Boghandlerbesøg fra Gibert Jeune i Paris

Hvis du holder af at promenere i Paris’ Latinerkvarter omkring Boulevard Saint-Michel, så kender du garanteret Gibert Jeune boghandlerne. Jo du gør! Hvis du ikke har været på bogjagt i en af dem, så har du nok lagt mærke til de karakteristiske gule markiser og bogkasserne på fortovet ud mod Place Saint-Michel helt nede ved Seinen.

Gibert Jeune er et slaraffenland for Read More

Michel Houellebecq: Sérotonine

ANMELDELSE

Michel Houellebecqs seneste roman er en tour de force i tristhed og menneskeligt forfald. Den er kras i sin samfundskritik og absolut læseværdig, dog måske i mindre doser, hvis man har tendens til at lade sig rive med af en bogs stemning.

Florent-Claude Labrouste er 46, agronom og arbejder i landbrugsministeriet. Han hader sit navn, er på lykkepiller og hans libido er ikke-eksisterende. Sådan præsenterer han sig selv på romanens første sider. Faktisk er han så træt af sin tilværelse, at han overvejer forskellige udveje for at slippe fri af det hele.

Udefra set har han Read More

Ny roman fra Michel Houellebecq

I fredags udkom Michel Houellebecqs syvende roman, ‘Sérotonine’. Den er solgt i mere end 90.000 eksemplarer i løbet af de første tre dage, og som altid svinger anmeldelserne fra det kølige til det begejstrede.

Romanens hovedperson, den 46-årige Florent-Claude Labrouste, er deprimeret, ulykkelig i sit kærlighedsliv og har egentlig bare lyst til at forsvinde fra det hele. Florent-Claude er uddannet agronom, og Sérotonine er ligeledes historien om et fransk landbrug i krise, et landbrug, der føler sig overset af politikerne og overhalet af udviklingen.

Jeg har romanen på vej i posten og anmelder bogen senere på måneden. I mellemtiden får du her et udpluk af, hvad anmelderne synes. Det er, som altid med Houellebecq, en blandet landhandel.

Bernard Pivot, formanden for Prix Goncourt-juryen og mange-årig tv-vært på det legendariske litteraturmagasin Apostrophes på France 2, er begejstret. I Journal du Dimanche skriver han blandt andet: “[…] Michel Houellebecqs Sérotonine er nostalgiens og vredens, forskrækkelsens og resignationens roman. Sådan er tidsånden. Den får politikere, økonomer, sociologer og psykologer til at småsludre, og den har inspireret Michel Houellebecq til at skrive ikke sit mest spektakulære eller tvetydige værk, men det mest gribende. Der er nogle meget smukke sider om forbundet kærlighed og lykke, der giver håb eller trøst. Houellebecq er blevet gammel. […]”

Anderledes lunken er litteratursektionen hos Le Nouvel Observateur: “[…] Det er tidpunktet hvor man spørger sig selv, hvem der virkelig har lyst til at læse en uendelig trist roman, hvor antihelten på een gang er depressiv, impotent, masochist og homofob. Tilsyneladende ikke så få mennesker. […]”

På OnlaLu, en hjemmeside for litterære anmeldelser og litteraturkritik, er de heller ikke brandvarme: “[…] Da det handler om Houellebecq bør man, lader det til, finde genialiteten. Jeg har ledt, men jeg har ikke fundet den. Fortællingen er ganske vist godt skruet sammen. men intet i skrivestilen overrasker. Og hvad er der så tilbage af denne tekst, der er lige dele fabel og roman? Sandt at sige, ikke ret meget […].”

Franceinfo stiller de spørgsmålet, om Houellebecq virkelig er en forfatter, der kan se ind i fremtiden? Det retoriske spørgsmål bunder i to foregående tilfælde, hvor Houellebecqs romaner – utilsigtet eller ej – er udkommet lige før eller samtidig med voldsomme begivenheder, der ligner den pågældende romans handling: I september 2001 udkom Plateforme, der handler om sexturisme i Thailand. Få dage efter skete 9-11 angrebene i New York, og året efter, i oktober 2002, blev natklubber på Bali udsat for attentater. Og samme dag som Soumission udkom i januar 2015 (den handler om en muslim, der bliver valgt som Frankrigs præsident i 2022), blev Charlie Hebdo redaktionen angrebet. Med Sérotonine går spørgsmålet på, om Houellebecq også har ‘forudset’ Gilets jaunes-bevægelsen, selvom romanen formodentlig er færdigskrevet måneder før bevægelsen opstod. Det er en ret interessant artikel.

Hvis Michel Houellebecqs forfatterskab er nyt for dig, så kan jeg anbefale denne introduktion til hans romaner. Bernard Maris var en del af Charlie Hebdos redaktion, og han var en af dem, der blev dræbt, da redaktionen blev angrebet i januar 2015.

Houellebecqs seks foregående romaner er alle oversat til dansk og udgivet på forlaget Rosinante. Den danske oversættelse af Sérotonine er på vej og forventes udgivet primo april.

Citatoversættelserne er mine.

Årets franske bogpriser 2018

La rentrée littéraire 2018 er ved at klinge af, og det samme er prisregnen. Her får du en oversigt over de syv største prisers romankåringer, til inspiration, til (jule)gaver eller bare til almindelig nysgerrighed.

Le Grand Prix du roman de l’Académie française

Efter to udvælgelsesrunder i det Franske Akademi proklamerede juryen den 25. oktober, at Akademiets store romanpris går til Camille Pascal for hans historiske roman L’Été des quatre rois (Plon). Med prisen følger 10.000€.

Romanens ramme er sommeren 1830 i Frankrig og de begivenheder, der følger i kølvandet på Les Trois Glorieuses, julirevolutionen. Den siddende konge, Charles X, er upopulær, og ønsker at hans barnebarn Henri d’Artois (Henri V) efterfølger ham på tronen. Han beder derfor sin søn, den retmæssige tronarving Louis-Antoine d’Artois (Louis XIX), om at træde til side. Men Henri d’Artois er blot 9 år gammel, og derfor overtager hertugen af Orléans tronen som Louis-Philippe. Romanen er et eksempel på den exofiction*), vi ser i litteraturen i disse år.

Prix Femina

Efter tre udvælgelsesrunder blev Prix Femina uddelt 5. november. Prisen for bedste franske roman gik til Le Lambeau af Philippe Lançon (Gallimard).

Lambeau betyder las eller stump (en lambeaux betyder i laser), og romanen er forfatterens egen fortælling om, hvordan han blev hårdt såret under angrebet på Charlie Hebdo 7. januar 2013, og hvordan han kæmpede sig igennem 15 operationer, der skulle genetablere den nederste del af hans ansigt. Det er fortællingen om hans rejse gennem hospitaler og om, hvordan musikken, litteraturen og de mennesker, der omgiver ham, hjælper ham igennem.

Prix Médicis

Juryens medlemmer brugte to udvælgelsesrunder på at finde frem til årets prismodtager. 6. november blev Prix Médicis tildelt Pierre Guyotat for romanen Idiotie (Grasset).

Idiotie er en selvbiografisk fortælling om forfatterens 18. til 22. år, fra 1959 til 1962. Som knap 18-årig stikker han af fra hjemmet i Lyon og til Paris, hvor han vil realisere sig selv som digter. Det er en hård periode, hvor han må sove under broerne i Paris, men hans iagttagelsesevne er uovertruffen, og romanen rummer en række beskrivelser af Paris, som byen var dengang.

I samme uge modtog den nu 78-årige Pierre Guyotat Prix Femina-juryens specialpris for sit samlede forfatterskab, og han har ligeledes modtaget Prix de la langue française 2018.

Prix Goncourt

Efter tre udvælgelsesrunder kårede juryen den 7. november romanen Leurs enfants après eux af Nicolas Mathieu (Actes Sud) som årets prismodtager. Med prisen følger en check på symbolske 10€ og uvisnelig hæder.

Romanen er en fortælling om fire teenagere i Udkantsfrankrig i 90erne. Der er krise i regionen, industrien lukker ned, og de fordriver sommeren med, hvad  teenagere nu kan finde på. Den første forelskelse. Kanoture. Rygning i smug. Musik. Ikke de store bekymringer om morgendagen. Romanen udspilles henover fire somre og på den triste baggrund af en egn, der er ved at blive hægtet af globaliseringen. Den er en stemme fra det dybe Frankrig, der føler sig overset og glemt.

Prix Renaudot

Få øjeblikke efter kåringen af Prix Goncourt var det Prix Renaudot, der blev offentliggjort. De to priser bliver traditionelt uddelt samme dag. Efter ligeledes tre udvælgelsesrunder besluttede Renaudot-juryen at tildele Valérie Manteau prisen for romanen Le Sillon (Le Tripode). Tildelingen var en overraskelse, da romanen var med i første runde, blev valgt fra og ikke var med i opløbet. Alligevel blev den hentet ind igen og fik tildelt årets pris.

Valérie Manteaus anden roman handler om en kvinde på strejftog i Istanbuls gader, på sporet af den armenske journalist Hrant Dink, der blev myrdet i 2007. Romanens baggrundtæppe er beskrivelserne af det sydende liv i Istanbuls gader.

Prix Décembre

Efter to udvælgelsesrunder blev Prix Décembre uddelt 8. november. Den gik til Michaël Ferrier for romanen François, portrait d’un absent (Gallimard). Med prisen og anerkendelsen følger 30.000€.

François, portrait d’un absent er forfatterens selvbiografiske fortælling om et livslangt venskab, der brat får ende, da vennen drukner. Da chokket har langt sig begynder minderne at vælte frem, og historien om deres venskab udfolder sig romanen igennem.

Prix Interallié

Den sidste af årets store priser blev uddelt 14. november. Le Cercle de l’Union Interalliée, der er en kreds af journalister, uddelte årets Prix Interallié til Thomas B. Reverdy for romanen L’hiver du mécontentement (Flammarion).

Romanen er historien om den unge teaterstuderende Candice, der i London skal spille hovedrollen i Shakespeares Richard III, i en opsætning med kun kvindelige skuespillere. Romanen foregår henover vinteren 1978-1979, hvor generalstrejker var ved at kvæle det britiske samfund. Candice forsøger at sætte sig ind i, hvem Richard III var, og hvordan han regerede. Undervejs i teaterprøverne møder hun en endnu ukendt Margaret Thatcher. Denne og andre begivenheder under denne britiske hiver du mécontentement (Utilfredshedens vinter) danner romanens baggrundstæppe. Udtrykket hiver du mécontentement er i øvrigt åbningsreplikken i Richard III og blev brugt af avisen The Sun til at betegne generalstrejkerne i 1978-1979.

—-

*) Begrebet er det modsatte af l’autofiction, der iscenesætter forfatteren selv i en (fiktiv) virkelighed. Exofiction er udadrettet, forstået på den måde at (ofte kendte) personligheder eller historiske begivenheder iscenesættes i en (fiktiv) virkelighed.

La rentrée littéraire 2018

Den franske bogsæson anno 2018 kører for fuldt blus, og bogjuryerne er i fuld gang med at læse og diskutere sig frem til, hvem der skal have årets mest prestigefyldte bogpriser. Her får du et første overblik.

La rentrée littéraire er et tilbagevendende fænomen i Frankrig hvert efterår. Det er i korte træk en tæt stime af nyudgivelser i form af især romaner og novellesamlinger, både af franske forfattere og udenlandske forfattere i fransk oversættelse. Umiddelbart kunne man tro at tidspunktet er valgt, fordi nu bliver det efterår, aftenerne bliver lange (og kolde), og det er et ideelt tidspunkt at udgive bøger på.

Sandheden er dog noget mere kommerciel. Af samtlige bogudgivelser på et helt år bliver 80% (!) udgivet i efteråret. Og det hænger sammen med to ting: Alle de store, franske bogpriser, som garanterer en salgssucces, bliver uddelt i løbet af oktober og november. Og så er det jo lige i rette tid til julehandlen. Derfor gælder det for forlagene om at få så mange udgivelser som muligt med i bølgen.

Men når det er sagt, så er det jo en luksus som læser – og franskmændene er blandt de ivrigste læsere på verdensplan – at kunne vælge og vrage mellem nye udgivelser, som oven i købet får stor opmærksomhed i medierne, både i form af boganmeldelser, forfatterinterviews og meget andet.

Sidste år (2017) var der 581 nyudgivelser i efteråret, hvoraf de 390 var franske, og 81 af disse var debuterende forfattere. I år er der lidt færre: 567 nyudgivelser i alt, heraf 381 franske, og 94 af disse er debutanter.

De syv største og mest prestigefyldte af de franske bogpriser (Goncourt, Renaudot, Médicis, Femina, Académie Française, Interallié og Prix Décembre) har allerede valgt deres bruttolister af kandidater til første udskilning. Det er typisk 10-15 bøger, som juryerne skal læse, mødes for at diskutere, og så afkorte deres liste. Det er et udskilningsløb, hvor de fleste bogjuryer er ude i tre omgange, før de proklamerer en vinder i løbet af oktober og november.

Paul Fournel: ANQUETIL – helt alene

Paul Fournels bog om Jaques Anquetil er lige dele drenget begejstring for en stor cykelstjerne og en velskrevet biografi med glimt i øjet. Er du til fakta, anekdoter og røverhistorier om en af de største stjerner, cykelsporten har kendt, inden der for alvor gik tv-tranmissioner i de store løb, så er ANQUETIL – helt alene uomgængelig.

Noget af det, der fascinerer mig mest ved de store cykelløb, og særligt Tour de France, er dramaet. Fortællingen. Eposet. Det er kommentatorernes beskrivelser af løbets udvikling, taktikken der udspiller sig, lidelsen der står malet i rytternes ansigter på de store bjergetaper.

På samme måde føler man sig gentagne gange hensat til en solbeskinnet dag i Touren, hvor dramaet er på sit højeste, når man sidder opslugt af Paul Fournels bog ANQUETIL – helt alene, der for nylig udkom på dansk. Forfatteren og poeten Fournel er en eminent fortæller.

ANQUETIL – helt alene er først og fremmest drengen Paul Fournels betagelse af en af de helt store cykelstjerner i 50erne og 60erne, skrevet af den voksne Paul Fournel, der selv har været ivrig amatørrytter. Og man må sige, at han nok har fået det ind med modermælken. Faderen, der også var amatørrytter, og onklen, der var cykelsmed, byggede hans første, mørkegrønne cykel til ham, da han var ikke ret gammel.

ANQUETIL – helt alene er en Anquetil biografi, der på charmerende vis er flettet ind i anekdoter, røverhistorier og fakta om landevejenes enspændere, og om enspænderen over dem alle: Jacques Anquetil. Biografien er ikke strengt kronologisk, i stedet belyses Anquetils liv og cykelkarriere ud fra spørgsmålet om, hvad der drev ham (smerte, især!), de mennesker, der omgav ham (hustruen, løjtnanten, hjælperytterne, sportdirektøren, modstanderen Poulidor og andre), og han beskrives gennem de utallige løb, han kørte – og hvordan han kørte dem. Perspektivet skifter bogen igennem mellem Anquetil selv, drengen Paul Fournels barndomserindringer og den voksne Paul Fournels mere eftertænksomme og rationelle perspektiv på Anquetils karriere.

Der var masser af drama, når Anquetil var i vælten. Vi får beretningen om dengang, han smadrede Fausto Coppis timerekord på banen i Milano for øjnene af Coppis italienske fans. Vi får den medrivende historie om, hvordan Anquetil duellerede med Poulidor hele vejen op til Puy de Dôme på Tour de France etapen 12. juli 1964. En historie, der ikke bliver mindre medrivende af at Fournel selv var tilstede på bjerget den mindeværdige dag. Vi får historien om en vanvittig ide, der blev til virkelighed, da Anquetil i 1965 først kørte ugeløbet Dauphiné libéré – der foregår i de franske alper – som han vandt, hvorefter han få timer efter at have stået på sejrsskamlen fløj til Bordeaux og samme nat startede endagsløbet Bordeaux-Paris – som han også vandt! Anquetil var også den første til at vinde Tour de France 5 gange.

Maître Jacques, som han også blev kaldt, gik meget op i sit udseende og sit tøj. Han var, hvad Brian Holm ville kalde ‘lirens’. Der er i Fournels bog den samme tone, som Danske Professionelle Cykelrytteres Club (DPCC) også bruger i deres bog Sort kaffe og hvide sokker. Hos Fournel som hos DPCC finder læseren et ekko af det univers, de indviede befinder sig i. Anekdoter, røverhistorier og en god portion fakta. Og det gør ikke så meget, at det ikke altid er hårde fakta og en kedelig biografi. Fournels bog er varm, personlig og medrivende.

Oversættelsen fra fransk er begået af Jesper Tang, og det er et flot stykke arbejde. Man mærker ikke, at det er en oversættelse, sproget flyder godt og medrivende uden at hakke.

Paul Fournel Anquetil – helt alene. Bobo, Den franske bogcafés forlag. Udkommet marts 2018. Oversat af Jesper Tang.

Kaouther Adimi: Nos richesses

ANMELDELSE

Nos richesses er et eksempel på den exofiction, der trender i fransk litteratur i disse år. Romanen er den fineste blanding af litteraturhistorie, samfundshistorie og kolonihistorie, som man kun kan blive klogere på. Og sådan noget er jeg ret pjattet med.

Romanens udgangs- og omdrejningspunkt er Edmond Charlot og hans boghandel Les Vraies Richesses, som blev indviet i Alger i 1936. Det andet yderpunkt er Alger år 2017, hvor den unge studerende Ryad har fået til opgave at tømme den forladte boghandel og male den, inden der skal indrettes beignetshop i lokalet. Imellem de to yderpunkter væver Kaouther Adimi et spind, der består af Charlots dagbogsnotater, afsnit med den historiske baggrund for perioden, og Ryads oplevelser i 2017. Et spind, der væver 1936 sammen med 2017, og skaber hele fortællingen om den sagnomspundne boghandel og forlag, der blandt andet udgav en helt ung Albert Camus’  tekster.

Charlots “dagbogsnotater”

Charlot og boghandlen er de to ting i romanen, der har eksisteret i virkeligheden. Kaouther Adimi har brugt et år på at researche kilder, der kunne fortælle mere om ham, om boghandlen og om livet i Alger. Af alt denne indsamlede information har hun sammenstykket dagbogsnotater, som kunne have været Charlots, men som reelt er dramadokumentarisk materiale, der spejler en virkelighed. Personerne er virkelige, begivenhederne er dramadokumentariske.

Gennem dagbogsnotaterne følger vi Charlot, fra han som ganske ung i 1936 vender tilbage til Alger, indretter boghandlen og starter sit forlag, der udgiver tekster af forfattere som Albert Camus, Jean Giono, André Gide, og en vrimmel af andre kendte og mindre kendte forfattere. Så kommer 2. Verdenskrigs ødelæggelser, Charlot rykker til Paris og starter en afdeling af sit forlag, mens familien bliver i Alger og passer boghandlen. Men det bliver en hård konkurrence mod de store, parisiske forlag, og manglen på papir, tryksværte og snor er desperat. Uden de ting, ingen bogudgivelser.

Den parisiske afdeling af forlaget går konkurs, og efter krigen vender Charlot tilbage til Alger, hvor oprøret mod den franske kolonimagt ulmer. Spændingerne i landet stiger, og fra 1954 til 1962 raser Algierkrigen. Dagbogsnotaterne slutter i efteråret 1961, hvor Charlots boghandel bliver totalt raseret.

Korte historiske rids

Romanen indeholder en række korte historiske intermezzoer, der sætter Charlots dagbogsnotater ind i en større samfundspolitisk kontekst: Alger lige før 2. Verdenskrigs udbrud, dens indvirkning på den europæiske og nordafrikanske situation, massakren i Sétif i 1945, situationen i Algeriet i 1954, Paris 1961… Altsammen set fra en algiersk synsvinkel.

Ryad i Alger 2017

Da den unge studerende Ryad lander i Alger, regner han med, at det ikke vil tage ham lang tid at få ryddet den gamle boghandel og malet det hele hvidt, så han hurtigt kan komme hjem til Paris og sin kæreste igen. Men stedets charme sniger sig umærkeligt ind på ham. Der er gamle bøger og manuskripter, håndskrevne bilag, fotos, postkort og breve, der fortæller historier om Edmond Charlots livsværk. Ryads opgave bliver ikke nemmere af at boghandlens ‘vogter’, den gamle og næsten to meter høje Abdallah, belejrer fortovet udenfor boghandlen, og kvarterets beboere yder en venlig men skjult modstand mod rydningen. Ryad er rundt i flere forretninger for at finde hvid maling, men det er forunderligt nok udsolgt alle steder uden undtagelse. Når Ryads arbejde bliver observeret af kvarterets beboere, understreges det helt tekstnært af den aktive brug af ‘nous’.

Langsomt inviterer de ham imidlertid ind i deres fællesskab og fortæller ham mere om boghandlen og deres egne liv. Romanens store, ubesvarede spørgsmål er, om Ryad nogensinde får færdiggjort sit arbejde, så lokalet kan åbne som en ny og hvidmalet beignetshop…

Nos richesses er et eksempel på den exofiction, der trender i fransk litteratur i disse år. En fortællemåde, hvor virkelige begivenheder eller personer sættes ind i en dramatiseret (fiktiv) kontekst. Romanen udmærker sig ved at fortælle om begivenhederne fra en algiersk synsvinkel (forfatteren er selv algierer) og beskrive Frankrig som den kolonimagt, landet var indtil Algieriets uafhængighed i 1962. Romanen er den fineste blanding af litteraturhistorie, samfundshistorie og kolonihistorie, som man kun kan blive klogere på. Og sådan noget er jeg ret pjattet med.

Kaouther Adimi Nos Richesses (Éditions du Seuil), Paris 2017.

La rentrée littéraire 2017 #3

Det fyger med navne på de store bogpriser i Frankrig i øjeblikket, og flere af juryerne er ude i to udvælgelsesrunder, inden de proklamerer en vinder. Her får du en oversigt over de syv kendteste af de franske, litterære priser.

En af de mest prestigefyldte er Prix Goncourt. L’Académie Goncourt, som står bag prisen, er et litterært selskab der blev stiftet tilbage i 1900. Selve prisen er på 10€ (TI euro!), men som akademiet gør opmærksom på deres hjemmeside er det ikke den økonomiske pris, men det store oplagstal, der følger med tildelingen af Le Prix Goncourt, der tæller.

Prix Renaudot er en anden af de store priser. Prisen blev indstiftet i 1926 af en række litteraturkritikere, og der knytter sig en interessant historie til selve prisuddelingen: Prisen uddeles ved samme lejlighed som Prix Goncourt. Selvom de to priser ikke er organisatorisk forbundne er Prix Renaudot en slags supplering af Goncourt, idet Prix Renaudot ofte går til en af de finalister, der ikke når i mål til en Goncourt pris.

Begge priser uddeles på restauranten Chez Drouant på place Gaillon, ikke så langt fra Opéra Garnier. For Goncourt-juryens vedkommende har Chez Drouant været stamrestaurant siden 1914, hvor juryens medlemmer mødes til en god middag en gang om måneden. Historien fortæller, at Prix Renaudot opstod i 1926 som de litterære journalisters svar på Prix Goncourt, og at de installerede sig på naborestauranten. Det er en af grundene til, at de to priser uddeles samme dag.

Prix Femina blev indstiftet i 1904 som et modsvar til Goncourt-prisen, der notorisk var domineret af mænd og blev uddelt til mænd. 20 kvinder sad dengang i juryen, et tal der er blevet noget modereret gennem tiden. I 2016 sad der 11 kvinder i juryen. Juryen er ikke entydigt feministisk, og har uddelt prisen til både kvinder og mænd gennem tiden.

Prix Interallié er opstået lidt på samme måde som Prix Renaudot, der udsprang af journalisters venten på Goncourt-juryens afgørelse. Også her var det en flok journalister, der i 1930 ventede på, at en litterær jury skulle afsløre deres vinder. I dette tilfælde var det damerne i Prix Femina-juryen. Prisen har sit navn fra erhvervsklubben Cercle de l’Union interallié, som var det sted, førnævnte journalister ventede.

Prix Décembre er måske lidt mindre kendt, men er til gengæld får vinderen en rar check på 30.000 €. Prix Décembre blev indstiftet i 1989 af rigmanden Michel Dennery, som også sad i juryen. Men et år var han ikke tilfreds med kåringen af Michel Houellebecq, og tog sit gode  tøj og sine penge og gik. Da en anden rigmand – Michel Bergé – overtog, blev navnet ændret til Prix Décembre, og beløbet blev fastsat til 30.000€.

Det franske Akademi har også en bogpris – Le Grand Prix de l’Académie – der blev indstiftet i 1914. Prisen er på 10.000€ og uddeles i år den 26. oktober som den første af de store priser. Akademiets finalister til årets pris blev i torsdags reduceret til fire titler.

Le Prix Médicis er endnu en af de store bogpriser. Den blev indstiftet i 1958 og går typisk til en forfatter, hvis berømmelse endnu ikke er på højde med talentet. En pudsighed er, at juryens formandskab går på skift i alfabetisk orden mellem medlemmerne hvert andet år.

La rentrée littéraire 2017 #2

Her er tre af efterårets romaner, jeg holder øje med. De er alle tre eksempler på den exofiction, der er fremme i litteraturen, og de er alle tre med på alle de 1. selektions lister, der indtil nu er offentliggjort (Renaudot, Goncourt, Médicis og Femina).

Un certain M. Piekielny af François-Henri Désérable (Gallimard)

Monsieur Piekielny er omtalt i den fransk-litauiske forfatter Romain Garys erindringer La promesse de l’aube. Heri fortæller Romain Gary, hvordan han som barn i Vilnius fik besked på af naboen, at når han mødte store personligheder, skulle han fortælle dem, at “i Store-Pohulankagade i Wilno [Vilnius], boede hr. Piekielny…” Den 30-årige forfatter François-Henri Désérable tog på research i Vilnius for at se, om han kunne finde den Monsieur Piekielny, som Romain Gary aldrig undlod at nævne overfor de store personligheder, han mødte på sin vej. Findes Monsieur Piekielny eller er han en fiktiv karakter? Det er bogens store spørgsmål.

La disparition de Josef Mengele af Olivier Guez (Grasset)

La disparition de Josef Mengele er en roman, der følger i fodsporet på dødslægen fra Auschwitz, Josef Mengele, fra han flygter til Sydamerika efter 2. Verdenskrig til hans død på en strand i Brasilien i 1979. Olivier Guez’ research får rosende ord med på vejen af blandt andet Fnacs bogekspedienter. På forlagets hjemmeside (se linket ovenfor), kan du se og høre Olivier Guez fortælle om arbejdet med bogen.

Nos richesses af Kaouther Adimi (Seuil)

I 1936 åbnede Edmond Charlot en lille boghandel og forlag i Algeriets hovedstad Algier, der blev kaldt Nos vraies richesses. En af de første tekster, han udgav, var af den dengang ukendte forfatter Albert Camus. Disse virkelige begivenheder danner udgangspunktet for den fransk-algierske forfatter Kaouther Adimis roman Nos richesses. I 2017 skal en ung studerende tømme og male en gammel boghandel i Algier, fordi den skal laves om til en butik, der sælger beignets. En roman om litteraturens rolle i livet – og i Algeriet.

La rentrée littéraire 2017

Sommeren er ved at være forbi, selv for franskmændene. Det betyder til gengæld, at efterårets franske bogsæson står for døren.

Efter et ret sløjt bogsalg i foråret, der ifølge en professor ved universitetet i Paris blot er en bekræftelse af en uskreven regel om, at litteraturen har trange kår i månederne op til et præsidentvalg, ser det således ganske anderledes ud her efter den franske sommerferie er slut: 581 nyudgivelser er på vej de kommende uger, hvoraf 390 er franske, og 81 af disse er debuterende forfattere. Tallene sidste år var 363 franske nyudgivelser, heraf 66 debutromaner. Med andre ord: En rigtig pæn fremgang i forhold til sidste år. Det er tilsyneladende ikke hos de franske forlag, at krisen kradser.

Ifølge Livres Hebdo er l’exofiction et af nøgleordene dette efterår: Begrebet er det modsatte af l’autofiction, der iscenesætter forfatteren selv i en (fiktiv) virkelighed. Exofiction er udadrettet, forstået på den måde at (ofte kendte) personligheder eller historiske begivenheder iscenesættes i en (fiktiv) virkelighed. Det så vi eksempelvis i efteråret 2015 med romanen La septième fonction du langage, hvor Roland Barthes’ død blev genstand for en fiktiv politiefterforskning, eller med kunstnerromanerne fra efteråret 2016, hvor blandt andre Monet og van Gogh blev omdrejningspunktet i semifiktive fortællinger.

Store og veletablerede forfattere som Amélie Nothomb og Eric-Emmanuel Schmitt er som hvert år at finde blandt de mange nyudgivelser, men noget tyder på, at vi skal kigge andre steder efter årets coups de coeur. Allerede nu er de første forfattere udtaget til de endelige udskilningsløb hos juryerne for Prix Renaudot og Prix Goncourt, der traditionelt følges ad. I går offentliggjorde Goncourt-juryen de 15 romaner de har udtaget til deres første runde, mens Renaudot-juryen allerede i mandags offentliggjorde de 17 romaner og 4 essays til deres første runde.

På begge juryers lister finder vi følgende fem romaner: La disparition de Josef Mengele af Olivier Guez (Grasset), La serpe af Philippe Jaenada (Julliard), L’art de perdre af Alice Zeniter (Flammarion), Nos richesses af Kaouther Adimi (Seuil) og Un certain M. Piekielny af François-Henri Désérable (Gallimard).

Den franske Rentrée littéraire strækker sig til langt ind i november. Efter alle udgivelserne i august og september kommer alle bogpriserne i oktober og november.

Der er julelys i øjnene på de frankofile litteraturelskere :)!