlige ret. […] Vi vil kalde denne sidste den dømmende myndighed, og den anden helt enkelt statens udøvende myndighed. 

[…] Når den lovgivende og den udøvende myndighed er samlet hos samme person eller i det samme korps af embedsmænd, er der ingen frihed, for så kan man frygte at den samme monark eller det samme råd som indfører tyranniske love, udfører dem tyrannisk.

Der er heller ingen frihed, hvis den dømmende myndighed ikke er adskilt fra den lovgivende og den udøvende. Hvis den dømmende myndighed faldt sammen med den lovgivende, ville magten over borgernes liv og frihed være vilkårlig, for dommeren ville være lovgiver. Hvis den var forenet med den udøvende myndighed, ville dommeren kunne få styrke til at undertrykke.

Alt ville være tabt, hvis den samme mand eller den samme forsamling af fremstående, enten fra adelen eller fra folket, beherskede de tre myndighedsområder: at give love, at udføre de offentlige beslutninger og at pådømme angående forbrydelser og private stridigheder” […]

Montesquieu, bog XI, kap. VI

Principperne for balancen mellem de tre skal sikre, at magten ikke korrumperer. De skal så at sige holde hinanden i skak. Det er et helt fundamentalt grundlæggende princip i en demokratisk forfatning, der skal sikre den enkelte borgers frihed og retssikkerhed. Og det er derfor, der er så meget røre om Trumps indrejseforbud, om de amerikanske dommeres ophævelse af det og det helt fuldstændig uhørte i, at den udøvende magt angriber den dømmende magt på den måde, som det sker i USA i disse dage.

Ovenstående citater er fra storværket Om lovenes Ånd (De l’esprit des Lois), der udkom i 1748. Montesquieus værk var en af hovedinspirationskilderne til den amerikanske forfatning fra 1787-1788 – verdens første, demokratiske forfatning.

Jeg har citeret fra Merete Klenow Withs oversættelse af De l’esprit des Lois, der udkom på Gads Forlag i 1998.

 

Måske vil du også synes om:

Bordeaux’ litterære fyrtårne

Da jeg i oktober sidste år var “hjemme” på besøg i Saint-Émilion og Bordeaux-området, var jeg også en tur rundt oplandet for at besøge de steder, hvor nogle af Frankrigs helt store litterære og filosofiske fyrtårne har skrevet deres værker.

Blogartiklerne kom enkeltvis i løbet af november og december, men hvis du stadig har til gode at læse dem, så får du alle tre artikler samlet lige her.

God læselyst :)!

Montaigne – store tanker fra et tårnværelse

Montesquieu – arven fra Oplysningstiden

Mauriac – med troen som bærende tema

Måske vil du også synes om:
chateau-de-la-brede-montesquieu

Montesquieu – arven fra Oplysningstiden

Det er 13 år siden, jeg sidst har været her.

Jeg kan ikke erindre, at turistinformationen for den lille by La Brède syd for Bordeaux dengang lå ved den store gitterport for enden af den lange, grusbelagte vej, der fører op til Château de La Brède. Jeg er også ret sikker på, at parkeringsområdet var en del mindre dengang. I dag kan der uden problemer holde omkring hundrede biler på græsarealet. Og der er pænt fyldt op, denne lørdag. Franskmændene kan deres litteraturhistorie, og både ældre par og voksne med yngre børn har købt billet til en rundvisning på Montesquieus slot. Stedet hvor storværket De l’Esprit de LoisLovenes Ånd – blev til.

chateau-de-la-brede-montesquieu-allee

Charles Louis de Secondat, Baron de La Brède et de Montesquieu, er en af Frankrigs betydeligste oplysningsfilosoffer. Men da han blev født på slottet i 1689, sad Solkongen Louis XIV stadig solidt på kongemagten. Ingen forestillede sig, at den gamle samfundsorden, l’Ancien Régime, ville falde i grus præcis et århundrede senere, hjulpet på vej af den kritik af den eksisterende samfundsorden, som selvsamme Montesquieu og blandt andre Voltaire, Diderot og Rousseau på forskellig vis ventilerede op gennem 1700-tallet.

Den lille Charles var født ind i en familie af jurister, og blev selv jurist. I 1714 blev han rådgiver ved retten i Bordeaux. Året efter giftede han sig, og hans protestantiske hustru bragte en stor medgift ind i ægteskabet. Da hans onkel døde i 1716 arvede han ikke blot adelstitel og en stor formue, men også onklens retspræsidentembede. Nogle år senere solgte han embedet, og kastede sig i stedet over videnskabsstudier og det mondæne liv i Paris.

Slottet ligger omgivet af en stor, åben park og en voldgrav. For at komme til slottets indgangsport skal man over tre små broer. Indgangsporten giver adgang til den indre gård, hvor vi er ca 30 personer, der, efter at have afleveret vores billet, venter på guiden. Da vi træder indenfor slår en tung, fugtig luft os i møde. Voldgraven, der omgiver slottet, er til stede i mere end en forstand. Den mørke hall er domineret af tykke, snoede søjler i træ, der virker en smule malplacerede, selvom om hallen er stor. Guiden forklarer os, at Montesquieus bibliotek ligger lige over os, og at søjlerne blev installeret for at støtte loftet. De mange tusind bøger, som i dag er overført til Bordeaux’ bibliotek, truede med at få etageadskillesen til at bryde sammen. Turen fortsætter gennem slottets rum, der alle er dækket af mørke træpaneler med guldindfattede familiemalerier. Slottet har været i Montesquieu-slægtens eje indtil 2004, da Montequieus sidste, direkte efterkommer, Jacqueline de Chabannes, døde, og overlod ejendommen til en fond, der viderefører den kultur- og litteraturhistoriske arv.

Gulvene knirker, da vi går rundt og ser de rum, hvor Montesquieu og hans familie levede i 1700-tallet. Turens højdepunkt – og der, hvor rundvisningen slutter – er den store, middelalderlige festsal på første sal, hvor Montesquieu havde sit omfattende bibliotek. I 1994 overdrog Jacqueline de Chabannes alle Montesquieus bøger, manuskripter, optegnelser og andet materiale, som familien omhyggeligt havde opbevaret gennem tre århundreder, til Bordeaux’ stadsbibliotek, hvor forskere i dag kan arbejde med det litterære livsværk.

montesquieu_2-wikimedia-commons

I 1721 udgav Montesquieu anonymt brevromanen Lettres persanes, om to perseres rejse til Paris. I årene 1728 til 1731 gennemrejste han Europa for at undersøge landenes politiske systemer, deres kulturer, religion og øvrige særtræk. Det massive, empiriske materiale, han bragte med sig hjem til La Brède blev bearbejdet de følgende år, og i 1748 udkom storværket De l’Esprit des Lois (Lovenes Ånd). Det er et storværk, fordi det er så omfattende, men også fordi det har haft så central indflydelse på indretningen af de vestlige demokratiers forfatning. Det mest kendte princip fra værket er nok hans formulering af tredelingen af magten i den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt, og den balance der bør være mellem de tre.  Som nogle af de første var det USAs Founding Fathers, der i 1770erne lod sig inspirere af hans tanker om en demokratisk statsindretning.

Resten af sit liv brugte Montesquieu på at udgive reviderede udgaver af sine værker og at forsvare sig imod kritikerne af De l’Esprit de Lois. Han døde i Paris i 1755, og blev begravet i Saint-Sulpicekirken. Under revolutionen blev hans jordiske rester, sammen med mange andres, smidt i en offentlig fællesgrav, da de revolutionære gjorde op med alt royalt og adeligt, selv de døde. Man ved i dag reelt ikke, hvor hans jordiske rester befinder sig, og derfor finder vi ham ikke i Paris’ Pantheon, hvor andre af Frankrigs store sønner og døtre ligger begravet.

Da vi kommer ud i solskinnet igen, er det tid til at besøge staldene og les chais, der ligger bag slottet. Der dyrkes vin på ejendommen, men der er ingen dyr i staldene længere. De er til gengæld fyldt med litteraturinteresserede, for der er Salon du Livre de La Brède med en lang række forfattere repræsenteret. Der er foredrag og litterære caféer, og man kan få en snak med forfatterne. Det er andet år i træk, byen arrangerer litteratursalon, og der er mange besøgende. Noget tyder på, at det kunne gå hen og blive en fast, tilbagevendende begivenhed. Den næsten fyldte parkeringsplads indikerer, at gæsterne ikke kun er kommet for at se Montesquieus slot, men også for at møde nulevende forfattere.

Franskmændene holder af litteratur og bøger, og de kører tydeligvis gerne langt ud på landet efter det.

Château de La Brède, Avenue du Château, 33650 La Brède. Billetpris (voksen) 7 €. Det er ikke tilladt at tage billeder indenfor på slottet, men du kan se mere på hjemmesiden her.

Dette indlæg om Montesquieu er en del af min lille artikelserie om Bordeaux’ tre store M’er. Her kan du læse artiklen om mit besøg hos renæssancefilosoffen Montaigne.

Måske vil du også synes om:

Dheepan

Foto: Paul Arnaud - Why Not Productions

Foto: Paul Arnaud – Why Not Productions

Den franske film Dheepan, der er instrueret af Jacques Audiard, vandt Guldpalmen ved Cannes Filmfestival sidste år, og fik 7 nomineringer til Césaruddelingen for nylig (hvor Sidse Babett Knudsen, i parentes bemærket, løb med prisen for bedste kvindelige birolle i filmen Hermelinen, som vi får at se til Franske Film Mandage sidst i maj). Den anmelderroste film havde fransk premiere i august sidste år og dansk premiere i onsdags, så da jeg fik en invitation* til at komme ind og se Dheepan, sagde jeg selvfølgelig ja tak.

Filmen starter under den Sri Lankanske borgerkrig, hvor den tidligere soldat Dheepan i en flygtningelejr sættes sammen med en kvinde og en pige, han ikke kender, for at flygte til Europa under påskud af, at de er en familie. De ender i Frankrig, hvor løgnen om “den lille familie” får dem igennem immigrationsmyndighedernes interviews, og de bliver placeret i en forstad til Paris, i måske en af de værste banlieues, man kan forestille sig. Boligblokkene, som bliver filmens sceniske baggrund, skildrer virkeligheden på det franske samfunds absolutte bund, i en forstad hvor den lokale mafia styrer et parallelsamfund. Her skal den lille “familie” forsøge at få en dagligdag i et nyt land til at fungere. Dheepan bliver den nye vicevært for nogle boligblokke, hvor rivaliserende mafiabander kæmper om herredømmet. Sideløbende hermed kæmper de med sproget og forsøget på at finde sig til rette i et nyt land. Det går langsomt fremad, og på et tidspunkt i filmen er der nærmest idyl: De er på picnic med andre tamiler i lokalsamfundet, de lader til at have fundet sig til rette med hinanden som familie, men samtidig lurer noget grumt i baggrunden. Dheepan bliver opsøgt af fortiden, og i den rå ghetto de bor i udløser det alle hans overlevelsesinstinkter fra krigen som soldat. Efter et skuddrama mellem de rivaliserende bander, som hans “kone” og “datter” fanges i , vil “konen” videre til England, hvor hendes kusine bor. Dheepan vil ikke med, men på et tidspunkt er voldshandlingerne mellem de rivaliserende bander eskaleret i en grad, så han selv bliver dybt involveret.

Filmens synsvinkel ligger hos de tre hovedpersoner, der kommer så langt væk fra deres egen kultur som det næsten er muligt at komme, og forsøger at skabe sig et nyt og bedre liv i et for dem fuldstændig fremmedartet land med mærkelige skikke og handlemåder, som de slet ikke forstår. I et interview med France Culture, som du kan høre her, fortæller filmens instruktør, Jacques Audiard, at Dheepan er delvist inspireret af den franske oplysningsfilosof Montesquieus Lettres persanes (Persiske breve**). Lettres persanes er i grove træk en fortælling om to persere, der i 1700-tallet rejser fra Persien til Paris, hvorfra de beretter om dette mærkelige folk og deres sæder og skikke. Hovedtemaet er blikket udefra, altså hvordan folk fra en helt anden kultur betragter den franske levevis. Men romanen er samtidig et spejl, som Montesquieu holder op for læseren (franskmanden anno 1711-1721), så denne kan se (og reflektere over), hvordan det franske samfund fungerer. Der er meget langt fra de filosofiske betragtninger der udfoldes i Lettres persanes til filmen Dheepan, men genklangen af temaet om et spejl, der holdes op for filmgængeren for at vise forstædernes rå virkelighed fra et udefrakommende perspektiv, er til stede.

På denne baggrund står et andet af filmens hovedtemaer, nemlig hvordan tre for hinanden ukendte mennesker udadtil skal lade som om de er en rigtig familie, og hvordan de prøvelser, de gennemgår undervejs, langsomt skaber den samhørighed som er i en ‘rigtig’ familie, og hvordan deres følelser for hinanden langsomt udvikles i positiv retning.

Dheepan er en barsk beretning om forsøget på at skabe et nyt og bedre liv et andet sted, og skuespillernes præstationer står stærkt og troværdigt. Vi ser, hvad de tre nyankomne ser, og er lige så uforstående som dem, for detaljerne i begivenhederne bliver ikke udpenslet. Vi kan kun gisne om detaljerne, som de gør. Hvis man kan tale om at filmen er en kommentar til noget, er den snarere en kommentar til virkeligheden i de parisiske forstæder, end den er en kommentar til den flygtningekrise, Europa i øjeblikket står i.

Filmen spiller i Øst for Paradis i Aarhus og Grand Teatret i København, og varer 1 time og 54min. Med danske undertekster.

* Jeg var inviteret i biografen af Camera Film, den danske distributør af Dheepan.

** Hvis der sidder en forlagsredaktør og læser med her, og som synes det er en fremragende ide at få udgivet Montesquieus Lettres persanes på dansk, så giv lige lyd! Jeg er i fuld gang med at oversætte, men har ikke fundet et forlag endnu…

Måske vil du også synes om:

Kæphest #3: Sagde han virkelig det?

I sidste uge udfoldede jeg historien bag dette citat. Det gjorde jeg, fordi historien bag er en skæv vinkel på en ret afgørende, historisk begivenhed OG fordi citatet kan verificeres. Roosevelt har rent faktisk sagt/skrevet ordene.

Le Procope, Paris Voltaire

Le Procope, Paris

Montesquieu, en af de franske oplysningsfilosoffer og ham, der har formuleret tredelingen af magten i den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt i storværket Om Lovenes Ånd, citeres ofte for at have sagt: Vérité dans un temps, erreur dans un autre – der betyder noget i retning af ‘Hvad der er rigtigt i en tidsalder er forkert i en anden’. Det citat kan også verificeres. Meget ofte kildeangives det bare ikke, og så får det lidt karakter af name dropping. Ordene falder i brevromanen Lettres persanes (Persiske breve, brev LXXIII i førsteudgaven). Montesquieu skrev romanen i 1721, 27 år før storværket Om Lovenes Ånd, der udkom i 1748 (og, i parentes bemærket, blev inspirationsgrundlag for de fleste af den vestlige verdens forfatninger i det følgende århundrede).

Nå. Men hvor tit har vi ikke hørt den franske oplysningsfilosof Voltaire citeret for følgende: “Jeg er uenig i det, du siger, men jeg vil til min død forsvare din ret til at sige det!”

Hva’? Ret tit, ikke? Specielt når debatbølgerne går højt om ytringsfrihed og tolerance holder nogle debattører sig ikke for gode til at bruge det i flæng. Også dem, man måske ville forvente vidste, at det der med at citere bliver mere troværdigt, når man angiver kildestedet til citatet, og ikke bare namedropper en eller anden kendt filosof/forfatter/[indsæt selv].

Der er bare det ved det, at Voltaire aldrig har sagt eller skrevet ovenstående. Ingen steder i hans omfattende livsværk kan man finde ovenstående sætning. Og jo, man kan godt uddrage ovenstående sætning som en konklusion på tværs af hele forfatterskabet, men det er ikke det samme som at citere Voltaire for at have udtalt eller nedfældet sætningen. Han har aldrig formuleret den.

Jeg har læst en del af Voltaire, men ikke alt. Og det kunne selvfølgelig være, at jeg tager fejl. Så jeg sætter mit eksemplar af denne bog på højkant til den, der præcist kan fortælle mig, hvor i forfatterskabet – altså i hvilken bog/roman/brevveksling – Voltaire skulle have formuleret sætningen.

Mandagsudfordring, lige dér :)!

Måske vil du også synes om:

Om at overse at det er juleaften… eller noget…

Nå.

Men i fredags opdagede jeg noget, som jeg skulle have været med til. Noget som er gået min op-mærksomhed fuldstændig  forbi, og som fik mig til seriøst at overveje at springe på det første fly til Bordeaux for at være fremme lørdag morgen.

Var det min au-pair mors fødselsdag? Var det høstfesten efter årets exceptionelle høst i Saint-Emilion (det melder de selv dernedefra)? Var det juleaften? Nej, nej og nej – men det er skisme tæt på!

Nogen har fået den fremragende ide at arrangere en bogmesse i landsbyen La Brède syd for Bordeaux! Salon du livre de la Brède, med temaet Cultures et Civilisations du Monde.

http://www.labrede-montesquieu.fr/-Festival-des-Cultures-Latines-.html

http://www.labrede-montesquieu.fr/-Festival-des-Cultures-Latines-.html

A’hva’, tænker du måske… Men de, der kender mig, ved, hvor elektrisk jeg kan blive over sådan en nyhed, så nu skal jeg nok dechifrere, hvad det betyder:

  1. Saint-Emilion øst for Bordeaux er mit chez-moi i Frankrig, hvor min franske au-pair familie bor, som jeg stadig besøger med jævne mellemrum.
  2. Landsbyen La Brède syd for Bordeaux er Montesquieus fødested og hjemby. Han boede på Château de la Brède hele sit liv, når han da ikke lige føjtede Frankrig og Europa rundt for at indsamle dokumentation til sit storværk De l’esprit des lois (på dansk Om lovenes ånd).
  3. Jeg har arbejdet en del med Montesquieus værk på kandidatdelen af mine studier, og gør det sådan set stadig. Og jeg har, naturellement, besøgt Château de la Brède for nogle år siden.
  4. Bogmessen bliver holdt i tilbygningerne til Château de la Brède(!!)
  5. Jeg har altid syntes at verdenskulturer og civilisationer er et spændende tema.

Jeg mener: Er det så underligt at jeg var ved at springe på et fly?

Det er ikke fordi jeg behøver en undskyldning for at tage til Frankrig i almindelighed og Bordeauxområdet i særdeleshed, men nu er datoen noteret og jeg holder skarpt øje med, om arrangørerne gentager næste år, hvad der ser ud til at have et spændende potentiale. Jeg har allerede lagt de første skitser til en tur, der ud over deltagelse i Salon du livre de la Brède kunne indbefatte vinhøsten, høstfesten, au-pair mors fødselsdag, Caudalies spa og en tur til Bordeaux. Alt sammen inden for en god uges tid og inden for en radius på mindre end hundrede kilometer. Det er da win-win der vil noget :)!

Her kan du se det spændende program for weekendens løjer, og her er bogmessens facebookside med friske billeder fra messen.

Var det noget?

Måske vil du også synes om:

Kulturelle overførsler

Transferts1

Jeg har tidligere skrevet om oversættelsesarbejde her på bloggen, og om, hvilken indsigt i både afsenderkulturen og modtagerkulturen oversætteren skal være i besiddelse af. Når du for eksempel sidder og læser en god bog i sofaen, der er oversat fra et andet sprog til dansk, så sidder du ikke blot med resultatet af en (forhåbentlig) vellykket oversættelse i hænderne. Du sidder også med en kulturel overførsel.

‘Kulturel overførsel’ er et teoretisk begreb, en metode til beskrivelse af overførslen af et kulturelt fænomen (forstået i bredeste forstand) fra en oprindelseskultur til en modtagerkultur. Og det er vel at mærke ordet ‘overførsel’ der er i fokus her, hvilket i de fleste tilfælde vil sige ‘overførsel’ fra et land til et andet. Begrebet dækker langt mere end ‘bare’ fænomenets vej fra een kultur til en anden. Når man undersøger en kulturel overførsel handler det om at se på, hvordan fænomenet (f.eks. en bog) rejser fra oprindelseskulturen til modtagerkulturen, hvem der initierer (formidler) overførslen, hvordan bogen bliver modtaget, og hvordan den, helt konkret og i mere abstrakt forstand, bliver modtaget, forstået og indoptaget af modtagerkulturen og dens publikum.

Forskningen i kulturelle overførsler blev formaliseret og teoretisk beskrevet af professor Michel Espagne fra École Normale Supérieure i Rue d’Ulm i Paris og hans tyske kollega Michel Werner op gennem 1980erne, hvor de manglede et metodeværktøj til mere præcist at beskrive og indfange alle facetter af de fransk-tyske interkulturelle relationer, de arbejdede med. I 1999 udgav Michel Espagne Les transferts culturels franco-allemandes (Presses Universitaires de France – PUF), som teoretisk beskriver metoden og anvender den på en lang række eksempler i spændingsfeltet Frankrig-Tyskland.

Et eksempel
Jeg skrev i 2004 speciale om modtagelsen i Danmark af Montesquieus værker, særligt Lettres Persanes (1721) og De l’Esprit des Lois (Om Lovenes ånd) (1748). Det udsprang af en undren over, hvorfor et værk med så omfattende indvirkning på den vestlige verdens demokratiske grundlove og statsindretninger var så fraværende i nutidig dansk forskning. I værket formulerer Montesquieu, inspireret af John Locke, tredelingen af statsmagten i den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Om Lovenes Ånd fandt ret hurtigt efter udgivelsen i 1748 vej til Danmark, idet den allestedsnærværende og vidt berejste Ludvig Holberg, som kunne fransk, havde et eksemplar af værket i en 1749-udgave. Holberg og andre fra datiden universitære elite – blandt andre statsråden Kofod Ancher og professor ved Sorø akademi Jens Sneedorff – debatterede flittigt Montesquieus ideer, og Holberg kritiserede dem i mange af sine epistler med udgangspunkt i sin dansk/norske forståelse, og med nogle misforståelser af Montesquieu til følge. Og netop her er det at man kan begynde at se på, hvordan et værk forstås i modtagerkulturen.

I 1770 udkom en komplet oversættelse til dansk af De l’Esprit des Lois, hvilket betød endnu en kulturel overførsel af samme værk. Værket var allerede tilstede i Danmark og blev debatteret, men med oversættelsen fik den brede danske befolkning, der ikke kunne fransk, adgang til værket og dermed Montesquieus ideer. Værket er først blevet genoversat igen i 1998.

I eksemplet med Montesquieu, som jeg har forenklet en hel del, har vi altså både en oprindelseskultur, en modtagerkultur, en initiator/formidler og en (ny) forståelse af værket ud fra modtagerkulturens referenceramme. At den kulturelle overførsel af Om Lovenes Ånd foregik relativt hurtigt i 1700-tallet kan tilskrives Holbergs internationale orientering. I 2006 udkom en antologi redigeret af Michel Espagne – Le prisme du Nord – hvor mange forskellige bidragydere tegner et billede af de kulturelle overførsler, der har fundet sted til og fra det nordligste Europa i perioden 1750-1920. Jeg var så heldig at få antaget et kapitel om netop den kulturelle overførsel af Om Lovenes Ånd.

I vores digitale 21. århundrede går tingene selvsagt meget hurtigere, og man skal nogle gange holde tungen lige i munden, hvis man skal forsøge at følge et kulturelt fænomens vej fra en udgangskultur til en modtagerkultur. Nye sange, nye bøger, rejsebeskrivelser fra fjerne lande – det hele lander i vores indboks eller vores Facebook feed i løbet af få sekunder….

Måske vil du også synes om: