Fællessang på en restaurant i Paris

Har du læst Asterix og Obelix? Så kender du slutscenen, som alle albummene ender med: Gallerne holder fest omkring et stort bål, mens barden (deres troubadour) er kneblet og bagbundet så han ihvertfald ikke kan komme til at spille og synge.

Samme stemning finder du hos restauranten Nos Ancêtres les Gaulois. Den ligger på Île Saint-Louis, den mindste af øerne i Seinen, hvor den har ligget i omkring fyrre år.

Restauranten er meget rustikt indrettet som……… ja, Asterix og Obelix ville have følt sig hjemme! Stengulv, rå vægge, lav belysning. Skind, skjolde og gallervåben pryder væggene, og noget af det første man kommer forbi er et kæmpestort, åbent ildsted, hvor alt kødet bliver grillet. Man sidder tæt ved rustikke borde på ligeså rustikke stole, og er så tæt på de andre gæster at man ikke kan undgå at falde i snak eller udveksle bemærkninger.

Nos Ancetres les Gaulois indenfor

Privatfoto

Jeg var der første gang i 1987, hvor vi fandt den tilfældigt. Konceptet har ikke ændret sig siden. Tjenerne er småflabede på den sjove måde, men ikke ubehøvlede. Vi var meget forgrinte af en amerikansk dame ved bordet bag os, som ikke helt havde fattet ideen. Da hun spurgte efter et askebæger (det var dengang man måtte ryge på restauranterne) var beskeden fra tjeneren: “Askebægeret er dér (mens han pegede på gulvet), og når det er fuldt så kald på mig!”

Konceptet er enkelt. Der er én menu, alt inklusive, til 40€. En tag-selv-buffet med pateer, charcuteries, rillettes og hvad franskmænd ellers gerne spiser til forret. På bordet stilles en kurv med brød og en stor kurv med grøntsager. Hele og uskårne, forstås! Hovedretten bliver serveret ved bordet, og her kan man vælge mellem fire-fem forskellige slags kød, der bliver grillet på de store, åbne ildsteder. Derefter ost, og endelig dessert, som også serveres ved bordet. Vinen er inklusive. Man får udleveret en kande, og så kan man selv gå op til de store tønder og tappe ad libitum. Ønsker man andre drikkevarer end vin, betales der ekstra.

Nos Ancetres les Gaulois forret

Privatfoto

TIP: I modsætning til barden i Asterix og Obelix, så får de lov til at synge hos Nos Ancêtres les Gaulois. Og det gør de glad og gerne. Hver lørdag aften kommer de (der er som regel to) og underholder med sange som alle kender, og alle skråler synger med, så stemningen er helt fantastisk. Fællessang på en parisisk restaurant! Det er SÅ festligt! Så hvis du har mulighed for det, så book bord en lørdag aften, og gør det i god tid. Der er som regel fuldt hus.

Nos Ancetres les Gaulois troubadour

Foto: Stine Odgaard Villemoes

Nos Ancêtres les Gaulois, 39 Rue Saint-Louis en l’Ile, 75004 Paris