aiguille-du-midi

Rejsetilbageblik 2016

I år har jeg været heldig at være i Frankrig ad flere omgange, og det kastede mange gode oplevelser af sig. I sidste uge så jeg tilbage på den vel nok største naturoplevelse i år, nemlig da vi over to dage kørte ad La Route des Grandes Alpes i Savoyen.

Når turen går til Paris, prøver jeg altid at planlægge, så der kommer mindst een, ny ting på programmet. På den måde lærer jeg hver gang Paris bedre at kende. I år prøvede vi flere nye ting. Den sjoveste oplevelse var dog denne her:

På cykel i Paris

Vores sommerferie gik til Annecy og de franske alper, og ud over turen ad La Route des Grandes Alpes var vi en tur i Chamonix. Jeg er bestemt ikke glad for højder, men bed det alligevel i mig, da vi tog kabelbanen op til Aiguille du Midi, hvorfra der var udsigt direkte til Mont Blanc. Og det var godt, jeg gjorde det. Her kan du (gen)læse min artikel om en på alle måder storslået oplevelse:

Chamonix #1 – Aiguille du Midi

I oktober var jeg ‘hjemme’ på besøg i Bordeaux-området, og ud over at besøge min au-pair familie og andre gamle venner, som høstede 2016-årgangen mens jeg var der. Jeg fik også set La Cité du Vin, der åbnede i juni.

Kommer du forbi Bordeaux, så er det et must-see:

La Cité du Vin i Bordeaux – et besøg værd!

Hvad har været din største rejseoplevelse i 2016?

Måske vil du også synes om:
Basilique de la Visitation Annecy

Når den historiske nysgerrighed bliver pirret…

Den ligger på højdedraget ved vejen, der fører ud til motorvejen vest for Annecy. Den store Basilique de la Visitation. Alle, der skal ud til motorvejen på den side af søen, skal den vej forbi. Vi kørte også forbi flere gange. På en af gråvejrsdagene, hvor vi var på vej til les Grottes du Cerdon, foreslog Kæreste, om vi ikke skulle tage ind og se den. Selvom kirker ikke lige er hans kop te, så ved han, at jeg kan godt lide at se katedraler. Samtidig fik jeg opklaret en ting, der havde pirret min nysgerrighed et stykke tid. Du ved, man er et sted, og det samme navn bliver ved med at dukke op i forskellige sammenhænge, og til sidst bliver det så påtrængende at man er nødt til at begynde at grave i, hvad der ligger bag navnet. François de Sales er sådan et navn. Det dukker op i ret mange sammenhænge i Annecy og omegn. Mest i religiøse sammenhænge. Og basilikaen er kernen i den interessante historie, der dukkede frem.

François de Sales

François de Sales var en katolsk biskop, som levede fra 1567 til 1622. Han levede i perioden, hvor religionskrigene rasede mellem katolikker og protestanter. Med til historien høre den ret vigtige pointe, at Savoyen dengang var et selvstændigt hertugdømme, og endnu ikke en del af det franske kongerige. Det er også væsentligt, at Annecy kun ligger omkring 40 kilometer syd for Genève. Byen, der i overvejende grad var blevet protestantisk, efter at Jean Calvin inspireret af Martin Luthers reformation havde skabt en reformert menighed i byen. Reformationens tanker havde spredt sig ind i Savoyens nordlige område i det, der kaldes Chablaismassivet, der ligger ved Genèvesøens sydlige bredder.

Allerede da vi kommer op ad de sidste trapper foran kirken, inden vi drejer rundt om hjørnet for at komme ind ad sideindgangen, fornemmer jeg, at det her bliver et anderledes kirkebesøg. Foran står to mænd i stille samtale. Ved siden af indgangen ligger en lille butik med forskellige katolske souvenirs, som man også ser dem i Lourdes. Da vi kommer ind i kirkerummet er der tyst. Der er ingen der taler, end ikke lavmælt med hinanden. Lyset strømmer ind ad vinduerne og får marmorsøjlerne i midten af det ikke særligt store kirkerum til at lyse. På bænkene foran det mosaikbeklædte alter sidder troende i stille bøn. Ved de bageste bænkerækker er en dør stillet op, som man kan gå igennem og op langs midtergangen. Men der er ikke noget der forhindrer nogen i bare at gå ind fra siden og sætte sig på en bænk.

Basilique de la Visitation

Normalt går jeg rundt i en kirke for at tage den ind, og går så tæt på alteret som muligt for at se detaljerne. Alteret i Basilique de la Visitation er ualmindeligt smukt, og vi kunne se nede fra kirkerummets bageste ende, at det er bygget op af mosaikker. Men jeg kunne ikke få mig selv til at gå op langs med bænkerækkerne for at studere det nærmere. Da vi nåede hen til det fjerneste hjørne bagest i kirken gik det op for mig hvorfor. På gulvet ved siden af en bænk, omtrent halvvejs i rummet, lå en kvinde på knæ med panden i gulvet og armene strakt frem foran sig i dyb bøn. Hendes fuldstændige overgivelse til sin tro sammen med dem, der sad på bænkene, skabte en intim, privat stemning i rummet der var så intens at den var til at tage og føle på. Efter nogle øjeblikke, hvor vi bare stod stille og kiggede rundt, gik vi ud igen.

Basilique de la Visitation

François de Sales’ forældre ønskede at han skule være jurist og advokat, men han gik istedet den religiøse vej. I 1593 blev han præsteordineret, og brugte de følgende år på at missionere i Chablaisregionen, for at få befolkningen til at vende tilbage til den katolske tro. De verserende stridigheder i Frankrig mellem katolikker og protestanter, der først fik en (midlertidig) ende, da Henri IV underskrev Nantes-ediktet i 1598, blev udkæmpet med våben og blodige opgør til følge. I modsætning til de voldelige overgreb mod protestanterne i Frankrig var det François de Sales’ erklærede mål at omvende Chablaisbefolkningen med kærlighed og guds nåde. Det lykkedes ham efter nogle år. I 1602 blev han indsat som biskop i Genèvestiftet, men da Genève var forblevet en protestantisk højborg, var han så at sige i eksil i Annecy. Herfra udøvede han sit bispeembede, rejste stiftet tyndt, og udbredte biblens ord til den jævne befolkning i et sprog, de kunne forstå. Han blev en velgører på egnen, populærformidler af biblens ord, og meget afholdt af folket.

I 1610 grundlagde han den religiøse orden Ordre de la Visitation med Jeanne de Chantal. Ordenen havde nogle årtier senere 87 klostre rundt om i Frankrig og Europa. Det var dog først i 1949 at Basilikaen, Basilique de la Visitation, blev færdiggjort. Både François de Sales og Jeanne de Chantal blev efter deres død helgenkåret af den katolske kirke. Deres jordiske rester ligger i dag i basilikaen, der er et centralt sted for katolske pilgrimme.

Skyerne hang lavt og det regnede, da vi kom udenfor. Jeg bliver altid lidt stille, når jeg kommer ud fra en kirke. Det er som regel en blanding af imponerethed over bygningsværket og det indvendige kirkerum. Men denne gang havde jeg en tydelig fornemmelse af, at vi brød ind i noget uendeligt intimt og privat. Der var ingen der forbød os at gå ind i kirken. Der var ingen der forbød os at gå op til alteret. Alligevel var der ikke tvivl om, at det var passende at vi holdt os nede bagest i kirken.

“Hvor skal vi stoppe for frokost?” sagde Kæreste pludselig. Vi allerede ude af Annecy by, og på vej mod Cerdon og grotterne.

Måske vil du også synes om:
chateau-menthon-saint-bernard

Ferie i Annecy – et overblik

Der er rigtig mange ting at se og opleve, når man er på ferie i området ved Annecy. Gennem de seneste uger har I været med højdeforskrækkede mig på toppen af Aiguille du Midi, og på tur ad La Route des Grandes Alpes, som vi udforskede en del af i to omgange. I var med, da vi fik en uventet lektion i den globale opvarmning. Der er også ting at lave, når det regner i bjergene. For eksempel at besøge klokkestøberiet Paccard og det tilhørende museum i Sévrier på søens vestside. Eller man kan slentre en tur rundt i Annecys gamle bydel og få indtrykket af at være i Venedig.

Men der er en overflod af andre ting at opleve ved eller på søen, og vi nåede slet ikke dem allesammen.

lac-annecy-chateau-menthon-saint-bernard

Når vi sad på terrassen og så over på bjergene på den anden side af søen, kunne vi se en stor, slotslignende bygning ved foden af bjerget. Hver aften, når skyggerne blev lange og mørket faldt på, blev bygningen oplyst af projektørlys, der spejlede sig i den vindstille sø. “Vi skal altså over og se, hvad det er for en bygning”, sagde jeg til Kæreste en dag, da vi igen havde betragtet bygningen over morgenkaffen. Det viste sig at være en af de mest kendte fæstninger i det gamle hertugdømme Savoyen, le Château de Menthon-Saint-Bernard. Slottet er fra 1100-tallet, og har været i den samme families eje i næsten 1000 år. Man kan komme ind og se slottet og dets 105 værelser, men man kan også nøjes med at gå en tur i parken og nyde udsigten over søen, eller se de mange påfugle i haven. Og så fortælles det i øvrigt, at en vis Walt Disney så det og blev inspireret til Torneroses slot.

Château de Menthon-Saint-Bernard, 74 290 Menthon-Saint-Bernard. Fra maj til september kl. 14-18 kan man komme på guidede ture inde i selve slottet. Billetter (8,50€ for en voksenbillet) købes ved indgangen.

IMG_1284

På dage med godt vejr er der mulighed for at prøve at tandem-paraglide med erfarne udspringere. Hver dag kunne vi se paragliderne på og over bjergene overfor, hvor vi boede. Og der var mange af dem. De sprang alle fra det samme sted, og gled på luftstrømmene over søen til det samme landingssted ved søens sydlige del. Børn kan prøve det for mellem 75€ og 80€, mens det for voksne koster fra 95€ til 130€. Turene er på mellem 10 og 30 minutter, og man kan vælge en tur, hvor man for 130€ får hele 45 minutters flyvning.

Airmax-Parapente, Col de la Forclaz, 74210 Montmin. Der kan reserveres ture på hjemmesiden.

udsigt-sø-annecy-fra-chateau-menthon-saint-bernard

Lac d’Annecy er en af Frankrigs reneste søer, og der er flere små strande rundt om søen. Vi var ved en fin en af slagsen ved byen Duingt på søens vestlige side. Der er gode parkeringsmuligheder, græs og skygge, og en lille restaurant, hvis man bliver sulten. Har man lyst til at bade, men bare ikke i søen, er der udendørs swimmingpools flere steder, blandt andet Piscine des Marquisats tæt ved Annecy

Piscine des Marquisats, 29 rue des Marquisats, 74000 Annecy. Bassiner og badeland. 

Har du ikke mod på de høje bjerge, men vil alligevel gerne have cyklen med på ferie, så byder Annecy også på en Voie Verte – en grøn rute på 36 km langs søens vestlige side helt ned til byen Ugine, hvor man både må cykle, gå og løbe på rulle skøjter. Ruten ligger beskyttet og afskærmet fra den travle landevej langs søen. Hvis du ikke har din egen cykel med og lysten opstår, kan man leje cykler flere steder i og omkring Annecy og søen. Her kan du se Voie Verte ruten i Annecy.

compagnie-des-bateaux-annecy

Det er selvfølgelig også muligt at komme ud på søen. La Compagnie des bateaux tilbyder sejlads fra Annecy og ud på søen med ture af kortere eller længere varighed. Kronjuvelen i bådselskabets program er La Libellule, der er en turbåd lidt i stil med les bateaux mouches på Seinen i Paris. Den sejler ud hver dag midt på dagen og om aftenen på en to timers tur inklusive frokost eller middag om bord.

La Compagnie des bateaux, 2 Place aux bois, 74000 Annecy (på hjørnet lige overfor, hvor selskabets både lægger til)

Vil man derimod gerne ud på søen alene, er der mange muligheder for bådudlejning i næsten hver eneste lille by rundt om hele søen. Hvad enten man vil leje motoriserede både eller sejlbåde, med eller uden “kørekort”, bådcykler, kajakker, kanoer osv, kan det lade sig gøre. Tjek i nærheden af, hvor I skal bo ved søen. Der er garanteret en bådudlejning.

 

Måske vil du også synes om:
massif des bauges

Når det regner i bjergene…

Vejret skifter ofte i bjergene, og det kan godt betale sig at holde et vågent øje med vejrudsigten for lokalområdet. Som Kæreste gjorde, den dag vi skulle op på Aiguille du Midi, eller da vi udforskede La Route des Grandes Alpes. Men når bjergene har trukket de regntunge skyer godt og grundigt ned over ørerne er der ikke så meget ved at køre op i højderne. Det ved de også godt på Annecys turistbureau, hvor de har samlet en lang række ideer til, hvad man kan lave, hvis skyerne hænger lavt og det regner.

massif des bauges

Vi havde en tre-fire dage, hvor vejret ikke var optimalt. En af dagene tog vi på opdagelse i le Massif des Bauges, som er det bjergmassiv, der ligger mellem Annecy-søen og Chambéry, Aix-les-Bains og Lac du Bourget. Området er også klassificeret som nationalpark. I de små landsbyer i bjergmassivet bor de lokale, hvor de lever af landbrug, husdyrdrift og ostefremstilling. Blandt andet den lækre Tome des Bauges, som kun laves her. I bjergmassivet kan man gå lange vandreture, teste sin cykelform op til Crêt de Châtillon i 1670 meters højde, eller gå på jagt efter nogle af de grotter, der ligger i området. Hvis man gerne vil væk fra de turistede områder i Annecy by og de små byer omkring søen, så er Massif des Bauges et godt sted at tage hen.

massif des bauges

Vi endte på en lokal restaurant i Lescheraines, hvor vi fik frokost. Dagens menu med tre retter for 13€ per næse. Hovedretten var tartiflette au reblochon, en af egnsretterne her i Savoyen. Det er i store træk flødestuvede kartofler med lardons (baconstykker), og med gratineret reblochon-ost ovenpå. Lokalt, enkelt og virkelig smagfuldt!

Tartiflette

Tartiflette

Jeg har altid været fascineret af de underjordiske huler man kan finde i bjergområder, og det er som regel noget af det, jeg kigger efter, når vi planlægger en ferie der inkluderer bjerge. Der er flere større grotter i bjergene omkring Annecy, og på en af regnvejrdagene besøgte vi les grottes du Cerdon, som ligger godt 16 kilometer sydvest for byen Nantua, og godt en times kørsel vest for Annecy.

Man kan kun komme ned i grotten med en guide, og turen tager cirka en times tid. Den snævre underjordiske hule med både stalagmitter og stalaktitter er skabt af en underjordisk flod under istiden, og munder ud i en kæmpestor grotte. Her kan man enten kan gå op til overfladen igen, eller fortsætte gennem det kæmpestore galleri ned igennem endnu en smal passage, der munder ud i en klippeafsats med vid udsigt over Cerdon-dalen. På jordoverfladen omkring grotten er der lavet en park med aktiviteter for børn, hvor de kan lære mere om istiden og de forhistoriske mennesker, så det er en udflugt som både voksne og børn har fornøjelse af.

Og når sol og regn veksler i bjergene kan man være heldig at se, hvor regnbuen begynder – eller ender – på klippen lige overfor, hvor vi boede.

regnbue sevrier

Måske vil du også synes om:
La Route des Grandes Alpes

La Route des Grandes Alpes #1

Indrømmet. Jeg var lige en anelse muggen den morgen. Bare en snert. For jeg vidste jo godt at han havde ret, Kæreste. Han havde presset på for at komme afsted lige efter morgenkaffen. Vejret tegnede ikke godt resten af ugen, med regnvejr, torden og lavthængende skyer. Det matcher ikke en tur i bjergene for at se de helt store udsigter. Men det var dagen efter vi havde været i Chamonix, og jeg havde ikke lige den store lyst til at sidde mange timer i en bil igen, selv om det ville være i selskab med de smukkeste udsigter hele dagen igennem.

Vi skulle køre et par hundrede kilometer ad la Route des Grandes Alpes den dag. Dag 1 af to dage, vi havde sat af til at opleve bjergene på helt tæt hold. Det blev en lang og god dag med panoramaudsigter så langt øjet rækker, sneklædte tinder, brusende gletschervandfald og smukke grønne dale, i selskab med cykelmotionister, motorcyklister og andet godtfolk.

La Route des Grandes Alpes går fra Thonon-les-Bains ved Genève-søen og helt ned til Middelhavet ved Nice. I alt omkring 700 kilometer ad små snoede bjergveje, dybe grønne alpedale og høje bjergpas. Så høje, at ruten først åbner i juni, når sneen er smeltet i højderne, og lukker igen i oktober, når sneen falder igen.

I begyndelsen af 1900-tallet begyndte arbejdet med at forbinde og forbedre de små bjergveje, der bragte forsyninger til de fjerntliggende og isolerede bjerglandsbyer. Den gryende turisme og muligheden for at komme frem ved hjælp af den nye opfindelse, automobilet, gjorde, at interessen for også at komme op i bjergene voksede. I 1937 blev vejen over Col de l’Iseran, tæt ved Val d’Isère, åbnet.

La Route des Grandes Alpes

Den dag kørte vi fra Annecy og drejede ind i bjergmassivet ved Albertville. Ved Beaufort fandt vi D902, som ruten hedder på det stykke. Vi kørte forbi dæmningen Roselend med den turkisgrønne sø, og fortsatte op til le cormet de Roselend, som er et bjergplateau i 1968 meters højde, med grønne enge og et brusende gletschervandfald. Her fik vi frokost til lyden af klokker om halsen på de græssende, chokoladebrune køer.

Efter frokost kørte vi videre, ned mod Bourg-Saint-Maurice og videre til Sainte-Foy-Tarentaise. Næste højdepunkt var Col de l’Iseran, den højeste bjergvej i Europa. Opkørslen starter lige efter skisportsbyen Val d’Isère, og tog os ad skrappe hårnålesving med bratte skrænter op i 2770 meters højde. Undervejs stoppede vi mange gange. For at nyde panoramaerne, den efterhånden ret kølige luft, og – selvfølgelig – tage en masse billeder. For hver gang vi stoppede måtte vi være opmærksomme på de cyklister og motorcykler, der var på vej både op og ned. Faktisk var der flere end der var biler!

Nedkørslen fra Col de l’Iseran har så betagende smukke udsigter og vilde bjerglandskaber, at vi igen stoppede mange gange. Faktisk blev det en smule for meget til sidst, synes jeg, så når Kæreste for gud-ved-hvilken-gang stoppede for at tage billeder, begyndte jeg at lede efter edelweiss – Alpernes ikoniske blomst. Og jeg fandt en! Den eneste på hele turen, faktisk. Helt alene stod den der i sin grøftekant og knejsede, med udsigt ned over Col de l’Iserans sydlige bjergside. Jeg lod den stå. Jeg tror faktisk edelweiss er fredet og må ikke plukkes…

Route des Grandes Alpes

la Route des Grandes Alpes

Da vi nåede helt ned i dalen ved Bonneval-sur-Arc var det blevet kaffetid. Klokken var blevet hen ad 16 og vi havde stadig nogle timers kørsel foran os. Når man kører på la Route des Grandes Alpes kan man ikke bare lige dreje fra og tage motorvejen hjem.

Efter kaffepausen fortsatte vi ned mod Modane og videre til Saint-Jean-de-Maurienne, hvor vi kunne komme på motorvejen tilbage til Albertville, og videre ad landevejen tilbage til Annecy, hvor vi landede igen ved 20-tiden.

Jo, det var en lang dag – men det var også alle timerne i bilen værd. Og det var godt at Kæreste insisterede på at komme afsted i det gode vejr. Dagen efter hang skyerne lavt over bjergene ved Annecy.

INFO: La route des Grandes Alpes er åben fra juni til oktober – men kan være lukket på visse strækninger pga vej- eller vejrforhold. Det vil typisk være over bjergtinderne, og typisk vil det være annonceret ved begyndelsen på opstigningen. For der er altså kun een vej op – og ned igen… Der er få barer/caféer undervejs, men de ved godt, hvad de vil have for mad og drikkevarer. Det er en rigtig god ide selv at medbringe en god frokost, vand og måske kaffe/småkager. Selvom man vælger – som vi gjorde – kun at køre et par hundrede kilometer, så går der alligevel mange timer med at køre, tage billeder (nogle gange for hver 500 meter eller noget) og holde frokostpause og andre små pauser. Tiden går hurtigt sådan en dag.

Regionerne, som la Route des Grandes Alpes løber igennem, har lavet en hjemmeside med ruten, dens historie, forslag til overnatninger, vandreruter, planlægning for cyklister der vil prøve kræfter med Tour de Frances klassiske bjerge og forslag til ture for motorcyklister. Den finder du HER.

Måske vil du også synes om:
paccard annecy

Passion for et ældgammelt håndværk

paccard annecy

Vi kender allesammen lyden af rådhusklokkerne på Københavns rådhus. Dem, vi indtil for nogle år siden hørte lige inden middagsradioavisen. Eller Nytårsaften, når klokken slår midnat. Mange danske rådhuse har klokker, eller måske ligefrem et klokkespil. Kirkeklokker er vi også vant til at høre. Måske bor du endda så tæt på en kirke, at kirkeklokkerne fortæller dig, hvad tid på dagen det er?

Men har du nogensinde overvejet, hvordan sådan nogle klokker bliver lavet?

På den vestlige side af Annecy-søen i den lille by Sévrier, mellem landevejen og selve søen, ligger en blå, men ellers ret anonym fabriksbygning, der ikke gør meget væsen af sig. Hver dag, når vi sad og fik morgenkaffe på terrassen halvvejs oppe på bjerget, kunne vi høre et klokkespil. Men der var ingen kirker i nærheden, og lyden kom nede fra landevejen. En dag, vi var på vej ud af vores sædvanlige supermarked, kunne vi igen høre det, så vi begyndte at gå efter lyden. Midt mellem en Renaultforhandler og en slagter fandt vi klokkespillet, der står foran den blå bygning. La fonderie Paccard er et klokkestøberi, hvor 7. generation i familien i dag styrer virksomheden, der blev grundlagt i 1796. Ved støberiet er der indrettet et lille museum, hvor man kan blive klogere på, hvordan klokker kommer til verden. Den diskrete museumsbygning rummer fortællingen om mere end 200 års passion for et helt særligt håndværk.

Udstillingen tager tilskueren gennem hele processen med at støbe en klokke. Fra de første skitser på papir, til udformningen af støbeformen, som det smeltede metal skal hældes ned i, og videre til selve støbningen, afkølingen og nedbrydningen af den unikke støbeform der efterlader den færdige klokke, der til slut poleres og stemmes.

paccard annecy

paccard annecy

Det, jeg fandt mest overraskende er, at selve støbningen af klokken kun tager en brøkdel af den tid, hele processen tager. Opbygningen af støbeformen kan tage uger eller endda måneder, afhængig af klokkens størrelse. Når selve støbeformen er klar, sættes inskriptioner og afbildninger på, og til sidst pudses den af. Herefter kan metallet smeltes og hældes i.

I april 1998 fik Paccard-støberiet ordren på verdens største klokke en volée (dvs der svinger på en klokkestol – beffroi på fransk). En amerikansk rigmand fra Kentucky bestilte en fredsklokke på 33 tons, der skulle ringe det nye årtusinde ind nytårsnat 1999-2000 i Newport, Cincinatti. Arbejdet med den store støbeform gik straks i gang, men først i december 1998 blev den store klokke støbt. Det tog kun syv (7!) minutter at hælde de 33 tons stål ned i formen. Hele historien bliver fortalt i en lille film, som også kan ses på museet. Det er meget fascinerende.

Fonderie Paccard har gennem de seneste 220 år støbt klokker og klokkespil til – blandt mange andre – katedralen i Rouen, hvor den største klokke er døbt Jeanne d’Arc og vejer 16 tons, og til Sacré Coeur-kirken i Paris, hvor Frankrigs største kirkeklokke – La Savoyarde – på næsten 19 tons hænger.  Det store klokkespil med 70 klokker i La sainte Chapelle i Hertugernes slot i Chambéry er også fra Paccard, og såmænd også klokkespillet i byen Bergues’ kirketårn.

Bergues??? Ja, du ved kirketårnet med klokkespillet, der spiller en vigtig rolle i filmen Bienvenue chez les ch’tis.

IMG_1652

paccard annecy

INFO: Museet har åbent hele året rundt mandag til lørdag, samt søndag eftermiddag. Museet åbner klokken 10.00, og lukker kl. 18.00 (18.30 i juli og august). Fredag, lørdag, søndag og helligdage er det desuden muligt at få en rundvisning i støberiets værksteder. Billetpris: 6,50€ (voksen). Der gives jævnligt klokkespilskoncerter i museet. Du kan læse meget mere om støberiet og museet på Paccards hjemmeside HER.

 

Måske vil du også synes om:
annecy

Alpernes Venedig

Det er ikke uden grund, at Annecy bliver kaldt Alpernes Venedig.

Langs floden Thiou i den historiske bymidte ligger maleriske stræder, smalle gyder og romantiske små broer, der automatisk leder tankerne hen på Italiens måske mest romantiske by. Men hvor man godt kan fare vild i Venedigs labyrint af smalle stræder og kanaler, så er Annecys middelaldercentrum til at overse. Det gør den dog ikke mindre charmerende.

Vi var der første gang på en bagende varm og solbeskinnet fredag formiddag, hvor der var  fyldt godt op i de smalle gader. Det var markedsdag, som hver fredag, søndag og tirsdag hele året rundt, med lokale specialiteter, kød, frugt og grønt. Præcis som vi kender det fra de fleste lokale, franske markeder. Men varmen og den travle menneskemængde langs markedsboderne drev os videre, ned til søbredden hvor der blæste en mild brise. Her kan man gå en tur langs søbredden, og krydse Pont des Amours (kærlighedsbroen) der går over Vassé-kanalen i udkanten af den store park les Jardins de l’Europe.

IMG_1260

Aftenen før Frankrigs nationaldag 14. juli tog vi igen en tur ind til Annecy. Det havde regnet i løbet af dagen og aftenen var kølig. Stræderne langs den lille flod og broerne over den virkede meget bredere uden de markedsboder, vi havde set nogle dage forinden, men det historiske centrum er ikke mindre charmerende i aftenbelysning. Der er udendørsservering på de mange barer og restauranter, og butikker med italiensk is på omtrent hvert gadehjørne. Der var dog ikke overdrevent meget festivitas i anledning af nationaldagen, men vi nåede kun at se det sidste af det traditionelle, overdådige festfyrværkeri. Vi havde nået at se det hele, hvis ikke nogen (læs: undertegnede…) havde tabt sit mobiletui med kreditkort og parkeringsbillet i… Det gav lige nogle paniske øjeblikke, hvor vi febrilske halvløb tilbage ad dunkelt oplyste stræder med smeltende isvafler i hænderne, inden vi heldigvis fandt det igen, med kort og billet intakte.

Det mest turistede område er ved søhavnen, hvor la Compagnie des Bateaux’s rutebåde lægger til. Det er også her, de ikoniske, typiske fotos af Annecys gamle bydel og le Palais de l’ile, den gamle fæstning midt i floden, bliver taget.

Ud over Annecys historiske bymidte, der alene er et besøg værd, er det særligt le château d’Annecy og den smukke basilika Basilique de la Visitation der er incontournables i selve Annecy by.

PARKERING: Annecy har en del parkeringspladser og -kældre, både lige uden for bymidten og inde midt i det hele, så det er ikke svært at komme af med bilen. Og timepriserne for parkering er ganske rimelige, selv ved rådhuset kun 100 meter fra det historiske centrum. Derimod er trafikken ofte kaotisk ind og ud af byen, og der er lange køer i spidsbelastningsperioderne. For at komme fra den ene side af søen til den anden skal alle biler igennem bymidten tværs forbi det historiske centrum langs søen ad en kun tosporet vej. Det skaber en del trafikkaos.

 

Måske vil du også synes om:
de-franske-alper

De franske Alper

IMG_1444

IMG_1535

IMG_1659

IMG_1701

IMG_1732

IMG_1835

Vi er lige landet igen efter nogle skønne dage i de franske Alper, mætte af intense naturoplevelser og meget klogere på regionens historie.

Det blev en tur, hvor Kærestes begejstring for bjerge (han er fra det flade Holland) smeltede sammen med min ditto for Tour de France. En tur, hvor højdeforskrækkede mig var ud i nogle grænseoverskridende oplevelser (skal vi ikke bare konstatere, at en tur i en kabelbane aldrig bliver min yndlingsbeskæftigelse?). En tur, hvor jeg oplevede at passion kan have mange udtryksformer: De seriøse amatørcyklisters ture op ad de mest berømte stigninger som Touren har besteget, bjergvandrere udstyret med ishakker, snesko og reb, troendes stille og intense bønner i en kirke, eller et håndværk der er gået i arv gennem generationer.

Jeg har stadig ferie lidt endnu, og indtrykkene er ved at bundfælde sig. Der kommer en del indlæg om vores oplevelser i Savoyen i den kommende tid. Fra de højeste tinder til et pænt stykke under jorden, og alt derimellem.

Så hæng på og læs med – det bliver ikke kedeligt :)!

Måske vil du også synes om: