col-du-galibier

La Marmotte – når cykling bliver en passion

Om 5 dage – på lørdag – starter 2017-udgaven af årets Tour de France. Det er en lidt underlig udgave i år, for det er nærmest kun en demi-tour. Den starter i Düsseldorf, og kører igennem Belgien, inden rytterne rammer det østlige Frankrig. Så flyver de til det sydvestlige Frankrig, og kører etaper i Pyrenæerne og østover igen, inden de rammer Alperne og Provence. Det nordlige og vestlige Frankrig går ram forbi, og ligeledes Midtfrankrig. En demi-Tour de France, hvis du spørger mig…

Nå. Men der er nogle andre, som også er ret seje. På søndag cykler 7500 amatørcyklister fra det meste af verden endags-cykelløbet Look Marmotte Granfondo Alpes. Og det er altså ikke for tøsedrenge, skal jeg hilse og sige.

Vi kørte selv i området på La Route des Grandes Alpes (i bil, forstås!) sidste år, og der var mange – som i: rigtig mange – amatørcyklister i bjergene. Allerede dengang fornemmede jeg, at det var noget helt specielt for dem at cykle i bjergene. Men jeg var ikke klar over, at mange af dem rent faktisk trænede til et af de mange amatør-bjergcykelløb, der findes.

Look Marmotte Granfondo Séries er en serie på tre amatør-bjergklassikere, hvor de allersejeste napper alle tre. De fleste ‘nøjes’ med et. Måske to.

Lørdag den 17. juni blev Look Marmotte Granfondo Hochkönig afviklet, hvor amatørrytterne kørte 170 kilometer i de østrigske alper.

Søndag den 27. august gælder det Look Marmotte Granfondo Pyrénées, hvor deltagerne bliver sendt 163 kilometer henover legendariske Tourbjerge som Tourmalet og Hautacam.

Og på søndag bliver klassikeren i denne serie af amatørcykelløb afviklet. Look Marmotte Granfondo Alpes. 174 kilometer hen over fire af de største bjerge i Tourhistorien: Col du Glandon, Col de Télégraphe, Col du Galibier og med afslutning på toppen af Alpe d’Huez efter de berømte 21 hårnålesving. Næsten samme rute som Tourens 17.etape i år. Næsten.

Vi kørte i bil ad den rute sidste år, og jeg siger igen: Det er ikke for tøsedrenge!

Hvorfor gør de det? Jeg ved det ikke. Hvem kan forklare passion? Og skal det overhovedet forklares?

 

Måske vil du også synes om:
Lacets-montvernier

La Route des Grandes Alpes #2

“Bon appétit” råbte gruppen af cykelryttere til os. “Merci, et bonne route !” sendte vi retur. Vi sad og fik frokost ved foden af les Lacets de Montvernier. De skulle op ad de 18 smalle hårnålesving på cykel. Vi havde lige taget turen op og ned igen. I bil.

Dag 2 af vores udforskning af la Route des Grandes Alpes blev en dag, hvor vi passerede flere af de legendariske bjerge som Tourfeltet har besteget gennem tiden, og en dag, hvor Kærestes begejstring for bjergene smeltede sammen med min ditto for Tour de France. Fire dage tidligere havde vi kørt første etape, fra Beaufort til Saint-Michel-de-Maurienne. I den mellemliggende tid havde bjergene haft skyerne trukket godt ned om ørerne. Det er ikke optimalt, når man vil opleve de højeste bjerglandskaber på tætteste hold.

Les Lacets de Montvernier ligger ikke på selve alperuten, men alligevel ret tæt ved. Vi kørte fra Annecy og sydpå til Saint-Michel-de-Maurienne ad motorvej A43, og Les Lacets – de 18 skrappe hårnålesving der fører op til landsbyen Montvernier – kan ses fra motorvejen, når man er cirka 20 kilometer nord for Saint-Michel-de-Maurienne. Hårnålesvingene blev for alvor berømte sidste år, da Tourfeltet for første gang blev sendt op ad de omkring 3 kilometer. Da jeg fandt ud af at vi ville køre lige forbi dem, blev de sat på dagsruten. Jeg ville op og ned ad dem igen for selv at opleve vejen.

De er så smalle og stejle, at jeg måtte køre i 1. gear det meste af vejen op, og samme lave gear hele vejen ned. Og det er altså ikke fordi jeg er en pivskid. Stigningerne og de skrappe hårnålesving sammen med den smalle vej, hvor to biler ikke kan passere hinanden, gør det simpelthen umuligt at køre hurtigere. Oven i det skal lægges hensynet til de mange cykelryttere, der er enten på vej op eller ned. Den pragmatiske bilist har ikke lyst til at køre en af dem ned. Den hensynsfulde bilist vil ikke ødelægge cyklistens rytme ved at genere vedkommende for meget.

Vi konstaterede ved selvsyn at der var en indlysende, sikkerhedsmæssig grund til at tilskuere var forbudt på opkørslen, da Tourfeltet blev sendt op: Det er en asfalteret gedesti, hvor end ikke to almindelige biler kan passere hinanden. At tillade tilskuere i de 18 hårnålesving ville have været hasarderet. Det var i sig selv modigt, grænsende til det dumdristige, af Tourledelsen at sende hele feltet op ad den vej.

Efter frokost fortsatte vi de sidste kilometer til Saint-Michel-de-Maurienne. Her var vi kørt fra alperuten efter vores første etape, og her drejede vi ind på ruten igen. Straks efter starter opstigningen til Col du Télégraphe, som feltet har været over adskillige gange gennem tiden. Efter Col du Télégraphe fortsætter ruten gennem bjergmassivet uden helt at komme ned fra højderne igen, inden opkørslen til Col du Galibier – endnu et Tourbjerg – begynder. Ruten mellem de to bjerge er nok noget af det smukkeste, vi har set på denne tur. For hvert sving var der nye panoramaer, nye dramatiske landskaber og åndeløst betagende udsigter.

col-du-galibier

Efter Col du Lautaret kørte vi væk fra alperuten og mod Le Bourg d’Oisans. Tourtosser, cykelentusiaster og andet godtfolk ved, at det bynavn betyder opkørsel gennem 21 hårnålesving til Alpe d’Huez. Tourbjerget over dem alle. Vi kørte selvfølgelig hele vejen op. Sammen med alle de cyklister, som i lighed med de andre høje bjerge i alperne selvfølgelig også skal prøve kræfter med Alpe d’Huez. Og toppen er tydeligt mærket af, at Touren så ofte har været forbi. En officiel Tour-merchandise butik, cykelshops og pitstop for de mange seriøse amatørcyklister, der har besejret bjerget og puster ud, mens kæresten/ægtefællen/kammeraten i følgebilen giver solide skulderklap over bedriften.

alpe d'huez

alpe d'huez

Det blev endnu en lang men god dag i bjergene. Vejret var perfekt og da vi kom tilbage til Annecy var vi begge trætte men begejstrede over de naturoplevelser, dagen havde budt på. Næste gang tror jeg vi anskaffer os vandrestøvler og kaster os ud i at prøve vandreture i højderne.

INFO: La route des Grandes Alpes er åben fra juni til oktober – men kan være lukket på visse strækninger pga vej- eller vejrforhold. Det vil typisk være over bjergtinderne, og typisk vil det være annonceret ved begyndelsen på opstigningen. For der er altså kun een vej op – og ned igen… Der er få barer/caféer undervejs, men de ved godt, hvad de vil have for mad og drikkevarer. Det er en rigtig god ide selv at medbringe en god frokost, vand og måske kaffe/småkager. Selvom man vælger – som vi gjorde – kun at køre et par hundrede kilometer, så går der alligevel mange timer med at køre, tage billeder (nogle gange for hver 500 meter eller noget) og holde frokostpause og andre små pauser. Tiden går hurtigt sådan en dag.

Regionerne, som la Route des Grandes Alpes løber igennem, har lavet en hjemmeside med ruten, dens historie, forslag til overnatninger, vandreruter, planlægning for cyklister der vil prøve kræfter med Tour de Frances klassiske bjerge og forslag til ture for motorcyklister. Den finder du HER.

 

Måske vil du også synes om:

Historier fra herreværelset

Sort kaffe & hvide sokker. Takt, tone og traditioner på landevejenBrian Holm, Per Bausager, Bjarne Riis, Rolf Sørensen, Jesper Skibby, Jens Veggerby, Jesper Worre, Jørgen V. Pedersen, Dan Frost, Jakob Piil, Jørgen Marcussen og Thomas Bay. I samarbejde med Tonny Vorm. Politikens Forlag. Udgivelsesdato: 30. maj 2016.

Sort kaffe og hvide sokkerANMELDELSE. Forestil dig en række af de største danske stjernecykelryttere gennem de seneste mere end tre årtier, der beslutter sig for at lave en klub, hvor de kan mødes og snakke om gamle dage på landevejene i ind- og udland, og deres oplevelser fra deres professionelle karriere, fra træningen og de mange store cykelløb: Giro d’Italia, Tour de France, Vuelta a España, og hele rækken af forårsklassikere og hvad der ellers ligger af store endags- og etapeløb i kalenderen. Forestil dig så, hvor store mængder røverhistorier, gavtyvestreger, anekdoter og andre fascinerende, charmerende, sjove, alvorlige og barske historier, der samtidig kommer på bordet. Vi tager den lige lidt videre: Forestil dig, at sådan en række cykelkapaciteter får stillet spørgsmålet: Har I nogle gode råd til cykelmotionisterne?

Vi er i den grad i herreværelset i denne charmerende bog. Bogen giver et sjældent indblik i en verden med nogle sindssygt hårde strabadser bag de tv-billeder, de fleste af os ser cykelsporten igennem, men også historierne om passion, kammeratskab og konkurrence bliver fortalt. Det er ikke Tour de France og paradekørsel det hele.

Bogen er bygget op af 10 kapitler, der kommer omkring træningen, stilen, kosten, cyklen & udstyret, kulden, hierarkiet, rivaliseringen, smerten og konkurrencen, og til sidst et kapitel med gode råd til motionisten. Det lyder i sig selv pænt kedeligt, men kapitlernes opbygning gør at det bliver underholdende fra side 1 til side 253. Den store mængde af historier, der utvivlsomt er kommet på bordet, er blevet destilleret og skåret til, så de fremtræder som små, fortættede afsnit – ofte fortalt med et gavtyveglimt i øjet – side op og side ned hele bogen igennem. Der er stort set ingen overflødig tekst eller tomgang på noget tidspunkt. Røverhistorierne og de gode råd flyder hen over siderne, og hvert kapitel afsluttes med et (mini)portræt af en af rytterne og en oversigt over en typisk træningsrute – for eksempel i Italien, Spanien, Californien eller på Sjælland.

Det er nok ikke nogen hemmelighed, at cykelryttere er omtrent så forfængelige som fodboldspillere. En rytter kan være lirens eller ulirens. Cool eller kikset. (Francesco Moser og Mario Cipollini er blandt de mest toplirens cykelryttere gennem tiden, får vi at vide). Cykelkasketten kan sættes på et utal af måder, og inden hjelmen blev obligatorisk kunne man genkende en rytter i feltet alene på den måde, han satte sin kasket, siges det. Man kan også sidde lirens på lågen, og sokkerne skal være hvide. Solbrillerne skal være cool (vigtig detalje!), selvom de tjener flere praktiske formål:

[…] I dag træner de færreste uden solbriller, for det gør jo helvedes ondt at få en brumbasse i øjet. (Brian Holm)

Man skal ikke have fulgt meget med i cykelløb for at vide, at professionelle cykelryttere er minutiøse (for nu at sige det diplomatisk) med deres udstyr og indstillingerne af det. Som det mindste skal cyklen være ren når man stiller til træning og til løb, og indstillingerne af saddel, styr og så videre skal være på plads med nogle gange mindre end en millimeters præcision. Da klikpedalerne erstattede tåklipsene i 1990 var det i følge Jesper Skibby et gedemarked:

[…] Man skulle jo bremse og klikke foden ud, og jeg kan huske i starten, at jeg bremsede, men min fod blev hængende. Så kunne jeg vælge at køre ind i en hæk.

Til motionisterne, nok specielt dem der træner seriøst og cykler i bjerge når de er på sommerferie, er der mange gode råd at hente. Men også vink med en vognstang, hvis de skulle gå hen og blive for kække:

“Du må godt køre med, men du holder dig nede bagi”. […] Måske har vi trænet fem stive timer i højt tempo, og så kommer der en frisk motionist og blander sig. (Brian Holm)

Og sådan kunne jeg blive ved med at hente eksempler og citater frem.

Snapsene står i kø i denne bog, og selvironien og gavtyveglimtet i øjet er med hele vejen. Jeg er ikke blevet mindre cykelfan efter at have fået et backstage indblik, og bogen har fået fast plads sammen med min 6 kilos Tourhistorie af Joakim Jakobsen. Og så tror jeg, at jeg kommer til at se etaperne i det kommende Tour de France på en lidt anden måde fra nu af.

Her kan du læse mere om stjernerytternes klub: Danske Professionelle Cyclisters Club.

Måske vil du også synes om:
Sommerferie i Frankrig

Sommerferie i Frankrig?

Er I ved at planlægge sommerferien i Frankrig, eller mangler I lidt inspiration til, hvor I skal hen eller hvad I skal se?

Der er masser af inspiration at hente i indlæggene her på bloggen.

Sidste år under Touren fulgte bloggen feltet Frankrig rundt, med et nyt indlæg for hver etape. Da det ikke er alle, der er lige så tosset med Tour de France som jeg er (selvom vi er nogle stykker), og TV2 og andre medier har meget mere forstand på det sportslige end mig, så blev hvert blogindlæg under Touren en spejling af det område, feltet kørte igennem den pågældende dag. I indlæggene kan du hente inspiration til ting, der er værd at se eller undersøge nærmere. Indlæggene starter her, og fortsætter kronologisk frem til det sidste Tour-indlæg her.

I løbet af efteråret skrev jeg cirka et indlæg om ugen om de 22 franske regioner, der pr. 1. januar blev til 13 storregioner. Hvert af indlæggene indeholder både historisk information og forslag til, hvad man kunne se når man er på ferie i området, og mange af indlæggene har eksterne links, hvis du vil undersøge videre. Du finder indlæggene ved at søge på ‘regioner’ i søgefeltet ude i højre kolonne (eller på regionens navn). Ellers tjek indlægget her, hvor jeg opsummerer på de kontinentale regioner i forbindelse med reformen, og linker til alle indlæggene.

I januar skrev flere medier om rejsedestinationer i 2016, og der var flere franske bud på de lister som blandt andre New York Times og Lonely Planet udsendte. Det skrev jeg et indlæg om her, hvor du også kan finde masser af inspiration og eksterne links ud til den store verden.

Så søg løs i søgefeltet ude i højre kolonne, eller, hvis du har god tid, løb indlæggene igennem kronologisk. Dem finder du også ude i højre kolonne under ‘arkiver’.

I år skal vi til de franske alper og Annecy, og jeg glæder mig vanvittigt!

Hvor skal I hen?

Måske vil du også synes om:
stranden-paris

På stranden i Paris

Der er fest på Champs Élysées i dag. Tourfeltet rammer Paris på 21. og sidste etape, efter at have cyklet 3500 kilometer de sidste tre uger. Flere kvarterer vil være helt lukket for trafik, og der forventes pænt mange mennesker på og omkring Champs Élysées.

Der er også mange der er flintrende ligeglade med hele balladen og tager til stranden i stedet.

I Paris.

Siden i mandags har Paris Plages været åben, og for alle dem, der af forskellige årsager ikke kommer på badeferie ved havet, er det en kærkommen lejlighed til alligevel at komme til stranden. Det er 14. gang i år at der indrettes strand midt i Paris ved Seinen. 5000 tons sand er spredt ud på en ca 2 kilometer lang strækning langs højre Seinebred mellem Louvre i vest og Pont de Sully i øst, på pladsen foran Paris’ rådhus og ved Bassin de la Villette. Med strandstole, palmer, parasoller og alting.

Som altid med tiltag der influerer mange mennesker (og deres skatteyderpenge), er der også kritiske røster. Ikke alle parisere synes det er en god ide. Nogle havde gerne set pengene brugt på andre ting, nogle brokker sig over at man ikke kan bade, andre synes Paris Plages er for overrendt…

Men for dem, der vælger at benytte sig af tilbuddet om at tage til stranden midt i Paris, er der petanquebaner og strandaktiviteter for børnene, dans og fester for de voksne, tai-chi kurser hver dag og mange andre aktiviteter, hvis man ikke er til at ligge i en strandstol og lave ingenting…

Feltet kører i dag 21. og sidste etape fra Sèvres – Grand Paris Seine Ouest til Champs Elysées.

 

Måske vil du også synes om:

Om nogle helt særlige hårnålesving

Det er lørdag.

I dag køres Tourens sidste Alpeetape før paradekørslen i Paris i morgen.

Feltet slutter dagens etape med opkørslen gennem de 21 hårnålesving til toppen af det legendariske Alpe d’Huez. Det er ca 14 kilometer med en gennemsnitlig stigningsprocent på 8%, og der vil stå tilskuere i tusindvis i hårnålesvingene.

Men det bjerg, de skulle op ad i torsdags for første gang i Tourens historie var en helt særlig udfordring. 18 hårnålesving på bare 3 kilometer asfalteret gedesti med en gennemsnitlig stigningsprocent på 8,2. Det siger sig selv at tilskuere var forment adgang til stigningen. Prøv at se her (Bare slå lyden fra, hvis du ikke gider høre rapmusik – billederne taler for sig selv)

Jeg er imponeret.

Ikke over at rytterne klarede det – selvfølgelig gjorde de det. Men tænk lige, at der er nogle der har bygget den vej!

Seks år tog det, fra 1928-1933, for at gøre det lettere at komme til landsbyen Montvernier, der ligger på plateauet ovenfor stigningen.

Feltet kører i dag 20. etape fra Modane Valfréjus til Alpe d’Huez.

Måske vil du også synes om:

Et berømt bysbarn

Stendhal

I dag skal feltet køre i en stor cirkel rundt i bjergmassivet nordøst for Grenoble. Mens de gør det, har du måske lyst til at kigge lidt nærmere på byen, hvis du ikke nåede det i går?

Et af Grenobles mest berømte bysbørn hedder Henri Beyle. Du kender ham måske bedre under pseudonymet Stendhal. Han var forfatter og levede fra 1783 til 1842. To af hans kendteste romaner hedder Le Rouge et le Noir (1830) og La Chartreuse de Parme (1839). Måske har du læst (uddrag af) dem i gymnasiet?

Hmm…. Ja, OK… Det er måske ikke lige 1800-tals romaner man kaster sig over, hvis man har lyst til at stifte nærmere bekendtskab med fransk litteratur. Men er du bare en smule interesseret i fransk historie, politik og samtidsbilleder, så er Stendhal ikke et dårligt valg.

Stendhal var livet igennem vidne til nogle af de største omvæltninger i Frankrigs historie, fra Revolutionens ti år, Napoleons magtovertagelse til Napoleonskrigene og Napoleons fald. Han var udsendt til Italien i en periode og udviklede her en dyb kærlighed til landet. Indtil Napoleons fald i 1815 var han ansat i statsadministrationen og deltog i flere af Napoleons kampagner, blandt andet den fatale Ruslandskampagne, der blev begyndelsen til enden for Napoleon. Da Napoleon faldt mistede Stendhal sit arbejde og helligede sig sit forfatterskab.

Indtrykkene fra Italien og Napoleonstiden går som en rød tråd gennem forfatterskabet, men også de politiske stridigheder op gennem 1820erne til Julirevolutionen i 1830 afspejles. I romanen Le Rouge et le Noir (Rødt og Sort) følger vi hovedpersonen, den ambitiøse unge Julien Sorel, der har læst Napoleons erindringer (Mémorial de Sainte-Hélène, skrevet af Emmanuel Las Cases), og drømmer om selv at blive noget stort. Som et produkt af revolutionstiden ved den unge Julien, at det at blive til ‘noget’ ikke handler om at blive født i den rigtige sociale klasse men om handling og gerninger. Romanen er en blanding af romantisme på baggrund af en realistisk beskrivelse af samtiden.

La Chartreuse de Parme (Klosteret i Parma) fra 1839 kredser igen om Napoleonstemaet, med den unge hovedperson Fabrice del Dongo i centrum. Handlingen udspringer fra Napoleons erobring og besættelse af Italien og følger Fabrice, der noget naivt iagttager Napoleons tilbagekomst fra Elba og beslutter at følge ham. En af romanens mest berømte scener er en meget livagtig gengivelse af slaget ved Waterloo, som Fabrice deltager i. Efter krigsbegivenhederne vender Fabrice tilbage til Parma, og efter mange romantiske og svigefulde, politiske forviklinger ender han med at blive prædikant. Som Le Rouge et le Noir er denne roman også en blanding af romantisme og realisme.

Stendhals forfatterskab omfatter både dokumentariske beskrivelser, skønlitterære romaner og noveller, og kun en lille del er oversat til dansk. Det er dog muligt at læse både Le Rouge et le Noir og La Chartreuse de Parme i nutidige, danske oversættelser. Følgende af hans værker har jeg fundet oversat:

Hertuginden af Palliano (La Duchesse de Palliano i novellesamlingen Chroniques italiennes 1837-1839) Oversættelsen er fra 1969

Vandringer i Rom (Promenades dans Rome – 1829)
Oversættelsen er fra 1982

Rødt og Sort (Le Rouge et le Noir – 1830)
Den seneste oversættelse er fra 2004

Klosteret i Parma (La Chartreuse de Parme 1839)
Den seneste oversættelse er fra 2006

Om Kærligheden (De l’Amour – 1822)
Oversat i 2011

Har du læst Stendhal? Hvad synes du? Er han hamrende kedelig set med nutidige øjne, eller er det spændende at dykke ned i beskrivelsen af en anden tid?

Tourfeltet kører i dag fra Saint-Jean-de-Maurienne til La Toussuire – Les Sybelles.

Måske vil du også synes om:

Le Vercors

Tourfeltet kører i dag nordpå fra Gap ind i Alperne. De kommende tre dage bliver hårde etaper i bjergene, og vi skal nok få set en del drama, inden målstregen på Alpe d’Huez lørdag. Etapen går forbi Le Massif du Vercors og byen Grenoble, på vej til målet i Saint-Jean-de-Maurienne.

Bjergmassivet Le Vercors er i dag nationalpark med rige muligheder for vandringer, cykling eller klatring, og om vinteren kan man stå på ski i området. Der er mange skipister, både alpine og langrend. Men massivet er måske mest kendt for den rolle, det spillede under 2. Verdenskrig som skjulested for den lokale franske modstandsbevægelse. Flere egne af massivet er vanskeligt fremkommelige, og det gjorde det muligt for modstandsfolkene at gemme sig for de tyske soldater, der ikke kendte området.

Under 2. Verdenskrig var Frankrig delt i overordnet set to zoner. Demarkationslinjen gik tværs gennem landet fra øst til vest, men drejede sydpå og inkluderede hele Bordeauxområdet ned til den spanske grænse. Området nord for demarkationslinjen med området i det sydvestlige Frankrig var besat af Tyskland. Området syd for demarkationslinjen og øst for det sydvestlige Frankrig var Zone libre (frizone), hvor landet ikke var officielt besat, men regeret af Marskal Pétain i spidsen for en fransk marionetregering. Le Vercors lå i den frie zone, men området øst for massivet var besat af Italien, på det tidspunkt Tysklands allierede.

I november 1942 blev området invaderet af Italien og Tyskland, og det førte til oprettelsen af modstandsgrupper i bjergmassivet. Dygtige organisatorer sørgede for at modstandsbevægelsen i Vercors fik en central rolle i forberedelsen af de allieredes invasion af Sydeuropa, der var under planlægning. Det gik imidlertid galt lige før invasionen. I sommeren 1944 kom koden til modstandsbevægelsens mobilisation via radioen, og henved 4000 modstandsfolk og mange utrænede unge frivillige gjorde sig klar. Trods opfordringer til forsigtighed troede modstandsfolkene på nedkastning af tunge våben og ammunition, og hejste et så stort trikoloreflag at det kunne ses af tyskerne i Grenoble. Den tyske reaktion kom omgående. 15.000 tyske landtropper støttet af faldskærmssoldater angreb området, og modstandsbevægelsen i området blev nærmest udslettet henover sommeren 1944. Men deres arbejde fra 1942 og frem forsinkede den tyske hær så meget, at de i sidste ende ikke kunne få fremrykket tropper nok til at dæmme op for invasionen af Normandiet i juni 1944 og invasionen fra syd i august 1944.

Det er begivenheder, der som så mange  andre fra 2. verdenskrig har sat sig dybe spor i lokal-befolkningerne i Europa. I 1994, på 50-års dagen for modstandskampene i le Vercors, blev et mindesmærke indviet. Det kan du se her.

Er du ikke så interesseret i 2. Verdenskrigs historie? Så prøv at se her, hvad Grenobleområdet ellers kan byde på.

Etapen i dag går fra Gap til Saint-Jean-de-Maurienne.

Foto: Mont Aiguille, Vercors (Pixabay.com)

Måske vil du også synes om:
mimosa-grasse-verdens-parfumehovedstad

Verdens parfumehovedstad

Omtrent en times kørsel sydøst for dagens etapes sydligste punkt ligger Grasse. Eller, fra Middelhavskysten: 20 kilometer nord for Cannes. Er man på badeferie ved Côte d’Azur er byen et oplagt mål for en dagsudflugt.

I Grasse har man i mange århundreder produceret råmateriale til hele verdens parfumeindustri. Råmateriale vil sige koncentrerede, æteriske olier udvundet af blomster fra de mange blomstermarker omkring byen. Det er særligt lavendel, jasminer, orangeblomster, liljer, roser og mimoser der dyrkes, og det er ikke svært at forestille sig oplevelsen af at stå ved sådan en mark på en flimrende varm solskinsdag og indsnuse den berusende duft af en hel mark af blomster. Har du oplevet lavendelmarkerne i Provence, hvis duft hænger i hele landskabet, ved du, hvad jeg mener. Det er ikke uden grund at Grasse er et verdensnavn i parfumeuniverset.

Lavendel

I byen ligger Musée International de Parfumerie, et museum der fortæller parfumens og duftenes historie fra Antikken til vore dage. I tilknytning til museet er en oplevelseshave, hvor man kan se – og dufte – de mange forskellige slags blomster, der udvindes olier af.

Rose

Jasmin

En af Oplysningstidens meste berømte malere, Jean-Honoré Fragonard, er født i Grasse i 1732, og byens museum for deres berømte bysbarn rummer en stor samling af hans malerier. Malerierne er typiske udtryk for den franske rokoko i 1700-tallet.

Her kan du se billeder og læse mere om museerne i Grasse.

Har man lyst til at prøve at lave sin egen parfume eller eau de toilette, tilbyder flere af byens fine gamle parfumerier – Fragonard, Molinard og Galimard, introduktionskurser for private til parfumens verden. De tre parfumerier tilbyder også gratis rundvisninger i deres fabrikker, hvor der fortælles om deres produktion af parfume.

I byen ligger også organisationen af parfumeproducenter med en tilknyttet uddannnelsesinstitu-tion for dem, der gerne vil uddanne sig inden for faget. Tv5 Monde sendte for et stykke tid siden en dokumentarudsendelse om skolen, der får besøg af professionelle fra hele verden, der ønsker at videreuddanne sig på kurser af kortere eller længere varighed. Her kan du se et klip fra programmet.

Men… Der ER altså andre ting at tage sig til i Grasse. Der er mulighed for golf, vandreture i bjergmassivet eller mark- og havevandringer, besøg i grotter, rideture og mange andre friluftsaktiviteter, hvis byens parfumeunivers ikke er det, der trækker mest. Eller man kan følge La route Napoléon, der går igennem byen og videre nordpå til Grenoble. La route Napoléon er den vej, Napoleon fulgte mod Paris, da han i 1815 undslap fra øen Elba og i 100 dage generobrede magten, indtil det endelige nederlag ved Waterloo.

Har du lyst til at læse om et parfumehus, jeg er særlig pjattet med? Så se her.

Feltet nærmer sig Alperne, og kører i dag fra Digne-les-Bains til Pra Loup

Fotos: Pixabay.com

Måske vil du også synes om:

En klassiker

IMG_0241

Måske nogle vil synes, at det er lidt for nemt at trække en gammel traver af stalden, nu feltet er i det nordlige Provence. Men det ER en klassiker, vi skal omkring i dag. Det er svært for franskinteresserede at sige ‘Provence’ uden at nævne Marcel Pagnol i samme åndedrag. Primært på grund af Claude Berris filmatiseringer af Jean de Florette og Manon og Kilden fra 1986 og Yves Roberts filmatiseringer af Min fars store dag og Min mors slot fra 1990, som alle fire var bragende filmsucceser, også her i landet. Så meget, at de efterfølgende blev udgivet på dvd med danske undertekster. Det er langt fra alle franske film, det sker for.

Grunden til at jeg alligevel trækker ham frem i dag er, at det i år er 120 år siden han blev født. Og der foregår en hel del i Provence i den anledning – nærmere betegnet i og omkring Pagnols fødeby Aubagne. Fra juni og året ud er der guidede vandringer i og omkring Aubagne, i bjergmassivet omkring Garlaban med besøg på de steder, vi kender fra hans bøger og barndomserindringer. Der er teaterforstillinger, filmfremvisninger, litterære caféaftener og udstillinger, altsammen for at fejre Pagnol.

IMG_0242

Pagnols værker strækker sig fra teaterstykker til film til bøger. Hans første stykke, Topaze, fik premiere i Paris i oktober 1928 og blev en stor succes. Allerede året efter var Topaze blevet oversat til dansk, og havde premiere i september 1929 på Dagmarteatret. Hans næste stykke, Marius og opfølgeren Fanny havde begge dansk teaterpremiere i starten af 1930’erne. Teaterstykkerne Marius og Fanny fik en opfølger – César – skrevet direkte til det store lærred, da Pagnol kastede sig over filmproduktion. Det var i starten af 30’erne, hvor talefilmen holdt sit indtog.

Det vi dog bedst kender ham for i Danmark er hans barndomserindringer og Kilden i Provence.

I 1986 blev Kilden i Provence genfilmatiseret af instruktøren Claude Berri. Fortællingens to dele blev til to biograffilm, Jean de Florette og Manon og Kilden. Den helt igennem tragiske historie udspilles med de smukke, provençalske landskaber som kulisse, og med Daniel Auteuil, Yves Montand og Gérard Depardieu i de bærende roller. Begge film er udgivet på dvd i Danmark.

I 1990 kom filmatiseringerne af barndomserindringerne La Gloire de mon père (Min fars store dag) og Le Château de ma mère (Min mors slot). Begge film er udgivet på dvd med danske undertekster. Det er begge meget varme film, der på een gang får barndommens uskyldighed, de bjergtagende provençalske landskaber, varme sommerdage og lyden af cikader til at træde helt igennem på lærredet (eller skærmen), og indhylle publikum i en varm drøm om Provence. På en kold og mørk vinteraften i lille Danmark kan jeg godt finde på at sætte filmene på, bare for at få varmen og drømme mig lidt væk.

Følgende danske oversættelser af Pagnols bøger har jeg fundet på Statsbiblioteket i Århus:

Pagnols barndomserindringer:

Min fars store dag (La gloire de mon père)
Min mors slot (Le château de ma mère)
De søde hemmeligheder (Le temps des secrets)
Den sorte skole (L’école noire)
Forelskelsernes tid (Le temps des amours)

Kilden i Provence 1-2:

Jean de Florette
Manon og kilden

Daniel Auteuil, der spiller den ulykkeligt forelskede Ugolin i filmatiseringen af Kilden i Provence, instruerede i 2011 Pagnols La fille du puisatier, som i Danmark er udgivet med titlen Brøndgraverens datter. I 2013 instruerede han filmene Marius og Fanny, som kan købes på dvd, men uden danske undertekster.

Tourfeltet kører i dag den første etape i Alperne, fra Bourg-de-Péage til Gap

I morgen tirsdag holder bloggen hviledag.

Fotos: Le Figaro’s hors série nummer om Pagnol i anledning af 120-året. Tegningen på forsiden er af Albert Dubout og lavet til La Gloire de mon père da den udkom i 1958 .

Måske vil du også synes om: