Aktion Red Børnene!

Merci de trouver une version française en bas de page

Et foredrag i Maison du Danemark på Champs Elysées i oktober 2015 blev for fotografen Charlotte Schousboe starten på en rejse tilbage til efterkrigsårene, til danske arkiver og en jagt på de børn, der kom på rekreationsophold i Danmark mellem 1946 og 1950. Børn, der i dag er 75-85 år gamle. Undervejs dukkede glemt guld op i et lokalarkiv, og en dyb undren over, at en så stor, dansk hjælpeaktion i årene lige efter krigen tilsyneladende er gået helt i glemmebogen.

Søndag den 11. oktober 2015 var den danske fotograf Charlotte Schousboe, der har boet i Paris i mere end 30 år, til foredrag om Læs mere

Måske vil du også synes om:

Roosevelt, Churchill og de Gaulle

Kender du det med at der kan dukke de mærkeligste ting op fra gemmerne, når man beslutter sig for noget oprydning? Jeg har haft det her udklip liggende i min årskalender i flere år, og havde glemt alt om det. Jeg er en af dem, der ikke bruger papirkalender mere, så årskalenderen var røget i skrivebordsskuffen, og dukkede op under den oprydning, der nærmest per naturlov følger i kølvandet på en flytning.

Roosevelt-DeGaulle

Det er sakset fra Jyllands-Posten i januar 2000, og det spidder med få ord, hvor stor en hovedpine de Gaulle var for de allierede under 2. Verdenskrig, hvor meget de (på det tidspunkt) undervurderede ham, og hvor meget hans stædige indsats for at Frankrig skulle spille en central rolle, ikke blot blandt de allierede under krigen men også på verdensscenen efter krigen, satte grå hår i hovedet på særligt Churchill.

I januar 1943 blev der afholdt en konference i Casablanca, hvor de allierede statsledere mødtes for at diskutere det videre forløb i kampen mod Nazityskland og planerne for den senere invasion i Nordfrankrig. Konferencen var også en anledning til officielt at anerkende De Frie Franske, som de allierede gerne så ledet af Charles de Gaulle og en anden fransk nøgleperson, general Henri Giraud, i fællesskab. De Gaulle, der var i eksil i London under krigen, var lidt af en sten i skoen for Churchill.

General Giraud deltog også i konferencen,  og han og de Gaulle kunne ikke døje hinanden. Det er ham, vi ser give de Gaulle et håndtryk i videoen ovenfor.

Churchill og Roosevelt var de naturlige ledere af de allierede, og havde en omfattende korrespondance under krigen. I et memo fra Roosevelt til Churchill, dateret i maj 1943, foreslår Roosevelt en omorganisering af ledelsen af De Frie Franske, en omorganisering der vil gøre de Gaulle overflødig. Og så falder ordene: I do not know what to do with de Gaulle. Possibly you would like to make him governor of Madagascar! *)

Churchill fik ikke lejlighed til at sende de Gaulle hen, hvor peberet gror. Han gik i land med de allierede i Normandiet få dage efter D-day i juni 1944, og ved befrielsen af Paris i august 1944 gik (gik!) han i triumftog ned ad Champs-Elysées.

Resten er historie.

*) Churchill and Roosevelt, Volume 2: The Complete Correspondence, p. 211, edited by Warren F. Kimball.

Måske vil du også synes om:

Le Vercors

Tourfeltet kører i dag nordpå fra Gap ind i Alperne. De kommende tre dage bliver hårde etaper i bjergene, og vi skal nok få set en del drama, inden målstregen på Alpe d’Huez lørdag. Etapen går forbi Le Massif du Vercors og byen Grenoble, på vej til målet i Saint-Jean-de-Maurienne.

Bjergmassivet Le Vercors er i dag nationalpark med rige muligheder for vandringer, cykling eller klatring, og om vinteren kan man stå på ski i området. Der er mange skipister, både alpine og langrend. Men massivet er måske mest kendt for den rolle, det spillede under 2. Verdenskrig som skjulested for den lokale franske modstandsbevægelse. Flere egne af massivet er vanskeligt fremkommelige, og det gjorde det muligt for modstandsfolkene at gemme sig for de tyske soldater, der ikke kendte området.

Under 2. Verdenskrig var Frankrig delt i overordnet set to zoner. Demarkationslinjen gik tværs gennem landet fra øst til vest, men drejede sydpå og inkluderede hele Bordeauxområdet ned til den spanske grænse. Området nord for demarkationslinjen med området i det sydvestlige Frankrig var besat af Tyskland. Området syd for demarkationslinjen og øst for det sydvestlige Frankrig var Zone libre (frizone), hvor landet ikke var officielt besat, men regeret af Marskal Pétain i spidsen for en fransk marionetregering. Le Vercors lå i den frie zone, men området øst for massivet var besat af Italien, på det tidspunkt Tysklands allierede.

I november 1942 blev området invaderet af Italien og Tyskland, og det førte til oprettelsen af modstandsgrupper i bjergmassivet. Dygtige organisatorer sørgede for at modstandsbevægelsen i Vercors fik en central rolle i forberedelsen af de allieredes invasion af Sydeuropa, der var under planlægning. Det gik imidlertid galt lige før invasionen. I sommeren 1944 kom koden til modstandsbevægelsens mobilisation via radioen, og henved 4000 modstandsfolk og mange utrænede unge frivillige gjorde sig klar. Trods opfordringer til forsigtighed troede modstandsfolkene på nedkastning af tunge våben og ammunition, og hejste et så stort trikoloreflag at det kunne ses af tyskerne i Grenoble. Den tyske reaktion kom omgående. 15.000 tyske landtropper støttet af faldskærmssoldater angreb området, og modstandsbevægelsen i området blev nærmest udslettet henover sommeren 1944. Men deres arbejde fra 1942 og frem forsinkede den tyske hær så meget, at de i sidste ende ikke kunne få fremrykket tropper nok til at dæmme op for invasionen af Normandiet i juni 1944 og invasionen fra syd i august 1944.

Det er begivenheder, der som så mange  andre fra 2. verdenskrig har sat sig dybe spor i lokal-befolkningerne i Europa. I 1994, på 50-års dagen for modstandskampene i le Vercors, blev et mindesmærke indviet. Det kan du se her.

Er du ikke så interesseret i 2. Verdenskrigs historie? Så prøv at se her, hvad Grenobleområdet ellers kan byde på.

Etapen i dag går fra Gap til Saint-Jean-de-Maurienne.

Foto: Mont Aiguille, Vercors (Pixabay.com)

Måske vil du også synes om: