En af de allerførste artikler, jeg skrev til bloggen tilbage i juni 2015, var om Monets have i Giverny. Der er sket en del siden, jeg var der sidst i år 2000, og siden bloggen startede. Der er også sket en del med kvaliteten af de digitale billeder. Her får du et indlæg om vores besøg i haven den 14. juli i år. Read More
I går uddelte Ove roser i kommentarfeltet, fortalte om sin tur til Normandiet sidste år og bad om at få flere indlæg om regionen. Jeg bliver jo så glad, når jeg får roser, så her kommer en buket af indlæg, jeg har skrevet om Normandiet siden bloggens start.
God læselyst :)
Foto: Solnedgang ved Anse du Brick, lidt øst for Cherbourg
(Og nej, det er ikke photoshoppet. Det VAR en fabelagtig solnedgang den aften…)
Det er i dag præcis 950 år siden, at slaget ved Hastings fandt sted. Det slag, som er afbildet på Bayeux-tapetet, og som franskmændene – eller normannerne rettere – vandt, anført af Vilhelm Erobreren. Guillaume le Conquérant, som han hedder på de kanter.
Slaget blev afgørende for en længere strid om den engelske trone. Efter sejren marcherede Guillaume og hans tropper videre til London, som blev erobret senere samme år, og i december 1066 blev Guillaume kronet til konge af England.
På stedet for slaget lod han nogle år senere opføre klosteret Battle Abbey, der i dag delvist er en ruin. På det historiske sted genopføres hvert år slaget ved Hastings som et skuespil, og det sker også i denne weekend, i anledning af den runde årsdag. Det kan du læse mere om her.
Sidste år (2015) under Touren skrev jeg denne artikel om Bayeux-tapetet, der er en dramatisk genfortælling af slaget ved Hastings, broderet på 70 meter lærred:
God weekend :)
Mers-les-bains på en kold forårsdag. Man kan både se klinter, villaer i engelsk stil og stenstrand, som Anna fortæller om. Foto: Anna Aulin-Christoffersen, Kaiserborgen.com)
I sidste uge fortalte jeg lidt om mit franske ‘chez moi’. Men der er jo mange andre, der også har et ‘chez moi’ i Frankrig. Deres eget, helt særlige sted, som er ‘hjemme’ i Frankrig for dem.
En af dem er Anna, der blandt andet slår sine folder på bloggen Kaiserborgen. Anna er fransk gift og har boet mange år i det franske, men i dag er det fra landlivet i Mols Bjerge på Djursland at hun gavmildt deler ud af store og små daglige oplevelser. Både på dansk og fransk. Jeg har fået lov til at stille Anna nogle spørgsmål om hendes franske ‘chez moi’, og hendes beretning får du her:
Hvor er dit ‘chez moi’ i Frankrig?
Mit ”Chez moi” er lidt svært at definere, da jeg har boet mange forskellige steder i Frankrig: Gard, Avignon, Paris… De sidste år har jeg dog følt mig mest hjemme på min svigerfamilies egn, som ligger på grænsen mellem Haute Normandie og Picardie (efter den gamle opdeling, nu hedder det Normandie og Hauts-de-France). Egnen bærer præg af meget store kontraster, lidt ligesom hvis det grønne og frodige Fyn lå klods op ad den vindomsuste vestkyst her i Danmark.
Hvilke ‘incontournables’ SKAL man se i området?
Det første, jeg synes man skal opleve på egnen er netop landskabet. For eksempel strandene, der ligger for foden af kæmpemæssige kridtklinter. I baglandet finder man Normandiets idylliske æbleplantager og kofolde.
For os danskere er det bemærkelsesværdigt, at stort set alle strandene er omgivet af byer og dækket af store sten. Byerne ligger nemlig der, hvor der er adgang til havet, hvilket betyder mellem to klinter. Dieppe er et eksempel på en sådan by. Den blev grundlagt af vikingerne omkring 1000-tallet, og navnet skal efter sigende komme af det norrøne djupr, dyb, da den er omgivet af meget høje klinter, der virkelig begrænser adgangen til kysten. Stenene på stranden beskytter kystlinjen mod havet, som på grund af tidevand og tilbagevendende storme æder sig ind på byerne.
Har du et yndlingssted, du helst skal forbi, når du er der?
En anden by, der ligger helt ud til kysten, er vores yndlingslandsby Mesnilval. Den skal vi helst et smut forbi, hver gang vi besøger svigerfamilien. Vi er nemlig forelskede i de mange villaer, der ligger på toppen af klinterne. Det er en pose blandede arkitektoniske bolsjer, der går fra tresserhuse, der kunne være med i Blake Edward’s The Party (eller måske mere sigende: Jacques Tatis Mon Oncle) til farvestrålende villaer i engelsk stil med karnapper og balkoner… og så ligger der pludselig et stråtækt bondehus! Det er som en tur på Frilandsmuseet, og vi går altid og snakker om, hvilket hus vi gerne vil købe…
Ellers er der også en del butikker, vi gerne vil besøge, når vi er der: Fnac i Rouen pga. de mange bøger, jeg savner at have adgang til i Danmark. I Décathlon i Dieppe fylder vi børnenes garderobe op og jeg går amok i deres randonnéeudstyr, da jeg jo elsker lange gåture. Endelig skal vi også altid tømme en Auchan for kiks, slik, vin, ost og skønhedsprodukter, man ikke kan få i Danmark.
Hvad er den største kulturforskel mellem Frankrig og Danmark, du har oplevet?
Den største kulturforskel jeg er stødt på, ligger i påskønnelsen af viden og kultur. I Danmark bliver man i mange kredse anset som sær eller nørdet, hvis man kender meget til et emne som litteratur, film, kunsthistorie, sprog osv. I Frankrig er humaniora en fuldstændig respektabel studieretning, og man bliver først anset for at være upraktisk anlagt hvis man ligefrem vælger at blive kunstner (Skrev den uddannede skuespiller)!
I Frankrig er det tegn på dannelse at have mange bøger i sit hjem, og selvom det ikke er alle der har disse interesser (mange i min omgangskreds – inklusiv min mand – kommer fra den vaskeægte arbejderklasse), er det i hvert fald ikke pinligt at læse.
Her i Danmark har jeg fået bemærkningen ”Du er jo meget boglært…” med den tydelige implikation at jeg ikke kender til det virkelige liv, bare fordi jeg læser andet end de krimier og kogebøger, man finder på hylderne i populære danske boghandlere. Det betyder ikke nødvendigvis, at franskmænd er mere dannede end danskere. Det er mere et spørgsmål om at værdsætte dannelse højere.
Resterne af Mulberry Harbour ved Arromanches
Det er i dag 72 år siden, historiens største militærinvasion fandt sted på Normandiets kyster, og det fejres i hele regionen. Festlighederne startede allerede 28. maj, og i to uger frem til søndag d. 12. juni er der masser af arrangementer for de interesserede.
Dagens fejring foregår ved byen Arromanches, hvor briterne gik i land 6. juni 1944, og efterfølgende etablerede en forsyningsbro, Mulberry Harbour. Man kan stadig se rester af broen i vandet ud for stranden. Dagen begynder med en friluftsgudstjeneste kl. 9.30, og ved middagstid vil flytyper fra 2. Verdenskrig overflyve stranden. I aften fortsætter festlighederne med koncert, filmvisning på storskærm, og det hele afsluttes med et festfyrværkeri kl. 23.30.
Men der er mange flere arrangementer på plakaten. I løbet af den kommende uge er der mulighed for guidede vandreture (nogle op til 20 kilometer) i soldaternes fodspor, koncerter i de mange små byer, der blev direkte berørte under invasionsdagene og i månederne efter, eller hvad med et besøg i de amerikanske krigsreporteres presserum på lørdag kl. 14? Og selvfølgelig er der alle invasionsmuseerne, der ligger spredt ud i regionen, og som har åbent året rundt.
Så hvis du er i regionen i denne uge, eller er på vej derned, så vil der være masser at se og opleve. Mere end sædvanligt. Her kan du se det fulde program for ugen – både på fransk og engelsk.
Hvis du har lyst til at (gen)læse mit indlæg om dengang, vi besøgte invasionsstrandene på den østlige side af Cotentinhalvøen så er det her, og i dette indlæg fortæller jeg om den vestlige del af Cotentinhalvøen og de betagende smukke landskaber, man finder der. Hvis du vil vide endnu mere om, hvad Normandiet er for en størrelse, så skrev jeg to indlæg om det her og her, inden regionssammenlægningen trådte i kraft 1. januar 2016.
Bayeux ligger tæt ved kysten i regionen Basse Normandie, ikke så langt fra invasionsstrandene. Vi skal lige et smut forbi byen i dag, inden vi følger med Tourfeltet ind i Bretagne.
Da vi besøgte Normandiet for nogle år siden, som du kan læse mere om her og her, var vi også en tur i Bayeux for at se Bayeux-tapetet. Kæreste var ikke så interesseret, men jeg insisterede. En cand.mag. i fransk der ikke har set Bayeux-tapetet, når man alligevel er i området? Ikke tale om! Så afsted kom vi.
Tapetet, som egentlig ikke er et tapet men et næsten 70 meter langt broderet tæppe, fortæller historien om Vilhelm Erobreren (Guillaume le Conquerant), hertug af Normandiet, der invaderede England i 1064, en invasion der kulminerede med slaget ved Hastings i 1066, hvor Vilhelm underlagde sig England, som han regerede samtidig med at han var hertug af Normandiet. Historien fortælles i 58 scener, og hver scene har en forklarende tekst på latin. Det menes at tæppet er bestilt af Vilhelms halvbror Odon de Bayeux i årene efter slaget ved Hastings, men der er ikke enighed om, hvem der har broderiet tæppet, og hvor det er blevet broderet. Dog er der enighed blandt forskerne om at tæppets formål var at fortælle den overvejende analfabetiske befolkning om Vilhelms bedrifter.
Jeg synes jeg kan høre et par gab…? Et gammelt broderi med nogle billeder… So what..?
Men det er altså turen værd. Også for ikke-så-historisk-interesserede.
Ved indgangen udleveres en audioguide, hvor man får genfortalt historien scene for scene, så man får hele fortællingen mens man følger turen rundt langs tæppet. De har audioguides på 14 forskellige sprog, også på dansk! Og en særlig audioudgave for børn.
Da vi kom ud synes Kæreste at det havde været spændende at se og opleve, så det var bestemt turen på 200 kilometer frem og tilbage fra Cherbourg værd.
Har du set Bayeux-tapetet? Hvad synes du? Fortæl os gerne om det i kommentarfeltet.
I dag kører feltet fra Livarot i Normandiet til Fougères i Bretagne.
På vej hjemover fra vores tur til Normandiet, som du kan læse mere om her og her, kørte vi på strækningen mellem Bayeux og Caen, da det pludselig vrimlede med vejskilte af den slags, der reklamerer for gårdbutikker. Det gik ret hurtigt op for os, at vi var i Calvados-land. Ja, altså både departementet, der hedder Calvados, og området, hvor de dyrker æblerne der bliver til… calvados. Så vi tog en rask beslutning og kørte fra ved den første afkørsel, og fulgte skiltene til vi kom til den hyggeligste æblegård.
Det viste sig at være en æbleplantage, der havde været i familiens eje i lidt over hundrede år, og det var papi der stod bag disken. Han var meget snakkesalig og vi fik en masse at vide om produktionen, og blev endda inviteret med over til deres chais for at se tønderne med calvados og pommeau. Det er nemlig ikke ‘kun’ calvados der bliver lavet i området. Af æblerne laver man (i stigende alkoholprocentorden): æblejuice (0%), cider (4-6%), pommeau (17%) og calvados (40%). Der bruges forskellige æblesorter af varierende syrlighed og sødme for at opnå de forskellige smagsudtryk. Der blev delt så gavmildt ud af smagsprøver at vi til sidst var nødt til at sige nej tak. Vi havde stadig en del hundrede kilometer foran os. Det kunne ellers være blevet en festlig eftermiddag :)!
– Og selvfølgelig skulle vi have nogle flasker med hjem. Både calvados, pommeau og cider, og både til os selv og familien. Kæreste kunne bedst lide calvados, der har styrke som en cognac. Jeg er mere til pommeau, den er ikke så stærk og mere rund i smagen.
Jeg måtte lede lidt efter navnet på plantagen, men det var denne æblegård, vi besøgte.
PS: Det udtales i øvrigt calvadoS (Jeg spurgte, fordi jeg altid selv har været i tvivl).
(Måske skal du lige finde dig en kop kaffe, for det bliver et lidt langt indlæg i dag.)
At se invasionsstrandene, kirkegårdene og museerne i Normandiet og dykke ned i historien bag D-dag on site er overvældende. Ganske enkelt overvældende. Først når man står og ser ud over Gold Beach ved Arromanches, hvor briterne gik i land og efterfølgende etablerede Mulberry Harbour, en kæmpestor, kunstigt anlagt havn, når man ser bredden og længden af Utah Beach, Omaha Beach, Juno Beach og Sword Beach og den store forskel i tidevandet, når man ser museerne og kirkegårdene, først da forstår man, hvor stor Operation Overlord var. Det er ganske enkelt ærefrygtindgydende, og man kan ikke undgå at føle sig ydmyg. Jeg kunne ihvertfald ikke…
Her er det mindesmærket ved Omaha Beach ved lavvande, og Utah Beach.
Den amerikanske kirkegård ved Omaha Beach. Der ligger mange af den slags kirkegårde i området, og hvert kors repræsenterer en soldat, der faldt under invasionen. Det er ret vildt at se, hvor mange soldater der døde i de dage for at befri Europa…
Allerede langvejs fra kan man i vandet ud for byen Arromanches se resterne af Mulberry Harbour, som briterne begyndte at konstruere bare tre dage efter landgangen den 6. juni 1944. Der blev fragtet monstrøse mængder af materiel i land via broanlægget i månederne der fulgte invasionen.
Den 14. juni 1944 gik General de Gaulle i land ved Juno Beach i den canadiske sektor, og her står La Croix Lorraine som mindesmærke. Charles de Gaulle spillede en væsentlig rolle for den franske modstandsbevægelse fra sit eksil i London under krigen, det er der skrevet rigtig mange historiebøger om. Han var en torn i øjet på både Roosevelt og Churchill, men de kunne ikke komme udenom at han var en nøglefigur i planlægningen af D-dagen. La Croix Lorraine var et symbol på de Frie Franske styrker under 2. Verdenskrig, og symbolet fulgte de Gaulle resten af livet.
I byen Sainte-Mère-Eglise, hvor de første faldskærmssoldater landede natten til d. 6. juni, hænger der stadig en soldat i kirketårnet. Nejnej, altså ikke en rigtig en. Det er historien om den amerikanske soldat John M. Steele, der sad fast i kirketårnet, og efter et par timer blev hentet ned af tyskerne og taget til fange. Han flygtede tre dage senere og kæmpede videre i krigen, og døde først i 1969.
Hele området og meget af baglandet bag strandene er ladet med historien om D-dag, og man kan uden problemer få en uge til at gå med at dykke ned i historien. Man kan også nå at blive en lille smule mæt af det.
Vil du vide mere, er her forskellige links:
Charles de Gaulle
Airborne museum Sainte Mère-Eglise
Bayeux-tapetet og Calvados tager vi en anden gang. I morgen skal vi til noget helt andet.
For et par år siden var Kæreste og jeg på en uges ferie i Normandiet. Ingen af os havde besøgt invasionsstrandene før, så historien om D-dagen i 1944 var egentlig den primære grund til at vi bookede en uges ferie på spidsen af Cotentin-halvøen, som udgør den vestlige del af Normandiet. Hvad vi ikke var forberedt på var den uendelige, vilde og smukke kyst, vi fandt på især vestsiden af halvøen, men også på nordsiden ved Cherbourg, og rundt mod øst, hvor invasionsstrandene ligger.
Her er udsigten fra campingpladsen i Anse-du-Brick, med højvande.
…Og lavvande…
Her er det udsigten ind over byen Cherbourg og dens havneanlæg. På grund af sin placering direkte ud til den Engelske Kanal har byen og havnen spillet en vigtig rolle igennem mange hundrede år.
En af dagene var vi ude på en (LANG) gåtur på moleanlægget ved havnen.
Hvis man er til lange vandreture, er ‘Sentier des douaniers’ en oplagt mulighed for at opleve halvøens storslåede kyststrækninger. ‘Sentier des douaniers’ er en ca 80 kilometer lang sti, der starter lidt vest for Cherbourg, fortsætter mod vest rundt om Cap de la Hague og sydover. Stien blev anlagt i 1791, for at tolderne (les douaniers) kunne holde øje med smuglere der sneg sig i land – særligt fra de to engelske øer Guernsey og Jersey, der ligger et stykke ud for kysten.
“Så langt øjet rækker” får en helt ny betydning her.
Kysten slår et 90 graders knæk ved Avranches og går vestover. Her ligger Mont Saint-Michel, som du helt sikkert også kender. De seneste år er tilkørselsvejen og dæmningen over til øen blevet restaureret og udvidet, da turiststrømmen er steget væsentligt. Mont Saint-Michel er et sted man skal opleve ihvertfald een gang, men forbered dig på at det er en turistfælde. I en grad, faktisk, så butiksskiltene er trykt på japansk (!). Men kan man se igennem fingre med det, er øen en oplevelse.
Vil du vide mere om Mont Saint-Michel kan du tjekke turistinformationen her, hvor man også kan se en tabel over tidevandet. Typisk er der en forskel på ca 11 meter mellem højvande og lavvande!
I morgen besøger vi invasionskysten, så kig endelig med!