Den franske geografi

Bloggen om regioner

Jeg har lavet endnu en side, hvor jeg har samlet en række indlæg til jer. Denne gang er det alle indlæggene om de franske regioner, både i det kontinentale Frankrig og de oversøiske områder. Indlæggene tegner tilsammen billedet af hele Frankrigs geografi. Hvert af indlæggene beskriver den pågældende region, med geografisk placering, kort om dens historie og lidt om, hvad der er at se. Der er læsning til en del timer :).

Du kan selvfølgelig også selv kaste dig ud i en søgning blandt bloggens indlæg. Der er forskellige muligheder ude i højre kolonne, for eksempel søgefeltet til en frisøgning, en kronologisk søgning på indlæggene for hver måned i arkivet, en søgning blandt kategorierne, eller du kan klikke på ordene i tag-skyen nederst i højre kolonne og se, hvad der dukker op.

God læselyst :)

Måske vil du også synes om:
Sommerferie i Frankrig

Sommerferie i Frankrig?

Er I ved at planlægge sommerferien i Frankrig, eller mangler I lidt inspiration til, hvor I skal hen eller hvad I skal se?

Der er masser af inspiration at hente i indlæggene her på bloggen.

Sidste år under Touren fulgte bloggen feltet Frankrig rundt, med et nyt indlæg for hver etape. Da det ikke er alle, der er lige så tosset med Tour de France som jeg er (selvom vi er nogle stykker), og TV2 og andre medier har meget mere forstand på det sportslige end mig, så blev hvert blogindlæg under Touren en spejling af det område, feltet kørte igennem den pågældende dag. I indlæggene kan du hente inspiration til ting, der er værd at se eller undersøge nærmere. Indlæggene starter her, og fortsætter kronologisk frem til det sidste Tour-indlæg her.

I løbet af efteråret skrev jeg cirka et indlæg om ugen om de 22 franske regioner, der pr. 1. januar blev til 13 storregioner. Hvert af indlæggene indeholder både historisk information og forslag til, hvad man kunne se når man er på ferie i området, og mange af indlæggene har eksterne links, hvis du vil undersøge videre. Du finder indlæggene ved at søge på ‘regioner’ i søgefeltet ude i højre kolonne (eller på regionens navn). Ellers tjek indlægget her, hvor jeg opsummerer på de kontinentale regioner i forbindelse med reformen, og linker til alle indlæggene.

I januar skrev flere medier om rejsedestinationer i 2016, og der var flere franske bud på de lister som blandt andre New York Times og Lonely Planet udsendte. Det skrev jeg et indlæg om her, hvor du også kan finde masser af inspiration og eksterne links ud til den store verden.

Så søg løs i søgefeltet ude i højre kolonne, eller, hvis du har god tid, løb indlæggene igennem kronologisk. Dem finder du også ude i højre kolonne under ‘arkiver’.

I år skal vi til de franske alper og Annecy, og jeg glæder mig vanvittigt!

Hvor skal I hen?

Måske vil du også synes om:

Det oversøiske Frankrig

Toutes DROM COM 2 Oversøiske Frankrig

I efteråret var vi igennem alle de franske regioner i l’Héxagone, som franskmændene kalder det kontinentale Frankrig. Men som du sikkert ved, så er der mere til det geografiske Frankrig end dets europæiske grænser. Frankrig har en række oversøiske besiddelser, som alle i forskelligt omfang er et levn fra den franske kolonitid. I daglig tale bliver disse oversøiske områder med den vanlige franske hang til akronymer (forkortelser af lange og ofte dødbesværlige navne) kaldet les DOM-TOMles Départements d’Outre-Mer – les Territoires d’Outre-Mer – eller som de også kaldes efter en forfatningsrevision for nogle år siden: les DROM-COMles Départements et Régions d’Outre-Mer – les Collectivités d’Outre-Mer.

Som du kan se af kortet ovenfor, så ligger disse områder spredt rundt i hele verden. Nogle af dem har et udstrakt selvstyre, andre er direkte underlagt den franske stat. Befolkningstallet i de forskellige områder ligger mellem 0 (nul) og knap 500.000. Jeg har givet områderne forskellige farver, sådan at områderne med en rød cirkel er DROMs – departementer med samme status som de kontinentale departementer, mens områderne med en grøn cirkel er COMs – collectivités (og Territoire for de arktiske øers vedkommende).

Området med den blå cirkel var lidt af en overraskelse for mig: Jeg kendte til alle de andre områder, men havde aldrig hørt om Clipperton før. Det er en lillebitte, ubeboet atol på ca 9 km2 som er direkte henhørende under det franske ministerium for de oversøiske områder. Den franske minister for de oversøiske områder hedder i øvrigt Madame la ministre George Pau-Langevin, og er oprindeligt fra Guadeloupe.

Alle disse eksotiske steder skal vi kigge nærmere på her i foråret. I morgen begynder vi i Caribien med netop Guadeloupe.

Måske vil du også synes om:

De nye storregioner i Frankrig

Gennem de seneste måneder, helt præcist siden begyndelsen af september, har jeg hver uge lavet en præsentation af en af de 22 regioner, som Frankrig har været opdelt i indtil 31. december 2015. 1. januar 2016 er de 22 franske regioner, som vi har kendt dem de seneste årtier, blev til 13 nye storregioner, hvortil der var regionsvalg i december.

De nye storregioner er (med forkortelsen – som franskmændene er så glade for – i parentes):

  1. Alsace-Champagne-Ardenne-Lorraine (ACAL), som består af Alsace, Champagne-Ardenne og Lorraine,
  2. Aquitaine-Limousin-Poitou-Charentes (ALPC), bestående af Aquitaine, Limousin og Poitou-Charentes,
  3. Auvergne-Rhône-Alpes (ARA), der består af Auvergne og Rhône-Alpes,
  4. Bretagne, der ikke er blevet sammenlagt med andre regioner,
  5. Bourgogne-Franche-Comté (BFC), der udgøres af Bourgogne og Franche-Comté,
  6. Centre-Val de Loire (CVL), der heller ikke er blevet sammenlagt med andre regioner,
  7. Corse (Korsika på dansk), der beholder sin naturlige, geografiske afgrænsning,
  8. Île-de-France (IDF), der heller ikke har ændret sig,
  9. Languedoc-Roussillon-Midi-Pyrénées (LRMP), Languedoc-Rousillon og Midi-Pyréenes, de to regioner der efter manges mening hører sammen historisk,
  10. Nord-Pas-de-Calais-Picardie (NPDCP), der består af de to nordligste regioner Nord-Pas-de-Calais og Picardiet,
  11. Normandie (som ikke har behov for en forkortelse), som er en sammenlægning af Haute-Normandie og Basse-Normandie,
  12. Pays de la Loire (PDL), som er identisk med regionen Pays de la Loire fra før 1. januar 2016, og
  13. Provence-Alpes-Côte d’Azur (PACA), der heller ikke er blevet sammenlagt med andre regioner.

Og så nåede vi til vejs ende med de franske regioner her på bloggen, men vi er slet ikke færdige med afdækningen af den franske geografi. I løbet af foråret skal vi blandt andet se på de oversøiske regioner, områder og departementer, der hører under eller har tilknytning til den franske stat, ligesom vi også skal se nærmere på de frankofone lande.

Men… Inden det går løs med alle planerne for bloggen her i 2016 skal jeg lige have en flytning overstået. Vi har nemlig købt hus, og skal male og flytte de første to uger af januar. Men I bliver ikke snydt for en daglig dosis Frankrig. Jeg har inviteret en række gæstebloggere, som vil fortælle om deres oplevelser med det franske.

Og ellers er jeg ikke længere væk end at jeg selvfølgelig vil svare på de kommentarer, der måtte komme :)

Måske vil du også synes om:

Rhône-Alpes

I serien om de franske regioner er vi nået til præsentationen af den 22. og sidste region i det kontinentale Frankrig, inden regionsreformen træder i kraft 1. januar 2016.

Regionen Rhône-Alpes ligger i det sydøstlige Frankrig, hvor den mod syd grænser op til Provence-Alpes-Côte d’Azur, mod vest til regionerne Languedoc-Rousillon og Auvergne, mod nord til Bourgogne og Franche-Comté. Mod øst grænser regionen op til Italien og Schweiz.

Regionen består af departementerne Ain (01), Ardèche (07), Drôme (26), Haute-Savoie (74), Isère (8), Loire (42), Rhône (69) og Savoie (73).

Regionens administrative hovedby er Lyon.

Indtil midten af 1300-tallet var den østlige halvdel af regionen en del af det tysk-romerske kejserrige, hvor et område, der nogenlunde svarer til regionen som den ser ud i dag med undtagelse af det østligste område, gik under betegnelsen Le Dauphiné. Da området i 1349 kom ind under den franske trone, blev det en del af den franske tronarvings portefølje indtil denne blev konge, hvorefter området overgik til den næste tronarving. Derfor ser man meget ofte den franske tronarving under l’Ancien Régime, som den franske samfundsstruktur kaldtes indtil revolutionen, omtalt som le dauphin. Fra midten af 1500-tallet og frem blomstrede områdets økonomi med silkevæverier som den vigtigste indtægtskilde, en industri som regionen den dag i dag er berømt for.

Under 2. Verdenskrig lå Rhône-Alpes i den såkaldt ‘frie zone’, det område som officielt ikke var besat af Nazityskland men hørte under den franske marionetregering ledet af Marskal Pétain, der havde sæde i byen Vichy i naboregionen Auvergne. Den lokale modstandsbevægelse i Vercors spillede en vigtig rolle i forberedelsen af de allieredes invasion i 1944, men blev næsten udslettet. Det har jeg skrevet noget om her, da Tourfeltet kørte igennem regionen i juli.

Turistmæssigt har regionen mange ting at byde på, og det er primært Alperne, den smukke natur og bjergsøerne, turisterne besøger. Fra Le Massif Central i den vestlige del af regionen til de høje alpetinder i Savoyen i den østlige del er der masser af naturoplevelser at hente, og særligt skisportsentusiasterne boltrer sig på de mange skisportssteder i den franske del af Alperne. Er man ikke til skisport men elsker bjerge alligevel, kan man i Chamonix tage en svævebane op til toppen af bjerget Aiguille du Midi i 3842 meters højde, eller besøge Alpe d’Huez og bjergets berømte 21 hårnålesving, som de virkeligt seje tager på cykel. Vi andre nøjes med at tage bilen til toppen.

De smukke bjergsøer og floder som ligger i regionen indbyder til badning og sejlsport. De vilde tager på river rafting, de lidt mere afslappede lejer en kano og padler rundt i roligere vande, f.eks. i naturparken Reserve Naturelle des Gorges de l’Ardèche, hvor man også kan opleve le Pont d’Arc de l’Ardèche.

river-rafting

Pont d'arc de l'Ardèche

Pont d’Arc de l’Ardèche

Og skulle det ske at blive for meget med al den natur, så er både LyonGrenoble, og Annecy spændende byer at besøge. Eller man kunne tage et smut over grænsen til Schweiz for at besøge Genève, hvis man er i det hjørne af regionen.

annecy lac

Lac d’Annecy

Fotos: Pixabay.com

Måske vil du også synes om:

Provence-Alpes-Côte d’Azur

Provence-Alpes-Côte d’Azur regionen ligger i Frankrigs sydøstligste hjørne, og er måske den franske region, der er mest kendt af danskerne, for det er ved regionens Middelhavskyst i Provence at mange af os tager på ferie hvert år.

Mod øst grænser regionen op til Italien, mod nord til regionen Rhône-Alpes og mod vest til Languedoc-Rousillon.

Regionen har seks departementer: Alpes-de-Haute-Provence(04), Alpes-Maritimes (06), Bouches-du-Rhône (13), Hautes-Alpes (05), Var (83) og Vaucluse (84).

Regionens administrative hovedby er Marseille.

området blev kristnet ret tidligt, og allerede i 300-tallet e.v.t. blev det første bispesæde oprettet i Arles. I 1300-tallet var Avignon hjemsted for pavestolen, der var rykket i eksil på grund af stridigheder i Rom.

Provenceområdet var i den tidlige Middelalder et grevskab, inden det i 1000-tallet blev indlemmet i det Tysk-Romerske Kejserrige. I slutningen af 1400-tallet, da den sidste greve af Provence døde uden at efterlade sig arvinger, overgik området til den franske konge Louis XI, og kom dermed ind under den franske trone.

I marts 1815 gik Napoléon Ier i land i Juan-bugten (Golfe Juan) mellem Cannes og Fréjus, omgivet af en mindre hær af trofaste soldater. Han havde siddet i husarrest på Elba, en lille ø i Middelhavet mellem Korsika og den italienske vestkyst, men havde stadig støtter i militæret og i Frankrig. Han marcherede via Grasse og Grenoble til Paris, og det indledte Napoléons 100 dage ved magten, inden han led det endelige nederlag ved Waterloo og englænderne deporterede ham igen. Denne gang sørgede de for at sætte ham i husarrest på øen Saint Helena, der ligger i det sydlige Atlanterhav og så langt væk fra Europa, at han ikke kunne flygte fra husarresten. La Route Napoléon er i dag en form for turistattraktion, som man kan gå/cykle/køre ad i længere stræk, for at opleve historiens vingesus.

I august 1944 lagde Provence kyst til de allieredes landgang mellem Toulon og Cannes. Landgangen var en opfølgning af Operation Overlordlandgangen i Normandiet i juni 1944. Netop på grund af Operation Overlord havde tyskerne sendt store mængder soldater og materiel til Nordfrankrig, og var svækket i det sydfranske. Få uger efter var Paris – og dermed Frankrig – befriet.

Regionen har mange ting at byde på. Det blågrønne Middelhav, bakkerne i baglandet bag kystlinien og Alperne lidt længere nordpå. I den vestligste del af regionens kystlinie, mellem Marseille og Montpellier, har Rhônefloden sit udløb i Camarguedeltaet, der er udlagt som naturpark. Østpå langs kysten ligger en perlerække af kendte byer – Marseille, Toulon, Saint-Tropez, Fréjus, Cannes, Nice og fyrstedømmet Monaco. Jo længere østpå man kommer, jo mere tiltrækkende lader det til at være for dem, der har mange penge. Men der er heldigvis også mange steder langs kysten, der er til at betale for en helt almindelig turist. Der er mange campingpladser langs kysten, og da vi boede lidt uden for Saint-Tropez for et par år siden, så strandudsigten sådan her ud:

P1030608

Bevæger man sig ind i baglandet bag kysten møder man både de bakkelandskaber, forfatteren Marcel Pagnol besynger i sine barndomserindringer, og de vilde klippelandskaber omkring Les Gorges du Verdon, der ender i den smukke Lac de Sainte-Croix. Lidt nord for Cannes finder man verdens parfumehovedstad Grasse, og lidt længere vestpå Arles, der blev grundlagt af Cæsar, og hvor maleren Van Gogh havde et kort men særdeles produktivt ophold fra 1888-1889. Avignon er ikke blot en paveby, men er også hjemsted for en af verdens største teaterfestivaler, der afholdes hvert år i juli. Og blot et par timers kørsel fra kysten er man oppe i de sydlige Alpers skiområder.

Regionens sol, varme, smukke landskaber og helt særlige lys har tiltrukket mange gennem årene. Malere, kunstnere, høj og lav, rige mennesker og de helt almindelige turister, der bare gerne – et par uger eller tre hvert år – vil have en solsikker badeferie med afstikkere ind i landet.

Måske vil du også synes om:

Poitou-Charentes

Regionen Poitou-Charentes ligger i det vestlige Frankrig, hvor den mod nordvest grænser op til Pays de la Loire, mod nordøst til Centre-Val-de-Loire, mod øst til regionen Limousin og mod syd til den store region Aquitaine. Poitou-Charentes har en lang og smuk kystlinie ud mod Atlanterhavet, en kystlinie der også rækker et stykke ned langs Girondes flodmunding, der er det fælles udløb i Atlanterhavet for floderne Dordogne og Garonne, der løber sammen ved Bordeaux.

Regionen består af fire departementer: Charente (16), Charente-Maritime (17), Deux-Sèvres (79) og Vienne (86).

Regionens administrative hovedby er Poitiers.

I Middelalderen hørte området under hertugdømmet Aquitaine, som Aliénor d’Aquitaine arvede efter sin far i 1137. Da hun indgik sit andet ægteskab med Henri II Plantagenêt, der senere blev konge af England, kom hele området ind under den engelske trone. I 1169 blev Aliénors og Henri IIs søn Richard Coeur de Lion (Richard Løvehjerte, hvis nogen har hørt det navn før…) hertug af hele Aquitaine-hertugdømmet, og da hans far døde i 1189 blev han ligeledes konge af England.

I Frankrig rasede religionskrigene mellem katolikker og protestanter i anden halvdel af 1500-tallet. Protestanterne blev forfulgt, indtil Henri IV (der konverterede til katolicismen for at blive konge af Frankrig og i den forbindelse udtalte de berømte ord ‘Paris er vel en messe værd’,) udstedte l’Edit de Nantes (Nantes-ediktet) i 1598. Ediktet var en slags religions-våbenhvile, der dekreterede tolerance af protestanterne med visse begrænsninger (da katoliscismen var statsreligionen), og tildelte dem nogle byer, bl.a. kystbyen La Rochelle (i departementet Charente-Maritime), som blev en slags hovedstad for protestanterne. Men med englændernes som støtte, både moralsk og helt konkret med adgang til havnen i La Rochelle, blev de betragtet som en trussel i begyndelsen af 1600-tallet. Kardinal Richelieu (som også optræder som figur i De tre musketerer) og Louis XIII besluttede i 1627 at belejre La Rochelle for at eliminere denne trussel. Trods maritim hjælp fra den engelske flåde måtte byen overgive sig et år efter, i 1628.

Henri-Paul Motte - Siège de La Rochelle (1881)

Henri-Paul Motte – Siège de La Rochelle (1881)

I 1685 tilbagekaldte Louis XIV Nantes-ediktet, og de – begrænsede – rettigheder, protestanterne havde haft, bortfaldt. Først med Menneskerettighedserklæringen fra 1789 fik protestanterne deres fulde civile rettigheder tilbage, idet Menneskerettighedserklæringen, som den I. Republiks forfatning har hentet inspiration fra, blandt andet foreskriver religionsfrihed.

Regionen er især besøgt om sommeren, hvor de smukke kyststrækninger indbyder til badeferie. Særligt er de to øer Ile de Ré og Ile d’Oléron populære, ligesom byerne Royan og La Rochelle er populære sommerhusområder. Regionen er desuden storleverandør af østers og blåmuslinger, særligt fra Marennes-Oléron området, så her er der mulighed for at smage skaldyr nærmest direkte fra havet. Fra Royan går der en færge over til spidsen af Médoc, og vupti er man i et af verdens mest berømte vinområder.

Men Poitou-Charentes har også sine egne, verdensberømte druer. Regionen er hjemsted for den ægte cognac, der fremstilles i byen Cognac vest for Angoûleme. De producenter, der må bruge cognac-betegnelsen ligger indenfor et cirka 80.000 hektar stort område omkring byen. En anden berømt druebaseret drik fra samme område er hedvinen Pineau des Charentes, som efter sigende blev til ved et tilfælde, da en vinbonde kom til at blande ugæret druemost sammen med cognac. Hvor cognac typisk ligger på en alkoholprocent på omkring de 40, ligger pineau på omkring 17-18%.

Cognacdistilleri (foto: pixabay.com)

Cognacdistilleri (foto: pixabay.com)

(Foto: pixabay.com)

(Foto: pixabay.com)

Charentefloden, der har sit udspring i naboregionen Limousin, løber gennem hele Poitou-Charentesregionen i Vallée de la Charente, hvor den passerer Angoulême, Cognac og Saintes, inden den løber ud i Atlanterhavet ved Rochefort. Flere steder kan man leje en husbåd og sejle ad floden, så man oplever regionen fra vandsiden.

Er man til forlystelsesparker, er Futuroscope ved Poitiers et godt sted at tage hen. Parken kan ses fra motorvejen A10 på venstre side, når man kører sydpå mod Bordeaux. Du kan læse meget mere om Futuroscope her.

Måske vil du også synes om:

Regionsvalg i Frankrig #2

Trikolore2 regionsvalg

Efter optællingen af stemmerne til 1. valgrunde sidste søndag stod det klart, at Front National står til at vinde i flere af de nye storregioner. Efter 1. valgrunde havde FN vundet 6 af de 13 nye storregioner i l’Hexagone, og det har givet anledning til en del (meget) dybe panderynker mange steder, at Frankrig er på vej til at blive så højredrejet. Der er kun ca. 18 måneder til det næste præsidentvalg, hvor Marine le Pen forventes at stille op.

I den mellemliggende uge har mange af de andre partilister fra venstrefløjen og centrum-højrepartierne indgået listeforbund for at trække resultatet væk fra en sejr til Front National på den yderste højrefløj. Frankrigs største venstrefløjsparti, François Hollandes Socialistparti, har afstået fra at stille op til 2. valgrunde i flere af de regioner, hvor Front National vandt 1. valgrunde, og har i stedet anbefalet deres vælgere at stemme på Nicolas Sarkozys centrum-højre parti Les Républicains, for at undgå at Front National skulle vinde. Den strategi ser ud til at have båret frugt.

Front National tabte i går deres flertal fra 1. valgrunde i alle regionerne, men som flere ledende politikere har udtalt, så er truslen fra det ekstreme højre langt fra overstået, og der forestår et vigtigt politisk arbejde i regionerne i den kommende tid…

Og så til noget HELT andet:

På torsdag kl. 19.00 er der foredrag på ARoS kunstmuseum i Aarhus i forbindelse med udstillingen Monet – Lost in Translation. Foredragets titel er ‘På rejse med Monet og impressionisterne’, og varer ca en time. Billetterne koster 40 kr. plus entré til museet, og kan købes her. Jeg kommer, gør du?

Måske vil du også synes om:

Pays de la Loire

Regionen Pays de la Loire ligger i det vestlige Frankrig, hvor den mod vest både grænser op til Bretagne og har kystlinie ud til Atlanterhavet. Mod syd grænser regionen op til Poitou-Charentes, mod øst til Centre-Val-de- Loire og mod nord til Basse-Normandie.

Regionen udgøres af departementerne Loire-Atlantique (44), Maine-et-Loire (49), Mayenne (53), Sarthe (72) og Vendée (85). Regionens hovedby er Nantes.

I Middelalderen strakte hertugdømmet Bretagne sig et godt stykke ind i det område, der i dag udgør den administrative region Pays de la Loire, svarende nogenlunde til departementet Loire-Atlantique. Det er den dag i dag et diskussionsemne, om Loire-Atlantique departementet skal høre under regionen Bretagne eller forblive en del af regionen Pays de la Loire. For den resterende del af den nuværende region bestod den i Middelalderen af grevskabet Nantes og områderne Maine og Anjou. I begyndelsen af den franske Renæssance, i midten af 1500-tallet, blev området underlagt den franske trone, og det er blandt andet på initiativ af François Ier, der regerede i denne periode, at nogle af de mange renæssanceslotte langs Loirefloden blev bygget.

La Loire, Frankrigs længste flod, har sit udspring i den østlige del af le Massif Central i departementet Ardèche (i den sydlige del af regionen Rhône-Alpes)hvorfra den flyder nordpå til Orléans og videre vestpå til Tours, Angers og Nantes, inden den løber ud i Atlanterhavet ved Saint Nazaire. De fleste af de verdensberømte slotte i Loiredalen ligger i regionen Centre-Val-de-Loire, og særligt på strækningen fra Orléans til Tours, men der er også mange slotte at se langs floden i Pays de la Loire regionen. I år 2000 blev hele strækningen, fra øst for Orléans til vest for Angers optaget på UNESCOs verdensarvsliste under betegnelsen Val de Loire. Optagelsen på verdensarvslisten dækker både slottene og den natur, der omgiver floden.

Det siger næsten sig selv at den frugtbare Loiredal, “kongernes dal”, og renæssanceslottene er regionens største turistattraktion, men der er også andre ting at kommer efter.

Le Mans er det meste af året en mellemstor fransk provinsby, men i en uges tid i juni hvert år vokser byens indbyggertal eksplosivt. Det er afholdelsen af det verdensberømte, årlige 24 timers racerløb der finder sted, og selvom selve løbet ‘kun’ varer 24 timer er der en hel uges aktiviteter, både for publikum og for de deltagende, der går forud. Det har jeg skrevet lidt om her. Hvis du ikke kan (eller vil…!) være i Le Mans den uge, men alligevel er interesseret i motorsport, så er Le Musée des 24 Heures et besøg værd.

Med omkring 450 kilometer kystlinie ud til Atlanterhavet er der også rige muligheder for badeferie og oplevelser ved havet. I Guérande lidt vest for Saint Nazaire har man en tusindårig tradition for udvinding af havsalt, noget som også findes længere nede ad kysten ved Île de Noirmoutier.

Udvinding f havsalt ved Noirmoutier

Udvinding af havsalt ved Noirmoutier

Og går turen gennem Loiredalen med det formål at opleve den fra ende til anden, er det oplagt undervejs at kaste sig ud i at prøve alle de forskellige vine, der dyrkes langs Loireflodens bredder, fra de hvide Vouvray-vine der dyrkes i området ved Tours, til de røde Anjou-vine mellem Saumur og Angers, og Muscadet-vinene fra Nantesområdet.

God weekend :)

Måske vil du også synes om:

Nord-Pas-de-Calais

Regionen Nord-Pas-de-Calais er Frankrigs nordligste region. Mod nord grænser den op til Belgien, mod syd til regionen Picardiet. Mod vest ligger regionens kystlinie ud til den Engelske Kanal, der på det smalleste sted mellem Calais og Dover er omkring 30 kilometer.

Regionen består af departementerne Nord (59) og Pas-de-Calais (62).

Regionens administrative hovedby er Lille.

Regionens historie er bundet sammen med Flanderns og Nederlandenes, idet disse hertugdømmer i 1400-tallet blev underlagt hertugdømmet Bourgogne. Grænsen mellem Flandern (underlagt hertugdømmet Bourgogne) og kongeriget Frankrig gik syd for Amiens, og var skueplads for en del skærmydsler mellem den franske konge og Charles Quint, der på det tidspunkt regerede i hertugdømmet Bourgogne. I sidste halvdel af 1600 tallet, da Louis XIV (Solkongen) regerede Frankrig, fik han – dels ved erobring, dels ved tilbagekøb fra englænderne – regionen ind under den franske trone, med den grænsedragning mellem Frankrig og Belgien som eksisterer i dag.

Regionen var særligt hårdt ramt under de to verdenskrige. Under 1. verdenskrig var området besat af tyskerne, og da en del af vestfronten gik lige igennem området førte det til nogle af krigens hårdeste skyttegravsslag mellem de allierede og tyskerne, blandt andet slaget ved Yser i 1914, og slaget ved Cambrai i november 1917, hvor de allierede brugte kampvogne som nyt krigsredskab.

Under 2. Verdenskrig var regionen igen hårdt ramt. Efter tyskernes besættelse af området i 1940 led de allierede i første omgang nederlag ved slaget ved Dunkerque i maj 1940. Nazitysklands besættelse af det meste af Frankrig betød, at Nord-Pas-de-Calais regionen kom under administration fra tyskernes hovedkvarter i Bruxelles. Fordi den Engelske Kanal er meget smal ved Calais troede tyskerne, at den allierede invasion ville blive sat ind der, og Atlanterhavsvolden – tyskernes befæstning af Europas kyster fra Norge til det sydlige Frankrig, som vi kan se rester af den dag i dag – blev ekstra befæstet i dette område. Som bekendt landede de allierede ikke ved Nord-Pas-de-Calais’ kyster, men længere sydvestpå, ved Normandiet.

Filmen Bienvenue chez les ch’tis er optaget i den lille by Bergues tæt ved Dunkerque. Det er de venlige mennesker i byen så stolte af, at deres turistinformation har lavet en hjemmeside om optagelserne til filmen. Man kan også komme på en guidet tur rundt i byen i filmens fodspor.

Regionen byder på en lang og meget smuk kystlinie, med nogle meget brede strande flere steder. Her kan man prøve at køre i char à voile, eller, som de kalder det på Fanø: Strandsejlads. Sportsgrenen er opfundet i regionen i begyndelsen af 1900-tallet og lever stadig i bedste velgående. Det kan du læse mere om her (det ser sjovt ud!). Inde i landet er der hyggelige landsbyer og flotte landskaber, og to nationalparker: Parc Naturel Régional Scarpe-Escaut og Parc Naturel Régional de l’Avesnois, der dækker den østligste del af regionen.

Har du været i området og undret dig over de høje, symmetriske bjerge, man ser i landskabet? De kaldes terrils og er slaggebjerge fra minedriften i Nord-Pas-de-Calais. Minedriften er efterhånden indstillet i det meste af området med kulforekomster, som strækker sig fra Valenciennes i øst til lidt længere vestpå end Bethune. Men slaggebjergene og minetårnene kan stadig ses, og i 2012 kom store dele af området på Unescos verdensarvsliste.

På søndag går franskmændene til stemmeurnerne i første runde af regionalvalget. Det kigger vi nærmere på på mandag.

God weekend 😊

Måske vil du også synes om: