Fransk Caribien

Du har sikkert set billederne af de totale ødelæggelser på Saint-Barthélemy og Saint-Martin. Dem, som blev så hårdt ramt af orkanen Irma i sidste uge.

I foråret 2016 lavede jeg en serie indlæg om det oversøiske Frankrig, og blandt indlæggene var en gennemgang af de franske områder i Caribien. Det var de to nordligste øer i de franske Antiller, der blev ramt direkte af orkanen. Guadeloupe og Martinique ligger et stykke sydligere, og de gik fri denne gang.

Det er derfor, at den franske rednings- og genopbygningsindsats udgår fra Guadeloupe. Militær og redningsmandskab var allerede på plads og klar på Guadeloupe, da Irma ramte Saint-Barthélemy og Saint-Martin.

Præsident Macron besøgte området i denne uge for at besigtige skaderne, der løber op i milliarder.

Her får du et tilbageblik på de indlæg, jeg skrev sidste år om de franske Antiller, og en oversigtsartikel om det oversøiske Frankrig. Har du lyst til at læse om de andre oversøiske områder, så finder du dem via menuen øverst på siden, under punktet De franske regioner.

God læselyst og god weekend :)

Det oversøiske Frankrig

Saint-Barthélemy

Saint-Martin

Martinique

Guadeloupe

Måske vil du også synes om:

Clipperton

Clipperton

Clipperton, eller Île de la Passion, som den også hedder på fransk, er en lillebitte ø i det østlige Stillehav, cirka 1200 kilometer sydvest for den Mexicanske vestkyst. Øen er så lille, at man knap kan kalde den en ø. Faktisk er den så lille, at det vil være mere præcist at tale om et koralrev med en smal cirkel af land. Øen er cirka 6km2 stor, hvoraf kun de 2 km2 er landjord, der omkranser en lagune. Bortset fra en klippe der rager 29 meter op over havoverfladen er øen så flad, at den jævnligt oversvømmes når det er hårdt vejr i regionen. Clipperton er, selvfølgelig fristes man til at sige, ubeboet.

Clipperton er et Territoire d’Outre-Mer, der statsadministrativt hører direkte under den franske stat, nærmere betegnet ministeriet for de oversøiske områder. Højkommissæren for Fransk Polynesien har ansvaret for den daglige administration af den lille ø. Højkommissæren er det samme som en præfekt, der er statens repræsentant i en given fransk region.

Øen blev opdaget af franskmændene i starten af 1700-tallet, på en Langfredag, der på fransk hedder Vendredi saint. De begivenheder, der før påsken ledte til Jesus’ korsfæstelse, kaldes på fransk la Passion du Christ. Deraf atollens navn og forbindelsen til påsken: Île de la Passion. Gennem tiden har øen været ‘besat’ af mexicanerne og amerikanerne, men fra 1959 blev det internationalt anerkendt at øen tilhører Frankrig, da Mexico som det sidste land frafaldt deres territorialkrav.

Strømforholdene omkring øen er så farlige, at det er forbudt at ankre op ved øen, og i det hele taget er det ikke tilladt at besøge øen uden forudgående tilladelse fra højkommissæren. Turisme er der naturligt nok ikke noget af, det er mest forskere og filmhold, der får tilladelse til at opholde sig på og ved øen. Senest har et film- og forskerhold fra National Geographic opholdt sig på Clipperton i ti dage i marts, for at undersøge revets biodiversitet og optage en naturfilm. Det kan du se mere om her, og på samme hjemmeside kan du se mange flere billeder fra den lille ø.

Det var sidste blogindlæg om de franske oversøiske områder. Du kan læse alle indlæggene ved at bruge søgeordet ‘oversøiske’ søgefeltet ude i bloggens højre kolonne. Her kan du også læse det indledende indlæg, jeg skrev om de oversøiske områder.

Måske vil du også synes om:

De franske antarktiske og australske områder

Terres australes et antarctiques françaises Franske antarktiske og australske områder

Les Terres australes et antarctiques françaises (de franske antarktiske og australske områder), som meget ofte ses forkortet TAAF (fordi det bare er meget nemmere at sige), har status af Territoire d’Outre-Mer under den franske stat.

TAAF er meget atypisk, fordi der er tale om en geografisk set meget spredt, administrativ enhed. Territoriet omfatter fem ‘distrikter’, der inkluderer Terre Adélie på Antarktis, de tre øgrupper Kerguelen, Crozet og Saint Paul & Amsterdam midt i Stillehavet, samt les Îles Éparses, der er fem småøer i havet omring Madagascar. Épars betyder ’spredt’ på fransk, og det må de fem småøer siges at være.

Historisk set er de fem områder vidt forskellige, men alligevel har de en del med den franske kolonihistorie at gøre. Kerguelen og Crozet blev opdaget af franske opdagelsesrejsende i 1770’erne, mens Saint Paul & Amsterdam blev opdaget under Magellans jordomsejling i 1520’erne, og kom på franske hænder i slutningen af 1800-tallet. Les Îles Éparses i havet omkring Madagascar er en reminiscens af det franske protektorat på Madagascar i perioden 1896-1958, og selvom de hører til Frankrig i dag, gør Madagascar territorialkrav på dem. La Terre Adélie på Antarktis er en smal stribe land fra kysten og ind til Sydpolen, der, selvom det er fransk ‘territorium’, er reguleret af Antarktis-traktaten fra 1959, der er en international aftale om hele Antarktis. Den franske del huser den arktiske forskningsbase Dumont d’Urville.

Ingen af områderne er permanent beboede, omend forskere og militærpersoner opholder sig på øerne og Antarktis i kortere eller længere perioder ad gangen. Af samme årsag er der heller ikke nogen demokratisk valgte forsamlinger for de enkelte områder, og samlet set bliver de administreret af en præfekt, der er den franske stats repræsentant.

Île de La Réunion er central i forsyningsleverancerne til de fjerne øer, idet en båd fra La Réunion fire gange om året tager en rundtur til de tre øer midt i Stillehavet. De fem småøer, der udgør les Îles Éparses ved Madagascar, får leveret forsyninger med fly fra La Réunion. La Terre Adélie får forsyninger med skib fra byen Hobart i Tasmanien, der ligger lige syd for det australske kontinent.

Terres australes et antarctiques françaises Mont Ross Kerguelen

Mont Ross, Kerguelen

Forsyningsskibet Marion Dufresne II, ved Kerguelen

Forsyningsskibet Marion Dufresne II ved Kerguelen

Turistmæssigt er der ikke så meget at komme efter, men for den nette sum af 8.500 euro (per person…) for en dobbeltkahyt kan de hardcore oplevelsesrejsende komme med forsyningsskibet Marion Dufresne, der betjener Crozet, Kerguelen og øerne Saint Paul & Amsterdam,. Hvis du har behov for en enkeltkahyt de ca 28 dage, rundturen tager, skal du af med 17.000 euro. Hertil skal så lægges prisen for en flybillet tur/retur til Île de la Réunion. Men så er der også garanti for nogle helt enestående naturoplevelser. Du kan læse mere om rundturen med forsyningsskibet Marion Dufresne her, og samtidig se nogle fantastiske billeder fra de fjerne øer. Der er også to videoer på siden, så man får et godt indtryk af den vilde natur.

Fotos: Wiki Commons, public domain

Måske vil du også synes om:

Nouvelle-Calédonie

Nouvelle-Calédonie

La Nouvelle-Calédonie – eller Ny Caledonien – ligger i Stillehavet godt 1200 kilometer nordøst for australske Brisbane, og godt og vel 1900 kilometer nord for New Zealandske Auckland. Fra Ny Caledonien ligger Wallis-et-Futuna godt 2200 kilometer længere østpå, ude i Stillehavet. Ny Caledonien er en øgruppe ligesom de fleste andre franske områder i Stillehavet, men er dog lidt mere overskuelig end for eksempel Fransk Polynesien, der med sine 118 øer spredt ud over et område på størrelse med Europa. Ny Caledonien består af en stor ø, Grande Terre, og en række mindre øer i umiddelbar nærhed heraf. Det samlede areal udgør lidt over 18.500 km2. Til sammenligning er Jylland knap 30.000 km2.

Ny Caledonien er et Collectivité d’Outre-Mer ’sui generis’ under den franske stat. Sui generis betyder ‘i sin egen art’ eller ‘ i sin egen klasse (i en klasse for sig), og det refererer i korte træk til, at Ny Caledonien i 1998 i hovedbyen Nouméa underskrev en aftale med den franske stat om overdragelse af en lang række statsadministrative områder, og om at der på et tidspunkt mellem 2014 og 2018 skal afholdes folkeafstemning om øens forfatningsmæssige status. Sui generis betyder altså i tilfældet med Ny Caledonien at øgruppen har en unik status blandt de franske oversøiske områder, og at der i nær fremtid muligvis bliver tale om selvstændighed eller blot endnu mere autonomi, alt efter udfaldet af folkeafstemningen.

Nouvelle-Calédonie coucher soleil

I 1774 sejlede James Cook forbi øerne, og navngav dem New Caledonia efter Skotland (der på latin hed Caledonia). Da de europæiske missionærer satte ud for at kristne befolkningerne i Stillehavet i 1800-tallet, fulgte også de franske missionærer med. I 1843 ankom franske missionærer til byen Balade på Grande Terres nordkyst, og ti år senere, da Napoléon III søgte nye områder til at indrette kolonier for deporterede straffefanger, var det Ny Caledonien, admiral Fébvrier-Despointes udså sig, og straffekolonien blev anlagt på Île des Pins, den ø der ligger stik syd for Grande Terre.. Siden 1853 har øgruppen været under fransk herredømme. Under 2. verdenskrig havde 50.000 amerikanske soldater base på øen, der efter krigen fik status af Territoire d’Outre-Mer.

Det tager godt og vel halvandet døgn at flyve til Ny Caledonien. Fra luften kan man se den godt 400 kilometer lange ø Grande Terre, der er gennemskåret af en bjergkæde fra den ene spids til den anden. På den vestlige side af bjergene finder man åbne vidder der ligger i læ for vindene, mens den østlige side er domineret af tropisk regnskov. Øens højeste bjerg er mont Panié der er lidt over 1600 meter højt. En stor del af øgruppens mange tropiske laguner er kommet på UNESCOS verdensarvsliste, og der er rige muligheder for dykning på revene. Af overnatningsmuligheder er der alt fra campingpladser til bed & breakfast og flerstjernede hoteller, men selvom turismen er i fremgang, er den stadig ikke på højde med for eksempel Fransk Polynesien – omend mange krydstogtskibe lægger til i Noumea.

Nouvelle-Calédonie rocher Ile des Pins

Det er jo sådan, at det ikke er alle billeder, man finder på Google som man må bruge uden tilladelse. De få billeder ovenfor har jeg fundet på Pixabay.com (som man gerne må bruge, da fotograferne har afgivet brugsrettighederne til billederne). Her kan du se mange flere billeder fra Ny Caledonien, og få et godt indtryk af, hvor smukt der er.

Måske vil du også synes om:

Fransk Polynesien

Polynésie française

Fransk Polynesien – la Polynésie française – er en øgruppe på 118 små øer, der ligger spredt ud over et område i Stillehavet, der er på størrelse med hele Europa. Øgruppen ligger godt og vel midtvejs mellem USA og Australien, og lægger man arealet af alle de små øer sammen udgør de cirka 4200 km2. Til sammenligning er Fyns areal 3100 km2. Øgruppen administreres fra byen Papeete, der ligger på en af de største øer i arkipelaget, Tahiti. 

Fransk Polynesien er et Collectivité d’Outre-Mer, det vil sige et fransk, oversøisk område med en høj grad af lokalt selvstyre. Øgruppen har en præsident, der er valgt af territorialforsamlingen for Fransk Polynesien ved almindeligt stemmeflertal. Hvor den franske stats repræsentant i de kontinentale eller oversøiske regioner normalt kaldes en præfekt, hedder denne repræsentant i Fransk Polynesien en højkommissær. Fransk Polynesien er repræsenteret i det franske Parlament med 2 senatorer og 3 medlemmer af Nationalforsamlingen. 

Allerede i slutningen af 1500-tallet opdagede Spanien en del af øgruppen, som de kaldte Marquesas-øerne (der blev til les Îles Marquises, da franskmændene tog over). Øen Tahiti blev dog først opdaget i 1760erne, da først kaptajn Wallis fra Storbritannien (som øen Wallis i Wallis-et-Futuna er opkaldt efter) og senere den franske opdagelsesrejsende Louis-Antoine Bougainville gik i land på Tahiti. Senere var også den navnkundige kaptajn Cook omkring Tahiti og Fransk Polynesien. I slutningen af 1700-tallet sloges franskmændene og englænderne om koloniherredømmet over området, og franskmændene besatte Marquesas-øerne. I 1840’erne var det Tahiti, som efter nogle årtier endte med at blive et fransk protektorat, der i 1880’erne blev endeligt ratificeret af den lokale konge. I starten af 1900-tallet var de sidste øer i arkipelaget blevet underlagt det franske protektorat. 

I modsætning til Wallis-et-Futuna og Mayotte, der ikke har en særlig veludviklet turismeindustri, er turismen i Fransk Polynesien en af de primære indtægtskilder. Det er en lang rejse man skal på, for at komme dertil. Ihvertfald et døgns rejse, typisk via Paris og Los Angeles, før man lander på Tahiti. Det er muligt at købe pakkerejser fra Danmark der inkluderer fly, hotel, nogle måltider og udflugter. Priserne starter ved omkring 25.000 kr for 2 uger. Sammensætter man selv sin rejse eller vil på ø-hop mens man er i paradis, bliver prisen for en pakkerejse en del højere. 

I det solbeskinnede tropeparadis er der rige muligheder for at dykke på koralrevene og se de farvestrålende tropefisk, eller se hvaler. Man kan gå på opdagelse i Tahitis grønne skove, eller besøge markedet i Papeete, der bugner af eksotiske frugter, grøntsager og blomster. Eller hvad med at prøve en overnatning i et af husene på pæle i en dybblå lagune, som måske er indbegrebet af et tropisk paradis for de fleste.

Man kommer måske kun så langt væk een gang i sit liv, og jeg tror at hvis vi nogensinde fik realiseret en 2-3 uger i Fransk Polynesien, så skulle der spares op, så vi virkelig kunne få en ordentlig en på opleveren… Nyd bare billederne her :)

Polynésie française BoraBora

Polynésie française fisk

Polynésie française solnedgang

Polynésie française - Moorea

Polynésie française BoraBora3

Polynésie française ananas

Polynésie française BoraBora2

Billeder fra Pixabay.com

Måske vil du også synes om:

Wallis-et-Futuna

Wallis-et-Futuna

I rækken af de franske, oversøiske områder er vi nået til Wallis-et-Futuna, der ligger så langt væk fra det kontinentale Frankrig som man næsten kan komme. I Stillehavet, godt 2000 kilometer nord for New Zealand og godt og vel 500 kilometer vest for Amerikansk Samoa ligger Wallis-et-Futuna, der består af tre mindre øer: Futuna og Alofi, der ligger cirka 200 kilometer syd for øen Wallis, hvor Wallis-et-Futunas hovedby, Mata’utu, ligger. De tre øers samlede areal udgør ca. 140 km2 – Wallis er knap 76 km2, Futuna godt 46 km2 og Alofi er knap 18 km2 stor. Til sammenligning er danske Læsø omkring 110 km2, mens Fanø er knap 60 km2.

Den lille øgruppe består af tre bittesmå kongedømmer, der er sammenfaldende med det Collectivité d’outre-mer under den franske stat, som de tre øer udgør. Øen Wallis (Uvéa på lokalsproget) er det ene af dem, og Futuna er delt i to små kongedømmer. Den franske stat er repræsenteret i øgruppen med en præfekt, mens lokalsamfundet har to repræsentanter i det franske parlament: 1 senator og 1 medlem af Nationalforsamlingen.

Futuna og Alofi blev opdaget af hollænderne i starten af 1600-tallet, men det var først i 1768 at den franske opdagelsesrejsende Louis-Antoine de Bougainville gik i land på Futuna under sin jordomsejling. I 1766 blev Wallis opdaget af englænderne, da kaptajn Samuel Wallis gik i land. Øerne var ret uinteressante i europæisk perspektiv, og først i 1830’erne nåede de katolske missionærer frem, og få år senere var øerne omvendt til katolicismen. I 1880’erne bad først overhovedet på Wallis om fransk protektorat, og nogle år senere bad også de to konger/høvdinge på Futuna om fransk protektorat. Siden har øerne hørt til den franske stat, og i forhold til den franske kolonihistorie er det en ret atypisk historie.

Wallis-et-Futuna satellite Futuna_and_Alofi

Satellitbillede af Futuna og Alofi

For turisten ligger Wallis-et-Futuna meget langt væk. Næsten så langt væk, man overhovedet kan komme fra Danmark. Det kan godt lade sig gøre at flyve til både Wallis og Futuna, men man skal væbne sig med tålmodighed. På godt et døgn kan man via to flyskift lande i Noumea i fransk Ny-Caledonien. Herfra er der lokalfly et par gange om ugen til Wallis – det er en tur på ca 5 timer…. Så har man sat sig for at rejse så langt, er det nok en god ide at sætte mere end en uge eller to af til det. 

Wallis_and_Futuna_regions_map

Men når man så først er nået frem er der gode indkvarteringsmuligheder og bountystrande for alle pengene. De fleste vil måske vælge at blive på Wallis, men vil man videre til Futuna er det yderligere en times flyvning. Og hvad kan man så lave på Wallis, altså ud over at ligge på stranden? Tilsyneladende ikke så meget. Her kan du læse en morsom beskrivelse (på fransk) af, hvad der er at tage sig til på øen. Blogindlægget er nogle år gammelt, så det kan jo være at tingene har udviklet sig siden. Her kan du se en lokal guide til Wallis, med de fineste billeder, men det  ser ud til at turismen på Wallis-et-Futuna stadig har en del udvikling foran sig, hvis de lokale overhovedet er interesserede i at blive overrendt. Man kunne have en formodning om at det ikke er tilfældet…

Billeder: Wiki Commons

Måske vil du også synes om:

Saint-Martin

Saint-Martin

Saint-Martin er endnu en af de små øer i den halvmåneformede række af øer, der danner grænsen mellem Det Caribiske Hav og Atlanterhavet. Øen ligger kun 25 kilometer nordvest for Saint-Barthélemy, som vi besøgte i sidste uge. Øen er ca 85 km2 stor, hvoraf de 53 km2 er fransk. Til sammenligning er Samsø 114 km2. Når ‘kun’ en del af øen er fransk skyldes det, at den anden del af Saint-Martin er tilknyttet den hollandske stat. På hollandsk hedder øen Sint Maarten

Den franske del af Saint-Martin har været et Collectivité d’Outre-Mer siden 2007, altså en selvstyrende administrativ enhed direkte henhørende under den franske stat. Før den tid var Saint-Martin en kommune under Guadeloupe, som den blev administreret fra. Den tætte tilknytning til Guadeloupe afspejler sig i dag i, at den franske stats repræsentation på Guadeloupe – præfekturet – har en “afdeling” på den franske del af Saint-Martin.

Saint-Martin map

Public domain

Det historisk interessante ved øen er, at selvom de allestedsnærværende spaniere opdagede øen – Columbus sejlede forbi den på sin anden rejse til Amerika i 1493 – så var det hollænderne, der udforskede øen og bosatte sig der i starten af 1600-tallet, primært med henblik på saltudvinding. I 1630’erne angreb spanierne øen for at hævde deres dominans i Caribien. Øen var på spanske hænder i nogle år, indtil hollænderne satte et angreb ind og fik smidt spanierne ud af øen. På det tidspunkt var der både hollandsk og fransk tilstedeværelse på Saint-Martin, men istedet for at bekæmpe hinanden endte de to stater i 1648 med at indgå en aftale om deling af øen. Den aftale står uændret den dag i dag, således at øen er delt i to suveræne statsområder, fransk og hollandsk, men der er fri handel og mobilitet på øen. Der tales både fransk og hollandsk på Saint-Martin, men øens officielle sprog er engelsk.

Hvad laver man på en paradisisk ø, når man ikke bader i det turkisblå vand, dykker ved koralrevet eller ligger og daser i det hvide sand? På Saint-Martin er der rige muligheder for at vandring i bakkerne, cykling eller for eksempel hesteridning. Eller man kan tage på rundtur til øens små byer på begge sider af den usynlige grænse, og besøge de historiske steder. På den østlige side af den franske del af øen ligger sommerfuglefarmen La Ferme Des Papillons, som er incontournable, når man kigger forskellige turistsider igennem. Saint-Martin har status af toldfrit område, og der er ikke pålagt moms eller andre skatter på varerne, så hvis man har lyst til at shoppe igennem af franske mærkevarer og luksusprodukter, er Saint-Martin stedet at gøre det!

Public domain

Public domain

En flybillet til Saint-Martin er faktisk til at betale for alminde-lige danskere. Et hurtigt opslag starter ved knap 6.000 kroner for en returbillet. Man skal via Paris eller Amsterdam og At-lanta, altså to flyskift, før man kan sætte fødderne i strand-sandet på Saint-Martin. Der findes en video på Youtube, som florerede på internettet sidste år, så vidt jeg husker. Det var en samling klip fra de vildeste lufthavnsindflyvninger i verden. Indflyvningen til Saint-Martins lufthavn på den hollandske del af øen er en af dem.

Måske vil du også synes om:

Saint-Barthélemy

Saint-Barthélemy

Saint-Barthélemy er en lille ø der ligger i den halvmåneformede række af vulkanske øer, der danner grænsen mellem det Caribiske øhav og Atlanterhavet. Øen ligger godt 200 km nord for Guadeloupe, og med dens areal på cirka 21 km2 er den kun lidt større end Saltholm i Øresund. Saint-Barthélemy er omkranset af en række småøer, der hører med til den administrative enhed under den franske stat som øsamfundet udgør. Saint-Barthélemys administrative hovedby er Gustavia.

Saint-Barthélemy er et Collectivité d’Outre-Mer under den franske stat, det vil sige at øgruppen hører under den franske stat, har selvstyre, men er ikke en administrativ enhed på linie med de kontinentale og oversøiske regioner. Indtil 2007 var Saint-Barthélemy en del af den oversøiske region Guadeloupe, men blev ved en forfatningsændring adskilt fra Guadeloupe, og fik selvstyre direkte henhørende under republikken. Øgruppen styres administrativt af l’assemblée territoriale, en territorial forsamling bestående af 19 medlemmer, der er på valg hvert 5. år. Øen er repræsenteret i det franske Parlament med en senator og et medlem af Nationalforsamlingen.

De caribiske øer ligger i frontlinien, så at sige, for de skibe, der sejlede tværs over Atlanten og efter mange ugers sejlads endeligt så land igen. Som de fleste af øerne er også Saint-Barthélemys historie i høj grad præget af den europæiske kolonihistorie og de forskellige opdagelsesrejsende, der sejlede ud fra europæiske havne. Saint-Barthélemy blev opdaget i 1493 af Christopher Columbus under hans anden rejse til Caribien, og hørte under den spanske trone i mange år. I 1640’erne besatte franskmændene øen, men da den ikke rigtigt gav noget økonomisk udbytte, blev den i 1784 overdraget til svenskerne, der også var til stede i Caribien dengang. Svenskerne lavede øens naturlige anløbshavn til en frihavn og navngav hovedbyen Gustavia, efter den svenske konge Gustav III. I 1878 leverede svenskerne så at sige øen tilbage til franskmændene. Lokalbefolkningen blev spurgt på demokratisk vis, og godkendte overdragelsen. Øen blev lagt ind under Guadeloupe som en kommune, og forblev underlagt Guadeloupe indtil 2007, hvor øen fik selvstyre og blev skrevet ind i den franske forfatnings §74.

Saint-Barthélemy port de Gustavia

Udsigt over havnen i Gustavia

For godt et halvt århundrede siden – i 1960’erne -besluttede man på øen at man ikke ville overrendes af turister. I stedet udviklede man en luksusturisme, hvor kun de rigeste har råd til at holde ferie på øen, og flere har deres eget feriehus på øen. Der er heller ikke så meget at se på den lille ø, der mest indbyder til badeferie i nogle ualmindeligt smukke omgivelser.

Det kan dog lade sig gøre at finde overnatningsmuligheder der er til at betale for almindelige danskere, men et hurtigt opslag på Routard.com for at finde hoteller på øen gav resultater der primært lå på 50.000 – over 100.000 kr for et 2 ugers hotelophold! Hertil skal så lægges flybillet og så videre…

Men smukt, det er der på den lille ø. Se bare deres egen turismeside her. Der er en video i nederste højre hjørne, der præsenterer øens luksuriøse tilbud.

Det koster jo ikke noget at drømme sig væk :)

Måske vil du også synes om:

Saint-Pierre-et-Miquelon

Saint-Pierre-et-Miquelon

Saint-Pierre-et-Miquelon er tre små øer, der ligger ved Newfoundland i det nordlige Atlanterhav, ud for Canadas kyst. Øgruppen består af øerne Saint-Pierre, Grande Miquelon og Langlade, de to sidstnævnte er forbundet med af en smal landtange. Det samlede areal af de tre øer udgør ca 240 km2, eller knap så stort som Langeland (285 km2). Der bor heller ikke så mange mennesker, cirka 6300 mennesker fordelt på de tre øer, med langt den overvejende del af befolkningen (ca 5650 mennesker) boende på Saint-Pierre, hvor også områdets hovedby, Saint-Pierre, ligger.

Saint-Pierre-et-Miquelon er et Collectivité d’outre-mer under den franske stat, det vil sige et oversøisk territorium tæt tilknyttet den franske stat, men uden de samme, statslige rettigheder som de oversøiske departementer, der har samme status som de kontinentale departementer og regioner. Saint-Pierre-et-Miquelon har en beslutningsdygtig, demokratisk valgt forsamling – l’Assemblée déliberante – der er valgt for seks år ad gangen. Øgruppen er repræsenteret i det franske parlament med 1 senator og 1 medlem af Nationalforsamlingen. Den franske stat er repræsenteret i øgruppen med et præfektur. 

Saint-Pierre-et-Miquelon NLL France

De franske besiddelser i Nordamerika, da de var mest omfattende (kort fra Wiki Commons)

Som de fleste andre, oversøiske områder under den franske stat er også Saint-Pierre-et-Miquelons historie en del af den franske kolonihistorie. Øgruppen er den den sidste lille rest af et enormt område i Nordamerika, kaldet Nouvelle-France, som var under fransk herredømme fra omtrent midten af 1500-tallet frem til 1763. Området strakte sig fra det nordligste Canada og Labrador til Louisiana i det nuværende USA, og fra et godt stykke inde i det amerikanske Midtvesten næsten ud til østkysten. I den periode var englænderne også tilstede på kontinentet. Syvårskrigen fra 1756-1763 var populært sagt opgøret mellem de to europæiske kolonisatorer – englænderne og franskmændene – om herredømmet på kontinentet. Franskmændene blev smidt ud af Amerika da englænderne vandt, dog kun for selv at blive smidt ud af kontinentet få år senere under den amerikanske uafhængighedskrig. Fra 1816 blev øgruppen igen henhørende under den franske stat, og har været det siden.

Turistmæssigt er øen godt med, og der er flere muligheder for overnatning, både flerstjernede hoteller og bed&breakfast. Turisterne kommer især fra USA, Canada og Frankrig, og de fleste ankommer med båd fra Newfoundland, der ligger blot 25 km væk. I vinterhalvåret lægger krydstogtskibe til ved øerne. Det er i høj grad øernes natur og muligheden for at komme på sejlads ud for kysten og se hvaler, der får turisterne til at komme. Og ud fra billederne nedenfor at dømme, så er der en helt speciel charme på øerne, som kunne være spændende at opleve. Her kan du se øgruppens turistorganisations hjemmeside, og lige herunder er en knap 5 minutter lang lysbilledserie, der giver et godt indtryk af, hvordan der ser ud på øerne (du behøver ikke have lyd på). Det er ikke et bountyparadis som de fleste andre, franske oversøiske områder – det ligner mere Færøernes rustikke charme.

 

Måske vil du også synes om:

Det oversøiske Frankrig

Toutes DROM COM 2 Oversøiske Frankrig

I efteråret var vi igennem alle de franske regioner i l’Héxagone, som franskmændene kalder det kontinentale Frankrig. Men som du sikkert ved, så er der mere til det geografiske Frankrig end dets europæiske grænser. Frankrig har en række oversøiske besiddelser, som alle i forskelligt omfang er et levn fra den franske kolonitid. I daglig tale bliver disse oversøiske områder med den vanlige franske hang til akronymer (forkortelser af lange og ofte dødbesværlige navne) kaldet les DOM-TOMles Départements d’Outre-Mer – les Territoires d’Outre-Mer – eller som de også kaldes efter en forfatningsrevision for nogle år siden: les DROM-COMles Départements et Régions d’Outre-Mer – les Collectivités d’Outre-Mer.

Som du kan se af kortet ovenfor, så ligger disse områder spredt rundt i hele verden. Nogle af dem har et udstrakt selvstyre, andre er direkte underlagt den franske stat. Befolkningstallet i de forskellige områder ligger mellem 0 (nul) og knap 500.000. Jeg har givet områderne forskellige farver, sådan at områderne med en rød cirkel er DROMs – departementer med samme status som de kontinentale departementer, mens områderne med en grøn cirkel er COMs – collectivités (og Territoire for de arktiske øers vedkommende).

Området med den blå cirkel var lidt af en overraskelse for mig: Jeg kendte til alle de andre områder, men havde aldrig hørt om Clipperton før. Det er en lillebitte, ubeboet atol på ca 9 km2 som er direkte henhørende under det franske ministerium for de oversøiske områder. Den franske minister for de oversøiske områder hedder i øvrigt Madame la ministre George Pau-Langevin, og er oprindeligt fra Guadeloupe.

Alle disse eksotiske steder skal vi kigge nærmere på her i foråret. I morgen begynder vi i Caribien med netop Guadeloupe.

Måske vil du også synes om: