En anderledes ferie

Vores tur til Frankrig har på mange måder været en anderledes oplevelse denne gang.

Normalt har vi allerede booket – eller i det mindste planlagt – ferie allerede i starten af året. Det er typisk en ferielejlighed et sted i Frankrig, og en så tidlig booking giver os masser af tid til at planlægge, hvad vi skal se, og læse op på sagerne inden vi tager afsted. Og eventuelt bestille billetter til seværdigheder online på forhånd for at slippe for lange billetkøer.

Sådan har det ikke været denne gang.

Vi skulle jo have været til Singapore i august, men den tur blev aflyst ret sent. Så vi har faktisk været totalt på bagkant med det meste. Det eneste, der var på plads, da vi kørte på ferie, var vores overnatninger. Der var ingen ledige ferielejligheder, men det kan faktisk lade sig gøre at finde små, hyggelige franske hoteller i de små byer til samme døgnpris som en ferielejlighed eller et mobilhome på en campingplads. Selv i højsæsonen. Og vi oplevede det som mere fleksibelt, fordi man ikke er tvunget til at booke en uge ad gangen fra lørdag til lørdag. Vi har boet på tre forskellige hoteller på 12 dage.

Vi har haft en minimal planlægning af, hvad vi skulle se og opleve denne gang.

Det eneste, jeg på forhånd havde dikteret, var to slotte i Loiredalen og Monets have i Giverny. Og jo, Bretagne var også på programmet, men vi havde ikke på forhånd udset os, hvad vi skulle opleve. Det har givet plads til ture ud i det blå, hvor vi har pakket en frokostkurv og kørt afsted, uden på forhånd at vide, hvad dagen ville bringe. Det har givet plads til at sidde en eftermiddag i skyggen af en stort piletræ og bare betragte Loirefloden løbe forbi og en fiskehejre, der fangede fisk. Det har givet plads til at finde flere af de små, charmerende havne og marinaer i Morbihan-golfen. Det har også givet plads til at opdage steder, som vi måske ikke havde fundet, hvis vi havde fulgt turistbureauernes anbefalinger. Flere gange slog vi gps’en fra og kørte efter kort i stedet.

Vi har spist aftensmad på små restauranter, hvor de lokale også kommer. Det er altid en oplevelse, og noget vi som regel gør et par gange i løbet af en ferie, men ikke hver aften. Og det var, da jeg stod i Leclercs hypermarked i Vernon i sidste uge, at det gik op for mig, at selvom det har været dejligt at bo på hoteller og køre fra sted til sted uden den store planlægning, så har jeg savnet een ting denne gang:

Jeg har savnet at lave mad af alle de lækre råvarer, man finder på de franske markeder og i de franske supermarkeder. Jeg har savnet at stå ved slagteren og vælge et godt stykke kød, eller at have en overflod af grøntsager at vælge imellem. At finde en god ost, eller at vælge mellem ferskner, fire slags nektariner, friske kirsebær, abrikoser og andre eksotiske frugter til dessert. At kunne købe charcuterie til aperitiffen, eller vandre op og ned af tyve meter køledisk, fordi der er så mange yoghurter og desserter at vælge imellem.

L’embarras du choix, hedder det på fransk.

Jeg er stadig ved at sortere billeder og organisere noter, så hæng på og læs med den kommende tid. der kommer flere indlæg fra turen :)!

Måske vil du også synes om:

Ferietid

Det er blevet ferietid, og vi pakker snart bilen for at køre sydover til et område i Frankrig, som jeg glæder mig til at udforske nærmere.

Vi starter i Beaugency i Loiredalen, hvor vi blandt andet skal besøge renæssanceslottene. Chambord står øverst på den liste! Le Golfe de Morbihan på Bretagnes sydkyst bliver udgangspunktet for vores udforskning af Bretagne-halvøen, og på vej hjemover gør vi holdt et par dage i Giverny, hvor vi – selvfølgelig! – skal besøge Monets have. Det er 17 år siden, jeg sidst var der. Kæreste har aldrig set den.

Undervejs skal vi bo på små, hyggelige hoteller i mindre byer, smage os igennem de lokale madvarer og ellers ikke planlægge for meget.

Følg med på Instagram og Facebook, hvor jeg vil lægge billeder ud med motiver, der – måske – bliver til fremtidige blogindlæg. Se links ude i højre kolonne.

God sommer til jer allesammen :)!

Måske vil du også synes om:
arbejde-danmark-frankrig

Sommerferieplaner

Jo, altså…

Det var jo meningen, at vi skulle til Singapore i august og besøge ældstebarnet. Og at den store ferietur til Frankrig derfor ikke kom på tale i år. Men de unge mennesker rykker jo nogle gange hurtigere end man kan nå at følge med, og en håndfuld dage fra at vi var klar til at bestille flybilletter skrev hun, at de begge havde fået tilbudt spændende jobs i Danmark og derfor kommer hjem allerede i juni.

Vi var, indrømmet, ikke superskuffede.

Det havde selvfølgelig været spændende at opleve Singapore og nok også nogle dage på Bali. Sammen med hende og hendes kæreste. Men Singapore er ikke øverst på vores destinationsliste, havde det ikke været fordi vi skulle besøge dem derude.

Du har nok allerede gættet, hvad vi skal i stedet?

Nemlig. Det tog kun en weekend at planlægge en biltur til Frankrig. Vi er sent ude, så en plads i det sydfranske til et par ugers badeferie er nærmest ubetaleligt på nuværende tidspunkt, hvis der overhovedet er nogle steder tilbage, der kan bookes.

I stedet jeg hev det store Frankrigskort frem og satte en nål i ved Loiredalen og en ved Bretagne. Steder, som jeg stadig mangler at udforske sådan rigtigt. Vi talte dage og kilometer, for vi gider ikke køre alt for lange stræk, når vi flytter fra et sted til et andet. Kærestes speciale er at finde gode, lokale overnatningsmuligheder, og vi fandt ud af, at det ville passe med et stop i Giverny på vejen hjem. Og stop i Holland på vej ud og på vej tilbage.

Så nu er planen

  • Nogle dage i Beaugency for at se nogle af de berømte slotte i Loiredalen – og helt sikkert Chambord!
  • Nogle dage i Bretagne, hvor udgangspunktet bliver Morbihan-golfen
  • To dage i Giverny, hvor vi – selvfølgelig! – skal besøge Monets have. Det er 17 år siden, jeg sidst var der. Kæreste har aldrig set den.

Har I været de steder, og har I nogle forslag til, hvad vi absolut ikke må gå glip af? Så skriv endelig i kommentarfeltet, jeg vil meget gerne høre jeres ideer!

God weekend :)

Måske vil du også synes om:

5 frankofone ting, der optager mig lige nu

Når man tager et dagligt vue henover det franske mediebillede, både nyhedsmedierne og hvad der sker på de sociale medier, så dukker der mange interessante emner op, der kunne blive til et blogindlæg. Dertil kommer alle de franske og frankofone ting, der sker her i Danmark. Der er meget at holde øje med, når man er frankofil blogmutter. Her er fem af de ting, jeg har på radaren i øjeblikket:

Kærlighedshistorien fra Nice. Kan du huske, jeg skrev om den tilbage i september? Lige siden har jeg holdt øje med Wilson Plazas opdateringer for at fange, når der er nyt om Ernest og Toinettes (tilsyneladende) ulykkelige kærlighed. For et par uger siden skrev jeg til Wilson Plaza for at høre, hvor langt undersøgelserne var nået. De svarede, at de ville vende tilbage når der var nyt. Og så skriver jeg selvfølgelig om det!

Det franske præsidentvalg. Naturellement. Det er, for nu at sige det mildt, alt andet end kedeligt, men om ikke andet så begynder det da at handle om politik nu, efter at Forfatningsrådet godkendte de præsidentkandidater, der havde opnået de 500 parrainages. Selvom det også handler om Emmanuel Macrons tilsyneladende manglende geografikundskaber, eller hvem der har betalt François Fillons dyre jakkesæt…

Alliance française. Jeg har besøgt afdelingerne i Aarhus og Viborg indenfor de seneste uger, og har kig på foredraget i Odense den 20. april om det franske præsidentvalg. Jeg har planer om at komme rundt og besøge så mange af afdelingerne som muligt, når jeg har tid og mulighed for det. Hvis du også vil følge med i, hvad der sker i de danske Alliance française-afdelinger, så hold øje med den månedlige oversigt her på bloggen.

Frankofon litteratur. Jeg er ved at læse Midt i Horisonten af den schweiziske forfatter Roland Buti, der handler om den katastrofalt tørre sommer i Schweiz i 1976, oplevet gennem den unge Gus, hvis verden falder sammen om ham den sommer. Den udkom på dansk i slutningen af december 2016. Jeg anmelder bogen på bloggen om nogle dage. I forrige uge anmeldte jeg den rwandiske forfatter  Scholastique Mukasongas Hvad bjergene hvisker.

Vores næste tur til Frankrig. Ferieplanlægningen er i fuld gang, men når ældstebarnet er flyttet til Singapore, så står en tur derud højt på ønskelisten. Så øvelsen i år består i at få passet en tur til Østen ind i planerne for mindst een tur eller to til Frankrig. Vi overvejer Bretagne, Loiredalen eller måske Champagnedistriktet. Pyrenæerne er heller ikke helt ude af billedet endnu.

–  Og så klør det i fingrene for at komme ud i haven, nu foråret er godt på vej, men det er jo en helt anden sag…

Har I lagt ferieplaner? Hvor skal I hen?

Måske vil du også synes om:
col-du-galibier

La Route des Grandes Alpes

Frosten ligger tykt på græsset udenfor og solen har svært ved at trænge igennem rimtågen her til morgen. Jeg sidder under tæppet i sofaen med en dampende varm kop kaffe og ser tilbage på de indlæg, jeg har skrevet i løbet af året, og prøver at tegne nogle overordnede linjer for 2017-udgaven af bloggen.

Nogle af de indlæg, jeg havde størst fornøjelse med i 2016, var rejsebeskrivelserne fra vores ture til Frankrig. Har du lyst til lidt inspiration til jeres kommende ferie i Frankrig, får du her et par af de største naturoplevelser, vi havde i 2016.

God læselyst :)

La Route des Grandes Alpes #1

La Route des Grandes Alpes #2

 

Måske vil du også synes om:
saint-tropez-ramatuelle

Saint-Tropez og Ramatuelle

For et par år siden var vi på sommerferie i Saint-Tropez, nærmere betegnet lige uden for den lille landsby Ramatuelle. Vi havde booket et mobilhome på campingpladsen Les Tournels, der ligger på en bakke med udsigt over Middelhavet. Campingpladsen er firestjernet, med både stort badeland, restauranter og cafeer, et supermarked og en kiosk. Strengt taget behøver man ikke forlade pladsen, mens man er der. Kun fem minutters kørsel fra campingpladsen ligger en bred og lækker badestrand, hvor man dagen igennem kan følge med i de store rigmandsyachter, der ankrer op ud for kysten.

Men selvfølgelig skal man ud og opleve noget. Det skal vi jo. Man kører jo ikke næsten 2000 kilometer for kun at ligge på stranden. Vi gjorde ihvertfald ikke. Det er nærmest et must at tage en tur ind til Saint-Tropez for at opleve byen, men hvis man forventer en mondæn, pulserende by, så er det et pænt stykke fra den halvsøvnige landsbystemning, vi landede i. Der sker mest nede omkring havnen. Det er her, alle de store yachter lægger til og provianterer, og man kan få set nærmere på den vilde luksus, nogle har råd til at sejle rundt i. Ramatuelle er derimod en mere autentisk, hyggelig landsby, med ugentlige markeder som vi kender det fra mange franske byer.

Det er oplagt at tage på dagsture langs kysten, og besøge Marseille, Toulon, Cannes eller måske så langt som til Nice. Men der ligger også masser af oplevelser og venter i Middelhavskystens bagland, og de smukke bjerglandskaber, der danner ramme om Marcel Pagnols barndomserindringer. Nogle bogstavelig talt bjergtagende landskaber og udsigter ligger og venter i Les Gorges du Verdon, som dette gæstebloggerindlæg beretter mere om. Fra Ramatuelle tager det et par timer at kommer derop, men så bliver man også belønnet med udsigter som disse her:

I morgen får du 5 hurtige om Marianne, så hæng på og læs med!

Måske vil du også synes om:
Sommerferie i Frankrig

Sommerferie i Frankrig?

Er I ved at planlægge sommerferien i Frankrig, eller mangler I lidt inspiration til, hvor I skal hen eller hvad I skal se?

Der er masser af inspiration at hente i indlæggene her på bloggen.

Sidste år under Touren fulgte bloggen feltet Frankrig rundt, med et nyt indlæg for hver etape. Da det ikke er alle, der er lige så tosset med Tour de France som jeg er (selvom vi er nogle stykker), og TV2 og andre medier har meget mere forstand på det sportslige end mig, så blev hvert blogindlæg under Touren en spejling af det område, feltet kørte igennem den pågældende dag. I indlæggene kan du hente inspiration til ting, der er værd at se eller undersøge nærmere. Indlæggene starter her, og fortsætter kronologisk frem til det sidste Tour-indlæg her.

I løbet af efteråret skrev jeg cirka et indlæg om ugen om de 22 franske regioner, der pr. 1. januar blev til 13 storregioner. Hvert af indlæggene indeholder både historisk information og forslag til, hvad man kunne se når man er på ferie i området, og mange af indlæggene har eksterne links, hvis du vil undersøge videre. Du finder indlæggene ved at søge på ‘regioner’ i søgefeltet ude i højre kolonne (eller på regionens navn). Ellers tjek indlægget her, hvor jeg opsummerer på de kontinentale regioner i forbindelse med reformen, og linker til alle indlæggene.

I januar skrev flere medier om rejsedestinationer i 2016, og der var flere franske bud på de lister som blandt andre New York Times og Lonely Planet udsendte. Det skrev jeg et indlæg om her, hvor du også kan finde masser af inspiration og eksterne links ud til den store verden.

Så søg løs i søgefeltet ude i højre kolonne, eller, hvis du har god tid, løb indlæggene igennem kronologisk. Dem finder du også ude i højre kolonne under ‘arkiver’.

I år skal vi til de franske alper og Annecy, og jeg glæder mig vanvittigt!

Hvor skal I hen?

Måske vil du også synes om: