Kaouther Adimi: Nos richesses

ANMELDELSE

Nos richesses er et eksempel på den exofiction, der trender i fransk litteratur i disse år. Romanen er den fineste blanding af litteraturhistorie, samfundshistorie og kolonihistorie, som man kun kan blive klogere på. Og sådan noget er jeg ret pjattet med.

Romanens udgangs- og omdrejningspunkt er Edmond Charlot og hans boghandel Les Vraies Richesses, som blev indviet i Alger i 1936. Det andet yderpunkt er Alger år 2017, hvor den unge studerende Ryad har fået til opgave at tømme den forladte boghandel og male den, inden der skal indrettes beignetshop i lokalet. Imellem de to yderpunkter væver Kaouther Adimi et spind, der består af Charlots dagbogsnotater, afsnit med den historiske baggrund for perioden, og Ryads oplevelser i 2017. Et spind, der væver 1936 sammen med 2017, og skaber hele fortællingen om den sagnomspundne boghandel og forlag, der blandt andet udgav en helt ung Albert Camus’  tekster.

Charlots “dagbogsnotater”

Charlot og boghandlen er de to ting i romanen, der har eksisteret i virkeligheden. Kaouther Adimi har brugt et år på at researche kilder, der kunne fortælle mere om ham, om boghandlen og om livet i Alger. Af alt denne indsamlede information har hun sammenstykket dagbogsnotater, som kunne have været Charlots, men som reelt er dramadokumentarisk materiale, der spejler en virkelighed. Personerne er virkelige, begivenhederne er dramadokumentariske.

Gennem dagbogsnotaterne følger vi Charlot, fra han som ganske ung i 1936 vender tilbage til Alger, indretter boghandlen og starter sit forlag, der udgiver tekster af forfattere som Albert Camus, Jean Giono, André Gide, og en vrimmel af andre kendte og mindre kendte forfattere. Så kommer 2. Verdenskrigs ødelæggelser, Charlot rykker til Paris og starter en afdeling af sit forlag, mens familien bliver i Alger og passer boghandlen. Men det bliver en hård konkurrence mod de store, parisiske forlag, og manglen på papir, tryksværte og snor er desperat. Uden de ting, ingen bogudgivelser.

Den parisiske afdeling af forlaget går konkurs, og efter krigen vender Charlot tilbage til Alger, hvor oprøret mod den franske kolonimagt ulmer. Spændingerne i landet stiger, og fra 1954 til 1962 raser Algierkrigen. Dagbogsnotaterne slutter i efteråret 1961, hvor Charlots boghandel bliver totalt raseret.

Korte historiske rids

Romanen indeholder en række korte historiske intermezzoer, der sætter Charlots dagbogsnotater ind i en større samfundspolitisk kontekst: Alger lige før 2. Verdenskrigs udbrud, dens indvirkning på den europæiske og nordafrikanske situation, massakren i Sétif i 1945, situationen i Algeriet i 1954, Paris 1961… Altsammen set fra en algiersk synsvinkel.

Ryad i Alger 2017

Da den unge studerende Ryad lander i Alger, regner han med, at det ikke vil tage ham lang tid at få ryddet den gamle boghandel og malet det hele hvidt, så han hurtigt kan komme hjem til Paris og sin kæreste igen. Men stedets charme sniger sig umærkeligt ind på ham. Der er gamle bøger og manuskripter, håndskrevne bilag, fotos, postkort og breve, der fortæller historier om Edmond Charlots livsværk. Ryads opgave bliver ikke nemmere af at boghandlens ‘vogter’, den gamle og næsten to meter høje Abdallah, belejrer fortovet udenfor boghandlen, og kvarterets beboere yder en venlig men skjult modstand mod rydningen. Ryad er rundt i flere forretninger for at finde hvid maling, men det er forunderligt nok udsolgt alle steder uden undtagelse. Når Ryads arbejde bliver observeret af kvarterets beboere, understreges det helt tekstnært af den aktive brug af ‘nous’.

Langsomt inviterer de ham imidlertid ind i deres fællesskab og fortæller ham mere om boghandlen og deres egne liv. Romanens store, ubesvarede spørgsmål er, om Ryad nogensinde får færdiggjort sit arbejde, så lokalet kan åbne som en ny og hvidmalet beignetshop…

Nos richesses er et eksempel på den exofiction, der trender i fransk litteratur i disse år. En fortællemåde, hvor virkelige begivenheder eller personer sættes ind i en dramatiseret (fiktiv) kontekst. Romanen udmærker sig ved at fortælle om begivenhederne fra en algiersk synsvinkel (forfatteren er selv algierer) og beskrive Frankrig som den kolonimagt, landet var indtil Algieriets uafhængighed i 1962. Romanen er den fineste blanding af litteraturhistorie, samfundshistorie og kolonihistorie, som man kun kan blive klogere på. Og sådan noget er jeg ret pjattet med.

Kaouther Adimi Nos Richesses (Éditions du Seuil), Paris 2017.

Måske vil du også synes om:

La rentrée littéraire 2017 #3

Det fyger med navne på de store bogpriser i Frankrig i øjeblikket, og flere af juryerne er ude i to udvælgelsesrunder, inden de proklamerer en vinder. Her får du en oversigt over de syv kendteste af de franske, litterære priser.

En af de mest prestigefyldte er Prix Goncourt. L’Académie Goncourt, som står bag prisen, er et litterært selskab der blev stiftet tilbage i 1900. Selve prisen er på 10€ (TI euro!), men som akademiet gør opmærksom på deres hjemmeside er det ikke den økonomiske pris, men det store oplagstal, der følger med tildelingen af Le Prix Goncourt, der tæller.

Prix Renaudot er en anden af de store priser. Prisen blev indstiftet i 1926 af en række litteraturkritikere, og der knytter sig en interessant historie til selve prisuddelingen: Prisen uddeles ved samme lejlighed som Prix Goncourt. Selvom de to priser ikke er organisatorisk forbundne er Prix Renaudot en slags supplering af Goncourt, idet Prix Renaudot ofte går til en af de finalister, der ikke når i mål til en Goncourt pris.

Begge priser uddeles på restauranten Chez Drouant på place Gaillon, ikke så langt fra Opéra Garnier. For Goncourt-juryens vedkommende har Chez Drouant været stamrestaurant siden 1914, hvor juryens medlemmer mødes til en god middag en gang om måneden. Historien fortæller, at Prix Renaudot opstod i 1926 som de litterære journalisters svar på Prix Goncourt, og at de installerede sig på naborestauranten. Det er en af grundene til, at de to priser uddeles samme dag.

Prix Femina blev indstiftet i 1904 som et modsvar til Goncourt-prisen, der notorisk var domineret af mænd og blev uddelt til mænd. 20 kvinder sad dengang i juryen, et tal der er blevet noget modereret gennem tiden. I 2016 sad der 11 kvinder i juryen. Juryen er ikke entydigt feministisk, og har uddelt prisen til både kvinder og mænd gennem tiden.

Prix Interallié er opstået lidt på samme måde som Prix Renaudot, der udsprang af journalisters venten på Goncourt-juryens afgørelse. Også her var det en flok journalister, der i 1930 ventede på, at en litterær jury skulle afsløre deres vinder. I dette tilfælde var det damerne i Prix Femina-juryen. Prisen har sit navn fra erhvervsklubben Cercle de l’Union interallié, som var det sted, førnævnte journalister ventede.

Prix Décembre er måske lidt mindre kendt, men er til gengæld får vinderen en rar check på 30.000 €. Prix Décembre blev indstiftet i 1989 af rigmanden Michel Dennery, som også sad i juryen. Men et år var han ikke tilfreds med kåringen af Michel Houellebecq, og tog sit gode  tøj og sine penge og gik. Da en anden rigmand – Michel Bergé – overtog, blev navnet ændret til Prix Décembre, og beløbet blev fastsat til 30.000€.

Det franske Akademi har også en bogpris – Le Grand Prix de l’Académie – der blev indstiftet i 1914. Prisen er på 10.000€ og uddeles i år den 26. oktober som den første af de store priser. Akademiets finalister til årets pris blev i torsdags reduceret til fire titler.

Le Prix Médicis er endnu en af de store bogpriser. Den blev indstiftet i 1958 og går typisk til en forfatter, hvis berømmelse endnu ikke er på højde med talentet. En pudsighed er, at juryens formandskab går på skift i alfabetisk orden mellem medlemmerne hvert andet år.

Måske vil du også synes om:

La rentrée littéraire 2017 #2

Her er tre af efterårets romaner, jeg holder øje med. De er alle tre eksempler på den exofiction, der er fremme i litteraturen, og de er alle tre med på alle de 1. selektions lister, der indtil nu er offentliggjort (Renaudot, Goncourt, Médicis og Femina).

Un certain M. Piekielny af François-Henri Désérable (Gallimard)

Monsieur Piekielny er omtalt i den fransk-litauiske forfatter Romain Garys erindringer La promesse de l’aube. Heri fortæller Romain Gary, hvordan han som barn i Vilnius fik besked på af naboen, at når han mødte store personligheder, skulle han fortælle dem, at “i Store-Pohulankagade i Wilno [Vilnius], boede hr. Piekielny…” Den 30-årige forfatter François-Henri Désérable tog på research i Vilnius for at se, om han kunne finde den Monsieur Piekielny, som Romain Gary aldrig undlod at nævne overfor de store personligheder, han mødte på sin vej. Findes Monsieur Piekielny eller er han en fiktiv karakter? Det er bogens store spørgsmål.

La disparition de Josef Mengele af Olivier Guez (Grasset)

La disparition de Josef Mengele er en roman, der følger i fodsporet på dødslægen fra Auschwitz, Josef Mengele, fra han flygter til Sydamerika efter 2. Verdenskrig til hans død på en strand i Brasilien i 1979. Olivier Guez’ research får rosende ord med på vejen af blandt andet Fnacs bogekspedienter. På forlagets hjemmeside (se linket ovenfor), kan du se og høre Olivier Guez fortælle om arbejdet med bogen.

Nos richesses af Kaouther Adimi (Seuil)

I 1936 åbnede Edmond Charlot en lille boghandel og forlag i Algeriets hovedstad Algier, der blev kaldt Nos vraies richesses. En af de første tekster, han udgav, var af den dengang ukendte forfatter Albert Camus. Disse virkelige begivenheder danner udgangspunktet for den fransk-algierske forfatter Kaouther Adimis roman Nos richesses. I 2017 skal en ung studerende tømme og male en gammel boghandel i Algier, fordi den skal laves om til en butik, der sælger beignets. En roman om litteraturens rolle i livet – og i Algeriet.

Måske vil du også synes om:

La rentrée littéraire 2017

Sommeren er ved at være forbi, selv for franskmændene. Det betyder til gengæld, at efterårets franske bogsæson står for døren.

Efter et ret sløjt bogsalg i foråret, der ifølge en professor ved universitetet i Paris blot er en bekræftelse af en uskreven regel om, at litteraturen har trange kår i månederne op til et præsidentvalg, ser det således ganske anderledes ud her efter den franske sommerferie er slut: 581 nyudgivelser er på vej de kommende uger, hvoraf 390 er franske, og 81 af disse er debuterende forfattere. Tallene sidste år var 363 franske nyudgivelser, heraf 66 debutromaner. Med andre ord: En rigtig pæn fremgang i forhold til sidste år. Det er tilsyneladende ikke hos de franske forlag, at krisen kradser.

Ifølge Livres Hebdo er l’exofiction et af nøgleordene dette efterår: Begrebet er det modsatte af l’autofiction, der iscenesætter forfatteren selv i en (fiktiv) virkelighed. Exofiction er udadrettet, forstået på den måde at (ofte kendte) personligheder eller historiske begivenheder iscenesættes i en (fiktiv) virkelighed. Det så vi eksempelvis i efteråret 2015 med romanen La septième fonction du langage, hvor Roland Barthes’ død blev genstand for en fiktiv politiefterforskning, eller med kunstnerromanerne fra efteråret 2016, hvor blandt andre Monet og van Gogh blev omdrejningspunktet i semifiktive fortællinger.

Store og veletablerede forfattere som Amélie Nothomb og Eric-Emmanuel Schmitt er som hvert år at finde blandt de mange nyudgivelser, men noget tyder på, at vi skal kigge andre steder efter årets coups de coeur. Allerede nu er de første forfattere udtaget til de endelige udskilningsløb hos juryerne for Prix Renaudot og Prix Goncourt, der traditionelt følges ad. I går offentliggjorde Goncourt-juryen de 15 romaner de har udtaget til deres første runde, mens Renaudot-juryen allerede i mandags offentliggjorde de 17 romaner og 4 essays til deres første runde.

På begge juryers lister finder vi følgende fem romaner: La disparition de Josef Mengele af Olivier Guez (Grasset), La serpe af Philippe Jaenada (Julliard), L’art de perdre af Alice Zeniter (Flammarion), Nos richesses af Kaouther Adimi (Seuil) og Un certain M. Piekielny af François-Henri Désérable (Gallimard).

Den franske Rentrée littéraire strækker sig til langt ind i november. Efter alle udgivelserne i august og september kommer alle bogpriserne i oktober og november.

Der er julelys i øjnene på de frankofile litteraturelskere :)!

Måske vil du også synes om:

Kan vi lige holde tingene lidt adskilt…?

Klichéen ‘franskmænd er arrogante’ er endnu engang dukket op til overfladen den seneste uge, efter at et vist medlem af kongefamilien har trukket nationale og internationale overskrifter.

Som en af mine Facebookvenner skrev i en tråd forleden: Kan vi godt lade være med at trække nationalitetskortet i den sag? Og det er jeg sådan set enig i. Ja. Der findes arrogante mennesker. I alle nationaliteter. Og nej. Ikke alle franskmænd er arrogante. Alle de franskmænd, jeg kender, er rare og imødekommende. Både dem, der bor i Frankrig, og dem, der bor her i landet. Og set over en bred kam virker det ikke, som om franskmænd i ind- og udland er specielt stolte af deres royale landsmands udtalelser…

Så kan vi godt prøve at holde tingene adskilt?

Nå. Men det giver mig anledning til at trække disse glimrende bøger af d’herrer Bredal og Boll-Johansen frem igen, hvis du har lyst til at læse de mere nuancerede perspektiver på det der med, at franskmænd skulle være arrogante. Det bunder som oftest i kulturforskelle. Og peger dermed også tilbage på os som danskere.

Bjørn Bredal: FRANKRIG for alle

3 mere til den frankofile

God weekend :)!

Måske vil du også synes om:

Emmanuel Macron: Révolution

ANMELDELSE

Révolution er Emmanuel Macrons politiske vision for et nyt Frankrig. Den er ambitiøs. Meget ambitiøs. Lykkes det for ham, bliver han en af den 5. Republiks helt store præsidenter. Lykkes det ikke, vil vi se ham falde til jorden som en Ikaros. Han er oppe mod et fransk paradoks, som de seneste præsidenter har slået sig gevaldigt på.

Enhver fransk politiker med respekt for sig selv har skrevet mindst een bog. Frankrigs nye præsident Emmanuel Macron er ingen undtagelse.

Révolution er hans manifest, hans vision for et nyt og bedre Frankrig. Den udkom i november 2016, lige op til de første primærvalg, der skulle afgøre, hvem der skulle være præsidentkandidater for de store højre- og venstrefløjspartier.

Bogens 16 kapitler er bemærkelsesværdigt velstrukturerede i deres rækkefølge. De er nærmest som cirkler i vandet. Macron starter med at fortælle om sig selv. Hvem han er og hvad han mener. Så udvider han cirklen og beskriver Frankrig og franskmændene, den franske identitet og den situation, nationen sidder fast i nu, som han ser og analyserer problemstillingen. Et kapitel om globaliseringen danner afsæt for hans visioner for et “nyt” Frankrig, der er klædt på til at tage hul på det 21. århundrede. Og vi taler her hele paletten: Arbejde og uddannelse for alle, beskyttelse af samfundets svage. En ny fransk identitet som alle kan være stolte af og forenet i, det være sig franskmænd i både land og by og oversøiske områder. Statens rolle som beskytter, så borgerne kan færdes trygt og sikkert. Europa får også et kapitel med på vejen. Efter endt læsning sidder man og tænker, at der da vist ikke er den sten, han ikke gerne vil vende, og at han da vist har skævet en hel del til den skandinaviske samfundsmodel.

Det omdrejningspunkt, han hele bogen igennem skriver op imod, er, hvad  han selv kalder ‘det franske paradoks’. Og præcis her har manden godt nok en pointe: Det franske paradoks handler om, at franskmændene er lede og kede af deres samfundssystem og måden, det er skruet sammen på. Men hvis en præsident forsøger sig med reformer, brokker de sig helt vildt og protesterer/demonstrerer/strejker, og forandringer bliver aldrig til meget andet end noget lappearbejde. Og derfor sidder Frankrig fast i en række kriser nu.

Macron kalder sin bog for Révolution. Fordi han ønsker at ændre den franske samfundsopbygning gennemgribende, så den bliver tidssvarende og klar til at håndtere globaliseringen. Og det kommer til at kunne mærkes. Han bruger hele bogen på at forberede franskmændene på, hvad der vil komme af forandringer og på at forklare, hvorfor det er nødvendigt.

Der bliver en del kameler at sluge for den menige franskmand.

Macrons vision for Frankrig er ambitiøs for at sige det mildt. Lykkes det for ham, bliver det franske samfund klar til det 21. århundrede og globaliseringen i en genvunden førerposition. Lykkes det ikke for ham, tror jeg vi vil se en præsident falde til jorden som en Ikaros med brændte vinger.

På fransk har man begrebet clarté – klarhed – som ofte også bliver brugt om det franske sprog. Macron skriver klart, præcist og letforståeligt, og teksten er en fornøjelse at læse på fransk.

Emmanuel Macron Révolution. Editions XO, Paris (Udkommet nov. 2016). 17,90 €

Udkommet på dansk 19. april 2017 på Informations Forlag. kr. 237,95

Måske vil du også synes om:

Peter Kemp (red.): Paul Ricoeur – Danske værker

ANMELDELSE

For første gang foreligger tekster af den franske filosof, Paul Ricoeur, samlet i een udgivelse på dansk. Det er spændende, fascinerende – og krævende – læsning. Nye læsere kan med fordel supplere med et filosofileksikon for maksimalt udbytte.

Der er noget monumentalt over Peter Kemps udgivelse af Paul Ricoeurs værker på dansk. På flere måder.

Monumentalt, fordi den 650 sider store, murstenstykke udgivelse vidner ikke blot om rækkevidden af Paul Ricoeurs filosofiske karriere og tænkning. Udgivelsen er blot et udvalg af hans samlede værker. Den vidner også om det store oversættelsesarbejde, der er blevet langt i hver enkelt tekst. Ikke alle teksterne er lige lette at gå til, og det har krævet kompetente oversættere at få de rette betydninger med over i den danske version.

Monumentalt, fordi redaktøren, den danske filosof og Paul Ricoeur-kender Peter Kemp, har samlet alle de oversatte tekster oversat til dansk siden 1960erne, pudset dem af, oversat et par ikke tidligere oversatte essays, tilsat nogle spændende interviews med Ricoeur og samlet det hele med en indledning, der fungerer som læserens vejviser i værket.

Monumentalt, fordi koncentrationen af filosofisk information og svære ord gør, at det ikke er en bog, man bare læser fra ende til anden. Det er en bog, man læser lidt ad gangen. dykker ned i et hjørne. Tænker over det skrevne. Tager bogen op igen. Læser måske en anden tekst i den. Og så bliver det spændende læsning.

Ricours danske tekster er inddelt i syv temaafsnit: Filosofi i vor tid, Sprogfilosofi, Eksistensfilosofi, Hermeneutik, Narrativ filosofi, Etik & Politik og Anerkendelse. Peter Kemps grundige introduktion fungerer glimrende som kompas for læsningen, og faktisk foreslår han nye læsere af Ricoeur at starte på side 239 med Fortolkningsteori, som introduktion til Ricoeurs filosofiske verden. Hermeneutik er et centralt begreb i Ricoeurs univers, og i Fortolkningsteori præsenterer han sine tanker om begrebet. ‘Hermeneutik’ er et fremmedord for mange, men i bund og grund handler det om, hvordan en tekst tolkes.

Her er muligheden for – på dansk – at dykke ned i Ricoeurs tænkning med en kender ved hånden, og vi kommer utvivlsomt til at høre mere til Ricoeur de kommende år. Den nye, franske præsident var personlig assistent for ham i et par år af sin studietid i slutningen af 90’erne, og er stadig inspireret af hans tænkning. Det er højst tænkeligt, at den livsfilosofi kommer til at præge fransk/europæisk politik de kommende år.

Paul Ricoeur er et stort navn i Frankrig og den engelsktalende verden, men har været svært tilgængelig på dansk, fordi de oversatte tekster har været spredt ud over artikelsamlinger og diverse tidsskrifter, som man har skullet være dedikeret filosofinørd for at få gravet frem fra arkiverne. Det er der nu lavet om på, og tak til Kemp for det.

TIP: Hav eventuelt et filosofileksikon ved hånden, når du giver dig i kast med bogen. Der er nogle ret centrale, filosofiske begreber i værket, som det er nødvendigt at have styr på for at få det fulde udbytte af teksterne.

Peter Kemp (red.) Paul Ricoeur – Danske værker. Forlaget Tiderne Skifter. Udgivet 12. juni 2017. 650 sider paperback. 349,95 kr.

Måske vil du også synes om:

Når der kommer godter med posten

Noget af det, jeg holder allermest af, når jeg er i Paris, er at gå ned (eller op…) ad Boulevard Saint-Michel på Sorbonne-siden. Særligt på strækningen mellem Musée de Cluny og Luxembourg-haven. Her ligger en stribe af de klassiske, parisiske aviskiosker, hvor man blandt andet finder de fleste franske aviser og magasiner. Markedet for diverse magasiner er stort i Frankrig, og der er plads til mange forskellige: De politiske, de litterære, de historiske. Bare for at nævne nogle af dem.

Flere af magasinerne udgiver særnumre – eller hors séries, som de hedder på fransk – en eller flere gange om året. Særnumrene har typisk et tema med artikler, som der bliver gået i dybden med af dygtige skribenter/historikere/litterater, og som belyser det pågældende tema fra flere vinkler. Ofte ledsaget af fantastiske billeder.

Specielt særnumrene er efter min mening populærformidling, når det er allerbedst. Det er en fantastisk måde at få indsigt i et emne på, og ofte indeholder artiklerne – eller temanumrene generelt – forslag til bøger, hvis læseren har lyst til at fordybe sig endnu mere.

Der er meget ofte guldkorn at finde i netop de aviskiosker. Mange af dem har flerårige samlinger af særnumre, og leder man efter noget bestemt, kan man være næsten sikker på at finde det om ikke hos den ene, så måske hos den anden kiosk. Jeg kan bruge lang tid på at støve dem igennem, og jeg finder stort set altid et eller flere guldkorn.

Man kan selvfølgelig også bestille særnumrene på nettet, hvis der ikke lige er en tur til Paris på programmet. Det gjorde jeg forleden, da der kom en mail med et særnummer, nørden her simpelthen var nødt til at få fingrene i: 60 siders tema om de dramatiske begivenheder i 1958, der førte til den 4. republiks fald, de Gaulles tilbagevenden til fransk politik og fødslen af den 5. republik.

Det kom med posten i går. Gæt, hvad jeg skal læse i weekenden?

Og så er det i morgen, at 1. runde af det franske valg til Nationalforsamlingen finder sted. 2. runde afvikles søndag den 18. juni, og til den tid ved vi, om Emmanuel Macron får sit flertal.

God weekend :)

Måske vil du også synes om:

Antologi: Franske Stemmer – Captations Littéraires

Foto: Sofie Vestergaard Jørgensen, Forlaget Etcetera

ANMELDELSE

Antologien franske stemmer /captations littéraires er en gave til alle, der holder af fransk samtidslitteratur, eller ønsker en indføring til hver af de ti forfattere, der har fået taletid og frie hænder til at skrive deres bidrag. Og med den tosprogede udgivelse er oversætterens rolle trukket frem i rampelyset.

Jeg er lige en smule forvirret til en start. Skal jeg starte med at læse den franske originalversion, eller den danske oversættelse, der står på modsatte side?

Jeg ender med at læse et afsnit af hvert sprog ad gangen. På den måde kan jeg følge med i oversætterarbejdet, der bliver synliggjort. Hvordan er der blevet oversat? Ville jeg have valgt samme ord? Som altid er oversætterens arbejde et spørgsmål om til- og fravalg. Om kompromiser. Det er dybt fascinerende og møgirriterende på en og samme tid.

Møgirriterende, fordi jeg ikke kan lade være med at parallellæse.

Dybt fascinerende, fordi på den måde bliver ikke blot de franske forfatteres ord sat i centrum, men ligeledes den alt for ofte oversete oversætter.

Antologiens bidrag er leveret af 10 franske og frankofone forfattere, der alle har været i Danmark i forbindelse med Dansk selskab for ny fransksproget litteraturs arrangementer. Flere af forfatterne har allerede udvalgte værker oversat til dansk og udgivet på danske forlag. Nogle af dem har jeg anmeldt her på bloggen.

I alfabetisk rækkefølge er de ti forfattere Sylvie Bocqui, Célia Houdart, Monique Ilboudo, Jacques Jouet, Hélène Lenoir, Christian Prigent, Yves Ravey, Cécile Riou, Jean Rouaud og Nathalie Skowronek. De har allesammen fået frie hænder til at give deres bud på, hvordan fransksproget litteratur ser ud lige nu, og det er der kommet spændende tekster ud af. Både noveller, digte og essays.

Forud for hvert bidrag gives en kort præsentation af den pågældende forfatter, og der angives, hvilke af forfatterens værker der allerede er oversat til dansk.

I lektor Steen Bille Jørgensens introduktion til antologien skitserer han den franske litteraturs udvikling gennem de seneste årtier, og det forhold, at det er meget kompliceret at sætte en overordnet etiket på samtidslitteraturen, fordi den indeholder så meget forskelligt, fordi den er så søgende og eksperimenterende, fordi forfatterne  […] nægter at blive sat i bås [og] ikke grupperer sig i litterære ’skoler’ […]. Det giver læseren mulighed for at læse teksten i egen ret og på egne præmisser. Og det er der rig mulighed for med disse ti forfattere.

Det er fornem og pædagogisk formidling af ny fransk litteratur, og jeg er vild med ideen om at udgive den franske originalversion i samme udgivelse som den danske oversættelse. Side for side. Ikke mindst fordi oversætterens skyggetanterolle udviskes, og han eller hun bliver trukket frem i lyset. På den måde bliver oversættelsen af antologien i sig selv også et litterært eksperiment. Det er godt tænkt af udgiverne!

Antologien franske stemmer – captations littéraires 244 sider, 199,95 kr. Udgivet på Forlaget Etcetera i et samarbejde mellem Forlaget Etcetera og Dansk selskab for ny fransksproget litteratur.

Måske vil du også synes om:

“Det, vi har i dag, er ikke noget, vi har for evigt”

(L’article en français en-dessous de l’article en danois :) )

Hvorfor lander en franskmand fra Paris i København og ikke alle mulige andre, eksotiske steder, hvad fik ham til at begynde at skrive, og hvordan fik han ideen til at iscenesætte et fremtidsDanmark som et diktatur, regeret af kristne ekstremister?

Samtale med Baptiste Boryczka, forfatteren til Korzen og Café Krilo.

Det er en af de første forårsdage. En stille og lun dag med solskin. Bladene på træerne endnu ikke helt udsprungne. Adressen, som Baptiste har givet mig, er på det indre Frederiksberg, kun et stenkast fra søerne, og langt fra det billigste kvarter i København. “Vi købte lejligheden som et håndværkertilbud, og jeg har selv sat det meste i stand, med hjælp fra min far”, fortæller Baptiste, da jeg senere får en rundvisning på de særdeles velindrettede kvadratmeter.

I stuen står døren ud til balkonen åben, Læs mere

Måske vil du også synes om: